i skoven en fuldemåne nat Crasie(privat)

T:01:00
O: en masse træer
V: fuldmåne
S: den triste skov
D: onsdag
M: juli


Madelain Silverfox var i skoven. Det var fuldmåne og hun var en varulv hun hade lige forvandel sig hun var støre, som varulv end som mennske og hun var helt brun og hade gyldenbrune øjne. Som lyste i mørket som om det var midt i Juli var det mørket i skoven og Madelain gik alene rundt, hun var ikke et flokdyr som mange ander varulv var hun hade lært at det var bedste. At hun gik rundt alene som Varulv da hun nemt kunne slog sine egen ihjel vis de blive for nær gåen,

Med madelains skarpe lugtesans som varulv, kunne hun sikkert lugten lugten af dæmon. Hun komme også høre at vedkommende kom nærmere. Vinden bar lugten hen til Madelain og med den kom også lugten af sølv. Crasie løb på en af sine natlige ture, hun sprang over grene og rødder, der end ville prøve at komme i vejen for hende. Hun havde ikke sit normale tøj på ,som hun plejede. Hun havde en tynd tætsiddende sort trøje på, nogle tætsiddende bukser og sine sorte sko. På ryggen havde hun bandt sin stok, så den sad fast og så hun ikke behøvede at løbe med den i hånden. Det var en tynd gammeldags stok, sådan en som gamle og magtfulde mænd gik med i gamle dage. For enden var der en metalfigur, der forstillede et kranium, som holdte en grøn jade i dens mund. Det var fra stokken at sølvlugten kom fra. For det var ikke en helt almindelig stok. Crasie elskede at løbe igennem skoven, det var som om hendes indre dyr blev sluppet løs. Hun løb med lukkede øjne og lod kun sine instinkter styre hende. Så lige inden hun var ved at brase ind i en varulv stoppede hun op. Hun åbnede sine øjne op som var lysende neonlilla. Hendes sorte hår lår omkring hende. Hun stod få meter fra ham. En anden ting der var bemærkelsesværdig og det er hendes lave højde. Hun er kun de 145 cm høj, så hun var ret lavere end Madelain.

Madelain hade lugte en dæmon. og så i mod den da den kom i mod hende Madelain knure af hende for at viste at, hun ikke skulle komme for tæt på eller bed hun i det Madelain så på hende mærke hun. At hun blive en smule svaget a hun så sølve trak hun sig bag ud for at komme ldit væk fra sølver, som dæmone bare på Madelain ud over at hendes varulv ikke kunne tåle sølv kunne. Hendes mennske form heller ikke det virke på dem begge to

Dæmoner kan selv heller ikke tåle sølv, men Crasies stok var lavet til, at hun slog den ind i siden så ville der komme en sølv knivspids på ca 8 cm med dusørjæger symboler. Det var for så hun kunne både dræbe dæmoner, varulve og vampyrer. Crasie trådte et skridt tilbage og tog tog hænderne op for at vise, at hun ikke ville gøre noget. Crasie havde ikke noget imod at slågse, men hun ville helst ikke bare have en kamp uden grund. Men denne varulve virkede ikke til at være venlig, men hun havde mødt så mange andre varulve, så hun frygtede dem ikke.
"Godaften varulv, det var ikke meningen at forstyrre dig og jeg vil endelig ikke gøre dig noget, hvis du ikke giver mig nogen grund til det"
Crasie prøvede at studere varulven nærmere, det virkede til at varulven var en kvinde, men hun virkede også til at være ung. Crasie kunne analysere sig til alle sådan nogle ting, for hun har levet så længe at hun bare kan se det.

Madelain så på hende og gik idt frem. Men ikke mere en ½ meter frem hun var ikke tryg ved dæmoner og det hade hun en grund til, ikke at være for mange år siden da hun var lille bor hun i en byen som ene og alene. Var varulv de leve i fred og velstand ind til en somme aften da Madelain var 5 år, kom en flok dæmone i gemmen byen og alle den bebore flygte eller blive dræbet Madelains far og resten af. Byen mænd kæmpe i mod dæmoner i mens kvinder,børn og ælder skulle stikke af, men ikke lade kvinder når væk og det i blande Madelain´s mor hun blive fanget og. tag med og hun så hende aldrig mere siden den dag og hendes far døde i kampen om friheden,

Crasie kunne tydelig se at denne ulv ikke var særlig tryg ved hendes tilstedeværelse. Faktisk kunne crasie selv heller ikke lide dæmoner. Hun føler sig ikke som en af dem og har aldrig gjort det. Selvom hun selv var sjæledæmon, hun stolede faktisk mindst på dæmoner ud af alle racer. Men det var nok også fordi at dæmoner i forevejen heller ikke var til at stole på.
"jeg kan se at du er utryg ved mit selskab, men som jeg sagde før jeg gør dig intet hvis du ikke giver mig nogen grund til det"
crasie stod roligt selvom denne varulv kunne flå hende op i løbet af få sekunder, men crasie var trænet nok til at kunne reagere på få milisekunder.

