a undead, ohh no a lich king. (Tazz and Zean)

Tid: 01.23
årstid: efterår.
vejret: skyklart og der er fuldmåne.
omgivelser: den store domkirke og masser af gravsten og planter.

Månens blege lys lagde sig, som et tæppe over kirkegården. På denne tid var den skummel og de fleste mennesker holdte sig langt væk. For normale mennesker skulle man tro at denne dag ingen speciel betydning havde, men idag havde den for en speciel person eller rettere sagt to. En enlig og urgammel gravkammer stod side om side med de andre gravsten, dybt nede i den var der en person. Denne gravkammer havde stået der længere tid end kirkegården havde været der. Der stod intet i historierne eller andet om hvem og hvornår denne person var blevet begravet. Det eneste man vidste var de underlige symboler inde i den. Mange sagde at der var blevet lavet sort magi i den og den blev brugt til at de mørke tjenere kunne udføre deres magi. En enlig person med en sort kåbe stod dernede og var i gang med sine sidste forberedelser. Denne person havde ventet i så lang tid på dette øjeblik for at vække sin mester. Stearinlys stod omkring denne mørke skikkelse, og foran ham lå et ofre. En ung pige på kun de 14 år og som var helt ren lå og var død. Blodet var brugt til at tegne specielle mønster omkring, som gjorde det muligt at vække hans mester i live. Men det var ikke det eneste som ritualen krævede. Det krævede et levende person, og denne person skulle blive ham selv. Han ville ofre sig for sin mesters liv, for hans mesters er så meget mægtigere end hans. Manden sagde nogle ord på et længst glemt sprog. I hånden havde en han unik kniv og den skar han hamselv i hjertet og faldt døende om.

Lidt længere væk fra ham begyndte noget at røre på sig, som ikke havde gjort det mange år. En gnist kom i dens øjne og den vågnede op. Den slog med en kræft fyldt med vrede og slog låget af dens stengravkiste af. Den satte sig op og alle dens knogler knagede og knirkede. For den havde sidste rykket sig for ca 1500 år siden, den dag den var blevet dræbt og smidt ned i dette hul af de kristne paladiner. Denne udødede hvis navn var længst glemt for normale dødelig var Nartail. Engang var han den mest frygtede mager på den tid, men de fandens paladiner fik fat i ham. Da de stak sværdet i hans bryst svor han at han ville vende tilbage i live om 1500 år, for han havde forudset at paladinerne ville forsvinde, som var de eneste som udgjorde en trussel for ham. Han smilte ved tanken selvom han ingen hud havde omkring sin mund som ville kunne vise smilet. Hans blik faldt på den dødende hjælper der lå på gulvet. Hjælperen kiggede op på ham og dødede i det sammen med et smil på munden. Han havde gjort det han skulle, han havde vakt hans mægtige mester i live. Nartail rejste sig op og han var et frygtindgyende syn. Hans krop var af ren knogler. Han havde et sort hjelm som var lavet af et rigtig dragekranium, som var tilpasset til hans hovede. På ryggen havde han et langt frygtindgyende tohåndssværd, som var større end naturligt var. Han havde en sort rustning med forskellige symboler på den, på hans skuldre var der to øverste del af et monsters kranium som så frygtindgyende ud. Selvom han ingen øjne havde så lyste der alligevel nogle mørkeblå øjne bag hjelmen. Han gik med tunge skridt op af gravkammeret og kom for første gang i lang tid ud under åben himmel. En sky dækkede for Månen og gjorde ham til en skyggelignende skikkelse, han kiggede omkring og smilte ved synet af alle disse skelleter og zombier som lå under ham. Klar til at følge hans mindste vink. Hvis der var en i nærheden ville vedkommende straks mærke en ond tilstedeværelse. Men ville nok ikke se ham først for han stod stille og mørket gjorde at han lignede en statue.

Tazz var ude og gå en aften tur mest for at være sikker på at folk var okii her ude men hun mødte ingen her men det var okii for hende. Hun gik stille hen mod kirkegården da hun gerne ville sørge over sine forældre og sin lille søster som der var blevet slået ihjel. Hun ville oqså sørge over sin søn som der døde ved fødselen. Hun stadig meget ked over at ha mistet en søn men hun håbede den næsten blev dreng.... Hun sukkede stille og lagde en hånd på maven og kiggede lidt rundt men vendte hurtigt hovedet ned af igen og gik med små skidt mod kirken.
Hun stoppede lidt fra kirken og sukkede stille igen og kiggede op af kirken og sørgede stille over dem hun havde mistet på ingen ting syntes hun godt nok.

