Fra røg til skikkelse {Demetri}

Sted: En lang, små smal gade ved indgangen til forskellige små pubber.
Vejr: Små fugtigt dog med sommerbriser.
Omgivelser: Musik, åbne pubber og snakkende mennesker inde fra.
Beklædning: http://www.google.dk/imgres?q=razor+candi&hl=da&biw=1198&bih=638&gbv=2&tbm=isch&tbnid=lQtaRzzCnMBuTM:&imgrefurl=http://electricdethtripmedia.com/%253Fp%253D4072&docid=v9Ih1ty2uZP6IM&w=503&h=740&ei=9_5CTt3AMYf6sga_zd3JBw&zoom=1&iact=rc&dur=288&page=1&tbnh=156&tbnw=105&start=0&ndsp=24&ved=1t:429,r:16,s:0&tx=97&ty=64



Madelaine stod med sin ryg op af en af pubbernes mure. En cigaret hang i hendes mundvig, og hendes hår
hang ned af den ene side af hendes hanekam. En spids og fangende makeup var lagt på hendes blege og
unge øjne. Røgen strømmede ud i luften og blandede sig med lyset som kom fra de forskellige pubbers neon
lamper. Hun sukkede, og forstod ikke hvorfor hun stadig stod der, efter hun havde siddet alene inde på pubben
ventende på en kunde, som aldrig mødte op. Madelaine var tattovør samt piercer. Og dit mødtes hun med sine
tattoveringskunder for at diskuterer hvad det er de vil ha på huden, eller faktisk under.
Hun sukkede dybt og askede cigaretten flere efter hun havde suget godt på den, af rastløshed. Hendes humør
var ikke godt, og hun overvejede drastisk at smutte hjem ad, men hendes nye støvler klemte godt om hendes
fødder, samt alt whiskyen havde slået hende til hovedet. Godt nok var hun dæmon og van til alkohol, men hun
havde næsten bællet 2-3 flasker i sig pågrund af ventetiden og lysten til alkohol.

Natten var stadig ung og det samme var Demetri's krop, han
inde på pubben over for der hvor Madelaine stod og havde sine
tanker om at forlade stedet og vende hjem, han havde siddet en
tid og iagtaget hende, hun ville lige så stille begynde og mørke
en stikkende fornemmelse, netop hans metalliske grå øjne stikken.
Selv havde han med en smøg der hed et spøjst navn, men grunden
var også at det kom fra tyskland, men det smagte iværtigfald af
lakrids, som om det gav en mening for han, den eneste svag der
påvirkede ham var blod. Han sad lægnet op af stolen/sofastolen,
den ene hånd var på bordet og den anden den hvilede den
af gelenert fra sofastolen eller hvad man kalde det.

Blikket blev rykket skiftevis mod den ene ende af gaden og få
sekunder efter på den anden ende. Hun tog et hvæs af cigaretten
og lænede sit hovede bagover. Hun står i i et lille stykke til i den stilling
inden hun retter sig op og rør lidt på håret. Da hun står med hånden bag
på hovedte for at ordne håret og smøgen i mundvigen, får hun øjen kontakt
med en dyster fyr inde fra en pub overfor hende. Hans øjne fangede hendes
øjenkontakt, som om man skulle tro at hun vidste han var der. Efter som hun
mødte hans stærke blev, gættede hun sig frem til at han havde sidder og betragtet
hende længere end bare deres øjenkontakt. Hun lod blikket blive der imens hun
rettede det sidste på håret, derefter svang hun håret bag på, lod sig selv rette ryggen,
smide hovede tilbage og svinge håret til en og anden anden side for at få lidt mere fylde
i hendes lange og farvede hår. Hun lader sit blik igen lande på den dyster fyr, men lader
det slippe da hun begynder at bevæge sig stille ned af den ende retning af gaden.
Tanken om at han fulgte efter hende, tirrede hende. Hun havde ikke ret meget mystisk
kontakt mere i byen, da Loren havde trasket ind i hendes liv. Men han havde.. ja hvad havde han ikke... Madelaine nød tidspunktet.

Demetri smilte hvor Madelaine's atitude og skårrede smøgen
i det han rejste sig, han gik fra pubben og forsvandt nogen
øjeblikke ud i den blå luft, i det næste var han længere henne
af gaden og gik nærmest ved siden af hende, han var kommet
som han var forsvundet ude foran pubben, natten eller mørket
gjorder det nemmere at bruge sine evner og samtidig firvirre folk,
Han kiggede ikke en eneste gang på Madelaine, man havde alligevel
alt sin konsentration på sin smukke sidegænger. HUn havde fanget
hans opmærksomhed med sin skønhed, noget folk sjælden kunne
eller rettere det var sjælden nogen var smuk på den måde som
tiltræk Demetri fysisk.

