a undead, ohh no a lich king. (Tazz and Zean)

Det hele virkede foruroligende. Kirken, selv om den ikke betød meget for ham, gav efter for en ukendt skikkelse. Tazz skreg, gravid som altid...
På en måde mindede det ham om dengang der var hekse jagt...Tazz mindede om en mistænkt der blev slæbt ind i kirken for at få den sidste nadver, inden bålet ventede på hende.
Hans opmærksom blev dog hurtigt taget af tre flyvende skikkelser, tre gargyler lignede det, selv om det mest var væsner fra bøgerne...Eller hvad?
Han rystede svagt på hovedet og nåede lige at flytte sig for en af dem der gik til angreb. Dette var jo...sygt! Havde han ikke lige overlevet nogle overnaturlige stærke elvere? Og så en syg dæmon...Og en mand der kaldte sig paladin...
Han gad ikke mere af sådan noget her! Skulle han ikke bare...flygte?
Han så mod kirken, det sidste år måtte have gjort ham blødsøden...Han vidste ikke hvad skikkelsen ville gøre ved Tazz...
Han dukkede sig igen og begyndte at løbe mod den ene ende af kirkegården, væk fra kirken.
Han kiggede sig hurtigt omkring, efter hvad som helst han kunne bruge til våben, overrasket over sin rolighed.
Han greb en gren og vente sig om, svang den mod den nærmeste som greb grenen i sine kløer. Men zean var ikke færdig endnu, han hev den ned mod sig, trods den basken med vingerne, og tvang den til at se ham ind i øjnene.
De andre angreb ham og han mærkede en smerte i den ene arm.

Han fik kontrollen over gargylen som begyndte at gå til angreb på de andre to.
Zean greb chancen og løb hen til kirken...

Nartail fornemmed hvordan han gargyler blev nedkæmpet. Der var vist kommet et nyt ofre til ham, det ville han ikke have noget imod. Gargylerne som holdte Tazz tvang hende op på alteret, Nartail kiggede ned på hende, men så rettede han blikket imod en bestemt ting. De gargylere som Zean havde nedkæmpet var lige pludselige blevet hele igen, men de holdte sig bag ved ham. De gjorde ingen mine til at dræbe ham, men bare fulgte ham. Det kunne næsten minde om nogle livguards som skulle sikre sig at personen kom fra det ene sted til det andet. Nartail rakte en hånd imod en stor statue af jomfrue marie og knyttede hånden, som om han havde fat i den. Der kom nogle revner i den. Han smilte for sig selv, selvom disse statuer altid har forstillet sig gode ting bar flere af dem også en hemmelighed, nemlig et væsen lige som de andre gargyler. Men det var kun hvis man vidste hvad hemmeligheden var, for dem der ville bruge dem af god formål, kunne vække dem i live som det de forstilte sig. Men Nartail summende det modsatte af statuens forstilling. Nartail vendte blikket imod indgangen og ved indgangen stod endnu to gargyler, men hvis Zean kom tæt på ville de lade ham gå ind uden at gøre noget. Nartail ville helst være i fred så han kunne ordne Tazz, men han ville ikke lade sine udduelige gargyler gøre det, men lade dette væsen gøre istedet for som han var ved at slippe fri så snart han kunne.

Tazz vred sig rigtig meget da de lagde hende op på alteret og skreg lidt af det da hun ville ned igen. Lugten som hun mente var Zean var det oqså for da hun fik øje på ham ude for kirken blev hun på en måde glad for at se ham for hun kunne joo iik komme fri af ham der den grimme for hun vidste ingen gang hva han hed for det havde han aldrig sagt til hende. Hun kiggede over mod ham og så hva han gjorde ved jomfru maria og vred sig endnu mere men mest fordi det gjorde ondt i hendes mave begrund af den lille som hun vendte for barnet blev ved med at sparke inde i hendes mave. Hun kiggede rundt for at finde noget som hun bruge til at komme væk fra ham og de andre ting.

Zean kiggede sig tilbage...Den gargyle han havde overtaget havde gjort det af med en af de andre. Den anden gav op og fulgte ham. De kom imod ham igen...Men ingen af så ud til at ville gøre ham noget. Disse to gargyler havde fået sig en ny mester, dog kun så længe han kunne holde kontrollen over den ene...Og den anden...det var jo ikke sikkert den holdt med ham, hvis en ny hær af dem kom.
Han ignorerede det for nu og opdagede to andre gargyler ved indgangen...Men da han kom tættere på så de ikke ud til at ville gøre ham noget...For en sikkerhedsskyld sendte han de andre der over, men da der ikke skete noget trådte han bare ind i kirken i stedet for.
"Halløj?" sagde han højt, for at få lidt opmærksomhed...Noget sagde ham at det var mere sikkert end at liste sig tæt på...noget han ikke engang var sikker på han kunne, denne underlige fyr ville sikkert bemærke ham alligevel...
Han så kort på Tazz, men var fortsat rolig.

"Endelig kom du"
Sagde han med en ond stemme som lavede ekko i domkirken.
"Nu kommer du til at møde, min kære Lillith"
Han tog hånden tilbage i sig, som om han rev i den på afstand. Alt den ydreskal af jomfru maria figuren røg af og inde i den stod et nyt væsen. Dens flagermusvinger var omkring den men så åbnede den dem. Dette væsen havde nok været utroligt køn engang men var ikke længere. Hvis man en der kendte meget til væsner, sagn og legender. Ville man nok se at dette var en succubus. Men en uddød en. Hun trådte ud på gulvet, hendes hud var sort men hist og her var dens hud åben, hvor der viste sig et sygeligt kød under, som var rødt med et sygeligt skær. Hun havde langt hvidt hår, men der var pletter af noget der lignede gammelt blod i håret. Ansigtets form var smuk, men der var rifter og revner overalt hvor der kom sygelig gul væske ud. Hendes øjne var helt vide, næsten som om hun var blind, men det var hun faktisk. Hun havde store røde vinger med rifter og halvt ødelagt, men lignede dog stadigvæk som om de kunne bruges. En hale slyngede langs gulvet en lang spydspids var forenden af halen. Hun havde udfordrende tøj på. Hun lignede helt klart en zombie af en art. Hun havde røde blanke horn ud af panden og den ene var knækket. I den ene hånd havde hun en meget lang pisk der var delt i 3 snore og for enden var en klo.
"Så du forstyrre min master?"
Hun begyndte at gå imod ham, og selvfølgelig kunne hun ikke se ham. Men hun vidste hvor han præcis var. Nartail kiggede bare på med veltilfredshed.

