a undead, ohh no a lich king. (Tazz and Zean)

Zean så skiftende mellem dem alle sammen.
Tazz der lå på gulvet og Nartail. Og Makkadin. Han grinte bare svagt for sig selv, selv da hunden forsvandt. Troede de virkelig de kunne vinde? Lige meget hvor mange gange der såkaldte onde blev bekæmpet, var det der stadig væk...Og ville altid være det. Han smilte, men trådte dog et skridt tilbage da dragen fra hans drømme kom frem...Den var større end han havde troet, stor og magtfuld...Og den bukkede for ham!
Han lod grådigt øjnene glide ned over dens krop, alle knoglerne der blev holdt sammen af...ja, hvad? en magi af en slags? Vingerne...og alle piggene....dødbringende. I det samme mærkede han tilstedeværelsen af en masse...zombier, skeletter og gargyler, han mærkede at han kunne styre dem, få dem til at gøre som han ønskede! Og de tøvede ikke det mindste! Dette var gået meget lettere end han havde troet...Men han måtte også være forsigtig, Herren forlangte nok noget til gengæld...Og han ville ikke tøve med at gøre det.
Han lod hånden glide over dragen...Men så var der et eller andet der ødelagde det perfekte øjeblik, hvor hans drøm havde været ved at blive til virkelighed.
En underlig høj lyd rungede gennem kirken, først tog han den ikke alvorligt, men så sig snart lettere forvirret omkring...vredt, hvor kom denne irriterende lyd fra? Til sidst gjorde lyden ligefrem ondt...Den gled rundt, gav genklang inde i hans hoved og bragte ham smerter.
Han endte snart ned på det ene knæ med hænderne for ørerne, men han ville ikke bukke sig helt...Han var stærk! Og Herren skulle ikk tvivle på det...
Og alt lyset der pludselig var der...Det sveg i øjnene.
Han vente sig om mod dragen og med en kort kraftanstrengelse hoppede han op på dragen. Der var næsten ikke plads her, til den, selv mo kirken var stor. Den piggede hale slog snart mod portene, i en kamp for at få dem åbne...Og det lykkedes til sidst, til sidst gav dørene knagene efter, da den piggede hale efterhånden havde fået smadret træværket.
Og udenfor ventede hans nye hær...Han smilte igen, selv om lyden stadig sendte jag af smerter igennem ham.

makkadin vendte blikket mod varulve kvinden "varulv hold nartail beskæftiget udløs sværdets krafter og du vil kunne holde ham tilbage" sagde makkadin med en fast stemme til tazz. han vendte blikket imod dragen. "jeg tager mig af hans væsener alt hviler på dine skuldre varulv" sagde han med blikket mod porten. "dæmon er du klar over hvor dybt du er sunket?! du er gået fra at være ynkelig til at være det monster som alle du holder af var bange for at du ville blive til. forstår du ikke at hvis nartail vinder den her kamp vil han derefter skilde sig af med dig men han vil ikke gøre det med samme han vil først lade dig være i live til at du kan se alle du elsker og holder af blive drabt foran dig og så vil han æde deres sjæle og dræbe dig og han vil derefter forvandle dig til en af de zombier du ser udenfor der for evigt adlyder hans ordre i foragt! ondskab findes og det er der uanset hvor meget det bliver skubbet væk men hvad er der tilbage hvis ondskab vinder det hele?! tænk over det tror du at nartail vil bare villigt give dig styrke og magt uden at der er en betaling for det. glem dine egne mørke lyster og husk på hvad du er igang i og tænk på hvad der vil ske med dem du elsker og den kvinde du elsker i hele verden!" råbte makkadin til zean. inde i zeans hovede så han pludslig hvordan hele verden stod i flammer og himlen var dækket af mørke så tykt at end ikke solen ville kunne lyse en smule igennem og oppe på et bjerg inde i en kirke hvor alle korsene er vendt nedaf sidder nartail på en mørk skelet trone lavet af små børns knogler og zean står lige pludslig foran alle dem han elsker og hans kæreste dawn der ligger på jorden brutalt myrdet og zean står med deres blod i hans hænder og han ser hvordan nartail så stikker en hånd ind i dawns mave og flår hans ufødte barn ud af dawns mave og æder barnet med sine knogletænder og nartail siger så "tusind tak zean du har været en stor hjælp med at tjene mig og som gave kommer du til at tilbede mig for evigt i efterlivet" siger nartail og stikker sit store sværd ind i maven på zean og zean kan mærke hvordan sværdet langsomt suger hans sjæl ud og forvandler ham til en zombie. zean ser så hvordan han løber rundt i byerne der står i et kæmpe flammehav og dræber alle der er tilbage i byen og han ser så en lille dæmon dreng hvor zean så stikker sine skarpe knoglehænder igennem drengens mave og drengens sidste ord var "hvorfor... hvorfor dræber du alle... hvorfor dræbte du din kæreste... hvorfor drabte du dig selv" sagde drengen og døde. billederne forsvandt igen men zean kunne stadig mærke hvordan han på en måde var beskidt som han havde allerede drabt alle og en hver og dødsdømt sig selv.

