En uforståelig drøm ? ( Sakref M.)

zaela rystede på hovedet "nope jeg sov slet ikke men jeg behøver det ikke så ofte" sagde hun og smilte venligt. nika kiggede hen på camille. "du må godt klappe teltene sammen da vi skal ikke være her mere men der er ikke andet vi skal have hjælp til" sagde nika og kiggede lidt rundt som om hun holdte øje med hvad der skete rundt omkring.

" jamen dét gør jeg så !"
Camille vendte al opmærksomhed og energi på teltene.
* Damn...skulle have været blevet spejder Istedet for læge * og så begyndte hun pille lidt ved nogle pløkker.
Der var lidt aaen og næsen og fra tid til anden kunne man godt frygte uheld ville indtræffe, som i et spændende cirkus nummer. Men udover en klemmelus og en hudafskrabning på den venstre kind, var der ingen dødsoffre og teltene blev slået sammen.
Camille strålede af glæde da hun meddelte at " dét var klaret nu ".

zaela kiggede hen og pakkede nogen ting sammen. "det samme er maden så kom hen og sæt dig så er der nemlig morgenmad" sagde zaela og tog brødet frem. det så mere lækkert ud end det man så ind af et bager vindue. gad vide om det smagte bedre end det. hun tog en kniv frem og skar nogen skriver brød ud og de allesammen tog noget brød og tog derefter noget ost og marmelade og chokolade frem og så lavede de sig nogen mader.

"uhh dét lyder herligt..jeg er faktisk også sulten ".
Camille gik over til de andre , fik skåret et stykke sf brødet og satte sig til at nippet små bidder af med fingrene og spiste.
"skøn smag..hvilke slags brød er dét lige Zaela ?" Camille selv var tæt på en naturkatastrofe i et køkken så hun elskede og var dybt taknemmelig når nogen tilbød hende hjemmelavet mad.

zaela smilte med glæde over at folk kunne lide hendes kogekunst og rødmede lidt over det. "tjaaa... chef underviste mig lidt i hvordan man laver mad så. han er jo verdensmester til at lave mad nogensinde du skal bare se den mad han laver normalt til os alle. det er som at være på et fem stjernet resturant" sagde zaela med et venligt smil og tog en bid af sin ostemad. på bålet var der blevet sat en kedle med vand på så der også ville være kogt vand til te og kaffe også.

"dét lyder som ren luksus, tænk ikke at skulle lave mad selv...kun når man har lyst !" Camille fik et drømmende udtryk i øjnene og håbede en dag at kunne ansætte en til at gøre rent og lave mad.Men nogle drømme er mere søde når de ikke leves ud, for ivirkeligjeden ville hun aldrig kunne trives med at andre mosede rundt og gjore rent efter hende,imens hun skulle kigge på.
"Nå...hvor tager vi så hend nu ?" Ville hun gerne vide.

de rejste sig op og satte deres plader og alle pander og ting og sager tilbage i taskerne. nika kiggede hen på camille og pegede ud i skoven. "vi skal den vej hen til bjergpasset og der vil vi kunne støde på en trold men det kan dog være at der er endnu værre ting i det pas. der kan være harpyer eller bjerg gobliner eller endnu værre hydralisk" sagde nika med lidt frygt i sine øjne da hun sagde hydralisk. gad vide hvad det er for et væsen.

Camille tænkte lidt over Nikas ord.Hun synes at have stødt på omtale af Hydralisk kreaturen et eller andet sted, og prøvede at gennemsøge sine erindringer. det eneste hun kom op med var at den vist nok havde en form for kløer, men ikke engang det var hun helt sikker på var korrekt.
En lille gysen løb ned af heneds ryg, var hun overhovedet forberedt på det her, ville hun kunne klare det, presset?
Eller havde Tristan ret, hun havde et særligt talent for at lande i situationer der ikke var gode for hende?
Well, nu var hun her og hun ville bare have det sværd, som der på en eller anden måde var linket til hende ,forbundet til hendes underlige blod og stamtræ.
Hun så på Nika " Hvordan slår man en Hydralisk ihjel Nika? " søgte hun lidt information om, efteralt hvis de skulle counter en på deres vej, så måtte hun jo forsøge at kæmpe mod den, om hun ville eller ej.

