Krigen - Det store slag (1)

Jake gav hende et kort smil da hans temperatur begyndte at falde, hvis hun brugte en slags besværgelse så skulle hun være ved bevidsthed imens hun brugte den, hun skulle vide hvad hun lavede. Fint for ham. Han stoppede hurtigt tiden. Selvfølgelig kunne hun ikke reagere når tiden var stoppet og stod bare frosset, hun ville jo nok ikke endgang mærke at den var stoppet også ville hun ikke kunne holde besværgelsen ved lige fordi hun ikke havde kontrol, det gjorde at hvis han bare når han blev kold nok stoppede tiden og spollede sin tempratratur tilbage så ville han blive varm igen og hun ville kunne fryse så længe hun nu ville. Dette begyndte han at gøre og stoppede og startede tiden i takt med hans temperatur.

//hejsa der :D har skiftet ny person, kan godt stadigvæk skrive som Nikita, men ellers kan vi lave et nyt emne hvor det er crasie istedet for//

//Hvad ville du ha det bedst med??//

//nok Crasie, vi kan sige at ny kommer crasie ind i billedet og så forsvinder Nikita på en eller anden måde??// :D

//Hvis du kan få det til at hænge sammen :D vil du så ikke bare svare det nu?//

Crasie stod længere væk og havde brugt sin illusioner så ingen så hende. Hun havde fulgt kampen nøje og så den kvindelige dæmon begynde at kæmpe imod den anden, og nu havde hun lyst til at blande sig. Hun holdte sig usynlig og holdte sig lige i udkanten, hun ville først skaffe noget fra den mandlige dæmon. Hun sneg sig omme bag ved den mandlige dæmon, så kunne jake mærke et meget fint prik som om en havde taget et styk hår fra ham. Men han ville højst sandsynlig ikke have lagt mærke til det, for han var jo midt i en kamp. Nikita havde lagt mærke til den nyankommende men hun tog ikke notes af det, for hun var kun fokuseret på jake. Crasie gik med rolige skridt bag Nikita. Crasie havde en stok i hånden, hun slog enden ind imod benet og en 8 cm skarp knivspids kom frem. Hun gjorde sig synlig, og stak den igennem ribben på ryggen og direkte ind i hjertet. Nikita dødede inden hun faldt til jorden. Nu stod Crasie foran Jake. Hun havde en sort hættetrøje på og hætten var trukket godt over hovedet, det eneste man kunne se af hendes ansigt, var hendes runde briller som reflekteret lyset tilbage som to spejle. Hun var lille ca 2 hoveder mindre end Jake, men hun lignede alt andet end et barn. Crasie smilte med et blottet smil og man kunne se hendes hvide sylespidse tænder under hætten selvom ellers intet andet af ansigtet kunne se. Hun havde sin stok ved sin side og blod var på den. Så slog hun den ind i skoen og den knivspidse kniv forsvandt. Hun så på en eller anden måde uhyggelig ud især hendes rundebriller og hendes tænder som var synlige.

Jake havede beregnet præcis hvad han ville gøre for at vinde kampen i de næste 10 træk. Han havde bemærket en dæmons tilstedeværelse ud over deres egen og mærkede godt et lille prik, men tog sig ikke videre af det, han blev nød til at holde sig til planen, men inden han nåede at føre den ud i livet faldt dæmonkvinden overfor ham lydløst sammen i små kramper, hun kiggede hurtigt op på ham med et lille støn, inden hendes øjne blev blanke. Foran ham stod nu istedet en mindre, men bestemt ikke mindre skræmmende modstander, det var også en kvinde, meget lav. Han betragtede kort kniven i hendes hånd, ingen pentagrammer, dæmonkvinden før måtte have været svagere end først antaget hvis hun ikke kunne overleve det. Et stykke tid stod han bare og kiggede lidt dumt på hende med den ende hånd i lommen og hovedet let på skrå.."Du er godt klar over at du lige har ødelagt min mulighed for en god kamp idag.." sagde han så kort og så fornærmet på skabningwn foran ham, hans stemme var fløjelsblød, men samtidig truende. Det var dumt af hende at tro hun ville slippe godt fra det der. Et hurtigt kast med hovedet og han ændrede blikket til et faretruende smil. "Fortæl mig, hvad skulle du bruge det hår til?" fortsatte han og rodede sig let i det sorte hår, selvom han var optaget af at kæmpe, var det ikke sluppet fra ham at hun havde haft fat i et hår, dæmon sanser og det.

Hun smilte bare skummelt til ham med stadigvæk tænderne blottet. Hun tog hovedet ned ned af så man kunne se hende øjne, det var skinnende lilla.
"Så er jeg virkelig ked af at jeg har ødelagt din kamp idag, men jeg følte mig bare tvunget til at blande mig" Hun sagde det sådan uden en hentydning, men man vidste godt at hun faktisk hånede ham lidt. Hun tog hovedet let på skrå og hætten faldt ned fra hendes hovede. Hun havde langt sort hår med pandehår. Hun stod roligt og afslappet og så på ham.
"hvorfor skulle jeg dog fortælle det, vil du da komme til at savne det eller??" Hun så på ham med et skævt charmerende smil. Så tog hun hånden op foran sig og i den hang en af Jake's hår. Hun tænkte for sig selv, øv han opdagede det, måske er han en af de følsomme som kan mærke den mindste prik. Smilte hun for sig selv over tanken. Gad vide om han ville kæmpe imod mig nu eller, har han måske fået nok af kamp for i dag. Hun tog håret, og ved hendes bælte hang en lille pose og i den som Jake ikke kunne se lå der mange andre ejendele fra andres hår, negl, en enkelt hårelastik osv. Alle fra personer hvor der var en chance for at hun skulle kæmpe imod. Hun smilte ved sig selv om tanken. Hun havde holdt øje med Jake og havde prøvet at regne ud, og det hun kunne udlede var at han kunne noget med tid, for hvordan kunne han ellers blive en lille dreng sådan uden videre, og bevæge sig som om tiden er stoppet?

