En tatovering please (madelaine)

Madelaine have sat de forskellige farver frem, og nålen var
renset og spids. Maskinen var sat til, men først skulle tegningen
aftrykkes på hendes hud. Hun så godt med det samme at Isabella
allerede havde en på sin fine og uskyldige hud, i forskel til Madelaine.
"skal den være her?" spurgte Madelaine og lod papiret være få centimeter
fra hendes hud, for at vise hvor den ville komme til at sidde.
Madelaine mærkede godt på Isabella at hun var smule bange, men det var
alle Madelaines kunder. Undtagen dem der var stamkunder og som, havde
hele kroppen fyldt med symboler, citater og tegninger. Madeline ventede
kun på Isabella's svar, også skulle hun igang med at give hende et mærke
for livet.

Hun så til mens hun gjorde alt klar, og hun reagerede ikke lige med det sammen med hvad madelaine spurgte om.
"Ja det skal den"
Sagde hun med et tøvende smil, men så henledte hun med sine tanker, hvordan den kom til at se ud på hendes bare hud. Hvordan hun kunne stå i spejlet og se på det smukke værk på hendes hud. Det styrkede hendes beslutsomhed, det var noget hun ville ha og så måtte hun vel og lide lidt for det. Ligesom det udtryk man siger at lide for skønheden. Hun kunne ikke lade vær med at trække på smilebåndet, hun var så klar som hun kunne blive.

Madelaine tog langsomt det bagepapir lignende stykke af
fra Isabellas hud, og kiggede tilfreds med den flotte optegning,
som hurtigt ville blive til en tattovering. Hun smilede, da hun så
den kvindelige kunde, selv smile til sig selv inde i spejlet, og rejste
sig langsomt op, imens hun betragtede Isabella imod spejlet.
" Skal vi?" spurgte hun og startede for udstyret. Hun trak vejret
langsomt for at beholde roen, da der ikke var noget værre end at
sidde med en hurtig bankende hjerte når man skulle koncentrere sig.
Madelaine placerede sig tungt på den lille rullende stol, og skubbede
sig hen imod kunde stolen, med pistolen i hånden. Hun kiggede stadig
på Isabella og ventede kun nu på at hun satte sig til rette, og at de så
kunne begynde at tattoverere hendes uskyldige hud.

Isabella nikkede til hende og var klar til at møde sin frygt imod nåle. Hun lukkede øjnene og da Madelaine begyndte, var smerten stor for Isabella som slet ikke var vant til smerte. Men hun forholdte sig stille og kiggede den anden vej, for ikke at gøre det værre ved at kigge på nålen. Men jo mere det gjorde ondt mærkede Isabella, hvordan hun lige pludselig begyndte at miste sin magt over hendes krop og en anden personlighed pressede sig på. Isabella håbede inderligt at det ikke ville ske, og da hun åbnede øjnene op igen så hun med neonlilla øjne på Madelaine. Hun var blevet til Crasie. Madelaine var sikkert så optaget af sit værk at hun ikke lagde mærke til lige først at hele ellers smukke Isabellas krop var forandret. Vedkommende der lå foran hende var en kvinde, hendes neonlilla øjne stirrede med vantro og forvirring på det Madelaine lavede på hende hud. Crasie huskede intet af alt det Isabella havde besluttet sig for og hvad der var sket imens Isabella havde været der. Madelaine mærkede et stærkt greb omkring hendes håndled og hendes arm var ført væk fra Crasies hud. Crasie havde langt stort sort bølgende hår og havde et sort korset på, en sort hættetrøje på, tætsiddende sorte bukser, og praktiske sorte sko. To ting var usædvanlig ved denne kvinde, var hendes neonlilla øjne og hendes lave højde. Hun var kun 145 cm høj.
"Hvad har du gang i?"
Selvom hun sagde det lidt grovt kunne man tydelig høre forvirringen i hendes stemme og hendes øjne fortalte tydeligt, at hun var komplet forvirret.

