en fin verden af kunst -Misaki

Hun så på ham og grinte "du er et mysterium! Hmm... Er 2000 år nok ?" hun så på hans hånd i lommen, hun undrede sig over hvorfor han stod med den i lommen.

"tag 1000 mere og så du op på min alder" sagde han mens han kiggede på hende med et roligt smile og han havde stadig hånden i lommen mens han holdt blikke på henden, han blikkede kort med øjne og trak vejet stille mens han kiggede kort væk med de røde øjne da han ikke kiggede længe af gangen..

"3000 år? Det mange år... Jeg må sige at jeg aldrig har mødt nogen som dig. Hvilket væsen er du?" hendes tone var lidt spørgende, men dog forundret. Hun så på ham og blinkede, hun blev ved med at stirrer, hun prøvede at gennemskue ham, hvis han løj over hende...

"hvad jeg er er en lille sjæledæmon" sagde han mens han kiggede på hende med et roligt blik "men jeg er bare en af dem der har taget et menneskeliv i sted for min natur som jeg kun er ud og gør en gang i mellem" sagde han lidt efter mens han kiggede på hende og han blikkede kort med øjne mens han ventede hendes svar..

"Oh, det ville jeg aldrig have gættet." smilte Misaki og så på ham, og fortsatte "Du ved vel allerede hvad jeg er?" hun så væk og følte at hun kunne stole på ham, der var en form for beroligende tone i hans stemme eller bare hans tilstedeværelse, hun følte sig tryg, men alligevel fremmed...

"du en engle for jeg kan altid kende den duft" sagde han mens han kiggede på hende
"men stadig lidt af min gammel natur er der stadig i mig men ikke nok til og se det" sagde han kort efter mens et lile smile kom frem på hans læbe, han tænkte lidt over det da alle de engle han havde mødt i livet havde kun få af dem alle sammen være venlig da de var naturligt for dæmoner og engle at være op og toppes

Misaki så på ham og tænkte sig lidt om og sagde så "hvordan dufter en engel?"
Hun smilte nysgerrigt og så på den store larmende folke mængde, hendes øjne fløj fra person til person, nogle havde sort hår, nogle var iført fine kjoler og børnene som hun ikke kunne fordrage. Hendes blik gled over på Lucian igen og hun ventede hans svar ...

"for en som mig?" sagde han mens han kiggede på hende
"jeg ville sige det en søde duft i mine lunger men jeg ved ikke hvordan andre væsner tager den og så har den ós en smule duft af jeres højt elskede gud" sagde han lidt efter mens han kiggede på hende "for dem må du selv spøger " sagde han lidt efter mens han stadig kiggede på hende og han blikkede kort med øjne..

Hun så på ham og nikkede. "jeg er måske ikke den heldigste engel" smilte hun med en lille undertone af tristhed, hun tænkte over hvad for en slags sød duft han mente. Hendes blik blev trist, men hendes mund smilte stadig...

han trak på skulderne som svar "hvem ved" sagde han kort mens han kiggede på hende uden af sige mere "når alt kommer til alt er der ikke det som betyder det stor her i verden" sagde han "vi er her jo bare mellem mennesker" sluttede han mens han tænkte lidt over de ord var komme med da de sagde en del til ham selv

Hun så på ham.og reflekterede over ordene.. "oh.. Yeah, vi er her bare. Men man skal da prøve og få det bedste ud af det liv, vi har fået." hun smilte, stadig lidt trist men hun troede ikke helt på de ord hun selv sagde , lg havde mere det triste og ikke så glade synspunkt på livet.

"det skal man vel" sagde han mens han så på hende
"men for mig er der ikke meget tilbage og nyde" sagde han lidt efter "for når man lider af en sygdom som vil gør det af med en så der ikke meget og se frem til" sagde han kort men stille da han ikke helt var den der snakke om de sygdom som han havde haft i 3000 år uden og vide det stor om den..

Hun så på ham med store øjne og blev perpleks "sygdom? Det .. Det skrækkeligt !" hun vidste ikke meget om sygdomme udover dem hun var støt på på gaden. Hun stilte sig op ad vække og så på ham, hendes tanker fløj rundt i hoved på hende og hun fortsatte "jeg blev efterladt som lille..."

"hmm det var det samme med mig men det var kun fordi jeg er hvad jeg er og jeg har altid haft en ond side i min krop som jeg ikke altid kan styr" sagde han mens han kiggede på hende da han kendt det alt for godt med og bliv lad tilbage fordi folk ikke kun klager ham eller hende som de nu sat til side for alt anden i verden, han gøs over det og kun stadig ikke til tider fat mennesker og de ting som mennesker kun finde på selv om han kun gør ting som var mere syg end dem som mennesker kun gør hvis han bare ønsket og være på den måde..

Hun så på ham i noget tid, mens hun trak vejret stille og roligt og spurgte så "Hvad er det for en sygdom?" Hun ville meget gerne vide det, dels fordi hun var nysgerrig og fordi hun syntes det var synd for ham.