Jake lagde hovedet let på skrå, hans øjne stadig twisted i en lettere vred retning. "Undskyldning vedtaget.." begyndte han og knættede hårdt den ene næve. " Du har måske ret, hun var kommet til at lide en meget mere voldsom død.." fortsatte han og vendte hånen imod dæmon kvinden foran ham. Han kastede let hovedet lidt tilbage og blottede en række tænder i et skævt smil, imens han kørte en hånd igennem det sorte hår som hun lige havde skjålet fra. "Rent faktsik ja, ingen røre mit hår uden at spørge om lov.." afsluttede han og sendte hende endnu et vredt blik. På et splisekund var han bag hende ved hjæp fra sin evne og havde hugget den lille pose i hendes bælte hvor hun havde puttet hans hår i. "Hvad fanden har du her i..?" begyndte han, men stoppede da han åbnede den. *Føj...* tænkte han og rynkede næsen af den vamle stank der kom fra tingene i posen. Han rystede lidt på hovedet inden han var foran hende igen. "Du er lidt af en særling, er du ikke?" afsluttede han til sidst, stadig med et fast greb om den lille pose.

Så mærkede han at posen han havde i sin hånd blev til vand, og dampede væk straks da vand faldt ned. Crasie var og væk som dug for solen. Så hørte han en lav men dog gennemtrængende stemme ved hans øre.
"Det var en dum fejltagelse, lille ven." Så mærkede han et ordenligt slag i maven som slog alt luft ud af ham. Men han kunne slet ikke se hvor det kom fra, et par minutter senere så han hendes stående ca 10 meter længere fremme. Hun havde hætten over hovedet igen og det eneste man kunne se var hendes tænder og hendes briller, hvor han kunne se sig selv i dem. Hun havde sin stok foran sig med begge hænder hvilende på den og så afslappet på ham, og rystede let på hovedet som om han var et lille utålmodigt barn. Hun stod og så afventende på ham. Så hørte han tydelig hendes stemme men det var inde i hans hovede og han kunne se ikke at hendes mund bevægede sig, for tænderne var stadigvæk så tydelige som før.
"Og jeg skulle være en særling, måske. Men hvad så med dig, og du siger du elsker dit hår så højt." Hun så udfordrende på ham, som om hun havde et kort i ærmet, at hun ville gøre noget imod ham angående med hans hår.

Det eneste tidspunkt Crasie havde stået på det rigtige sted hun havde vist sig var da hun lige havde dræbt den kvindelige dæmon, ellers havde hun derfra stået et par meter til siden end den illusion af hende selv som var vist sig for Jakes øjne, hvor det nemlig havde set ud som om hun hele tiden stod der hvor hun var. Hun fulgte ham med øjnene da han dukkede op og rev posen ud af hendes illusions bælte. Hun smilte, så han er ude på kamp. Hun sagde det hun ville sige og så Hun lod sin illusion forsvinde, og løb samtidig med hurtige og smidige skridt hen til ham og gav et ordenligt slag med hendes stok imod hans mave. og så var hun straks væk i løbet af få sekunder og stod faktisk ikke mere en 5 meter væk fra ham, men hun havde sørget for at han hverken kunne se, lugte eller fornemme hende. Hun lavede en illusion igen af sig selv foran ham med ca 10 meter, og så lod hun hendes stemme lyde i hans hovede.

Jake løsnede grebet da indholdet ihans håndflade blev til vand og kiggede så rundt. Allerede der havde hun afsløret noget omkring hendes evne. Han så det som tre bud. 1. hun kunne ganske simpelt kunne kontrollere og matrialisere vand 2. hun kunne skifte matrialers form. Eller 3. hun kunne få ham til at se noget der ikke var der, illusion.
Det var ikke svært at nå at spænde mavemusklerne så han beholdt lidt luft i sig, men det var stadig grænseløst irretrende.
"Ironisk at kalde mig lille stump" begyndte han og slog en knyttet næve ind i den anden hånds åbne håndflade. "Ironisk at kalde mig dum.." Et kæphøjt smil lå på hans læber imens han sagde det.
Out of nowhere kunne en stemme høres i hans hoved og han måtte se sig omkring for at være sikker på at det ikke kom et sted fra. Okey stemmer i hans hoved. Helt klart illusion medmindre hun havde to hvilket han stærkt protesterede imod.
Ved ordnene i hans hoved kunne han ikke lade vær' med at grine, nok lidt for højt. "Man kan vel ikke andet end at elske perfektion" svarede han flabet og fortsatte ved hendes blik. "Og bare så du ved det, sker der mit hår noget, vil du ikke leve til at se en ny dags lys." man kunne tydeligt høre at tonen i hans stemme indikerede at det mere var en trudsel end en konstatering.
Det var ikke svært at nå at blokere hendes slag efterosm hun var kommet lige imod ham. Så han havde nået at få fat om stokken inden den havde ramt ham og straks var hun vak igen. Han strakte sig lidt og tilføjede. "Du afsløre dig selv.." Med et kedsomt udtryk.