På.... Stripklub?.... xD ~ Tráko (ya perv :b)

Sted. Den lokale Stripklub i Werclare
Omkring. Mænd og halvnøgne damer
Tid. 21.32
Vejr. Lunt og solen er ved at gå ned
Dag+dato. IRL
Påklædning. https://2img.net/h/oi53.tinypic.com/xpq0x3.jpg

Azriel vidste egentlig ikke hvad fanden hun lavede dér. Hun lignede en pige i starten af sine teenage år, og lignede ikke en person som ville sidde helt roligt i stripklubben. Hun så rundt på de perverse mænd, som råbte og opfordrede pigerne oppe på scenen til at smide tøjet. Mennesker. De gav hende kvalme. Hun kunne ikke lige se det ophidsende ved denne situation, og det må da være pinligt for pigerne at vise sig selv frem for halvfede og klamme voksne mænd.
Måske var det bare Azriel som var lidt gammeldags og havde hovedet skruet forkert på, men hun var altså lidt ligeglad. Hun rystede svagt på hovedet og sukkede lavmælt, og overvejede at tage hjem, men valgte dog at blive, da der intet var at lave derhjemme.
Hun sad for sig selv, i et af hjørnerne hvor man jo ikke lige ville se hen. Hun lænede sig afslappet tilbage med den ene arm over ryglænet. Hun havde købt sig en drink og tog nogle små slurk af den. Hvordan hun overhovedet havde haft kunnet få fat på den, vidste hun ikke. Bare det at hun var blevet lukket ind, var et mysterium....

Trako sendte et pift afsted mod en rødhåret kvinde der var nær ham. Han havde allerede brugt en del seddler denne aften, og noget tydede på at han endnu ikke havde brugt den sidste... Hver gang han besluttede sig for at tage hjem ad, dukkede der en ny pige op som ham bare MÅTTE se. Han begyndte pludselig at forstå hvordan kvinder havde det med sko... Da den rødhårede kvinde forlod scenen kastede han dog et blik rundt omkring. Han havde som han selv kaldte det, et falkeblik. Han kunne opfange hver en detalje som livet nu kunne byde på. Dog var den måske ik helt perfekt... Han havde trodsalt ikke opdaget at hans egen lærling var blevet en vampyr. På trods af den blege hud, de spidste tænder og hendes en smule anderledes personlighed. Han skulle til at pifte af endnu en danser, da hans øjne faldt på noget yderst mærkværdigt. Han havde i første omgang blot troet at det var en meget lav kvinde, men ved nærmere øjekast kunne han se at det var en lille pige. Han stirrede perpleks på hende. Hvorfor kunne en lille pige dog være interreseret i strip?... Hans tanker gled over på dæmoner. Det eneste han rigtig vidste om dem var at de var sex-fikserede og nogle gange havde horn eller lignende. Han kunne dog ikke huske om de bevarede et ungdommeligt udseende som vampyrer.. Vampyrer. Kunne også være et bud. På den anden side kunne det jo også være en datter til en af danserne, som var blevet slæbt med sin mor på arbejde for at forberede sig på selv at lærer det ærefulde erhverv som eksotisk danser. Han var dog stadig ikke helt sikker og begav sig derfor over til hende. Han havde en øl i hånden, som han tog en slurk af før han spurgte med en høj stemme for at overdøve larmen "Er du ik lidt ung for et sted som det her?"

