Endnu en nat (Crasie) (Privat)

Årstid: Efterår
Tid: 22:00
Vejr: Skyet og koldt
Tøj: Det sædvanlige.

Peyton havde siddet på værtshusets gyngende stole i godt og vel... Et par timer nu. Han talte egentlig ikke, hverken minutterne eller øllene. Han drak bare. Snakken gik som sædvanligvis imellem ham og udskænkeren, og alt var egentlig forløbet roligt. Folk var begyndt at komme dertil, fordi mørket udenfor var faldet på. Rundt omkring i det snuskede værtshus sad alle mulige typer; gamle drankere, unge piger, vampyre, og... Var det en elver? Han gøs ved tanken. Den slags væsner hørte ikke til her. Han knuede øllen ind til sig, som var det det eneste der afholdte ham fra, at falde i en dyb afgrund. Så drak han atter af den. Hans lange brune hår faldt ned over hans ansigt som et slør tykkere end det som alkoholen allerede havde lagt over ham. Han var fuld, men det var han jo hver dag? Naah, han foretrak at sige at han var i sin normale tilstand. Han rystede flasken en smule for at konstatere at den snart var tom. Så drak han det sidste og bestilte en ny. Tingene var som de plejede: Han var kommet til værtshuset da han vågnede, og havde til morgenmad fået "Alt godt fra køleskabet ude bagved" og selvfølgelig en øl til. Så havde han taget plads ved baren i den stol han altid sad i, og så begyndte showet forfra. Øl efter øl.. Ja, næsten som prøvede han at bryde gårsdagensrekord. Han tørrede sin næse med bagsiden af hånden, og kiggede rundt i lokalet. Nu var det også snart længe siden at han havde mødt nogle kællinger... Hvor trængte han egentlig! Endnu en øl blev stillet foran ham, og der gik ikke længe før også den var væk. Nu kunne han mærke rusen boble frem i ham. Mærkede hvordan han blev... Uovervindelig? Han smilede for sig selv, natten var jo endnu ganske ung?

Påklædning ~ Grøn top, stramme sorte jeans, mørkegrønne støvler og en lang sort frakke

Azriels skridt lød afslappet imod det kolde og hårde fortorv. Hun havde hørt om et nyt værtshus i Deepshell, som hun syntes at lød interessant. 'Zeemen', hed det vidst, og var vidst hollands. Det var længe siden hun sidst havde været på et værtshus, da hun ingen tid havde haft til det, og heller ikke var i humøret til at håndtere og være sammen med drankere. Men nu havde hun faktisk lyst til at leve livet lidt, og da hun også følte sig lidt tørstig, var dette sted jo perfekt, da drankere med glæde vil følges med en smuk pige ud i en mørk gyde. De fleste ved jo ikke hvad der foregår.
Azriels brune hår bølgede let i vinden, og hun nød efterårsvejret imod sin iskolde hud. Hendes blege hud gav en vis kontrast med hendes mørke hår og lyse øjne, og gjorde hende gudeskøn at se på. Hun lignede ikke en dræbermaskine, men en forsvarsløs og fredelig pige. For det utrænede øje og dem som ikke kendte hende, vidste ikke hvad hun var, og at hun faktisk var én af de stærkeste af slagsen, så man skulle ikke bide skeer med hende. Det var ikke en særlig god idé at blive uvenner med hende.
Hun nærmede sig værtshuset, og vidste at hun var det rette sted, da hun kunne høre høj musik og larmende mennesker indefra bygningen, og så selvfølgelig skiltet hvor der stod 'Zeemen'. Et lille smil strejfede Azriels ene mundvige, og hun fandt det hele en tand underholdene.
Hun stod og betragtede stedet lidt, før hun langsomt åbnede døren. En mur af lugten af stærk alkohol slog hende nærmest i ansigtet, og fik hende til at rynke næsen i en kort stund, men blev dog hurtigt vant til lugten, og gik ind. Der var nogle øjne som fulgte hende, mens andres var fast på enten sin drink, en ven, eller ud i den tomme luft af intethed. Azriel havde vel ikke noget imod at folk kiggede lidt, og var jo vant til det. Hun var ikke spor nervøs, da ingen sikkert vidste om hun var væsen eller ej, ven eller fjende. Stanken af alkohol skulle nok sætte en stopper for at folk ville finde ud af det, eller også var man bare for fuld til at kunne finde ud af det.
Hun satte sig hurtigt på en barstol oppe ved selve baren, og fik hurtigt kastet spørgsmålet om hvad hun ville have, i hovedet af bartenderen. Hun så lidt op på manden og fik langsomt konstateret at hun skulle have en øl. Mandens øjne hvilede på Azriel i et par sekunder, tvivl i øjnene, da han ikke var helt sikker på hvor gammel hun var, da hun ikke lignede en over 18. Til sidst gav han hende dog den øl som hun bad om, og hun begyndte hurtigt at tage små tårer af den, og nød den for sig selv. Hun lod sit blik gå ned i bordoverfladen, da hun ikke ville putte unødvendigt opmærksomhed på sig..

