Jeg kommer normalt ikke her -nikita

Tide: 7.30
Sted: dom kirken
Omgivlser: ingen på den her tid unde over de mange grave og en stor stillehed, og så solen på vej op..
Vejer: solen er på veje op og der en del dis hen over jorden..
Tøj: det der ses på mit billede
Årstid: forår..
Dag: Søndag

Kirken var tom for mennesker men det var jo os kun morgen så ingen ville nok komme før kl var 10 eller over for det var jo en normal ting hos mennesker af de kom i kirke på den tid, jorden var fuld af dis og mellem de mange grave på græset gik en fyr i sort og han så meget ud som en detr skulle til begraves selv om det lige frem var hvorfor han var her da han havde anden ting og lave på kirkegåden på den her tid af morgen. Fyren havde kort sort klippet hår og det passe til det tøj som han havde på og han se meget ud som en bedemand der va kommet for sige et par ord til en eller anden afdøde men det var ikke hvad han var nej normalt var han en butler men hans tøj minde bare om det og det var tit hvad folk først gættede på når de ville gæt det job som han nu havde. Fyren havde og blodrøde øjne og det gav ham tit væk for være en vampyr som ikke fik blod så tit men det var heller ikke hvad han var nej han var en dæmon og det var nemt og se hvis man kun se den svag grå farvei hans hvide hud hvad dæmonens navn car jo det var Luciefar efter en af halvedes fire sønner da han havde taget det navn efter han opdagde hvad han var i en alder af 13 hvor han havde være en seng med den først person og os en af dem som havde fået ham til og lad være da han fandt ud af hvad der sket når et dæmon barn kom til live så han havde taget en del live af sin egen race selv om det ikke var hvad han ønskede..

Luciefar kiggede sig stille om mellem de mange grav og han kom til og tænkte tilbage i tiden og på hvor mange gang han havde gået her på kirkegården ude en god grunde eller måske var der en god en da han altid havde fundt sig hjem mellem de døde da han ikke selv kun blive en af dem, han sukkede stille mens han stille nynnende en lille sang fra den han havde være barn og i den alden havde der ikke være god ting i hans live. Et til suk kom fra ham mens han begynde og gå op mod kirken da han havde lyst til og gå der ind selv om det var mod hans tro..

En varm underlig vind strømmede igennem kirkegården. En kvindelig skikkelse i den anden ende af kirkegården gik i sine egne tanker, hun havde håbet selv på at være alene. Man kunne slet se hende ordenligt for hun var i den del af kirkegården som var henlagt stadigvæk af skygger. Hun gik med lette og rolig skridt hen imod det sted hun ville være. Hun hadede at være her, ikke fordi hun ikke kunne lide kirkegårde, men hun hadet det fordi hun kun kom her for at besøge sin gammel eneste ven som hun havde, indtil hun mistede hende. Hun stod hen foran graven. Under den lå hendes ven i en urne. Tårerne trillede ned af hendes kind og hun satte sig ned på knæ, Skyggerne skjulte hende halvt så hun kunne sagtens tage masken af. Hun tog med en rolig hånd masken af, og havde den liggende på hendes knæ. Hun kunne ikke se for hendes øjne var fuld af tåre. Hun lagde hovedet imod jorden og græd. Så man kunne ikke se hendes ansigt. Alle hendes frustrationer kom ud igennem hendes tåre, hun var så forbandet træt af det hele, så træt at hun kunne dø. Men hun vidste at hun aldrig måtte dø, aldrig nogensinde måtte hun dø. Det ville bare gøre det hele langt være, og det ved hun. Hun ved den del af hende selv som ville overtage hvis hun dør. Den del hun aldrig har forstået og som hun har taget afstand fra for længst.

Luciefar trak igen kort vejet og han fangede stille duften af en anden dæmon som var her og det fandt ikke helt så normalt da han kende dæmon for godt de kom ikke så tit på det her sted da de ikke kun blive en del af de døde os selv om de ønskede det med hele hjerte så sket det ikke for dem, han gik stille mod duften og det fik ham os tæt på kirken som han stille hvæsede en smule af det han var satanis og ikke en der var med gud hvad kun gud og give ham som han ikke havde i forveje det var hans tanke omkring gud han havde set guds søn blive hængt på korset og hvordan han havde taget alle synder fra mennesket men ikke fra ham da han ikke var et menneske og nok aldrig ville blive et. Luciefar kom tæt nok på til af han begyndte og kun se den anden dæmon og på samme tid kun han os nemt høre hende mens han stoppede op da han havde lært af ikke alle dæmon var lige venlig og derfor kom han ikke tæt på hende ikke mere end fem meter så han altid kun at og løbe hvis det kom så langt.