Azriel strøg en hånd gennem sit hår og sukkede lavmælt. Hun var tabt i tanker, men blev revet hurtigt ud af dem da en høj stemme skar igennem larmen. Hun kom tilbage til den virkelige verden og så en høj mand stå foran sig. Hun lod en finger følge glassets, som indholdt hendes drink, kant. Hun holdt en ulæsligt og så op på ham "Er du ikke for gammel til at være et sted som dette?" spurgte hun flabet og mente at han var gammel. Hun ville ikke lade nogen til at sige hvad hun kunne og ikke kunne, i den alder som hun var i, eller rettere sagt, lignede. Hun var jo ikke den lave alder, som folk måske gik rundt og troede. "Tror du ikke at plejehjemmet leder efter dig?" spurgte hun, endnu mere flabet end det sidste hun havde sagt. Efter at hun havde sagt det sidste, rettede hun sin opmærksomhed op mod scenen, og total ignorerede mandens tilstedeværelse. Hun lod dog sin opmærksomhed være halvt på ham, da hun gerne ville hører hans reaktion på hendes flabethed. Nogle mennesker bliver så fornærmede og sure på hende, hvilket bare underholdt hende så meget, da de jo ikke rigtig kunne gøre noget. Og Azriel vidste jo ikke at dette menneske ikke var helt normalt....

Hans blik blev pludselig koldt imens han betragtede hende. Der var noget der virkede meget ældre over hende. Noget der fik hende til at virke unaturlig i den krop. Om hun var et væsen eller blot en næsvis lille unge var dog ligemeget. Han ville ikke lade nogen fornærme ham på den måde. Han slot en hånlig latter ud før han gik hen og satte sig ved siden af hende. Han lagde sin arm om hendes skulder og gav den et hårdt klem "Har din mor ikke lært dig at man skal opfører sig ordentligt overfor fremmede... Det er jo ikke alle som er ligeså... forstående, som jeg er" Han havde ingen våben på sig udover en sprængkniv og en pistol af let kaliber. Det var de eneste våben som han kunne smule med sig ind. Ingen af dem ville være af meget nytte imod en vampyr eller dæmon. Han stirrede koldt på hende for nogle få sekunder "Hvad siger du til at jeg følger dig udenfor og hjem" Hans stemme var fast og kommanderende.

Azriel kunne nærmest mærke et koldt blik på sig, og lod derfor sine øjne gå op og møde manden endnu engang. Hun kunne se på ham at han var blevet sur, og hun kunne ikke lade vær med at grine af ham inden i. Hun sagde intet da han satte sig ned ved siden af hende, men da han lagde sin ene arm omkring hende og gav hendes skulder et hårdt klem, kunne hun ikke holde sig selv fra at blive irriteret. Hun greb roligt fat i hans hånd og satte sine negle ned og pressede neglene ned, så hårdt , at hun kunne mærke at der gik hul på hans hud "Det samme siger jeg!" sagde hun hårdt og sammenbidt. Azriel var stærk, så hun følte sig ikke bange for manden. Han var jo blot et menneske, og hvad kunne han gøre? Hun så langsomt væk fra ham og fnøs hånligt af ham da han tilbød at følge ham hjem "Lige nu, ser det da ud til at det mere ud til at det er dig som skal følges hjem. Vi skal jo ikke have at du skulle gå hen og brække hoften" sagde hun og grinte lavmælt af ham. Hun ville egentlig heller ikke have at han skulle følge hende hjem, for så så han jo hvor hun boede. Nok var denne mand irriterende at hører på, men han var sikkert ikke dum, og hvis han så hvor hun boede, kunne han sikkert godt ligge to og to sammen, og ringede sikkert efter politiet eller bare stilte spørgsmål. Og det sidste som Azriel havde brug for, var spørgsmål...

"Arv for fanden" udbrød han med et vredt udtryk i ansigtet da han mærkede hendes negle borer sig ned i hans hånd. Han trak den hurtigt til sig og studerede den med et overrasket udtryk. Han så med store øjne på hende alt tvivl var pludselig væk. Hun måtte være en dæmon eller vampyr. Hun var ihvertfald ikke menneske! Han havde aldrig hørt om en lille pige med så stærk en hånd ihvertfald. Han kastede et blik omkring sig før han trak sit hovede tættere på hendes "Hvad siger du til at vi fortsætter samtalen et mindre offentligt sted... Der er noget jeg gerne vil vise dig" Han smilte køligt til hende før han trak sit ansigt tilbage igen. Det var utroligt længe siden han sidst have stødt på en dæmon. Nok en 10 år. Vampyrer derimod havde han nærmest set for mange af. Specielt på grund af hun-vampyren Silvie hadede han dem som pesten. Ikke blot på kun at den måde hun havde ydmyget ham på, men også af den grund at han endnu ikke havde kunne besejre en vampyr. Specielt de kvindelige havde han problemer med..