Madelaine gik på sine høje støvler ned af den smalle gade.
Musikken fra pubben blev lavere og lavere, samt rungede
den ned igennem den lille passage. Hun gik stille og med
fødderne placeret foran hinanden, som om hun næsten ventede
på at den mystiske herre inde fra pubben skulle opsøge hende.
Og, som "ventet" dukkede han op ved hendes side. Hendes krop
gav et lille spjæt fra sig, men slappede hurtigt af i lemmerne for
ikke at vise det. Hun spillede cool og forførende, på den måde hun
følte sig bedst.
" Følger du tit efter folk?" Spurgte hun mens hun lod sit blik blive nede
på hendes fødder skiftevis med enden af gaden hun havde imod fronten.
Hun lod, med vilje, ikke sit bliv falde på den mystiske fyr, selvom det tirrede
hende at se hans ansigt, men alligevel gjorde mørket og stemningen ham til
en person som tiltrækkede Madelaine.

"Tja...kun dem der ´tiltrækker mit væsen" svarede han
med et slags drenget smil, dog havde smilet en mere
skummelt betydning hvis man så det fra den rigtige vinkel.
"Lade du tit folk forfølge dig" var hans ene sprøgsmål til
hende, hendes aura lyste af drama og samtidig legende
og drilsk. Hans smil blev til et mere overlegent smil´.
Han slikkede sig over sine tænder som blottede sig,
han havde et par hugtænder som normale vampyrer,
men ved siden af dem var der endnu en par hugtænder
lidt mindre men stadig længere end normale tænder.

Madelaine mærke vinden komme fra enden af gaden da de
bevægede sig tættere på. Viden tog fat i fyrens kropslugt og
slog den lige over på Madelaine, og på slaget opdagede hun
at han var vampyr. Hun slog øjnene op, da der egentlig var krig.
Men hun var imod krigen, og var tiltrukken er den mystiske og
unge herre.
"Hvis de kan opfører sig ordenligt ja.." svarede hun og bed sig
i underlæben, hendes ene piercing klingede hurtigt imod hendes
ene tand og lavede et lækkert lille metal lyd. Hun gik med øjenbrynet
hævet hele vejen, og ventede på hvornår han pludselig slog benene
væk under hende, da hun plejede at være den der brød isen eller
tog initiativ, til et eller andet.
Hun ville lige finde ud af om han var noget.

Han lavede et slags lille grin, "hmh" lød det fra ham,
han vendte sine metalliske grå øjne mod hende, de
var ikke menneske, faktisk overhoved ikke menneskelige.
Det grå var en uren farve som var der metal splindter inde
i hans øjne og så kom pupilen, den var sorter en sort som
en dukkes døde øjne. Jeg giver dig intet løfte, men det er
jo mere hvad du lader mig gører" havde ham med en
stemme der nærmest spandt. Krigen,som havde været
hadve taget meget på Demetri, han havde ikke kunne lide
dæmoner før og kunne iværtigfald men, normalt var de fleste
dæmoner også hanner, hvilket han ikke kunne klare overhoved
da han selv var en slags " ALFA"

Madelaine slog hurtigt farten ned og lod et små tirrende
blik falde på den mystiske samt forførende vampyr over
for hende. Hendes selv forførende øjne lod sig kaste sig
tungt på vampyrens metalliske øjne. Bevægelsen og den
unormale forandring i hans øjne, fangede hende og slog
også en smule bene væk under hende. Hun kunne godt
fornemme på ham han havde magt, kraft og et stort tem-
premant. Dog nød hun mænd som var dominerende og
turde tage styring og beslutningen uden tøven. Hun følte
det stærkt på ham, og hun blev mere og mere fanget af
hans person. Dog lod et lille smil tone frem på hendes fyldige
dog smalle læber, i det hans svar faldt fra hans mund.
Madelaine fandt med det samme hans svar havde en seksuel
undertone. Egentlig forførte det hende, men alligevel tirrede
hun ham en smule.
"Hvad jeg lader dig gøre?" spurgte hun ham en smule
sarkastisk, dog stadig med sin små flirtende undertone.
"Du får ikke lov til noget som helst" sluttede hun af med
hvorefter hun stillede sig tættere på den dystre vampyr, og lod
sine øjner fange hans, og anstrengte sig, uden syne, at få sine
dræber øjne frem, som var orange med et dystert omrids. Hun
bed sig halvt i læben, og gik imens hun forventende ventede
på han gik efter. Hun elskede at flirte drille.

