What's worse than a wolf in sheep's clothing? \\Ezekiel\\

Rafael kiggede sig panisk omkring, han begyndte at svede, han tog hånden op til hoved og tørret svedet væk, han forsatte hen af det gamle havne område, han kiggede sig igen omkring, han kunne ikke finde den vej som førte hjem, hans syn begyndte at blive sløret, han kunne ikke se meget. han kendte de tegn, det betød at han havde fået for lidt mad.
"nej.. nej" tænkte han, jeg spiser ikke mad igen, aldrig igen.. han forsatte sin vej hjem, hans syn gjorer han ikke så den spand på jorden, som han faldt over. hans faldt til jorden, og prøvede at få luft, men han kunne ikke, hans hjerte begyndte at pumpe, så han kunne mærke hele hans krop bevæge sig, han prøvede igen at få luften tilbage, men han kunne ikke, han bliv bange, han prøvede at rejse sig, han nåde næsten op på benene, før han igen faldt ned på maven, han krøb sig sammen, hans tanker bliv overdøvet af hans pumpene hjerte, og hans krop kæmpede for at få luft, han bliv igen bange, han kunne ikke styre hans egen krop, han kunne kun føle ubehaget af luft mangel, han kunne nu mærke noget som brændte hans øjne, og det føltes som varmt jern, som rørte hans øjne, men han kunne ikke skrige i smerte, han hvade intet luft at skrige med, han ønskede at dø, han var ikke længere bange, han kunne ikke klare mere, han ville bare have smerten væk.. ud af mørket kunne han høre en stemme

"undskyld, er de okay?" - kvinde stemme

han bliv fyldt med enegi, hans syn kom igen, og han kunne igen få luft. han var helt væk, han kunne ikke styre hans egen krop, hans ellers grønblå øjne, bliv helt sorte som natte af blodlyst, og ud af hans ryk kom der nogen store sorte vinger, der gik ikke længe før at den stakkels unge dame, var under hans store krop. hun kiggede på ham, med frygt da hun så de knivskape tænder, han holdte en hånd over hendes øjne, og derefter bliv alt mørkt.

hun vågnede op i en træ hytte, hun var bundet fast til et koldt træ bord, med nogen store jern kæder, hun kiggede over hendes hoved og der var han..
han smilte kærligt til hende, han havde en sort silke skjorte på, og en dyr læder jakke. Han vidste hende en spring kniv foran hendes øjne, og satte den ned i bordet. Hun bliv bange, og ville gerne skrige, men fandt ud af at hun havde en læder rem om munden, han smilte igen.

”det er okay at være bange, men du skal vide at dette ikke kommer til at være overstået hurtigt”

Han ahege hende på venstre kind, og tog nu en stor saks frem, fra hans læder jakke, og lagde den på bordet. Han kiggede på hende med et koldt og øde blik. Og tog derefter saksen op igen, og begyndte at klippe hendes overtøj i stykker på midten, hun lå nu uden over tøj, hun prøvet at komme fri, men kæderne var forstærke, han tog nu kniven op i hans venstre hånd, og lagde den på hendes læbe, hun gispede da det kolde blad rørte hende.
Han lænede sig frem mod hendes og begyndte at kysse hende, han gjore det for at tage en smags prøve på den sjæl han snart skulle fortære. Han smilte igen, og vendte sig om, han gik hen til den anden ende af træ hytten og da han kom tilbage, havde han en læder pisk med, hun begyndte at græde, han skulle til at slå hendes mave med pisken, hans sorte øjne forsvandt, og hans sorte vinger kørte tilbage i rykken..
Han kastede pisken væk, og lagde sig på knæ foran hende

”Undskyld, jeg” han vidste han ikke kunne lade hende gå.
Han tog kniven og lagde den på hendes hals, han ville ikke dræbe hende, men han kunne ikke lade hende gå, og han begyndte selv at græde en lille smule da han skar hendes hals over. Han bliv heldigvis ikke ramt af blodet, han vente sig om mod døren. han var meget bange for den demoniske side han havde i sig, han havde svært ved at klare den, og nogen gange havde den ”leget” med folk en hel nat, før Rafael havde fået kontrollen tilbage over kroppen.

Han åbnede døren og indånde den friske natte luft, og lukkede døren igen, han kiggede på klokken, ”23.33” tænkte han, kan vel godt nyde aften lidt før jeg tager hjem.
Han satte sig foran døren, og kiggede udover vandet, det var så stille, og månens lys, gjore vandet til et smukt syn. Han tog en mars bar frem, fra hans jakkelomme, og åbnede den, der er flere hvor den kom fra, tænkte han og tog den første bid. Han kiggede lidt på hans brors kors, som han havde om halsen
Og kiggede igen udover vandet.