Hun vendte hovedet stille til siden da hun syntes at hun hørte noget og hun kunne oqså mærke lidt men var iik sikker på hva det var så hun trak på sine skulder og kiggede mod kirken igen men store lysene øjne. Der faldt en lille tåre ned af hende kind da hun var rart trist over hun ingen familie havde længere... Eller joo hun hvade joo sin datter og det barn hun venter sig men ellers ingen familie.

En rungende latter fyldte luften, skyen var blevet meget større og lun skar hen over himlen. Det hele var blevet så meget mørkere for månen kunne ikke længere skinne ned gennem skyerne. Nartail vendte blikket imod den ung varulv det stod henne ved kirken ca 50 meter fra ham. Han strakte sin knogle behandskede hånd ud imod hende. Tazz mærkede en knugende ond fornemmelse i hele hendes krop. Hun ville hun være sikker på at et eller andet ondt væsen var her. Nartail gik med rolige skridt imod hende, mens hans mørkeblå øjne, som lignede flammer gløde i hans hjelm. Hun kunne hørte tunge skridt, som lød fra en person som gik i rustning. Et lyn skar over himlen og Tazz så en lang stor skygge hen af jorden, som lignede et eller andet stort frygtelig monster. Men da lynets lys forsvandt kunne hun intet se af stort monster. Foran hende var der bare gravstene og atter gravstene, og jo hist og her var der statuer, som plejede at være på en kirkegård. Men nok ville hun opdage at en af dem bevægede sig imod hende.

Tazz fik et chok da hun følte at der var nogle ved hende og det var ligesom om personen var lige ved siden af hende og kiggede hurtigt hen til siden men hun kunne iik se noget før der kom et lyn og faldt tilbage og kiggede med store øjne for den store skygge. Da lynet var væk igen kunne hun iik se noget men alligevel kiggede hun rundt for at finde skyggen igen. Hun var iik sikker på at det var sket rigtig eller det var noget hun troede. Hun rejste sig stille op igen og bøstede sin kjole for snavs efter hun var faldte. Hun kiggede hurtigt op igen og kiggede rundt da hun kunne føle at der var nogle her men hun kunne iik se hende og hun kunne hellere iik lugte noget her. Hun syntes det var rigtig mærkelig at der ingen var lugt for det var der altid når der var nogle her men lige nu var der ingen lugt... Andet end kirkegård lugten som der altid var det men hun kiggede stadig rundt for at se noget og det var ligesom om en statue der... Bevægede sig? Neej det kunne iik passe tænkte hun stille og gik lidt tilbage men den bevægede sig sgu!! Hun kiggede med store øjne på det der kom imod hende og gik lidt tilbage men faldt over en gren der var på jorden.

Nu gik Nartail hurtigere imod hende og hans øjne glødede op i det blåild. Han lod månens lys falde på sig og skyerne åbnede sig lige så det sparsomme lys ramte kirkegården. Nu kunne hun se væsnet i fuld pragt, det var frygtindgyende. Nartail nød at mærke frygten han nærede sig på den, det var hans sjælenergi og har altid været det siden han var kun en ussel mager. Hans hovede bevægede sig lidt fra side til side når han gik, og hun kunne høre en svag knagen af knogler gå imod knogler. Først når man så hovedet lignede det som om det sorte kranium af drage var hans rigtige hovede, men man ville nok når man så nærmere at det var en hjelm. Hans rustning var let støvet efter så mange år at ha ligget der. Men man kunne stadigvæk se et gammelt symbol midt på rustningen. Det var et gammelt symbol for uddødelig blandet med Nartails symbol. Han havde en halv flået kappe hængende efter sig. Han kom lige foran hende og så ned på ham med alt fryd i øjnene. Han satte sig ned på hug foran hende, tog sin hanske af. Hans hånd var lavet af ren knogler og lidt spindelvæv sad på den. Han tog sin klamme knoglede hånd på Tazz kind og hage. Så sagde han med en dyb og lidt raslende stemme.
"Så ung og fin er du. Du skal nok blive en god undersåt i døden"

