En uforståelig drøm ? ( Sakref M.)

Hun ville protestere....havde Nika ikke den lille fyr eller hvad.
Hun havde vel ikke den opfattelse at Camille alene havde besejret lavafyren, dét var i givet fald temmeligt optimistisk.
Men hun nåede ikke at tale, før hun blev nærmest trukket gennem skoven, og hun selv støttede og forsøgte at løbe med når hun havde fuld kontakt med jorden periodevis.
Endelig dumpede de ned og også Camille var svedig og kvæstet...ikke af skræmmer men af træthed.
* hvad sker der for sværdet....dét vejer enormt,dét føles enormt tungt ?* tænkte hun og gav et lille prust fra sig.
" Nika....ham der fyren ...en lille blå dims med røde øjne og pigge på hoved og ryg...han mindede mig om en tegneserie figur ? Du må da have set ham ?" Hun lå på siden og kiggede på Nika , der også så 'flad 'ud.

nika stønnede og prustede af udmattelse efter den løbetur. "lille fyr med blå dimser og røde øjne og pigge på hovede og ryg... nej jeg så ikke nogen ude i skoven. jeg troede bare du havde været så heldig at få et ordenligt slag på golemen så den havde midlertidig faldet sammen men jeg har ikke set nogen lille fyr i hele den her skov imens vi løb" sagde hun og stadig stønnede og prustede. gad vide hvem fanden den lille tingest var?. og hvorfor hjalp den lige præcis camille der i lige det tidspunkt? den så ud til at have kunne besejret den golem når som helst og hvor som helst. det hele var lidt skørt. som hendes sværd var også mærkeligt lige nu.

"tja....dét ville jo lige være mig at banke den ned " grinede hun lidt og kom op at stå.
Hun rakte ud efter sværdet ,der havde ligget i skovbunden ved siden af hende, og så med et undersøgende blik på dét imens hendes fingre fulgte runetegningerne .
Dét var virkeligt tungt nu, og dét kostede stor anstrengelse at holde dét med bare en hånd.
"Den hjælp mig....den greb morgenstjernen...og løb lige igennem den,så den faldt død om ".
Camille kløede sig lidt i dét lange lyse hår og kunne godt selv høre dét lød tosset, men ikke destomete var dét sandheden.
"skal vi se at finde de andre, vi er mere sårbar når vi er adskildte " sagde Camille og rakte en hånd frem mod Nika, for at hjælpe hende op på benene.

"jeg ved... godt at vi er i fare her... men lad os lige... hvile os lidt... det værreste er over nu... men jeg tror gerne på at der var noget der redde dig på en måde... en golem kan nemlig ikke bare blive dræbt så nemt så det måtte være et mægtigt væsen... men jeg kan ikke svare på det hvad det er... måske en helt ny race... eller et nyt væsen fra en anden verden..."sagde nika og prustede og stønnede af træthed. man kunne tydeligt se at nika har brugt meget energi. måske næsten alt for meget. man kunne faktisk godt se at nika ikke havde det så godt. hun så ud til at blinke mere end hun plejede og hun så ud til at være træt i hele kroppen da hun i forvejen næsten ikke bevægede sig bortset fra at man kunne se hun blinkede hele tiden.

Camille så bekymret på hende og satte sig ned i græsset ved siden af hende.
Hun lagde en hånd på hendes pande, for at se om hun havde feber, hvilket det ikke virkede til.Men måske det ikke kunne observeres så tydeligt, symptomerne kunne være afvigende for hendes slags.Det vidste Camille ingenting om.
"Nika... er du okay ....vil du have en tår vand `?" Camille havde allerede hevet en vandflaske ud af hendes rygsæk og skruet proppen af , hun rakte den frem.
Hun kiggede sig omkring og så tilfreds at der lige nu ikke så ud til at være fare på færde i deres omgivelser.
"der VAR skam en...sådan e lille blå fætter...faktisk lidt sød, han kiggede mig lige ind i øjnene inden han drejede rundt og løb igennem lavemonsteret, det var mystisk" forklarede hun igen.

nika satte sig op og man kunne høre hvordan hendes kimono bare rev endnu mere i stykker og faldt næsten sammen bare af det. hun tog stille vandflasken og tog en ordenlig tår og rakte den tilbage til camille. "tak det havde jeg brug for. men jeg er okay ellers det er bare hårdt for ens krop at bruge ens krafter og især magi det er ligesom hvis du bruger din telekinese for meget på en gang. så bliver du nok selv også udmattet og træt som hvis du havde løbet flere hundrede gange rundt om den kinesiske mur" sagde nika og derefter rejste sig op. "jeg tror gerne på at der har været et eller andet men jeg tror vi bliver nød til at spørge de lokale når vi kommer tilbage til den nærmeste by som vi skal hen til" sagde nika og med lette skridt begyndte hun at gå afsted ind i skoven igen. "er du selv okay? du så selv ud til at have det hårdt i forvejen" spurgte nika imens hun gik igennem skoven.