Nikita græd men så hørte hun noget, hun vendte hurtigt hovedet, men vendte det tilbage igen. Hun havde en dårlig vane med at glemme at når hun ikke har masken på skal hun ikke kigge op. Hun tog hurtig masken på og satte fødderne i jorden og var op og stå i løbet af få sekunder. Hun holdte den ene hånd bag ved ryggen klar til at tage fat i armbrøsten som hun havde på sin ryg under sin jakke. Solen stod mere op og der var Nikita var, hvor der ellers var så mørkt var det ikke længere. Solens stråler gjorde hende helt tydeligt. Hun var en høj kvinde nok 190 cm, men det var nok også pga af hendes sorte stiletter som gjorde hende så høj. Hun havde langt lyst hår som gik vel til omkring nederst på ryggen. Hun havde en lys sommerjakke på, som var lynet godt op til halsen, så man kunne ikke se hendes hals. Hun havde ellers sorte/hvide stribede leggings på. På hendes venstre hånd var hånden dækket fuldstændigt af noget sort tyndt stof. Hun så ellers normalt ud hvis man vel og mærket ikke kiggede på hendes ansigt. På hendes venstre side af hendes ansigt havde hun en sort udtryksløs maske på, øjet under masken var tydelig og så direkte på ham. Det var et ravgyldnet øje, hvor øjets pupil var formet som en slanges. Det var som om den så direkte på ham, som om han var en åben bog. Nikita lugtede dæmon, men det gjorde hende ikke mindre rolig. Hun tog hovede lidt ned af, så man ikke længere kunne se øjet andet som en tynd streg i masken. Hun prøvede at stå roligt og afslappende. For lige nu ønsker hun slet ikke at kæmpe med nogen. Man kunne tydelig se at hun havde grædt, grædt endda meget. Hun stod lidt og snøftede, og så tørte hun sine gamle tåre væk med bagsiden af hendes venstre hånd.
"Hvad laver du her?"
Hun prøvede at lyde alvorlig, men hun lød bare mere træt, det var hun også for den sags skyld. Hun havde igår været i heftig kamp, som havde gjort at hun ikke kunne komme til sin bedste vens bedste vens begravelse.

"hvad jeg laver her?" sagde Luciefar "sikke en venlig måde og begynde en snak på men hvis du vil vide det så gå jeg bare omkring" sagde han lidt efter og han lod armen gå i kors men han kiggede på hende da han helst huskede folk på den måde som de så ud på og ikke navn da han først huske navnet efter og have hørt det tre-fire gang "og dig selv " sagde han mens hans tone blive mere koldt end den havde være får, normalt ville han ikke være kolde af person men det her havde lagt lidt op til det og nu kun han ikke lad være med det. Han trak veje kort og hans ene hånd var i lommen hvor et lille sæt knive lå da han stadig ikke var sikker på hvad der kun ske hvis han kom for tæt på så han hold de fem meter der var mellem den som ren sikkerhed for med hans alder havde han oplive nok for flere menneske live til og vide hvad der var farligt og hvad der ikke var.

Hun lavede et lydløst suk, hun var så træt så forbandet træt af det hele. Hun holdte stadigvæk sin ene hånd bag ryggen ved armbrøsten, man kunne ikke vide hvad dæmonen ville gøre.
"Undskyld jeg snerrede, jeg går bare igennem en dårlig dag ikke andet"
Hun mærkede hvordan hendes krop var så træt, hun ville ønske at hun bare kunne ligge ned, og forsvinde fra verden af. Man kunne ikke se på hende at hun havde det sådan ude over øjnene var trætte og fjerne.
"Jeg... jeg var bare her fordi en af mine venner er døde"
Hun kiggede hen på gravstenen, så han kunne se hvor hendes ven lå. Hun undrede sig over hvad en dæmon laver her, hun ved selv at det er udsædvanligt at hun selv er her, men hun er heller ikke som sine artfæller, eller dem der skulle siges at være hendes artfæller, så hun tog springet og spurgte ham direkte, men sagde det venligt.
"nej men det er da ikke normalt at en dæmon er på en kirkegård vel?? Eller er der et eller andet som jeg har misforstået omkring dæmoner?"
Hun sagde det sidste som lidt sjov, men hendes smil forsvandt meget hurtigt og blev sørgmodig.

