a undead, ohh no a lich king. (Tazz and Zean)

Han satte sig og gned sit ansigt med sine hænder, som håbede han på at kunne fjerne det hele og blive mere frisk.
Han så op på Makkadin da han talte og følte sig underligt...underdanig på en måde, som et barn der fik skældt ud.
Han lyttede bare og mærkede hans hårde blik. Det ondes side? Dawn og Elyas? Hvordan kunne han havde sat alt det på spil uden selv at ligge mærke til det? Det var et eller andet der ikke stemte her.
En ond kraft han havde i sig? Det havde han hørt før...Inden han vidste af det sad han og tænkte tilbage til dengang han kun var 15 år, både menneskeligt og som væsen.
Han havde gået rundt med nogle andre dæmoner...Og de havde også snakket om, dog med lidt ivrig og mere glad tone, at han gemte en ond kraft indeni sig som kun var en dæmon værdig.
Han sukkede svagt og så sig lidt omkring. Han havde øvet sig i at styre sit temperament...Men det var vel ikke helt det samme? Hvordan skulle han kunne...træne? Sin godhed når han ikke kendte sin...ondskab? Han forstod det ikke helt...Og så kun på nogle timer...
"Noget af det du siger givet ikke helt mening...Men hvordan vil du have man skal kunne...sagde du træne? sin godhed...?" sagde han og så på ham igen, en smule trodsigt. Han var ikke et uartigt barn...han var voksen og havde selv styr på sit liv! Mente han da...

De 7 kiggede på hinanden udenfor og så tilbage på det lille hus. Marlene undrede sig over at ingen åbenbart havde rigtigt ladt mærke til dem endnu. Så hun lukkede øjnene et øjeblik og knyttede sin hånd oven på sin store tohåndsøske som sad fastspændt på hendes ryg. Da hun slog øjnene op igen, ville alle dem i huset kunne mærke denne ukendte kræft. Makkadin ville tydelig kunne mærke paladinernes kræft, men dog var den kombineret med noget andet. Hun rakte kun ud med sin sjæls kræft for at gøre sig opmærksom på sin tilstedeværelse. Hun lod sin hånd falde igen afslappende langs hendes side. Hendes grå øjne lyste af utålmodighed, hun og de andre ville vide hvor deres leder var, og de ville bruge alle kneb. Men dog ville de starte med at være venlige, og hvis der er behov kan man altid blive mere grov i det. De alle smilte af disse tanker. Disse 7 var ikke normale på den måde onde som alle andre, de var meget anderledes, og meget mere kontrolleret. De var alligevel så forskelligt fra hvad Nartail var eller var blevet til. Men de vidste de jo intet om, de ville bare få reddet deres herre intet andet betød mere for dem lige nu i denne verden. De stod tålmodigt og ventede, på at nogen skulle gå ud og møde dem.

