Sjusket mand på en sjusket cafe -Crasie

Tid 20:00
Sted I byen La Sunisha.
Omgivelser folk over det hele.
Vejr nogenlunde ved at være mørkt.
Påklædning tynd jakke, med en blå sløjfe, kedelide hvide tennis sko. Håret sat i en fletning, cowboybukser, som er lidt flænset ved knæene. Samt en top under jakken.

Lyden af mennesker i la Sunisha var virkelig over alt, mest mennesker. Snakken om ditten og datten, virkelig til at få hovedpine af. Selv om det nok ikke helt kunne ske for en engel. Zazriel kom med stille faste skridt traskende, ned af en af gaderne i La Sunisha, hvilken en hun var på. Anede hun faktisk talt ikke, men hun var da på en eller anden gade så meget anede hun jo. Hun vidste godt hvad hun skulle, selv om folk nok bare tænkte at hun var en der vare varet vild, med flænsede bukse knæ, men sådan var de jo lavt. Eller sådan havde hun jo selv lavt dem til at være, hun smilede for sig selv. Ved tanken om folk måske troede hun var en fattig pige. Men familien Valko havde aldrig været fattig, selv om hun havde valgt at bo i Werclare. Hun gik roligt videre hen af gaden hvor hun kom til en café, som så ud til at være tom for mennesker. Men aften var jo også en dejlig aften at gå rundt i ude på gaden, koldt var det ikke lige frem. Men lunt var mere ordet, hun trak på smile bundet inden hun trådte ind i caféen. Hun fandt hurtigt men kort en plads ved vinduerne, hun gad ikke side direkte inde i lokalet. Hun elskede at kigge ud på gaden for at se på de folk der kom gående ind og ud og forbi. "Hvad skulle det være?" Lød en brummende stemme, hun tvang blikket væk fra gaden og så op på en buttet mand med skæg. "Æh kaffe tak" sagde hun og så på ham. Ikke en særlig rar person kunne hun dog fornemme. Manden fnyste inden han trak sig væk, væk for at lave hendes kaffe. "Sikke en underlig mand" mumlede hun, og så efter ham. Inden hun kiggede ud af vinduet igen, hun smilede stille da hun så en dame trække af sted med en lille dreng. En dreng som så hidsig og sur ud, hun fniste stille næsten lydløs.

Døren gik op igen og en sort skikkelse gik ind. Zazriel kunne lugte lugten af dæmon. Man kunne se at det var en kvinde, fordi hun havde lynet noget ned for sin hættetrøje, som afslørede hendes kvindeformer, hvor hun havde et sort korset med røde kanter. Men det var et korset der hverken fremhævede eller skjulte hendes former. Hendes ansigt var henlagt i fuldstændigt mørke på grund af hendes sorte hætte der var trukket over hovedet. Det eneste der var synligt var noget sort halvkrøllet hår og så lysende neonlilla øjne. Hun virkede til at være en stamgæst, hun gik i hvert fald modrettet imod hjørnet af den mørkere del af cafeen. Hun gik ellers med sort tætsiddende bukser og så sorte praktiske sko. Men 3 ting var meget udsædvanlig ved hende, det første var hendes øjne. Det andet var hendes rime lave højde, hun var kun omkring de 145 cm høj, som var ret så lavt. Men det var kun godt, så undervurdere folk hende tit. Men den sidste ting var den der lavede et lille bump var gang hun tog et skridt. Det var en sort tynd stok hun havde i sin hånd. Det var sådan en med en metalfigur for enden, men man kunne ikke se det på grund af hendes hånd. Den lignede sådan en stok, som gammeldags rige og magtfulde mænd gik med i gamle dage. Meget udsædvanligt, da hun ellers havde et halvt om halvt autonome udseende. Men et eller andet ved hendes holdning gjorde at den stok passede, hun virkede gammeldags. Hun satte sig i hjørnet, den ubehøvlede mand gik hen til hende. Men det var tydeligt at han ikke var glad for hendes tilstedeværelse, men han kunne heller ikke lide disse øjne, der kunne virke skræmmende. Også især når manden har set hende så mange gange, så har han alligevel aldrig fået set hendes ansigt. En kop kaffe kom der hen til hende, og Zazriel opdagede at den nyankommende havde fået sin først og ikke hendes. Selvom hun havde bestilt før. Den mørke skikkelse nippede til den og så vendte hendes neonlilla øjne på Zazriel. Ikke uvenligt men hun kiggede bare og så vendte hun blikket tilbage til kaffen.