Ez kom traskende ned langs den gamle del af havnen i det hun fik øje på en fyr, ikke bare en fyr men en sjæls dæmon, hun stoppede op og så stille på hvordan han faldt over en spandt og rystede blot på hovedet han havde sikkert ikke fået noget at spise længe siden han havde det sådan, hun havde ingen respekt for væsner af fyrens slags, så hun stak bare hænderne i lommerne men stoppede i det hun hørte en pige stemme i nærheden, og åbnede munden for at jage hende væk fra fyren men for sent, hun skar en grimasse og vidste hun ikke kunne redde tøsen nu, da hun selv var forpligtet til at få hende til at holde mund, hun rystede kort på hovedet, og valgte bare at lade som om hun intet havde set, men det brændte i hendes hjerne i øjn da hun gik videre, og kunne ikke lade vær med at tænke på hvad fyren ville gøre ved pige, hun sukkede opgivende og gik tilbage til det sted de havde været, og lukkede øjnende, for at opfange sine sanser for at finde frem til ham, hun åbnede atter sine øjn i det hun fik opsnuset lidt af hans duft, og bredte så sine store sorte vinger ud og sprang op i luften uden tøven, og fløj efter fyren, men lanede bare ved søens kant, og kiggede op imod det sted han gemte sig sammen med kvinden, hun bed sig hårdt i underlæben så det kom et huld så blodet stille piblede ned af hendes hage, hun tog bare en finger og tørrede det væk, og stod stille imens hun ventede på fyren måske ville dukke op i døren indtil træhuset, hun sukkede kort og slog to gange med sine vinger, hvor hun så atter sprang op i luften, og svævede udover søen, hvor hun lod sig hænge midt over, hun havde altid været afslappet når der var vand i nærheden det var vel på grund af den evne hun havde, hun smilede stille og lod en hånd glide hen over vandoverfladen, og fløj så lidt op af, imens vandet fulgte hendes hånd i en tynd lille tråd, hun kunne ikke lade vær med at smile over sit lille værk med vandet, hun havde trænet sin evne igennem mange år, så hun kunne let lege med vand på denne måde, og opfange det i et andet menneskes krop, men hun havde stadig ikke kræfter nok til at få vandet til at sive ud af en person da hun ville besvime før hun havde fået alt vandet ud, stille lod hun vandet flyde tilbage til sin plads i søen, og kiggede hen imod træhuset igen, og så manden nu sad og spiste et eller andet imens han så udimod søen, hun var ikke bange for han så hende, da hun tit var blevet opdaget af andre dæmoner i at udspioner deres spisevaner, og andre ting,

Rafael kiggede igen på korset, selvom han ikke ville indrømme det overfor ham selv, så savnte han sin bror Gabriel, Rafael havde aldrig klaret sig uden ham, Gabriel havde holdt ham væk fra kriminalitet, han havde været som en far, men det er over nu, Gabriel er død, og nu var Rafael alene, han havde kun hans søster som han kunne stole på, alle andre var ikke til at stole på, siden at hans far forsvandt, havde han ikke stolet på andre end sin bror og søster, han havde måske sagt sandhenden til folk, men han holdt generelt kortene tæt ved kroppen.
han rejste sig op, han havde skulle til at gå da han så en kvinde, han kunne lugte hendes sjæl, derfra hvor han stod, dette måtte være en engel tænkte han, sikkert en gammel en af slagsen, han begyndte at gå hen imod hende, han havde ingen plan, han vidste ikke om hun var farlig eller ej, men han var ikke bange, han havde før kæmpet med andre væsener, godt nok ikke engle, da han var så ung af en demon at være, havde han ikke mødt så mange engle, og overhoved ikke gamle engle, han smilte da han kom tættere på hende, hun var en smuk pige, bare i det han kunne lide hendes udseende, vidste han at det var meneskede i ham som havde kontrollen, det gjore ham mere tryg, han stoppede og smilte lidt ved sig selv, og forsatte så.
han kunne se hun ikke prøvede at gemme sig, det gjore ham lidt mere tilpas.
han var stadig ikke kommet tæt på hende, men han kunne sagtens se hende, han havde et rimelig godt natte syn, hun lugtede godt, hendes sjæl fik ham tilat bide sig selv i tungen, han var stadig ikke færdig med at spise, men han havde spist nok til at kunne klare lysten indtil der var gået nogen dage, så det var ikke noget problem at holde sig i skinnet tænkte han, men hvis hun angreb ham, måtte han vel forsvare sig tænkte han.
Da han kom 10 meter væk fra hende, stoppede han og begyndte at snakke højt.
”Godaften, ude på en aften tur?”

Ez sagde intet da fyren kom hen imod hende, slog kun to gange med sine vinger og lanede yndefuldt på jorden ca 10 meter fra ham, da hun helst ville holde afstand, hun bredte dog truende og advarende sine store vinger ud bag sig, så han ville kunne se hvis han prøvede på noget angreb hun, og hun var ikke svag af sin alder, når hun førest ville kæmpe, så kæmpede hun og hun skønede sjældent den person hun slåssede med.. hun havde dog aldrig slået et menneske ihjel hele sit lange liv, men andre væsner var en anden sag, men det behøvede fyren ikke vide, da han ingen tegn gjorde på at ville hende noget ondt, follede hun bare sine vinger sammen og lod dem forsvinde ind i hendes ryg med en lille grimasse, selvom hun havde gjort det så tit var det stadig ubehaligt for hende, "Led hun,"Spurgte hun bare med det samme, og valgte ikke at svare på hans spørgsmål da pigen han lige havde hygget sig med, sad fast i hendes hjerne, hun kunne ikke forstille sig noget væsen gøre et andet væsen yderligere ondt end hun vidste hvad dæmoner kunne finde på, for hun havde set det op til flere gange, og havde fortrudt hver gang hun havde udspioneret en dæmon i at spise.. for hun havde intet imod dem på nogen måde, de var ligesom hende og mere til, nok var de voldige på visse måder, og onde, men de havde føler det vidste hun, og hun elskede da at diskuter med en gammel dæmon om pigerne igennem årende, selvom de altid blev til en dej sjofet snak så ez måtte sige tak for den gang... hun skælvede kort, og sendte så fyren et smil, hun ville ikke virke ond eller truende overfor ham på nogen måde, tvært imod, hun ville gerne lære ham at kende da han så spænende ud,

