Lyrik - Zean

Tid: Formiddag.
Sted:Uden foran den lyriske butik, ved gågaden.
Vejr:Solskin, blid brise, skyfrit, nogenlunde varmt vejr.
Omgivelser:Nogle få folk der render rundt og køber ind.

Døren klirrede, da Mathias trådte ud af butikken. Solen stod højt på himlen, lå som en varm dyne over hele byen. Men Mathias var alt for optaget af de papirer der var i hans hænder, til at give vejret nogle særlig form for opmærksomhed. Men han var klædt til vejret. Han havde en tætsiddende hvid t-shirt på med v-neck og et par stramme lilla bukser på der var rullet op til midt på skindebenet, så varmen gjorde ham ikke meget, og det var endnu for koldt til at tage short, og andet, på, i hvert fald i følge ham. Mathiases grå øjne var låst fast på papirerne. For nogle ville de ligne kruseduller på et papir, for de lidt mere vidende, var det noder. Der var intet der kunne holde ham så fanget, som nye noder. Der var både til klaver og akustisk guitar. Han havde også en taske svunget om skulderen, dens strop var lang og hang ned omkring hans lår. Fraværende roede han en hånd igennem sit lettere pjuskede hår. Som han var nu, var han tabt for omverdenen.

Zean strakte sig så lang han var bag disken i den butik han arbejdede.
En lille våbenbutik som lidt væk fra selve gågaden, men ikke mere end at folk gad at komme et smut forbi.
Han havde en mørkegrå T-shirt på, nogle sorte jeans med hul ved det ene knæ. Ingen sko. Hans sorte sommerjakke hang et sted uge bagved, han havde taget den med vis der blev brug for den. Dog så vejret forholdsvis varmt ud. Han sukkede svagt. For meget varme huede ham ikke. Men lige så gjorde for meget kulde heller ikke.
Han lod en hånd glide gennem sit mørkebrune hår, som strittede let. Hans grå øjne gled rundt på alle våbnene. Skydevåben, knive, ammunition...Skydesikre veste, camouflagetøj, reb...Stort set alt hvad folk kunne få brug for til en mission af en eller anden art.
Hans chef kom ud til ham og så sig lidt omkring.
"Næsten ingen kunder i dag, smut du bare" nikkede han. Zean gik ud i baglokalet, skrev sig ud, tog sin jakke og forsvandt ud af bagdøren. Det var ikke fordi han interesserede sig synderligt for våben...Det var mere for at tjene lidt ekstra.
Han stoppede o pude på selve gågaden. Formiddag. Folk var enden på arbejde, på vej dertil eller havde fri.
Der var ikke helt så mange mennesker som han havde frygtet og han stod i et øjeblik, midt på gaden, og nød varmen lidt mens han overvejede hvad resten af dagen skulle gå med.

Ned af gågaden gik han, fordybet i musikken. Det var ikke svært at lære noderne uden ad, det gjorde han hele tiden. Det var langt nemmere end at rende rundt med papirer hele tiden. Han spillede noderne i sit hoved. Nogle gange ønskede han at han var i stand til at kunne lære musik, bare ved at høre den. Det havde han hørt at nogle var i stand til. Han var nok for gammel til det. Desuden var det også nemmere på den måde, så var han i hvert fald sikker på at han ikke lavede nogle fejl. Så på den måde var det nemmere at læse dem mange gange nok til at de var indprintet i hans hukommelse.
En skrigende gul farve afbrød hans koncentration og han rettede sit blik imod den. Det var afspærringstape, der var trykt 'POLITI' hele vejen ned af det. Et smil kom frem på hans læber, det havde ikke været lang tid siden at han havde været derinde. Måske et par dage siden hans sidste måltid. En ung knægt havde været ude forsent, og var ikke vendt hjem igen. Så nu var politiet på sporet. Det krævede en del at lade være med at grine højlydt. Han elskede når han lavede rag i menneskernes tilværelse på den måde. Og han efterlod aldrig beviser, det havde han i hvert fald ikke indtil videre. Den unge knægt havde været et godt måltid. Meget nærende, og Mathias behøvede ikke at føde et par dage endnu. Det var vel kun godt. Flere smådrenge kunne ikke forsvinde, ellers ville nogen nok lægge mærke til det. Et øjeblik stod han bare og kiggede på det med et underligt smil, papirerne var blevet skubbet ud af hans tanker og ind var den oplevelse , bizarre for mennesker, normale for ham, fundet sig vej ind i hans koncentration.