Azriel havde ikke set tilbage på manden, men så dog langsomt tilbage på ham. Hun kunne mærke at hendes barnlige side kom over hende, da han fortalte hende at han havde noget som han ville vise hende. "Jaså?..." sagde hun og var egentlig lidt nysgerrig. Hun troede jo stadig at han blot var et helt almindeligt menneske. Selvom at de oss kunne lave noget skade ved den sætning som han lige havde fortalt hende. Men igen. Hun var stærk. Og hun ville væde med at hun var meget stærkere end den gamle mand som sad ved siden af ham. Hun rejste sig langsomt op "Fint så..." sagde hun, men vidste egentlig godt, inderst inde at hun ville fortryde sin beslutning utrolig meget.

Trako smilte tilfreds og rejste sig også op "Perfekt! Følg efter mig så!" Han greb blidt, men bestemt fast i hendes arm og fulgte hende imellem folk og så ud på gaden. Han kiggede irritabelt omkring sig før han trak hende med hen til en sidegade. Han stoppede op da de var ude fra syne og slap hende. Han vendte sig om mod hende med et koldt blik "Tro ikke at jeg er dum, jeg ved skam godt hvad du er" snerrede han med et ondt smil. Dog var det ikke heeelt sandt, men han vidste ihvertfald at hun ikke var normal. Han trak sin pistol og rettede den imod hende. Holdte øje med om der ville komme en bange trækning på hendes ansigt. Hvis der gjorde, måtte hun jo trodsalt kunne dræbes med pistol.. Hvilket ville udelykke vampyr og dæmon. Medmindre selvfølgelig at hun bluffede.

Azriel fulgte med uden et ord. Jo hurtigere at han kom over sin fornærmethed, jo hurtigere kunne hun komme hjem. Hun så ikke på de mennesker som de gik forbi, og hun fandt sig selv i en gyde. Hun så sig omkring og så at der ikke var andre, end de to, hvilket gjorde hende lettere urolig. Hvad ville et menneske hive hende ud i en gyde for? Hun så op på manden og viste ingen følelser, men blev dog lidt nervøs for hvor meget han vidste. Hun grinte hånligt ad ham "Jeg tror skam ikke at du er dum" sagde hun og rystede på hovedet "Jeg tror at du er fuldstændig åndssvag at høre på" sagde hun og så på ham. Man kunne se et skræmt blik, da han trak en pistol, og det gik endelig op for ham hvad han var helt præcist. En dusørjæger. Det skræmte blik, tvang hun hurtigt væk, og grinte hånligt igen "Hvad har du tænkt dig?" spurgte hun og løftede et øjenbryn "Se mig blive bange og bede om nåde?" spurgte hun og rystede på hovedet af ham. Hun lavede et bange ansigt "Åååh nej. En pistol! Hvad skal jeg dog gøre! Ikk skyd mig!" sagde hun med en skræmt stemme, som man tydeligt kunne høre var falsk. Man kunne godt regne ud at hun ikke var særlig bange. Hun skiftede hurtigt om til sit kølige og ulæselige ansigt igen "Tilfreds? Må jeg gå hjem nu?" spurgte hun og begyndte langsomt at gå "Du gør ikke dit arbejde særlig godt" sagde hun hånligt og viste ingen respekt for ham overhovedet. Hun var så vant til folk som ham...