Høje hæle larmede hver gang de ramte jorden, flere blev opmærksomme på denne lyd og så op på denne kvinde, der gik ned af gaden. Isabella en af Crasies personligheder gik ned af gaden på jagt efter en at forføre. Hun havde også hørt om denne nye åbnet Zeeman. Hun syntes, det var et spøjst navn, for navnet mindede meget om et andet engelsk ord, som nok ikke var så passende. Isabella trak på smilebåndet og hendes havblå øjne kiggede ned af gaden efter nogen der var interessant. Hun havde anderledes tøj på idag, for hendes tit normale tøj en lang fin rød kjole og et hvid sjal af pels, var nok ikke passende på denne ikke så fine værtshus. Så hun havde en sort korset på med røde kater, og så en sort kort læderjakke og nogle tætsiddende mørke cowboy bukser på. Hun kunne se, at der var flere folk, der også trak sig imod den nyåben værtshus. Hun stod et øjeblik udenfor og kiggede tøvende ind, men så bredte et smil på hendes læber. Folk der normalt så hende, ville betegne hende som en fin tøs. Men hun havde intet imod disse sjuskede og beskidte værtshuse, de havde sin egen charme. Hun trådte ind og kiggede omkring, og fandt en ledig plads oppe ved baren og gik målrettet derhen. Hun lagde straks mærke til, at der var både elver, dæmoner og andre væsner herinde. Hun satte sig med benene over kors og lod en hånd køre igennem hendes lange røde hår. Hun sad lige ved siden af enten en hel fuld eller kun en halv fuld dæmon. Hun så vurderende på ham og kunne godt lide hans udseende. Bartenderen kom straks hen og havde blikket langt ned i hendes kavalergang. Hendes korset var en af dem, der hverken fremhævede eller skjulte hendes naturlige former.
"Hvad skal de have?"
Sagde bartenderen lidt scoreagtig, Isabella så vurderende på ham og intet specielt ved ham.
"Giv mig en bloody mary"
Sagde Isabella venligt igen uden at hentyde til, at hun ville ham noget. Hun vendte blikket omkring og så tydeligt at andre så på hende med begær i deres fulde og tågede øjne. Hmmm hvem skal jeg vælge?

Peyton, som i en rus havde bestilt endnu en øl, støttede sig til barens bordplade. Rummet blev ved med at gynge for ham, og han smilede et smøret grin. Tingene vendte og drejede jo altid herinde! Han greb fat om øllen og tog endnu en tår, derefter satte han den fra sig på bordet igen. Han vendte sig, lidt vaklende, rundt og så rundt i lokalet. Han tog fat i bukse kanten og hev sine bukser en smule op. I farten imorges havde han ikke taget belte på, og bukserne var hele tiden ved at falde ned. Han fik øje på en kvinde der gik forbi, og han fulgte hende med sine flakkende øjne, og vendte sig endda da hun gik forbi. Han tog fat om barstolen og satte sig op, imens han stadig holdt i bordet, for ikke at tilte. Hvor han dog elskede denne følelse. Følelsen af at være på havet, hvor alting gynger... Fanget i en storm hvor en kæmpe malstrøm er ved at suge dig ned... Han tog endnu en tår af øllen og kiggede hen på kvinden. Så sænkede han hovedet og smilede for sig selv. Måske fik han rent faktisk noget idag...