Nartail mærkede hvordan sværdet ramte hans hjelm, men heldigvis beskyttede den ham. Men den flækkede midt over og faldt på jorden i to dele. Hans hoved var af ren knogler, så vendte han blikket imod Tazz, og hele hans hoved gik på i blå flammer, han svingede sit to håndssværd direkte imod Tazz's klinge, den gik ikke i stykker, men han gjorde det med enorm kraft, at hun næsten nok også fløj med sværdet. Så hørte han hvordan Makkadin prøvede at overtale Zean, det skulle han ikke have lov til! Zean hørte igen Nartail.
"Makkadin er desperat kan du ikke mærke det? Han prøver med beskidte tricks at overtale dig over på den såkaldte gode side. Han ved hvor svag han er i forehold til dig, det er jo derfor han prøver at overtale dig til hans side, for han ved hvor mægtig du er. Husk på du har ikke indgået nogen pagt endnu og allerede har jeg givet dig dette magtfulde våben, nemlig denne drage og min hær. Ville jeg gøre det hvis jeg var imod dig? Og jeg har givet dig tillid, hvorfor ville jeg ellers give dig alt dette, når jeg ved at du kan selv kan slagte mig. Jeg vil ikke være din hære kun din forbundsfælle intet andet"
Nartail vendte opmærksomheden igen imod Tazz og var klar til at svinge sit sværd endnu engang for at dræbe hende med det sidste hug. Så han derefter kan komme over til at dræbe sin ærkefjende, han var meget opmærksom på hvad der skete omkring ham. For Makkadin kunne lige pludselig beslutte sig for at gå til angreb på ham istedet for sin. Nartail kunne mærke at han var blevet svag efter hugget der havde gået igennem han krop, men hans vrede og foragt for det gode holdte han energi oppe. Han skulle spare men han var nød til at hente mere hjælp for at sikre sin sejre helt. Hvis han skulle få sin fulde magt, manglede han en dødelig krop. Han så vurderende på Tazz, hun ville kunne gå an. Han grinte grumt og gik flere skridt imod hende, klar til at dræbe hende så han kan overtage hendes krop.

Tazz fløj lidt tilbage med sværdet i sine hænder og kiggede surt hen på ham. Hun loftede sværdet op igen for at være klar til angreb for hvis han kom for tæt på hende var hun klar til det. Hun kiggede lidt Makkadin og kunne iik helt lide at han havde bedt hende om at klare det hele men hun ville gøre sit bedste for at gøre det. Hun kiggede igen på Nartail som der gik tættere på hende og knurrede og væsede af ham. Hun gik lidt tilbage og kiggede surt og vredt på ham og var klar til at slå ham men hun var bange for hun iik ville ramme ham for han stod joo oqså og var klar til at slog hende ihjel så hun tog en hurtigt beslutning og prøvede at ramme hans hoved med alt sin kraft igen men hvis hun blev ved med det og iik kom til at ramme ham ville hun til sidst iik havde flere kræfter til det her og hvis hun iik havde det ville Nartail vinde det her og det skulle han bare iik for hendes børn skulle iik vokse op i et helvede.

ZEan kiggede vredt på Makkadin. sunket? Kunne han da ikke se hvor magtfuld han var? Først nu havde han mulighed for at vise sine sande evner, talenter...Hvad var en kvinde og hvad var en søn, når man kunne få hele verden til at knæle for sine fødder? Han kunne vælge den kvinde han ville! Han kunne få de børn han selv valgte!
Dog var der noget inden i ham der strittede ham imod, han andet jég der prøvede at sige noget. Men ellers havde det ikke større virkning, andet end let forvirring...Hvorfor han drabte ham selv? Den tanke kunne han ikke lide.
Han sendte Nartail et langt og bedømmende blik. I et øjeblik havde han glemt det, der havde holdt ham i live så mange år...Stol aldrig på nogen. Især ikke hvis de tilbyder dig noget.
Pludselig hørte han Nartail igen og mærkede hvor skrøbelig han enlig var over for den magt de begge havde, men ikke mindst mærkede han NArtails. Det hele lød godt of fik ham til at ranke ryggen på dragen, som var klar på hvad som helst. Zombier og skeletter stod rundt om og ventede bare på at få besked...Men så gled ordet tillid ind mellem alle hans tanker og dermed var forvirringen sået, og den voksede sig større. Tillid. Nartail var stærk, hvorfor skulle han dele sin magt med nogen? Og især bare en tilfældig dæmon han lige havde mødt...Nej, var det ikke bedre han selv prøvede at få verdensherredømmet? Alene? Uden en anden til at true en...Han smilte ved tanken. Men ikke endnu. Han var forelsket i dragen og den magt den udstyrede ham med. De kunne altid overtage det hele...Og så kunne han overveje om Nartail skulle væk...Til den tid havde han sikker også skabt sig sin egne stærke kræfter...For lige nu var han jo kort sagt afhængig af Nartails...Og den tanke huede ham ikke.