Trako smilte tilfreds. Han havde haft ret. Endnu en gang havde hans falkeblik bevist sit værd. Han mærkede dog sit raseri bølge op i sig. Et raseri han tit havde haft svært ved at kontrollere. Han affyrede et skud mod hendes ansigt, selvom han vidste at det var nyttesløst. "Tro ikke at jeg bare lader dig vandrer væk herfra uden kamp... Tro ikke at jeg bare lader dig gå ud i den by og dræbe uskyldige mennesker, dit, dit... dit bæst!" Uden nærmere snak satte han i et løb imod hende med hævede knytnæver. Om det var fordi at han stadig lod sig nare af hendes udseende, eller om det blot var på grund af hans ubeskrivelige had til vampyrer at han gjorde noget så dumt som dette var ikke helt til at sige.

Azriel havde set det komme, at han ville skyde imod hende. Hun undveg med en hurtig bevægelse og stod hurtigt med ansigtet imod ham igen. Hun så overrasket på ham, da han pludselig satte i et løb imod hende, men hun smilte hånligt. Hun greb hurtigt fat i en af hans hænder i forbifarten, og lavede nogle hurtige bevægelser, og før han havde blinket, havde hun vredet hans hånd om bag ryggen og havde skubbet ham ned på jorden, så han lå på maven, og havde hende siddende på ryggen af ham "Lille menneske.." hviskede hun og havde rykket sit ansigt tæt mod hans øre "Tror du virkelig at du kan vinde en kamp imod mig?" spurgte hun og grinte hånligt "Du er svag, og jeg har ikke tid til at lege dine små julelege" hviskede hun, men lod dog alligevel sit ansigt gå langsomt ned imod hans hals "Du må blive straffet for din dumhed. Du skal ikke gå rundt og tro du er noget, lille svage menneske" sagde hun roligt og åbnede munden og lod sine hugtænder ridse drillende over hans hud, blot for at pine ham lidt. Hun gættede sig frem til, at dette var én af de ting, som han aldrig ville blive udsat for, når man jo tænkte på at han var dusørjæger. Det ville jo være et stort nederlag for ham, og især når at man tænkte på at hun jo lignede en 13-14 årig pige...

Det at blive smidt til jorden forekom ham underligt nok som en overraskelse. Igen var det nok udseendet som havde narret hans fornuft. Følelsen af hende siddende på ham, og følelsen af hendes tænder imod hans hud fik ham dog til at vride sig voldsomt. "For fanden da, ik igen!" hvæsedé han, mest henvendt til sig selv. Han havde engang oplevet noget lignende. Hvis han blev bedøvet og vågnede op i et fremmed hus lidt efter, så ville han blive direkte bange. Den eneste forskel på de to episoder var at dette var i en by, frem for en skov, og så at hans overmand denne gang lignede et lille barn. Hvilket egentlig gjorde det hele værre. Udover det hadede han hendes vampyr tænder. Hvis der var noget han frygtede allermest i verdenen, var det udødeligheden. Især at leve et liv i udødelig, tvunget til at dræbe menneskeliv. "DU... HOLDER.... DINE.... TÆNDER..... FOR DIG.... SELV!" hvæsede han imens han prøvede at kæmpe sig fri fra hende.

Azriel grinte hånligt af ham da hun kunne hører på ham at dette ikke var første gang. Da han begyndte at råbe, blev det dog lidt svært, og så stærk var hun heller ikke, at hun kunne holde en fuldvoksen mand nede. Hun rejste sig langsomt op, men holdt dog fast i hans arme og gav først slip da hun var sikker på at hun kunne hoppe væk fra ham. Hun sprang en meter eller to tilbage, og så på ham "Lad dette være en advarsel!" sagde hun hårdt og lagde armene over kors "Man skal ikke gøre mig sur. Det vil man fortryde noget så grusomt!" sagde hun hårdt og koldt. Hun så ventende på manden og så nøje på hvad han lavede af bevægelser, og nægtede at være offer for overraskelses momentet.

