En uforståelig drøm ? ( Sakref M.)

Camille lyttede og mærkede hvordan hendes modvilje mod ham langsom aftog.Selv Sakref havde problemer....ligesom alle andre, ingen var perfekte...på en måde gav det hende en indre ro.
Hun nikkede opmuntrende til ham og ventede spændt, men sp trådte hun tilbage...til hun op a væggen stod og holdte en hånd op for hendes mund for ikke at skrige.
Det var et rædselsvækkende syn...en gru...hvordan kunne han forvandle sig sådan?eller var dette hans rigtige form?Camille kiggede væk, hun kunne ikke bære mere...hun var bange for det hæsluge syn men havde også ondt af Sakref.

sakref knipsede igen og skyggerne samlede sig rundt om ham igen og han blev normal igen. "jeg sagde jo at hvis folk kom for tæt på mig. så ville de kende den del af mig. og du kan godt selv forstå hvor svært det er at få en partner hvis man ser sådan ud" sagde sakref lidt halvtrist.

Camille prøvede at tage sig lidt sammen, det nyttede jo ikke at flippe ud når han udviste hende noget tillid.
Camille tænkte sig om og sagde så " det der er et total dårligt score triks...du må arbejde på nogen bedre, du skræmmer jo livet selv a de døde " sagde hun stille men med et lille smil om .munden.

sakref begyndte at grine. "jeg tror ikke på at jeg skrammer de døde. jeg har ikke skramt min lærling bron væk endnu" sagde sakref grinende. gad vide hvad sakref mente med det. "men forstå at før eller senere ser folk mig sådan der og hvornår tror du folk vil se det sande udsene af mig?. før eller efter de har været i seng med mig?" spurgte sakref med tydlig sakasme i sin stemme.

Camille stirrede på ham...nu gjorde han det igen ,lige som hun syntes om ham...bliver han...ond?
"Det har jeg af tydelige grunde ingen belæg for at kunne udtale mig om...men jeg ved med sikkerhed at der er undtagelser hvor FOLK ser dig...uden at sex er aktuelt hverken før eller efter " svarede hun ironisk og så ham fast i øjnene.

"hehe men i hvert fald. mange folk vil flygte når de så mig sådan" sagde sakref stille. der var noget i sakrefs øjne der sagde at han gemte på en meget større hemmelighed. nok den størreste hemmelighed han måtte have. men hvad var det mon?

Camille studerede hans ansigt og hendes mange timer i blandt andet psykologi kom til gavn,hun var sikker på han ikke fortalte det hele.
"Du er nød til at tale om det her...med nogen Sakref...jeg vil gerne lytte " sagde hun sødt til ham og var interesseret i hans historie og spændt på om han turde, var stærk nok, til at åbne sig for hende.

"tro mig hvis jeg fortæller dig mere vil din frygt bare blive stærkere" sagde han med et blik der var en blanding er særiøsitet og tristhed.

"jeg er stærkere end du tror " svarede
Hun stædigt ...idet mindste kunne hun holde til meget smerte...psykisk. "try me...jeg lover ikke at løbe skrigende væk"smilede hun til ham.

"okay så vil jeg fortælle dig alt af de ting jeg har gået igennem og så kan vi se hvor godt du kan holde til at vide så meget" sagde sakref og hostede lidt og sukkede. "for 500000 år siden lignede tingene ikke som de gør nu. alt var anderledes på den gode måde. der var fred imellem alle racer og selv mennesker og det hele. den triste skov fandtes ikke dengang og hele werclare var en kæmpe stor middelalderby der gik fra hvor werclare er nu og hele vejen igennem det der der nu den triste skov. alt luttede fred i flere tusinder år. men så skete der noget for ca 15000 år siden. politikerne kom. nu skulle folk have deres eget valg om hvad der var godt for dem selv men da alle har forskellige meninger om ting så skabte det kaos og krige og død og ødelæggelse. hele den del der er nu den triste skov blev ødelagt. folk flyttede på grund af krigende og alt det drab. og derfor kan man hvis man går rundt i skoven finde gamle ruiner af huse og andre bygninger. men der var jeg ikke hjemme. jeg var ude og rejse der rundt i hele verden. søgte efter krafter og styrke. men da jeg fik det af vide af en af mine venner. så skete der noget. jeg gik i en slags koma. af hvad jeg har fået af vide af min familie og brødre og søster så blev jeg sindssyg. jeg forvandlede mig til en slags ond videnskabsmand der søgte kun ødelæggelse over hele verden. og jeg var skam også tæt på fik jeg at vide. kun en håndfyld af væsener fra hver race overlevede det første og det skete så igen 10000 år efter igen og sådan gentager det hele tiden. dog hvad jeg har hørt så fordi jeg endnu ikke har mødt en fjende stærk nok til at 100% dræne mig for energi så bliver de sindssyge angreb stærkere og stærkere og derfor er der ting som er mere sjældne at møde end andre ting" sagde sakref imens han kiggede ned på jorden.