makkadin sukkede mens han kiggede på zean. "det ser ud til at dine lyster har dækket dine tanker og din dømmekraft du tror måske at du vil kunne holde fast til nartail i noget tid og så derefter bare dræbe ham? husk på at kun lyset kan besejre nartail og derfor vil du aldrig nogensinde kunne dræbe ham uanset hvor stærk du er for jo stærkere du bliver nok med tiden så bliver nartail fem gange stærkere fem gange hurtigere og den eneste chance for at redde verden for total undergang er nu og her og det valg du vælger nu vil være bedømmelsen for hele den her verden og hvis du vælger det forkerte valg så det plage din hjerne i hele dit liv end til du ikke kan klare det mere. men det er dig selv der vælger dit valg men mit valg er lysets valg og det er at beskytte og redde den her verden mod det rene ondskab" sagde makkadin og vendte blikket imod tazz "varulv drej på ægget på sværdet og dets sande krafter vil blive sluppet løs og du vil kunne holde dig selv i live men jeg kan ikke hjælpe dig endnu jeg er nød til at stoppe hans hær for at komme ind i det her hellige hus" sagde makkadin og vendte blikket hen til den næsten knuste kirkeport. han trak bogen frem der hang ved hans side og slog en gang med fingeren på den og bogen slog magiske vis op på en side. "Dominus pascit me fortitudo mea, ad auxilium meum leve contra domum sanctam et domum funditus malum. Da mihi virtutem ut salvificem mundum a malo" sagde makkadin og pludslig et skarp lys fyldte kirken og da lyset dæmpede igen var der en gul barriere ved døren og kirkedøren var hel igen. barrieren så ud til at være mægtig stærk og ville kræve mange mange krafter for at knuse selv for nartail. makkadin vendte blikket imod tazz. "hold styr på nartail uanset hvad det koster fordi hvis han vinder vil jorden gå under og alt hvad vi har kæmpet for vil være for intet" råbte makkadin til tazz. han slog op på en anden side i bogen og læste hvad der stod i bogen og derefter lukkede bogen uden at sige noget. han tog sin hammer og smadrede den ned i jorden så alle møbler fløj til siden og flotte gule lyn begyndte at komme ud af hammeren og et slags symbol kom ned på jorden og makkadin begyndte at mumle et eller andet imens han knælede imod sin hammer. det var et meget meget gammelt sprog og det måtte være fra en anden verden da det lød som ren mumlen. tazz kunne mærke hvordan sværdet næsten tiggede hende om at dreje på dets æg. gad vide hvad der skete hvis hun gjorde det.

Han mærkede den hårde slag han fik i hovedet. Men der var kommet en stor revne i hans kranium. Han greb fat i sværdet og selvom hans hånd var ved at blive brændt op af det hellige lys i sværdet, så lod han så magi komme på den. Sværdet flammede op i de blå flammer og kunne nok ikke holdes på særlig længe. Han slap hurtigt og vendte opmærksomheden imod Zean. Heldigvis havde Nartail ham midlertidigt på sin side, det var bedre end ingenting, selvom han godt kunne klare sig uden ham. Men man kunne jo lige så godt skaffe medhjælpere fra starten af. Han vendte blikket igen imod Tazz og et smil kom på hans skeletmund. Han gav fat i en lang dagger, som mere var et sværd, der ellers havde siddet fast i dens skede i bæltet, det var af ren sølv. Så kastede han det , frem og det stoppede op i luften. Den svingede frem og tilbage som om nogen svingede med den, den havde sit eget liv.
"Var der ikke noget med at varulve ikke kunne tåle sølv"
Han glædede sig til at se hende dø, især så han kunne overtage hendes krop. Men så blev hans opmærksomhed rettet imod Makkadin, som mumlede de gamle ord. Hans smil blev bedere og tænkte for sig selv. Gamle fjende, du kan bruge alt dit magi, men jeg har desværre for dig formular og besværelser fra den gamle religion fra en helt anden verden. Nartail lavede indviklede bevægelse i luften og bog dukkede frem i luften, som han tog kærligt og roligt. Den var kulsort, men sidderne var meget brede og tydelige på at siderne var lavet af sten. Der var gulskrift i bogen, så begyndte Nartail at sige noget. Men det var mere bare lyde end ord. Da han snakkede færdig så klaskede han bogen sammen og så imod Makkadin. Ville Makkadins krop ikke være langt bedre end en simpel varulvs. Det ville også være en stor krænkelse imod den gode gud. Hele rummet blev mørkt og en langt større tilstedeværelse en nogen af dem. Nartail mærkede den mørkets gudindes tilstedeværelse.
"Takhisis"
Sagde han mumlende, de andre ville også mærke det, og Makkadin ville nok også kunne genkende denne form for krædt, som ikke kunne komme fra andet end en gud.
Den store væg bag ved dem blev kulsort, fem store drage hoveder dykkede ud af hullet i grøn, sort, hvid, blå og rød som brølede højlydt men i mere en hyldest end truende. Hver af farverne stod for hver del af en ondskab, ville de personer vide hvis de kendte mørkets gudinden fra verden Krynn, som der er blevet fortalt mange historier om i fortællinger ellers kaldt dragenlance. Ude af dette sorte hul dukkede en utrolig smuk kvinde, som kunne vække et vært begær hos både mænd og kvinder. Men det var en iskold skønhed. Hendes øjne hvilede på Nartail.
"Har du dødelig kaldt mig til denne verden?"
Det var en isnende stemme som gik igennem marv og ben på alle. Nartail bukkede sig.
"Ja min højhed, jeg har tilkaldt dig på grund af din storhed. Du vil kunne få denne verden til dig selv, så snart jeg har overtaget den, så jeg beder kun en ting og intet andet. Et rent væsen af godhed"
Der var ingen mine der trak på gudindens ansigt. Men en aura strømmede igennem rummet, som ville få alle selv de mest hårdføre af de gode til at bukke sig i støvet og være ydmyg for denne gudinde. Hun lavede en håndbevægelse, og en meget ung mand i hvidt tøj lå på gulvet, han kiggede op men kun for at se nartails sværd bore igennem hans krop. Nartails latter rundede igennem rummet, de så hvordan manden krop forsvandt og blev til en form for energi. Hud og kød lagde sig på Nartails knogler, han grinede op mens han så til hans forvandling og vendte imod de andre. Han mærkede at han havde fået udanede kræfter og så med alt fryd i øjnene på de andre. Gudinden stod stadigvæk i mørket i væggen og så vurderende på hele scenariet.

