Lyrik - Zean

Han tænkte lidt over det.
"Hvem siger børn og kærester er hindringer? Måske er de også en form for...frihed" smilte han og så lidt på ham.
"Hm...Jeg har aldrig haft noget imod og bruge hovedet og bruge det på nye måder og udtænke nye ting...Men lige så meget som at snakke om taktik, lige så meget skal vi også igennem det praktisk" sagde han
"Så man når nok at være mere aktiv end at sidde stille og lære et eller andet" Han tænkte lidt tilbage.
"Det bliver også sjovt at se hvordan det har ændret sig siden...For mange år siden" han ahvde ikke helt styr på tiden, det hele var gået...Bare gået, hverken for hurtigt eller langsomt, men bare gået.
Han så sig lidt omkring på cafeen, Cafeer var kedelige og bar et sted man holdt pause i hvad man nu lavede. Men måske kunne en interessant snak skabe lidt kulør på det.
Han satte sig over for ham og så lidt på servitricen.
"Sort te, uden noget" Nogen mente nok at te var en...vandet drik, noget gamle mennesker eller kvinder drak. Men Zean kunne nu også godt lide en god kop og så måtte folk mene hvad de ville.
Til gengæld kunne han ikke fordrage kaffe.
Han så lidt på ham. Han vidste ikke helt om det direkte var klogt, det kom an på den der så, men tja...lidt var det vel. Han så lidt tænkende ud i luften. Nu måtte han jo se hvad det blev til. Han hang sin jakke på stoleryggen.

Mathias så grundende på ham et øjeblik inden han svarede. "Selvfølgelig kan de godt skabe en hvis tryghed, men jeg ser dem nu mest som hindring. Børn skulle give en utrolig mængde stress, og tanken om at skulle have en rolling løbende rundt er ikke ligefrem smagfuld. Det er nok en af grundene til at mange af vores racefæller gør tilfældige kvinder gravide og skrider," tænkte han højt, han stod grundende et øjeblik. Egentlig ville han ikke selv kunne gøre sådan, bare gøre et tilfældigt offer gravid og så skride, så måtte hun klare den djævelske unge. Det var sådan hans far havde gjort det.
Mathias smilede en smule, "Jeg kender godt det der, hvordan verdenen ændre sig. Uddannelser er begyndt at blive langt bedre, men børnene begynder at blive mere og mere dovne end de var førhen. Det er en skam, de kan blive til så meget, hvis de koncentrere sig lidt..."
Normalt gik Mathias ikke rigtigt ind på cafeer og barer, men det var det perfekte sted at sidde og diskutere frem og tilbage på venlig basis. Ellers var der mulighed for at blive smidt ud, det ville betyde at de ikke kunne tage diskussionen til et voldligere level. Det ville var en meget dum ide, da Zean virkede en del stærkere end ham selv. Han skulle ikke udfordre ham.
Mathias rørte ikke menneskelige fødevarer, det var alt for ækelt og ubrugeligt for ham, og aj heller rørte han menneskelig drikkelse, hvis ikke at det indholdt alkohol.
Det gjorde ham en smule bedre tilpas, da han så hvordan dæmonen overfor ham prøvede at gøre sig selv bedre tilpas. Også selvom de ikke rigtig nød at skulle sidde i en cafe, var det for en sikkerheds skyld.

Han nikkede svagt og tænkte over det med børnene. Der var selvfølgelig individuelle meninger, selv viste han ikke helt om han skulle glæde sig eller lade være...Han holdt af at have sin kvinde for sig selv, uden et barn, og vis hun døde ved fødslen begrund af barnet...Men på den anden side...Ja hvad var der på den anden side? Det havde han ikke rigtig tænkt på, han havde bare glædet sig til det. Men Mathias vækkede nye tanker i hans hoved. Han havde slet ikke overvejet at det skulle passes og alt muligt og det gad hun nok ikke være alene om...Han sukkede svagt for sig selv og rørte lidt i den te der lige var blevet serveret for ham.
Så skubbede han tankerne væk om barnet.
"Jah, det er lidt selvmodsigende, ikke?" sagde han roligt og lod blikket vandre fra den ene ende til den anden.
"Man skal læse og forstå alt for meget, men de unge er vel mere interesseret i at nyde livet og udvikle sig som de selv vil...SÅ på en måde kan man godt forstå dem, der er alt for meget, der kræves en del af dem" Han så på ham igen, det var i hvert fald hans tanke. Nogen kunne følge med og blive noget stort, men mange kunne ikke og får et mere almindeligt job. Men det var vel enlig også en god ting.
Han overvejede lidt deres emne, de var gået fra dæmonernes samfund til menneskernes.
Han tog en tår af den varme te og mærkede den varme drik hele vejen ned gennem halsen, men det var han van til så det gjorde ham ikke noget.

Selvmodsigende var det, ja. "Og de fleste unge har slet ikke lyst til at udvikle sig. Men ja, det er et hårdt pres der bliver lagt på dem. Især fordi at deres liv er så kort, som det nu er. Gennemsnits alderen for mennesker er vel omkring de 70, men de er nødt til at udvikle sig, for ellers kan samfundet ikke rulle videre." Mathias sukkede tungt. "Heldigt at man ikke er menneske," sagde han stille, "Jeg synes det er hårdt nok at være dæmon til tider, men alt det med mennesker er direkte uoverskueligt." Han pillede lidt ved glasset, inden han tog en tår af det.
Hans blik gled op på dæmonen. Han havde set så tankefuld ud få for øjeblikke siden, efter at Mathias havde nævnt det med småbørn. Men han havde ikke kommenteret på det, måske var han enig, eller også gemte han på noget. Det første virkede en smule umuligt. De havde alt for forskellige holdninger.
"Jeg forstår virkelig ikke de skabninger der engang har været mennesker, som græmmer sig over at være blevet forvandlet. Hvad er det gode ved at være menneske? Mennesker havde så usandsynlig kort et liv. Og så blev andre ting mere vigtige.