Han stoppede op og kiggede drenget på hende med
et løftet øjenbryn. Dernæst lod han sit blik gå for hende
og over på sin skulder som han børstede noget af ved,
"Tja....så kan du jo gører noget for mig, hvis du vil" han
slikkede sig over sine tænder, hugtænderne kom til syne
og det hviste sig at Demetri ikke blot havde 1 par huftænder
men 2, det normale par hugtænder sad som hos alle vampyrer
men lige ved siden af dem, sad endnu et par, dog mindre men
stadig lige så virkelige....De hjalp Han til at holde ordenligt fast
i byttet, hvis det stadig var ved bevisthed. Hans drengede ansigt
blev til et mere mandigt efter smilet, "Men det er så det om du
vil hører hvad"

Madelaine gøs da hun så de to par hugtænder.
Egentlig burde hun ikke ha været bange for tænderne
da hun selv som dæmon havde et voldsomt og skræmmende
tandsæt når hun skulle sætte dem i kød. Hun kiggede på
Vampyren i det at hans charme små forsvandt og en mere
truende tirren viste sig. Madelaine var forvirret om hvad han
ville. Hun begyndte nu at frygte at han ville spise hende, eller
bruge hende til noget taktisk spil omkring krigen. Dog var Madelaine
ikke svag, stærk og modig var hun, og hun var ikke utrænet omkring
sin evne samt kamp metoder. Hun stoppede op og vendte sig om så
hendes front var over for vampyren, dog med et par meter imellem
dem.
" Lad mig høre..." svarede hun, og satte sine hænder på sine
hofter. Hun kiggede med et fast samt undrende smil på ham i det,
hun havde spurgt efter hvad han mente.

Han tog en smøg fra inderlommen i den tid Madelaine
tænkte og svarede ham. Han tændte den inden han selv
svarede hende, "Jeg har hørt om dig Madelaine..." sagde han og
han pustede røgen ud selvom han ikke behøvede, det
ville lige så stille selv sive ud af hans døde krop.
Han slikkede sig dernæst over læberne og satte
smøgen tilbage i mundvigen. Han gav hende et studerende
blik, eller som man også kunne sige....Et elevator blik.
"Men det ser ud til at du er mere end bare det" han løftede
det ene øjenbryn spørgernde som var det et sprøgsmål
han havde stillet hende.

Madelaine var endnu mere forvirret, først forførende, også
pludselig små skræmmende. Men så selvsikker og selvkontrolleret
som Madelaine var kunne sagtens styre sin forvirrethed samt små
bange uro.
" Jeg håber vel det er positivt" svarede hun tilbage og lagde
godt mærke til hans blik. Hun rullede halvt med øjnene, dog imens
hun grinede halvt på sine tynde dog fyldige læber. Hun stod det
samme sted som hun sidst havde stoppet sig, og stod kun nu med
sine arme på hofterne og de små rastløse fingre, lavede små rytmer
på hoftebenet, imens resten af kroppen stod stille og brat, dog i en
rask position. Dog i det han forklarede hans sidste kommentar gik
hendes ene øjenbryn op i næste etage, og hendes hænder lod hun
falde langsomt ned af sine sider. Hun kiggede på ham med små
sammen knebet øjne, og en mund der var halvt åben. Hun vidste
ikke helt hvor hun havde ham, og det gjorde hende rastløs. Dog var
hun parat hvis han pludselig skulle snørre hende.

Han grinte nu meget lavt, mest på grund af stemning
men også på grund af hende, "Mit navn er Demetri"
han holdte en kort pause, hvis hun kendte til Klusisska
familien, ville hun med det samme nu kende ham.
"Grunden til at jeg har opsøgt dig er fordi jeg ved du
tattoorer ordenligt" Han havde elsket at lege grund med
hende, men nu var grunden så kommet frem.
"Jeg tænkte om du ville have æren af at lave en tatto
på mig....jeg skal selvfølgelig betale" kunst for Demetri
var alvorlig....og tattoveringer var for ham en kunst!
Han ville kunne have det beste, da tattoveringer
havde betydninger.....i hans hjemland betød tattoveringer
at man var kriminel og havde siddet i fængslet osv...