Camille sad og så noget blegnæbbet ud.Hun skulle lige til at sige noget og tog luft ind, men stoppede så og kløede sig lidt i nakken.
Så lykkes det endelig at tale og med vantro i hendes stemme sagde hun " du bliver en sindsyg person der hver 1000 år forsøger at udslætte, alt der udslættes kan...og du bliver stærkere for hver gang...er det nogen lunde sådan ? " Camille havde et bekymret udtryk i ansigtet.."kan du ikke tøjles, lukkes inde eller fratages din power på nogen måde ? " hun gik hen til ham og kiggede efter tegn på om han var ærlig...det var vanskeligt at vide med sikkerhed.

"nej og det er hvert 10000 år ikke hvert 1000 år men forstå det her. jeg har ingen kontrol over det og mine brødre har prøvet alt men jeg er stadig sindssyg stærk når jeg bliver sindssyg og jeg bliver det mest snueste væsen på jorden. mere snu end alle slanger og ræve i hele verden til sammen. eller i hvert fald er det mine bror og søster har fortalt mig" sagde sakref noget trist.

Hvert 10000 år ?Camille tænkte at verdenen var et besynderligt sted og det var som Sakref svært at tage ind og forholde sig til, uden det tog pippet fra en.
"Jeg er ked af det Sakref...hvis der bare var en slags kur der kunne forhindre det" sagde hun stille..."jeg håber der er flere tusinde år til næste gang ?! " Camille rejste sig tog hans hånd og gav den et enkelt klem og slap den så igen.

"der er skam en kur imod mit sindssyghed. det er at hvad der blev ødelagt for mig bliver skabt igen. altså en by som min familie ejer og hvor der vil være fred og ro eller i hvert fald i mine øjne fred og ro" sagde sakref lidt stille.

"Du skal genskabe en by ...for at bevare din sunde fornuft og ikke blive sindsyg..wow...er det derfor du skal bruge alle de ting du sender lærlinge ud efter?" Camille så på ham og tænkte at han havde en stor byrde at bære rundt på.Hvor kunne livet være ubarmhjertig....ligeledes døden.

"nemlig. det er magiske genstande der kan til sammen skabe en ny planet eller kan gøre at jeg kan finde en anden planet at leve på men ja derfor" sagde sakref lidt mindre trist.

Så var der endelig noget der gav mening...en mening med galskaben.
Hun så p fænomen der sad på tronen .Hvor mange oplevelser.minder og erfaringer måtte han ikke rumme?Hvor mange skjulte sandhedder måtte han ikke kende til?
En pludselig indskydelse tog over og Camille spurgte impulsivt "Ved du hvordan jeg kan få fat på excalibur? Sværdet fra stenen." hun så på ham som en lille spændt killing.

hans blik ændrede sig. hans øjne blev i et spring grønne igen og han kiggede på camille lige i øjne på hende med nysgerrige øjne og med et lille ondt smil. "hvad vil du med sværdet i stenen?" spurgte han nysgerrigt. hvad ville entenlig camille med det sværd.

