Familie Reunion \\Cecilie

Cecilie smiler stille og kyssede ham på kinden men bed sig i læben. ''av det gør ondt jeg er stadig din lille piveskid'' sagde hun grinen. hun holdte om ham. ''hvad skete der hvad gjorder du?'' spurte hun stille med et smil og holdte om ham. ''refael lov mig du gør det hurtigt med at dræbe ham der dræbte gabriel. det er det der betyder alt lige nu sammen med dig'' sagde huns tille og smilede.

Rafael svarede ikke et ord, hans blik hentyde at han var rimelig sur, hun lå var blevet skudt, af en han ikke kendte, der kunne ikke blive tale om at hun bliv hjemme nu, dette kunne han ikke lagde ske igen, hun var jo tros alt bare heldig, og hvis hun var død, ville han virkelig være knust.
han sagde med en meget kold stemme
"hvem var han, og du kan vove på at lyve nu"
han var sur fordi han holdte af hende, og var bare bange, han ville gerne svar på hendes spørgsmål, men hun skulle lige fortælle hvem den mand var.

hun så ned og sukkede. ''han var en af min fars venner som ville være sammen med mor men.... mor ville ikke være sammen med ham og han ville tage hævn og dræbe familien'' sagde huns stille og bed sig i læben. ''far ville ikke engang komme og hente mig da mor døde'' sade huns vagt og så væk. ''alle i verden hader mig jeg er intet hver.'' sagd ehun og tog ham rundt om ham. ''undtalt dig du den eneste der elsker mig og bekymre sig'' sagde hunsvagt

han holdt fast om hende, og sagde roligt og blidt
"Jeg vil altid være her kære søster, der kun tre folk jeg stoler på, og du er den jeg stoler på mest, og til at besvare dit spørgsmål, så vil jeg sige, at du selv kommer med, så du vil selv se Gabriels morder dø, jeg kan ikke lade dig være hjemme, jeg kan beskytte dig, hvis du tager med, det kan jeg ikke hvis du er her, og ja du er min lille piveskid" han smilte kærligt, og rejste hende op, og løftede hende ind i stuen, og lagde hende på sofaen.
han nussede hendes kind, og satte sig ved siden af hende.

Cecilie så op på ham med et smil. ''men gabriel jeg er ikke lige så stærk som dig jeg er bange for ejg bare går i vejen jeg kan være hos mine veninder jeg vil bare ikke gå i vejen for dig'' sagde hun stille og det var dejlig at mærke hans hånd på sin kind. hun var glad for han var hjemme og holdte om ham af ren glæde over han var hjemme begyndte hun at græde.

"nu må du stoppe med at græde, jeg læber snart tøt for skjorte ar tørre med" sagde han med et smil, og forsatte så
"du er ikke i vejen, jeg kan bare ikke lade dig være alene hjemme, og jeg stoler ikke på dine veninder, til ar beskytte dig beklare meget, men hvis du virkelig gerne vil være hjemme, kan du godt blive her, men jeg ville have det bedst hvis du tog med"

hun nikkede og holdte om ham. ''bare aldrig gå fra mig bare lov du aldrig kommer til at forlade mig for altid vil du ikke nok'' sagde huns tille og så på ham og tænkte på en masse lige for tiden hun elskede at være sammen emd sine venner men mest af alt sin bror hun smilede for sig selv.