Madelaine var dybt koncentreret omkring den kommende
tattovering. Hun så næsten i slowmotion hvordan nålen
blev skudt afsted af pistolen og ned i huden og hvordan
den trak sig ud igen. Huden næsten bølgede sig som
vand da nålen trak sig ud. Den sorte farve som snart
havde formet sig som det nederste på hjertet, lå som
små sorte klatter rundt omkring, da den hvide serviet
ikke fjernede den overflødige farve, som ikke kom med
ned i huden. Men dog kunne Madelaine med det samme
forsikre sig om at tatoveringen ville blive fed, og den
inspirerede faktisk Madelaine til hendes næste hele tattovering.
Dog uden nogle som helst tegn, fik Madelaine fløjet armen væk
og en lille skæv streg havde plantet sig lidt uden for hjertet.
Madelaines øjne åbnede sig helt, og da hun først fik øje på Isabella
igen, var hun fuldstændig forandret. Madelaines øjne blinkede ikke
med kiggede kun stift på den sorte og dystre tøs hun nu havde
siddende i stolen. Hun var mundlam og kiggede undrende rund på
den yngre tøs. Det lysehår var nu erstattet med sort, og tøjet var
byttet ud fra små moderne pop tøs til sort alternativt.
Madelaine nåede ikke engang at slukkede pistolen før hun blev spurgt
om hvad hun havde gang i.
Madelaine havde ingen ide om hvad hun skulle svare, det kunne næppe
være den samme der sad i stolen, dog slog tanken hende om hun havde
snøret hende, eller lukket hende i en fælde. Alle væsner havde jo en eller
anden evne, så mon ikke hendes var at skifte form.
Madelaine vred sin hånd fri, og slukkede pistolen i en stiv bevægelse.
" Det samme spørger jeg dig "

Crasie holdte blikket direkte på hende, mens hun svingede sig over på den anden side af stolen og stilte sig på den anden side af stolen. Så begyndte minderne at strømme til hendes hoved, og først kiggede Crasie forvirret på Madelaine, men så begyndte Crasie at forstå. Isabella havde ønsket en tatovering, og nu havde hun åbenbart taget sig sammen til det. Men Crasie følte sig også såret, for at Isabella på den måde havde gået uden om Crasie og gjort noget, som ville være på de begges krop. Hun stod og vidste ikke, hvad hun skulle gøre. For nu havde hun en halv tatovering på sin krop. Skulle hun lade den være og skjule den med sine illusioner, eller skulle hun få lavet den færdig. Men før hun tænkte videre, kom hun i tanken om, at denne dæmon tatovere nok ville vide, hvad der var sket.
"Hende kvinde du så før, er en af mine personligheder Isabella. Jeg kom frem, fordi Isabella ikke kan tackle smerte som jeg, og derfor kom jeg frem."
Crasie kiggede ned på den halve tatovering, hun kunne ikke rigtig se den fra den vinkel. Så hun så et spejl i rummet og så skitsen af den. En stor del af hende ville have den væk, og for et øjeblik så Madelaine, hvordan den forsvandt. Men det var bare Crasies illusioner, men hun lod den komme frem igen. Hun kunne selvfølgelig få den fjernet, hun havde penge nok til laserbehandling. Det var tydeligt, at hun var i tvivl, så hvis madelaine ikke vil miste en kunde, så var det nok nu hun skulle bruge overtalings evner.

Madelaine begyndte at blive mere og mere undrende og
skrap omkring situationen. Hun følte sig snydt, og nu at hun
havde tatoveret og brugt sin tid på Isabella, blev hun irriteret
over at personen havde skiftet form. Tøsens undskyldning omkring
situationen fik Madelaine til at blive mere forvirret end før. Hun
tvivlede på at forklaringen var rigtigt, da hun var så åben omkring
det. samt det lød som et problem for hende i hendes hverdag.
Madelaine lagde pistolen fra sig, og lagde sine arme over kors, imens
hun begyndte med blikket at gennemsøge den "nye" person.

" Det er en spøg det her ikke?" startede Madelaine ud med
imens hun vred sig selv lidt i at være træt af folks lege og forstyrrede
evner.

