Byen <> Zean

Tid: 15:23
Sted: Sheria by
Vejr: Solskin, få skyer og lunt
Omgivelser: Mennesker, butikker og andet der befinder sig i byen
Påklædning: En lang hvid top, lysegrå jeans og limegrønne allstars


Ellen kom lige så stille gående med sin store brune labrador Jack. Jack var hendes førerhund en hjælp hun havde fået af sin familie da hun havde besluttet at flytte hjemme fra. Hun var blind, og havde været det længe nu. Hun var skam ikke født blind men hun havde været ude for en ulykke som havde resulteret i at hun havde mistet synet. Hun havde i starten været utrøstelig, men senere havde hun lært at leve med det og ikke se sig tilbage på det dårlige, men at se fremad. Hendes spinkle hånd hvilede på den store hunds ryg, hun havde den aldrig i snor. Hun var jo elver og havde en forkærlighed til dyr og nænnede ikke at holde den fanget i en snor, den kunne gå som den ville, men den var nu glad for at være ved hende og det virkede ikke som om at den var utilfreds med dens tilværelse.
"Hvor vil du hen i dag?" spurgte Ellen med et smil på de lyserøde læber, hun trak sin frie hånd gennem sit lange brune hår for at få det væk fra hendes ansigt, da det kildede på hendes kind. Hunden Jack gåede lavt og logrede med halen. "Ja vi kan da godt gå hele byen rundt, men husk nu ikke noget med at efterlade dig noget på fortorvet"advarede hun sin elskede hund og klappede den på ryggen. Hun kunne snakke med dyr og havde derfor ingen problemer med at få sin hund til at hjælpe sig. Hun kunne bruge hunden som en erstatning for hendes øjne, men det var også en meget klog hund hun havde fået sig.

Zean trådte ud fra butikken og så sig lidt omkring. En kollega havde overtaget butikken nu, så han havde fri til i morgen en gang.
På havde han nogle mørke jeans og en sort skjorte der var åben var halsen. Tilfældige kondisko. Han lod en hånd glide gennem sit mørkebrune hår med tanken om det nok snart skulle klippes igen.
Hans mørke øjne gled rundt på omgivelserne, det var lunt og derfor var folk også ude og gå, med børn, dyr og de gamle.
Heldigvis følte han sig ikke så sulten lige nu...Ellers kunne det godt forvirre lidt med alle de sjæle.
Han begyndte at gå ned af gaden, fordi diverse butikker og cafeer, som folk rendte ind og ud af. Han fornemmede forskellige væsner omkring sig, en varulv gik der, en anden dæmon, hov...en dusørjæger som han hellere måtte gemme sig lidt for...Elelr skulle han lege lidt med ham?
En...Elver. Han stoppede op og så sig omkring, gik lidt til siden for ikke at stå i vejen for alle. Hvor? Han så sjældent elvere, de opholdt sig jo mest i skovene....Faktisk havde han kun mødt...hvad, 2 elvere? en blind og en seende. Han fik endelig øje på en ung kvinde...Med en hund...Selvfølgelig. Han lod blikket glide voer parret et øjeblik...Hvad var der med elvere og det at være blind?

Ellen lyttede til lyden af sko mod fortorvet og nusseede forsigtig Jack på ryggen mens hun mærk dens muskler bevæge dig under pelsen. Hun smilede og nød solens lune stråler der varmede hendes ansigt. Ellen og Jack gik lige så stille og passede på ikke at gå ind i nogen. de feste tog ikke hensyn til hende, da man ikke rigtig kunne se på hende at hun var blind, hun brugte ikke stok eller solbriller, hendes øjne fløj ikke rundt som var normalt for dem der var født blinde, hendes øjne var bare tomme og så aldrig noget, folk opdagede det når de i længere tid så hende ind i øjnene.
Jack gik hen mod en pølsevogn da duften af pølser havde været for uimodståelig. Ellen klukkede lavt da lugten bredte sig i hendes næse, hun var vegetar og spiste aldrig kød, men Jack kunne godt lide at spise pølser og han fik det da også en gang i mellem. Hun mærkede på sine lommer og rystede på hovedet. "Desværre Jack, jeg har glemt min pung"sagde hun til ham og en lav klynkende piven fik hende til at ligge hovedet på skrå. Hun kunne ikke se det, men han sendte hende et par bedende hvalpe øjne.