Zean selv havde brugt det meste af sit liv på at ødelægge alt for lykkelige menneskers liv. Nu slappede han mere af og tog det mad der så mest indbydende ud, de mest livlige og friske sjæle. Han var blevet ret kræsen og selve jagten tog længere tid end at spise. Han var dog begyndt at samle lidt ind, legede med maden...For til sidst at spise den.
Han smilte lidt for sig selv med nattens begivenheder. To kvinder, der begge havde børn et eller andet sted, havde sloges for deres liv. Den der tabte døde selvfølgelig med det samme. DEn anden slap levende derfra...efter han havde forsikret hende om ikke at sige det til nogen. Nu morede han sig med at se hvordan kvindernes liv faldt fra hinanden fordi de var evigt bange, ikke kun for deres eget liv og også for deres børn. Kvinder med børn var nemmest...Han kunne tvinge dem ved at sige at han ellers ville slå børnene ihjel.
Som regl spiste han de overlevende senere.
Han strakte sig endnu engang og begav sig ned af gaden. Der havde også lige, eller dne var der vel stadig, en sag om en dreng der var forsvundet og nu fundet død eller noget i den stil. Han fulgte ikke så godt med i nyhederne, det var menneskernes kaos, ikke hans.
Han så op af gaden og bemærkede en fyr der så på en politiafspærring med et lille smil om munden og nogle papirer i hånden...en svag duft af dæmon nåede ham.

Mathias var nødt til at tage sig grundigt sammen for ikke at blive ved med at stirre, med det dumme smil om læberne. Det var alt for nemt at ruinere menneskers liv totalt. Et lig sønderrevet, drænet for blod, stykker af kød revet af med de blottede tænder. Hans øjne lyste gråligt, der var noget skræmmende over dem. Så fjerne og samtidig så fyldt af følelser at det kunne forvirre et hvert menneske halvt ihjel. Han ville ikke kunne koncentrere sig om sine noder mere, tilstod han til sig selv med et suk og forsigtigt lagde han dem ned i den næsten tomme taske. En lugt ramte hans delikate lugtesans, en lugt han kendte for godt. Også følelsen af at blive set fik ham til at kigge op. Ganske rigtigt en dæmon så på ham. Hans ene øjenbryn hævede sig en smule da han fangede blikket.
Roligt begav han sig hen mod denne. Mathias stoppede op blot få meter fra ham. "Goddag," hilste han enkelt og så på dæmonen med et vurderende blik. Uanset om det var hans egen race eller nogen anden, så han altid en konkurrent an. "Det er sjældent at man ser sådan en som dig på disse kanter," sagde han ærligt. Han kendte ikke mange dæmoner der valgt at bo så menneskebefængt et sted, det krævede en hvis selvkontrol at kunne gå blandt mad, uden at der skete massakrere hvert andet sekund. Selv elskede han at bo lige netop her, her var fredeligt, ikke noget med vampyrer ved hvert andet gadehjørne der kunne fremprovokere til vold. Og så var maden så nem at komme til, og vejret havde det også med at være okay. Ikke så dystert som Werclare.

Zeans øjne udsendte som regl rolighed...Og blottet for følelser, først når han snakkede med folk lod han dem se hvad han følte. Noget han havde vænnet sig til på jagt efter kvinder, de syntes det var mystisk...Og mystiske ting var tiltrækkende.
For ham var det overhoved ikke svært at gå rundt i menneskebyerne, det gjorde han til hverdag og det havde han gjort længe, i alt for mange år. Men han var jo også stærkere end de sædvanlige dæmoner. Men han så ikke dæmoner for en konkurrent. Mere som en...Allieret, en man ikke kæmpede mod men med. Især efter krigen mod vampyrerne, som dog gled stille og roligt i sig selv. Han løftede et øjenbryn og stoppede op da han snakkede til ham.
"Goddag..." svarede han roligt som svar og lod sine hænder glide ned i lommerne.
"...En som mig?" svarede han så igen, han vidste ikke helt hvad han mente, han så...Måske ikke tit, men tit nok, dæmoner rundt omkring, også i byerne.
"Hvad mener du med det?" Hans første tanke var om han var ny, siden han ikke vidste at alle væsner gik rundt i byerne...Og enden forpestede eller velsignede menneskernes ligegyldige liv.
Han mærkede solen mod sig, men vejret ikke så interessant mere, det gjorde denne dæmon dog. Han vidste endnu ikke hvor han havde ham, og han var fjendtlig eller venlig. Hvad han havde tænkt sig. Men det fandt han vel tidsnok ud af.

Mathias nikkede roligt til det første svar. En som ham, ja. Hvad der farrede igennem den andens hoved, gad han ikke at spekulere over. Men spørgsmålet havde irriteret ham en smule. Det virkede alt for menneskeligt, hvilket for ham, var langt under hans værdighed. Så måske havde dæmonen, der stod over for ham, tilbragt alt for meget tid med mennesker, eller også var han en smule dum. For at sige det enkelt. Mathias rømmede sig let, inden han begyndte at snakke. "Det er bare ikke ofte at jeg ser dæmoner i denne del af byen," forklarede han, "De plejer ikke at leve så tæt med mennesker," svarede han høfligt. For et meste så han kun dæmoner der kom for at jage her, men noget ved denne persons måde at gå rundt i byen på, den måde han virkede afslappet på, fik ham til at tro at denne person faktisk levede her. Som ham selv. Egentlig var det underligt at han boede der, da han ikke brød sig synderlig meget om mennesker generelt. De virkede til tider lidt for fjerne, lidt for naive. Ellers ville de nok heller ikke ligge i bunden af fødekæden. Altså set bort fra de forbandede dusørjæger, der engang imellem luskede omkring. De opførte sig altid som om de var så hellige, men inderst inde, var de jo bare sølle mennesker, der troede at de havde taget over deres overmennesker. Noget Mathias med glæde ville overbevise dem om at de ikke var. Men som regel plejede han ikke at komme i selvskaber hvor muligheden for dusørjægere i nærheden var. De ting han gjorde, var for det meste i det skjulte. Så havde man det at underholde sig med.
Hvis menneskerne var smarte, ville de begynde at sætte dusørjægere ud imellem deres politi til at undersøge drabene, men det var selvfølgelig de færreste der vidste at disse væsener overhovedet fandtes.