Crasie var ret så ligeglad med hendes spotten og vrede. Hun var også ret så ligeglad, om hun troede på hende eller ej. For hun viste selv sandheden, og hun stolede ikke selv på andre folk. Hun lændte sig op af bordet og trak hætten over hovedet. Hendes neonlilla øjne var det eneste, som var tydeligt. Hun kiggede omkring for hun ledte efter hendes ejendel, for det kunne gøre at hun havde en god fordel over for denne dæmon. Crasie kunne ikke lide dæmoner, faktisk holdte hun sig langt fra dem, selvom hun selv var en dæmon. Hun følte sig ikke som en af dem.
"Nej det er ikke en spøg, har du ikke hørt om personlighedsspaltning?"
Sagde hun kort og kontant, hun så på et enkelt hår, som hun fik øje på. Men det lignede ikke hendes, måske en anden af medarbejderne her. Hun tog armene over kors, hun ønskede så meget at hun havde sin stok med. Den havde sølv knive i sig, som kan dræbe dæmoner. Crasie ville helst undgå det, men hun vil forsvare sig selv om det så krævede et andet liv. Crasie vendte blikket tilbage på Madelaine og stirrede koldt tilbage. Hun tog den ene hånd og kørte over hjertet der var halvt færdigt. På sin måde kunne hun godt lide den, men Crasie havde faktisk aldrig spekuleret om, at få en tatovering. Men på sin måde havde hun jo, bare hendes anden del Isabella.

Madelaine mærke et lille grin snige sig på hos hende, dog
holdte hun det tilbage. Hun havde hørt omkring personligheds.
spaltninger, men man skiftede jo ikke form pågrund af dem, så
noget måtte være på spild efter hendes mening. Hun havde mødt
mange med den lidelse, men havde aldrig oplevet skiftningen af
krop. Hun hævede det ene øjenbryn, men kiggede dog mindre
dømmende på tøsen. Hun kunne godt fange kundens ubehag og
vrede, og derfor fandt Madelaine det nok bedst at træde tilbage
som en objektiv person og bare lytte til hvad den ellers skarpe
tøs havde at sige.
" Jeg har skam hørt om det."[b] svarede hun tilbage og begyndte
at lukke for de åbne farvebøtter, så de ikke ville tørre ud og at
farven ikke ville ligge sig i bunden af bæret.
"Hvad er dit navn?"[b] Spurgte Madelaine venligt, da det egentlig
gik op for hende at det ikke var kundens skyld den havde den spaltning.
Dog var hun parat da hun så en slags had i de neonlilla øjne.

Crasie vidste ikke om hun skulle snakke med denne dæmon eller bare skride herfra. Men hun kunne lige så godt svare.
"Ja du undre dig sikkert over at jeg skifter form, men det gør jeg bare. Havde jeg grund til at lyve og så forvandlig mig til en anden form, for at bare genere dig eller sådan noget i den retning?"
Sagde hun roligt og havde stadigvæk armene over kors. Hun vidste faktisk ingengang selv hvorfor hun skiftede form imellem personerne. Men det hun havde udregnet for længst er pga hendes evne med illusioner, og når hendes personlighed Isabella gerne ville se ud, så brugte hun sin evne til at forvandle sig sådan. Men hun ville ikke fortælle hendes evne til hende, normalt fortalte hun ikke ting om sig selv, for det kunne altid blive brugt af fjenden. Den eneste hun har ladet komme tæt på er den søde Camille. så svarede hun på hendes spørgsmål.
"Jeg bliver kaldt for Crasie"
De alle havde jo hver deres navne.

Madelaine stod med sine arme i kors, og hun tyggede
lidt på hendes navn. Hun synes hun havde hørt det før,
men hun smed det hurtigt fra sig, da hun skulle ha tjek
på de to navne, indtil videre. Isabella og Crasie.
Hun kiggede skråt op på tøsen, og begyndte så at spørge
" så... skal vi lave videre på den?". Hun lavede et
lille nik med hovede, for at hentyde til tatoveringen.
Hvis hun ikke vil ha den lavet, så havde hun stadig tegningen
og kunne så selv bruge den til at udvikle en slags ny kollektion
med nye tatoveringer.
Hun gik over til instrumenterne, blækket og pistolen, og tog
den op i hånden hvorefter hun stod med et undende blik på
Crasie, for at få svar.