Han så lidt på dem i noget tid og besluttede sig så for at forfølge dem. Igen, det var sjældent han så en elver og når det endelig var, skulle den ikke få lov til bare at forsvinde.
Elvere havde altid været et mysterium for ham.
Han gik efter dem, først stille og roligt, så lidt mere åbenlyst. Folk sagde jo ikke noget til det alligevel.
Han overvejede hvad han skulle...elveren fulgte åbenbart blindt sin hund og hunden...Han smilte svagt og da de gik videre købte han nogle pølser. Det var selvfølgelig ikke sikkert det virkede, men han kunne jo lige så godt prøve. At få elveren lokket lidt væk fra menneskemængden som de alligevel ikke måtte vise dem for.
Han overvejede hvilken vej de mon ville gå og forsvandt så selv et øjeblik da han løb gennem nogle gyder. Han smilte da han, uden at være særlig forpustet, stoppede op og opdagede han var endt foran dem.
Han lagde den første pølse sådan så han mente at hunden ville kunne finde den og følge den, de havde jo en fantastisk lugtesans.
Han ville først se om den første pølse virkede før han lagde flere...Ellers var det bare spildt energi...

Jack begyndte lige så stille at gå videre, da han indså at han ingen pølse ville få. Ellen fulgte med da hun mærkede at han bevægede sig frem ad og hun var nød til at følge med for ikke at miste sin placering af hånden på hans ryg. "Vi kan se om vi har noget der hjemme"sagde hun med et smil og nussede den kort. Jack bjæffebrummede og logrede svagt med halen. Ellen lyttede til lyden af sko mod fortorvet, små snak i krogende og et par skrigende små piger et stykke længere tilbage. Hun var ikke altid så glad for at gå rundt i byen på grund af alle lydene, når der var mange lyde havde hun svært ved at adskille lydene fra hinanden da mange lød som hinanden og kom så tæt. Jack logrede pludselig vildt med halen og havde åbentbart fået øje på noget der gjorde ham glad. Han satte farten op og lyden af at han snussede hurtigt gjorde hende opmærksompå at han havde fundet et eller andet. Jack bjæffede glad og fandt det han ledte efter, en pølse som han hurtigt gnastede i sig. "Fandt du noget at spise?"Spurgte hun med et muntert smil og klappede ham på ryggen. "Jeg håber at det ikke var noget ulækkert"tilføjede hun derefter og skubbede venligt til ham med kroppen. "Grovæder"klukkede hun derefter og syntes selv at hun var sjov og lyttede til Jack's smasken der pludselig hørte op da han fik slupret det sidste i sig.

må jeg være med til at emne

//Selena...Prøv i stedet at skrive over PM til dem du vil skrive med eller søg under plots...//

Han smilte svagt. Hans plan ville virke så længe hunden var sulten nok,men var hunde ikke altid sultne? Nå...
Han listede videre og lagde så en pølse på et bestemt sted, strategisk planlagt. Han listede videre og lagde så den sidste. Stedet...var en lille, øde plads mellem nogle huse og haver. nogle mennesker kiggede forbi en gang i mellem, men ellers var der ingen.
Her kunne han passende sige hej til elveren, uden at skulle tænke på menneskerne....Han havde fred. Ikke fordi han havde noget imod menneskerne, de var god mad, men han foretrak det nu bare sådan. Han satte sig på en bænk i udkanten og ventede på at se om det nu også ville lykkes...Hvis ikke måtte han prøve at finde dem igen og tage direkte kontakt...Eller måske bare fortsætte med at forfølge em. Måske viste de ham vejen ud i skoven, til andre elvere.

ok

Jack snussede efter mere mad og Ellen smilede bare muntert af sin hund, hun havde ingen mistanke om hvad der foregik. Det var meget normalt at folk bare efterlod sig madrester eller andet på gaden, selv om de stod ved siden af en skraldespand og det gjorde vel ikke noget at Jack så spiste det, spiste han det ikke spiste duerne det vel nok. Hun lyttede kort men hørte ingen kuren fra duer, hvor mon de var henne?
Ellen satte sarten lidt op, selvom hun ikke kunne lide at gå hurtigt, altid bange for at gå ind i folk eller falde over noget, men Jack var åbentbart sulten og færten af noget mad havde fået ham til at sætte farten op og styrtede i den retning færten kom fra.
"Jack altså, du kan få mad der hjemme"sagde hun en smule irriteret da han ikke satte farten ned selvom hun klappede ham på ryggen for at få hans opmærnksomhed. Duften af mad var åbentbart mere interesant end hun var for den. Jack bjæffede bare til hende og stoppede pludselig op, hvorefter Ellen hørte den tydelig lyd af smasken. "Det var dog utroligt, kan igen finde ud af at spise op længere?"sagde hun og var en smule irriteret på Jack, der var ved at føre hende på afveje. Jack bjæffede igen. "Jaja"sagde hun og klappede ham på hovedet.