Han så lidt på den fremmede dæmon, som for at se om han nu også mente det. Og grinte han. Ikke højt eller provokerende, bare stille og rolig for sig selv.
"Du må vist være ny heromkring, jeg tror dette må være en af de byer med flest dæmoner, her er ikke så mange blodsugere, her er masser af mad som alligevel ikke ved hvad der slår dem ihjel..." sagde han mens han så på ham, han var ligeglad med hvad denne person tænkte om ham. han virkede bare...som ham selv, den gang han kom hertil. Han havde brugt sine første år her med at bo i skoven, dræbe både mennesker og væsner....Til han mødte en speciel kvinde. Nu tilhørte det kun hans andet jeg. Som man sjældent så efterhånden. Heldigvis, han kunne ikke selv styre det og glemte det tit bagefter. I så fald kunne han sagtens forstå ham, selv så han ikke mennesker for mere end mad og underholdning. Skabt til at være deres føde.
Men han havde også fat i noget. Hvorfor enlig bo sammen med mennesker? De var dumme, mange og...Tja...Men han vidste det godt. Han hade ensomheden ude i skoven, det var sjovere at vandre rundt i en livlig by, her, i en lejlighed, kunne man også få varmen vis man var kold, eller kulde vis man var varm, der var toilet, vand og mad...Alt sammen inde for samme rækkevide.
Hans fornemmelse var at dæmoner heller ikke gad være ensomme....Så heller bo sammen med sin mad. Nogen denne dæmon nok aldrig ville forstå...Eller hvad? Han lagde mærke til at han pludselig undervurderede denne dæmon...
Men han fornemmede alligevel ikke den helt samme styrke som han selv havde, dog var alderen ubestemmelig. Ligesom på ham selv. Selv havde han levet længe...Og var nu stærk som få. Noget dusørjægerne kaldte level-E.
Han trak på skuldrene for at fortsætte sin sætning fra før.
"Men du har vel ret, hvorfor bo blandt mennesker?" hans øjne var opmærksomme, nysgerrige...Og morede sig.

Mathias nikkede kort, og gav et kort smil. "Jeg flyttede ind for et par år siden efterhånden, så jeg er ret ny her, ja," tilstod han og fortsatte så: "Jeg kom fra Paris af, så det var en hel ny tilstedeværelse jeg skulle vende mig til. Så det er nok derfor at jeg ikke rigtigt har været opmærksom med hensyn til andre væsner..." forklarede han. Og så blev han en smule i tvivl om hvorfor han havde plapret ud med dette, til en fremmed person. Han var ved at rulle øjne af sin egen dumhed, men tog sig i det. Der var ingen grund til at personen skulle vide dette, de kendte ikke engang hinandens navne.
Der var en humor i dæmonens øjne overfor ham, som irriteret ham en smule. En hvis overlegenhed, som fik ham til at føle sig underlegen, hvilket var en følelse han afskyede som pesten. "Et samfund styret komplet af vores race ville nok føre til stridigheder. Desuden vil de fleste dæmoner ikke kunne pålægge sig ansvaret af et samfund, hvilket menneskerne klarer, trods deres stupiditet, udmærket. Det ville nok ende i et anarkistisk kaos, hvis dæmoner tog og overtog denne verden... eller hvilken som helst anden race, da andre racer end menneskerne ikke kan pålægge sig disse ansvar. Nok fordi at vi er klogere, mere veludviklede i vores sind og derfor mere egoistiske," afsluttede han og så vurderende på dæmonen. Han lod hånden glide igennem sit hår, pjuskede en smule op i det. "Men du tænker måske noget andet?" spurgte han en smule spydigt. Irritation fik ham til at opføre sig som et forpjusket teenagebarn til tider.