nika rystede på hovedet "du kan ikke slå en hydralisk ihjel eller i hvert fald ikke hvad jeg ved. men hvis der er noget der kan dræbe den så er det noget meget meget meget sjælden viden som jeg ikke kender. du skal nemlig vide at en hydralisk er et væsen med formen af en kæmpe høne med skæl og en slangehale og en lang tvedelt tunge. det er et væsen med kraftige evner og dens værreste evne er at den kan forvandle alting levende til sten. og jeg mener alt levende og der er ingen vej tilbage derfra" sagde nika og kiggede på camille. det så ud til at nika ikke spøgede med hvad hun sagde.

* ikke slå den ihjel...jamen , vi er jo doomed* for gennem hendes tanker mens hun forsøgte at se upåvirket ud.
Hun tænkte lidt og spurgte så " der må da være en anden vej....hvis vi møder den og den er..vred bliver vi sten siger du...dét lyder lidt dom en dårlig plan ".Hun skælvede lidt og tænkte at havde hun bare haft Excalibur...dét virkede på alle magiske skabninger..hvilket var en god grund til at ønske sig ejerskab over netop dét sværd.

"dog er vi heldige at de er virkelig virkelig virkelig sjældne jeg snakker om at der er nok højst 12 tilbage i hele verden og de kan ikke skabe flere af deres art men de dør ikke af alderdom eller mangel af mad" sagde nika bagefter. hun rejste sig op og alle tog deres tasker da de var færdige med at spise. "lad os komme afsted igen ingen grund til at blive stående her og hænge vi har jo et eventyr at klare" sagde nika med et smil.

Camille klappede et par gange i sine hænder."Yes...lad os sætte i gang " medgav hun.
Hun hentede sig store rygsæk og baksede den med besvær om på ryggen.
Dét var utroligt hvad hun havde kunne på plads til dernede, men den var også pakket tæt.
Hun holdte sig lidt ubevidst nær ved Bron, sikkert fordi han havde passet fint på hende på deres første mission.
Camille bukkede sig ned efter en kraftig egetræs gren.
Hun ville snitte den skarp i begge ender som et våben hun både kunne parerer med og spidde noget med.

bron så det camille var igang med så han stak en hånd dybt ned i sin taske og rodede lidt i tasken og trak et okay langt sværd med bælte og skede frem af tasken og rakte den til camille. "her den vil være til mere nytte end den lille pind" sagde han med en stille stemme. det var et flot langsværd med flotte runer på bladet og var lavet af nogen gode materialer. da camille fik sværdet i sine hænder kunne hun mærke at sværdet næsten ikke vejede noget. det var som at holde en lang tynd fjer. camille kunne også mærke en slags energi strømme ind i sig da hun rørte sværdet som hvis sværdet var magisk.
efter noget tid og en lang hård gåtur igennem skoven kunne man tydelig mærke den store forskel i klimaet. før var det okay fugtigt og varmt og nu var det tørt og virkelig koldt. de andre tog deres tykke frakker frem og tog dem på og begyndte nu at gå ud af skoven og nu op af bjerget af en sti der førte dem imellem to bjerge. man kunne tydelig se at der var en sti imellem bjerget fordi selve sneen der var på stien var fejet til sidderne som om nogen havde gået med en stor kust og fejede det til sidderne. gad vide hvem det kunne være der havde gjort det?. nika stoppede op ved et fodspor der var i sneen. er du gal det var et stort fodspor. det var ca tyve gange så stort som camilles fod hvid ikke mere og så var det helt rundt som en elefants bortset fra tre udstikninger der kunne ligne tæer på den store runde fodspor. "vi har skam en trold at snakke om her så det er ikke det farligeste nogensinde" sagde nika og rejste sig op igen.

Camille blev oprigtig overrasket over Bron, overrasket over han tilbød hende et sværd og tog dét som et udtryk for venlighed og måske en omsorg for hendes velbefindende.
"wow...Bron, dét er smukt " ytrede hun spontant og lod hendes fingerspids kærtegne runerne og hun mærkede straks de mærkværdige viberationer sværdet sendte gennem hende.
"Hey ? Hvad kan dét sværd her ?dét ikke helt almindeligt, vel ?" Hun løftede sit spørgende blik fra sværdet og op på Bron.