Da Rafael hørte hende spørge om hun led, bliv han lidt utilpas, men da hun smilte, bliv han mere rolig, han havde ikke lyst til at kæmpe, da der ikke var nødvendigt, han smilte venligt tilbage, og svaret.
"Hun døde ikke med et smil, men hun døde ikke i smerte"
hans blik var meget varsomt da han ikke kendte hende.
"du svaret ikke på mit spørgsmål min kære"
han prøvede ikke at virke truende da han syntes hun virkede interessant, de få engle han havde mødt havde altid, haft noget spesielt over dem, som han ikke kunne ligge finger på, det var nok deres uskyldige væsen, men det var også grunden til at han sjællent kunne lide dem, da de altid så sig selv bedre end ham, han kunne virkelig ikke lide arrogante folk, men hende her virkede ikke så slem igen. han gik en meter tættere på og stoppede så igen.
"Jeg har ikke onde intentioner, eller der regner jeg ikke med" han smilte sarkastisk. men han bliv ståene alligevel. hun havde næsten samme alder som hans søster.

Hun nikkede bare til det han sagde, og stod lidt og tænkte over det, pigen led ikke så var der intet i det, så smuttede hun bare uden tøven helt hen til ham så der kun var en meter imellem dem, eller fra dem faktis "Navnet er Ezekiel, Og ja indtil jeg så dig kidnappe hende pige, og så fulgte jeg bare efter for at stoppe dig inden du ville pine hende til døden, altså, i burde lære at være sødere ved jeres mad"Sagde hun så bare med et muntert smil på læberne, og rystede let på hovedet, hun var jo ikke ondsindet på nogen måde, og troede slet ikke hun var bedre end ham, da han sikkert var godere end hende på mange områder, så hun lod blot en hånd glide igennem sit lange blonde hår imens hun sendte ham et stort smil,
han virkede okay da hun sjældent mødte dæmoner der ville indrømme hvordan deres offer døde, og var godt tilfreds med pigen ikke led da det betød meget for hende, hun havde dog intet imod han spiste hendes sjæl da det var hans næring ligesom dyr var hendes, dog elskede hun mest pizza, men der var jo også kød på, så hun var ikke bedre end ham når det kom til sagen,

"Ezekiel...dejligt at møde dig, jeg er ikke så mod min mad, et lille kys og et lille snit, før mørket kommer er da ikke så slemt igen, hellere det end at være en kylling"
han smilte han håbede ikke han fornærmet hende, men han sagde sandheden og han sagde hans mening, om pigens død.
"Du er ikke så slem" han smilte venligt, han gjore han øjne sorte som natte, da han syntes at det var mere høfligt fremfor at vise nogen øjne som enlig ikke var hans "rigtige", men han vidste stadig ikke hans horn eller vinger, da han ikke ville gøre sig selv truende, som han sikkert ville se ud i ren demonisk form.
han vendte sig om mod vandet og kiggede igen på det dejlige beroligene vand, han tog en indånding af den friske natte luft, han var ikke så bange for hende, hun virkede ikke hamløs, men heller ikke som en modstander, der ville ham noget ondt. han tog en mars bar op af jakke lommen, og vendte sig mod hende, "lækker sulten" hans smilte igen venligt mod hende.

Hun sendte ham blot et smil han virkede ikke truende på nogen måde, så hun smed sig bare ned i græsset imens hun lagde bene over kors og så smilende op på ham, hun rynkede dog på næsen da han fortalte hvordan han slog pigen ihjel, det lød nu ikke så slemt et kys før man forlod verden, hun lo kort, og rystede let på hovedet så hendes blonde hår dansede omkring hendes ansigt, så rettede hun atter sine blå øjne imod ham, imens hun så tænkende, ud hvordan kunne han tro hun var slem? nok kunne hun vær led, men så slem var hun da ikke når det kom til sagen, eller var hun? "Bah så slem? hvad tror i om os engle, at vi er guds højrehånd og alt det?, bah, altså, jeg er bare mig, og dejig som jeg er"Sagde hun leende, imens hun bare sad på jorden, og betraktede ham roligt og så åbentlyst på ham, han var ganske køn, men hun havde nok i sin david når det kom til sagen, for han gjorde hende happy indeni... uden at ville det drømmede hun sig smilende væk, imens hun bare sad og så drømmende op i himlen, imens hun tænkte på sin dejlige fyr,

Han kunne godt lide hun ikke udviste had mod ham, bare fordi han var demon, det var da noget nyt, han smilte og lagde mars baren tillbage i hans lomme.
"Jeg har kun mødt engle, som lever i en illusion om at verden er deres"
han vendte sig om mod vandet, hun var meget smuk tænkte han, men han var ikke så interesseret i hende, han har aldrig været glad for at være vild med mere end en pige afgangen, han begyndte at overveje om han ville interesseret i hende, hvis han ikke havde udset sig en anden, han vendte sig om, og kiggede på hende meget åbenlyst, han tænkte at han sikkert ville overveje det, men hun var ikke hans type syntes han, men smuk og en dejlig åben personlighed var hun, bare ikke for ham lige nu.
"Hvorfor er det vigtigt om hun døde i smerte" sagde han lidt provokerende, da han gerne ville se hendes reaktion, hun virkede ikke som andre engle han havde mødt, så han var ret glad for at have mødt hende, det ville han jo selvfølgelig ikke sige, da han ikke ville have hun vidste at han enelig ikke var så gammel, måske ville hun behandle ham anderledes, og han havde det fint som det var nu, tænkte han.