Nu fik hun bekræftet, at den dæmon hun havde kigget på var rime fuld. Hun kunne ikke lade vær med at smile med hendes knaldrøde læber, da han sejlede rundt. Ind til videre var han den mest interessante imellem alle disse folk her i baren. Så kom en halv fuld høj spinkel mand ind, og Isabella fornemmede straks noget ved ham. Hun kunne lugte sølv, dette var en dusørjæger. Han slingrede selv halvt ned gennem rummet til baren, og satte sig lige ved siden af hende. Han lugtede langt væk af øl, og han virkede rime ung. Havde han måske lige bestået sin dusørjæger eksamen? Hun vidste det ikke, men det kunne godt virke sådan. Så fik han øje på hende og hun fik et elevatorblik, der varede lang tid fra ham. Han rykkede sig nærmere hende.
"Hvad laver en sådan en skøn og smuk kvinde som dig her"
Isabella gad ham ikke rigtig og kiggede flere gange hen på ham dæmonen med det lange hår.
"Jeg sidder bare her og drikker, det har man vel lov til ikke??"
Sagde hun og så lidt vredt på ham, for at prøve at få ham til at skride. Han var en nydelig ung mand ude over at hans hår var totalt ulet. Men desværre var Isabella rets så ligeglad med udseende, bare hun fandt det der et eller andet specielle ved dem. Om de så var grimme tykke, eller hvad de end var, så ville hun have dem. Hun prøvede at ignorere ham, men han blev ved med at presse sig på. Så mærkede hun en hånd køre langs hendes lår og så til inderlåret. Hun vendte sig straks imod ham og gav ham en syngende lussing. Hun så vredt på ham og hendes læber var kun som en lille streg på hendes ansigt. Hun rykkede sig væk fra ham og så hørte hun ham sige.
"Jeg vil udfordre enhver, for at få dig min smukke kvinde"
Isabella stivnede og kiggede forundret på ham, han var godt nok langt væk i alkoholen. Men uheldigvis ikke nok så hun, for hans øjne var klare lige nu. Hun så omkring om der var nogen der vil tage udfordringen op.

Fra et sted længere henne i baren kunne et grin høres... Peytons dybe, beherskede grin. Han tog endnu en tår af øllen og rejste sig fra stolen. Han prøvede at se så klar ud som han kunne, men vaklede en smule. Så fnøs han. "En ung knægt som dig burde ikke...", han tog den sidste slurk af øllen og stillede den på bordpladen, "... Komme her og udfordre enhver...". Han kiggede ned på fyren. Selv var Peyton normal højde, men med hans brede skuldre og muskuløse overkrop virkede han let en del større end han var. Hans evne havde også været til gavn mange gange, og dette havde gjort ham meget stærk i løbet af årene. Han smilede, og lod håret falde fra bag øret og frem over kinden. Så kiggede han kort på kvinden, men ligenu var det ikke det vigtigste. Det vigtigste var altid at slås, så måtte kællingerne komme i anden række. "Nåå... Jeg accepterer", Peyton kneb øjnene sammen imens han betragtede den unge dusørjæger, som tænkte han på, hvad knægten egentlig duede til. Ligemeget hvad knægten kunne... Hah! Så kunne Peyton præcis det samme! Han støttede sig ikke længere til bordet. Fornemmelsen af et opkommende slagsmål fik ham til at føle sig uovervindelig.