Tazz så på dolken som der var lige foran hende og knurrede af den og ville bare iik svare ham for hun kunne joo iik tåle sølv og det vidste han nok oqså godt men hvorfor så spørger om det? Hun rystede lidt på hovedet og kiggede hen på ham da han vendte sig om men kunne iik slå til da den skide dolk var lige foran hende og hvis hun blev ramt af den var det ude med hende. Hun tog sig lidt sin arm hvor hun havde fået en sølv pil i sig for noget tid siden. Hun flyttede hurtigt sin hånd igen og knyttede den om sværdet og hvæsede af ham.
Tazz kiggede lidt på sværdet og så et æg og drejede stille på det men vidste iik hva der skete ved det men det kunne vel iik skade at dreje på det joo. Hun kiggede hurtigt over på Nartail og så en eller anden kvinden som der gjorde at hun iik kunne stå på sine ben så hun rør ned på knæ selvom hun kæmpede med at komme op at stå igen sp gik det iik så godt for hende.
Hun så denne unge mand og så bare hvorn Nartail stak sit sværd i ham og tog hans krop til sig. Hun blev sur over det for hva havde denne unge mand nu gjort ham? Og hvorfor skulle han dø? Hun vidste det iik og hun havde iik tid til at finde ud af det men hun kom stille op og stå igen og kiggede hen på Nartail og så på dolken igen knurrede af den.

Hvad snakkede denne Makkadin om? Det gav ingen mening. Han så over mod Nartail og følte sig tilfreds på det mørkes side lige nu...
Han var dog i tvivl. Hvad makkadin før havde sgat, gav ingen mening for ham, men der var et eller andet ved NArtail han ikke brød sig om...
Da en kvinde dukkede frem og Nartial bukkede for hende...Og lovede hende verdenen hvis hun hjalp ham, blev han sur. Han hoppede ned fra dragen. NAr. Selvfølgelig var han holdt for nar! Det eneste han skulle var at være legetøj for Nartial, skulle en eller anden dum kvinde tage hans egen plads? Det kunne han ikke leve med...Han anede ikke hvem hun var, men for ham havde NArtail virket som...den øverste, så at sige. Ved at han knælede for kvinden blev han sur. Hvis han virkelig havde magt...Ville han ikke gøre det. Han ville selv opføre sig som en gud.
Han knurrede svagt for sig selv, men gjorde ikke noget. Han blev stående ved siden af dragen, i tvivl om hvad han skulle...FOr nu kunne han ikke komme ud og hans hær stod staidg bag ham, ventende...

i det tazz drejede på ægget af sværdet (ægget er det der på enden af sværdet. ikke den skarpe ende men den anden ende af sværdet) og i det hun gjorde det sprang der et kæmpe skarp lys ud i hele rummet det var så kraftigt at hele kirken og faktisk hele kirkegården med i blev blindet af det skarpe lys. det var så skarpt at man ville være blevet blind hvis man kiggede for meget på det og både zean og den nye kvinde og nartail kunne mærke hvordan lyset brandte så meget på deres hud at det faktisk var som at have syre på huden og lige så meget skade gjorde det da det begyndte faktisk at brænde deres hud i stykker og nartails nye hud der var ved at komme på blev meget hurtigt forkullet. for tazz dæmpede lyset sig så og hun så nu at hun var inde i et kæmpe hvidt tomrum. foran hende stod en mand. han måtte være de 20 eller noget. han var iklædt et flot kridt hvidt jakkesæt og hans hud var flot hvid også han smilte til tazz. "du hørte mit kald det var godt da skæbnen for verden er ved at blive dømt for både lyset og mørket" sagde han og kiggede på hende. hans stemme gik igennem hele det hvide tomrum som et ekko der så aldrig ud til at stoppe. "hvor fjollet af mig jeg har ikke sagt hvem jeg er. mit navn er mitos genlitar eller på normalt sprog hedder jeg lysets vrede og jeg er det sværd du holder i den virkelige verden lige nu" sagde han og begyndte at gå frem og tilbage. "end til videre er vi et tomheds univers der tilhøre lyset og tiden nede på jorden vil være frosset fast som om at du faktisk er kun her i et sekund" sagde han derefter. "men grunden til at jeg har hidkaldt dig her er fordi du er den udvalgte til at dræbe den fortabte paladin tailran eller som du kender ham nartail. han er en paladin for ca to tusind år siden. han var faktisk en af de udvalgte til at holde mig men det der skete var at han gik under for den første dødelige synd og derefter reddet han ikke sig selv og det blev værre og han er den han er nu." sagde manden. "men det er dit valg der kommer til at ske nu og ikke nogen andres. lige nu er det dit valg om du vil redde denne verden eller dømme den til at blive udslettet denne verden og håbe at alting bliver bedre på en anden planet." sagde han og gik hen imod hende. "men forstå at det valg du vælger ikke nogen andres og forstå det valg du vælger skal være din faste mening og du må aldrig skifte mening for hvis du skifter mening eller tøver med om det er det rigtige valg du lige har lavet vil jeg selve lysets vrede vende imod dig og sende dig til det sted hvor tailran ville blive sendt hen hvis du vælger at dræbe ham og det er til tomrummet der er ude i rummet hvor intet lever og hvor intet vil komme til at leve der nogensinde" sagde han og stoppede op foran tazz. "jeg er nemlig alt lysets vrede ikke guds men alt der er godt og rart i den her verdens vrede og jeg kan kun blive brugt som den ene udvalgte hvert 500 år og tiden er kommet til at vælge om verden er værd at redde eller om den er ikke noget værd og smide den ud og ødelægge den" sagde han derefter. "jeg ved at det må være en hård byrde men det er en byrde der er nød til at blive bæret og forstå at hvis du vælger at dræbe tailran så kan jeg udslette ham med et rigtigt slag i hans mave. men derefter er jeg intet hver så vil jeg være det lille træstikker af et sværd du så før med ingen styrke eller krafter før efter 500 år" sagde han til tazz. "men hvis du tror at du kan bruge lysets vrede til noget bedre end at dræbe den fortabte paladin så er det også dit valg men forstå du kan kun vælge en ting og den ting vil være væk for evigt men du kan ikke udslette mørket da det er kun lige så stærkt som selve lyset" sagde han med et fast blik.