Det var der Crasie ikke vidste hvad hun ville eller ikke ville. Hun lagde vægten til den ene eller anden fod. Hun havde et klart billede i sit hovede, hvordan tegningen så ud. Det meste af hendes sagde nej til det og hun var lige ved at åbne munden til at sige det ville hun ikke. Men så blev hun stoppet af Isabellas indre stemme i sit hovede.
"Du kommer til at fortryde dette, du kommer virkeligt. Jeg ved at jeg ikke skulle ha gået bag din ryg, men denne passer til os"
Sagde Isabella meget lokkende, madelaine kunne godt nok ikke se Crasies ansigts udtryk. Men hun kunne nok fornemme at hun virkede fjern. Crasie svarede til Isabella inde i hende selv.
"Du gik bag min ryg.. Og hvordan ved du den ville passe til os!"
Sagde hun vredt tilbage, og Isabella krympede sig inde idem. Så sagde Isabella lige så stille.
"Fordi jeg kender dig nok til at vide det. Dette er et symbol for os, vores splittelse."
Det gik direkte ind i hjertet på Crasie og hun lukkede øjnene et øjeblik og sukkede lydløst. Så så hun hen på Madelaine. Hun rodede i sin lomme og tog sin pung frem. Så hev hun mange 1000 kr sedler, og lagde dem på bordet.
"Jo jeg vil ha lavet den færdigt, og jeg håber det her 18.000 ville kunne sørge for betale alt det besvær der har været, og at det blive lavet ordenligt"
Crasie ville ikke stå i gæld til nogen, derfor gav hun så mange ekstra. For hvis hun har skabt besvær for hende, så står hun i teorien i gæld til hende. Crasie gik roligt hen til stolen og trak sin hætte af, og så alvorligt på Madelaine, men så dukkede et lille smil på hendes læber. Som mindede nok meget om Isabellas.

Madelaine var igen blevet forvirret samt ens mule nervøs.
Hun havde ingen anelse om hvad det foregik inde i den lille
pige, som faktisk også var en moden kvinde. Hun blinkede
få gange med øjnene, og gik så stille hen til instrumenterne.
Hun åbnede for bærende, dog ikke med et eneste ord. Hun
tog fat om pistolen, trykkede på pedalen, og med det samme
begyndte den at kaste nålen ud og ind igen. Lyden var skarp
og lys, og den kunne ikke overhøres. Hun kiggede roligt op
på Crasie, og sagde så stille og små koldt.

" Jeg begynder nu".
Hun satte pistolen ned mod hendes hud igen, dog var den mere
bleg den hun sad ved nu. Hun undrede sig, og forstod ikke helt
hvordan tatoveringen skulle blive siddende, uanset hvilket krop
hun befandt sig i. Hvis Madelaine lavede tatoveringen på Isabella
ville den så ikke kun sidde på hende?- og hvordan ville den så kunne
sidde på Crasie også?. Madelaine lukkede for tankerne, og lavede
tatoveringen færdig.

Den kunne sidde på, fordi så snart en af den andre personligheder dukker frem. Så laver automatisk en illusion af deres ønskekrop, men de alle har faktisk den sammen krop som crasie, som er deres hovedkrop hvis man kan kalde det. Crasie kunne faktisk heller ikke selv forstå det, men hun har regnet med det er sådan. Hun mærkede nålen imod sin krop, og havde intet imod smerten. Faktisk var smerten ingen ting for hende for, for lang tids siden havde hun for længst skubbet hendes smerte væk, sådan så hun ikke rigtig kan føle mere. Det virker som en klar fordel, men det er det ikke altid. For tit kan hun så ikke ligge mærke til ting, som andre kan. Fordi hun har nemlig den følelsesløshed. Hun kunne godt fornemme at Madelaine var forvirret og håbede på at det ikke ville genere hendes arbejde. Crasie tænkte på symbolet, som det jo egenligt var. Så tænkte hun selv over hvorfor andre får tatoveringer. Så så hun på madelaine og kiggede efter hendes tatoveringer, og prøvede at måske se symbolet i det.

Madelaine var dybt koncentreret, og lagde hverken
mærke til hvad Crasie enten lavede eller kiggede på.
Hun var mere nervøs end mange de andre gange. På
grund af det tempremant som Madelaine fornemmede
Crasie havde. Hun bed sig flere gange i læben for at
både streger og detaljer gode. Alt gik vel, dog hamrede
Madelaines hjerte hurtigere end det plejede. Nok fordi
hun fik sig selv kørt op i et gear, hun slet ikke behøvede.
Dog havde hun en ydre ro, som ikke fortalte hendes bankende
puls inden under. Nålen strøg op og ned igennem Crasie's
hud og den sprækkede hud elskede Madelaine. Det mindede
hende om hvor sulten hun egentlig var blevet.