makkadin lagde sig tilbage. han viste godt at de syv var der. han har faktisk vist længe at de var der men de ville dog ikke kunne komme ind og hvis de gjorde ville de bare finde et mørkt tomt hus. "godt tazz du har fået tøj på sæt dig ned jeg skal snakke med dig også" sagde makkadin og ventede til hun havde sat sig ned. da hun havde sat sig ned begyndte makkadin at snakke igen. "jeg vil forklare dig det du ved lige hurtigt i burde lige nu kunne mærke de syvs tilstedeværelse udenfor men heldig vis har jeg nået at sende en besked til min søn vincent. han burde kunne holde dem tilbage udenfor end til at jeg er færdig med at snakke med jer." sagde han og kiggede lidt bekymret udenfor. "okay nu skal i høre du tazz er blevet udvalgt af sværdet. eller som du hørte det måske sige. lysets vrede. alle de onde tror at det er kun guds vrede men det er det ikke. det er både denne her guds lyse vrede og alt levendes lyse vrede også både på den her planet og på alle andre planeter de er til sammen givet kraften til sværdet og det kan kun bruges hvert 500 år. men du er den udvalgte og du skal holde det til at du er færdig med det du skal være færdig med det. men forstå det her. hvis i skal bekæmpe det onde i jer og træne det gode skal i bekæmpe de syv døds synder som i måske kender dem. i må ikke falde for nogen af dem fordi hvis i falder for en vil de andre seks døds synder være endnu lettere at falde for. men hvis i kan holde jer væk fra synderne så kan i træne jeres godhed og derfor bekæmpe det onde i jer. i tror sikkert det er noget gammelt bras men det er det ikke. det passer 100%" sagde makkadin og kiggede på dem.
imellemtiden udenfor huset hvor de syv står. der kom pludslig en lyd oppe fra en husenes tage og oppe på taget stod der en skikkelse. han var høj og meget muskuløs også selv om han kun lignede en på de 16-17 år. han havde læderrustning på og et kæmpe rødt tørklæde rundt om munden der gik fra hans mund og hele vejen ned til hans skuldre og halvdelen af hans arme og på hans ryg gik det som en kæmpe kappe der kunne dække hele hans krop. han havde langt sort hår hængte lidt og havde et rødt bandana på hovedet der skilte lidt af håret på hans hovede. han bukkede lidt ned over tagkanten og kiggede på de syv. "i er nok lidt langt væk fra jeres gamle kro eller hvad?" sagde han med et flabet smil og hoppede ned foran dem. "men hvis i har planer om at komme på besøg må i jo kunne huske reglerne. husk at tage skoene af og ingen sort magi og andre onde magiske krafter i huset" sagde vincent med en endnu mere flabet tone. han kiggede på dem med sine røde øjne som så lidt faretruende ud.

"Vi vil dig intet Makkadins søn, vi vil bare tale med din far og intet andet. For vi vil bare få fat i vores leder og vi har god grund til at vide at din far er indblandet i hans forsvinden. Vi vil dog i hvert fald ikke lige nu straffe ham for det, for vi har en følelse af at vores leder er i stor fare og næsten ingen tid har"
Marlene lod sin hætte falde ned, og hun havde lyst hår siddende stramt i en hestehale bagtil. og ja de 7 var væsner af de 7 dødsynder. Marlene var Superbia altså hovmod eller stolthed. Men de 7 kunne sagten styre deres tildenser Hvis det hjalp dem. Men dog var Marlene dog så stolt, at hun ikke lod sig bide af den fornærmelse som han sagde imod dem. Der var en af de andre som var vrede, var dog lige ved at give sig efter det. Men de andre fik ham berolige, så han intet gjorde. Marlene tog armene ud til begge sider.
"Vi er begge to dæmoner ikk? Hvad med at vi laver en aftale, lad os kalde det for en fredsaftale ikk? Du kan stille kravene, men vi kræver kun at vi kommer til at snakke med dem der inde, intet andet. Jeg lover det på min stoltheds vejne"
Hun smilte, hvis man kendte nok til stolthed ville man vide at hun ikke lide frem ville bryde det. En af de andre, en med røde øjne så med misundelse på vincent og hans ting. Dog kunne personen ikke lade vør for han var jo misundelse. Men de alle støttede hinanden så de ikke gav efter deres natur.

Tazz kiggede stille på Zean og så hen på Makkadin og nikkede stille til ham og sat sig mellem dem begge og kiggede stille på Makkadin og lyttede til hva han sagde til hende og sådn noget og kunne iik forstå at hun var blevet udvalgt som han nu sagde men hvorfor lige hende? Hva havde hun som ingen andre har?
Hun rystede stille på hovedet og kunne iik forstå det hele "Jamen hvorfor er jeg udvalgt? Jeg har iik lyst til at være den udvalgt" sagde hun stille og kiggede ned i sit skød og kiggede lidt på sin mave som hun stille holdte på. Hun kiggede på Zean og kom til at tænke på sit de var sammen så hun kiggede hun hurtigt væk igen og blev faktisk lidt bange for hvem var han? Og hva ville han?
Hun forstod iik hvorfor Makkadin havde sendt sin søn afsted for at slogs for det var joo hans barn? Tazz ville nok selv tag kæmpen op hvis det var hende der skulle vægle mellem hende eller hendes børn så ville hun helt klart vægle sig selv for hun vidste der var nogle der kunne tage sig af dem til de var gamle nok.