Han så tænkende på ham, der var ingen tvivl. Denne dæmon brød sig ikke synderlig om ham. Men han var sådan set også ligeglad.
"Jamen velkommen til så" sagde han roligt og lod en hånd glide gennem sit hår for at fjerne pandehåret der ved at stikke ham i øjnene. Og trak så på skuldrene.
"Hvem siger dæmonerne ville samle sig og forsøge på et såkaldt samfund?" sagde han kort
"Bare fordi, som du burde vide, vi ikke bor sammen med menneskerne, er det ikke sikkert vi samler os i vort eget samfund, allerhøjst samler et par stykker sig bare sammen for at stå stærkere mod andre racer" sagde han
"Desuden tror jeg, at vis vi alle er indforstået med at skulle leve i et samfund, så ville vi sagtens kunne det, da dem der ikke vil så bare kunne gå deres vej...Eller prøve at overtage og så er det jo bare den stærkeste der vinder...Men ja, det hele ville nok ende i egoisme, en ting alle og enhver har en vis grad af" sagde han
"Men det var nu ikke det der interesserede mig, men vil du påstå vi bor i byerne fordi vi har det bedst med at menneskerne bestemmer over os? Så vi ikke udrydder os selv?" spurgte han med et lille smil. Morsomheden var blevet erstattet af tænksomhed. For ham var dette faktisk en rimelig interessant samtale, men hvem kunne vide det rigtige svar? Man kunne kun gætte og sige sin egen mening. Og så håbe det lyder realistisk.
Nogle mennesker passerede dem uden at skænke dem et blik, eller også skænkede de dem et nysgerrigt blik selv om de ikke forstod hvad de snakkede om.

Det var måske lidt for tydelige signaler han havde givet, med hensyn til sin ubehag ved den anden dæmon, for det så ud til at han havde opfanget. Så måtte man bare håbe at han ikke begyndte at bære nag til det.
"Tak," svarede han med et kort nik, inden han igen løftede øjnene op til den anden dæmons. Han lyttede interesseret til fyrens egne tanker. Det var sjældent at nogen rent faktisk gav sig til at diskutere med ham. "Netop, den stærkeste ville vinde. Der ville hele tiden være krig, for med dæmoners natur er det ikke let at undertvinge sig. Det er i hvert fald hvad jeg har oplevet. Ikke alle ville kunne nøjes med at leve lige med en stemme hviskende i baghovedet, om al det denne ville kunne få, blot ved at slå et par af dens egen race ihjel. Det ville gøre så vi var yderst sårbare overfor eventuelle fjender af andre racer, som for eksempel vampyrerne. De ville have langt nemmere ved at få os ned, når vi både var i mindre tal og samtidig i krig med hinanden," argumenterede han, meget interesseret i hvad den anden havde at komme med. Det var alligevel ikke ofte at han havde stoppet nogen op på vejen og var begyndt at diskutere nuværende samfund og hvordan det kunne blive.
Han måtte tænke over de sidste spørgsmål en tid inden han svarede. Han så grundende på fyren overfor ham og svarede så: "Nogenlunde, ja. Hvis det skal forklares kort og ikke særlig indbefattet, så ja. Ordet 'bestemme' er nok ikke lige det ordvalg jeg ville bruge, hellere noget i retning af 'styre for os', det passer nok bedre efter min mening. Jeg tror, som sagt, at det er de færreste dæmoner, der lader sig undertvinge på den måde. Også, det er en bedre måde for os med langt mere end et menneskeliv, at udvikle os selv på en måde, mennesker aldrig ville være i stand til." Mathias var ikke sikker på at det var lige sådan at det skulle udtrykkes, men det var nogenlunde hvad han mente.

Han delte nogen af de samme synspunkter. Han havde udelukkende valgt ordet bestemme for at se hvad han ville sige til det. Heldigvis havde han ikke mente bestemme i direkte forstand. Mere...Snylte. Snylte på deres forsøg på at lave orden i kaos. Og snylte, i hvert fald for ham, var bedre end at blive bestemt over. En anden ting var også vampyrerne. DE skulle aldrig have lov at komme frem...Ikke så længe han i hvert fald levede...Ikke på vilkår!
Der var bare lige det sidste...
"Ja...Egoisme kan være både godt og skidt..." sagde han roligt og stod i et øjeblik i sine egne tanker. Af de dæmoner han havde mødt...tja, nogen af dem ville nok kunne underlægge sig, men det var vel et tegn på svaghed? På den anden side havde ikke de ikke været lige så stærke som ham selv...De havde sikkert stadig meget at lære.
"Jeg har dog oplevet at i en krigens stund kan dæmonerne godt holde sammen...Det skete i hvert fald heromkring" sagde han så
"Men jeg forstår ikke helt din sidste sætning, på hvilken måde skulle vi kunne udvikle os ved at snylte på menneskernes samfund?" spurgte han undrende, det var i hvert fald hvad han havde forstået ved den sidste sætning. Medmindre...
"Medmindre du mener, med ordet udvikling, at vi fredeligt kan formere os uden at slå hinanden alt for meget ihjel?" foreslog han