"jeg føler mig bare mere hjem her" sagde Luciefar mens han kiggede på hende og hans blik gik fra ondt til mere roligt "men sådan har jeg har haft det i mange år jeg har det best her mellem de døde selv om jeg nok ikke blive er del af dem" sagde han mens han kiggede på hende og han kiggede kort på hendes ene arm som var om på ryggen og han var sikker på at hun os havde et våben med sig, han trak veje for finde mere ro før han kort efter gik over til stor gammel gravsten som han sat sig på "men hvem ved om man bliver en del af de døde for jeg håber lidt på af jeg bliver en eller anden dag" sluttede han og han lod sin hånder slappe af på den gravsten som ville ære kold og side på hvis han havde være et menneske, solen ramt ham i lidt tid og det var nemt og se hvor hvid hans hud var i det sort tøj som ikke helt passede til en forårs dag de sort normalt ikke var farve på den her tid af året..

Hun studerede ham på hans udseende og hans væremåde. Der var et eller andet om ham som hun godt kunne lide. Hun blev mere rolig, og lod armen falde ned, og slappede af. Der var lige en bænk bag ved hende langs nogle hække, der gik hun hen og satte sig ned. Hun kom med et suk og lod lige sine øjne hvile i få sekunder, og så åbnede dem straks igen, for hun ville stadigvæk være forsvarsløs i hans nærvær. Man kunne aldrig vide om han var en af de dæmoner der selv ofrede andre dæmoner.
"Ja man kan føle sig bedre i dødes nærvær, de kritisere i det mindste ikke over hvordan man er, eller ser ud"
Hun kom lige med et fnys da hun sagde det sidste, hun rystede en gang på hovedet af noget som hun tænkte på. tænker:* Hvordan ville livet ikke ha været lettere hvis jeg bare var død, eller lod mig overgive til den mørke side af mig selv* Den mørke side havde altid fulgt hende lige siden hun husker det. Det var en ond side, en forfærdelig side, hun kunne ikke lade vær med at gyse når hun kom i tanke om de anfald hun nogle gange havde fået, hvor hun fik det grusommst minder, som hun ikke mente var hendes, men de følte alligevel så velkendte. Hun har altid skulle passe på med at dø, for hun vidste at den ventede på lur, til at overtage hende når hun var svagest. Hun ville ha haft blevet den del af det mørke, hvis hun ikke for mange år siden havde kæmpet for at skubbe den mørke sige af sig, og det lykkes halvt. Det er derfor hun kun er halvt forvandlet.

"sådan har jeg det os for tiden men det så os på grunde af min alder" sagde Luciefar mens han kiggede på hende "hvordan ville verden være unde mennesker?" sagde han lidt efter mens han selv tænkte lidt over tanken om en verden unde mennesker som kun kom i vejen for det hele og det var enlig en rar tanke da han var træt af og skulle gå og gemme sin natur væk fordi mennesker kom i veje meget af tiden og han sukkede kort over det. "jeg ville ønske af jeg bare kun forlad det hele bare for en dag hvor jeg ikke skulle går en dyt for af være den jeg er" sagde han mens han lod armen være i kors og han blikket kort mens han slappede af for kom af med tanken..

Nikita hørte intereseret efter.
"Hvor gammel er du egentligt?"
Hun kiggede venligt og spørgende på ham. Hun kendte selv al for godt følelse at måtte skjule sig, og have hemmeligheder for andre, fordi folk ikke kunne klare ens sande identitet. Hun var faktisk glad for at snakke med nogen i dag, og især en som havde sammen problemer som hende. Hun mindes selv om i hele hendes liv, har hun aldrig følt sig hjemme i denne verden, hun havde godt nok et hjem, som hun havde boet i lang tid, men hun føler ikke at hun tilhører her. Hun gik også selv og har drømt mange gange i sit liv om at dø, eller forlade denne verden på en eller anden måde, men hun ved at den ventede på hende, og hun ved at der ville ske katastrofale ting, det vidste hun bare inderst inde.