Madelaine lod et grin komme fra sig men på ingen måde
stødende. Hun havde set situationen som en helt anden
og på en måde på sammentid blev hun både lettet og
skuffet over hans erindring.
" Jeg vidste ikke der var snak om mig i byen..."
sagde hun overrasket, men blev alligevel glad og positiv
indstillet pågrund af at hendes arbejde var blevet påskønnet.
" Men.. det er lidt sent nu. Shoppen har lukket og jeg har
fyraften." Svarede hun tilbage og kiggede lidt tomt på
den små forvirrende vampyr. Dog undrede det hende igen
at han ville ha tatoveret noget på hans krop, og af en vampyr,
da der var krig, og at hun sikkert vidste at vampyrer ikke på
nogen måde brød sig om dæmoner. Hun kiggede på ham med
et små søgende blik imens hun stille begyndte at overveje at
træde nærmere på ham. Dog slog hun tanken væk, da han
faktisk kunne være farlig. Dog igen, grinte hun lidt ved tanken,
men rettede hurtigt op med et seriøst blik.

"Tja...det ved jeg godt..." han grinte og tog smøgen ud for
igen at puste det ud af ham selv, han kiggede lidt på smøgens
gløder imens han sagde, "Men ville bare høre og du var frisk på
det, ikke alle har det så godt med mig" han trak på skulderne og
blik blikket gå fra smøgen og hvor på hende igen, denne gang
mere lumsk end før. Han tog smøgen tilbage i munden, den var
snart færdig med at blive røget, ikke fordi at en cigarret havde
nogen funktion på ham....men psykisj beroligede det ham faktisk.

Madelaine stod selv og begyndte at blive små rygetrængene
efter at kigge på hans tygge røg og hvide cigaret.
Hun trak lidt på skuldrende og kiggede derefter på ham med
et roligt dog små stolt blik.
" Well, vi kan godt finde ud af noget " svarede hun,
hvorefter hun prøvede at fiske en cigaret op fra sin jakkelomme
dog var de blevet en smule klemte i den lille læderlomme, så
så nemme var de heller ikke at trække på uden af de ville knække
på midten. Hun sukkede endnu engang, men nåede at få en op
uden skade, dog kun en smule bøjet. Hun rettede den ud ved at
lade den kører imellem to af hendes højre magre fingre. Imens
cigaretten blev foldet lige, lod hun et blik falde på Demetri.
Hun var lige ved at fortælle sig navn, men huskede at han havde
hørt om hende, og selv havde lagt hendes navn i hans mund.
Hun bed sig halvt i læben over hendes rastløshed, og fik så
cigarretten placeret imellem hendes læber. Den hang skråt ned
af, da hun trak sin lighter frem. Hun tændte den, og i det at hun
tog det første antændings hvæs, spurgte hun Demetri.
" Så du tog bevidst herud for at spørge mig om en kommende
tattovering?". Hun kiggede små dømmende på ham, dog med
en drilsk undetone samt endnu et hævet øjenbryn.
Hun var ikke helt sikker på at han havde placeret sig selv, bevidst,
inde i en af klubberne, også ventet på at Madelaine havde bevæget
sig væk, FOR at han kunne spørge hende om en tattovering.
Madelaine var en menneske/væsen kender.

Han kiggede på hvor meget hun kæmpede for at få denne cigarret
op af hendes lomme, det morede ham ikke overhoved.
"Nej....du var faktisk bare et tilfælde" sagde han lidt provokerende,
men sådan var han desværre bare, nogen elskede ham for det, men
de fleste hadede ham for det. "Men jeg tænkt længe over at få en"
han holdte endnu engang en kort pause inden han sagde, "Og jeg vil
kun have de beste tattovære" han smed nu den næste røget smøg ned
på jorden, den slukkede lige så stille af sig selv, som var der en der
stod og pustede den til sin ende.

// kan du ikke skrive lidt mere?//

Madelaine kunne ikke lade vær med at give et
lille ubetydeligt grin fra sig. Hun smilte skævt
imens hun bed sig skjult i læben. Hun kiggede
skævt hen på Demetri. Hans navn sagde hende
noget men hvorfra huskede hun ikke. Var han
musiker eller en af de såkaldte scorekale som
blev snakket om i byen. Hun smed hurtigt tanken
væk og kiggede på sin telefon som hun havde i
sin lomme. Ingen beskeder eller opkald. Hun
sukkede lidt, og undrede sig lidt over hvor Loren
egentlig var. Men gik hurtigt i stå og sort, da hun
fik en eller anden ide om at Demetri var lederen
af vampyrerne. Men hun var i tvivl. Hun lagde
stille telefonen ned i lommen igen, imens hun
lagde et små opsat blik på Demetri.
" Well, vi finder bare ud af noget. Kom ned i
shoppen så finder vi en dag." forklarede hun
mens hun lod et stort hvæs blive taget af hendes
lange og små krøllede cigaret. Hun rettede stille
om på den ene hæl, og begyndte at overveje at
gå ned af gyden og væk fra Demetri.