Zean himlede med øjnene og rejste sig. Han gad ikke høre på det. Hvis han prøvede at overbevise ham, var gud ikke lig emnet. Gud havde aldrig eksisteret...Og det gjorde han heller ikke nu.
Han vidste ikke helt med...de 7 dødssynder, kun at han aldrig ville kunne holde dem. Han slog ihjel for selv at overleve. bla. Hvis det var en af dem? Han havde faktisk ikke styr på det...
Men det var også lige meget. Han kiggede ud af vinduet. Han var træt, helt ind i knoglerne, men han vidste også at han sagtens kunne kæmpe videre for sit eget liv hvis det var. Han var en født overlever.
Hvis bare han havde en våben....Han kunne selvfølgelig forvandle sig igen, men han tvivlede faktisk på hvor godt det ville være, som ren dæmon havde han altid haft lidt svært ved at...styre sig.
Han kunne sige hvad han ville til Tazz, hun slugte det åbenbart råt, men sådan var det. Han huskede ikke hvad der var sket...Han vidste bare at han gerne ville hjem til Dawn og Elyas nu...og slappe af.
Han kiggede fortsat ud af vinduet mens han bare tænkte sine egne tanker...

"jeg kan forstå at i er sikkert forvirret over hele det her men der er ingen vej tilbage. hvis i går hjem nu så vil verden gå under og blive taget af mørket og alt det i kender og elsker vil blive dræbt grofuldt og blodigt. så jeg spørger jer nu. hvis i ikke vil kæmpe for det i elsker. vil i så kunne klare at have den skyld over hovedet på jer at hvis mørket vinder at det er måske jeres skyld for ikke at hjælpe" sagde han og kiggede på zean. makkadin vendte blikket tilbage på tazz "jeg ved desværre ikke hvorfor du er den udvalgte men sværdet har valgt dig så der er ingenting du kan gøre ved det. det er ikke noget jeg eller nogen bestemmer over" sagde han derefter til tazz.
"men det ser ud til at i ikke ved hvad for nogen dødsynder findes som er de rigtige så jeg vil fortælle dem. de syv dødsynder er overforbrug, grådighed, dovenskab, misundelse, begær, vrede og stolthed. det er de syv dødsynder og det er dem der formørker ens sjæl" sagde makkadin derefter

imens udenfor huset

vincent sukkede "jeg kender dig godt og ved godt at din stolthed er noget stort for dig men jeg kan ikke lade jer gå ind uanset hvor meget i lover at ikke at gøre noget. i ved sku også godt at min far ikke vil gå med til at hjælpe jer finde jeres herre. han gik imod orderen af paladiner og det samme gjorde i og derfor er i tjenere af mørket og mørket må aldrig vinde og hvad angår det med dæmon noget så er jeg ikke nogen dæmon og det er min far heller ikke. vi er det modsatte af dæmoner vi er faldene engle eller som nogen kalder vogterne af verden og med den titel kan jeg ikke lade jer komme forbi uden at i kommer derind i små stykker" sagde vincent og kiggede med røde øjne på hende.

Så bredte der sig et smil på stilheden egen læber.
"hvis du vil forsvare verden, så tror jeg lige at du skal lytte efter min ven"
Hendes smil blev bredere og hun kiggede tilbage på de andre og vendte blikket imod.kirken.
"en af vore står lige foran den store mur af den resterende kirke, og nemlig fordi den kære portalen er lukket fornyelig. Så gør det at han kan åbne porten, og noget siger mig at det vil i forsvare ikke have. Har jeg ret?"
Hun kiggede på ham med lysende grå øjne og havde sine arme på kors. Nogle af de andre var ellers bredere på at trække deres hellige våben, kombineret med paladinernes kræft og onde. De her 7 var kunder disciple af dødssynderne, de ægte var på sin måde langt stærkere. Men de havde jo deres hellige magi, som faktisk sådan set ikke har været brugt, kun testet. Et smil kom på læberne på dem alle 7 om alle deres forsøgsdyr.