Tazz kiggede lige så stille og bange på ham og kravlede stille bagud for hun ville bare væk fra ham lige nu. Hun tænkte iik så meget på sig selv men den lille som hun ventede for barnet skulle bare overleve hun var lidt ligeglad med sig selv lige nu for hun tænkte på sine børn.
Hun knurrede af ham da han stod foran hende og hun prøvet at sparke efter ham men ramte iik da han joo bare var knogler og iik andet. Hun kiggede surt på ham da han sat sig på huk foran hende. Hun hvæsede da han rakte sin hånd af knogler frem mod hende og lagde den på hendes kind. Hun vendte hovedet væk fra ham og lukkede sine øjne hårdt i mens hun svaret surt "Jeg bliver aldrig diin undersåt!".
Hun tog sig til maven da den lille begyndte at sparke hårdt der inde og det første hun tænkte var: fuck iik spark nu lille skath!
Hun kravlede hurtigt tilbage og kom op og stå mens hun kiggede hen på ham og trak vejret lidt hurtigt og holdte sig stadig på maven da det gjorde rart ondt men hun prøvede at skjule det så godt hun kunne men det var rigtig svært da den lille sparket alt for hårdt så hun faldt ned på knæ og skreg lidt. Hun havde prøvet det her mange gange snart da barnet joo var varulv og dæmon så den lille var meget livlig måtte hun nok sige.

En ond latter rungede igennem luften og skyen dækkede igen for månen og regn begyndte at falde stille og rolig, og fjernede støven fra hans sorte blanke rustning. Nartail havde ingengang set det, hun var jo gravid. Hvad bedre kunne det være en det. Så havde hun endnu mere frygt i sig.
"Er du nu også sikker på det?"
han rakte en hånd frem og hun mærkede denne ondskab, næsten krøb på hende. Som prøvede at krave ned under huden på hende. Så sagde han med sådan en anderledes stemme at man ikke skulle tro at det var fra ham af. En ung charmerende stemme.
"Vær ikke bange for mørket, den vil dig intet ondt. Luk den ind, luk den ind i dit sind"
Nartail prøvede at overtage hende, og hun mærkede at denn ondskab stadigvæk pressede på, men nu virkede den ikke ond. Den var blød og blid, og føltes næsten som det dejlige vand, som kom ud af bruseren når man tog et bad.
"Kan du mærke hvordan den er så blid og så sød"
Sagde han mens hans blik var rettet direkte imod Tazz og virkede næsten hynoptiserende. Nartail kunne godt brug for en dødelig undersåt, for de kunne gå diskret omkring uden at vække for meget opsyn.

Tazz holdte sig stadig på maven og kiggede bare ned i jorden for hun ville helst iik kigge op på ham for han var så grim og ondskabsfuld syntes hun men det var vel oqså meningen med det hele tænkte hun stille.
Hun nikkede da han spurgte om hun var sikker for det var hun for skulle sgu iik være ond selvom hun havde så meget had i sig som hun nu havde. hun hadede vampyr og hun hadet en dæmon ved navn Zean som der havde voldtaget hende og en anden dæmon ved navn Kian som der har gjort det samme.
Hun rystede hurtigt på hovedet for at komme af men tank om alle dem hun hadet for så ville han bare kunne få hende over på den mørke siden og det ville hun godt nok iik. Hun kiggede lige så stille op på ham rigtig surt og ondt og rejste sig op og slog hans hånd væk så den iik var hen mod hende "Du får miq aldrig over på den mørke side!" Sagde hun højt og holdte sig på sin mave for når hun tænkte på sine børn var alt joo godt og lykkeligt syntes hun selv for hun havde sin herre som der var far til den næste her som der virkede rart glad for hende måtte hun nok sige.
Hun kiggede bare surt og ondt på ham og hun kunne mærke varmen i sig fordi hun var godt pist på ham så han skulle godt nok passe lidt på måtte hun nok sige.