Den unge fyr, som gik under navnet Jack. Havde ikke troet at nogen ville tage udfordringen, så både Isabella og Jack så overrasket på den der meldte sig. Men Isabellas smil blev bredere, hun havde flere gange set kampe, hvor mændene havde kæmpet om hende. Hun syntes altid det havde været sjovt at se på, og hun satte sig til rette. Bartenderen kom med hendes bloody mary, og Isabella tog den veltilfreds og drak stille af den mens hun så afventende på, at det skulle begynde. Der var ingen kom der frem for at stoppe disse to kamphaner, for de fleste var enten ligeglade eller så ville de gerne se det.
"Du kan stadigvæk nå at trække dig tilbage dæmon"
Sagde han stolt og rankede sin ryg op, selvom han var høj, virkede han spinkel i forehold til Payton.
"Skal det så være med næver eller våben"
Han gik stille og roligt nærmere imod ham, strålende af selvtillid. Men det virkede ikke helt rigtigt for han slingrede let af alkoholen. Men han troede selv, at han så så godt ud. Han stilte sig en meter fra Payton og så udfordrende på ham. Han troede selv at han kunne skræmme ham væk, som han højst sandsynlig ikke kunne.

Peyton grinede "Det samme gælder for dig, knægt". Peytons kræfter var enorme. Han havde evnen til at kopiere enhver fysisk handling han havde set udøvet, i hele sit lange liv. Han smilede og kiggede op og ned af knægten. "En rigtig mand har ikke brug for våben...", han spændte i kroppen af bare spænding. Det var længe siden han havde ladet næverne tale, men nu var det tid. Han maste sin knyttede næve imod sin håndflade og knækkede med fingrene... "Lad os tage den udenfor... Det her kan blive grimt".

Et glimt af nervøsitet viste i hans øjne, men det blev straks erstattet af alkoholens hovmod.
"Jaja vi får se"
Sagde han provokerende, nogle af dem der ville se på flyttede også med udenfor. Isabella gik også med ud, dette måtte hun se. Det skulle nok blive rigtig, rigtig sjovt. Hun stilte sig udeforan op langs muren og så på dem begge gøre sig klar. Jack gik ud med sejresikkerhed, og da han kom udenfor strakte han sig og stod og så ud, som om Payton ingenting var og at jack var fuldkommen rolig og afslappet.
"Du kan stadigvæk nå at trække dig ud, du kommer virkeligt til at fortryde dette"
Sagde han spottende og havde begge hænder i siden, og så afventende på ham. Han havde lært mange ting, mens han har trænet. Så gled hans hånd ind i lommen og et knojern af sølv gled over hans fingre. Det var jo stadigvæk nærkamp med næver ikke? Tænkte han for sig selv, mens han smil på hans blege læber blev tydeligere. Han havde bare ingen anelse, hvad denne dæmon kunne gøre.

Peyton stillede sig omkring tre meter for drengen. Han gnubbede sine hænder imod hinanden og gik lidt ned i knæ. Så kiggede han på fyren. "Jeg giver dig en chance. Vis mig hvad du har...". Nok var Hayes en ung dæmon, men ingen tvivl om at han var mester til det han lavede. Han have blandt andet tillært sig parkour, som en af de egenskaber han bedst kunne lide. Det tillod ham at kravle på bygninger og springe ufattelig langt. Peyton havde ingen ide om hvad det ville sige at "lære" at lave et trick... Han så det bare, og derefter gjorde han det, som faldt det ham ganske naturligt. Præcis derfor havde han valgt at det skulle foregå udendørs. Knægten havde ikke en chance... Han håbede bare på at en eller anden ville stoppe ham inden han slog ham helt ihjel. Når først denne blodrus faldt over ham, kunne han ikke tænke klart.