"i menneske eller dæmon år?" sagde Luciefar mens han kiggede på hende "eller vil du have dem begge?" sagde han kort efter mens han kiggede på hende.
Han havde aldrig set sin alder som en store ting for det var en ikke en ting han var særlige glad for med alt det han havde set, for han havde set en del og lidt af det var både gud søn som han hade med hele hjerte da han var satanis af tror og det var og hans grunde til ikke og kom ved kirken da han gik i mod sin egen tror i det sted for hold han sig til et sted hvor han kun være fri og gå efter sin egen tror da den sagde en det til ham om hvordan han livet nu til dags..

Hun smilte et venligt sørgmodig smil.
"Dem begge... tak, jeg er det man nok kalder sølle 346 år, men jeg har mange minder fra tider før det, så jeg ved det ikke."
Hun havde faktisk ikke tænkt over at hun sagde det, hun følte sig behagelig i hans selvskab. Men det hun sagde sagde hun faktisk kun til få, hun fortalte generelt intet om sig selv, selvom hun havde kendt mange, og har været sammen med mange, har hun kun delt sin fortid med få, så det kun kan tælles på en hånd. Hun rystede på hovedet af sig selv, hun havde kendt så mange, havde været sammen med så mange, men alligevel var der så få som kendte hende rigtigt. Lige nu efter hendes ven er dø er der kun 2 andre der kender hende, sjovt nok to varulve.

"jeg sådan set 3000 år gammel" sagde Luciefar "så jeg har set en del her i livet" sagde han lidt efter "selv guds søn der han blive korsfestede der var jeg der mellem folk og så til" sagde han mens han kiggede på hende med det sammen blik som før.
"men nu hvor jeg tænker over hvor man ting som jeg har set, måske for mange efterhånden" han sukkede kort evigheden var ensom efterhånden og han havde ikke mange venne da de ikke kun live så længe som han kun så han holdt sig altid alene..

Hun stod lige og tænkte sig om. Hun kunne ikke forstille sig hvordan det ville være at leve i så lang tid, allerede nu var hun nogle gange træt af at leve, og hun har kun levet i ca 350 år, hun kunne godt forstå hvorfor han mon blev træt af at leve i så lang tid.
"Der er jo en udvej, eller faktisk mange. Nogle ville jeg mene er kujonagtige, mens andre mener jeg næsten er værd at overveje."
Hun behøvede ingen gang tænke over alle de muligheder, for hun havde allerede haft mange gange tænkt over dem, og hun havde overvejet flere af muligheder. Hun smilte lige for sig selv, for en af ideer syntes hun der var den bedste, og som måske hun kunne gøre, uden at skabe for slemme ting inden hun dør. Hun havde forstillet sig den plan mange gange, men en ting var problemet, ingen vidste jo hvor dusørjægernes hovedkontor er.

"det ved jeg men jeg gider bare ikke tag mig sammen til og begå selvmord nu om dage så jeg gå bare videre gemmen tiden unde og have en god grunde til det" sagde Luciefar mens han kiggede på hende, han kun jo bare have taget sig sammen til det men et eller anden sagde af han skulle gå videre med live og det havde gjord af han havde være til så længe uden af han havde haft tid til og tænke over det men det betød vel heller ikke det stor om han tog sit live nu eller om han ventede 1000 til 2000 år mere før han ville gør det. Men på anden måde var han os glad for og være til nu til dags og det var vel og okay og live som et menneske men han stadig kun og så kun døden vi lidt i nu..