//sorry jeg har kreasvigt//

Rafael kiggede ned, han vidste ikke hvem der havde dræbt Gabriel, og han vidste derfor ikke om han ville overleve et møde med personen, det eneste Rafael var sikker på, var at når han først fandt ud af det, så ville han være ligeglad, med hvem, han skulle nok dræbe ham, men han overvejet om han ville holde sig væk, fra en slagsmål, som han ikke ville kunne vinde, han havde aldrig været i kamp, med at væsen, han ikke kunne slå, men hvis han gjorde, kunne han så lade Gabriels morder være, for at hans søster kunne føle sig tryg, mens han var væk, han var ikke sikker, men han måtte vel træffe en beslutning, han kiggede op på hende, og smilte, og med en rolig stemme svarede han. "Bare rolig, jeg vil ikke efterlade dig, men skulle ellers tæve dine kærester ". han rejste sig op, og gik rundt og kiggede, på hvad hun havde i hendes lejlighed, han overvejet om han skulle tage alene, eller om han skulle tage hende vampyren med, han overveje tanken, men kom i tanke om, at Cecilie havde sagt at Gabriel morder ikke skulle lide, men det havde han tænkt sig han skulle, Rafael ville ikke holde igen, når han først fandt den skyldige, om personen, var en lille pige, eller en voksen mand, i Rafael øjne var det lige meget, han skulle nok vise personen en verden af smerte, som var så forfærdelig at man ikke en gang, havde lavet film, om den slags tortur, Rafael stoppede sine tanker, han overvejet stadig at tage Cathrine med, han var ikke sikker på hun ville med, tros alt var det jo ikke hendes hævn togt, men hun virkede som en vampyr som med glæde ville hjælpe ham, han besluttede sig til sidste at spørger hende, aften imorgen, selvom at han heller ikke ville have Cathrine, skulle komme til skade, så var han mere tilfreds med det, end at Cecilie skulle komme til skade, selvom han ikke kunne nægte han havde føleser for hende, så var Cecilie stadig den der betød mest i hans verden, men Cathrine var nok nummer 2.
Rafael smilte mod hans søster og sagde så
"Jeg tager nok ikke afsted alene, da jeg kender en som sikkert vil hjælpe, men hvis du stadig vil med, er du velkommen?"

cecilie så op på ham og bed sig i læben.... og satte sig op og så på ham. ''jeg vil bare ikke have du kommer noget til'' sagde hun stille... ''gider du hente den boks jeg har under min seng'' spurte hun stille og håbede han ville ellers ville hun selv hente den fordi han betød alt for ham måske kunne hun få john til at komme og passe på hende han var en god ven. men det ville hendes bror sikkert ikke gå med til det hele ville sikker bare blive meget være end det var. *gabriel jeg savner dig så meget* tænkte hun for sig selv og så ned på sin hænder og følte at hendes hænder rystede hun bed for hårdt i sin læbe og den begyndte at bløde hun sukkede, og tog sig i at nive sig selv i armen for at vågne af det her marrit med at hendes bror var død. men hendes anden bror var hjemme. *hvorfor skal de alle dø for mig det ikke fair for nogle af os* tænkte hun og begyndte at græde og så ned i jorden fo at hendes bror ikke skulle se det. hun vidste udemærket godt han kunne mærke det men alligevel nej det måtte ikke ske at han ville komme noget til hun elskede ham som sin bror godt nok men hun elskede ham.... alle dem hun elskede døde hvorfor? hun var en ulykke hvorfor skulle hun blive født det var det væreste der var ske eller kunne ske....

Rafael gik ind i hendes soveværelse, og lagde sig ned på gulvet, og kiggede efter den omtalte boks, han så den og tog den hen til sig, og rejste sig op, han vendte sig om, han vidste stadig ikke om han skulle forlade hende, sidst han efterlod hende, havde hun jo både mistede sin mor, og kæreste, og fået død fødte børn, han vidste ikke hvad kunne ske hvis han forlod hende igen, hvis hun selv skulle gå hen og dø, mens han var væk, så ville han nok tage livet af sig selv, da hun var en af de eneste 2 andre personer, som han holdte af, han sukkede, han vidste ikke om man skulle tvinge hende med eller man skulle holde hende hjemme, men igen hvis hun var hjemme, hvem skulle beskytte hende, hendes veninder stolede han ikke på til at kunne klare den opgave, men hvis hun tog med, skulle hun jo møde nogen af gabriels gamle venner, og de ville nok ikke være så glade for Rafael, så det ville være helt utænkeligt at tage hende med, men også at blive hjemme, han gik ind i stuen og satte sig ned ved siden af hende, og lagde boxsen på hendes skød, han kunne se hun havde grædt mens han var væk, men valgte ikke at kommentere det.
"du betyder meget for mig, og jeg vil ikke have du kommer til skade, så jeg vil vide hvem der kan beskytte dig, mens jeg er væk?, enten det eller du skal tage med mig" han smilte venligt, han ville gerne vide hvad hun ville