Selvom hun ikke reagerede sådan som han ønskede, så var han dog stadigvæk glad for denne lille figther. Han kunne fornemme hendes magi og varmen der var begyndt at komme. Selvom han ikke var et væsen der hverken følte varme eller kulde, kunne han mærke forskellen på grund af sine egne magiske evner. Han smilte grumt inde under hjelmen og hans øjne lyste af morskab.
"Hvad vil du gøre med dine flammer. brænde mig? Ha jeg er jo uddød hvis du ikke har set"
Sagde han med sin normale stemme, og ikke den charmerende stemme.
"Hvad er dit navn barn? dit fulde navn?"
Han stod bare og kiggede på hende og gjorde ikke mine til at rykke sig ud af stedet. Dog lavede han en håndbevægelse, så så Tazz hvordan disse engle figure. Der normalt stod og pyntede begyndte at bevæge sig. Lyn skar over himlen som viste deres forvandling. I stedet for at være disse smukke engle statuer, revnede deres hud og inde under dukkede vingende væsner frem med horn og kløer. De baskede med vingerne og vendte så blikket imod hende med lysende øjne i forskellige farver. Det var levende gargyler. Nogle sprang i luften og landede et pænt stykke bag ved hende. Hun ville hurtigt opdage at hun var omringet. Nartail ville meget gerne vide hendes navn for så kunne han finde ud af hvem af hendes døde var. For hun var jo højst sandsynlig her for at sørge over nogen kunne Nartail gætte sig til.

Tazz hvæsede af ham igen mens hun kiggede stille rundt og så det stastuerne bevægede sig og det gjorde hende lidt bange kunne hun godt mærke så hendes varme forsvandt hurtigt igen. Hun kiggede over mod ham "Jeg ved godt du er uddødlig!" Sagde hun højt og surt mens hun kiggede på ham men vrede i sine øjne som han nemt ville kunne se. Hun rystede på sit hovede og grinede lidt "Tror du at jeg bare uden videre vil sige mit navn?" sagde hun med et lidt ondt grin og tog sig lidt til maven. Hun kiggede lidt rundt med et grumt smil på læben "Du kan iik vække mine kære til live for miin mor og far lægger iik her og jeg ved iik hvor miin søster er og miin søn ligger hjemme hos miq" sagde hun stille og smilede lidt for sig selv for han kunne joo iik vække dem når de iik lå her men okii hvis han kunne komme langt så ville hendes søn nok vågne fra de døde men det var joo iik sikkert men nu måtte hun joo se hva han nu ville gøre for hun var på en måde ligeglad med ham nu.

Hans øjne kneb halvt sammen.
"Er du nu sikker på, at du vil se din kære igen?"
Sagde han spørgende, så begyndte han at lave indviklede håndbevægelser, og mumlede underlige lyde, som næsten lød som volapyk. Et pentagram lignede tegn i blå lys formede sig på jorden foran dem begge. Han blev ved med et mumle og lynene skar over himlen næsten i takt. Et blåt lyn slog ned i pentagrammet, så var det som om jorden forsvand under og et stort mørkeblå lys var skarp for øjnene, så man var nød til at lukke dem igen. Da det forsvandt smilede Nartail, selvom det havde krævet energi havde han stadigvæk nok, til at kunne gøre dette hundrede gange. Der på jorden hvor ellers pentagrammet var lå en kvinde, Tazz ville straks kunne lugte varulv. Så lugtede hun noget velkendt og det var hendes mor. Morens tøj var lidt lansede, men ellers så hun faktisk fin ud. Hun rejste hovedet op og kiggede forvirret rundt.
"Vampyrer? hvor er jeg?"
Sagde hun forvirret for det sidste hun kunne huske var at hun var blev angrebet og det sammen med hendes familie.
"Er du sikker på at jeg skal bare lade hende død igen$. Jeg kan give dig alt, jeg kan få alle dine kære til at leve igen, jeg kan give dig så meget andet. Min betingelse er bare at du slutter dig til mig"
Sagde Nartail med en rolig stemme og så kun på Tazz. Tazz moder kiggede op og så direkte på Tazz, der var ingen tvivl at det var hendes moder.

Tazz kiggede stille rundt imens han snakkede at muligt mærkeligt for at se om hun iik kunne komme væk her fra for hun ville bare hjem for hun havde joo iik lige forvente det her. Tazz kiggede med store øjne da hun så sin mor lå der på jorden og hun kunne iik helt fatte at hende mor var her for hun havde joo set hende siden hun var de 15 år. Hun sat sig stille ned og lagde lige så stille en hånd på sin mor skulder og var ved at græde "Mor?" sagde hun lige så stille og hjælp hende stille op at stå og stod bare og kiggede med store øjne på hende og kunne iik fatte at hun stod med sin mor igen.
Hun kiggede stille hen mod ham og rystet lidt på hovedet for det gik iik det her for hun var død og det havde hun været i mange år nu og hun ville iik hen på den mørke side "Neej jeg kan iik" sagde hun og vendte sig stille om så hun stod med ryggen til sin mor og ham og små græd da hun var ked af at skulle farvel til sin mor.