Tazz kiggede stille på Zean og kunne se på ham at der var noget galt med ham og han iik helt ville tro på alt det her. Hun kiggede stille på Makkadin og sukkede stille "Jeg kæmper meget gerne for mine børn og miin kære søster jeg næsten lige har fundet men jeg syns det er irriterende at det er miq der skal havde sværdet men det må jeg joo hellere gøre det når det er miq der er den udvalgte" sagde hun stille og kiggede stille over på Zean igen og vidste iik helt hva hun skulle gøre eller sige til ham for hun var bange for at han ville gøre noget ved hende igen ligesom sidst de så hende men hun ville bare gerne havde ham med til at kæmpe mod de der andre folk.

Han himlede endnu engang med øjnene. Han gad ikke være med til det her. Prøve at give ham skyldfølelse over noget så latterligt? Desuden ville han aldrig have en chance alligevel...Han var alt for stolt og havde også haft sin del af begær og havde absolut også vrede. Meget af den endda.
"Nå, men så må i jo redde verden eller hvad i nu snakker om...Jeg skal bare ikke nyde noget" sagde han kort og så tilbage på dem og trak svagt på skuldrene.
"Alt det der med ond og god, gud og djævlen...Det har aldrig sagt mig noget og det er lige meget hvor meget i snakker om det" Han så på Tazz...Det virkede næsten som om hun var bange for ham. Okay, måske havde han gjort nogle...underlige ting? Men alligevel....Så nemt at blive bange?

makkadin sukkede stille. "javel. jeg kan forstå jeg kan ikke overtale dig til at kæmpe for at redde verden og jeg vil heller ikke tvinge nogen med at kæmpe men forstå jeg snakker hverken om gud eller djævlen når jeg siger lyset eller mørket. det jeg mener ved lyset og mørket er det der får dig til at vælge hvad du skal gøre hvad. det kan godt være du mener at alt det du gør er ren fri vilje og det kan godt være men det betyder jo ikke at hverken godt eller ondt ikke har haft en hånd i dine beslutningerne. og det er det jeg mener" sagde makkadin og rejste sig op. og sukkede lidt igen "jeg kan give dig et eksemple hvor godt og ondt har en beslutning i dig. hvis vi nu siger at du står foran et barn. lad os sige at det er dit eget barn og du har fået at vide at du skal dræbe barnet. men ville du så gøre det uden nogen tøve eller ville du tøve? for hvis du tøver så er det. det gode i dig der trækker dig tilbage og siger til dig at du ikke må gøre det der. men hvis du ikke tøver og bare gør det så er det onde i dig der skubber dig til at gøre det. simpelhen lokker dig til at gøre det for det kan være at dit ondskab siger at du ikke kan lide barnet i forvejen. det er de valg som du vælger som beviser godt og ondt findes fordi godt og ondt er en del af dig og din sjæl og er noget du aldrig kan få fjernet nogensinde men jeg vil så have dig til at spørge dig selv godt og grundigt om hvad side er stærkest i dig? vil du lade hver med at dræbe barnet eller vil du koldblodigt dræbe barnet?" spurgte makkadin og tog sin hammer og satte den op på skulderen. "men nok snak og tazz du kan bare lade sværdet være her. intet ondt kan røre det uden at blive udslettet og sendt til tusmørket af verden og universet" sagde makkadin og gik udenfor. vincent var lige ved at skulle sige noget da makkadin kom udenfor. "tak min søn du har gjort et glimrenende arbejde med at holde dem tilbage til jeg var færdig med at snakke med mine gæster." sagde makkadin og vincent knælede da makkadin kom hen til vincent side. "det var det mindste far" sagde vincent med en stille stemme. "hvad kan jeg så hjælpe synderne med idag? i ved godt at orderen har ikke tilgivet jer for jeres handlinger imod lyset" sagde makkadin og kiggede på dem med et blik der næsten kunne dræbe bare ved det. makkadin viste godt at de havde været lærlinge for orderen og de kunne være stærke men uanset hvad kraft de end måtte holde ville de ikke kunne klare den højeste rang som makkadin var. rangen som ærkepaladin.