Så gned Jack sine hænder lige som ham, og var meget glad for hans udfordring. Desværre havde Jack ikke rigtig nogen ære, så han var ligeglad med at han brugte snyd, som hans sølvknojern med hellige symboler. Han tog så tilløb og slog så med sin knytnæve lige i face på Payton. Det som Payton nok ikek havde regnet med, så var det at han havde det knojern. Det brændte sig i ansigtet på ham, og han mærkede hvordan han blev mere omtåget og svimmel end han var i forevejen. Jack trak sig hurtigt tilbage og ventede på hvad han ville gøre.
Isabella så godt at han snød, men hun havde en fornemmelse at han snart ville få rime meget tæv. Nogle af de andre der så på, råbte noget til at han snød. Men ingen brød ind, ingen ville. De ville bare se en blodkamp, om det så var den ene eller den anden der vandt. Flere begyndte at vædde med hinanden. Der var nogen som satte noget musik på. Lyden af Marilyn manson som synger figth song lød igennem luften.

Pleytons hoved gav et ryk, men alkoholen slørrede smerten væsenligt. Hans øjenbryn begyndte at bløde, men han smilede bare. "Hah, så du er ikke mand nok til slås selv?"... Han tørrede noget af blodet væk fra kinden. "Du er svag..." Han fnøs.
Så tog han tilløb og rendte direkte ind i drengen. Han greb fat om ham, og væltede ham ned på jorden. Så lagde han ham i et greb, som, for de fleste, var umuligt at komme ud af. Kiggede man godt efter kunne man se, at Peyton ikke virkede til at være sig selv. Hans øjne var blanke, og han smilede et skummelt smil. Det var den nydelse kampen gav ham. Han elskede at bruge sine evner, og det var blandt andet det han lige havde gjort. Et brydegreb, faktisk. Han kiggede rundt, imens han holdt ham nede, og blikket fandt på kvinden igen. "Nåå?" Han kiggede ned på knægten. "Hvad så nu?". Han bed fast i hans øre og bed til...

Isabella kunne godt lide at se hvordan han blev bare tværet i jorden. Men han måtte endelig stadigvæk ikke dræbe ham. For Jack skete det hele så hurtigt, at han ikke opfattede hvad der egenligt skete. Han kunne ikke nå ham eller noget som helst. Han skreg af smerte da han blev bidt i øret. Aldrig havde han prøvet sådan en smerte eller ydmygelse før. De alle andre grinte, og Jack havde næsten lyst til at skrige på sin mor. Men holdte det heldigvis inde.
Isabella syntes at opfatte at han ikke lige frem ville stoppe, de andre så ikke ud til at ville stoppe ham. Men de fleste var også væsner, og de vil elske at se en dusørjæger dø. Isabella småløb hurtigt hen til dem, og sagde højt.
"Han har tabt, du kan godt lade ham komme fri"
Men hun var ikke sikker på om det overhoved ville virke. Så hun rørte ham med hendes hånd. Ved at hun rørte kunne hun lave alle andre former for illusioner, som blandt andet følelse, smerte, høre, fornemmelse osv. Hun lod en illusion glide over Payton, af at han ikke har lyst til at kæmpe og han har lyst til at høre efter hende. Hun håbede på at det virkede, for det plejede det altid. Men bare fordi man har følelser, der siger at man skal gå den ene vej, er det ikke ens betydme at man går den vejh.

Peyton smilede ved synet af folks betagelse, og bed til. Snart efter sad han med en bid af hans øre i munden. Han mærkede en hånd på sin skulder, og snart efter flød en anden følelse over ham. Men det betød ikke ret meget. Peyton slap drengen og spyttede biden af øret ud imod de væsner der kiggede på. Så, så han ved på den lidende knægt. "Du er ikke engang værd at dræbe... Skrid så!". Peyton vendte sig og folk begyndte at råbe og juble. Egentlig var han ligeglad med denne anerkendelse, det var mere bare følelsen af at vinde. Han behøvede ikke at vise noget som helst for nogen. Han var sin egen herre! Han kiggede rundt, og han kunne stadig mærke adrenalinen pumpe.