Han så lidt på ham og nikkede svagt.
"Tja...Og den udvikling ødelægger nu alt omkring os" sagde han, sidst han havde overhørt nyhederne var et af emnerne, ud over folk der gjorde ulykker, noget med forurening. Men det var nu deres problem. Han regnede med at dø inden han skulle opleve en så godt som død jord.
Eller hvad man nu troede på.
"De fleste er det vel kun i starten, jeg har snakket med nogen og de har forandret efter de har fundet ud af hvor mange nye muligheder de har fået..." sagde han og tog en tår af sin te.
"Som menneske har man kort tid, ja, nogen drømmer dog også om udødelighed, selv om de bliver helt forskrækkede når de får den, men de har kort tid til at nå alt det de vil og har så travlt...Men når man har et så kort liv lægger man vel også mere mærke til dejlige tidspunkter, måske er det der er med til at gøre f.eks. dæmoner til såkaldte skrækkelige væsner, fordi vi har et langt liv, det hele bliver trukket ud og kun omgivelserne omkring os forandre sig hele tiden, man kan ikke falde til plads nogen steder fordi det hele forandre sig hele tiden, og jeg tror lidt at vi er van til bare at være der...Være der, glid gennem tiden uden at bemærke den, og dermed heller ikke får nogen dejlige tidspunkter. Måske" han vidste ikke om hans snak havde været rodet eller hvad den havde. Men det var et minimum af dæmoner han havde mødt, der havde givet sig selv nogle lykkelige øjeblikke. HVad end det så skulle indebære.

"Ja, et resultat af ny teknologi, folk er begyndt at blive alt for skødesesløse, ligeglad med den jord vi andre har betrådt i flere hundrede år. Hvis de bare havde en smule respekt overfor dem selv og alle andre, kunne det være at verdenen så anderledes ud. Men er det egentlig noget at gøre ved det?" Det var ikke et spørgsmål der behøvede at blive besvaret, for Mathias forventede ikke at Zean havde et svar til det.
Mathias nikkede, "Det er rigtigt nok, det evige liv, noget de fleste mennesker hunges efter. Det giver måske en magt, men samtidig har det en masse negative sider, som alt andet. Det er nok meget godt at mennesker ikke kan blive dæmoner. At man bliver født sådan. Vi er alt for svære at tilintetgøre, jeg mener, hvor mange kender til pentagrammer og udnyttelsen af dem? Det er kun de overtroske, eller hele gotherkulturen, der rent faktisk render rundt med sådan noget. Og de færreste kender brugen af dem." Mathias stoppede sig selv et øjeblik, "Selvfølgelig hvis man ser bort fra dusørjægere," sagde han og lavede en grimasse.
"Man begynder at tage ting forgivet når man lever evigt. Det er en skam. Det er en af grundene til at jeg prøver at nyde livet så meget som muligt, og gerne hele tiden, ellers så, som du sagde, glider det hele bare forbi, og så når man ikke at have nogle gode minder," han tog en tår af øllen, som en menneskelig handling, væskede halsen efter al den snakken. "Så er det at man begynder at følge nogle af de få kloge ord mennesker har sagt. Lev i nuet. Det er bare besværligt, når man ved at man muligvis ikke kommer til at dø. Man bliver utrolig storsnudet af det. Vi kan føle smerte, men hvad gør det i sidste ende ved en? Vi healer jo igennem tiden."

Om der var noget at gøre ved det? Tja...Det ville aldrig, i sidste ende, kunne lade sig gøre, men der var jo muligheden ved at skræmme, overtage og dræbe så mange mennesker som mulig. Tanken faldt han behagelig. Men det var vel endnu en absurd tanke, udtænkt af endnu en magthungrende.
Han nikkede. Ja, man blev født dæmon og dermed var det også kun de værdige der blev dæmoner og ikke de usle mennesker som nok kunne sprede skam over racen. Dog havde de så oveni også større chance for at uddø. Vampyrerne kunne jo bare bide et par stykker.
Og dog...Ikke mange kendte til de pentagrammer og det magi der skulle bruges. Kun dusørjægerne gik rigtig rundt med det.
"Ja, de kender vel pentagrammerne, men ikke den rigtige brug, var det ikke for dusørjægerne var den viden sikkert også gået tabt bortset fra os selv og vi ville jo ikke fortælle det videre...Medmindre vi ønskede at dø?" sagde han, uden det rigtig var et spørgsmål. For nylig havde han snakkede med en dæmon der havde hungret efter at dø...Dog havde han mindet ham om hvad han var, hvad han kunne og hvor stolt han burde være over det. Dæmonen havde fået bedre tanker.
"Uden at blive alt for nostalgisk, har jeg skam klaret mig igennem en lang tid uden nogle gode...minder, som du sagde" alt for lang tid.
"Det kan sagtens holde sammen, mest fordi man lader sig styre af instinkter og ikke tager sig af åndssvage tanker..." han lød på et tidspunkt på vred, men om det var på ham selv eller en person han tænkte på...Var ikke til at vide.
Han tog en tår af sin te, men syntes pludselig det virkede som for lidt. Han kaldte på tjeneren og bad også om en øl. Han havde ikke rigtig drukket alkohol længe, kun på diskotekerne, men lige nu trængte han til det.
"Det eneste smerten kan gøre ved os er at minde os om at vi lever...Og måske, vis der er nok af den, gøre os mere sindssyge end vi måske er i forvejen...Men tanken om at vi ikke vil dø, men lever evigt...Er både berusende og trist" tjeneren kom med øllen og han drak af den.