De gik videre, en lang og hård vandring, men Camille hverken peb eller klagede, selv om turen var trættende på alle måder.
De stoppede ved et kæmpe fodaftryk og da dét var vurderet at komme fra en trold, tænkte hun * here we go...vi bliver slagtet levende * med højt udstødte hun blot et lille fløjt.
Nogle brag og høje lyde kom indefra en stor tæt gruppe af træer.
Jorden synes at ryste under deres fødder, som noget tungt eller nogen virkelig enorme fødder var på vej mod dem.
" den kommer...trolden kommer " hviskede hun og rakte ud efter Brons arm, helt instinktivt.
Og ud af de høje træet kunne man nu se den træde frem med de store øjne rettet direkte mod dét lille rejse følge.

ud af skoven kom den støreste trold nogensinde. den var lige præcis højere end selve træerne med hænder lige så store som en elefants fod og det samme med dens fødder. oppe på dens mærkelige formede ryg var der en masse skrammel fra træ til sten til metal der lå bygget op af hinanden så de sad fast. trolden kiggede på dem med sit dumme ansigt der sagde meget om hvor kloge de trolde der er på jorden er. den gik hen så den spærrede for vejen op af stien igennem bjerget. "i betale i passere. giv mig mønter" sagde den med dumme ord og dårlig accent som hvis man hørte et dumt barn snakke. hvis det ikke var fordi den lige var for at den var lige så stor som en elefant der gik på to ben så ville det bare som et dumt barn. nika gik frem hen imod trolden. "hvor mange mønter skal du have for at vi alle kan komme forbi?" spurgte nika trolden. trolden stod lidt og tænkte også selv om det så ud til at være svært for den at forstå noget af hvad hun sagde. "i give mig mønter. skindende mønter. giv fem mønter. fem mønter for en lille tingest" sagde den og nika nikkede og vendte sig imod de andre. "den vil have at vi giver den fem guldmønter for hver person der skal igennem." sagde nika og sukkede lidt. dog var bron meget hurtig og tog en lille læderpose frem der raslede meget og smed den til nika og nika tjekkede om alle pengende var der og da det var så rakte hun den hen til trolden og trolden tog pengende og begyndte at tælle dem meget langsomt så den kunne nå at vide hvor meget den var nået til. efter godt fem minuter med ventetid hvor de skulle vente til at trolden var færdig med at tælle gik trolden til siden så vejen var åben. "i passere. i give mig mønter. i passere" sagde den og kiggede på dem. nika nikkede igen og begyndte at gå op af.

Camille tog synet af trolden ind.
Selv om den var enorm, var den ikke nær så frygtindgydende som hun havde forstillet sig.
Der var noget umiddelbart ubehjælpsomt over trolden, som havde den et barne sind i en al for stor og grov krop. Men den virkede ikke agressiv eller fjendtlig, på nogen vis.
Camille , igen taknemmelig for Bron, så på trolden der stod og talte mønterne...grundigt.
Hun havde næsten lyst til at gå over og ae den, som var den en stor elefant eller noget.
Hborfor havde de dog været nervøse for mødet med trolde?
Den gav dem lov at passere og efter Nika gik Bron og dernæst Camille...og så resten af flokken.
Camille smilede til trolden og sagde et lille" tak " da de begyndte at gå.
Trolen stod og kløede til på toppen af hovede , som forstod den ikke helt hvorfor den stod der og bare kiggede, med en pose skinnende mønter i hånden.
Det så ud til de ville komme igennem , uden de store problemer.

de gik igennem passet og da de var nået et godt stykke ind i passet stoppede nika op. passet var ikke længere fejet væk for sne. "åh nej det her er ikke godt. allesammen gør jer klar til kamp vi er nu nået igennem det stykke som trolden beskyttede og vi er nu nået til et neutralt område og derfor er vi sikkert i fare når vi kommer derind. hold øje med alting" sagde nika og pludslig ud af det blå dukkede der en tynd metal ring op der svævede rundt om hendes arme som om de var magnetiske til hendes arme. de andre trak deres våben og bron tog de to skarpe ringe frem og skar sig selv så der kom blod ud af hans håndled og han lavede to korte blodsværd end til videre og han stoppede med at bløde. nika lavede et håndsignal til at de skulle bevæge sig frem af. de gik hen af vejen nu over det tykke lag sne der var på vejen nu. nogen små sten oppe fra bjergene trillede ned nogen gange og hver gang gjorde nika signal til at stoppe og efter lidt tid gik de videre. efter et godt stykke tid var de nu nået til et sted i passet hvor der var mange grotter og huler i bjergene. nika og de andre så ud til at nu at være mere forsigtige end før.