Tazz lå og kiggede med store øjne på det væsen der kom frem og lå helt stille mens hun kiggede stille rundt for hun ville bare fri men det gik bare iik særlig godt for hende. Hun kiggede hen mod Zean "Pas på! Han er syg i hovedet" råbte hun til ham og vred sig rigtig meget mens hun kiggede surt på ham den grimme der. Hun prøvede at spytte efter ham for at få hans opmærksomhed.

//sorry krea svigter//

Han lagde hovedet svagt på skrå som om han overvejede noget, men trak så på skuldrene. Væsner der nu kom frem kendte han ikke, på nogen måde, ikke engang hørt om det i bøgerne.
"VEnt nu lige lidt..." hans stemme var overraskende rolig, selv om han begyndte at føle sig lidt urolig.
"...Hvem vil fortælle mig hvad der sker her? Forstyrre din herre? I hvad dog? Hvem er han...Hvem er du?" han så på den ukendte skikkelse af en mand af en art i stedet for væsnet foran sig.
"Du går bare ud fra jeg vil ødelægge alt, nu hvor jeg kom gående?" det var ikke til at sige hvad han prøvede på, men lige meget hvad, var det godt skuespil. Han turde næsten ikke tænke sig til hvad han ville gøre...Han håbede bare på at blive lidt klogere og så...Prøve sig lidt frem. En ide havde han...Han smilte svagt som om det hele ikke betød noget.

//Nu får i jeres hjælp og hjælpen kommer efter Tazz og Zean har svaret en gang.///

Lillith smilte i et grumt smil.
"Nej så meget forstyrre du heller ikke, for du kan blive til god gavn"
Lillith så i retningen tilbage på sin master og gav et nik til Lillith. For hun spurgte ham om med sine tanker, om hun skulle svare på hans spørgsmål. Hun smilte et grumt smil, og så vendte hovedet i retningen af Zean igen.
"Jeg er lillith min master lærling, og jeg var en succubus engang. Du kan ingengang tillade dig at spørge så mægtig er min herre. Han hedder Nartail og er genopståede nu for 1500 år siden, og denne kære varulve skal give ham lidt ekstra energi og det sammen bliver du."
Lillith slog med sin pisk så de smældede lige ved siden af zean.
"næsten gang så rammer jeg dig."
Sagde hun og grinte en ond kvindelig latter. Nartail så til og så vendte han blikket imod tazz. Han lagde sin hånd med flad hånd på hendes mave, så knyttede han den men mens han gjorde den bevægelse så kløerne skarp i overfladen på Tazz mave. Babyen begyndte rigtig meget at rykke sig og der var smerter i hendes mave. Hans ildblå øjne gløede med tilfredshed. Der var intet bedre end en helt ny sjæl fra en lille baby.

Tazz kiggede med store øjne på ham og vred sig rigtig meget da han skulle til at lægge sin hånd på hendes mave "Neej iik mit barn!" skreg hun højt og vred sig hele tiden. Hun kunne mærke at barnet bevæget sig alt for meget så hun skreg rigtig højt da det gjorde mega ondt på hende. Hun kiggede hen mod Zean og kom til at græde lidt "Undskyld" hviskede hun stille til ham og kiggede mod Nartali som han åbenbart hedder "Pliss lad hver skal nok gøre alt hva du siger bare du lader mit barn og Zean være" sagde hun stille og grad helt vildt.

Han så lidt på væsnet der øjensynligt ville skræmme livet af ham. Forventede sikkert han prøvede at flygte og kunne så fange ham og give ham lidt smerte med på vejen...Men den leg ville han ikke lege. Han vidste ikke om hans lille plan vilel virke...Med de nye oplysninger lød det ikke særlig sandsynligt.
Han flyttede sig lidt da pisken kom flyvende og så kort på hende.
"Den pisk vil øjensynligt kunne gøre livet af med mig, hvis du rammer rigtigt, jeg troede jeg skulle bruges af din ihhh så betydningsfulde herre?" han kunne næsten ikke gøre for det, han kunne ikke fordrage folk, lige meget hvem, som mente de kunne bestemme det hele. Og det gjorde disse her åbenbart.
"Og jeg bestemmer selv hvem jeg taler til...Hvem der svare er mig ligegyldigt" sagde han kort som om kvinden ikke var andet end...en statue...Hvad hun vel faktisk også var.
"Nå men hvad er planen så?" sagde han højt, da han snakkede direkte til NArtail og ikke hans lille hjælper...
"Slå os ihjel, få lidt energi...OG slå hele verdenen ihjel?" foreslog han som om det var lige så almindeligt som at planlægge en picnic tur.
Han ignorerede Tazz smertens skrig som han nu kunne, selv om de satte noget i gang inden i ham...En mor burde ikke dø når hun skulle have et barn....
Han var selv lige blevet far...Følelsen og tanken undrede ham...For bare et år siden havde han selv været et koldt uhyre...