Marlene smilte et grumt smil til ham med sine næsten farveløse læber i kontrast til hendes lyse ansigt.
"du har ikke forandret det mindste, du har stadigvæk din arroganthed og din stolthed. Vi er hverken kommet her for at få tilgivelse eller kænpe, vi er kommet her for at skaffe vores mægtige leder tilbage. Og ingen du siger noget som helst, så tænkt godt over dit svar og hvilke konsekvenser det kan få. En af os står klar ved porten, og du ved vel hvilke konsekvenser det kan få hvis vi lader den stå fuldstændigt åben og selvom du sender en af dine lakajer der hen og dræber ham, så vil det bare udløse fortryllensen til at åbne porten med"
Hun kiggede på ham med store øjne, de var klar til kamp selvom flere af dem nok ville falde for makkadins hænder, så havde de stadigvæk stærk magi og de var selv immune for det lys magi som han end ville bruge, som lysaura ville ikke skade eller genere dem som den gjorde på nartail.

Tazz kiggede lige så stille på Zean og sukkede stille og nikkede stille til Makkadin og tog stille sværdet og lagde det der hvor hun sad efter hun havde rejst sig og gik meget stille hen mod ham og sukkede lidt igen og var stadig lige bange for ham.
Hun kiggede stille ud af vinduet "Zean hva vil du gøre hvis du midster diin søn og diin kæreste?" spurgte hun stille om og kiggede stadig ud af vinduet og og holdte sig lige så stille på maven og kunne mærke den lille var urolig igen og hun forstod iik helt hvorfor den lille var det for der skete joo iik noget iik lige nu? Med mindre det var fordi den lille kunne mærke Tazz var bange for hun var iik helt tryg ved Zean mere efter sidst de var sammen.
Hun sukkede stille og slappede lidt af i kroppen for at berolige hendes barn men det hjalp iik rigtig lige nu.

Han grinte svagt, hvordan kunne han andet? De var simpelthen...alt for alvorlige med alt deres snak.
"Nå, så vi taler filosofi nu...Fint nok" han trak på skuldrene og så på Makkadin.
"Jeg har også min mening, med det gode og det onde...Og den lyder sådan her: intet er ond eller godt. Det hele kommer an på ens interesser, et menneske siger noget er ondt fordi det modarbejder menneskets interesser, eller siger måske noget er godt fordi det medvirker eller gør så mennesket har det godt" sagde han
"Det er ikke to kræfter der slås inden i dig...." han så lidt på Tazz
"...Åh ja, jeg vil gøre alt for dem, dem begge...Men at redde verden...Det lyder som noget fra en film, så du må kunne forstå jeg ikke kan tage det alvorligt....Faktisk er jeg ved at tro jeg er fanget mellem nogle psykisk syge..." han så lidt på hende.
"...Eller måske er det hele en drøm, i så fald kan jeg kun vente på at vågne..." han trak svagt på skuldrene.
"Jeg har ikke lyst til at have ansvaret for en hel verden, desuden tror jeg ikke på at man kan redde hele verden....Det giver ingen mening...Det er bare en sætning man siger..." han så på makkadin igen

inden makkadin gik udenfor.