Camille kunne ikke slippe hendes bekymring for Nika. Hun følte sig ikke overbevist om at hun var helt okay.
Hun så hendes kimino ikke længere gjorde det arbejde der var dens opgave, og roede lidt i hende rygsæk inden hun bevægede sig op siden af Nika.
"Jeg er okay...borset fra jeg føler mig som en på 190 " smilede hun til hende og rakte hende en tanktop i midnatblå, en lang en der gik næsten ned helt over enden.
" Vil du ikke have den her på ?" spurgte hun og vidste godt det ike lige var den stil Nika normalt ville blive set med, men den var hel og dækkede overkroppen de steder den skulle, så ?

nika vendte sig om imod camille. "jeg vil klare mig. så længe jeg har min bh på så vil der ikke være nogen problemer. de andre har også min taske ellers ville jeg havde taget noget nyt tøj på men jeg tror jeg at jeg kan klare mig for nu" sagde hun og hoppede over en stor træstamme der spærrede vejen. da nika til sidst blev træt af de sidste stykker af kimonoen hun stadig havde på rev hun resten af sig så hun nu var kun i bh og nogen lange store tynde bukser som ville nok også nemt ville blive ødelagt meget hurtigt hvis hun ikke var for forsigtig. dog så det ud til at nika var ligeglad med det. faktisk lignede det som om at hun kunne sagtens klare sig om hun så var helt nøgen. det kunne jo være på grund af at hun er elver at hun er okay med friheden fra tøj. dog var det nok heller ikke nødvendigt med tøj lige nu. inde i skoven var klimaet meget varmt og fugtigt som en skov inde i en stor urskov. nika hoppede bare over hver eneste træstamme der lå på jorden der spærrede deres vej og nogen gange vendte hun sig om for at se til at camille ikke faldte bagud. solen var ved at gå ned og det ville være bedst hvis de havde nået at finde de andre inden det blev mørkt.

Camille trak på skuldrene og puttede tanktoppen tilbage i rygsækken.
Nika havde ret, dét var varmt og der var jo ikke just overbefolket i skoven, hun forstod godt tankegangen.
Camille selv var ...mere vant til tøj, og dét eneste sted hub ville blive set i bh eller noget der mindede om dét ,var hjemme i privatejet eller på en strand, alt andet ville for hende ikke falde så naturligt.
Men dét vigtigste var at Nika var Okay.
Camille hørte først stemmer og sidenhen kunne man også fornemme skikkelser der længere fremme rørte på sig.
"Dét ser ud til vi har fundet de andre " sagde hun med lettet stemme til Nika...
" Jeg håber de alle er okay, så vi jan få hvilet ud og lægge en plan for næste etape."
Camille tog et lille kompas frem...kiggede på dén lille spinnende pil og konstaterede at de var gået mod vest.

nika stoppede hende og trak hende hen i skyggen af det nærmeste træ og lagde en finger på sin mund som at sige at camille skulle være stille. nika gjorde derefter tegn til at de skulle forsigtigt kigge hvem der var. da de så kiggede ind i lysningen så kunne de se at det ikke var de andre. det var nogen slags banditter. der var både mennesker og andre væsener imellem dem. allesammen med læderrustning på sig og våben. både sværd og andre ting og skydere. hvad i alverden lavede banditter ude i den her skov?. det ville dog nok være en god ide at undgå dem. det var jo ikke til at sige hvad de ville gøre hvis de så dem.

De stod begge i skjul af træer og betragtede gruppen af væsner og mennesker.
Camille undrede sig, hvilke sager...hvilke agenda der bandt den brogede flok sammen.
De skulle nødvendigvis videre ind i skoven for at mødes med resten af deres lille rejseselvskab, og Camille overvejede mulughedderne.
De kunne ikke risikere at blive opdaget....selv med evner ville de være i undertal og risikoen for dét kunne ende galt var way to big.
Hun prikkede Nika på armen og gjore tegn til de skulle trække sig tilbage...de måtte gå en stor omkreds uden om den store flok.Camille begyndte at gå baglæns, uden at slippe banditterne med øjnene.

de begyndte at liste væk fra banditterne og kom sikkert forbi dem. dog var der en ting nu. nika så ud til at være forvirret om hvor de er. de var faret vild!. "ømmmm vi har et problem. jeg har ingen anelse hvor de andre kan være nu jeg tror vi er faret vild" sagde hun. solen var nu gået helt ned og det var blevet aften og månen var ved at komme op i hoisonten. "jeg tror vi bliver nød til at overnatte herude før vi kan finde de andre igen" sagde nika og kiggede rundt.