Lyset brændte men på gudinde rørte det ikke hende, det var bare et myggestik. For denne lysets guds vrede der gemte sig i sværdet, var ikke en gud der kunne måle sig i kræft med den virkelige lysets gud hun var imod i sin egen verden. Nartail blev brændt men lavede straks en boble der beskyttede ham, han grinede og var ved at udslynge en stor besværelse da et eller andet skete. Det hele gik i stå, men for en gudinde der kunne gå igennem tid osv, var det ingen ting. Mørkt lys brød ud og brød fortryllensen som ellers havde gjort at alt havde stået stille. Dragehovederne brølte og to af dem greb fat i Nartails armen og vendte ham omkring fronten imod Dragedronningen som hun ellers blev kaldt. Han kiggede forvirret og forstod intet?
"Hvad hvorfor gør du dette her!!!!"
Han havde frygt i sine øjne for han viste at intet kunne stilles op imod denne gudinde. Hun smilte grumt, hun gik lige i luften hen til ham og lagde en hånd på hans kind. Han mærkede kræften der pulsede bag hendes hud.
"Fordi du kræver ting af mig, og ingen kræver noget som helst af mig. Jeg vælger mine folk og ikke omvendt"
Nartail lavede en pivelyd og indså at han ikke havde tænkt på at denne gudinde som ellers også var kendt for forfædderi kunne gøre det også imod ham.
"Jeg kan give dig denne verden hvis du lader mig"
Han jammerede vildt og prøvede at tænkte en udvej, men dronningen kendte alle hans tanker i forevejen så intet ville hjælpe. Hun grinte en kold latter.
"Du har allerede gjort nok ved at vise mig denne verden, men jeg har ikke tid til at sende mine horder herovre lige nu, for er selv mit i min egen krig i min egen verden. Men et senere tidspunkt kommer jeg sikkert. Men du kommer med mig og kommer til at gøre bod i al evighed."
Nartail var bare lammet af skræk og så begyndte han at sprælle, men kunne ikke slippe fri.
"NEJ!!! IKKE I AFGRUNDEN!!!!"
Afgrunden var hendes domæne, hvor blandt andet nogle af hendes væsner boede, og var det sted hvor hun torturerede folk i alt evighed, hvor hun udsatte dem for det værste og genoplivede dem igen, og igen og igen. Dragehovederne trak ham ind i det uendelige mørkehul der var på væggen. Takhisis så omkring på de ander og så især på Makkadin, med et smil.
"Du minder meget om min kære ærkefjende nemlig guden Paladine. Vidste du at dine slags rigtigt kommer fra min verden?"
Iskold frygt kom op i Makkadin mens hun talte med en snu og ondskabfuld stemme.
"Jeg kommer nok tilbage på et eller andet tidspunkt"
Hun vendte sig om og gik tilbage ind af det sorte hul. Det var som om den var ved at braste også sendte den en chokbølge, som næsten rev hele taget af kirken. Den lukkede sig og derfor forsvandt også nartails magi. Zean mærkede hvordan dragen under ham blev til aske og han faldt ned til jorden, alle de andre væsner blev også til aske. Selvom de begge var forsvundet var det som om der stadigvæk var et fingeraftryk af ondskab i rummet, som nok aldrig ville komme til at forsvinde. Væggen der hvor portalen havde været var der stadigvæk, men der var kommet en glat overflade som om den var dækket af noget beskyttende. Hvis man gik hen og brugtet alle de midler man havde ville den ikke gå i stykker.