"forstå det her. du er hverken sammen med nogen der er sindssyge og du er heller ikke i en drøm. det her er virkeligt og det kan være du ikke kan se det men der er skam en krig på vej men hvis du ikke vil kæmpe for at redde verden så kæmp for at redde dem du elsker fra at blive evige slaver til et eller andet væsen" sagde makkadin og vendte sig om imod døren. "og du skal ikke sige at man ikke kan redde en hel verden. jeg har nemlig beskyttet denne verden imod helvedes flammer og mørkets ankomst i over 22000 år og det kan godt være du siger man ikke kan beskytte en hel verden så husk på for hvert barn, kvinde og mand jeg redder er nok til at redde en hel verden og så længe jeg redder mindst en eller to som jeg ved vil være taknemlige for det er nok til at jeg vil redde verden igen og igen og end til at jeg er sikker på at verden er 100% reddet eller at jeg ved at verden er i de bedste hænder nogensinde for jeg er en vogter af jorden og jeg holder i min hånd lyset og alt godt som jeg vil beskytte og kæmpe for så det kan altid bliver ved med at lyse sit flotte lys og en ny morgen kan gry" sagde makkadin og gik ud af døren.

da makkadin kom udenfor.

makkadin rystede op hovedet "jeg ved du bluffer fordi både du og jeg ved at hvis du åbner den port igen så vil du for det ene aldrig kunne finde din herre igen og i vil selv dø imens den her jord vil blive dækket af et større mørke end jeres egen herre" sagde makkadin fast og kiggede på dem. "jeg kan ikke hjælpe jer med at finde jeres herre også uanset hvor meget historie vi har haft bag os og jeg som har set jer som familie før i faldt for jeres herres mørke men jeg kan dog fortælle jer en ting. hvis i troede at jeres herre var mesteren bag det hele så er i allesammen blevet snydt for groft fordi jeres herre er kun en hånd for et større mørke. og det gør jer til bare nogen almindelige frontsoldater som vil dø i krigen først. alt det jeres herre har lovet jer med styrke, ære og magt har ikke været andet end løgne fordi hvor meget kan han holde af sine løfter hvis han selv er bare en soldat?" sagde makkadin og kiggede på dem med et fast blik. han viste at de ville nok ikke tro ham også selv om hvor meget det passede. "og jeg lyver ikke. i burde kende mig at jeg aldrig lyver og har aldrig løjet" sagde makkadin og kiggede på dem. han havde faktisk ikke løjet på noget tidspunkt til nogen i sit liv.

"Vi ved at du ikke kan lyve, men det betyder ikke at du kan sige noget usandt fordi du nemlig ikke ved bedre"
Sagde marlene med et mere udtrykløs ansigt, mens hun snakkede med de andre med deres sjæle hvad de nu skulle gøre.
"Men hvis vi nu skal følge det du siger, så har du faktisk give os en grund til at åbne porten, for at lade noget endnu mere større mørke komme til verden end hvad vores herre kan give, og vi vil aldrig bluffe det lover jeg på min stoltheds vejne"
Sagde hun med et smil på læberne og hendes blik faldt på vinduet, selvom de intet kunne se at det kun lignede et tomt hus, så kunne de mærke at der var nogen der inde især at der var en dæmon. Så vendte blikket tilbage på Makkadins og et smil bredte på de alles 6 læber.
"Så må vi vel bare få skaffet en ny herre syntes du ikke? Hvem gemmer du derinde en dæmon og en varulv? Er du bange for at de skal blive fristet, fordi du mener de er svagelige"
Hun sagde det højt med det sidste, så dem derinde kunne høre det. Det kunne måske lokke dem ud, især dæmonen. De var altid lettere at friste og de var tit født med den magtbegærlighed, som marlene og de 6 andre mere en gerne ville følge. De ville bare hjælpe med at skubbe deres udsete herre på vej. Selvfølgelig kunne det bare være en svagdæmon, men den ene af dem nemlig lyst har været i kontakt med Mikka hellhounden som nu er i underverden, som har forklaret alt det der var sket ind til den blev dræbt, og den fortæller at Nartail lod dæmonen få magt.