"Egoisme er hvad der holder os i live," svarede han tankefuldt, "Men det er også det der får os dræbt... til tider." Han kendte kun alt for godt til egoisme. Tanken om at være den underlegne forargede ham dybt, aldrig ville han kunne holde ud, tanken om at blive bestemt over. Selv var han så pokkers stædig med hensyn til sådanne ting. Det var svært for ham at forholde sig til at skulle skrabe og bukke for nogen som helst. Uanset om de var ham overlegne eller ej. Det krænkede hans stolte personlighed. Hellere dø end at bukke under for nogen. Nok også en af grundene til at han havde været en forfærdelig slagsbror i sine tidligere år.
Mathias rømmede sig en smule, "Der havde vi også en fælles fjende, men hvis fjenden var alle og en hver, ville vi nok ikke holde sammen på samme måde," påpegede han en smule overlegen i sit tonefald. Bagefter tog han sig i det, det var nok ikke den bedste ide at udfordre dæmonen der stod overfor ham for meget. Det virkede som om hans kræft var større end Mathiases selv, så en kamp ville han nok ikke slippe helskindet igennem. Han var nok nødt til at opføre sig en smule mere høfligt.
"Vi kan også udvikle os intellektuelt og kulturelt. Lige netop på det kulturelle er menneskerne en smule foran os. Det skyldes nok at de har flere forskellige trosretninger at gå efter, og et større fællesskab." Han stoppede lidt, inden han fortsatte, det gav ham muligheden for at få vejret. "Du har nok ret i at vi dæmoner ikke har lyst til at leve i ensomhed, men samtidig er meget individuelle. Det er ikke ofte at jeg ser nogen dæmon, fast bundet i et forhold. Vores natur er lidt for flyvsk til det... Men samtidig bryder jeg mig heller ikke om at skulle være alene, måske er det bare mig, men jeg har på fornemmeslen at det er instinkt. Desuden har vi dæmoner en tendens til at mænge os i underholdning, underholdning der nok er en smule anderledes end menneskers..." afsluttede han. Mathias håbede lidt at den anden dæmon kunne følge ham, det ville være irriterende hvis han var nødt til at skulle forklare alting.

Han bemærkede hans overlegenhed og på et tidspunkt også hans irritation. Over hvad dog? Hvad var denne dæmon nu irriteret over? Han sukkede svagt. Ja, vis bare man altid kunne forblive egoistisk, så ville han have været fuldkommen ligeglad med hvad denne dæmon følte hvornår.
Han mærkede selv irritationen samle sig i ham, som var det sat i gang af den anden dæmon, vis navn han alligevel ikke kendte...Hvilket det sikkert også var.
Og der var det igen...Når andre følte sig overlegen følte han altid at han måtte sætte sig imod det...Ingen skulle komme her og tro de kunne det hele!
"Måske ikke" svarede han lidt kort for hovedet og smilte så lidt over noget der morede ham. Kulturelle ideer...De havde aldrig sagt ham en skid. Aldrig nogen siden. Og til helvede med alle de religioner...DE var alligevel alle opbygget på samme dumme ide. At der er nogen et sted som har skabt det hele og bestemmer vores skæbne. Lige siden han første gang havde stødt på de ideer, havde han grint.
"Sammen med andre står man stærkest, det har jeg altid ment" sagde han
"Så det er nok der nogle af instinkterne er...Og så selvfølgelig tiltrækningen af det andet køn som er nødvendig for overlevelse" sagde han. Men nikkede til med underholdningen...Åh ja, nogle af de ting han fandt underholdende...Havde aldrig været det for menneskerne. Men hvad betød deres mening også?
En af grundene til, mente han, at de udviklede sig som de gjorde, var både fordi de samlede sig og lærte af hinanden og fordi de var dovne. Kort sagt. De fandt hele tiden på nye ting der gjorde at de skulle lave så lidt som muligt.
De fleste kunne man sætte ud på en ødemark...Og de ville ikke ane hvad de skulle gøre der. Ikke før instinkterne kom og dem havde de næsten fordrevet alligevel...Og selv ved hjælp af dem ville de nok ikke kunne klare sig.

Det var nok bedst at han vendte om og gik der. Medmindre at den anden dæmon kølede lidt af. Det var aldrig nogen smart ide at udfordre folk med spydigheder, især ikke når de var stærkere end en selv. Uanset hvor meget han hadede at måtte indrømme det, var det rigtigt.
Det var nok bedst at de fortsatte deres diskussion uden at kende hinanden alt for personligt lige nu. Men hvis de ikke endte i totterne på hinanden, eller med dyb afsky fra hinanden, kunne det godt være en mulighed at præsentere sig. Men lige nu virkede det ikke som en særlig god ide. To kamphaner der kæmpede om hvems mening der var den mest sandfærdige.
Mathias nikkede til ordene. Sammen var man stærkest, selvfølgelig var det sådan, men: "Men hvis vi bliver draget i tvivl om hvem der skal have magten, hvem der skal side på tronen, er vi så i stand til at stå sammen?" spurgte han med let sammenknebne øjne, ventede på svaret. Nu var han også begyndt at more sig en smule over dette tilfældige sammenstød.
Han lavede en lyd, som ville han afbryde, men var derpå stille, indtil at fyren var færdig med at snakke. "Nu ser jeg dog, at fysisk tiltrækning imellem to køn er set som underholdning, selvfølgelig er det også et instinkt. Men jeg ser det som underholdning, et tidsfordriv. Kærlighed var lige så langt ude for ham som religioner. Til gengæld kendte han meget til fysisk tiltrækning. Det hørte også til det generelle beskrivelse af dæmoner, sex (hor) og alkohol, livets synder blev nogle dæmoner utrolig tiltrukket til. Han havde selv erfaring inde for det.