Isabella smilte til ham og var meget glad for at han stoppede. De sidste penge blev givet frem og tilbage mellem de tabte og vinderne. Isabella var helt sikkert på, at dette var ham hun ville forføre. Så hun lod sin egen aura være tydelig. Det var en aura af forførelse og fristelser. Hun nærmede sig op imod ham med et skævt charmerende smil på hendes læber.
"Du vandt jo kampen, så vandt du jo også mig"
Sagde hun sådan så han var den eneste der kunne høre det. Dusørjægeren rejste sig øm op og kiggede på Payton fyldt med vrede, så rev han hans dusørjæger pistol en desert eagle. Faktisk var det hans far, for han måtte ikke have sådan nogle kraftige våben som den. Så mumlede han for sig selv.
"goodbye sucker"
Så skød han, men Isabella havde set at han havde rettet pistolen imod ham. Så hun fik væltet ham, så hun landede oven på ham og han landede på ryggen. De andre væsner især vampyrene sprang på ham og dræbte Jack i løbet af sekunder.

Peyton dukkede sig for skuddet, og kiggede imens væsnerne fortærede den uværdige knægt. Ak ja, så ung og dog så dum. Peyton trak på skuldrene. Det var ikke noget han ikke havde set før. Så spyttede han på jorden og gik ind i værsthuset igen. Der sad en fyr på hans stol, men da han så Peyton komme gående, flyttede han sig i respekt for hvad der netop var sket. Så bestilte han en ny øl, og overbeviste sig selv om at det var for at fejre sejren, og ikke fordi han var afhængig. Så tog han fra inderlommen en lille flad æske ud. Han åbnede den, og lod et lille fint bjerg af det hvide pulver drysse ud på bordet. Så tog han et lille sugerør og satte for næsen... Snart efter blev isbjerget suget op i hjernen på ham, og han tørrede næsen med sin baghånd. Det var længe siden han havde fået noget sne, og det var egentlig kun efter en slåskamp at det var nødvendigt.

Hun kom hurtigt væk da de andre sprang på ham. Hun trak sig tilbage og kiggede ikke på det grumme syn, hvordan han blev flåede op. Men på sin måde var det vel fortjent. Hun så pistolen og var lige ved at tage den, men stoppede få centimeter fra den. Den var lavet af ren sølv, så væsner ikke kunne tage den. Hun rejste sig op igen og rettede på sit tøj, så vente hun blikket efter Payton. Men han var væk. Hun mærkede, at hans bevisthed var derinde. Var han bare gået? Han var åbenbart en udfordring, men Isabella elskede sådan nogle udfordringer. Hun gik indefor igen, der var nogle der snakkede om hende. For de 2 havde jo kæmpet om hende, men alligevel havde sejreherren ikke gjort krav på hende. Isabella gik med yndefulde skridt imod Payton, der sad ved baren. Men så så hun at han snifffede noget op. Tog han stoffer? Okay nu var hun forvirret? Hun stod lige og tænkte sig om. Skulle hun forsætte det her, men så trak hun på skuldrene hvorfor ikke. Hun satte sig ned ved siden af ham med siden vendt til barbordet en albue hvilende på bordet og hånden støttet til hendes hovede. Hun havde benene og kors og den anden hånd hvilende på hendes lår.
"Er det så tit du slågser for kvinderne?"
Spurgte hun nysgerrigt med sin charmerende smil.

Peyton kiggede på hende. Der blev stilt en øl foran ham, og den stjal hurtigt hans opmærksomhed. Det var ikke fordi han ikke synes hun var smuk... Men i hans verden var der en vis rangorden. 1. Alkohol, 2. Stoffer, 3. Slåskampe, og som nummer 4. kom kællingerne så. Nu var der blevet stillet en ganske fin øl foran ham, så det krævede jo hans opmærksomhed. Efter den første tår, følte han dog et frirum til at besvare hendes spørgsmål.
"Desværre ikke så tit som jeg burde...". Han kiggede rundt i rummet. Folk betragtede dem, og egentlig kunne han ikke lide den slags opmærksomhed. "Hør tøs... Når jeg er færdig med den her..." han pegede pædagogisk på øllen, og snakkede en anelse langsommere, "...Så kan jeg vise dig min lejlighed... Nu tævede jeg trods alt skravlet."... Han tog endnu en tår og ventede på svar.