Hun grinede let over det han sagde og lukkede så øjnende i og forstillede sig verden var hendes og skar en grimasse, og kiggede så på ham med et drillende smil "En verden der er min, er ikke til at leve i"Lo hun blot hvilket var sandt en verden der var hendes ville ikke være til at leve i for hende altså, hun ville kede sig for hun nød sine små smut sammen med dæmoner og andre farlige væsner der kunne med lethed slå hende ihjel, eller i det mindste give hende kamp til strejen,
Dog sendte hun ham et drillende forførende smil da han faktis kiggede hende an hun fandt det ganske sjovt og normalt da hun var en utrolig køn pige, hendes krop holdte sig også ubeskeivelig godt hun havde nogle gode former de fleste ville slå ihjel for at få, dog tænkte hun over det sidste han sagde, det ville ikke havde været rart hvis pigen led af mange grunde, mennesker havde så let til smerte i forhold til andre væsner, "Et menneske kan ikke holde til så meget smerte som et andet væsen, fx dæmon engel, og vareulve, og elver, jeg ville hellere have en engel eller elver, eller for den sags skyld vareulv fik den smerte end et menneske da de knækker for let"Sagde hun så tænkende imens hun lod igen en hånd glide igennem hendes lange blonde hår imens hun så meget tænkende ud,

Han tænkte over hendes svar.. Interessant holdning syntes han, det var de færreste væsner han havde mødt som havde sådan en tanke gang, bare det med at hun hellere ville have engel, på pinebænken istedet for et menneske, var virkelig Interessant, han var helt uenig, han mente at menneskene havde alle de grunde der var for at det burde være dem, som skulle lide, for det første så var de onde ven andre skabninger fordi, de ikke ved at der er ting som er højre end dem i fødekæden, for det andet, så lever mennesker så kort tid at deres liv burde være mindre værd end andre væsner med længere leve tid, menneske dræbte jo også fluer med den grund at de leve kortere tid end menneskene, og for det tredje så var mennesker ikke bekendte med alle verdens sandheder som en demon eller engel, menneskene vidste ikke de var virkelige, eller nogen gjore men det var ikke dem alle sammen.
han kom til at tænke på hans søster, hun var jo menneske, han fik det dårligt med at tænke sådan om menneskene. han kom i tanke om at han have glemt sin kniv så han gik igen ind i det lille hus, der gik ikke mere end et minut før han var ude igen, han kiggede igen på hende og sagde.
"der er noget sandhed i dine ord"
han gik lidt frem og tilbage, han bid sig lidt i læben, men vidste ikke om han ville gå på jagt mere iaften, han kunne mærke den demoniske del overtog noget af hans tankegang. han kiggede ud over vandet, og begyndte at tale igen.
"hvad brugte du natte på, før du valgte at spionere mig" han smilte venligt til hende

Hun tænkte sig om hvad brugte hun nu tiden på før hun ville udspioner ham, hmm
hun kunne ingengang selv huske det! hun grinede svagt af sig selv hun havde
sådan en dårlig hukommelse når det kom til sagen, men det ville han sikkert
finde ud af med tiden ligesom alle andre også gjorde det, hun sendte ham dog et
smil imens hun så udover vandet igen og tænkte over det hun havde haft sagt til ham
hun mente skam det med mennesket, de havde ikke brug for at lide
de havde allerede sådan et kort og smertefuldt liv, nok vidste de ikke alt
men de havde også lov til at være på jorden ligesom ham og hende
hun slog da heller ikke ham ihjel fordi han var anderledes end hende,
hun rystede kort på hovedet og lod en hånd glide igemmen sit hår imens hun så
tænkende ud,
"Mennesket har sådan et kort liv, der er smerte nok i det end vi behøver gøre
det værre for dem, når de ser en dø vender de sig ikke til det før de selv dør,
vi kan se folk dø hver dag uden det betyder så meget for os,
det gør self ondt, men vi kan klare at se det for det er naturens gang
vi har set det hele oplevet det hele, vi er gamle og stadig smukke
stadig unge, nogen af os, men det betyder ikke vi skal skabe kaos i blandet mennesket,
De har et kort smertefuldt liv nok i sig selv"Hun vidste hun havde ret
mange mennesker sluttede jo selv deres liv før de var særlig gamle, hun lukkede
kort øjnende i imens hun tænkte på alle de mennesker hun havde mistet igennem
årende, det tog ikke hårdt på hende mere, for hun vidste det var naturens gang,

