Brug for en smule fred - Ezekiel

Den slags skete også for menneske hele tiden, Devin selv havde mistet sit livs kærlighed. Han fik et sørgmodigt smil om læberne da han tænkte på det, og så på havet. Det var efterhånden ren rutine at tænke tilbage. ”Måske er menneskers hukommelse bare skabt til ikke at huske sorg på samme måde” han så alvorligt på hende ”vi glemmer smerten, hvis ikke vi bliver mindet om den.. faktisk glemmer vi det meste med tiden”

Ez sendte ham et lille smil og nikkede til det han sagde, hun huskede det meste fra sin tid, mest smerten, og følsen af at blive ladt alene, så lukkede hun bare sine øjne i, og lyttede til vandets lyde imens hun tænkte lidt tilbage, "Mhm mennesker er søde... Og så i nuttede når i når 26 års alderen"Sagde hun så lidt leende,

Devin skævede lidt til hende, og kunne ikke lade være med at smile. ”Hvorfor er vi det?” spurgte han og så lidt nysgerrig på hende. Han vidste ikke hvad der skulle gøre mennesker så meget mere spændende når de var 26 i stedet for de andre år.

"Prøv du at være 16 i 100 år, så syns du selv drenge på 26 er nuttet!"Peb hun lidt leende, det var jo sandt når det kom til sagden, hun ville hellere ha en fyr der så ældre ud end hun,

Devin rystede lidt på hovedet af hende, men smilede dog. Han synes det var lidt underholdene ”hvad er så bedst… 20 eller 26?” spurgte han.

Ez sad lidt og tænkte over det, og kiggede så på ham "Nok 24"Sagde hun så med et smil på læberne, og lod en hånd glide igennem det blonde hår,

Han grinede lidt og smilede til hende "det var heldigt" sagde han.

Hun grinede lidt med, og rystede kort på hovedet med et smil på læberne, og rettede blikket imod sine fødder, og så tilbage på ham "Måske, nu det bare at finde fyren"Sagde hun så leende,

Devin sendte hende et varmt smil, men blev så tænksom.. ”sig mig, hvad er forskellen på en normal engel, og en dødsengel?” spurgte han og så lidt på hende..

Ez grinede let og rystede på hovedet, "Dødsengle kan se døde, og deres vinger er for det meste altid sorte,"Sagde hun tænkende med et stort smil på læberne,

"Ahaaa.. se de døde" Devin ser tænkene ud og nikker så bare "spændende"

Hun nikkede med et smil på læberne, "Og skræmmede!"Sagde hun så med et smil på læberne, og kunne ikke lade vær med at le lidt,

”Skræmmende?” Devin så spørgende, men samtidig alvorligt på hende ”sig mig engang… de kan vel ikke skade dig, vel?” man kunne høre bekymringen i hans stemme, ved tanken om sjæle der angreb folk..

Hun kiggede lidt på ham , og rystede så let på hovet, for at være ærlig vidste hun det faktis ikke men hun havde tit hørt historier som var blevet skuppet ned af trapperne uden der var nogen i nærheden... "Det kommer an på hvor stærke de er tror jeg, for at være ærlig jeg ved det ikke,"Sagde hun så tænkende,

Devin åndede lettet op. Han vidste godt der var et dødsrige, men tanken om at de kunne komme ind i deres verden havde han bare grinet af. Han var taknemmelig for at de i det mindste ikke skadede mennesker. Han had havde aldrig stammet fra væsenerne i sig selv..