noget skete pludslig. hele atmosfæren i rummet blev ødelagt. før var den dyster og mørk men pludslig var den blevet lys og varm og beskytsomt og ind igennem den store kirkedørs åbning kom der et kraftigt lys. man ville være blindet hvis man kiggede på det og man kunne høre de kraftige trin af sko lavet af ren metal der raslede for hvert trin der blev taget. pludslig blev lyset lidt svagere og henne ved døråbningen stod makkadin!. den person zean havde mødt på vej ud af den triste skov der hjalp ham og camille ud af skoven og i sikkerhed. han var iklædt i sin flotte skindende rustning. den skindede og lyste som en sol og hele rustningen var pyntet med flotte fønixer lavet af det pureste guld. nogen steder var der også stof der så ud til at binde rustningen sammen så der ikke var nogen bare områder. stoffet var flot blåt som hvis man så vandet fra den reneste sø. i hans højre side af hans belte der var lavet af hvidt læder hang der et kortsværd. det var flot pyntet med guld og oppe ved skaftets æg var der et billede af en hånd med rustnings handske på der havde knyttet hånd som hvis den skulle til at slå nogen. det billede var lavet af rent guld også. hele rustningen så ud til at være lavet af enten guld eller noget der lignede sølv eller noget der var lige så rent og skindende som sølv.på hans venstre side af hans bælte havde han en virkelig stor og flot bog der hang ned i en flot sølvkæde ned fra bæltet af. bogen var pyntet med guld og flot læderbind som var lige så hvidt som bæltet. bogen så ud til at være så stor at den måtte være fire gange så stor som en normal ringenes herre bog i breden og længden og nok også i tykkelsen. på hans skuldre havde han skuldreplader der var formet så det forstillede to fønix hoveder lavet af guld der prøvede at flyve ud af hans skuldre. dog kunne man ikke helt se hans flotte sølvgrå hår men man kunne se hans ansigt og hans nogenlunde store fuldskæg der var lige så sølvgrå som hans hår. på hans hovede havde han en hjelm lavet af det samme som rustningen men den her havde et slags kors på toppen men det her kors havde et ekstra vandret strej der var over den længste streg. den her streg var lidt mindre end den største så man kunne se forskel på stregerne. han kiggede på dem med sine flotte havblå øje. han holdte i sin ene hånd en hammer der lændte sig op af den samme skulder som den hånd han holdte hammeren på. den her hammer var virkelig den største hammer nogensinde. den måtte være ti gange så stor som en muggert og den så ud til at være lige så tung. hammeren var pyntet med flot hvidt læder og flot sølvgrå metal. selve hovedet af hammeren var lavet af det samme metal som alt andet og var pyntet med en fønix der så ud til at flyve ude i sidderne af hammeren. han vendte hurtigt blikket til gargylerne og slog den ene med et slag fra sin hammer af og man så hvordan gargylen gik fra at være en levende statue til at blive til grus. den blev simpelhen pulveriseret af et slag fra den hammer så gargylen var kun grus til sidst. han vendte hurtigt om og med endnu et hurtigt hårdt slag fra sin hammer af blev den anden gargyle også til grus. han vendte blikket imod den der succubus zombie. "vie bort onde dæmon vend tilbage til det helvede du kom fra" sagde makkadin med sin dybe mandige stemme. han lød yngre end han så ud han lignede nemlig en gammel mand med den skæg farve men måske var han ikke så gammel alligevel. han tog hurtigt bogen op med sin frie hånd og bogen blev slået op og den bladrede af sig selv til den side han ville have den skulle være på. "Lux tua Deus vocat gets suum pastorem. Da mihi virtutem mittere in terram hanc creaturam impura misit ad vos ut" sagde han og et stort hul i jorden bag lillith blev åbnet og man kunne se mørke flammer nede i det hul og pludslig ud af hullet kom der to sorte arme og tog lillith i bene og hev hende ned i hullet og flere hænder kom og begyndte at hive i lillith og hev hende ned i hullet og hullet lukkede bagefter. makkadin lukkede sin bog og lod den falde tilbage til der hvor den hang før. "længe siden nartail sidst vi så hinanden var 1500 år siden hvor jeg stak dig med det her sværd i dit kolde hjerte og sendte dig til underverden hvor du skulle rådne til evig tid" sagde makkadin og lod en hånd falde over det lille kortsværd han havde i bæltet med sin højre hånd som ikke holdte hammeren.

Lillith smilte bare bredt på den måde Zean var provokerende på. Nartail var rime ligeglad hvad end Zean hånede ham med, han var ikke andet end et støvkorn for ham.
"Der er vist nogen der fortjenes at straffes"
Lillith var lige ved at svinge pisten da noget forandrede sig.
Nartail mærkede straks forandringen i luften og som gav alt for klare minder med sig. Lysets energi brød ind i kirken, og Nartail så med vrede og foragt imod den kære nyankommen, som han alt for godt huskede. Han stoppede straks det han gjorde ved Tazz, men hun havde stadigvæk store smerter i sin krop. Han gik med tunge skridt og stilte sig foran alteret, som gav et metalgenklang lige som Makkedin. For Nartail havde jo også en rustning fra top og tå som ham. Han tog armene på kors og lændte sig lidt op af alteret.
"Jeg skulle ha vist dig, en paladin som dig kan jo ikke finde ud af at dø vel? Det kunne ellers ha været sjovt at ha genoplivet dig tror du ikke?"
Sagde han hånligt til Makkadin og så til, mens han dræbte hans kære lærling. Han ville altid kunne rive hende op fra helvede igen, så det gjorde ikke så meget.
"Så du kommer her for at redde dagen ikke?"
Han lavede en bevægelse imod dem, og trak hånde tilbage igen og så på både Makkadin og Zean. Udenfor begyndte der at komme raslende lyde, det var som om nogen gravede. Månens lys var tydelig og viste det hele tydeligt hvad der skete. Halvrådne arme og knogle arme skød igennem jorden og begyndte at grave dem fri. Zombie og skelleter dukkede frem fra jorden af og alle deres øjne var rettet imod zean og Makkadin. Så mærkede Zean noget trække i hans tøj. En meget lille pige knap de 8 år trak i hans tøj og så op på ham med store øjne. Hun virkede rime bleg men ellers var der ikke noget usædvanlig ved det andet end hun havde en meget fin hvid kjole på, som næsten lignede sådan en lille pige kunne ha været begravet i.
"Jeg vil have min mor, måske har du hende?!"
Pigen sprang straks på zean og bed sig fast i armen på ham. Hun havde sylespidse tænder og hendes øjne var blevet kulsorte. Nartail så til og kiggede så hen på Makkadin.
"Tro ikke at jeg har glemt dig, kan du huske Mikka?"
Han smilte et grumt smil og Makkadin ville nok kunne straks huske hvem det var, en som havde været så tæt på at dræbe ham. Nartail tegnede med sin hånd fra afstand af et underligt form for pentagram, en stjerne med 7 kanter. Den flammede så op i blå ild og så var det som om gulvet inde i pentagrammet flækkede og røg ned i en afgrund. Store kløer kom op af kanten og trak resten af dens krop op. Det var et særdeles frygtindgyende væsen. Det var en kæmpe hellhound dens skuldre gik til Nartails højde. Dens krop var lang og slank lige som en dobbermans. Dens tre hoveder var også dobbermand formede. Den havde en 3 delt hale som hver gik i en skorpionbrod. Den haved massive kløer på dens poter. Den vendte sine mange rødglødende øjne imod Makkadin og var lige ved at springe frem. Men Nartail havde fat i en af dens halsbånd, som sad på den sorte hud. Den var ellers rød der hvor normalt en dobberman var brun. Den havde rifter flere steder på dens krop. Den snerrede og gøede efter Makkadin og vidste sine fleredobbelt rækkede tænder, som næsten lige var en hajs. Dens savl faldt på jorden og det begyndte at syde, det var ren syre.
"Jeg tror at Mikka kan huske dig, ikke gamle tøs"
Den snerrede ekstra meget for at understrege det. Nartail lagde hånden på dens massive muskeløse brystkasse og et tydeligt ar var der.
"Jeg tror at hun kan huske da du stak sværdet i hende."