Rafael forsatte med at gå frem og tilbage, han havde mange ting at tænke på, og denne engels interessante holdninger, gav ham flere ting at overveje. han bid sig selv i læben, han var stadig sulten, og englens alder, gjoere bare at han kunne lugte hende så meget bedre, men han ville ikke gøre hende noget. han begyndte at tænke over hvorfor han ikke ville gøre hende noget, måske var det hendes naturlige måde at være på, eller måske var det fordi han syntes hun var hyggelig at snakke med, eller måske kunne han bare ikke lide ideen, om at gøre hende fortræd. han var ikke sikker, men det var vel også lige meget, hoved sagen var vel bare at han fandt en anden sener. han tænkte lidt over det hun sagde, han smilte lidt over det, og med en rolig stemme svaret han "Mennesker er vel ikke bedre en os andre, bare fordi at de er anderledes, hvis jeg vælger at spise en sjæl, så vil jeg ikke skåne et menneske, fordi at det er et menneske, ligesom jeg ikke ville dræbe ham eller hende, fordi hun er et menneske" han tænkte på Catherine. han kunne god bruge en natten sammen med hende, men han var stadig usikker, på om det ville være en klog beslutning, han havde jo ikke hævnet hans bror Gabriel, og han følte stadig ikke at han kunne tillade sig, at være helt sammen med den han elskede så længe at han ikke havde givet hans bror den sidste respekt, og dræbt den som havde myrdet ham, men på den anden side ville han heller ikke have hævn, da han vidste at det ville blive på bekostning af at han skulle efterlade hans søster og Catherine, for at tage hans hævn, og hvis de kom til skade mens han var væk, ville han aldrig tilgive sig selv, så han havde længe tænkte på at give hans bror fred på en anden måde, men han vidste ikke hvordan. men han var sikker på at hvis han nogen sinde fandt en måde, ville det første han gjorer efter det, ville være at kysse Catherine, og sige at de kunne være sammen, uden at han behøvede at tænke på hans bror hele tiden. han kiggede op mod himlen, gad vide om Gabriel havde ret, om der virkelig var en gud, om der var en guddommeligr etfærdighed, han var ikke sikker, men han troede ikke på det, hvordan kunne gud være virkelig. han stoppede med at tænke på det, da han kom til at tænke på at Ezekiel ikke havde svaret på havd hun lavde før hun fik øje på ham, gad vide om hun overhørte det, eller om hun bare ikke ville snakke om det, han bliv lidt nysgerrig så han besluttede at spørger igen. "du har stadig ikke svaret på hvad de lavde før de fandt mig" han smilte mens han kiggede ned, han kunne godt lide den måde hun kørte hånden gennem hendes hår, nok mest af alt, fordi at han kunne huske at han mor gjorer det samme. gad vide om hun ville havde noget mod at få et kompliment, han syntes jo hun var smuk, ikke den pæneste engel, men hun havde hendes charme, han havde altid været en som sagde til folk hvis de så godt ud, ikke nødvendigvis fordi han ville noget, men han syntes bare det var et tegn på respekt. "Hvis jeg nu sagde du var smuk, ville jeg så få en sko kastet efter mig?" han smilte lidt sarkastisk

Ez kunne ikke lade vær med at smile over hun havde fået ham til at tænke så meget, og satte sig bare pænt ned på en sten der stod lidt fra hende, og trak sin sko af og kastede den i hovedet på ham som hans sidste spørgsmål "Tjo.. hvad jeg lavede før jeg så dig... Jeg var lige smuttet ud for at få noget luft, og få samlet tankerne, "Sagde hun så med et smil på læberne, og trak sin anden sko af og kastede den på ham, "Jeg ved godt jeg er smuk, og de vil sikkert mene der er smukkere engle end mui?, Du skal tænke på, jeg er en engel på 1500 år. jeg har ikke mødt en eneste engel der er i nærheden af min egen alder igennem hele mit liv, min skønhed er unaturlig, og derfor grim i denne tid da jeg ikke bruger tid på at lægge make up eller noget, I min tid, jeg ved ikke om du levede der? var jeg en af de smukkeste piger, jeg har ikke mødt en pige med så blond hår som jeg har, eller så klare blå øjne som mig, min mor sagde til mig, nogle dage før de forsvandt, jeg var min egen, guds lille yndlings engel han skabte for at glæde andre, og bringe lykke. men for at være ærlig jeg tror ikke på gud, eller den slags,"Hun så lidt tænkende ud efter hun havde sagt det og lod bare en hånd glide igennem luften som om hun prøvede på at tegne noget, men der dukkede intet op, hun sad bare og legede i luften for sig selv imens hun tænkte tilbage, hun savnede skam sin familie, sine forældre, havde hun mon fået søskende efter de forlod hende? hun sukkede og ville gerne havde fundet ud af hvem der havde taget dem fra hende, eller hvem, der havde logget dem til at forlade hende i så ung en alder, hun sukkede og rettede så sine blå øjne imod ham, imens hun så tænkende ud, hun vidste godt hun var naturlig køn, i denne tid, men da hun levede.. var kvinder ikke så heldige de havde mere fyld på kroppen omkring deres hofter barm, og side, hun kunne tydeligt huske hvordan det var at være den 'tynde' i sin klasse fordi hun var lidt højere end de andre, og meget tynd over det hele, hendes gode barm begyndte førest at dukke op da hun fyldte 20 år, hendes bag, den voksede skam stadig når hun spiste for meget og ikke trænede men hun fik aldrig fedt på kroppen andre steder end barmen og bagen.. hun sukkede kort og lod en hånd glide igennem sit hår imens hun så tænkende ud,

