Skal vi lege, Demetri?

April løb i det samme ind i Demetri, han var kommet ud af ingenting.
Han havde nærmest været en skygge ude i natten, han grinte lidt, April
løb ind i ham men det føltes mere som en lille prik, han hende nu op
i kraven af hendes bluse/kjole. "Bøh" sagde han med en overlegen
grinende stemme, "jeg gav dig Mr.Hopkins" sagde han og kiggede
ned på hendes hals. "Nu skal jeg have min andel" sagde han og
smed hende ned på astfaldten. Han blottede nu sine tænder igen
i et overlegent smil, han viste hvad der skulel til at ske, hun skulle
nu give sit liv i Demetris hænder, han skulle vælge om han ville
give hende nattens hemmelighed eller døden.

April tabte næsten vejret af ren forskrækkelse, da Demetri pludselig var foran hende i stedet for bag hende. Da han løftede hende ved kraven hiksede hun ulykkeligt, og sprællede med de korte ben. "Jam-" længere nåede hun ikke, før Demetri smed hende fra sig, og hun landede op jorden. Hun slog hovedet, og fik en pæn hudafskrabning på den ene arm. Hun gjorde ikke yderligere forsøg på at flygte, men blev bare siddende på jorden og græd i vildensky. Hun holdt om sit hoved, som om det ville minske smerten, men også som om hun ville beskytte sig mod yderligere skader. Hun kold og sulten, og hun følte sig lille og bange. Hun hulkede højt og ulykkeligt. For første gang siden hun var stukket af længtes hun hjem. Det kunne godt være at der ikke var rart at være, men der var i det mindste ikke nogen der tog Mr. Hopkins, eller bad om hendes blod, hendes liv.

Det skar inde u Demetri en enkelt gang da hun begyndte at græde, "Stop
Med at græde" sagde han kommanderende til lille April. Han så vredt
på¨hende, me tog hende pluselig op i sin favn som en hver anden far
ville have taget sin lille pige op. Han bed sammen som om han igen følte
en slags smerte og trak hendes hoved
bagud ved at hive i håret. "Du skal ikke græde mere, du skal aldrig mere
trække dit vejr, du vil aldrig mere få dit hjerte bristet af folk der såre dig,
den eneste smerte du forevigt vil føle er når du ser mig, når du ser eller høre mig vil det forevigt minde dig om denne nat" Sagde han og vuggede
hende imens, i det han sagde de sidst ord svang han sine
tænder ind i den lille hals, dette ville være sidste gang April ville kunne nyde solens varme
og hjerte bløde banken.

April forsøgte ængsteligt at holde op med at græde, da Demetri kommenderede med hende. Da han så tog hende op i sin favn blev hun noget så overrasket, og forsøgte stadig at stoppe sin gråd. Dog uden videre held.
Hun skreg i vildensky, og forsøgte det bedste hun kunne at komme væk da han hev hendes hoved tilbage ved håret. Hun forstod ikke hans ord, hørte ikke rigtig efter. Koncentrede sig mest om smerten, og om hvordan i al verden hun dog var endt i denne situation. Hun var stukket at fra noget ondt, og var nu endt i noget ondt igen. Måske var det bare meningen at hun skulle leve sit liv omgivet af ondt?
Selvom hun græd og sprællede og gjorde sit for at komme fri, så var hun fuldkommen stille inden i. Der var ikke en lyd i hendes hoved, hun var tom. Det hele føltes så uvirkeligt. Som en drøm. Det måtte være det. Hun vare bare faldet i søvn. Hun var gået ind i legehuset og havde lagt sig til at sove på gulvet, og nu drømte hun. Et mareridt ganske vidst, men stadig ikke mere end en drøm. Det var hvad dette var.

Demetri sugede og sugede og tilsidst blev Amber stille, han mærkede hvor meget
mere frisk et barns blod var og forstod på en eller underlig måde hvorfor hans
far havde gjort det samme med Demetris datter dengang Demetri stadig levede,
Hvordan hans far nød at ødelægge en familie, et lille barns liv. Han sugede
endnu engang og det gik ret hurtigere med April end det gjorder med den
han før havde dræbt at tomme hende, hun lå nu på gransen mellem liv og død,
hvis han blev ved med at suge ville hun lige så stille sove ind af blod mangel
Hvis han stoppede ville der være en stor risiko at hun ville få hjerneskade af blod
mangel, dog blev han ved med at suge og suge. Blodet var så fantastisk fra dette
lille menneske.

En rød tåge af mørke lagde sig om April, blokerede hendes syn. Hun var træt. Afkræftet. Tårerne gled nu kun langsomt ned af hendes kinder, men stoppet det var de ikke. Til gengæld var hendes hulken og hendes kamp for at komme fri stoppet for længst. Det var som om hendes hoved var fuldt med den samme røde tåge der blokerede hendes syn. Alligevel kunne hun af og til fange små glimt. Billeder. Mest af hendes mor. Mor er sad på sofaen og græd, mens sofa bordet var fyldt med tomme flasker. Mor der stod i køkkenet og røg. Mor og far der råbte af hinanden. Alle disse billeder var minder. Minder fra det liv hun havde forladt, og hun længtes så forfærdeligt efter at komme tilbage til. Aprils vejrtrækning var svag og overfladisk. Var det sådan det føltes at dø?

Demetri hørte nu April sidste åndedrat forlade hende, April var nu
død og Demetri begyndte nu at sprøjte en anden væske ind i hende
istedet for, denne væske var på en måde hans sæd, hans genetik,
hans varemærke. Denne væske ville få April til at vågne op i ca 3 min
i en stor smerte, der var så ubeskrivelig at hun ikke engang ville kunne
huske den når hun enden vågnede op som vampyr eller hvis hun døde.
Han slap hende nu og ventede i det samme at hendes døde krop skulle
gå i krampe for at vågne.