Zazriel kiggede automatisk op da døren gled op til denne sjuskede ikke særlig rare café, eget af et menneske som var lige så sjusket. Han kunne lige så godt bo på gaden hvis det skulle have været, hun kiggede på personen som kom ind, en underlig fornemmelse ramte hende stille. Personen var bestemt ikke noget menneske, men hvad kunne hun så være, vampyr? Næh ikke lige frem. Men så måske dæmon, hun betragtede kvinden som var gået ind, fulgte hende med sine øjne. Ned til et hjørne, hun kiggede surt på hende da hun så at hun fik sin kaffe først. Selv om hun ikke havde bestilt den først. Hun svingede lidt med sit hoved, så hendes lange perfekt lavede fletning daskede ind i hendes ryg, det var altid behageligt med en fletning hængende ned af ryggen. Hun gav et smil fra sig, da den sjuskede mand kom gående hen mod hende med en kop kaffe i hånden. "Betaling nu eller når du er på vej ud?" Lød mandens ubehagelige stemme, "æh nu hvor meget?" Sagde Zazriel, og fandt sin pung frem, fiskede et par sedler frem, som manden tog imod men rakte dog en af sedlerne tilbage inden han gik om bag kassen igen, "uforskammet" mumlede Zazriel, og rystede let på sit hoved, så fletningen endnu en gang daskede mod hendes ryg, hun kiggede ned på kaffen som han havde afleveret, mon den var sikker at drikke af? Det kunne hun jo kun finde ud af på en måde, ved at drikke den. Hun skar en grimasse, inden hun besluttede sig for at tage en tår. Lidt tynd var den, lidt kold. Ikke nogen frisk brygget kaffe, hendes knap så smilende ansigt blev nærmest forvandlet til et irriteret ansigt. Måske skulle hun finde en café der var bedre, som serverede god kaffe, men hvor? Hun kendte jo ikke byen overhoved. Hun kiggede stille over mod den fremmede, som sad i hjørnet. Hun undrede sig dog stadig over hvorfor kvinden havde fået sin kaffe før hun elv havde fået, så vidt hun viste havde hun bestilt først, ikke kvinden. Men man kunne jo heller aldrig ane om kvinden kendte manden, hun sukkede kort inden hun tog en slurk af kaffen. Lidt god var den dog alligevel.

Crasie sad lige så roligt og drak sin kaffe. Ja det var ikke den bedste, men som sagt var der kommet whisky i den. Så det gjorde det lidt bedre, selvom crasie faktisk ikke sådan set kunne blive fuld mere. Hun havde drukket for meget i sit lange liv, at hun var blevet meget immune for det. Men crasie undrede sig over englen der sad forest i caféen. Hvorfor var hun her, crasie kunne tydelig se at hun ikke kunne lide stedet. Crasie studerede hende nærmere, hun kunne ligne en der var fattig. Men er af erfarenhed så skal man ikke lige frem stole på udseende, det kendte crasie alt til når hun brugte sine illusioner. Hun lagde mærke til det misbillige blik fra hende. Hvad var hun utilfreds med, at crasie var her eller. Der var nogle dæmoner der slet ikke gode lide dæmoner endda. Nogle som bare vil dræbe dæmoner helst på stedet. Så crasie var altid på vagt overfor engler. Man kunne aldrig vide af deres uskyldige udseende, hvad de var ude på. Så kom den snavsede mand hen til hende. Han lændte sig truende over bordet og prøvede at virke stor og farlig.
"du skal betale dobbelt, skal jeg sige dig. Du kommer her og skræmmer mine kunder væk. Så jeg kræver penge af de tabte kunder"
crasie lavede et lille fnys, ham tabe kunder af hende. Måske skulle han lige kigge ned af sig selv, og kigge rundt i bare. Manden hørte det tydeligt, og hans ansigt blev mere rødt af vrede. Han nærmede med sit hovede hendes og så lige ind i hendes øjne vredt. Crasie kiggede bare koldt tilbage og så afventende hvad han ville gøre. Så knyttede han sin hånd hårdt i bordet.
"du skal ikke være næsvis lille dame. Giv mig alle dine penge nu! Ellers får du bank"
han viftede med hånden truende. Hvis der ikke blev gjort noget nu, så ville han sikkert ligge død på sit eget gulv, eller andre ubehagelige ting. Crasie gjorde ikke en mine, men det gjorde det nok ikke mere beroligende.