Han så lidt på ham, han havde arbejdet meget med sin temperament, men kom stort set ingen vegne, han blev stadig hurtig vred.
Han tvang sig til at slappe lidt af, det ville være synd at afbryde diskussionen, især fordi det var sjældent folk kunne følge med hans tankegang. De fleste så bare underligt på ham og skiftede emne eller stoppede helt med at snakke.
"Hvem siger nogen skal sidde på tronen?" smilte han lidt
"Der er selvfølgelig altid nogen der vil prøve, men vis det bare gælder om at nå samme mål...Mon ikke man så, alle hver især, ville arbejde sammen, uden direkte en leder, mod samme mål? Er vi så meget dyr at vi ikke engang kan arbejde sammen som dyr?" spurgte og skubbede p åden måde diskussionen videre.
Og grinte så, svagt og roligt.
"Og ja...Det er noget af den bedste underholdning jeg kender..." han stoppede sig selv. Han havde været ved at sige at det især var det bedste vis kvinden ikke ville...
Lige for tiden hyggede han sig faktisk med at få to kvinder til at slås sammen, helst dem med børn, så kunne man tvinge dem til at slås ved at sige at vis de ikke sloges...Så døde deres børn. Den der overlevede fik lov at begrave den anden...Og nogen gange lod han levende gå, efter lidt mere underholdning. På den måde fik man meget underholdning og mad.
På et tidspunkt kom han dog efter den overlevende alligevel...Det var altid en fryd at se deres ansigter. Alkohol brugte han mere som et middel til at få en kvinde med sig...En som rigtig underholdning. Det smagte godt og han havde svært ved at blive rigtig fuld...Men han hade når han endelig nåede så langt at han ikke havde den fulde kontrol over sin egen krop eller sind. Kontrol var magt.

Selv havde Mathias prøvet at lægge nogle af sine problemer bag sig, koncentreret sig om musikken istedet for at bruge vold på alt og alle. Det var som en slags terapi for ham. At afspille noderne i hans sind, så havde han andet at koncentrere sig om, og så slap nerverne ikke afsted med ham.
"Det var ment som en metafor," forklarede han, uden at være helt sikker på om det var det dæmonen mente. "Ellers kommer vi tilbage til sandsynligheden omkring et anarkistisksamfunds utopia. Jeg tror ikke på at det ville kunne lade sig gøre." Mathias stoppede op og rynkede en smule på næsen. At blive sammenlignet med dyr, var ikke ligefrem et kompliment. "Der er jo altid nogen der vil prøve at gå imod strømmen og modarbejde os, hvis de bliver dræbt gavner det fjenderne, hvis de ikke bliver dræbt, gavner det stadig fjenderne." Mathias kørte en hånd igennem sit let filtrede hår. Det var spøjst at tænke på at de stod ude midt på gågaden, men folkene der gik forbi anede alligevel ikke hvad det var der blev snakket om.
"Indeed it is," svarede han og smilede fraværende for sig selv. En kvinde der var villig eller desperat, var aldrig specielt morsom at have med at gøre. Så skete det hele for hurtigt. Hvor imod at hvis kvinden var uvillig og prøvede sit bedste med at komme væk, var det dobbelt så sjovt, når man mærkede hende bukke under.
Det hele var et magtspil, at være den dominerende var en glimrende rolle.

Han så lidt tænkende på ham. Og små grinte lidt.
"Vis personen dør kan det være resten står stærkere sammen og med fælles kræft kunne knuse fjenden" sagde han, de to var vist et godt eksempel på at dæmoner ikke ville kunne enes om hvem der skulle bestemme. Bare deres lille diskussion...
"Men alle tror noget forskelligt, jeg tror på det kan lade sig gøre, nu hvor vi ikke er direkte dyr, men mere end dyr" sagde han, hans stolthed over at være dæmon var uendelig. Folk kunne sige hvad de ville. Han ville altid stå inde for dæmonerne...Altid.
Han kom til at tænke på dusørjægerne...SIdst han havde mødt en, havde de været ligeglad med menneskerne der døde undervejs den lille kamp. Men hvad sloges de enlig for vis ikke det var menneskerne? Det havde han altid troet. At de sloges for menneskerne. Hvad sloges de enlig for? Hvorfor ville de så gerne slå væsner ihjel? Vis de alligevel var ligeglade? DEt var ikke helt til at forstå...Men måske skulle han ikke forstå det. Han skulle nok bare koncentrere sig om at overleve, de havde jo fået mange special våben til dæmoner efter den lille krig der havde været. Dog var det gået lidt i sig selv igen.
Han mærkede at solen steg længere op på himlen, sikkert fordi klokken efterhånden var middag istedet for formiddag, den varmede godt...Lidt for godt.
Folk rendte stadig meningsløst rundt, han mærkede for sjov på nogle af de sjæle der gik forbi...