Tazz lå stadig og skrev da der lige pluselig kom et meget kraftig lys og hun kiggede hurtigt til den anden side for iik blive blind af lyse. Da det stoppede lige så stille kiggede hun hen mod Zean og så en herre som der der lignede en meget stor krigere men hvor kom han fra? Hun vidste det iik men hun var glad for at se denne nye herre for hun ville gerne snart fri for det gjorde mega ondt på hende når Nirtail rørte ved hende mave eller bare havde sin hånd over hende. Selvom han flyttede sin hånd og vred hun sig stadig meget og skreg en del da hendes lille barn stadig bevægede sig rigtig meget inde i hendes mave selvom hun prøvede at få den lille til at slappe lidt af så gik det iik så godt for hende igen måtte hun nok sige. Hun kiggede med store øjne da der kom alle mulige mennesker som der godt nok var døde. Hun kiggede på Zean da han blev angrabet af en lille pige som der lignede lidt Mira som hun havde mødt for et godt stykke tid siden. Hun kiggede lige hurtigt væk og kiggede over på pigen og vidste iik om hun skulle sige et eller andet for det kunne joo være at den lille pige måske ville tro at hun var hende mor eller at hun troede at Tazz kendte hendes mor men hun nåede aldrig så langt for der kom en stor slags hund op og snurrede af dem. Hun kiggede med store øjne på den og vidste virkelig iik hva hun skulle gøre noget for der var intet at gøre for hende for hun lå joo bare der og kunne intet gøre da hun blev holdt fast. Hun kunne måske få kaldt nogle ulve til sig men det ville hun iik for de ville bare dø i kamp og hun ville helst iik mistet sine venner selvom de godt nok var ulve.

Zeans første reaktion på tilsynekomsten af Paladinen var...irritation. Han kunne ved gud ikke fordrage den person! Ved gud...ja, det var vel også hvad paladinen havde troet på, ikke?
Han rystede svagt på hovedet og gik til siden. Bare lad de "store" klare kampen, så måtte der vel komme det bedste ud af det.
Han havde været lige ved at gå op mod Tazz, for at hjælpe hende, da en lille pige hev fat i ham. Et eller andet sted, inde i ham, var der noget der skreg at denne pige...Noget var helt forkert.
Men han mærkede hvordan han skubbede tanken til side, noget han ellers sjældent gjorde, og så på pigen...Hun kunne ikke finde sin mor? Og hun var så bleg...

Da pigen sprang på ham blev han oprigtig overrasket. Han kom med et overrasket udbrud, blandet med smerte da han mærkede de skarpe tænder bore sig ned i hans arm.
Han reagerede hurtigt, som efter flere århundreders øvelse. Han greb fat i hendes hår og rev hende væk fra sig, hvilket resulterede i at hun fik en lille luns kød med sig. Men smerten gjorde ham kun gal.
Han smadrede hende ned i gulvet med den styrke vreden gav ham og bemærkede tilfredst at kraniet gav efter. Han så sig tilbage, ud af kirken og så alle zombierne og skeletterne. Han var overrasket, ja, dette syn havde han ikke forventet.
Men så fald en tanke ham ind...Han ville da ikke sidde stille hen mens det onde og det gode kæmpede mod hinanden. Zombierne havde stadig resterne af deres krop...men skeletterne var kun ben og han anede ikke hvordan han skulle tage sig af dem...Men så fald endnu en ide ham ind og han skyndte sig ud af kirken.
Han kiggede kort rundt, var der virkelig så mange begravet her?
Han kiggede på de nærmeste zombier, de fleste havde ikke øjne, de var rådnet væk eller hang ud af øjenhulen. Men pyt, de var jo døde ikke? Måske gjaldt der noget andet her...Han havde kun gjort dette da han var...15 år eller så. Så han var lidt spændt.

Han lukkede øjnene, som havde han allerede spredt sit "spindelvæv" ud i deres hjerner, selv om de sikkert ikke en gang havde hjerne tilbage, og lod som om han allerede kunne styre dem. Først virkede det ikke, men snart mærkede han at han havde magt over de nærmest. Da han mærkede en skelethånd på sin arm beordrede ham dem straks til at angribe skeletterne...

makkadin kunne mærke hvordan han blev vred da hunden kom frem. han kom i tanke om hvordan den hund havde dræbt tre af hans bedste venner på en gang og derefter ædt ligene af hans venner. han mærkede hvordan vreden var ved at koge inde i ham men så skete der noget. en hviskende stemme fløj rundt i rummet så alle kunne høre den som hvis den hviskede lige ved siden af dem. men det var virkelig utydeligt og det måtte være på et oldgammel uddøde sprog som selv nartail ikke viste hvad sprog det var. makkadin så ud til at falde ned med vreden igen også selv om man kunne stadig se den på ham. da den hviskende lyd stoppede nikkede makkadin. "tak min hyrde" sagde makkadin som om han snakkede til en usynlig person. han kiggede vredt mellem nartail og hunden og lukkede hjelmen over hovedet og som en explotion af aura energi blev hele rummet fyldt om med den varme og rare energi. dog for alt der ikke havde godhed i hjertet kunne mærke mere at den her aura var mere faretruende og farlig og som på en måde brandte også lidt på dem. makkadins øjne var begyndt at stå i store flammer inde under hjelmen. selve flammerne var hverken røde eller nogen anden farve. flammerne var nemlig helt hvide og røgen der kom fra flammerne var kridt hvid røg. i en super lyn bevægelse trak makkadin sit sværd der var ved bæltet og smed den som en kastekniv og skar nartails arm så den faktisk skar igennem både rustning og lidt af knoglen. sværdet fløj hen og landede med spidsen ned i alteret henne ved tazz og hun blev ikke ramt af den. i det nartail nok ville slippe hunden fri nu slog makkadin sin mega store hammer ned i gulvet på kirken og man kunne mærke hvordan auraen skiftede fra at være god til at være vred. det var en kraftig vrede men ikke en normal vrede den følte mere som en hellig vrede. som om at det var en bid af selve guds vrede. i det hammeren ramte gulvet kom der et højt smask og man så hvordan gulvet det bulede dybt ned i jorden og at der var kommet revner i jorden. faktisk følte det som om at hele jorden hoppede da hammeren ramte jorden. den vrede aura begyndte langsomt at blive mindre efter hammeren ramte jorden men det forsvandt ikke det fandt nemlig et andet sted for nu begyndte hammerens hovede at lyse kraftigere og kraftigere op og pludslig begyndte hammeren at stå i flammer. men det var ikke normale flammer det var de hvide flammer igen. flammerne begyndte at vokse og vokse og da hammeren stod i store flammer begyndte han at løbe imod hunden imens han svang sin hammer imod den. tazz kunne dog mærke på en måde mærke hvordan sværdet der lå lige ved siden af hende på en måde kaldte på hende og bedte til at hun tog sværdet op. faktisk følte sværdets kald beroligende. både for barnet i hendes mave og for hendes selv. makkadin brølede imens han løb imod hunden med flammer i hans øjne og flammer i hans hammer.