Da Rafael fik den første sko i hoved, tog han hånden til hoved, det gjorer ikke ondt, men han burde havde set den komme, han tog hånden væk, og smilte over hele hoved, hun var faktisk sjov, men han stoppede med at smile så meget, da han ikke ville se ud som et lille barn. han kunne i starten godt lide at hun anerkendte at hun var smuk, da det var en god ting at være selvsikker, men da hun begyndte med at forklare en masse ting om makeup, syntes han at hun gik lidt for meget i forsvar, hun fik det næsten til at lyde som om man skulle forsvare man ikke var den pæneste i verden, men fred med det tænkte han, så længe hun var glad for at være hende, kunne det vel være lige meget. men han ville give hende ret hun var skam en pæn selvom hun var "gammel"... han tænkte lidt over hvad han lige havde tænkt, og bliv så lidt bange for hende, hun var jo virkelig meget ældre end hende, og han havde ikke udvist hende særlig meget respekt, han fik det næsten helt dårligt, et væsen med så meget livs erfaring, og han havde sagt hende imod, det var ikke i hans moral, at sige en som hende imod, han var lidt skuffet, han havde troet hun var 600 år, men ikke 1500. han kiggede lidt skamfuldt på hende og sagde "Hmm...Undskyld, jeg sagde dig imod tidligere, har en del mere livs længe end mig, så du har nok en større forståelse"

Ez kunne ikke lade vær med at grine da han gik i forsvar for sig selv, og rystede blot på hovedet, da han intet sagde til han fik en sko i hovedet, Hun morede sig dog endnu mere da han sagde undskyld for at havde sagt hende imod hun rystede blot på hovedet med et smil på læberne, "Det er skam okay"Sagde hun så for det var det alle havde deres mening lige meget hvilken alder man havde, men de fleste ville sikkert ikke sige undskyld hvis de fandt ud af hendes alder, det morede hende skam bare en del..

Rafael kiggede ned af sig selv, og rettet lidt på hans tøj, han gjore det lidt langsomt, da han ikke vidste hvad han skulle sige, han syntes hele situationen var lidt ydmygende, han genoverveje hvad hans syntes om hende, og han kunne faktisk godt lide hendes personlighed, hun kunne sikkert blive en god bekendt tænkte han, måske venner på et sener tidspunkt, men lige nu havde han nogen andre at se til, han kiggede op på hende og sagde så "De har været hyggeligt selskab, men jeg ha....." Rafael kunne ikke forsætte med at snakke, han prøvede at få luft, men her var alt for varmt, hele hans krop, begyndte at føles som om han var i savna, han havde svært ved at tænke, her var alt for varmt, han tog en hånd til hoved for at tørre svedet væk, men der kørte bare mere ned af hans hoved, han mistet føelsen i hans ben, og faldt om. han havde stadig åbne øjne, men kunne intet se eller høre.
Man kunne høre en som klappede i hænderne, og ud af natten, kom en mand gåene, han var ung, omkring de 22, han havde langt sort hår, som var lavet om til en stor heste hale, og bag ham kom der 6 folk gåene, det var for mørke til at man kunne se deres ansigter, men de var iføårt militær tøj. manden selv havde et gråt jakkesæt på, og en sort skjorte.
han gik et skridt tætere på Rafael, og folkene bag ham, gik med sådan en præsition at de alle ramte jorden, med deres ben på samme tid. Manden rette blikket mod Ez, "Godaften min frue, må jeg selv få den ære, af at kende deres navn?" han bukede for Ez,og kiggede på hende efter hendes svare.

Ez kunne ikke lade vær med at se underlige på ham, og hævede et øjnbryn "Er du ok?"Spurgte hun så og satte sig så på knæ ved hans side i det han knækkede sammen, og kiggede meget uroligt på ham.. han var jo fin nok så hun kunne jo ikke lade vær med at blive bekymret for ham, dog kiggede hun op i det hun hørte nogen klappe i sine hænder? og kiggede blot på manden der kom hen imod hende, og rejste sig så op og rettede så blikket imod dem der fulgte ham.. hun gøs kort og kunne allerede nu fornemme han ikke var en rar mand, så hun stilte sig bare ind foran Rafael, imens hendes blik hvilede imod fyren, de andre gav hun ikke længere notat af, "Ezekiel"Svarede hun så, han kendte sikkert hendes navn fra biblen da en døds engel var nævnt ved det navn, men for at være ærlig levede hun den tid da biblen blev skrevet af romerne, noget hun ikke ville indrømme, men hun var ret sikker på det ikke var hende de nævnet i bogen da hun ikke var nogen døds engel,
hun lagde dog stille sine arme over kors imens hun betraktede fyren foran sig, og rettede så blikket imod mænende bag ham, og gøs ved tanken om de var trænet til at dræbe.. milittær folk havde hun altid haedet de kunne nu heller ikke lide hende, for hun brugte dem i sin tids dage.. hun kunne ikke lade vær med at smile ved tanken, om de små ulykker hun havde lavet i fyrende telte under anden verdens krig, gud hun var gammel! hun rystede kort på hovedet for at tænke på noget andet, men nu havde det billede bare sat sig fast i hendes hukommelse...