Trako kom hurtigt på benene da hun var væk, og gjorde sig klar til at møde et nyt angreb fra hende. Da det intet kom så han dog bare køligt på hende. Han klemte sine øjne sammen, så han så på hende igennem nogle smalle sprækker "Hvad siger du til en mere fair kamp næste gang.. En hvor jeg må bruge mine mere velegnede våben" han gik nogle få skridt imod hende igen. Han følte sig hånet af hende. Og det ville han ikke lade hende slippe afsted med. Han så sig omkring efter noget der mindede om en pæl. Det tætteste han kom på det var dog et kosteskaft lavet af plastic.

Azriel så på manden og kunne ikke lade vær med at grine hånligt af ham "Hvorfor prøve? Vi ved godt at du ikke vil vinde lige meget hvad du gør" grinte hun hånligt af ham og gik langsomt tættere på ham. Da hun var tæt nok på lod hun en hånd stryge over hans hals og smilte ondskabsfuldt op til ham "Hvad med bare at give op på forhånd?" spurgte hun og smilte så man kunne se hendes spidse tænder "Du er blot et svagt lille menneske. Du vil aldrig kunne vinde over mig. Du kan ikke vinde over en lille pige. Hvor ynkeligt" sagde hun med en hånlig og stille stemme, og skulle holde sig selv fra at springe på ham og drikke hans blod.

Trako så på hende med afsky. Han virkede dog overrasket på en måde over at hun faktisk kunne nå hans hals dernede fra... Han mærkede dog bølgede af vrede skylle ind over ham igen ved hendes berøring, og han gik derfor et kort skridt tilbage før han forsøgte at slå hende omkuld, med et spark imod hendes brystkasse "Hold så kæft!"

// Undskyld de korte indlæg... Er lidt tom for krea xD //

Det var let nok for Azriel at nå, da hun ikke var så lav. Hendes krop var jo de 13-14 år, så hun var jo teenager. Hun tog langsomt sin hånd til sig da han gik et skridt tilbage og smilte ondt, men fik dog hurtigt travlt med at undvige et spark. Hun undveg nogenlunde, men blev dog ramt på den ene skulder, og faldt lige på røven. Hun ømmede sig lidt og så op på ham og smilte koldt "Er det det bedste du har? Du er sgu da svagere end jeg troede" sagde hun hånligt, men syntes dog at det gjorde lidt ondt, men sagde selvfølgelig ikke dette til manden. Hun rystede på hovedet af hans svaghed imens hun langsomt prøvede at komme op at stå igen...


// Gør ikke så meget. Du ska se at jeg overlever xD //

Trako stod og vajede frem og tilbage imens han trak vejret dybt. Hendes ord borede sig ind i hjernen på ham, men han følte sig allerede træt. Desuden, hun kunne jo blive ved i alt evighed. Han derimod, havde ikke en chance uden de rette værktøjer. Han kiggede derfor på hende med et irritabelt, men lidt mere passivt blik. "Hvad siger du til... at vi glemmer alt det her, og tager hjem til dig og tager en snak om det... Og konversere som voksne mennesker" Han kunne egentlig godt hører hvor forfærdeligt dumt det hele lød, men han havde aldrig været den bedste til det med ord.

Azriel grinte ad ham "Tage hjem til mig? Jeg troede at en lille vattet og svag mand som dig, ikke turde at gå ind i en vampyrs hjem. Tænk dig om når du siger sådan noget" sagde hun og lagde sine arme over kors "Men fint. Det kan vi godt. Så kan vi se hvor modig og frygtløs du er i en vampyrs territorium" sagde hun og grinte igen over hans dumhed. Det kunne jo nærmest kun ende godt for hende, i sådan en situation. Hun kunne jo bare angribe ham og drikke ham helt tør for blod, når de kom hjem til hende. Hvilken dum mand, ham her var...