"Så får du din vilje, og kommer til at se din mor død igen"
Han elskede at se folks sorg og skræk. Han kunne tage denne mors liv så lidt som ingen ting, men nej han ville først pine hende. Det var blandt andet en af de ting han havde været meget kendt for. Det var at man aldrig skulle være fanget af ham, han var meget kreativt på det område. Men lige nu ville han bare få hende til at skrige, for det ville gå lige i hjertet på Tazz. Det kunne sikkert få hende til at tænke sig om en næste gang, når han spørger hende igen. Nartail vendte sin knoglede hånd imod dem og så hørte Tazz hvordan moderen begyndte at skrige. Hun faldt sammen på jorden og rystede voldsomt på hendes krop. Moderens blik blev fjernt og det var som om hun oplevede noget som de andre ikke kunne se. For moderens blik så hun hvordan alle hendes børn blev dræbt for øjnene af hende, og hun mærkede hvordan vampyrene satte tænderne i moderen selv, og hun mærkede hvordan hun blev flåede op af vampyrenes kløer, kløer som skar ind til knoglen på moderen.
Nartail havde hovedet let på skrå og så afventende på Tazz. Han ventede på hendes reaktion at hun så sin moder lide.

Tazz stod stadig med ryggen til sin mor og kunne hører hende skrige højt og kunne iik klare det men hun var nød til det for hun skulle bare iik over på den mørke siden. Hun faldt ned på knæ og lagde sit hoved i sine hænder og græd rigtig meget over det. Hun kunne iik klare at hører sin mor lide som hun gjorde så hun vendte sig hurtigt om og kiggede op på ham "Stop!" sagde hun højt og kiggede ned i jorden og græd bare mere og mere. Hun kiggede stille over på sin mor og kiggede med store våde øjne "Mor undskyld" hviskede hun stille og kiggede op på ham og grad stadig rigtig meget for hun kunne iik holde det ud det her. Han var alt for ond mod hende lige nu. Lige nu ville hun gøre alt bare han holdte op med at pine hende og hendes mor så meget som han gjorde.

//nå...troede jeg skulle være med?//

"okay jeg stopper"
Sagde han med en ond skadefryd stemme. Så mærkede Tazz varme bag sin ryg og så at hendes mor brød ud i mørkeblå flammer. Hun skreg af smerte og så blev hun bare til en bunke af aske. Nartail gik hen imod Tazz.
"Du ville ikke sige ja selvom jeg kunne give dig alt, du ville heller ikke da du så din mor lide. Jeg kan både give og tage liv, så hvad med dit barn?"
To gargyler greb fat i tazzs arme og løftede hende op. Selvom hvis Tazz lavede flammer så var disse gargyler lavet af marmor, og det ville tage lang tid før de bliver smeltet. Nartail grinte ondt og tog sin hånd og tørrede en tåre fra hendes kind.
"Sorgens tåre, der er intet bedre end det"
Så lagde han sin kolde klamme hånd imod hendes mave, for Tazz følte det næsten som dødens greb. Hun kunne mærke at hendes baby blev urolig og begyndte at sparke og vende sig.
"Vil du selv ofre dit eget barn?"
Han grint ondt og hans dragemaske åbnede let munden så det lignede som om den grinede. Tazz mærkede at grebet fra gargylerne var stærkere, hun ville ikke kunne rykke sig ude over hendes ben og hovede.

//jo men sagde du ikke at du ville lade Tazz først møde og så ville der gå lidt tid og så ville du komme med ind??. det var ikke for at udelukke dig//

//Nej, det har jeg aldrig sagt. Jeg sagde jeg skulle spise...Og da jeg kom på bagefter så jeg at Tazz først skulle svare...så ville vente med at svare i dag, i den tro at jeg skulle skrive efter Tazz....Men jeg har aldrig sagt det andet...//

//sorry for misforståelsen... men du kan vil stadigvæk komme ind ikk? :P Så svare du så tazz og så mig okay?? eller??//

//Ja tak...For vil da stadig gerne være med:) Men kan bare svare efter tazz, så passer rækkefælgen...Dig, tAzz, mig :)//

//oki lyder godt :)//

Tazz kiggede stille hen mod sin mor og så hun blev til aske og tog lidt af det op i sine hænder og grad over det. Hun var rigtig ked over at se hendes mor dø en gang til og den her gang var den meget mere hård at se på da hun se det hele og hørte alt hva der skete med hende.
Tazz kiggede op på ham og spyttede efter ham og vred sig meget for at komme fri. Hun kiggede surt og vredt på ham og ville bare ned igen "Slip miq!" sagde hun højt og vred sig rigtig meget. Hun kiggede med store øjne på ham da han lade sin hånd på hende mave og vred sig endnu mere "Neej iik mit barn!" skreg mens hun vred sig rigtig meget for han skulle bare iik rører hendes barn. Hun kunne mærke at barnet blev sur og urolig og det gjorde virkelig ondt da barnet begyndte at sparke så hun skreg højt af det.

