God is out of town - karina

Lecter begynder lidt at smile, mens han stadig kigger ud af vindueret, "ja frøken, jeg tillod mig selv at give dem et kompliment, jeg vil huske at spørge en anden gang", han kiggede lidt ned "hvis frøken virkelig vil høre omkring min tror, men de skal vide, det er ikke en nattefortælling, men jeg benægter ikke deres ønske" han stoppede lidt og forsatte så "Jeg tror på gudinden Santuine, hendes bud er, altid tage hævn, aldrig blive forelsket, adlyd din altid mor, og aldrig glemme de ting du er blevet lært er rigtigt .. du har læst mine tanker, hvor meget ved de om min søster?, jeg vil gerne vide det før jeg forsætter, med alt respekt frøken"

"min søster bliv dømt, til Divoa. det betyder, offentlig tortur til kroppen bukker under, det var en mand og kvinde som skulle stå for torturen, Kvinden tog en lille kniv frem, hun vendte sig om, og ligger den på panden af min søster, hvorefter hun køre den langsomt ned af hendes hoved, men uden at skære hul, men når hun kommer ned til hendes øje, stikker hun den langsomt ned, skræber det yderste af øjret af, hvorefter hun slikker resterne af øjret ud med hendens tunge, min søster kunne ikke skrige, manden tog hende i håret, hvorefter hun bliv smidt op på et bord, jeg kan stadig huske hvordan, hun tiggede om nåde da de syde hendes arme sammen, og bagefter bliv bedt om at ødelægge syningen, ved at fjerne armene fra hinanden, damen tog en stor pisk frem, manden råbte at de ville stoppe med at slå hende med pisken, når kun rev hendes eget kød af armene, ved at ødelægge syningerne, det første slag ramte hendes, hun skreg og råbte de var fordømte, og ikke tjente Santuine, der kom enu et slag på hendes ryg, og denne gang kunne man se, hende begynde at græde, med hendes ene øje, hun råbte igen, men ikke før hun rigtig kom i gang, ramte enu et slag hendes ryg, man kunne høre dette slag give gendlyd på den åbne plas, og efter slaget hade ramt, kunne man se blodet, komme langsomt ned af hendes ryg, og før den første blodsdråbe kom ned på boret, bliv hun igen ramt at pisken, denne gang kunne jeg ikke forstå det hun sage, pisken fik blodet til at stå 10 centimeter over hendes ryg, damen med pisken sage, at hvis de forsatte, ville de skille kød fra knogler, hun stoppe med at græde, og kigge over mod mig, jeg ville ikke fange hendes blik, så jeg kiggede væk, da jeg kigge op så jeg hende prøve tros store smerter at skille hendes syninger fra hinanden, hun kunne ikke fjerne hendes arme fra hinnaden, og da hun ikke kunne hørte jeg pisken, blive løftet igen, og med et smel ramte det hendes ryg igen, denne gang kom der kød ståmber op med pisken, hun tiggede om at dø, de grinende bare og slog hende igen, og igen, jeg kan ikke udtale hvordan jeg følte da, jeg så hendes ryg, den var revet i stykker, det er den bedste måde jeg kan beskrive det på, de tog hende i armene og rev dem fra hinanden... jeg forlod mit samfund efter dette var sket, jeg kan stadig høre inde skrige om natten, jeg lever stadig ved Santuine´s bud, men jeg kan ikke holde ud at være i min landsby... og hvis jeg skal beskrive min guddom, så vil fortælle, at den er hård"

Lecter gik hen til hende, og tog fast i hendes hage, for at se hendes ansigt, han giver slip på hendens hoved "frøken, i mit samfund, er det mænd der er slaver, og nogen gange kvinder, hvis de bryder Santuines lov, jeg vil ikke beklare når jeg siger dette, de burde tjene dem slev, og ingen anden, der er nogen ting, som vi i mit samfund, ville se som en gave far Santuine, medfølelse er en af dem, og som troene på Santuine, må jeg sige, at de burde tage hævn, for deres modgang, og begynde at se dig selv, som den velsignet person, som de er. jeg syntes ikke at folk skal leve i andre skygge.. min ven Andila, som er jeg har ledt efter, siden jeg forlod mit samfund.. han sagde en gang til mig, at hvis der var nogen, der skubbede til ham, så ville han skubbe igen.. jeg tror ikke på ulykkelige slutninger frøken, men jeg tror på ulykkelige historier, og hvis jeg må sige det frøken, så din medfølelse, er et tegn på tro, du tror bare på noget andet end jeg selv.. Det bliver kaldt Gavonima blandt mit folk, troen på andre.
Lecter kiggede ud af vinduret igen.. "I manfa kola minu, min tro er min herre"

Lecterk kiggede på hende med det mest vendlige blik han kunne få frem "tro kan ikke blive ødelagt frøken, tro kan blive gemt væk, til den dag man skal bruge den. som jeg engang selv bliv fortalt af min søster, tro er ikke den du er, tro er det du kommer til at være, det betyder at du ikke kan ændre dig selv, ved at tro det, du skal glemme alt andet, og når du ikke længere har nogen ting tilbage, er det troen som opbygger det nye dig.. min søster sagde også, at den dag man var klar på at sige nej, til sin herre, var man først klar på at tjene ham, en herre som har slaver som ingen holdning har, er ikke en rigtig herre, derfor ved jeg din herre ikke er god ved dig, og du skal enten finde en ny, eller være den Santuine skabte dig til at være, eller som min søster ville sige Aman tro vabu..

Lecter smilte tilbage, "jeg hvis jeg må bede om tilladelse til at sige min mening frøken, så syntes jeg ikke de skal græde frøken, de har jo ikke gjort noget galt" Lecter gik den anden vej, for at kigge ud af vinduret igen. "Jeg syntes regn er dejligt.. Lecter holdt op med at snakke, "jeg beklare jeg har gjort dig ked af det frøken, det var ikke min mening, hvis jeg kan gøre det godt igen, så sig til"

Lecter kiggede statig ud af vinduret, "Jeg bliver nødtil at forlade dig frøken, men før jeg forlader det selskab, syntes jeg du skal have denne her ( Lecter ligger hans kniv på gulvet) det var min faders kniv, og derefter min søsters, så var det min, nu er det din, jeg er ikke en god person, men jeg håber ikke du vil huske mig som en ond, tak for deres selskab frøken, hvis de høre noget om min ven Andila, ville det være dejligt, hvis de sendte bud efter mig, igen beklare jeg ikke har opholdt mine manere gennem hele natten, jeg har ikke været så god en sortelver (lecter smiler igen) hvis de nogen sinde, skulle blive træt at din herre, eller der er noget andet problem, skulle opstå, så send bud efter mig, jeg skylder dig en tjenste, for deres selskab, Hola mina fokala gova, min ære kræver at de er tilfreds, så jeg ville holde mig klar på deres kald frøken.. Lecter begynder hans vej ud af kirken

Lecter smilte igen, med den samme barnlige stil, "hvis jeg kan få deres frøkens tilladelse, vil jeg tage væk fra denne kirke" lecter vender sig om mod kirkens udgang, og begynder at gå, da han når til døråbningen, drejer han hovedet og siger "og frøken, homanum okli folko , vi vil mødes igen....