Det var ikke lige frem den mest charmerende måde han gjorde det på. Et eller andet i hende sagde at hun skulle stoppe med det her, men som sagt så havde de ikke spist i lang tid, og de er jo en sjæledæmon. Godt nok var de usædvanlig at både crasie, mira og Isabella kunne blive mæt af normale ting, men efter et stykke tid mister de appetiten hvis de ikke spiser del af sjæle. Det var så Isabellas job til at sørge for føde, og det gjorde hun når hun havde samleje med nogen. For der er personen tit mest åben og så kan Isabella tage en lille del af deres sjæl. Nok til at det ikke gør skade på personen, men nok til at mætte dem. Så hun lod hans ubehøvlede væremåde bare gå i glemmebogen. Det var helt klart, at der drev andre ting hos denne mand. Var stoffer og øl det vigtigste i hans liv? Isabella vidste det ikke, men en ting vidste hun, at han ikke var som andre. En smuk indbydende kvinde som Isabella tilbyder sig selv, enhver havde smidt alt væk og havde løbet efter hende med tungen hængende ude af halse, eller havde hylet som en ulv. Men ham her, nej. Var han måske gay? Det vidste hun ikke, men det regnede hun ikke med, for ellers ville han ikke ha tilbudt hende om at tage med ham hjem. Men hvorfor er de andre ting så vigtige? Har han en mørk og ond fortid, som han prøver at glemme. Da hun tænkte det blev hun bare mere sikker i sin sag, at hun vil tage med ham. For hun kunne godt lide mystiske mænd. Crasie ville helt sikkert ikke kunne lide det, men heldigvis var hun ikke her.
"Når så du kan rigtig godt lide slågskampe, gør du det tit for kvinder eller bare for dig selv?"
Spurgte hun nysgerrigt

Peyton sukkede en smule, og tog sig til hovedet. Ikke kun fordi at kvinden virkede til at være dummere end han havde regnet med, til dels også fordi at sneen var begyndt at virke. Han kiggede på hende. "... Jeg slås fordi jeg kan lide det". Han kiggede rundt og greb om øllen. Nu var også denne snart tom. Hvor mange genstande han nu havde trukket, havde han ikke tal på, men der gik ikke længe før han gik i gulvet. Hvis han skulle lå at naile den tøs, så skulle det være snart. Han tog fat om det glas hun havde drukket af før, og satte det hen foran hende. "Drik ud..." Så løftede han øllen for at skåle. Nu skulle hun altså snart med hjem!

Isabella var begyndt at blive mere i tvivl, kunne han måske skade hende? Når hun tog hjem med ham? Hvis det endelig kom så langt, så dukkede Crasie nok op. Men så kom Isabella i tanke om noget andet, hvis han gjorde det. Ville minderne sikkert omkring jack komme op, og det vil føre til at Lillith vil dukke op. Isabella kiggede lige væk, for hun ville ikke forstille de billeder, som Lillith end kunne finde på at gøre imod ham. Så må man vel bare håbe på at han ikke gør noget dumt. Isabella tog gladeligt imod drikken og drak resten af den i en omgang. Hun kunne se, at han var begyndt at blive meget væk i alkoholen og stofferne. Kan han overhoved få den op og stå? Tænkte hun og kunne ikke lade vær med at smile af tanken.
"Jeg er klar smukke"
Sagde hun og gjorde mine til at rejse sig op.