Det er utroligt hvad der kan ske på meget kort tid.
Zean kom inde fra centrum af, iklædt nogle mørke jeans og en sort T-shirt, tilfældige kondisko. Hans mørkebrune hår strittede en anelse og hans mørke øjne var lige nu rettet mod jorden foran sig.
Han havde gået af gyderne, blandt skraldespande og rotter, hjemløse, ubevidst på vej mod kirkegården. Måske virkede det...unaturlige bare dragende på ham? Det var kun få dage siden han var kommet hjem fra skoven...overøst af blod efter en syg dæmon og nogle underlige sortelvere...Og så en eller anden fyr der havde kaldt sig Paladin...Han rystede på hovedet og så op, han ville glemme det hele, meget af det havde han alligevel ikke rigtig troet på.
Han opdaget pludselig at han stod foran kirken, den store domkirke, lige foran porten der førte ind på kirkegården.
Pludselig mærkede han en underlig følelse, som en kold, hård knude der lagde sig dybt og tungt i hans mave. Frygt? Nej...En fornemmelse...En fornemmelse af noget ondt som var over dem alle i aften.
Hvad skete der her? Han hørte lyde inden fra kirkegården.
Uden t tænke nærmere over det skubbede han porten op og trådte ind på kirkegården. Mørket her virkede meget tættere end ude på gaden. Han gik blandt nogle almindelige gravstene da han pludselig...Blev overvældet af en ukendt lugt, svagt blandet med en lugt af varulv. Han så frem for sig og kunne lige fornemme en kvinde...Tazz?
Og en...ukendt skikkelse? Han vidste ikke rigtig hvad så på...

Så lænede Nartail imod Tazz høre og hviskede ondt.
"Du kommer til at tjene mig uden ad set hvad"
Han blik var på den store domkirke, hvad ville være bedre end at krænke dette hellige sted. Han gik videre forbi Tazz, skyerne gik væk fra månen så det hele var tydeligt. Nartail mærkede en anden tilstedeværelse, en dæmon. Han sendte straks tre gargyler i luften som begyndte at svæve lydløs hen imod Zean. Nartail tog den anden hanske af sin hånd og lagde sine knoglede hænder på domkirkens store dør. Hvidt lys begyndte at lyse imod ham, som gjorde ondt. Dette sted prøvede at skubbe ham væk, men han var stærkere. Ved hans hænder begyndte træet at rådne og blive gammel, og sort skygge noget begyndte at glide hen over kirken. Lyset blev svagere og svagere, og skyggen begyndte at dække hele kirken. Så hørte man knas og knirken og revner slog i murene på den. Så stoppede det og så forsvandt skyggen. Nartail åbnede op for døren inde til den mægtige kirke og så imod alteret, der ville være et godt sted at ofre, lige midt af hjertet af en af guds hellige steder. Det villle ha gjort paladinerne sure. hvis de havde været har vel og mærket.
"Bring hende ind"
Gargylerne begyndte at trække Tazz ind og Nartails skridt rungede i kirken, som gik lige imod alteret. Han tog armen og skubbede alt ned fra alteret og så så på den anden side, og lignede en bøddel for Tazz.

Tazz skreg stadig meget for hendes barn var iik faldet til ro endnu så den lille sparkede stadig rigtig meget. Hun kiggede stille hen mod ham og fyldte ham med sine øjne da han gik forbi hende og vred sig meget og prøvede at komme fri igen men det gik iik så godt for hende at komme fri måtte hun nok irømme. Hun snussede stille ind og kunne lugte en dæmon og hun syntes at den duft var meget velkendt... Hm... var det iik Zean? Hun var iik helt sikker men det lugte virkelig som ham. Da hun blev revet med ind i kirken skreg hun og vred sig rigtig meget og prøvet at stritte imod for hun ville iik med der ind.