Hun så ændringen i hans øjne, det var tydeligt for de skiftede simpelt hen farve til næsten jade grøn.
"Spørgsmålet er om du er vis og stærk nok til at skaffe det til mig...eller fortælle mig hvordan jeg kan få fat i det ?" Camille kiggede ...nej, nærmere studerede hans ansigt...og blev klar over at han faktisk vidste noget.
Hendes krop blev anspændt og hun hendes tankespind begyndte at arbejde.

sakref kom med et stort tandsmil som viste at han havde skarpe sidetænder som en vampyr men de var ikke lige så store som en vampyrs. "det kommer an på hvad er grunden til at du vil have det" sagde han og lændte sig tæt ind til camille så de var ikke mere end censimeter væk fra hinandens ansigt. "og så gælder det også om hvad du vil gøre når du har det og hvad du vil give mig for det" sagde han med et ondt smil.

Hun krympede sig lidt ...det var ikke helt ufarligt at forhandle med ham på denne måde, det vidste hun så ganske udmærket.
" hvilke egenskaber har sværdet...hvad kan dét...giver det magt ..kan det dræbe væsener?"Camille ville afprøve hvad han vidste om sværdet.
Bagefter spurgte hun.." hjælp mig som undskyldning....bod...for hvad din datter udsatte mig for...så er vi kvit" hun afventede hans reaktion...hans svar spændt.
Aldrig før havde hun følt sig så tæt på excalibur.

"hmmmm aftale men på en betingelse. når jeg har fortalt dig hvad jeg ved om sværdet så fortæller du mig hvad grunden er til at du vil have sværdet er og hvad du har tænkt dig at gøre med sværdet når du får fat i det og hvad du har tænkt dig bagefter når du er færdig med sværdet" sagde sakref med et ondt smil. der var en slags aura som om at camille var igang med at lave aftaler med djævlen eller noget.

Camille ignorerede auraen...sværdet ville hun eje af to meget simple grunde.
"deal...fortæl "sagde hun og rykkede nærmere med strålende øjne.Hun sendte Tristan en tænke,han ville have elsket at høre om sværdet også.

"okay deal." sagde sakref og satte sig op. og gik forbi camille. "sværdet blev lavet for flere tusinder år siden. det blev nemlig lavet til prins arthur for når han blev konge ville han bringe fred til kongeriget kamelot men der kom et problem. hans far tog sværdet sværdet før merlin kunne nå at give det til arthur da merlin var kun en tjenestedreng der der gemte sig fra arthurs far. fordi arthurs far søgte kun udryddelsen af alle magiske væsener og hvis han havde sværdet ville han kunne det med lethed. men merlin fik fat i sværdet igen og lovede dragen der havde givet sværdet kraft at han ville gemme sværdet hvor ingen ville kunne finde det. og han smed det så i søen. men senere fik merlin brug for sværdet igen for at kunne stoppe den onde heks morgana og de andre onde troldkvinder og han fik så sværdet fra damen i søen og fik knust morgana. og derefter viste merlin at han var nød til at gemme sværdet så ingen kunne tage det andre end dem der vil bringe 100% godhed og viser intet ondt i livet. og merlin låste sværdet fast til en stor sten. det siges at sværdet kunne dræbe alt. selv de døde og udødelige. det siges også at sværdet er lettere end en fjer og at den på en måde kæmper for en men mere giver den ikke" sagde sakref med ryggen til camille. "og så siges det at kun en arving af kong arthur vil kunne trække sværdet ud af stenen" sagde sakref derefter.

Camille strålede..."det gør også at man ikke kan såres alvorligt...blodsår vil hele hos den der har sværdet...dét er en af årsagerne til jeg ønsker det i min besiddelse". Camille holdte en pause.
Hun ville ikke kigge på ham da hun forsatte..."min mor dødede da jeg var kun 5 år...et af de få mindet jeg har er min mor gentagende gange , når hun puttede dynen om mig ved aftentide, ofte strøg min kind og sagde ' glem nu ikke min skat, at du har blod i dine åre...ligesom kong Arthur...og det skal du altid huske...det og meget andet løber i dig".
Camille gik rasteløs rundt.
"Jeg aner ikke om det var dril eller leg...eller alvor...for jeg ved ikke hvem jeg er...hvad jeg er" Camille tørrede en tåre væk, imens hun stod med ryggen til ham.