Mathias nikkede godkendende, "Det er selvfølgelig rigtigt. Men hvis der var langt flere end kun en, og vi fik mindsket vores antal så meget at det næsten var kritisk, hvad ville der så ske?" udfordrede han med et lumsk smil.
"Langt mere end dyr," sagde han en smule mut. Det var i det mindste noget de havde tilfælles, kærligheden til deres race. Folk der hadede dem selv på grund af deres dæmoniske natur burde afskaffes med det samme. Det var svagt og tåbeligt. Selv havde han fået dræbt sin mor ved fødslen og senere plaget livet ud af flere folk end han kunne tælle på sin hånd.
Han kunne mærke hvordan opmærksomheden gled lidt væk fra ham. Måske skulle de stoppe med alle deres argumenter nu. Han smilede, og begyndte så at grine en smule. "Selvom vi er dybt uenige kan jeg vel godt byde dig på noget ikke?" spurgte han og kløede sig let i håret. "Mit navn er Mathias Lake," sagde han og rakte sin hånd frem. Egentlig var han i tvivl om dæmonen overhovedet havde lyst til at give ham hånden, eller fortælle ham sit navn. Men det var i hvert fald et forsøg at prøve.
Der var noget over muligheden ved at have en værdig person til at diskutere med sig. Det var sjældent at nogen havde lyst til overhovedet at tage kampen op. I det mindste var de ikke kommet op at slås med bare næver endnu. Og det ønskede han også at de kunne lade være med. Det ville gøre det nogenlunde rationelt. Desuden var det ikke ligefrem ubehageligt at høre andre folks meninger, især hvis de var anderledes end ens selv.

"mon ikke de lære lektien efter et par stykker har mistet livet? Og hengiver sig til sin races beståen i stedet?" foreslog han
"Eller i det mindste venter" det var en mulighed, men den anden dæmon havde ret. Egoismen var for stor.
Han aflivede ikke folk der hade dæmoner eller syntes dårligt om dem, der var jo mange i verdenen og alle havde lov til at have deres mening. Dog dræbte han alle der havde noget imod ham i stedet for. Og vis de havde noget imod at han var dæmon...Så røg de også samme vej.
Han ville ikke give ham hånden, det var en menneskelig gestus han ikke gad tage til sig.
"Jeg er Zean" svarede han nikkende.
"Zean McGivens" normalt fortalte han ikke sit efternavn, men han havde jo også præsenterede sig med sit fulde navn. Så var det kun høfligt at give det samme tilbage.
"Hyggelig at diskutere med dig" sagde han så med et lille smil. Det var det faktisk. Hyggeligt. for hans side. Han håbede ikke, og fornemmede heller ikke, at der ville blive slåskamp ud af det her.
Han lod blikket glide op mod himlen i et øjeblik og svang jakken over sin skulder.
"Tja, hvorfor ikke?" smilte han så til ham.

"Det kunne være, det ved man ikke før man oplever det vel?" det var mere en konstatering end et spørgsmål.
Det var mere dæmoner der hadede sig selv. Men Mathias havde det også med at udrydde væsner der havde noget imod ham. Eller nogen af dem, for det meste gad han ikke at synke så lavt til at slå nogen ihjel. Ikke at han ikke kunne more sig med det, men i nogle tilfælde ville de kun være en befrielse for de forpestede sjæle.
En smule bittert måtte han lade hånden glide ned langs siden. Måske var sådan en normal gestus under hans status? Uanset hvad, var der ikke meget at gøre ved det. Han prøvede med et smil, men det var sværd at få det til at nå øjnene.
Han brød sig ikke synderlig meget om Zean, hans personlighed var lidt for kanten. Måske var det fordi de var kommet ind forkert af hinanden. Eller også var det fordi at de begge var dominerendetyper, der ikke kunne lide at bukke under for den anden. Det gjorde det nok en smule sværd når de begge ville have ret.
Solen begyndte at blive en smule belastende, det var rimelig varmt og Mathias begyndte at føle sig en smule tørstig. "Det lyder godt," svarede han og rykkede op i sin taske, inden han begyndte at føre an. "Så, hvad laver du, når du ikke begynder at diskutere med fremmede på åben gade?" spurgte han venligt.

Han grinte svagt, han havde ikke svaret på det andet han havde sagt men havde ladet diskussionen falde til jorden. Men det sidste grinte han svagt af. Han kunne på en måde godt lide Mathias, han mindede lidt om han selv. Han fulgte efter ham.
"Nu stoppede jeg ikke altid op og begynder at snakke sådan" sagde han lidt til sit forsvar.
"Men ellers...Uhyggelig lidt, tjener lidt penge på en våbenforretning jeg arbejder i og tænker på at tage i militæret..." af flere grund, tænkte han. For det første kunne det være sjovt, aktivt og lærende. For det andet ville han vide lidt mere om menneskernes forsvar, ikke fordi han ville angribe hele menneskeheden eller forsvare dem for den sags skyld, men for almindelig nysgerrigheds skyld. Han undgik at nævne Dawn og hendes graviditet, han havde før givet udtryk for at sådan noget som kærester og familie...Det ikke var noget man gad. Desuden vidste han jo stadig ikke helt hvor han havde ham. Han så venligt på ham med sine grå øjne.
"Men hvad laver du selv? Når du ikke dræber små drenge?" Han vidste det var ham. Den måde han havde set på gerningsstedet på...Og dog, det var mest et vildt gæt.
Selv når han skulle ødelægge nogens liv, gik han ind i hovedet på dem og gjorde dem sindssyge, enden af smerte eller af andre ting. Men selv det var ved at være kedeligt.

