2. decembr fest. Tilfælde af død på eget ansvar!

Aubrey så på hende uden at smile, men han så heller ikke fornærmet eller sur ud "Vil du da ikke have det?" spurgte han og kørte hånden ned af hendes kind i en blid bevægelse, han betragtede hendes udseende og smilede svagt.

Hun rynkede svagt panden og trak umærkeligt på skuldrene. "Je... Jeg ved... De er vældig forvirrende mister Aubrey..." sagde hun og rystede stille på hovedet. Ikke som et nej, mere fordi hun ikke kunne finde ud af hvad hun selv ville og ikke ville.

Aubrey lagde hovedet en smule på skrå og tog blidt fat i hendes hage og løftede hendes hoved så hun så på ham "jeg gør dig jo ikke ondt?" sagde han stille.

//Hun har bind for øjnene//

"Men De gør noget..." konstaterede hun. Hun lod ham løfte sit hoved, og prøvede at regne ham ud... En opgave der ikke ligefrem gik godt...

//Altså bare så hendes ansigt vender mod hans, hvis du forstår ^^//

Aubrey tog blidt fat i en tot af hendes hår og nulrede det mellem fingrende "må jeg ikke det?" spurgte han og så på hendes ansigt.

//I do xD Ville bare lige sikre mig at du ikke troede at hun kunne se på dig^^//

"Je... Nej... Ikke på den måde..." svarede hun stadig tydeligt forvirret. Hun var langsom t begyndt at blive en smule utryg ved situationen, men han havde jo ret; han gjorde hende sådan set ikke fortræd... Fysisk i hvert fald... Hun kørte hånden gennem håret så totten mellem hans fingre røg om bag hendes øre.

Aubrey kom helt tæt på hende og lagde munden ved hendes øre "Jeg ved du gerne vil .. " hviskede han og lagde en hånd på hendes skulder.

"Stop det mister!" sagde hun så myndigt som hun kunne. Hun forsøgte at lægge alle sine 3605 år bag ordene, men det gik ikke særlig godt, da det var meget svært at lyde myndig når man havde stemme som en syvårig lille pige...

Aubrey smilede lidt og kyssede hende kort på halsen "Kære Lucy .. Så stædig" hviskede han og kyssede hende igen på halsen, han lod hånden køre blidt ned af hendes arm og så på hendes hals.

"Slip mig mister!" hendes stemme blev en anelse skinger da hun sagde det. Hun lagde hænderne mod hans skuldre og forsøgte at skubbe ham væk fra sig. Hvis han havde været et menneske havde det somænd nok lykkedes for hende, men da de begge var vampyrere og hun stadig kun var et barn, var han langt stærkere end hende... Ligesom et voksent menneske var langt stærkere end et syvårigt menneskebarn...

Aubrey kom op til hendes ansigt igen "Indrøm nu du gerne vil?" sagde han så og så på hende, han tog så forisgtigt bindet væk fra hendes øjne, han blev kort overasket over hendes øjne men blev ikke skræmt eller ligende.

Hun rystede på hovedet. "Jeg er måske nok gammel, men på mange måder er jeg stadig et barn... Jeg har ikke sådanne lyster mister Aubrey..." sagde hun så roligt hun kunne. Det hjalp lidt at han ikke længere kyssede hende, og hun fik lidt mere styr på sin stemme.

Aubrey fnyste og rettede sig op "hvordan kan du leve uden?" sagde han og mente det ikke som et spørgsmål, han så ned på hende og så hende ikke som et lille barn, som så mange andre.

"Jeg har aldrig levet med..." sagde hun og gik et lille skridt væk fra ham da han rettede sig op. Hun havde nu fuld kontrol over sin stemme igen. Hun holdt et fuldstændig neutralt ansigtsudtryk da hun ikke var sikker på hvad hun skulle føle, om hun skulle græde eller le... Så var det nemmere med et neutralt udtryk der ikke udtrykte nogle som helst følelser.

Aubrey smilede svagt og så ned på hende "Du har ret, det har du jo ikke .. " sagde han stille i et suk og lød næsten såret, han strammede båndet om sit hår "Undskyld .. " sagde han så og tog stille hendes hånd og kyssede den kort og blidt " .. Tilgiv mig for hvad jeg gjore" sagde han så og slap hendes hånd.

"De er tilgivet.. Må jeg få mit øjenbind tilbage, mister Aubrey?" svarede hun og kunne ikke lade være med at smile. Hun synes egentlig godt om Aubrey, tiltrods for hans handling, og fandt ham nem at snakke med.. Desuden synes hun at det var sjovt at snakke med en vampyr der ikke var næsten 'nyfødt'..

Aubrey nikkede kort selvom hun ikke kunne se det, han tog øjnbindet og rakte det frem mod hende, selvom han var en person med ikke så mange følelser og han kunne virke ret så ond til tider, kunne han skam godt være høflig, det kom bare an på personerne, især hvis personerne var ældre end ham havde en vis respekt.

"Mange tak" sagde hun roligt, og tog stoffet igen. Hun bandt det igen stramt for hendes øjne, da det var uvant for hende ikke at have det på. Men det selvfølgelig en vane sag og intet andet. Hun havde blot erfaret at mennesker havde det med at blive skræt når så blege øjne begyndte at lyse som de gjorde når hun var sulten. SÅ begyndte hun at gå ud af gyden, da hun egentlig ikke brød sig synderligt om at være der.

Aubrey fulgte efter hende, da han egentlig ikke havde det store at fortage sig resten af natten, han havde dog alligevel lidt udkig efter et udskyldigt offer som kunne stoppe lidt af hans umættelige trang til blod.

"Har De noget familie, mister Aubrey?" spurgte Lucy efter en tid, mest for at slippe for tavsheden. Hun havde ingen problemer med at spørger ind til ting der egentlig ikke ragede hende, selv om andre måske kunne finde det stødende eller upassende. Hvis hun ikke havde noget at lave, måtte hun jo finde på noget..

Aubrey nikkede kort "Den eneste levende er min far .." sagde han og så ned på hende "Mortred hedder han .. " tilføjede han og så frem for sig "hvad med Dem?" spurgte han så og synes ikke hans familie var det meste intresante ved sig selv.

"Min nære familie er desværre alle døde, men jeg ved at min slægt lever endnu." svarede hun og smilte svagt ved tanken. Hun lignede ikke en der tog der særligt tungt det med at hendes familie var døde, men det var på den anden side lang tid siden så det rørte hende ikke rigtigt længere.