En uforståelig drøm ? ( Sakref M.)

sakref smilte lidt og vendte sig imod camille. "du skal forstå at sværdet i stenen er ikke det stærkeste sværd i verden der findes mange andre ting der er lige så kraftfulde og nogen der er mere men det er et godt valg af ting at prøve at få fat i" sagde sakref med et nogenlunde ondt smil.

Hun greb fat i hans arm og sagde en anelse ivrig...eller måske desperat..."Så sig mig hvordan...hvordan får jeg det?" Camille var helt sikker på nu at Sakref faktisk vidste hvor sværdet var og måske hvem der havde det.
Han virkede dog lidt...udspekuleret...der var noget i hans smil.Camille slap hans arm og trådte lidt væk.

sakref smilte bare mere ondt af hele den situation. "jamen du bedte jo kun om at få af vide hvad den gjorde og hvad jeg viste om den. det andede kommer til at koste ekstra" sagde sakref med et meget ondt smil. på en måde camille fanget i en eller anden sammenbinding i hele den her stuation. "og hvem siger at jeg ved hvor sværdet overhovedet er" sagde han med et endnu mere ondt smil.

Camille knyttede sine hænder og følte at han legede med hende som katten leger med musen.Men hun var ingen lille mus...han kunne vente sig.
" Du ved det...du ved det udmærket...fortæl og nævn din pris " snerrede hun af ham.

sakref begyndte at grine i et kort øjeblik "rolig nu tiger du har ingen grund til at sætte mig som en fjende. du skal forstå at rigtige venner hjælper ikke uden noget til gengæld" sagde sakref med et mere særiøst ansigt. "men okay. jeg fortæller dig det sidste af det jeg ved og til gengæld holder jeg en tjeneste tilbage fra dig af så når jeg får brug for en tjeneste så gør du det om det så betyder at du skal gå i seng med et helt fodbold hold på en gang imens du synger der var et dejligt land" sagde sakref bagefter. "jeg ved det er her i werclare et eller andet sted. jeg har hørt at en dæmon havde fundet sværdet og havde begyndt at fjerne selve stenen med hjælp af magi til at knuse stenen langsomt" sagde sakref bagefter. "men mere ved jeg ikke. om sværdet. jeg ved ikke hverken om hvad for en bygning det er på eller om hvem dæmonen er" sagde sakref og man kunne tydeligt se i sakrefs øjne at han fortalte sandheden.

Camille fandt sig al for opkørt til at kunne falde til ro.
Han vidste dét,vidste hvor Excalibur var og Camille måtte bare have den information.
Hun lyttede derfor nøje til ham og skulle lige til at rette på ham, 'rigtige venner hjælper éen uden at kræve noget til gengæld, uden ! ' , men hun lod det passere fordi hun var klar over at han ikke bare ville hjælpe hende,for hendes blå øjnes skyld.
Det næste Sakref sagde, protesterede hun dog over lige med det sa"Jeg vil hjælpe dig når du beder om det , det er den aftalt vi indgår, men forstå min 'dyd' er ikke en brik du kan rykke rundt med i dette spil, så et eventuelt fodboldholdt der skal glædes ,kan du lade datteren din intertaine" svarede Camille lidt hidsigt , men lyttede interesseret med til det Sakref fortalte.
Sværdet ....hér i Werclare ! I besiddelse af en dæmon!
Camilles hjerne kom i omdrejninger....hun kendte udover Sakref , bare to dæmoner....hvor mange mon der fandtes i Werclare? Nå...nu havde hun et sted hun skulle begynde , hun havde 'en høne at plukke med Zean og Crasie...måtte finde ud af om de vidste mere eller ....kunne en af dem ...have sværdet?Camille så op på Sakref med spørgsmål i hendes blå øjne..."Andet jeg burde vide ?" Spurgte hun forsigtigt.

sakref rystede på hovedet "nope, niks, nej ikke mere" sagde sakref som om han prøvede lidt at skjule noget. men det var ikke sikkert. han så ikke ud til at lyve. sakref gik stille og roligt tilbage til sin trone og satte sig. "nå ja du har forresten et løfte du skal holde" sagde sakref og rejste sig fra tronen igen og gik hen til camille. "ser du jeg kender mennesker og væsener og jeg ved nok til at folk aldrig vil glemme noget dårligt" sagde sakref og tog en lille sort bog op af lommen. han slog på den to gange med sin ene finger og bogen sprang ud til at blive en kæmpe bog. bogen var kul sort og så ud til at have sorte sider med neongrøn skrift. sakref bladrede hen til en side og begyndte at mumle noget "spectus, ractus, fexamus rictus" mumlede han og inden camille kunne nå at reagere prikkede han hende i panden og man kunne høre en slags gnist ved hendes pande og hun fik pludslig kraftig hovedepine. som om nogen prøvede at slette noget af hendes hukommelse. var det hvad sakref lige gjorde? slettede hendes minde om det hun gik igennem med zaela?