Camille så de andre gjore sig parate, selv havde hun snittet nogle små spidse træ pæle som hun via hendes tanker kunne sende afsted, og samtidig greb hun ud og trak sværdet hun havde fået af Bron.
Hun drejede omkring og gik med ryggen til de andre, for ligesom at dække deres bag, hvis nu de skulle blive angrebet bagfra
Camilles blik var fokuseret og hendes krop anspændt.
Pludselig var der bevægelse i noget sneklædt kradt nær ved.
"derovre ...der er noget der " hviskede hun og puffede til den der stod nærmest hende, bag hendes ryg.
Et par gule øjne stirrede ud på den.

nika vendte sig hurtigt om og i en glidende og hurtig bevægelse imens hun vendte sig om så man hvordan ringen på hendes arm begyndte at lyse svagt med runer og den begyndte at dreje hurtigere og ud af hendes hånd skød hun en ildkugle der fløj igennem luften og ramte næsten væsent hvis det ikke var fordi den hoppede væk. nu kunne man tydeligt se hvad det var. det var et lille væsen ikke særlig større end en dværg. den havde helt grøn hud og giftgule øjne og snavset hår der strittede til sidderne. ellers var den klædt i noget der lignede snavset metal og læder blandet sammen over hele dens krop som rustning. "shit det er bjerg gobliner allesammen gør jer selv klar!" råbte nika og kiggede på det mærkelige væsen. det lille væsen trak en mærkelig formet sværd frem der var nok kun lige så stor som et kortsværd for de andre. den begyndte så derefter at lave en slags skinger klirkende skrig ud i luften og i det den gjorde det drejede nika sin arm lidt og slog ud i luften og hun skød et kæmpe lyn ud af hånden som dræbte goblinen. nu kunne man høre genkaldene lyd som den goblinen lavede. jorden rystede nu kraftigt og ud af alle hullerne og grotter der var i bjergene sværmede det ud med gobliner som lignede den anden bare mere beskidte. de kravlede oppe af væggen og hen af jorden og lignede bare firebenet edderkopper på en måde. brons sværd udvidede sig fra at være kortsværd til hans normale lange tohånd sværd. de stod allesammen rundt i en cirkel om hinanden og var klar til kamp.

Camille så lynet og den like grønne fyr der hurtigt og adræt sprang til side.
Han havde snavset hår og underlige ting spændt på sin krop.
Selv om dét nok var temmeligt malplaceret, var der noget ved den lille fyr der vækkede en slags moderinstinkt hos Camille.
Måske den intet ondt ville dem ? Men så trak den et sværd og begyndte at skrige.Camille måtte holde sig til hovedet. Så skingert var dét.
Så myldrede dét frem og de krøb afsted på en unaturlig måde, som edderkopper hvilket gjore dét en hel del nemmere for Camille at finde hendes fighter instinkt frem og desuden så de onde som en i helvede ud.
Hun svang sværdet og begyndte at hugge løs, på de første der nærmede sig hende.
Hun lukkede øjnene hver gang klingen skær igennem nogen, hun brød sig ikke om synet, men håbede hun gjore dét korrekt.