Det virkede. Da de kom gående virkede elveren godt nok en anelse irriteret, men hun fulgte sin hund. OG den fulgte sporet af pølser.
Han smilte svagt og rejste sig op, gik hen mod dem og stoppede op nogle meter fra dem, mest for at bedømme hunden, elvere skulle vist ikke være så agressive.
"Jamen halløj...Lille elver" smilte han
Vejret var enlig lidt for varmt i dag...Derfor foretrak han efterår og nogen gange forår, der var temperaturen hverken for kold eller varm...De fleste dage. I følge hans mening.
Det var da også snart ved at være efterår...

Ellen nussede Jack på på ryggen og fulgte bare med, uden at beklage sig. Hun lod ham tit gøre som han ville, men nogle gange bestemte hun dog også lidt selv hvor det var de skulle hen. Hun lagde mærke til at de var gået til et sted hvor der ikke var lige så mange som før, var de mun gået ned af en side gaden? Hun skulle lige til at sige noget til Jack, da en stemme hilste på hende, for hende var stemmer ansigter, hun indprintede dem i sin hukommelse og genkendte dem så snart hun hørte stemmen næste gang. Hun overvejede kort om dette var et væsen eller en dusørjæger, han vidste åbentbart at hun var en elver. Hun lod langsomt luften sive ind i hendes næse mens hun smagte på færten. Det var ikke så tit at hun brugte sin lugtesans til at afgøre noget, folk plejede selv at fortælle hvad de var.
"Hejsa"hilste hun så endeligt med at venligt smil og klappede Jack på ryggen der stod og så frem ad på personen. Jack var stadig ikke helt van til lugten af væsner, og skulle nok lige vænne sig til det. Hun håbede som altid at hendes øjne var vendt i den rigtige retning.

Blind. Hvis han havde været i tvivl før, så var han det i hvert fald ikke nu. Hun kiggede godt og vel...en meter eller to ved siden af ham. Men han flyttedes sig ikke af den grund.
"Hvad er det med elvere og at være blind?" spurgte han
"Er det fordi i har et skrøbeligt, men dog yderst godt syn, når det endelig virker?" han flyttede sig endeligt lidt, på vej om bag dem for at få et bedre indtryk af hende. Han havde ingen plan om at præsentere sig...Ikke endnu i hvert fald, først ville han se hvor længe han faktisk kunne holde sig...ikke direkte skjult, men i hvert fald anonym.

//Undskyld, min krea er bare ikke så stor for tidne//

Ellen lyttede til hans stemme og brød sig ikke særlig meget om hans spørgsmål til at hun var blind, selvom hun havde fundet sig i at være blind, brød hun sig ikke rigtig om at tale om det med folk hun ikke kendte den mindste smule.
"Hvem snakker jeg med?"spurgte hun i stedet for at svare, hun kunne bedst lide at være sammen med andre når hun kendte deres navne, at snakke med en hun ikke anede det midste om gjorde hende altid lidt ubehagelig til mode. Hun kunne jo ikke se på personen om denne var farlig eller venlig, kun lytte til deres stemme.
Jack var gået lidt frem, så hun var nød til at lagde hånden hvile på det nederste af dens ryg mens hun lige så stille nussede den med fingrene. Hun sagde ikke mere, ventede på at få et svar, enten ville personen fortælle hende et navn, eller også bare stille et andet spørgsmål. Hun smilede dog venligt i retning af personen håbede hun, hun ville ikke være uhøflig, og ikke at svare på hans spørgsmål kunne antydes som uhøflig selvom det heller ikke var videre høfligt at stille spørgsmål om den slags, til en blind. Det mente Ellen i hvert fald.

//Det gør mig slet ikke noget ;)

Han stoppede op bag hende og lod blikket glide over hende, før han fortsatte om foran hende igen. Smilte selv lidt. Hun havde ignoreret hans spørgsmål...Noget han sikkert også ville have gjort hvis han havde stået i hendes position.
Uhøfligt eller ej...Det tænkte Zean sjældent på. Der var selvfølgelig visse ting han havde lært af sin mor og som var blevet siddede...Men som regl var han ligeglad.
Han stod lidt og kiggede på hende uden at svare. For at tænke over hvad han skulle.
Håbe på at skræmme hende lidt mere? Eller skulle han sige hvem han var...Bare for at være lidt venligt.
"Hvad vil forskellen være? du vil vide hvad mit navn er...Men gør det dig enlig klogere? For hvad er mulighederne alligevel for at vi skal mødes igen?" sagde han så