//i'm out :D for now on :) men måske kommer jeg tilbage som andet :) an på hvordan emnet forløber sig for jer :P//

Tazz stod og lyttede til den unge mand som der stod foran hende. Det tog noget tid for hende at finde ud af at han faktisk var sværdet hun holdte i sine hænder i den rigtig verden. Hun tog sig lidt maven og kiggede på ham "Jeg vil gøre alt for mine børn og Nartail prøvede at skade mit barn så jeg vil gerne have hævn over ham og jeg vil meget gerne bruge diin kraft til at stoppe ham hvis jeg må få lov?" sagde hun stille og var lidt genert over det her for hun havde intet tøj på da hun joo havde været en varulv for noget tid siden. Tazz havde nok iik helt hørt efter han sagde andet end det var hende der bestemme hva hun skulle bruge sværdet kraft til og på hvem men hun havde iik helt fange at hun iik skulle spørger om lov men sådn var hun nu opdraget.
Hun kiggede længere på denne mand/dreng og vistet iik helt hva hun skulle sige til alt det her for der var mange hun ville ha ramt på men mest Nartail for han havde skadet hendes barn som hun ventede sig og der var bare ingen der skulle rører hendes guldklumper.

For Zean gik alt dette for hurtigt til han rigtig forstod noget af det...Alle snakkede om kræfter og...Alt muligt andet. Han følte sig pludselig ubetydelig...Hvad var han mere end en tilskuer til alt dette? En brik der engang havde været med i spillet, men var blevet slået ud af en anden...Okay, måske ikke slået ud, men et eller andet var der sket.
Han lå pludselig på gulvet, i en bunke aske, han så sig omkring, der var aske over det hele, hans hær, hans drage...Det hele var væk. Og det var Nartail også.
Han mærkede hvordan energien igen gled fra ham og snart var han i menneskeskikkelse igen, hans hudfarve var den normale, let brunlige, hans størrelse var normal, vinger, hale, horn og kløer var væk og hans øjne mere...normale.
Han satte sig op i asken uden at orke at flytte sig, han følte sig træt efter det hele. Viste ikke om han skulle være skuffet eller glad, men følte sig bare tom.
Han så på sin arm, der hvor han i starten var blevet bidt af den lille pige, såret var der selvfølgelig stadig væk, men han mærkede ikke rigtig smerten.
Han så hen imod de andre uden at vide hvad han skulle forvente...
Da han havde forvandlet sig gled hans personlighed tilbage, den såkaldte onde del af Zean forsvandt og den Zean som folk kendte, kom tilbage. Og som normalt, kunne han ikke huske hvad der var sket, han kunne aldrig huske hvad den anden del af ham lavede. Han vidste ikke engang selv den del fandtes. Og det var en af grundene til at han følte sig forvirret.

den unge mand vendte sig om da han mærkede hvordan alt det der skete i baggrunden også selv om at det var faktisk i en anden tid linje i et andet parallel univers hvor tiden var anderledes som hvor 20 år ville være som 1 sekund i den virkelige verden. "vi snakker videre om det her men tænk godt over hvad du vil bruge mig fordi du får kun et valg og så vil der gå 500 år før du kan undslippe en styrke kraftig nok til at slette alt i verden" sagde han og lyset forsvandt og hun så at hun var tilbage i kirken igen. makkadin rejste sig op og kiggede rundt. han havde et bekymret og meget tænkende blik. det her var slet ikke godt hvis det onde var på spil igen var han nød til at finde hjælp fra de stærkeste væsener i universt både hans bror og søster og alle dem han kunne finde til at hjælpe. han satte hammeren over skulderen og pustede lidt forpustet. "det er dårlige tegn det her meget meget dårlige tegn" sagde han og kiggede rundt og vendte blikket hen imod tazz og gik over og hjalp hende op og stå igen. "håber du er okay mit navn er forresten makkadin" sagde han og bukkede venligt til hende. "men kom lad os komme ud jeg har meget jeg skal snakke med jer om både til dig og til ham dæmonen over der" sagde makkadin og pegede på zean. "men vi skal ikke snakke her. jorden her er ødelagt og blevet korrupt af ondskab og mørke" sagde makkadin. "kom jeg tager jer hen til mit område hvis i vil med men jeg vil bede jer virkelig meget om at komme med til mit område det er det eneste sted i verden hvor vi ikke kan komme til skade eller blive lyttet til" sagde makkadin imens han kiggede rundt forsigtigt.

Tazz tog lidt og det tog lidt tid for hende at finde ud at hun var tilbage for hun opdagede det først da Makkadin kom over til hende og snakkede til hende. Hun kiggede stille hen på ham og kunne iik helt finde ud af hva der sket her for hun havde joo iik fuldt med i det da hun snakkede med lystes vrede tror hun nok han hed men var nu iik helt sikker. Hun kiggede stille på Makkadin og blev lidt genert da hun kom i tanke om hun intet havde på så hun sat sig hurtigt ned igen og krympet sig helt sammen og kiggede stille op på ham "Øhm... Heej jeg hedder Tazz men det ved du joo nok" sagde hun stille og kiggede hen på Zean som der var sig selv igen og vidste iik helt hva hun skulle gøre eller sige.
Hun kiggede stille op på ham og kom i tanke om sværdet og rakte det stille op til ham "Her er dit sværd sir" sagde hun stille for hun vidste iik om hun kunne sige hans fornavn endnu eller hva for hun vidste iik hva han var for en. Hun tænkte lidt over det han sagde og sukkede lidt "Jeg vil gerne med men jaa har intet tøj på så" sagde hun stille og fik lidt røde kinder da hun syntes det var pinligt.