hun kunne mærke hvordan sværdet faktisk hjalp til på en måde med at dræbe de gobliner. de andre var også begyndt at gå til angreb imod goblinerne og der var en virkelig stor kamp hvor det så ud til at de næsten aldrig stoppede med at komme. for hver af dem der blev dræbt kom der ti mere fra grotterne og tog dens plads. men efter en god lang kamptid som var hård og drænene for de mest utrænede kæmpere stoppede de med at komme og så ud til at bakke lidt bagud og mange af dem begyndte at flygte på en måde tilbage i grotterne. men det var ikke fordi de var bange men fordi nu blev de erstattet af dem der nok var deres elite tropper. det var nogen mærkelige gobliner der red på kæmpe edderkopper der var lige så store som et menneske hvis ikke større. de var bevæbnet med spyd med gift på og lange sværd der var som en tohånds sværd for dem. nika viste dog godt at det ikke ville være så godt. hvis en af dem fra gruppen blev forgiftet ville de være nemt besejret. pludslig dukkede der to ekstra ringe rundt om hendes arme og hendes hænder stod faktisk i store flammer og hun begyndte nu at skyde ildkugler på størrelse med edderkopperne ud af hænderne og den måde hun angreb på fik det til at se ud som om hun faktisk på en måde dansede imens hun angreb. hendes bevægelse var bløde men alligevel hurtige og fine og fødderne var med i arbejdet. dog så det ikke ud til at hendes kimono kunne holde til varmen fra flammerne og der gik ikke så lang tid før ærmerne på hendes kimono var blevet brændt væk så der ikke var nogen ærmer mere så man kunne se hendes flotte sorte hud der så ud til at være godt vedligeholdt. dog døde edderkopperne og deres ryttere hurtigt men nu løb de også og ud af grotten hørte man et brøl. man kunne tydelig se hvordan de andre gobliner der stod som tilskuer blev bange og løb ind i deres grotter igen. et skarp lys kom pludslig fra en af grotterne. nika stoppede sine flammer og de to ringe forsvandt igen så der kun var en. hendes kimono var nu helt ødelagt. der var ingen ærmer og mange steder var der brændt igennem så der var huller i den og hendes ene side af kimonoen var så ødelagt at man kunne se hendes røde bh.
pludslig ud af grotten sprang der et kæmpe monster ud. hele grotteudgangen sprang faktisk i stykker da monsteret var for stort for hullet. nu kunne man se monsteret. det lignede et væsen der var rent ud skabt af lava. man kunne se hvordan dens 'hud' dryppede med lave og isen under den fordampede meget hurtigt væk. i dens hånd havde den en kæmpe morgenstjerne lavet af lave og metal blandet sammen. den brøllede med sin ild ånde og med det samme vendte nika og de andre sig om og løb afsted. "lava golem løøb nu lad os komme ud af det her pas!!!!!" råbte nika imens hun løb med sine fulde lunger. da de andre var løbet afsted kunne man høre hvordan jorden under dem rystede fra fødderne fra golemen. den var lige så stor som trolden hvis ikke større. der gik ikke så lang tid i den fart de var i at de kom ud af passet imens de så hvordan hele passet faldt sammen over dem og hvordan store explotioner i bjergets sidder gjorde at lava fløj ud af store huller i bjerget. det var som det rene kaos men nu kunne de se en kæmpe skov. her vil de kunne finde tilhold og flygte fra den.

Dét vendte sig i Camilles indre ved synet af de King size store edderkopper , hun kunne ikke fordrage de kryp...og dét var den pæne formulering.
Hun brugte og kæmpede dét bedste hun havde lært gennem årene og priste sig lykkelig for at hun faktisk var rimelig anstændig med et sværd.Men der var nu også et eller andet ved sværdet hér , hun måtte huske at udspørge Bron når lejligheden bød sig.
Der kom flere og flere og Camilles kræfter kørte nu på reserve tanken, så var dét at Nika begyndte en raffineret form for angreb, der nærmest lignede en dans.
Men den var effektiv.
Hun så dog ud til at have problemer med ikke selv at blive forbrændt , så Camille fiskede en vandflaske op a rygsækken, med en hånd og kastede vandet over Nika i et hjælpeløst forsøg på at minimere skaderne , da hende tøj gik i brand.
Da et laveligende monster trådte frem, satte de alle i løb ,alt hvad de kunne spænede de afsted og Camille standsede på intet tidspunkt for at se sig tilbage.
Først da de nåede skoven, satte de farten ned og følte at faren var drevet over.
Camille dumpede ned i græsset. stakåndet og øm i muskler og led.
"py....dét var en close call " pustede hun og tørrede nogle dråber af sved væk fra panden.
"Er alle okay...nogen skrammer ?" Ville hun.vide.

