2. decembr fest. Tilfælde af død på eget ansvar!

Sira nåede netop at tage fat i ham igen og trak ham ind i en smal gågade, der mest af alt kunne minde om en uhyggelig gyde. Denne gang undlod han t smadre om ad væggen, men han holdt helt fast i ham og sigtede sin pistol mod ham. "Nu tager du det helt roligt!"

Lucy stod rundt om hjørnet og blev stående. Hun var udemærket godt i stand til at høre hvad der foregik, og hun var faktisk nervøs overfor den jæger..

Austin så skræmt på ham og derefter på pistolen "D-Du må ikke dræbe mig .. " sagde han skræmt og stod helt stille, han trak nærmest ikke vejret i skræk og prøvede desperat på at holde bevidstheden " .. Hvorfor .. " han sank og afsluttede sin sætning ".. gør du det her?"

Sira så på Austins ansigt, der lod til at være mere skræmt en forventet. "Hmm.." Mumlede han og lagde sin pistol tilbage i bæltet "Det bid må virkelig have skræmt dig fra vid og sans...". Han så mere roligt på ham nu. "Jeg vil kun stille dig et par spørgsmål med hensyn til dine ar." Svarede han "Som du allerede har set, så har jeg nogle magen til, og jeg ved, at der kun er en måde a få de ar på".
Han skævede hen til Lucinia med et advarende blik. Han havde overvejet at slå hende ihjel først, men måske kunne han bruge hende til sit formål.

Hun mærkede blikket oglagde hovedet på skrå og smilede til ham. Det var ren vane for hende at smile lillepiget til alle der så på hende... Mennesker skulle jo helst blive i den tro at hun ikka var andet end et syvårigt menneskebarn...

//Jeg smutter for i dag. Skriv nu ikke videre uden mig//

Austin sank kort og så på ham, selvom han ikke havde lyst til at snakke om det, eller med ham for den sags skyld, nikkede han alligevel og følte sig måske en anelse tvunget, han slappede en smule mere af nu hvor pistolen var væk " .. Du for mig ikke til at tro på vampyre .. bare .. så du ved det" sagde han og nægtede virkeligt at tro på noget så fjollet som vampyre?.


//Jep skrives ^^//

Michael var bare fulgt efter dem og havde kravlet op på taget af et af de tilstødende huse til Gågaden.
Han havde fundet sin riffel frem og lå bare og havde et sigte så han kunne se dem alle, men når han zoomede ind havde han den anden jæger på kornet.
*Han ved da at man ikke skal true mennesker* Tænkte han og rystede på hovedet.
Han indprentede hans hoved og kiggede ud fra zoomet og hen på Lucy et sekund og tilbage i sigtet.
*En forkert bevægelse og jeg blir nød til at skyde* Tænkte han lidt dystert.
Michael hadede at slå ihjel, men hvis han blev nød til det gjorde han det perfekt.
Han kunne selvfølgelig ikke høre andet end en svag mumlen, men Michael kunne heldigvis mundaflæse, ikke til perfektion, men nok til at forstå hvad de snakkede om.

//Sorry, skulle pludselig en million pligter og troede ikke emnet ville komme videre...//

"Du må forstå.." Begyndte han "At det er en dyb hemmelighed, at den slags væsner findes. Men da du allerede kender til det, må jeg hellere berette dig om, ikke at gøre noget dumt. Bare fordi du ved at vampyre eksistere, må du ikke tro, at du bare kan gå hen og slå nogle ihjel".
Sira gik Austin lidt nærmere og nærstuderede ham. Han havde ikke lige bemærket Michael oven over sig med sin riffel. Han havde travlt med både at holde styr på Austins og Lucinias bevægelser.

Lucinia trak vejret dybt og lyttede bare med. Hun var godt klar over at Michael var fulgt efter dem, og nu lå på taget med en eller anden form for våben. Selvom hun vidste at han sikkert ikke ville tøve med at skyde hende hvis hun lavede det mindste tegn på angreb var hun ikke synderligt bekymret. Godt nok havde hun ikke spist i et stykke tid men hun ville hellere have en hun var i stand til at tømme i stedet for en voksen hun ville være nødt til at slå ihjel med hænderne når hun var færdig... Hun hadede den lyd det gav når deres nakke brækkede.

Austin så på ham og havde på ingen måde bemærket andre end den skøre mand foran sig " .. .. Eh .. " han vidste ikke hvad han skulle sige eller tro, hvordan var han endt her sammen med ham den mærkelige mand lige pludseligt?, det gav jo ingen menning og hvorfor prøvede han på at overbevise ham om at vampyre fandtes, ja, okay han var blevet bidt, men vampyre var da sådan nogle der sov i kister og ikke kunne tåle hvidløg og kors, desuden så var ham der bed ham heller ikke sådan uhyggelig,han kunne mere eller mindre mere tro på at ham der stod foran ham var vampyr end at Ethan var? " .. Jeg tror ikke på dig" sagde han og havde allermest bare lyst til at gå sin vej, men turde ikke nu da han vidste manden havde en pistol.