Camille observered hvert et ansigtstræk han lavede og holdt nøje øje med hver en bevægelse.
Det virkede som han havde fortalt hende den rene sandhed...men måske alligevel listig som han var, havde undladt en enkel ting eller to ?
Sakref havde ret, tænkte Camille, mennesker. huskede dårlige oplevelser, såvel som de gode...det var jo sådan de lærte af deres tidligere erfaringer og kunne træffe mere hensigtsmæssige valg efterfølgende.
Så hun nikkede bare bekræftende og så på en store sorte bog ,men den grønne skrift...den virkede ildevarslende.
Camille kunne ikke helt tydeligt høre hans mumlen, men kunne dog høre han talte på latin.
Hun nåede ikke at handle, før hun mærkede prikket i panden og en gevaldig hovedpine fluks indfandt sig.
Camille tog begge hænder op til hovedet og bøjede sig en anelse fremover , de bange anelser kom med det samme, hun vidste han havde manipuleret med hendes hoved og tanker.
"SAKREF.....hvis du ikke behandler mig med den respekt.....j.... Argh" Camille holdt inde, hovedpinen bankede løs og hun havde vanskeligt ved at holde tankerne sammen.
"Hvad har du gjort ? " hvæsede hun af ham.

"ingenting. jeg holder bare aftalen. for at kunne tilgive en for noget skal man glemme det personen har gjort og det er det jeg nemlig har gjort med bogen af skygger" sagde han og pegede på bogen. gad viden hvad det var for en bog? og hvad der stod i den. camille kunne mærke hvordan de dårlige minder om zaela. de dårlige mareridt hun havde om zaela og det sidste med zaela blev slettet på en måde og ændret til at camille var gode venner med zaela fra starten af "bare rolig du får lov til at beholde resten af din information som jeg gav dig om excalibur men husk på. jeg fortjener mere respekt end dig. du skal huske hvem du taler til og hvem der er stærkest her. hvis du vil virke stor og stærk så husk på at så skal du være det og ikke bare stor i munden. som resten af din menneskehed er" sagde sakref og så skete der noget med sakref. det var som om han skiftede i et kort sekund udsene. det gik meget stærkt så man viste ikke helt om det var virkeligt eller bare ren fantasi men det lignede som om han forvandlede sig i to sekunder til en anden udgave af sit ulækre udsene. håret lignede mere ond videnskabsmand hår og hans tøj var også videnskabsmands tøj og hans øjne var ikke mere grønne men kul sorte som om han ikke havde nogen øjne. men det gik så stærkt at det var kun som et blink med øjet. efter det blink begyndte sakref at hoste kraftigt. så kraftigt at han selv faldte på knæ og han så ud til at hoste noget sort op. om det var blod eller noget andet var ikke sikkert. han tog et lille tørklæde han havde i lommen og tørrede det væk fra hånden og gik halvbukket hen til tronen og satte sig.

"Sletter du noget af min hukommelse ?! " stønnede Camille og rystede på sit hoved, som forsøgte hun at ryste sin hovedpine ud af hovedet.
"Det var ikke en del af aftalen.... jeg indvilliget i éen tjeneste og nu da du er ved at delete min hukkommelse om ..Zaela" Camille tog sig til hovedet, hun kunne huske der havde været stort ubehag og ballade, men ikke længere huske over hvad...minderne blev mere og mere utydelige...hun talte igen til Sakref " Hvis dit ønske er at jeg skal glemme....så er vi hermed kvit og jeg står ikke længere i gæld til dig! ".Det sortnede for hendes øjne og hun hallucinerede , hendes syn spillede hende et pus, hun synes at se et kort glimt af ham som gal videnskabsmænd, Arh...hun fik sikkert ikke nok ilt til hjernen, den pokkers hovedpine...de små blodkar, kapilærerne, trak sig sammen.
Hun bed sig lidt i læben, da han irettesættelse hendes opførelse, som var hun en uopdragen unge.
Hun kiggede på ham med trods i blikket og ønskede at hun kunne sige at hun ikke var bange for ham...men hun ville ikke tale sandheden, og det ville han med garanti vide.
Hun så han knejsede sammen, hostede 'noget op'?
Hendes stemme ændrede klang og blev mere mild "Sakref...eh, er du ok ?" spurgte hun bekymret.