Zean fik kontrollen over flere af dem, men det var virkelig som om de var sløve i betrækket. De adlød dog hans ordre og kom hurtigt hen til skelletet, men det var meget langsomt, langt langsommere end dem som han ikke havde kontrollen over, som han snart ville finde ud af. Ude over den skelet som havde taget fat i armen på ham havde ingen af de andre, som han ikke havde kontrollen over reageret. Det var som om de ventede på en ordre. Nartail så den flyvende sværd imod sig og fik vendt sig så den kun skar armen af ham. Den faldt som et klask på jorden, han så ned på den som om det var et smykke han havde tabt. Han tog den op og satte den på plads igen. Han mærkede denne gode aura som han hadede så meget, og vreden kom op i ham. Med vreden kom også magien. Hans rustning begyndte at blive levende og smeltede sammen og blev langt stærkere og tykkere, så Makkadin i hvert fald bare kunne skære igennem ved at kaste med et sværd, men skulle helst slå selv med hans egen håndkræft. Nartail slap helvedeshunden løs og den sprang frem med blodlysten lyst ud af dens øjne. Uheldigt for Makkadin så han hvordan hunden var blevet langt hurtigere end sidst han huskede det, og da den sprang var det som om den blev båret med magiens kræft. Den langede med dens fulde vægt på ham, og selvom den hellige hammer gjorde ondt fordi den var lavet af godhed, var hunden ligeglad. For den var ikke lavet af en spids eller noget som kunne gennembore den. Dens tre hoveder stirrede ondt på ham og savlen faldt ned på jorden og ramte flere steder på hans rustning hvor den begyndte at ætse. Mens Nartail nød hele scenen opdagede han at Zean havde overtaget flere af hans mere nyere zombier. Han smilte grumt og hans blåildøne flammede op, hans drage maske gabede op og så begyndte dette uhyggelige blå lys at ligge sig i hele rummet og bredte sig ud mod skeletterne og zombierne. Det var som om et liv strøg igennem dem og de alle vente direkte blikket imod zean, og så på den andre som han havde overtaget. De begyndte at løbe hurtigt imod ham og især skeletterne var de hurtigste for de var de letteste. Nartail havde faktisk glemt helt Tazz og så bare på det hele med morskab. Han vidste nok at hans hund ville dø, men så var han selv klar til nærkamp.

Tazz bed sig hårdt i underlæben da det stadig gjorde ondt i hendes mave men det var iik så slemt mere men den lille slappede stadig iik helt af endnu. Hun kiggede stille med store øjne på alle de skeletter og zombier som der bare løb mod Zean! Hun måtte hjælpe ham men hvordan? Hun nåede kun lide at tænke det da hun kunne mærke sværdet 'kaldte' på hende og det var meget beroligene for hende og den lille. Hun smilede stille og kiggede op på gargyler som der kun holdte hendes arme som hun endelig syntes var lidt mærkelig men okii de var joo iik klogeste og det var Nartail nu hellere iik for Tazz ville godt kunne få fat i sværdet. Hun lukkede stille sine øjne og trak vejret dybt og stille og rolig for at kunne tænke helt klart for det hun skulle til nu kunne godt gøre ondt på hende og den lille. Hun tænkte tilbage på da hendes forældre tvang hende til at gå til gymmasiet da hun kun var 4 år og lige til hun blev de 9-10 år. Hun kunne huske at de havde lært at lofte deres ben helt op i luften så de kun lå på nakken og hun var en af de bedste til det men hun var iik sikker på hun kunne gøre det nu hvor hun var gravid.
Hun åbnede hurtigt sine øjne og med et havde hun sine ben rundt om den ene gargyles hoved og hev bare til mens hun holdte fast til dens hoved bækkede af så den ville give slip på hendes arm. Hun tog hurtigt sværdet og stak det i den anden gargyle og skar den helt op så den lå i to stykke. Hun rejste sig op og stod bag Nartail og loftet sværdet op over sit hoved og skulle til at slå da hun så ham der ridden var blevet overfaldet af den store hund og løbe over mod den og hoppede op på ryggen på den og stak sværdet lige igennem dens ryg og helt vejen ud til brystkassen igen.
Hun gav hurtigt slip på sværdet og tog sig til sin mave da den lille var begyndt at sparke igen. Hun faldt stille ned af dens ryg så hun lå på siden lige ved siden af den mens hun skreg lidt af smerte mens hun kiggede hen på manden og håbede han kunne hjælpe hende.

Zean mærkede skelethånden blive hevet væk fra sig, dog ret forsinket. Det hele var gået langsommere end han havde troet...Okay, det var jo zombier, men alligevel.
Han åbnede øjnene, selv om hans koncentration kunne blive afbrudt og så sig omkring. Der var kommet mange flere...Han mærkede jorden ryste og kunne ikke lade være at smile lidt. Hammeren, garanteret. Men han kunne ikke se det, han stod med ryggen til.
Noget underligt...lys eller ild af en art kom fra kirken og først troede han at det tilhørte Paladinen, men opdagede så at det gjorde zombierne og skeletterne hurtigere...Absolut ikke til hans fordel!
Han lukkede øjnene igen og prøvede ihærdigt at overtage flere, efterhånden som de kom hen til ham og han kunne nå dem med sin evne, men det var kun få af zombierne som bukkede under og gik til angreb på skeletterne først og fremmest.
Han havde problemer med at få kontrollen over flere og mærkede snart hvordan det tog hans egen energi at kontrollere så mange.
Han mærkede en varme sprede sig i kroppen, lige som nogle skeletter var ved at nå ham...Selvfølgelig! Han kunne forvandle sig og håbe han så havde energi nok til selv også at slås. Og tage kontrollen over flere...