Hun kunne se at madelaine var meget koncenteret, det måtte være en god ting ikke? Jo det mente hun, men kunne der være andre ting der lå gemt under den facade. Crasie stoppede at spekulere over det, det hjalp jo ikke lige frem, så hvad er meningen med at gøre det mere besværligt. Men crasie vidste alt om man ikke skal stole på det yndre, for crasie vidste jo alt om illusionens kunst, hun kunne det jo selv, så hun vidste det jo. Crasie havde lyst til at spørge om forskellige ting, for crasie var meget nysgerrig af sig. For hvem var hun og hvad. Crasie kunne ikke kende forskel imellem dæmonerne, og hvis hun var en bloddæmon, ja så er det jo ikke særlig praktisk. At hun tattovere i hende så det går ned igennem huden, det ville sikkert minde for meget om mad. Kunne crasie tænke sig frem til.

Madelaine vidste at det ville blive en udfordring at skulle
tattovere når hun var bloddæmon. Dog, havde hendes
chef forklaret hende at hvis der skete noget, var Madelaine
på stedet fyret. Hun havde ædt en mand i shoppen før,
men var dygtig til at gemme sine spor væk. Da de spurgte
lidt indtil noget med lugten fortalte hun bare at hun havde
noget liggende i tasken fra slagteren. Egentlig troede hun
ikke de ville tro på den, men det gjorde de heldigvis.
Hun var den eneste bloddæmon i shoppen, hvor de andre
var de andre slags dæmoner.
Nålen og de små blodklatter fristede hende, men dog var
hun så stærk selvkontrolleret at hun sagtens kunne lade
vær, men hun var sikker på at hun skulle smage lidt eller
finde sig et helt offer når hun var færdig den dag. Hendes
mobil der lå bag hende samt Crasie, begyndte at ringe, og
i et langsomt ryk med hovedet, kiggede hun over skulderen
for at prøve at se hvem det var. Hun var næsten sikker på
det var Loren der var nysgerrig om hvor hun var.

Crasie tænkte på, hvis Madelaine var en blod dæmon. Så havde hun sikkert stor selvkontrol. Men hvor gammel var denne dæmon egenligt, der var et eller anden over hende, der virkede ældre, fordi hun havde denne kontrol. Men alligevel var der et eller andet ungt over hende. Crasie var ikke sikkert, og endnu engang blev hun mindet om hvor gammel hun faktisk var. Hun har været her i så lang tid, at ja det har været lang tid. Hun kunne stadigvæk huske, hvordan det var at være en bondepige i 500 tallet. Dengang var alt så meget andeledes. Så blev hendes tanker ledt hen på Sakref, som var så mange og atter mange år ældre end hende. Hvordan var det mon at leve i lang tid? Hendes tanker blev stoppet af en mobil der ringede, og så Madelaine går fra sit arbejde hen til mobilen. Crasie prøvede at se hvor langt hun var nået, så derfor rejste hun sig op og kiggede ind i spejlet. Hun kunne se at den næsten var færdig. Nu hvor Crasie havde besluttet at ville have den, var hun faktisk glad for det. Isabella inde i hende kunne godt fornemme at Crasie var tilfreds og var meget glad for det.

I det at Crasie rejste sig op, blev Madelaine en smule overrasket.
Helst ville hun ikke ha hendes kunder rejste sig når hun var i gang,
så venligt beordrede hun hende:
" Vær lige sød at blive siddende, indtil jeg er færdig".
Madelaine kiggede på tatoveringen på tøsen og var egentlig blevet
ret tilfreds indtil videre. Hun åndede lettet, og var klar til at lave
den færdig. Telefonen lod hun ringe, og hun nåede ikke at se hvem
det var før, at Crasie rejste sig op. Den restende blæk der lå på armen
skulle nødig begynde at løbe, selvom det var sjældent.
Den lille rullende stol under Madelaine var begyndt at knirke, da hun
havde lagt alt sin vægt ned på den, i det at hun var blevet rolig.
Før lod hun sine ben stadig hjælpe hende holde hende op, selvom
stolen var til at bære hende.

Crasie lagde sig ned igen, da madelaine bedte hende om det. Godt nok var Crasie ikke en der lod sig styre af andre, men i dette tilfælde vidste Madelaine nok bedst og det var jo hende der skulle lave den. Hun ventede tålmodigt ind til den var færdig, og da den var. Crasie fuld ud tilfreds med den, den var bare perfekt for hende.
"Godt arbejde, det er jeg virkelig glad for selvom der var besvær"
Sagde hun med et lille smil på sine læber, hendes neonlilla øjne glødede af tilfredshed, hver gang hun så den i spejlet.

//skal vi stoppe dette emne, og måske lave et nyt eller har du et eller andet god krea ide :) Som ville kunne føre emnet videre//