sakref hostede lidt imens han sad på sin trone. "ja ja jeg er okay. tror bare jeg er ved at blive syg med et eller andet" sagde han halvsvagt. som hvis han var ved at blive syg. men så skete der noget. det var som om sakref kom i tanke om noget. for lang lang tid siden. hans blik begyndte at fakte rundt over det hele som om han blev panisk over et eller andet. hvad var det mon sakref kom i tanke om. og hvad kunne det være som gjorde at sakref blev pludslig så panisk.

Camille tog hånden op og 'nussede' lidt hendes egne læber eftertænktsomt.
Noget havde ændret ham, svækket ham eller blot gjort ham ængstelige...men hvad?Camille sp sig omkring i salen, men alt så tilsyneladende ud til at være i fin orden.Hun slog ud med hånden i en imødekommende gestus.."Der er noget off her, nu fortæller du mig hvad der sker, ellers er det ikke muligt at...hjælpe dig " sagde hun stille og kiggede sig endnu en gang over skulderen...Stemningen havde ligesom ændret sig i rummet...var noget på vej ? Noget slemt ?

"den er på vej. men det er alt for tidligt for den at den skulle komme. jeg burde have masser af tid. men min opgave ser ud til at blive mere kritisk nu end nogensinde" mumlede sakref på en hvis plan en smule sindssygt. hvad fanden fablede han om.

Camille kiggede sig igen omkring, op i loftet og rundt i lokalet...sågar under hendes ben og fødder.
Hvis Sakref var bekymret og skræmt over 'den' der kom, så vidste Camille at hun formentlig skulle gå i gang med at nede sin fader vor.
Men nu var Camille ikke troende...ihvertfald ikke på éen gud.
"HVAD kommer, spyt så ud mand....hvad vil der ske og skal vi kæmpe ? ".
Camille begyndte at memmoriserer forskellige tunge eller skarpe genstande plaseret omkring i rummet.
Hendes hænder var knyttet og hendes krop anspændt.

"kan du huske hvad jeg fortalte dig om min størreste byrde? den med der kun kan fjernes hvis jeg får bygget min by igen. det er den der er på vej. måske ikke nu og måske ikke imorgen men inden for tre måneder vil den komme" sagde sakref med en smule frygt i sine øjne.

"That's all ?!" svarede hun sarkastisk og begyndte at vandrer lidt omkring.
Så havde hun ikke hallucinetet, synet havde haft sin berettigelse.
"Så synes jeg vi skal komme i omdrejninger og finde på en midlertidig løsning ,for at opbygge noget som helst nu, er det ikke tid til ...skal jeg låse dig inde et sted?" spurgte hun og en lille del af hende fandt faktisk den tanke helt uorden.

"nej har prøvet at blive låst inde. virkede ikke. den eneste måde vi kan stoppe den på er hvis jeg for samlet de fire kaos medaljoner. jeg har end til videre næsten en medaljon. jeg mangler kun et stykke til den og så er den samlet" sagde sakref og rejste sig op.

Camille stirrede på ham et stykke tid med let åben mund.
Så talte hun endelig .."Du har NÆSTEN en...og du skal have fire ...helt ærligt, det jo helt urealistisk...En besværgelser der lammet dig ,kan det bruges?" Camille fik en pludselig kvalme, hvor underligt...hun rystede på hovedet.

"nej virker hellere ikke det blev også prøvet... imens jeg var låst inde. men det er den eneste mulighed vi har men jeg ved hvor de er da jeg har kortet til dem allesammen men det kræver mere at jeg får fat i stykkerne men der skal kun bruges tre stykker til at samle en medaljon så det vil sige at tre gange tre er lige med ni så jeg det kommer nok til at gå hurtigt hvis jeg selv gør det men endnu hurtigere hvis jeg også får mine lærlinge til at hjælpe men hvis du også gider at hjælpe går det meget meget hurtigere" sagde sakref med et smil.

Camille tænkte sig om et øjeblik og smilede så til ham.