"shit...." Klagede Camille, for dét var ikke dem der havde oppakningen med luggeunderlag og dét dertilhørende.
Hun så sig omkring, der var ingen spor ,ingen tegn på i hvilken retning de andre var draget.
Dét eneste de kunne gøre for nu, var nok at blive her til morgebdagen meldte sin ankomst.
Camille satte sig udmattet og træt , op af et stort træ.
" Så sover vi her ".sagde hun og lænede sig mod stammen.
Hun så bekymret på Nika.." kan du holde varmen i nat...eller vi du ha en bluse ?".

nika rystede på hovedet. "nej jeg klare mig. jeg er oplært til at kunne holde ud i sådan noget her og for det andet er det her slet ikke det væreste jeg har prøvet. prøv at være helt nøgen ude i en kæmpe stor snestorm med kun en frossen hule. noget træ og lidt ild til at holde sig varm så kan man snakke om at man vil gerne have lidt tøj" sagde hun og lagde sig ned ved siden af camille. de så allesammen ud til at være virkelige trætte og de havde også god grund til det da de havde næsten lige løbet fra en stor lava golem.

Camille svandt ind i hendes egne tanker og ind i hendes egen lille verden.
Hun kunne ikke undgå at Sakref strejfede tankerne i ny og næ....hendes syn på ham var ....uafklaret....han var en af de få hun havde meget svært ved at tyde, sådan helt basalt, var han ærlig eller manipulerede han hende...eller måske dem alle ?
Hun blev døsig, mørket indhylled dem som var de pølser der kom i svøb og snart sov hun ...og tiden gik....tik...tak...og så truede solen med at bryde nattens mørke ,dét var blevet daggry.

som morgensolen kom op på himlen blev de langsomt vækket. men der var noget galt. de kunne ikke bevæge sig særlig meget og da de åbnede øjne havde de noget rundt om øjene. stemmer lidt længere væk mumlede noget de ikke kunne høre og lugten af et bål der har blevet lavet fyldte luften. fodtrin nærmede sig og stoppede foran dem. en stemme sagde pludslig noget. det var en mandelig stemme der var både dyb og hæs. "jeg tror vores lille små gæster er vågnet" sagde manden og trak de bind de havde for øjene væk og deres blik blev i starten blindet af lysets pludslig gennembrud. foran dem stod banditterne fra tidligere om natten. de var blevet taget til fange!

Camille blev naturligvis bange, hvilken person ved sine fulde fem ville ikke ?
fremmede folk havde blindfolded og bundet dem, dét var ikke en handling hvis man var venligsindet og ikke havde ondt i sinde.
Camille mærkede bindet blive fjernet ,men var alligevel ude af stand til rigtig at kunne se i et minuts tid.
Hun spejdede efter Nika, måske hun vidste hvordan de skulle kringle den her? Men indtil da besluttede Camille at høflighed måtte være vejen frem, måske banditterne så ville returnerer deres venlighed.
Dét var enten dét...eller at smadre dem ! Camille så sig omkring, der var nogle stykker...en hel del faktisk.
Camille indre rebel, havde dog helt andre planer " gæster ?.... Nu drømmer du vidst...fanger er vist ordet du leder efter " svarede Camille i en hård tone og holdte hænderne op så manden kunne få understreget deres fange postion via deres håndled der var snørret sammen.

mange af dem kiggede på dem med onde øjne. camille kunne se at nika prøvede med alle sine krafter at komme fri men det så nytteløs ud. eller havde hun måske en plan i sit ærme? i hvert fald var det ikke ligefrem det camille skulle være bekymret for lige nu. for nu gik en virkelig virkelig stor ork foran hende. han lugtede ikke så slemt som man måske ville havde forventet men han var over to meter høj. med en stor kølle i hånden og stor læderrustning med nitter og pigge og alting der kunne få en til at se mere farlig ud. han slog køllen ned i jorden lige foran camille og lændte sig op af køllen imens han kiggede på hende med sit noget grimme ansigt. "det ser ud til at vi har en med bid i men bare rolig vi har skam planer for jer så hold det lille bid i jer og det nytter ikke at prøve at komme ud af rebene min makker jethro er verdensmester til at binde knuder der er umulige at få op medmindre han selv binder dem op" sagde orken og kiggede på camille med et lettere uhyggeligt blik som at se en der kiggede på en som om han skulle voldtage en når som helst.

Camille skar en grimasse da orken nærmede sig og begyndte sin lille advarelse.
* naturligvis...orker...piece of cake...kan ik være så svært* forsøgte hun at booste sig selv mentalt ,med dårlig ironi.
Også Camille kunne mærke at de var bundet uden mulighed for at slippe fri.Dette betød at de måtte udsøge sig en allieret blandt gruppen af banditter.
Da den store kølle blev banket ned lige ved hende, lukkede hun øjnene og mærkede hendes krop citre.
Da hun åbnede dem igen, stod orken og stirrede, meget uvenligt.
* jeg skal sku give ham.bid * tænkte hun og skulede tilbage.
Ikke om hun havde tænkt sig at lade de banditter slippe godt fra at have taget dem til gidsler, no freakin way.