Tazz kiggede stille på Zean og sukkede lidt over det han sagde og rystede lidt på hovedet "Det her er iik nogle drøm overhoved så du vil iik vågne" sagde hun stille og kiggede ned på sin maven og nussede den stille og kiggede op på ham igen "Red dem du elsker for de er de vigtigste personer her på jorden..." sagde hun stille og stoppede lidt og sukkede stille "Jeg ved godt at vi iik kende hinanden godt og du var ond mod miq sidst så er du god nok for det kan jeg mærke på diq" sagde hun stille og lyttede efter hva de sagde der ude og kunne hører de ville ha de skulle komme der ud så hun gik stille hen mod døren og kiggede lidt rundt og sukkede højt og gik der ud og kiggede på de der folk der var der og holdte sig på maven og bed sig hårdt i underlæben da den lille iik ville lægge stille lige nu for den kunne nok mærke at der var mørkt ved dem.

mørke og lys...Selv om de modsagde det, blev det i hans hoved lavet om til gud og djævlen. Noget han konsekvent nægtede at høre på. De gentog bare hvad de hele tiden havde sagt....Ville de dog ikke snart holde op? Der var da intet at sige til at nogle blev såkaldt onde...Den snak var trættende. Han så lidt Tazz...
"Nå, så du tror på alt hvad der blev sagt?" svarede han kort og lod blikket glide over hende endnu en gang. Han kunne huske hende....han havde hjulpet hende den gang hun skulle føde.
Han lagde hovedet let på skrå og undrede sig...
"Gjort dig ondt? Ville jeg så ikke kunne huske det? Måske forveksler du mig..." sagde han
"..Og en anden ting....Ingen skal fortælle mig om jeg er en dygtig, god lille dreng...For det lyder som om det er det du siger til mig..." faktisk skulle folk bare generelt ikke kommentere ham...Han havde mange diskussioner med en af sine veninder om det...Hun troede fuldt og fast på hans gode side, som hun sagde....Kunne folk dog ikke bare behandle ham som den dæmon han var?
Han sukkede og strakte sig. Den snak om dem man elskede....Han holdt vel af Dawn og Elyas...Men han var faktisk også lidt træt af alt det, det hele...Han havde forpligtet sig selv mere han nogensinde troede han selv ville gøre og på en måde fortrød han det faktisk, han foretrak kun at skulle passe på sig selv...
"Nå, skal vi gå ud og se hvad de laver?" spurgte han roligt

makkadin trak sin store hammer lyn hurtigt som om den vejede intet og slog den ned i jorden med et sving så der kom et kæmpe hul i jorden. "pas på hvad du siger marlene det kan godt være de ikke er paladiner endnu men de har mere sjæl end hvad jeres gruppe nogensinde vil have til sammen" sagde makkadin og kiggede på dem med et strengt blik der var meget faretruende. "men jeg kan se at det her kommer ingen vejne. du og din gruppe har glemt helt hvad det siges at være levende og de ting ondskab gør ved en også selv om i selv tror at i vil blive belønnet af det. men jeg kan dog mærke i bruger stadig lysets krafter i en slags blanding. men den er ikke stærk som den originale udgave" sagde makkadin og kiggede på dem. "men hvis i nogensinde vil have min hjælp eller nogen hjælp fra vogterne så skal i allesammen gå igennem de syv teste i burde nok kunne huske lidt af dem da i gik igennem dem de første syv dage af jeres første træning da i havde jeres stolthed ved at kalde jer selv paladiner" sagde makkadin og kiggede på dem og vendte sit blik imod zean og tazz hans blik sagde at de skulle gøre deres sjæle klar til alting og være klar til at være der for det gode

//sorry jeg er altså out, for gider desværre ikke dette emne, så kan du sakref overtage mine personer i denne historie så kan i stadigvæk forsætte//

//jeg vil kun forsætte hvis de andre vil forsætte :)//

//tja, jeg er altid frisk^^//

// Jeg vil meget gerne forsætte (: //

// Er det miq der skal forsætte nu eller? //

//det tror jeg bare at du skal, for jeg var jo den sidste som svarede :)//