Cecilie så op på ham med et smil på sine læber. ''jeg.... ved det ikke far kan ikke en skid og min ældre søster på min fars side er vampyr hun kan nok godt beskytte mig imens du er væk'' sagde huns tille med et smil og åbnede boxen og tog en halskæde som gabriel havde givet hende frem. ''kan du huske da jeg flydte ti?... den dag havde gabriel lavet den her til mig eller også havde han købt den... det villle han ikke sige den betød alt for mig da i forlod mig havde jeg den på altid men en af dem for min klasse ødelage den jeg savner ham virkelig meget'' sagde hun grædene og holdt om ham og han så et billede af dem alle tre hvor cecilie var baby og gabriel holdte hende og refael var glad for hende. hun græd stadig men ikke så tydeligt.

"jeg stoler ikke på din fars side af familien, så der kan ikke være tale om din søster, men ja, jeg kan godt huske det, og nu hvor Gabriel er væk, kan jeg fortælle dig en hemmelighed, da vi rejste væk, fortalte han at han selv sad, hele natten og lavede den til dig, han ville være stolt over at du brugte den, mig og ham brugte mange timer på flyet, på at snakke om dig, jeg ville tilbage, men han sagde at du var en klog pige, og at jeg ikke burde være bange, for at du gjore noget dumt, jeg ville flyve hele vejen fra frankrig og hen til dig, men han var der vær dag, og sagde at du nok skulle klare dig, men jeg var så bange, ver eneste dag, og så en dag fik jeg nyheden om Gabriels død, jeg er så ked af det, både at jeg efterlod dig, at jeg fik Gabriel med til frankrig, at han er død, at jeg er en dårlig bror, men i denne måned skal jeg hævne min bror, og jeg kommer tilbage igen, det lover jeg, og når jeg gør, vil jeg ikke forlade dig mere" han smilte kærligt men lidt bedrøvet i hans stemme, han lagde hans hånd på hende hoved, nussede hende i håret, krammede hende så.

''refael.... tror du at du kan lave den for mig den er gået i stykker?'' spurte hun med sorg i stemmen. hun så po på ham og holdte den tæt ind til sig hver gang hun holdte sin halskæde ind til sit hjerte, kunne hun altid høre gabriels stemme i sit hovede hun smilede stille og kyssede ham på kinden og smilede. ''vil du ikke nok søde storebror'' spurte huns tille med et smil på sine læber.
//lidt kreasvigt//

Rafael nussede hendes kind, han nikkede og tog den og sagde så "Jo, jeg skal nok lave den, det bliver det første jeg gør imorgen, før jeg tager afsted, men så må du love mig at holde dig væk fra drenge imens" han smilte, og lagde armene rundt om hende, og begyndte at gå ud mod døren, han gik ikke sår hurtigt, han håbede på at hun ville holde sig selv ude af problemer, mens han var væk, men han vidste jo også godt, at hun var hans søster, så hun ville sikkert gøre noget dumt, det havde han jo selv gjort, og udover det kendte han hende godt nok, til at vide hun ikke ville kunne blive holdt væk fra ar forelske sig, men han kunne vel håbe på det, han havde ikke noget mod at hun fandt en at dele libet med,det ville faktisk gøre ham glad, men han ville gerne have hendes kærster, bliv godkendt af ham først, og han var en ret stor kritiker, men han vendte sig om mod hende, og smilte, før han gik det sidste skridt ud af døren.

\\tror at det bliver det næst sidste indlæg, du kan lige slutte det af, og så kan vi altid lave et emne en anden gang ;)\\

Cecilie lå og holdte om sig selv, hun savnede gabriel hun elskede sin bror og ville gerne gøre ham stolt af hende, men lige for tiden var han kun skuffet det kunne hun godt forstå men hun var bare bange for at han aldrig nogle sinde ville blive stolt af hende, *har jeg været en dårlig søster elller hvad?* tænkte hun af ren redsel over at hun havde været i seng med en og mistet sin familie som hun var ved at opbygge uden hans tilladelse... hun grad. meget den aften da hun endelig faldt i søvn.

//out//