Zazriel havde drukket det halve af sin kaffe, hvis man bare vænnede sig til den var den nu god nok. Hun drejede hoved en smule, da hun så den ikke så venlige mand kom gående ned af caféen. Hun lyttede kort til det den behøvelige mand sagde til kvinden, sådan at true sine kunder? Måske var det sådan han mistede dem, hun rejste sig op tog kaffen i hånden med sig for at gå ned med den til manden, "undskyld mig hr men min kaffe er blevet alt for hurtigt koldt. Det er da ikke lige frem meningen med kaffe vel? Det skal jo være vaaarmt" sagde hun kort og kiggede på kvinden, sendte hende et skævt smil. Drejede sit hoved så hun kiggede på manden mens hendes fletning daskede mod ryggen, "og desuden nytter det ikke lige frem at true sine kunder. Og for det andet hun skræmmer ikke lige frem mig væk, "og tror ikke det hjælper en skid at true folk med bank. Men ved aldrig om de giver en bank igen senere hen i livet" tilføjede hun kort, smilede et lille uskyldigt engle smil. I mens hun bare stod ved kvindens bord og så på ham, "og hvis du så meget kræver at få hendes penge, kan jeg vel lige så godt betale, jeg ser nok fattig ud af udseende men fattig er jeg godt nok ikke" sagde hun efter noget tid. Hun lagde godt mærke til det blik kvinden sendte manden, piger og kvinder der kunne svare igen, at svare igen var altid godt at kunne. Specielt når man skulle forestille at være et lille forsvarsløs menneske. Hun betragtede kort manden, og et kørt øjeblik overvejede hun faktisk at bruge sin evne på ham. Selv om den ikke gjorde megen skade på ham, han ville nok bare lægge lam på gulvet i nogle timer inden han kunne bevæge sig igen.

Crasie vidste ikke helt, hvordan hun skulle reagere over for denne engel stoppede denne kamp. Selvfølgelig var det på sin måde godt, men blevet hjulpet af en ukendt engel nej tak. Hun ville slet heller ikke have hendes penge, Crasie havde selv også penge til langt over røven. Så hun behøvede ikke lige frem almisse. Men ingen hun kunne nå at sige nej tak, og at englen skulle passe sine egen sager. Havde manden rettet sin opmærksomhed, på englen istedet for Crasie. Han var blevet godt ond i sulet, og han trak sin hånd tilbage klar til at give hende lige et slag i ansigtet. Men inden han noget det, havde Crasie taget sin stok og slog den gevaldigt hårdt i maven på ham. Så luften blev skubbet ud af hans lunger, og han faldt sammen på jorden mangel på ilt pga den store mavepuster. Crasie sprang hurtigt over bordet og landede med begge ben på hver side af ham. Hun stod over ham og gjorde ikke mine til at gøre noget. Men så bare på hvor ynkelig han så ud, mens han lå på sit beskidte gulv og ømmede sig. Crasie trak hovedet på skrå, fortjente han måske ikke lidt bank? Men lige nu behøvede han nok ikke at blive ydmyget mere, for han ydmygede fint sig selv ved at ligge der og skave sig som en tøs. Crasie tog nogle penge i lommen og slap dem, så pengene røg i hovedet på ham.
"Det var så for kaffen, og jeg skulle vel ikke betale mere?"
Sagde hun roligt og bukkede sig lidt mere overham. Han nikkede bare til hende, men han var stadigvæk total vred og ville gå i flæsket på hende, så snart han kunne rejse sig op. Crasie gik fra ham og mens hun gik forbi Zazriel kiggede hun undrende på hende og rystede let på hovedet. Men så rejste han sig op igen og var på vej imod hende. Men Crasie var fuldt klar over det, for hun kunne fornemme præcist hvor bevisheder/sjæle er. Fordi det var påkrævet af hendes evne, så hun så kunne lave illusioner der passede til præcist, hvor de var.