Sirayo sukkede dybt o var lettere irriteret, men han tilgav det, da han godt vidste, hvor stupide almindelige mennesker var. Alligevel havde han regnet med, at drengen ville være mindr naiv, nu da han var blevet bidt.
"Har du aldrig set vampyrfilm?" Spurgte han "Læst bøger, hørt om dem? Vampyre og vampyre i film har det tilfældes, at de suger blod via deres tænder, og efterlader to huller i nakken. Hvor skulle dine ar ellers komme fra?". Han så nøje og mistænksomt på ham.

Austin så på ham og tænkte det igennem "men .. Jeg vil ikke tro på det .. Ethan er ikke en vampyr!" sagde han og kunne ikke forstille sig det, Ethan kunne bestemt ikke være en vampyr, han måtte ikke være en vampyr, han var langsomt begyndt at tro på det, men benægtede sig selv at tro på det, han tog sig lidt til halsen hvor aret var og så meget tænksom og fortvivlet ud.

Han smilte bredt. "Ethan siger du?" Han tog sig kort til hagen og så tænksomt op i vejret "Er det en af de kendte vampyrer jeg har med at gøre?". Han skævede igen til Austin uden at slippe smilet "Hvor er det godt, at du siger det selv, så jeg ikke behøver tvinge det ud af dig".

Michael skød et skyd af mod skraldespanden så den larmede frygtligt.

Lucy fnøs ved larmen. "Det ville virkelig ikke have været nødvendigt, mister Michael. Jeg er sikker på at den anden jæger ville være i stand til at høre Dem hvis De bare åbnede munden." sagde hun lettere irreteret. Hun kradsede let på øjenbindet og smilede let til Austin.

Austin så hurtigt på ham "Du må ikke gøre ham noget!" sagde han og knugede hænderne, han fik et chok da der blev skudt på skraldespanden og han tog så chancen for at løbe og løb forbi sira og forbi pigen, derefter endte han ude på gaden igen *Han er syg .. Jeg kan ikke tro på det .. Ikke Ethan? .. vamoy, han kan ikke være vampyr .. så .. har han jo drukket .. mit blod .. * tænkte han og så sig kort tilbage og løb ind ad lågen til parken.

Sira så overrasket på skraldespanden, og derefter op mod Michael. "Møgunge.." Hvislede han irriteret og så igen efter Austin. Det nyttede ikke noget at rende efter ham igen. Desuden havde han allerede fået de informationer han skulle bruge.
Han trak sin træpæl frem og vendte blikket mod Lucinia, der stadig stod for sig selv.

"Muligvis..." sagde Michael i vished om at Lucy i hvertfald kunne høre ham.
"Men man kan aldrig vide og Nu hjallp jeg nogle så jeg er ligeglad" sagde han og pakkede riflen ned i tasken og gik hen til brandtrappen.
Han tog i trappen og lod sig køre ned af den så han også stod i gyden og kiggede rundt.

Lucy blottede sine tænder i et barnligt smil. Hun rørte sig ikke ud af flækken men havde alligevel nogle tricks i ærmet. "Iiiih! Vil De virkelig lege nu?" spurgte hun henvendt til Sirayo og klapede i hænderne med barnlig glæde malet i hele ansigtet.

Michael sukkede lidt over det.
Han lod sig bare stå op af væggen lidt før han satte efter drengen Austin med nogle hurtige skridt.

//Out//

//Kunne jeg godt regne ud.... Så jeg er også Out... Fortsætter vi lidt i et andet et Austin?"

Sira så følelseskoldt på hende, og begyndte at slendre imod hende. Selvom han ikk viste det, kunne han sagtens finde hendes sukkersøde smil som noget af det mest uhyggelige man kunne finde hos vampyre. år nogle vampyre gjorde små pigebørn til vampyre, måtte de jo være syge i deres hoveder. Alle vidste jo, at børn tænkte som børn.
Fik de først blod, ville de have mere, og deres nuttethed kunne nærmest lamme de fleste.
Han fortsatte alligevel imod hende og knugede sit våbn i sin hånd.

"Tror De virkelig at De er i stand til det? At slå et lille barn ihjel med koldt blod?" Hun smilede stadig stort da hun spurgte men tænderne var igen gemt i munden. Hendes smil fik hende til at ligne et uskyldigt lille barn, og bindet for hendes øjne var blot en af de ting hun brugt til at skabe medlidenhed hos mennesker...