Kirkegården.... - Sakref

Sted. Werclare Domkirke
Omkring. Ingen lige nu...
Tid. 01.32
Vejr. Mørkt og koldt og sner
Dag+dato. IRL
Påklædning. Skotsk ternet lårkort nederdel, hvid skjorte og grønne converse

Roses skridt kunne høres svagt i mørket. Hendes sko gik blidt ned i det kolde sne og man burde egentlig tro at hun frøs med det tøj hun havde på, men sandheden var, at det gjorde hun ikke. Efter hun var blevet forvandlet havde hun ikke haft følt sådan nogle følelser, hvilket på en måde var irriterende for hende. Det fik hende til at føle sig mindre... menneskelig, hvis man kunne sige det sådan.
Hun så lidt på den store domkirke som tårnede sig frem i mørket nogle få meter fremme. Hun havde ikke været i kirken i noget tid nu, ikke siden at hun var blevet vampyr, da hun ikke rigtig turde. Og hun måtte osse indrømme at hun havde en eller anden knude af skyldfølelse da hun nærmede sig.
Hendes blik gik langsomt rundt omkring og syntes ikke rigtig at kunne se nogen, og gik derfor uden nogen tanker på sine omgivelser, ind på den mørke kirkegård.
Hendes fødder førte hende automatisk over mod sine forældres gravsten, og opdagede heldigvis ikke nogen derinde....

pludslig tændte lyset sig inde i domkirken. Præsten var taget hjem for længe siden, og der var ikke nogle andre mennesker i nærheden som kunne have gået derind. En skygge dukkede pludslig op indenfor som man kunne se udenfor fra vinduerne af.

Rose så hurtigt og forskrækket op på vinderne da hun kunne se lys blive tændt. Hun rynkede panden da hun så en skygge og gik langsomt over til hoveddøren og lukkede den op, og gik ind. Hendes blik gik langsomt rundt omkring og var allerede i forsvars stilling og vidste at der ikke ville være nogle præster derinde på denne tid.

derinde gik en mand rundt. Han havde sort tøj fint tøj på, og havde sorte handsker på. han havde flot kridt hvid hud, og der var ingen tegn på urenheder eller ar på hans hud. Hans hud var så glat og ren som den første urørte sne på året. Hans øjne var grønne som det mest sundeste græs på sommeren, og det var som om at de næsten lyste. Han havde dog ikke lagt mærke til hende endnu da hans blik var rettet imod en bog han havde i hånden. Det var en flot og gammel bog med mærkelige runer og tegn på. han gik frem og tilbage imens han læste i den mærkelige bog og nogle gange kiggede han op på væggen, som om han prøvede at læse billederne der var der.

Rose så op på manden som gik rundt oppe ved alteret, og syntes at kunne genkende ham fra et eller andet sted fra, men vidste ikke helt hvor. Rose vidste at det nok ikke var en særlig god idé, men hendes nysgerrighed trak i hende og fik hende til at nærme sig ham. Hun betragtede ham tavst og så at han kiggede ned i en bog, som var på et fremmed sprog som hun ikke rigtig kendte. Hun stoppede nogle få meter væk fra ham og lagde sine arme over kors og så op på ham med et koncentreret og tænkende blik, og prøvede at tænke tilbage på hvor hun havde set ham, men kunne ikke rigtig se det ordentligt da hans ansigt ikke vendte imod hende og på grund af kirkens dårlige belysning.

Sakref mærkede pludslig nogle kigge på ham og han vendte hen imod hende. Han fik et stort chok da det viste sig at der faktisk stod nogle der "wow du gav mig et chok" sagde sakref og holdte på sit brystkasse. Han var på de 17-19 år og havde en flot glat hud. Hans hud var så bleg som hvis det var lavet af nyfaldet sne. Hans hår var halvlangt og sort, og strittede en hel masse men dog var der næsten ikke noget hår der dækkede hans pande. Hans øjne var grønne som den mest grønne farve man kunne finde.

Rose så op på ham og kunne med ét mærke at han var dæmon. Hun løftede et øjenbryn af det chok som hun havde givet ham og måtte indrømme at hun var blevet lidt overrasket over at hun faktisk havde givet ham et chok "Javel ja.." sagde hun lavmælt og gik langsomt tættere på ham og havde et forventende blik og gik forsigtigt og forsvarende imod ham. De var jo i krig, så hun kunne ikke være for forsigtig omkring denne dæmon.

"hvad kan jeg hjælpe med?" spurgte han hende meget venligt.

Som om at Rose ligesom ignorerede det som han havde sagt, så begyndte hun langsomt at gå rundt om ham "En dæmon.." sagde hun lavmælt, som om at hun undrede sig over hvad han lavede dér.

Sakref små grin for ham selv. Han stod stadig helt stille og kiggede den vej hun stod henne da han så hende først. "tja jeg kan ikke modsige at jeg er en dæmon" sagde han og lukkede sin bog og holdte sine hænder bag sit hovede så han slappede lidt af med armene. "men jeg kan fornemme at du er en ny vampyr og... du er også en ærkeengel jamen dog du er sku en ærkeengel der er blevet til en vampyr" sagde han små grinende for sig selv igen "og jeg som troede jeg havde set det hele" sagde han da han endelig stoppede med at små grine.

