2. decembr fest. Tilfælde af død på eget ansvar!

"Tror du virkelig selv, at du er noget særligt?" Sarede han og stoppede enkelte meter fra hende "hvis du virelig vdste hvor farlig jeg var for dig, ville du ikke ha ladet mig leve så længe". Han trillede pælen mellem sine fingre og så på hende.

"Tror De virkelig selv på at De kan skade en vampyr der har overlevet de sidste 3605 år? Jeg har min erfaring... De er ikke andet end en underholdende leg..." sagde hun koldt og alt det barnlige gik af hende. Hun løftede hænderne og begyndte langsomt at løsne knuden der holdt bindet på plads foran hendes øjne.

"Tror sagtens jeg kan klare en stenalderkvinde" Svarede han og så på hende. Han lod hende binde sin bandage op, og lod sig vente, på hvad der nu ville ske. Han holdt dog stadig pælen opmærksomt i sin hånd.

Hun tog bindet ned og afslørrede to blege blå øjne med slørrede pupiller der lyste stærkt op i mørket. Så forsvandt hun i en lille sky af mørk røg og dukkede op igen lige bag ham. "Bøh" sagde hun stille og forsvandt igen hvorefter hun dukkede op siddende på en lygtepæl.

Han så ligeud, men så derefter op på hende igen uden at vise hende en smule begejsting. Der var jo ingen grund til at opmundre hende. "..Og den kan hundekunstner" Lo han falskt og ikke spor entusiastisk "Hvad med at du kommer herned, og viser mig, hvad du virkelig er gjort af?"

"Lille dumme jæger... Selv om jeg er vampyr er jeg en svag vampyr... Jeg er jo stadig kun et barn... Men De kunne nu være sjov at smage på... Og det bedste af det hele; så ville De være for svagt til at gøre mig noget..." sagde hun og så helt tænkende ud, før hun smilede grumt. Et smil der på ingen måde passede til hendes uskyldigt udseende ansigt...

"Vi for se" Svarede han mat. Og det var så hans punktum for denne samtale. Nu var der ikke tid til mere snak. Han svingede let med sit våben, og stilte sig parat til at hun skulle komme..

Hun forsvandt igen og dukkede op igen lige foran ham. Så tog hun fat i træpælen og rev den til sig. Selvom hun var en svag vampyr var hun stadig langt stærkere end mennesker, hvilket hun brugte. Hun bakkede hurtigt væk fra ham med pinden i hånden.

Sira sprang frem imod hende, og gav hende et hårdt spark i siden i forsøget på at slå hende ned. Samtidig lod han hånden glide mod bæltet og fik fat på den anden træpæl. Han havde altid to på sig, men ikke flere end det.

//smutter lidt//

Hun smed træpælen fra sig i det øjeblik han bevægee sig. Da hans fod ramte hende stivnede hendes smil lidt, men så greb hun fat i den og vred den om så hans tær vendte væk fra hende.
"Man må ikke sparke mister" hvislede hun lavt ad ham.

//Det der med tær må du forklare lidt nærmere. Brækker hun hans fod eller sådan noget? Svarer når jeg har fået svar//

//Nej, men det gør nok ondt alligevel... Hun har kun fat i foden, men det meste af benet følger automatisk med, med mindre du stritter imod og holder benet lige. Hvis du gør det, så brækker foden...//

Sirayo stoppede straks og måtte balancere på sit ene ben, for ikke at gøre en forkert bevægelse. Han greb desperat ud efter pistolen og skød hendes hånd. Han vidste jo, at det ikke nyttede noget at skyde på hende, hvis han ville dræbe hende, men hans fod kom da fri af det.
Hurtigt gik han tre meters skridt tilbage og så på hende.
*Hun er ikke helt dårlig alligevel* Tænkte han for sig selv.

Hun pev da skudet ramte hendes hånd men sagde ikke noget højt. Hun fik presset kuglen ud, og slikkede blodet af hånden inden såret lukkede sig igen. "Dumme jæger..." mumlede hun mut og gned sig lidt på hånden. "Hvad hedder De egentlig, mister?" spurgte hun så og lagde hovedet på skrå og smilte til ham.