Varmen spredte sig i hans krop sammen med smerterne. Han voksede sig større, måske dobbelt eller tredobbelt end et menneske, hans muskler voksede og bullede ud, hans hud tog en dyb rød farve.
To store vinger voksede ud af hans ryg og en hale voksede ud og snoede sig om det ene ben for ikke at være i vejen.
To små horn voksede ud af hans pande, hans negle blev til store kløer og hans øjne var nu helt sorte. Hans tøj var revnet, bortset fra lidt af bukserne der hang og skjulte de nedre regioner.
Han knurrede, en dyb, truende lyd. Dejligt at være fri fra menneskekroppen!
Med forvandlingen havde Zean skiftet personlighed, noget han ikke selv kunne styre og som bare kom.
Han så sig omkring og det lykkedes ham at overtage nogle flere zombier.
Samtidig slog han et par skeletter til jorden.

makkadin kæmpede med alle sine krafter for at få hunden væk. han kunne mærke at hundens spyt prøvede at ætse igennem hans rustning men det ville nok tage lang tid for syren alligevel men han viste at han ikke havde lang tid. han kunne ikke slå med sin hammer da han ikke ville kunne svinge den nok så han gav slip på den og begyndte at slå hunden med sine knytnæver imod dens midter hovede. han blev ved med at slå hele tiden med hurtigere og stærke slag men han stoppede op da han så tazz stikke sværdet ned i hunden. "nej focuser på nartail det sværd det vil gøre dig immune imod hans krafter og det er det eneste våben der kan dræbe ham så få det stukket ind i hans mave og når du gør det så råb til mig" udbrød makkadin imens han kiggede med flammeøjne på tazz. han begyndte at tæve videre på hunden med sine bare næver og fik slået en tand eller to ud af dens mund. han stoppede dog lidt da han så zean forvandle sig. alt det her havde gået for langt. alt var ved at gå ned. han måtte gøre noget. han ønskede sine paladin brødre var her til at hjælpe ham men de døde enten af den her hund eller af alderdom.

Hunden til desværre ikke for Makkadins fordel kunne ikke føle meget smerte, den var jo alligevel form for død. Den blev dog rasende at han slog på dens hovede. Så mærkede hunden den velkendte sværd bore igennem dens hud. Midter hovedet vendte bagud og så med glødende øjne på Tazz, den sparkede så bagud og ramte lige Tazz i maven med et voldsomt stød som slog hende tilbage til alteret så hun ramte ryggen ind imod den. Sværdet havde skadet den, men uheldigvis ikke nok for Makkadin. Tazz mærkede at smerten bredte sig og der var noget galt. Blod kom frem fra hendes underliv, slaget havde ødelagt et eller andet i hendes mave. Det eneste der nok kunne både Tazz og barnet var healing. Hunden vendte igen den fulde opmærksomheden i Makkadin. Den tog så med begge sine yderste hoveder i hver af hans arme og løftede ham op og strakte hans arme ud. Han mærkede hvordan hunden var ved at flå hans arme fra hans krop, nu hvor hunden bed direkte i hans rustning var der kommet huller og hullerne begyndte at udvide sig pga af syren. Syren ramte hans bare hud, heldigvis for ham var syren lavet til at nedbryde uorganiske materialer og ikke organiske, men den stadigvæk skade på hans hud. Den midterste hovede knurre og så ud til at lige ved at bide hovedet af ham.

Da Tazz havde sprunget frem med sværdet og stukket den i hunden, kunne Nartail tydelig genkende den. Han mærkede en kold rasen i hans krop, men så mærkede han denne tydeligere stærke tilstedeværelse, han så hen til Zean som var forvandlet til en stor dæmon. Han kunne tydelig mærke at han var mere ude af kontrol og denne mulighed ville han benytte.

Mens Zean kæmpede mærkede han en rolig og venlig stemme i hans hovede. Det var rigtigt Nartails men den var meget mere ung end den han normalt talte med. Stemmen virkede lidt hynoptiserende
"Ja kæmp videre min dreng, se hvordan du nedkæmper dem som ingen ting. De er intet i forehold til dig, de er ikke andet end fluer for dig. For du er mægtig men du kan blive endnu mere mægtigere, vil du mærke mere magt se føl denne kræft"
Nartail stod med opmærksomhende rettet imod Zean som kæmpede og snakkede i hans hoved. Så lod han alle zombierne blive hans, Zean kunne mærke hvordan han kunne styre dem med den mindste vink, de var også blevet langt hurtigere og stærkere.
"Disse er bare en af de få ting jeg kan give dig, forstil dig meget kæmpe store hære, som du har kontrollen over. Forstil dig at alle dine fjender vil frygte dig og alle dine venner vil elske dig. Du kan forme verden som du vil have det."
Zean så et klart og tydeligt billede i hovede. Han så sig selv i sin dæmon form højt hævet over en kæmpe hær af både skeletter, og masser af levende væsner. Mennesker, dæmoner, vampyrer alt. Så så han at derfor han var hævet over luften var fordi han sad på en kæmpemæssige skelet drage, han mærkede hvordan han havde den fulde kontrol og den, og han kunne tydelig mærke den ærebødighed og ydmyghed fra hele den store hær. Billedet forsvandt fra hans hovede igen, men indtrykkene, billederne og følelser var stadgivæk tydelige i hans sjæl.
"Det eneste jeg beder om at du vil følge mig, så lover jeg dig at jeg vil skaffe dig alt dette og meget mere. Du vil blive den mest frygtede og elskede af hele verden"

Tazz tog sig hurtigt til maven og skreg som aldrig havde skreget før for det gjorde virkelig ondt på hende plus hun var godt sur nu for der var ingen der skulle skade hendes barn så hun forvandle sig om til en varulv for hun bedre kunne heale sig så det iik blodet så meget. Hun kiggede hen på Nartail og knurrede af ham og blev mere og mere sur så til sidst gik hun i flammer. Hun kiggede på sværdet der stadig i hunden og løb der over og hoppede op på den og begyyndte at bide og rive den hårdt på den midterste hoved og hun tog hurtigt fat i sværdet med sin mund og lagde det på dens ryg og fik hurtigt sin mennske form igen og hun var så sur på det hele lige så hun tog sværdet og fik stukkede det i gennem dens hoved og var klar til at skære det af.
Hun stoppede i et da hun kom til at tænke på hva manden havde sagt til hende så hun rev sværdet ud af dens hoved og hoppede ned af den og gik hen mod Narail og var stadig i flammer imens hun kiggede surt på ham "Du lader dem være!" Råbte hun højt og loftede sværdet op så hun var klar til at slå igen selvom hun iik havde mange kræfter tilbage. Hun tænkte på sin datter og den lille hun ventede og det fik hende til at havde en grund til at gøre det her og en grund til at slå ham ihjel. Hun stak sværdet ind i hans mave men alt sin kræft hun havde tilbage og beviseme lige foran ham. Hun var som et menneske nu bare uden tøj på og hun begyndte at bløde igen da hun iik kunne heal sig selv når hun var bevisemet.
Hun drømte om sin mor og sin far som der var klar til at tage imod hende og hendes søster stod der oqså med hendes lille søn som hun havde mistet.