Ez grinede da han ånede lettet op "Jeg ville nu godt havde været en dødsengel, men nu er jeg bare mig, alles skytsengel"Fnes hun det sidste sagde hun i sjov da hun ikke var en skytsengel men elskede bare at passe på alt og alle dem hun mødte, hun vidste ikke noget bedre end at passe på andre der ikke havde det så godt i sig selv,

Devin nikkede lidt og smilede ”jeg ved præcis hvordan du har det!” udbrød han. Han så op på himmelen med et drømmene udtryk i øjnene ”havde jeg måtte være en anden race, så skulle det være skytsengel”

Ez nikkede med et lille smil på læberne, men valgte ikke at sige noget til det, så hun rejste sig bare op, og børestede sine baller rene fra sand, og sendte ham så et svagt smil, og traskede så op imod vejen, for at komme hjem af,

"Går du?" Devin så undersøgende på hende da hun rejste sig. Han fulgte hendes eksempel og kom op på siden af hende.

"Du kan komme med hvis du vi.. men vil ikke være her når det begynder at regne"Svarede hun med et lille smil på læberne, og kastede et blik på den grå himmel over dem, hun ville virklig ikke blive våd igen idag, hun kunne virklig ikke fordrage regn, eller kulde for den sag skyld, hun fortrød virklig at hun var flyttet til et kold land som dette.. Hun gøs svagt og lagde armende om sig selv, og glæede sig ikke til sneen ville komme, så lå hun sikkert syg med det samme.. og hun blev meget let syg, hun gøs svagt, og kunne allerede nu gætte af det hun ville dø af... sygedom,! som en gammel kone, det var jo også det hun var, så det var vel ikke så komisk i sig selv når det kom til sagen,

Devin nikkede lidt "hvor har du tænkt dig at gå hen?" spurgte han, der ikke havde bekymret sig om regnen. Han havde en tyk hættetrøje på, den ville holde det meste af kulden ude. Desuden havde han intet imod kulde, det kunne være dejlig afslappende. Han kastede et blik op imod himmelen.. det så ud til hun havde ret, der hang store mørke skyer over dem.

"Jeg bor lige her i nærheden, "Sagde Ez med et smil på læberne, hun boede jo lige i nærheden, hun kunne sagtens finde hjem, men nu var det bare om hun havde husket sine nøgler, det havde hun sikkert ikke, og hendes vindue stod åben som altid så hun kunne let komme ind, stille lagde hun armende over kors imens hun så ventende hen på ham, for ligesom at skynde på ham, for hun gad ikke stå der hele dagen, det var for trættende, og hun ville gerne ind enden det begyndte at regne, for hun magtede ikke at ligge syg igen,

Devin var lidt overrasket over hendes attitude.. han stoppede op. "Hør hvis det ikke er ok, så er det i orden.." han sendte hende et undskyldene smil "vi ses måske en anden gang.." han begyndte at gå i den anden retning.

"Det er skam ok! Det er bare... jeg gider ikke lægge mig syg igen!"Peb hun barnligt, hun gad virklig ikke være syg, så gik hun bare hen til ham og fik et stort smil på læberne, og tog ham under armen og trak ham med sig, fordi hun ikke ville lade ham være alene et sek når han kunne underholde hende, eftersom han jo vidste hvad hun var, gad hun ikke bruge tid på at gå, så hun slog bare sine sorte vinger ud igen, og tog let hårdere fast i ham, bare over brystet og sprang så yndefuldt op i luften, og kunne let bære både ham og hende selv, dog satte hun ham førest ned i det de var hende ved hendes vindue, og hun kunne puffe ham ind igennem, og smuttede ind ligebag efter og lod sine vinger forsvinde ind i hendes ryg igen, hun gabte kort, og gned sit ene øje men smilede så et stort smil,

Devin spærrede øjnene op og så forskrækket ned på jorden. Han måtte bide tænderne sammen for ikke at skrige som en lille pige. Han tog en dyb indånding og så ned på jorden. Det kildrede vildt i hans mave, og han prøvede at slappe af. Det var svært. Men efter de havde fløjet lidt, begyndte han at nyde det. Det var helt utroligt at flyve igennem byen på den måde. Han landede på hendes gulv. Han rejste sig op og så bare på hende med store øjne ”det var jo… HELT VILDT!”