"Mit navn vedkommer ikke dig.." Svarede han tørt og så opmærksomt på hende. Han ville helst ikk have at hun kom tættere på. Det var en dum ide at undervurdere hende. Hun var ikke så svag, som han havde troet.

"Hvorfor ikke det?" spurgte og smilede stort. "Jeg vil jo bare have noget andet end 'dumme mister jæger' at kalde Dem..." tilføjede hun med tænderne blottet i et grin. Hendes øjne lyste nu endnu kraftigere end da hun tog bindet af, og hendes hud var blevet blegere... Hun var sulten... Og hun havde tænkt sig at mætte sig i hans blod. Der var ikke noget mere tilfredsstillende end en jægers blod...

"Det er heller ikke det foretrukkende" Svarede han og studerede hendes øjnes glans. Han vidste godt hvad det betød, og han sakkede lidt bagud, men hold stadig sin pistol i hånden.
Han overvejede bare at skyde en masse huller i hende, og så flygte mens hun healede. Men det ville ikke blive noget kønt syn, så han undlod det. Hvorfor også gøre en vampyr mere gal i sit hovede?

Hun lo og begyndte at gå frem mod ham. "Jamen så giv mig noget andet at kalde Dem... dumme mister jæger" det sidste var tilføjet i et spottende tonefald. Hvis han blev vred over det var der størrer sandsynlighed for at han ville give hende hans navn.

Han så stift på hende, og rykkede sig ikke tilbage denne gang. Han hævede pistolen så den rettede imod hendes ansigt. Han holdt godt fast i den, hvis hun skulle finde på at tage den fra ham lynhurtigt, ligesom hun havde gjort med hans træpæle.
"Du får intet ud af at drikke mit blod" konstanterede han i stedet for at svare på det andet "Mit blod er som gift for dig".

"Uha.. Så er det nu du forsøger at blide mig ind at der er vievand i det, men..." hun forsvandt og dukkede op lige bag ham. Hun tog fat i hans håndled og lugtede til det. "Det er der ikke..." sagde hun så tilfredst og forsvandt op foran ham igen.

Han trak hurtigt sit håndled til sig, efter at hun havde sluppet det, og så forbavset på hende. Han vidste ikke hvad han skulle sige. Hvordan havde hun regnet det ud?
"nå ja.." Svarede han tøvende "Hvis du virkelig er så interesseret i mit navn, så hedder jeg Sira Yohan". Han strammede munden og så pirret på hende. Hun var ikke kun fysisk stærk men også mentalt.

//Eller også har du bare været flittig og læst mine tidligere indlæg, lol//

Hun lo af ham og nejede idet hun sagde: "Lucinia Compernacus..." HUn gik endnu et skridt frem mod ham og smilede stort. Hun morede sig kongeligt over denne jæger, og lagde ikke den mindste smule skjul på det.

//Har fulgt med i dine emne med Aubrey... Yderst underholdende læsning xD//

Han så ned på den [/i]henrivende[i] pige, og svarede med et bittert smil, der hurtigt forsvandt igen. Selvom hans blod desværre ikke var blandet med vievand, var han nu et sikker på sine egne handlinger. Hvis hun skulle ende med at bide ham, han han en altenativ løsning på at komme væk.

//Interessant. Så går jeg ud fra, at du ikke har det store imod at skrive med mig. Du er heller ikke værst. Du skriver og forklarer godt//

Hun fortsatte med at gå frem mod ham. Når nu han ikke flyttede sig havde han sikkert noget i ærmet, men det havde hun lo også... Hun havde trodsalt samlet sig en hel del erfaring gennem årene... Hun smilede afslappet til ham og pillede lidt ved sit hår mens hun gik mod ham.

//Tak^^ Du skriver også godt//

"Prøver du at trække tiden ud?" Spurgte han og så på hende. Han stoppede hende med hånden inden hun kom alt for tæt på, og tog hurtigt sin hånd til sig, for ikke at blive bidt. "Jeg føler stadig blodet cirkulere i mine åre.." fnøs han i et lille diskret smil. Med den sætning, forsøgte han naturligvist at friste hende. Nogle vampyre kunne jo gå helt amok, ved blot ordet.