Zean slog endnu nogle skeletter og zombier til jorden da han hørte stemmen. Først stoppede han undrende op, han var ikke van til folk bare kom vadede ind i hovedet på ham og sagde ting....eller noget andet. Det var altid ham der gjorde det mod andre.
Men et svagt smil bredte sig på hans ansigt og han begyndte at slå flere skeletter til jorden. Først var han mistænksom, over for stemmen...Den lød som Nartails, måske lidt yngre, men helt klart stærk.
Han mærkede hvordan det hele gik lettere og lettere, at flere zombier kom i hans magt samtidig med at han hørte på Nartails ideer. Tilbud.
Han grinte svagt for sig selv, åhja, hvor mange år havde han ikke drømt om den magt? Hvor mange gange havde han ikke styrtet ud i byerne, overtaget tilfældige mennesker og fået dem til at slå hinanden ihjel...Bare for at mærke lidt magt? Han var stærkere end dem! Meget stærkere end menneskerne og stærkere end almindelige væsner...Han kun føle det når han gik gennem byen, alle de væsner...Han kunne gøre med dem hvad han ville! Han ville have dem til at frygte ham...Mærke hans kraft, krybe for ham, tigge og bede for deres liv.
Hans grin blev højere som han tænkte på det. Ja! JA! Det var det han var skabt til, folk skulle have en leder til at vide hvad de skulle, det havde de altid skulle, og hvem kunne være bedre end ham? Og hvis ikke...Så kunne de jo lige så godt dø.
"JA!" udbrød han spontant og vente sig halvt ind mod kirken for at kigge ind på Nartail.
"De skal krybe...! Tigge og bede for jeg ikke dræber dem!" med hans hæse stemme lød dette mere frygtindgydende end man først skulle have troet.

makkadin var lidt fortvivlede. han havde problemer med hunden her også selv om at den ikke kunne bide så godt mere efter sværdet gennemborede dens hovede og skadede meget af dens hovede. men tazz var såret og var besvimet og zean så ud til at gå den mørke side på grund af nok onde tilbud fra nartail. makkadin var i store smerter og i et desperat brøl brøllede makkadin nogen ord "Azrael ego voco te. Da mihi auxilium contra eos qui in custodia vestra et animas praeteriit dimitte me fortitudine datis abalienare possunt quia iustitia et mali ad infernum" brølede makkadin. det var tydligt noget på latin og nok kun nartail kunne vide hvad det betød og det betød "azrael giv mig hjælp til at sende dem der skulle være i din varetægt blive sendt tilbage og lad spøgelserne af fortiden give mig styrke til at sende det onde tilbage til helvede og lad dem få deres gengæld" var det makkadin brølede på latin. så makkadin prøvede at tilkalde azrael? nartail viste godt at azrael næsten aldrig blandede sig i sådan noget her og det var et ynkeligt råb om hjælp. der var okay stille i to minuter hvor zean var ved at blive sindssyg og nartail var nok ved at grine sin røv af og makkadin var ved at blive flået i stykker men så skete der noget. døren til kirken smækkede i så alle zombier og skeletter der var udenfor blev låst ude og dem der var tæt ved døren blev knust eller skubbet hårdt væk. pludslig fløj der en hviskende lyd igennem hele rummet og for tazz og makkadin var det som en blød og rar stemme som en far der ville hjælpe sit barn op. men for zean og nartail var det en helt anden lyd. for dem var det ikke en hviskende lyd det var som en tone der blev ved med at blive højere og højere og den var efter få sekunder øredøvende og selv om de holdte sig for ørene så var det ikke der lyden kom fra. det var fra deres sjæle som kunne høre den skingre lyd. alle zombier og skeletter der var inde i kirken blev pludslig pulveriseret af noget usynligt og et skarp lys dukkede op ved siden af makkadin. da lyset dæmpede sig stod der nu tre skikkelser. de var helt lyse som om de var tre lyspære der var tændt. man kunne tydeligt se at det var mennesker i flotte rustninger som den makkadin havde på. der var to mænd og en kvinde. makkadin kiggede med målløse øjne på dem og med åben gispende mund. zean og nartail kunne mærke den gode energi der blev næsten brandt imod dem som hvis man var for tæt på ilden. makkadin stammede nogen ord frem. "valdor... victor... fiona... m... m... men i er jo døde" stammede makkadin. de tre skikkelser kiggede på makkadin med medlidende blikke og smile på deres munde. "det hele er min skyld... det er min skyld i er døde og jeg var ikke stærk nok til at redde jer" sagde makkadin bedrøvet. de smilte til ham og bukkede sig ned til ham. "det er ikke din skyld makkadin du er den stærkeste af alle paladiner der nogensinde har været og levet og du er nu den sidste tilbage og du er derfor den eneste der kan stoppe det her. overvind mørket og du vil blive frelst" sagde de i en ekko agtig stemme. de lagde deres hænder på makkadins skulder og pludslig sprang der et kæmpe lys og hunden mærkede pludslig at den ikke kunne bide makkadin som om at den blev faktisk lyn stegt hvis den gjorde det. da hunden havde givet slip på makkadin rejste han sig op og kiggede på dem. da lyset dæmpede sig igen kunne man nu se at makkadins rustning var 100% hel igen og han havde en slags aura lavet af de der hvide flammer som fik ham til at virke mere lys. på hans ryg havde han nu noget der lignede englevinger men de var ikke rigtige englevinger det var ren lys energi der havde simpelhen formede sig til vinger som var mere hvidt end salt eller noget andet rent. han bukkede ned for at tage sin hammer igen og da han bare rørte hammeren så sprang hammeren næsten i flammer og nu stod den med menneske høje flammer ud af sig. makkadin forsvandt pludslig i en lyn fart og dukkede op foran hunden og smadrede hammeren ned i hunden så hunden blev slået ned i jorden også selv om at hunden ikke kunne dø af det så kunne hunden mærke pludslig hvordan det gode lys havde på en måde kommet ind i den og begyndte at brande den indefra med hvide flammer og de hvide flammer kom ud af hunden over det hele og brandte sig igennem dens hud og det hele. henne ved tazz stod der nu fire andre skikkelser. og tazz kom på en måde til bevistheden. tazz kunne genkende med det samme hvem det var. det var hendes mor og far og hendes søster og hendes lille søn der stod der. hendes søn bukkede ned til hende og hev i hendes arm og tazz kunne mærke hvordan ny energi strømmede igennem hende ved at hendes søn rørte ved hende. hun kunne også mærke hvordan hendes sår blev healet og hendes barns sår også blev healet. "kom op og stå mor. lad ikke den slemme mand besejre dig. vi er her for at hjælpe dig kom nu mor op og stå" sagde hende søn og hev i hende. de stod allesammen og smilte ned til hende og da tazz kom op og stå igen så lagde de hænderne på tazz skulder og de forsvandt også i et lysskær men tazz kunne stadig mærke at de var der stadig som på en måde fik hende til at føle hende sikker fordi så var hun ikke alene imod ham mere. sværdet kaldte på hende igen.