Mathias pjuskede let op i sit hår, "Nå ikke?" spurgte han med et grin, "Det var i hvert fald godt at kunne argumentere ordentligt med nogen..." han stoppede sig selv, og sendte et smil til dæmonen.
"Altså, jeg laver lidt arbejde her og der, tjener en smule..." Han undlod at nævne at han havde en rimelig stor modelkarriere i udlandet, for det var ofte noget der enten blev set ned på, eller udnyttet på anden måde. "Ellers prøver jeg bare at nyde livet så meget som muligt, som at lære forskellige kompositioner på forskellige instrumenter," han klappede let på sin taske, som at understrege, hvad han havde brugt papirene til. "En herlig måde at fordrive tingene."
"Hvad med militæret?" spurgte han nysgerrigt, "Hvad er det du ser i militæret?" tilføjede han. Selv havde han før tænkt på det, men havde fundet det under sin værdighed, med hensyn til at skulle tage ordre fra nogen personer, især mennesker.
"Desuden, det med drengen, på en eller anden måde er man jo nødt til at finde sin føde ikke?" forklarede han sig, "Om det er en voksen kvinde, eller et barn er det samme. For det meste afhænger det af mit humør. Lige der, havde jeg brug for at se kaoset der fulgte efter."
Mathias elskede magtspil, og at se folk bukke under grædende for ham, gjorde ham yderst tilfreds. Hans evne havde det også med at være meget effektiv med hensyn til dette. Det var ikke svært at bryde ind i folks hoveder og få dem fra forstanden. Men med hans evne, gjorde det, det endnu nemmere.

Han små grinte da han hørte at han havde grebet hans lille morsomhed.
"Nyde livet? Gad vide hvad det betyder" svarede han roligt og lod blikket glide rundt på omgivelserne. Det var rigtigt nok. Han havde aldrig tænkt på at man kunne nyde det. Han havde haft nogle små tidspunkter som han nød mere end andre...Men aldrig hele livet.
Musik. Det eneste sprog han nok ville få rigtig svært ved at lære, han havde aldrig haft talent inde for det. Men det interesserede ham heller ikke, så det gik vel lige op.
"Jeg ser for det første aktivitet, jeg ser en måde at lære krigsførelse uden at skulle udtænke det hele selv først, jeg ser en anden måde at se menneskerne på, hvilket altid vil give nogle sjove ting at tænke over en aften man er alene...Og jeg ser..." han stoppede sig selv. Noget af det der gjorde at han rigtig gerne ville af sted, var fordi hans kæreste sagde nej. Hun ville miste ham til sådan noget farligt noget, som hun havde mistet en anden. Hun glemte bare at han var en dæmon.
"...Ser muligheden for at skabe kaos på en ny måde" sagde han så, hvilket heller ikke var helt løgn.
Der var jo også det at...Når han så steg i graderne ville han bestemme over alle de andre...Og vis nogen satte sig imod skulle der kun et minimum brug af sine evne til at overbevise dem om hans ideer. Som sagt: ny måde at skabe kaos på.
Han smilte lidt for sig selv og Mathias´ kommentar til maden gled ind af det ene øre og ud af det anden uden rigtigt at blive hørt.

"For mig, er det at nyde livet, at kunne gøre hvad man har lyst til, uden at skulle spekulere over hvilke betydninger det vel medføre. Det er dejligt at have en stabil økonomi, et arbejde, og samtidig have så meget fritid at man kan gøre lige hvad man har lyst, uden bekostninger og besparinger," han stoppede op for at få vejret igen, "Det er nok også grunden til at jeg ikke har et fast forhold eller noget yngel, som er kan lade være en hændring for mig," sagde han og smilede, imens han rodede en smule op i sit allerede pjuskede hår.
Mathias nikkede en smule, "Det virker bare som et hårdt arbejde at skulle igennem, når du kan studere taktiske planer på andre måder." Denne dæmon var nok mere den fysiske type, end den lærde. Selv holdt han mere af at lære ting igennem via enten bøger eller anden lærdom. Ikke at hans fysiske form ikke var i orden, det var den nemlig, men han ville hellere separere de to ting fra hinanden. Militærstrategi hørte til det mentale, i følge ham.
"Det lyder klogt," sagde han, måske ville det hjælpe Mathias selv, hvis han tænkte over at vælge lige netop denne beskæftigelse. Tanken om hvor meget rag man kunne skabe med dette, fik et stort grin til at brede sig over dæmonens læber.
Mathias førte vej op til en lille cafe. Han gik vant rundt derinde, satte sig ved et godt bord, og ventede tålmodigt på at den anden skulle sætte sig. En servitrice kom hen og han bestilte en øl.