Manden begyndte at grine hæst, da hun sagde hendes navn, han kiggede på hende med et koldt blik, man kunne godt se at selvom han talte pænnt, så var han ikke en særlig venlig mand. han sagde efter et par sekunder, hvor han havde studeret hende lidt, "Deres navn er gammelt min frue, det går helt tilbage til år 233 før kristus, det er mig en ære at møde en som er lige så gammel som jeg selv" han holdt en pause og sagde så "De burde flytte dem, de står en meget uheldigt sted" han gjore tegn til at de andre skulle blive hvor de var, og da han havde gjort det, gik han endnu nogen skridt tættere på, "Her er et forslag til dem frue, de forsvinder og glemmer alt om denne mand, så jeg kan torture ham, indtil jeg får navnet på hans elsker, så jeg kan lege lidt med hende, indtil hendes krop bryder under af smerte, og hun tigger om at dø, også lader jeg denne undskyldning for en demon se hende dø, til gengæld går du fri".. han vendte sig om, nikkede til en af folkene bag ham, og frem kom en kvinde i militær tøj, hun havde kort brunt hår, og røde øjne, da hun kom op til ham, gav hun ham en kuffert, og viskede noget i hans øre. Manden viskede noget tilbage. og kvinden gik tilbage i rækken af folk. manden smilte venligt til Ez og sagde "Du skal bare kaste korset om den køre Rafaels hals her over, så skal vi nok lade jer begge gå"

Hun sagde intet til det han sagde og kiggede på Fafael, og rettede så blikket imod fyren igen, og satte sig på knæ ved siden af Rafael, og sendte bare fyren et blik der sagde han kunne glemme det, "Mit navn er gammel som mig selv hr. men dit ønske kan jeg desværre ikke tage notat af, hvordan kan de vide jeg ikke er hans elsker? Det kors han bære er hans, og derfor har jeg ingen rettighed til at tage det fra ham,"Sagde hun så roligt hun var skam ikke bange for ham eller hans små maskiner, hun pegede dog kort imod søen, og lavede en lille bevægelse med hånden så vandet gled op til hende og lagde sig foran hende, så hun bare kunne bruge det hvis hun ville, dette tappede dog ikke på hendes energi da hun havde trænet meget med at lære at bruge sin evne i kamp, og små ting som denne lille ting var intet, hun kunne også bare få mandens væske i kroppen til at stoppe med at glide rundt, men det ville højst sandyneligt slå hende ud, og så ville hun ikke være til stor hjælp for Rafael. Og hun kunne da ikke bare lade mændende tage ham? eller hans elsker, det var forkert på alle tænkelige måder, hun var jo en engel så hun skulle passe på andre hvilket hun jo også gjorde nu da hun ikke ville se ham komme til skade. og slet ikke nær hun var ved hans side. hun fjernede aldrig sit blik fra manden ingengang da damen kom op til hans sidde. hun smilede bare et roligt smil og lignede ikke en der ville tage imod hans tilbud, ikke så længe hun trak vejret selv da,

Manden begyndte at blive irriteret, han ville gerne personligt dreje hendes hoved 360 grader, men han vidste godt at han ikke kunne, værken ham, eller hans soldater kunne komme inærheden af hende, så længe at korset var om rafaels hals, han sukkede, og sagde så med en hæs stemem "Jeg har set han elsker før, men de kunne sagtens være en form skifter, men chancen er lille, men selv hvis de var, kunne de ikke redde ham, han har fortjent hans skæbne, ham og alle han elsker, skal jeg rive øjnene ud af hoved på, og deres kænne ansigt skulle nødigt være på den liste, hvis du vidste hvor mange liv, jeg har ødelagt, ville du ikke stå i min vej" han holdt en pause og sagde så, lidt mere roligt"han er min gud-søn, og han har brudt sig mod familiens regler, og de burde ikke hjælpe ham" Manden klappede i hænderne, og Rafael begyndte at skrige, man kunne høre hans smerte skrig langt væk, da han skreg af hans luger fulde kræft. manden klappede igen, og Rafael stoppede med at skrige, men Rafael var stadig bevistløs. manden grinte af Ez, han syntes hun var sjov, hun burde have holdt sig til sig selv, men nu havde han ingen lyst til at lade hende gå. han gav et hånd tegn til folkene bag ham, og kvinden som havde været der før, kom igen over til ham, men denne gang havde hun en lille dreng i hånden, hun gav drengen til manden, og gik derefter tilbage til resten af soldaterne. manden holdt den lille dreng i hånden. drengen så ud som om han ikke kunne styre sin egen krop. manden smilte til drengen og sagde "du kommer til at dø sener iaften, og det er alt sammen den dames skyld" han peget over mod Ez...og lagde en hånd på drengens nakke, og knækkede den, og den livløse krop faldt til jorden. han dreje hoved for at kigge på Ez,han smilte og sagde "giv mig korset, det er sidste chance"