Nartail havde været for opmærksom på Zean at han ikke havde lagt hverken mærke til hvad Tazz gjorde ved hunden eller da hun løb hen og stak sværdet i ham. Han mærkede den velkendte smerte og den havde skåret igennem nogle af hans ribben. Et kold raseri gik igennem ham, men så så han at hun var besvimet. Uheldigvis for hende kunne det ikke dræbe ham, nu var man nød til at pulveriseret alt i hans krop før han hans krop ville død, men så vilel han nok genopstå på et andet tidspunkt. Det havde han planlagt for længst. Han trak sværdet ud som gav store smerter, også bare at røre ved det. For det var helligt og brændte i hans finger, han mærkede at han var blevet lidt svag, men hans vrede gav ham nu energi, han kastede den langt væk fra ham. En plan formede sig i hans hovede, den sidste ting der nok ville kunne føre Zean helt over på hans side. Zean hørte ham igen.
"Så vil jeg allerede give dig denne gave, som tegn på at jeg stoler på dine kræfter."
Nartail tog sit sværd for ryggen af som ellers havde ligget under den halv ødelagte kappe. Da han tog den imellem sine hænder, så ændrede sværdet sig til et mægtigt et. Sværdet var meget længere end normalt, der hvor den var bredest på klingen var den ca 30 bred. Den var superskarp og der var masser af takker som vendte bagud. På skæftet sad tre små kranier som næsten kun kunne komme fra børn af. Hele klingen var sort, men det var som om der sad masser af åre som lyste blåt, som var overalt på sværdet. Så begyndte han at mumle i et meget gammelt sprog, ældre end da Makkadin var født langt ældrere. Zean så hvordan et stort pentagram af en art blev formet få meter foran ham, næsten lige som der hvor hunden var kommet fra. Men denne pentagram var langt større, så var det som om jorden sprang i luften og stumper af jord fløj overalt undtagen på Zean. Et stort væsen svingede sig op i nattens himmel og så landede foran. Han ville straks kunne genkende den for det var dragen for hans drøm. Den var frygtindgyende, den havde en ren skeletkrop og der var stadigvæk noget vingemenbran imellem dens vinger, så den kunne flyve. Den havde for enden af dens hale en kæmpe stor rund kugle med kæmpe pigge på. Den havde kæmpemæssige takker langs dens ryg undtagen lige der hvor man skulle ride på den. Den havde store massive horn og drabelige kløer og tænder. Dens store ild grønne øjne så på ham og så bukkede den sig i støvet for ham, klar til at gøre alt hvad han sagde. Den var nok ca 25 til 30 meter langt og da den havde stået op var den ca 7 meter høj. Zean kunne nu mærke at alle skeletter, zombier og gargyler havde han kontrollen over nu.
"Dette er min gave til dig og er kun en af de få du vil få, når du slutter til mig"
Men selvom Nartail havde givet Zean meget magt, havde han dog også en nødplan, for selvom dragen og alle de andre hørte efter Zean. Så Kunne nartail få dem til at forsvinde lige så hurtigt han fik dem frem, for det var jo ham som havde summonede dem.

Da det var ovre så Nartail til mens Makkadin kaldte på hans gud. Så hørte han den tydelig lyd af de "godes" stemmer. Det gjorde ondt, så han ændrede på sin maske så den dækkede til så han intet kunne hører. Han så til mens Makkadin smadrede hans hund og der ændrede hans hjem igen så han kunne hører igen. Han havde sit sværd sænket og så afventende på Makkadin.

Tazz kom stille til sig selv og så hele sin familie for sig "Mor? Far? Søs?" sagde hun stille og så en lille dreng og hun kunne næsten iik genkende ham for han var blevet større men hun tog ham stille ind til sig og kiggede med store øjne på ham "Mikkel miin dreng" sagde hun stille og begyndte at græde af glæde for det gjorde hende virkelig lykkelig at kunne se dem igen. Hun kom stille op af stå og lukkede stille sine øjne i og smilede et stor smil. Da hun åbnede sine øjne stod de der iik længere men de var der stadig for det kunne hun mærke.
Hun så over på Nartail og kiggede lidt rundt for at se hva der var sker mens hun havde været væk. Hun kunne mærke sværdet og gik stille hen mod dens kald og tog stille op i sine hænder og kiggede igen hen mod Nartail og kunne mærke vreden i sig igen men hun ville iik gå amok men hellere liste sig ind på ham bagfra hvid hun kunne komme til det.
Hun så at han kiggede på Makkadin og tænkte hurtigt. Hun gik med små skidt bag ham og stille sig op på alteret og kiggede ned på ham og loftede lige så stille sværdet op over hendes hoved "Hey Narail!" sagde hun højt og skær igennem hans hjelm og hele verden igennem ham så hun ville gå i to stykke hvis hun var heldig.
Hun kiggede hen mod Zean og rystede bare på hovedet af ham for han var ved at sige jaa til at komme over på den mørke side og det var nok iik det bedste for han var joo et godt væsner på den ene måde og på den anden måde var han ond men det ville han nok iik være for evigt.