//sorry jeg har det bare ikke så godt irl//



"Hm...sødt" udbrød han da hun kort snakkede til ham og så
ville gå som havde hun intet andet at lave, men sådan var det
jo med hunner. Det sjoveste var bare, hvis Demetri virkelig gad
kunne han få enhver hun til at ligge sig på knæ for ham....Dette
skulle ikke menes sexualt! Han kiggede på hende imens hun
gik, hun var som ham selv, en der troede at hun var det helt store,
dog var forskellen at mænd bedre kunne gøre det end kvinder, da
kvinder havde det underlige og mystiske ved sig, at de kunne
gå fra at være de smukkeste væsner til at være noget man havde
lyst til at kyle ud af vinduet. Indtil videre var der grøn lys for Madelaine,
hun så godt og hendes arroganse var dejlig, hvilket var typisk Demetri
at kunne lide hos en kvinde, dog mest af alt fordi han for det meste
kunne fjerne den, ved et romantisk blik og lunefulde berørelser.
Hvis det var lignte hun faktisk en kat, hvilket også tiltalte!
Han sukkede tilfreds han havde både mærket frygt og nysgerrighed
hos denne unge dæmon, dog var han overrasked over at så ung en
dæmon kunne have så meget styr på det hele....bedre end han selv
havde i den alder som vampyr.-

Madelaine gik med rank ryg ned af gaden. Enden nærmede
sig, og lugten af kaffe steg ud fra de forskellige vinduer samt
airconditions bokse. Dog inden at hun havde nået enden, lod
hun sig selv stoppe, og vendt sig halvt så hendes blik faldt på
ham igen. En rank ryg og en næsen i vejr, samt en masse tirren,
Madelaine elskede at lege den leg, som dog ikke var en leg meget
mere, da hun egentlig var sådan. Hun kunne dog være en skrap
og utrolig hård kvinde, men dog også det sødeste lille nips. Loren,
derhjemme, havde selv fået en masse overraskelser over hende,
og mange mænd blev fanget af hendes forførende samt mystiske
ydre. Hun mærkede godt Demetri's blik i det at hun gå fra ham,
hvad det næste træk var, havde hun ingen ide om, men hun lod
bare overraskelserne samt tiden strømme til, og var egentlig lidt
spændt på hvor hård og selvsikker den varmpyr egentlig var.

Demetri smilte skævt da hun kiggede tilbage mod
ham, men i det samme vendte han sig for at gå, han
havde opnået det han ville og der var ikke mere spændene
her, hvad skulle man sige?....Ham kedede sig let, sådan situationer
kunne hurtigt blive til klichere, hvilket ikke faldt i hans smag.
Han begyndte at gå ned af gaden som de før var gået, ikke en
eneste gang vendte han blikket med Dæmon hunnen. Dog havde
han et forstenet smil på sine læber der ikke ville gå væk de
næste mange minutter....Han kiggede ned i jorden en enkelt gang
men have så sit blik rettet stift ud i luften....??

" Demetri " råbte hun ned af gaden.
Hun stod skævt på sit ene ben, og med armene
ned af hendes sider. Hun havde hurtigt fanget en
af sine visitkort frem, og i det at han skulle ha
rådgivning eller bare... havde en ide til hvad som
helst, så ville han ha hendes nummer.
I det at han ville reagerer ville hun kaste det lille
firkantede kort ned igennem luften og i hans nærvær.
Da kostet var kastet lod hun sig vende, så håret blev
fanget af blæsten rundt om hjørnerne. Ubevidst kom
håret rundt om hendes ene skulder og ned på hendes
ryg. Det sorte samt lange hår hang hende langt ned af
ryggen, og ude på hovendesiderne var der klippet kort.
Hun lod ikke et blik falde tilbage på vampyren, dog mærkede
hun godt at der var noget ved ham der fangede hende, dog
var han ikke stædig nok til at fange hende, og få hendes op
mærksomhed mere den aften, så tid var spildt hvis hun blev.
Dog havde hun jo givet ham hendes nummer, måske ville hun
finde noget sjovt, MEN det var nu givet pågrund af deres tattoo
aftale.

Korte kom til ham og han greb det med fuld eleganse som
vampyer var så kendte for at have. Han kiggede ikke engang
på det. smilte bare ved at have det i hånde, dernæst lagde han
det ned i sin lomme, han havde allerede billedet som han skulle
have på sin krop, han glædede sig nærmest helt til at det skulle
ske, men det måtte jo selvfølgelig tage tid, det der var en dårlig ting
var at Demetri desværre var en meget utålmodig person.
Han gik ned af gaden og forsvandt lige så stille i menneske mængden.


//out//