Rose så op på dæmonen med en rynket pande og rystede hovedet "Nej, det kan du ikke.." sagde hun lavmælt og brød sig ikke særlig meget om at være i selskab med denne mand. Hun gik langsomt rundt omkring ham, og så på ham med et undersøgende blik. Hun kunne ikke få sig selv til at stå stille, da hun var nervøs om han ville angribe hende hvis han fik chancen. De var jo i krig imod hinanden. Selvom at Rose ikke brød det mindste om den forbandede krig, så stoppede det ikke at være stærk og ville yde vold hvis det var til selvforsvar.
Rose rynkede på panden endnu engang og så mest på hans ansigt nu "Hmm... ja, det er hvad jeg er" sagde hun lavmælt og ville ikke blive mindet om hvad hun var, men vidste jo udmærket godt hvor meget han havde ret "Man har aldrig set alt.." hviskede hun og havde den mening om at der altid var noget nyt at se, og man derfor ikke kunne have set alt.

"tro mig når man er i min alder så er der næsten intet der kan overraske en mere. men hvad laver du her entenlig? hvis jeg må spørge" spurgte han hende da han undrede sig over hvad hun entenlig lavede her.

Rose så tomt på ham og overvejede ikke at svare hans spørgsmål, men besluttede sig dog for at gøre det "Besøgte mine forældre..." sagde hun lavmælt i en trist tone, men ville ikke sige at det var deres gravsten hun havde besøgt "Og dig?" spurgte hun og stoppede langsomt op foran ham med sine arme over kors.

"jeg er her for at tyde nogle af de her gamle skrifter" sagde han venligt. "men jeg er ked af at høre om det med dine forældre" sagde han bagefter.

Rose nikkede af det som han fortalte "Hvorfor?" spurgte hun og forstod ikke rigtigt hvorfor han ville spilde sin tid på det. Hun viftede med hånden af det som han sagde "Ikk vær det.... Det er mange år siden.." sagde hun lavmælt og hadede når at folk havde ondt af hende.

"grunden til at jeg tyder de her skrifter er fordi der gemmer sig et sted her på kirkegården af et stykke af en speciel medaljon som jeg er på jagt efter og de her skrifter vil give et omfang om hvor det stykke er skjult" sagde han venligt.

"Spild. Af. Tid" sagde hun og rystede på hovedet af det som han ville "Men det er i dæmoner jo oss så gode til..." hviskede hun lavmælt, og syntes at denne krig var spild af tid, og de derfor spildte tiden væk. Hun ville ikke sige noget omkring at hun oss syntes at vampyrene oss spildte deres tid, da de jo oss var i den og ikke gjorde det meget bedre.

"tjaa det kan godt være at du synes det er spild af tid men jeg ved at der er et stykke her da jeg har kortet til hvert stykke af medaljonerne og jeg har allerede et stykke af dem" sagde han med et smil.

"Ooooorv, ét stykke?!" spurgte hun med en brændene sarkastisk tone, og satte sin hånd op foran sin mund som om at hun var imponeret og overrasket, og grinte derefter så og tog hånden væk "Og hvor lang tid har du så ledt?" spurgte hun og løftede et øjenbryn "Jeg har tilbragt mange år i denne kirke... og du kommer til at lede længe hvis du ska finde noget" sagde hun og rystede på hovedet af ham.

"jeg begyndte at lede i sidste uge hvor jeg har både fundet kortet og et stykke men jeg kan gætte mig frem til at du ikke ved hvad medaljonerne er eller hvad de gør hvis de bliver samlet eller noget i den stil vel?" sagde han imens han kiggede på hende.

Rose rystede på hovedet "Nej det gør jeg ikke.." sagde hun lavmælt og stillede sig med fronten helt mod ham og pegede mod hendes ansigt "Men prøv at se, hvor interesseret jeg er i det ævl" sagde hun og havde et fuldstændigt tomt blik.

"du ved godt at din sakasme rør mig ikke" sagde han med et smil.

Rose trak på skuldrene "Og se... Dét... er jeg oss fuldstændig ligeglad med" sagde hun og smilte skævt over dæmonen.

han smilte for sig selv igen "i vampyre i er altså nogle sjove nogen og det kan godt være at jeg har hørt om en eller andet krig der forgår men så længe det ikke påvirker mine planer så er jeg ligeglad" sagde han og kiggede tilbage på væggen "det burde ca være her" sagde han og trykkede på en sten på muren. Pludslig åbnede en af stenpladerne op som var på gulvet og afsløret en lille flot rød kiste. Sakref gik hen til den og tog den op.

Rose rystede på hovedet af ham "Har ikke hørt om en krig.." hviskede hun lettere hånende og betragtede dæmonen "Hvordan at du overlever at gå ude på gaden, ved jeg ikke. Og hvordan at du ikke har fundet ud af at der er en krig igang, er jeg fuldstændig forundret omkring" sagde hun lavmælt og så på væggen som han var gået over til. Hun løftede et øjenbryn da han trykkede på en sten og spilede øjnene op da gulvet åbnede sig. Hun så ned i hullet og havde aldrig lagt mærke til, eller fundet ud af dette hemmelige rum og snerrede da dæmonen tog den op "Hvad tror du lige at du laver?!" spurgte hun "Den kiste er kirkens ejendom. Du kan ikke bare tage den som om at det var din!" snerrede hun og knyttede sine hænder sammen. Selvom at hun var vampyr, havde hun stor respekt for kirken og folket i den.