"Du kunne jo gøre en stor ting inde du dør, og hvor du i hver til fald vil få den største respekt og ære at gøre. Du kunne jo lave en selvmordsmission på Dusørjægernes hovedkontor, så kunne de dusørjægere endelig få den røvfuld de fortjerner." Nikita blev fjern i blikket og havde et alvorligt ansigtsudtryk, hun mindede om den ene dusørjæger som har været på jagt hele hans liv efter hende, og hun huskede om en anden tid, der var mindre behagelig og hvor hun fandt ud af noget om regeringen. Hun huskede alle de overnaturlige som var fanget i forsøg. Hendes krop gyste, det var ikke et behageligt syn langt fra. Man kunne tydelig se på hende, at hun mindes om meget dårlige minder.

"det kun være sjovt og en god måde og forlad verden med ære på" sagde Luciefar mens han kiggede på hende og han overvejede ideen om hvordan og hvad for en dag han skulle gør det på "men jeg har nu ikke lyst til og dø alene for det ville være kedeligt" sagde han lidt efter mens han kort lag sig ned på graven som stadig var kold selv om solen var på dem og det gav Luciefar en mere normal hud farve end hvis han var udenfor solen..

Nikita blev nærværende igen, da han snakkede.
"Selvom man dør sammen med andre, så er man stadigvæk alene med døden, men ja det kunne være sjovt, men problemet er bare ved du hvor den ligger henne?"
Hun tænkte sig om, og prøvede at gennemgå alle de rygter hun har hørt om det.
"Jeg har hørt at den ligger i Sheria, men er ikke sikkert på at det er det rigtige sted.
Nikita begyndte at gå frem og tilbage, alle triste tanker var glemt. tænker: *Det kunne være en fed mulighed, især når vi er to. Men jeg stoler ikke på ham, det kan være at han er en af de dæmoner der udlevere andre, til regeringen og dens hemmelige forsøg på overnaturlige væsner" Hun stod og kiggede på ham, og man kunne tydelig se at hun overvejede mange ting, og hendes blik var undersøgende på ham.

"jeg har ikke set det i nu" sagde Luciefar "men jeg ønsker heller ikke af kom der til i nu"
Luciefar kiggede tilbage på hende mens han kort trak veje for lette sin tanker om det og skulle dø eller anden dag når han blive tæt af og være til sted i den her verden men det skulle vel komme med tiden, han kiggede ud på græsset hvor der var flere grave end her hvor se selv være og hanfik os lyst til og lave en let omgang ballede da han ikke havde anden og tag sig til i øjeblikket..

Nikita kom med et lydløst suk og kiggede ned i jorden igen. Hun ville så gerne vide, hvor det lå for at få en ende på dette. Hun mærkede hendes dårlige følelser komme op igen, og hun mærkede vreden buldre igen inde i hendes indre. Hun så hen på hende venindes gravsten. Hun svor en bitter hævn inde i sig selv. Tænker:*Den person der fik hende til at misse hendes bedste venindes begravelse* Hun huskede kampen tydelig inde i hendes hovede. Det havde været lidt en af en kamp, men hun havde i hver til fald tævet ham godt og grundigt. Hun et skadefryd smil, han fik noget af et chok, da han så hendes kræfter og især i det humør hun var i. Han havde tydeligvis undervurderet hende, men det problem hun havde. Hun kunne normalt ikke dræbe folk, ikke fordi hun ikke ville kunne dræbe, men hun havde tvangstanker, der gjorde, at hun skulle redde folk, når de var ved at dø. Hun har kun få gange kunne overvinde hendes tvangstanker, det var de gange hun var blevet grebet af et raseri anfald. Hun kom med et lille fnys. Man skulle aldrig opleve hende vred, virkelig vred. Heldigvis for de personer hun kæmper imod, har hun svært ved at blive vred, der skulle være specielle ting før hun bliver virkelig vred.

Luciefar hoppede stille ned fra graven "jeg tror jeg gå tilbage til byen selv om jeg nyder det her sted er der og en del andre ting som jeg skal" sagde han mens han kiggede på hende " men det var hyggeligt og snakke med en af sin egen race for det tit nemt i forhold til med mennesker eller andre racer da de ikke helt forstår en" sagde han lidt efter mens han lavede et pokerface som var meget normalt for ham "mon vi mødes igen?"