Ez lukkede øjnende i det han tog drengen hen til sig, og ville ikke se det bare lyden af drengens nakke knækkede fik hende til at stivne i hele kroppen, hun åbnede stille øjnende og kiggede hen på den livløse krop der lå på jorden, og kiggede så på ham og rejste sig op "Tror du du kan få mig til at give mig ved du slår et barn ihjel? om du så slår 1000 andre børn ihjel, eller mennesker vil jeg ikke give dig det kors, og jeg vil heller ikke lade min ven i stikken,"Svarede hun blot roligt og sendte ham et sukkersødt smil "Jeg er 1500 år, tror du ikke selv jeg har ødelagt familier igennem min tid?. tror du det der skræmmer mig."Hun kunne ikke lade vær med at spinde det sidste "Desuden hvis du ville gøre mig ondt havde du allerede gjordt det, og jeg tror du ved ligesom jeg, at jeg ikke forlader min vens side. "Hun kunne ikke lade vær med at smile over det sidste og satte sig bare på knæ ved Rafaels sidde, og lod en hånd hvile imod hans brystkasse imens hun sendte fyren et strålende smil, hun var ikke bange og havde aldrig været det,. han skræmte hende ikke, men stadig hun var på vagt, hvis han nu skulle prøve på noget. hans alder kunne hun ikke gætte. men for at være på den sikre side så han forstod hun mente det hun sagde slog hun sine store sorte vinger ud, da hun var meget gammel var hendes vinger meget storre. hun kunne krods alt også flyve med en person i armende, så hendes vinger skulle skam være store for at kunne klare det.. "Et råd, gå hellere"Sagde hun bare med et sukker sødt smil på læberne, imens hendes vinger var spredt ud så lange de var, hun fjernede dog aldrig blikket fra fyren,

Soldaterne gik alle sammen et skridt tilbage da hun viste sine store vinger frem, man kunne næsten høre frygten fra dem, men manden stod bare der, han var ikke bange for hende, og hvis hun troede at en lille tøs som hende kunne skræmme en som ham, kunne hun godt tror om igen, han ville gerne gå tættere på hende men han kunne ikke. han kiggede lidt ned i jorden og sagde så roligt "imorgen vil hele avisen være fyldt med nyheder som, et tog med en skoleklasse på udflugt, kørt af sporet, eller noget andet, og det vil forsætte ver eneste dag, så længe du lever, og det er et løfte." han holdte en pause og sagde så "jeg vil ikke skræmme dig, jeg vil gøre alt i min magt, for at dit liv bliver skyld i andres pinsler" lagde kufferte op jorden og åbende den op, men tog ikke noget op af den. "kan du købes?" han vendte kuffereten om, og den var fyldt med franske penge stedler. "alle har en pris, hvad er din?" han gik et skridt tilbage, og vendtede på at se hvad hun sagde.

Hun kunne ikke lade vær med at grine højt, en isende kold latter imens hun morede sig over det han var ved, lignede hun en der ingen penge havde? hun rystede blot på hpvedet, "Jeg har ingen pris, jeg er rigere end dig"Spandt hun bare, endnu en luksus ved at være over 1500 år gammel, var at hun havde haft massere af år at spare penge sammen i plus alle de små jobs hun havde her og der. hun havde jo også mange værdi genstande folk kunne købe, fx en vase fra år 600, sådan en ville mange betale dyrt for at få. hun rettede sig bare op, og kiggede hen på manden med et smil, "Jeg gir mig ikke,. han er min ven og jeg ofre ham ikke for en sindsygs mands vilje"Sagde hun så bare, og satte sig atter ned ved siden af Rafael, og gjorde et kort kast med hånden i det vandet gled hen til dem der stod bag ham og op langs deres ben og op imod deres hovede men langt sig pænt som en slange om deres hals, Imens hun studerede man for at se hvad han var for en, hvis han var dæmon ville hun ikke kunne dræbe ham vampyr, ville knibe men muligt, hun sad bare stille ved Rafaels side og kiggede på manden og ventede nærmest han ville forlade dem da hun ikke ville give sig på noget tidspunkt.

Manden var nu sur, han bliv talt ned af en lille pige, han ville ikke tøve med at dræbe hende hvis han fik mulighed for det, han lukkede øjnene og forstile sig tage armene rundt om hendes hals, han bliv lidt mere rolig, han kunne godt fornemme at soldaterne var i problemer, men det var han ligeglad med, han havde flere der hjemme, så han kiggede bare hende, og sagde "hvor gammel er du? 200, 600, 1000?...jeg er ikke bange for små piger, som tror de er farlige fordi at de er omkring de 1000, og selv hvis du skulle være 2000 år, så burde du stadig vide mig den respekt jeg fortjener, jeg har tros alt være her i verden 2600 år, og 2678, hvis man skal være mere præsis" han gik et skridt frem, og smalede hans kuffert op. han vidste ikke hvordan han skulle forhandle med hende, men det var vel også lige meget, han kendte jo hendes navn, så han smilte bare og sagde "vi mødes igen, hvis du gider sige til den undskyldning for en demon, at hans bror ville være skuffet, hvis han stadig var levende" manden vendte sig om og begyndte at gå, soldaterne som havde vandet på sig, turde ikke gå, de var bange for at dø. manden lod dem bare stå, og da han forsatte med at gå. Rafael åbende øjnene, og så op på Ez, han forstod intet, han tog sig til hoved,da han stadig havde ondt i hoved, og sagde så "Undskyld"

\\undskyld min kra er lidt væk\\