Ham dæmonen der? Han forstod det ikke, hvad havde han nu gjort? Sikkert endnu en dumhed...Og den havde sikkert været stor, for kirken var jo helt smadret.
han kom tøvende på benene, som om han ikke var sikker på de faktisk kunne bære ham, og så sig lidt omkring.
Manden, Makkadin, havde han set før, men det var som om der var et tomt hul i hans hukommelse.
Han sukkede svagt og så lidt på dem, snakke? om hvad dog? Han trak på skuldrene, hverken en bekræftigelse eller et afslag, han var faktisk lidt ligeglad lige nu. Tazz var der også, men hun så også godt brugt ud...

makkadin nikkede "jeg forstå godt her du kan have den her på end til vi kommer hen til mig der kan du få noget tøj og bare hold sværdet end til videre men uanset hvad det er vigtigt vi får snakket det her er nemlig et meget stort problem det her" sagde makkadin og tog sin flotte blå kappe med gyldne kanter og puttede den rundt om tazz. han tog stille skeden til sværdet ud af hans bælte og gav det til tazz så sværdet kunne blive sat på plads. makkadin kiggede igen rundt nervøst som om han forventede at fjenden holdte med dem. makkadin rejste sig op og begyndte med hastige skridt at gå hen imod den ødelagte kirkeport. "kom vi har ingen tid at spilde jo længere vi er her på den her uhellige grund jo værre kan tingene måske blive" sagde makkadin og begyndte at gå afsted.

Tazz tog stille imod i hans kappe og tog den rundt om sig og rejste sig hurtigt op og tog skede til sværdet rundt om sig og sat sværdet i det og nikkede hurtigt til ham og prøvede at føle så godt med som hun kunne men hun havde svært ved at stå på sine ben lige nu kunne hun mærke. Hun stoppede ved Zean og smilede stille til ham "Kommer du med?" sagde hun stille og kiggede lidt på Makkadin for at være sikker på at han skulle med dem eller ejj? Hun vidste det iik helt for det var ligesom om hendes hjerne iik ville huske det folk sagde til hende lige nu men at det bare røg ud igen.

Zean så på dem begge uden at få nogen mening i sit hoved. Han rystede kort på hovedet for at vågne lidt op, han følte sig træt.
Han smilte svagt til Tazz
"Hvad er det enlig der er sket?" spurgte han svagt og så lidt på hende og kiggede sig onkring, det han havde sagt gav ingen mening, godt nok var stedet smadret, men det var en kirke, et helligt sted....for de troende altså. Han så efter makkadin....

makkadin stoppede op og vendte sig om imod zean med et undrende blik. "du kan altså ikke huske noget? du kan ikke huske at du var ved at gå på den mørke side? og at du var ved at gå magtsyg og praktisk talt udslette verden?" spurgte makkadin med et undrende blik og vendte derefter blikket tilbage ud i nattens mørke "kom lad os komme af sted hurtigt" sagde makkadin med ryggen til dem og begyndte at gå hurtigt afsted. der gik ikke lang til før de kom til et lille hus der et godt stykke væk fra kirken. makkadin tog en flot gammeldags guld nøgle frem og låste døren op og åbnede den og de blev mødt inde fra huset et flot stærkt lys også selv om at der var intet lys i vinduerne faktisk var der ingen tegn på lys i vinduerne. makkadin gik indenfor og holdte døren for dem så de andre kunne komme ind.

Tazz lagde stille en hånd på hans skulder "Bare kom med så skal jeg nok forklar det hele eller det jeg lige kan huske" sagde hun med et smil på sine læber og gik efter Makkadin men hun havde lidt svært ved at føle med da hendes ben iik havde det vildt godt lige nu efter alt det der var sket her. Hun kiggede lidt efter Zean for at være sikker på at han var med for hun ville gerne fortælle ham alt det der lige var sket men det var joo iik sikkert at han ville tro på det.
Tazz gik stille ind og smilede venligt til Makkadin "Taak" sagde hun venligt og kiggede stille rundt med store øjne da det hele var så flot.

Zean rystede på hovedet og undrede sig over det Makkadin havde sagt. Han så lidt på Tazz og nikkede så, for så at gå bagerst efter dem.
Huset var...Tja, først blændede lyset ham faktisk, men da han vænnede sig til det...Tja, hvad så? Han gik ind i huset og lagde mest mærke til ting han kunne bruge hvis han kom i fare. En gammel vane.
Men der var vel meget flot...Selv om han mest havde lyst til at sætte sig i et mørkt hjørne og sove.

//I skal ikke bekymre jer om gudinde. For hun ville ikke komme ind i billedet i dette emne, det ville også være lidt for stort så, men her er så noget andet :D//