Da han fortalte at han ville gå, kunne man tydelig se at hun ikke ville forlades, men hun holdte en facade. Det eneste man kunne se hendes følelser ved, var at se i hendes øjne. Hun havde meget svær ved at lave en fuldstændigt facade, især i det humør hun er i nu.
"Nej det er ikke let at selv snakke med en fra sin egen race af"
Hun fnyste lige over det hun sagde. Hun havde aldrig ment at hun var som de andre dæmoner. Hun var for anderledes.
"Jeg har ikke mødt nogen endnu som overhovede har de samme problemer som jeg har, det eneste vi to har til fælles er vi begge ønsker at dø, men jeg har langt andre problemer, som jeg er sikker på at du ikke har selv, men så er du heldig at du har nogen i det mindst at tale med. Det har jeg bare ikke."
Hun sagde det sidste næsten hviskende og mere til sig selv. Hun rejste sig op fra bænken af, og gik hen til ham. Så åbnede hun jakken, og tog den af, og så begyndte hun at gå. Hun så bemærkelsesværdig ud. Hun havde rød sommerkjole på. Da hun havde stået foran ham kunne han se noget underligt tyndt sort stof som dækkede fra venstre side af halsen og ned, og som dækkede hendes venstre arm. Da hun havde vendt ham ryggen og begyndte at gå. Hendes kjole var bar på hendes ryg. Der var det sorte stof igen som dækkede hendes venstre side af hendes ryg. I sollyset kunne man tydelig se ar på hendes ryg, tæt ved stoffets kant. Hun vidste ikke normalt det bare til en hver, hun er ligeglad med at folk så det, men nu har hun direkte vist et af hendes problemer og gjort ham opmærksom på det. Tårerne pressede sig på og hun tog jakken vredt på igen, og gik med raske skridt. tænker: *Hvorfor fanden er jeg så svag og skal vise det til en enhver* Hun var blevet godt gal på sig selv.

"jeg har os en del andre problemer men jeg siger dem ikke så tit da der ikke har være en som lyttede siden min kones døde" sagde han mens han kiggede på hendé og han kiggede så på den kjole som hun havde på, det var ikke én farve han så tit så på en dæmon men alle havde jo deres egen stil og det passede ham fint med hvad man gik så længe man selv var glad for det.Men på sammen tid kom han os til og kigge meget på det stoffe som gik ned af hendes arm og rygge og så tilbage op, han gik stille efter hende men han var ikke sikker på hvad han skulle sige i den tid der gik da han ikke havde mere og sige i øjeblikket..

Han kunne tydelig mærke at hun var vred, men vreden virkede ikke til at være rettet imod ham, det virkede til at være rettet imod alt andet, og det var også sandt. Hun var vred på sig selv, hun mente selv at hun var svag ved at vise det, hun fnyste højlydt. Hun elskede normalt sin menneskelige side af sig selv, for den var god, og den var ikke som den mørke side af hendes selv. Men hun mente selv at hendes svaghed kom fra hendes menneskelige side af. Hun var vred over at ikke være som de andre, hun havde som regel andre væsner, for de forstod hende aldrig. Luciefar mærkede at lige pludselig var luften blevet så varm omkring ham, eller rettere sagt hende, og der kom små vinde der var iskolde. Hun stoppede op og vendte hovedet op af imod himlen næsten som en bøn. Hun sukkede, hun virkede til at være mere rolig, men de iskolde vinde var der stadigvæk, og den varme omkring hende var der stadigvæk. Hun opdagede at hun intet havde sagt til det, han havde sagt. Hun vendte sig imod ham, det var tydelig at se hendes vrede og had i hendes øjne, men han kunne helt klart føle at det ikke var rettet imod ham.
"Din kone.... hvordan dødede hun? hvis det ikke genere dig at jeg spørger?"

Luciefar trak vejet kort og det var nemt og mærke af han ikke var helt klager tale om det "hun fik sin sjæl taget af en anden dæmon en aften da vi var ud sammen i byen, jeg ikke helt sikker på hvad der sket for det gik så hurtige at jeg ikke havde tid til og redde hende før at det var sket" sagde han mens han kiggede på hende og så væk igen han så det kort for sig og bed sig selv læben for få tanken over på en anden ting "jeg skulle ikke have være gå ud med hende den nat" sagde han lidt efter "for så havde det aldrig være sket" sluttede han og han begyndet at kun smage blod da han havde bidt ret hårdet..