Peyton var næsten ved at spytte øllen ud over baren, da han hørte hvad hun havde kaldt ham. Han rejste sig langsomt op, og stillede sig helt rank, foran hende. Han kiggede ned på hende og smilede svagt. Han var en del højere end hende, og gjorde hun dette for at vise, at her var det ham der bestemte.
"Jamen så kom", han bællede det sidste af øllen og satte den atter på bordet. Han kunne mærke både alkoholen, fra øllene, rusen, fra stofferne, adrenalinen, fra slåskampen og nu også liderligheden. Den måtte stamme fra denne kvinde. Han var sikker på at de ikke nåede langt, før han ville give hende ind i en port, og give hende hvad hun havde fortjent... Eller hvad han trængte det. Han smilede kort ved tanken. Så var natten alligevel ikke spildt?

Isabella var tæt på at fnise da han lige var ved at spytte øllen ude over det hele. Det var tydeligt at han ikke vist fik nogle komplimenter. Hun fulgte bare pænt efter ham, og der var mange der kiggede med misundelige blikke på, at det var Peyton der fik revet denne smukke kvinde med sig hjem. Isabella var vant til de blikke, de alle andre sendte til hende. Men som sagt så var hun også en forførende dæmon. De kom til denne port og så indså hun, at han åbenbart ikke gad at gå hele vejen hjem, men ville bare få det overstået nu. Hun tænkte for sig selv, det var da meget forførende og gentlemand agtig. Men Isabella kunne godt lide det, når det til tider var rå.

//i like your picture :D meget mandschauvinistisk//

Peyton tog fat i kvindens hår med den ene hånd og pressede hende med maven først ind imod muren. Han smilede et næsten besat smil. Det var fandme længe siden han havde givet slip på sig selv. Nu havde kællingen jo selv lagt op til det, så nu skulle hun få hvad hun fortjente! Han pressede sig op imod hendes ryg, så hun kunne mærke bulen i hans bukser imod hendes røv. Han slikkede hende ned af halsen og rev en smule i hendes hår. Fuck stedet, fuck omgivelserne, nu skulle hun snart få så meget pik at hun ikke kunne gå imorgen! Han smilede og lod den ene hånd omslutte hendes bløde røv.

//;)//

Normalt var Isabella van til den fine måde, men som sagt så elskede hun det også på denne måde. Hun havde delt begær op i to ting, der er den normale og så er der den dyriske, som var tydeligt at Peyton havde lige nu. Selvom hun blev mast op af muren kunne hun lide det, for hun kunne godt lide mænd der tog kontrollen og tydeligt viste sin magt. Hun mærkede straks selv, hvordan hendes liderlighed steg. Hun mærkede hans dejlige tunge langs hendes hals, det pirrede hele hendes krop. Han måtte endelig godt blive ved med det han gjorde. Hun kunne tydelig mærke bulen i hans bukser, og hun kunne ikke lade vær med at smile. Han var åbenbart en der var veludrystet. Det kunne næsten ikke blive bedre, hun havde slet ikke noget imod at der kom lidt smerte i sexlegen, det syntes hun tit gjorde det hele langt bedre. Hun fik vendte sig om, så de var i front imod hinanden. Der var nogle der gik forbi og skyndte sig hurtigt videre. Isabella havde et frækt smil på læberne og havde tydelig begær i hendes øjne. Så bragte hun en lille ting med ekstra ind, som hun havde fået ideen fra kære Sakref morladins datter. En djævlehale dukkede op og gled veltilfreds fra side til side. Den bevægede sig fremad og kælede langs hans buksekant. Så sagde hun lige så lavt, så han kun lige kunne høre det.
"Du må gøre alt ved mig, alt hvad du har lyst til"
Sagde hun frækt og det var tydeligt hun mente det. Selvfølgelig mente hun ikke 100% alt, for hvis han nu fik den sjove ide, med at måske begynde at banke hende, ville helt sikkert en af hendes andre personlighed nok komme frem. Men hun havde ikke imod nogle sære fetish, for hun har oplevet nogle af de mærkeligste igennem tiden. Så intet burde være for mærkeligt for hende.