Syv kutteskikkelser gik af vejen der førte til kirken, lige siden de hørte deres herres vågen havde de reageret og straks skyndt sig herovre. Den ældste og den stærkeste gik forrest, de alle havde forskellige våben men eller intet andet ude over deres sorte kåbe, som var trukket godt over deres hoveder. Deres øjne lyste i hver sine farver, blå, grøn, gul, hvid, rød, lilla, brune og grå. Den havde blandt andet en stor tohåndsøkse, 2 meter høj bue, armbrøst, to dagger, en sabel, sværd, og en masser af kasteknive. Den foreste der gik var den første som havde opfanget nyheden, dog havde hun ikke vidst at en fra deres gruppe havde fundet ud af hemmeligheden bag genopvækkelsen af deres herre. Han havde også virket fjern de sidste dage og talte til tider i vildredelse, som om han hans sind var på et højere plan. Han fik sikkert direkte intruktion af vores herre. Det var blandt andet en af de få ting som lederen gik med at tanker. Hendes normale navn var Marlene. Hun var den eneste, som havde været den første lærling til Nartail, da han i sin tid var paladin. Hun smilte for sig selv om tanken, nu blev hun kaldt kaldt Løvinden. Hun glædede sig til at møde sin herre endnu engang, og fortælle alle de gode nyheder. De nye medlemmer, men især at hun og de andre har fundet hemmeligheder som ingen havde troet. Hun havde fundet ud af hvordan man kombineret med paladinernes magi, sammen med nekromancernes magi. Derfor hvis man kunne se på deres våben var der hellige symboler på det gode, som normalt Paladiner havde og onde symboler med. Mens de nærmere imod kirkegården var det som om der var noget galt. Nartails tilstedeværelse var væk? så lagde hun mærke til alle de tegn omkring hende og det sammen gjorde de andre. De alle 7 var blodbrødre eller søskende, som var forbundet med hinanden med følelser og tanker. De så alle hvordan jorden var flået op fra gravstenene, som om nogen havde summonet de døde. Så faldt deres blikke på den store domkirke, som var total smadret undtagen den ene væg. De mærkede den iskolde onde magt der lå over stedet, godt nok i dvale, men som gik dybt ind i marv og sjæl. Dette var ikke godt. Løvinden rystede på sit hovede og de gik hurtigt der op og kiggede omkring for at finde alle de tegn de kunne på hvad der var sket. Det var som om deres herre var forsvundet ud af den blå, men der havde været kamp mellem godt og ondt. Aske lå omkring jorden fra da fortryllensen havde forsvundet over væsnerne. En af de andre fandt spor af 3 personer som førte imod et hus ikke langt væk. Uden at føre en samtale vidste de hvad de skulle gøre, de måtte finde deres herre for enhver pris. Dog blev den ene tilbage ved væggen. De kunne mærke at selvom portalen var lukket, var den lukket fornylig, så man kunne helt sikkert tvinge den op igen. Derfor blev den ene der, for at kunne tvinge den op hvis det var påkrævet. De 6 andre gik hen imod huset og stilte sig 10 meter fra og blev stående. Dem der var derinde især paladinen ville sikkert ligge mærke til den nye tilstedeværelse. De stod hverken kampparate eller noget, men var ganske fredelige.

//rækkefølgen forsætter som den står nu//

makkadin lukkede hurtigt døren bag ved dem og mumlede noget med sådan en hurtigt stemme at det bare lød som molapyk. hele rumet var virkeligt flot. væggene var kridt hvide og var ikke på noget tidspunkt snavset og med en flot guld kant rundt på væggene. alle møblerne var kridt hvide med guld på sig og alt var virkelig fint og flot og gammeldags men der var i hvert fald rent som om der blev gjort rent hvert andet sekund. han løb lige hurtigt op af trapperne og fandt en blå t-shirt og nogen jeans og nogen hvide strømper frem til tazz og løb ned igen og gav det hende i armene. makkadin tog nogen dybe indåndinger og kiggede rundt og satte sig ned på en gammeldags sofastol. "sæt jer ned jeg har en masse ting at fortælle jer men tazz du kan bare gå ud og få skiftet tøj imens jeg snakker med dæmonen her." sagde han og vendte blikket imod zean da tazz gik ind i et andet rum. "godt du skal forstå en ting. da vi var henne ved kirken gik du næsten hen på den mørke side. du var bukstavligt talt ved at både ofre din familie, venner og din kæreste eller kone eller hvad det er nu du har. du blev lokket af nartail som er ikke engang den stærkeste og jeg skal have dig til at forstå at du bliver nød til at gøre noget ved den skjulte lyst du har inde i dig. fordi hvis du ikke gør det så ender du med at blive et rigtigt monster og slå alle ihjel og bringe død og ødelæggelse til den her verden. det du så var kraften af det gode blive til ondskab da nartail eller som normalt for nogen tusind år siden hed liatran han var en paladin som mig og faktisk en ret stærk en. men du kunne se hvad der skete når han blev ond og jeg ved godt at du har noget godt i dig men du bliver nød til at træne det og nu har ca nogen par timer eller mindre til at få gjort det fordi det her er ikke slutningen jeg kan allerede mærke de syv være vågnet fra deres mørke gemmested. og de vil gøre alt for at gøre både dig og tazz ond på ingen tid" sagde makkadin og kiggede fast på zean. det er jo rigtigt at der var meget ondskab i luften lige nu.

Tazs smilede stille til Makkadin inde han fandt noget tøj til hende. Hun kiggede stille på Zean og smilede lidt til ham men var iik helt tryg ved at stå sammen med ham efter han faktisk havde voldtaget hende men der var et eller andet over som om han var to? Hun vidste det iik og nåede iik at tænke så meget over det før Makkadin kom ned med noget tøj som hun stille tog imod "Taak" sagde hun venligt og smilede sødt til ham og gik stille ind i et rum for at tage det på.
Hun tog stille sværdet af og så kappen og tog stille det andet tøj på og sat sværdet fast i hendes bukser for at være sikker på at ha det på sig hvis der nu kom nogle her men det vidste hun joo iik om der gjorde. Hun gik stille ind til dem og hørte om nogle andre og kiggede med store øjne på ham "Hvem er de andre" sagde hun stille og tog sig lidt til maven som man kunne tydelig se i den bluse hun havde på.