"Jeg skal nok hjælpe dig...og resten af byen , men du skal vide at jeg arbejder helst alene,uden andre...og efter jeg bringer dig et stykke af din medalljon, så er det dig der skylder mig...en tjeneste..deal? " hendes øjne skinnede og hendes selvtillid begyndte langsomt at vende tilbage.

sakref lænede sig frem imod hende imens han sad på sin trone. "hvad siger du mere til at du hjælper mig med at få samlet medaljonerne og til gengæld så dør hele verden ikke og du vil ikke stå i første række. er det ikke en bedre deal?" sagde sakref med et noget særiøst ansigt. han havde jo ret. hvis han ikke nåede at få samlet medaljonerne inden for tre måneder. så ville jorden gå under og hvis hun gjorde ham for sur ville hun jo ende med at være den første i rækken

Camille trådte automatisk et skrit baglæns, da Sakref lænede sig fremover.
Noget ved ham gjore hende altid så usikker, selv når han indimellem var flink , var hun aldrig helt afslappet men altid lidt på vagt.
"Det ene behøver jo ikke udelukke det andet, men vi kan da godt sige at den del med du så skylder mig en tjeneste bliver droppet...hvis altsår du smider Excalibur oven i handlen? " sagde hun med en fløjelsblød stemme.Camille var stædig og ville bare ikke give sig...eller sælge sig selv for billigt.

// når jeg retter i emnet ,skyldes det bare nogle helt utydelige selvvalgte malplacerede ord, indsat a min mobil //

//det er helt okay :)//

sakref begyndte at grine og der gik et stykke tid før han stoppede med at grine "du vil have... hahaha... at jeg giver dig... hahahaha... excalibur på et sølvfad?... hahahahah det er sjovere jo mere jeg siger det til mig selv" sagde han imens han grinte højt og helligt. han så ud til at grine så meget at han var ved at få tårer i øjne. han stoppede langsomt med at grine og kom kun nu med nogen små hehe nogen gange. "du må altså lade hver med at få mig til at grine sådan der" sagde han og tørrede øjnene væk for tårer. "du tror virkelig at jeg kan bare 'give' dig excalibur bare ud af det blå?" sagde han og smågrinte lidt igen.

Camille var vidne til hans latter...han fandt det tilsyneladende meget morsomt at også hun havde krav.
Hvorfor skulle hun ikke have det?hvorfor skulle hun lade sig nøje? Hun ønskede Excalibur og hun havde en fornemmelse af at Sakref kunne give det til hende hvis han ville, han skulle muligvis anstrenge sig lidt og arbejde lidt ...men alligevel!.
"På et sølv fad ? Lagt i min hånd vil være tilstrækkelig...og eftersom det ER verdenen vi taler om at redde, så er et sværd vel en udmærket belønning...og jeg vælger altså Excalibur".
Hun stillede sig med armene i siden og hænderne på hoften.
"Kan du skaffe det til mig...ja eller nej ?".

sakref blik ændrede sig meget hurtigt. han så ud til at være noget mere sur nu. hans blik havde ændret sig så det lignede som om at hans øjne faktisk begyndte at ryge. han kiggede på hende dybt i hendes øjne. "du ved godt hvem du snakker til ikke? men jeg kan sagtens anskaffe excalibur hvis jeg følte mig godt tilpas til det. men det overrasker mig ikke at selv om du lige har hørt at jordens undergang kommer om tre måneder medmindre der bliver gjort noget ved det at du så begynder at forlange betaling for det. men sådan er jo mennesker. selv på deres endelige tid så er i grådige til det sidste men jeg kan jo være ligeglad med den her verden. det er jo ikke mig der dør og jeg dør aldrig uanset hvad der sker for lige så snart jeg er blevet overmandet når jeg er gået over til den tid så bliver jeg bare normal igen og kan intet huske. så jeg kan være ligeglad med hvad der sker med jer. jeg kan jo bare tage min tid med at samle de medaljoner og så hvis jeg ikke når det til tiden så er det jo ikke min fejl. jeg fik jo ikke hjælp nok jo så. men så kan jeg jo så bare forsætte efter det der er sket med at finde resten af medaljonerne så kan verden nå at starte forfra med deres kaos som de har gjort hvert 10000 år." sagde sakref højligt sakastisk. hun måtte have gjort sakref virkelig sur ellers ville han nok ikke være sådan.