nika stoppede op og vendte sig om men med det samme kunne man se hvordan lavaen fløj op i luften og satte ild til træerne. "det er ikke slut endnu allesammen løb igen!!!" råbte hun igen imens den store lava golem trampede igennem skoven som var det ingenting. de allesammen løb men pludslig opdagede camille at hun var kommet væk fra de andre og var helt alene i skoven nu. hun mærkede imens hun løb at da hun nåede til en lysning i skoven at hun fik spændt for bene på grund af en af rødderne fra træerne stak op af jorden og hun mistede balancen. nu var der ild hele vejen rundt om hende i skoven og hun var nu fanget i lysningen. den store lava golem stod nu og gik med store langsomme skridt hen imod camille. alt hendes energi var på en måde drænet og hendes sværd virkede tungere end før nu. men da det hele så sort ud skete der noget. lava golemen kastede sin store lava morgenstjerne imod hende men et mærkeligt mørkt væsen dukkede op foran og holdte med en let hånd frem af imod morgenstjernen og den gik i stykker som ingenting. det lille væsen som nok var halvt så stort som camille i højden stod nu der. den var dækkede af blå lignende krystaller og havde på en måde udsenet som et pindsvin som den der mærkelige figur fra tegneserien sonic the hedgehog. den kiggede med sine flotte røde øjne på camille og vendte sig om imod golemen. dens hud var mørkelilla så og så meget sjov ud på en mærkelige måde. golemen så virkelig sur ud og i et kæmpe løb. gik den imod det lille mærkelige væsen. men væsenet stod bare stille og kiggede på golemen imens den løb imod den. pludslig blev dens fingre skarpe og havde nu skarpe krystaller der stak ud af dens fingre. den hoppede derefter imod golemen og faktisk fløj igennem den og golemen eksploderede og var nu dræbt. det lille væsen stod nu og kiggede på camille igen og camille kunne nu mærke nogen trække hende op fra jorden af. det var nika der stod ved siden af hende. "kom nu vi skal væk hurtigt hele skoven er i flammer" sagde nika. det mest mærkelige var at nu var det lille væsen væk igen. som om den aldrig havde været der.

det lille væsen

For Camille der for dét meste befandt sig solidt placeret med begge ben på jorden i 'den mere normale' del af verdenen, var dét en stor mundfuld at fordøje.
Først endnu en flugt , selvom kræfterne var ved at rinder ud, så dét gruefulde chock over at være blevet væk fra resten af gruppen.Hvor typisk for hende, selv der kunne hun miste retningssansen.
Så lige da hun frygtede et personligt ophør med lavakæmpen, som hun sikkert ville tabe big time, så dukkede den her lille fyr op.
Meget speciel og faktisk lidt sødt , den viste sig at være på Camilles side....ihvertfald var den 'antilavatrold' og dét var jo hendes held.
Hun sad og forsøgte at tvinge sig selv op på sine ben, og et solidt greb gik hende trukket op.Dét var Nika.
"hvor godt at se dig " udbrød Camille og gav hende et lidt fortumlet knus.
" så du den...så du den lille fyr dér ?...hvad var dét for en ?" Spurgte hun nysgerrigt og så sig omkring.
* hvor blev den nu af *, tænkte hun og så sig omkring.

"hvad snakker du om? lille fyr? der er ikke nogen jeg tror du har indåndet for meget røg kom lad os skynde os væk de andre løb i forvejen da vi så at du var blevet væk og de ville mødes os ved bjergbyen stonehelm men kom lad os skynde os væk hele skoven er i brand!" sagde nika lidt stresset og trak camille op og faktisk hev camille afsted igennem skoven end til de nåede en lysning over en flod i skoven. der lagde nika sig udmattet på græsset. hendes tøj var næsten helt ødelagt men hendes hud så ud til at have ingen skrammer. ikke engang de flammer hun havde lavet havde brændt hende. måske kunne hun slet ikke blive skadet af sin egen magi men kun hendes tøj. hun lå udmattet og kiggede på camille. man kunne se hvordan nika har svedt igennem sit tøj af det hun havde tilbage. "sikke en tur" sagde nika. camille kunne mærke at alt den løben var ikke noget hun måtte have været vant til og hendes før lette sværd var nu lige så tung som at bære rundt på en stor sten