Hun sukkede og kiggede hen over hoved på ham. Hvis man trak en linje hvor hendes blik ville være, lå den næsten på toppet af hans hoved. Hun stod og betragtede den tænksomt. Hun kunne ikke helt se hvordan man kunne direkte blive mæt af at spise sjæle, men det gjorde man måske ikke? Følelsen af aldrig at blive mæt? Det skramte hende faktisk en pæn del.
Hun ville gerne kunne blive sulten, men måske var det fordi det lå til hendes natur at blive sulten, og det ikke lå til hans natur?