(er det okay at jeg bringer et monster/væsen ind i emnet for så kommer der til at ske noget)

Madelain stire på hende. Hun følde sig vred over noget men hvad kunne hun ikke sige hun gik ned i angreb pucison, vis dæmone skulle finde på at gå til angreb ville hun får kamp til stejen for Madelain. Var ikke en man skulle forsøget at over falde selv om hun måske virke en smule svage, af sin art men det var hun slet ikke hun holdt bare sin styrke nede på et Minimum. For at spar på dem til en kamp


// det gøre ikke noget //

Så vendte crasie hovedet direkte i en retning, hun kunne fornemme en bevisthed som gik målrettet imod dem. Madelain ville nok også kunne lugte at et eller andet, som lugtede dødt kom nærmere. Luften omkring dem blev koldt, og det var som om de stod på en kold gravplads. Crasie kiggede hurtigt hen på varulven, om hun også kunne fornemme det, eller det kun bare var crasie der kunne. Crasi vidste, at der levede utrolig mange farlige væsner herinde, men man møder dem sjælden. de begge to kunne høre krible kable lyde, næsten lige som fra et insekt. Crasie trak sig bag ud, så væsnet først var nød til at trække ud i lysningen og blive set. Før den kunne angribe. Crasie tog hurtigt sin stok frem og med svindende bevægelser, så hun begge ender imod sit ben. Tog sølvspidser stak ud i hver ende, og hun stod med den langs siden. For det var ikke altid godt, at være aggreesiv for starten af. 6 par gule giftige øjne dukkede op i mørket. De foreste var de største og så blev de mindre og mindre. Så stak den hoved ude i lysningen, hvor det klare månelys kunne skinne på den. Hele den grumme og ækle ansigt blev vist. Dette var en kæmpe massive edderkop, den lange behårede ben stod ud til siderne. Dens grumme hugtænder dryppede af gift, som faldt ned på jorden og ætsede. Den så vurderende på dem begge og den virkede til at denne ville beslutte hvem den ville æde først. Den den var højere end de alle .

Madelain stiven ved synet, Af den enorme edderkop Madelain hade en store frygt for edderkoppen, hun var en gang blive bidt af en edderkop som hade spøjten en lammengift ind i hende. og vis det ikke hade være for hendes storebror Mick så hade Madelain være død den gang, og et sted der ude leve Mick og lede sikket efter Madelain somhun ledet efter ham

Crasie kunne slet ikke lide dette væsen, og hun rodede i sin hjerne efter, hvad hun havde læst omkring disse væsner. Crasie sagde lavt til varulven. Hun havde sådan set ikke nogen grund til at hjælpe, men de var nok nød til at samarbejde.
"Dette væsen kan hverken se, høre eller lugte så godt, men den kan føle os igennem vores vibrationer vi laver når vi bevæger os"
De store hår på dens ben bevægede sig lidt og den vente straks blikket imod Crasie. Den anså hende nu for at være truslen og ikke varulven.
"Hvis vi skal kunne klare dette uden den dræber den ene af os eller begge, så er vi nød til at samarbejde"
Crasie stod roligt, men hver muskel i hendes krop var spændt og kampklar. Hun håbede på, at varulven ville hjælpe hvis ikke, så måtte hun vel sejle i sin egen sø ikke. Hun vidste, at insekter og især jagtedderkopper, fungerede ikke som normale dyr. De havde en anden slags energisystem, derfor kan de blandt andet være lyn hurtigt. Men derefter et stykke tid kan de blive helt flade, så deres bedste chance var at holde den igang. Det er det sammen som når man holder en lille edderkop der løber på ens arm, lige pludselig bliver den langsom og går i stå. Efter lidt så løber den dog igen.

" lad os banke den grimme ting. Men du skal love at du ikke skader mig bag efter ellers bide jeg dig " sadge Madelain, og opdage at hun stod på et ben og var ved at falde men satte af og kom po i et træ. Og kom så stille ned uden at edderkoppen værke mærke eller følde hende hun var meget, let som varulv men også ret kloset nogen gang

Crasie kunne ikke lade vær med at trække på smilebåndet af det hun sagde. Hun tænkte for sig selv, du kan prøve. Da Madelain begyndte at kravle op i træerne, blev edderkoppen opmærksom på hende. Fordi den kunne mærke vibrationerne i luften. Så prøvede Crasie at distrahere den, og begyndte at lave alle mulige fagter med sin stok. Edderkoppen vendte igen opmærksomheden på hende, og begyndte at bevæge sig fremad imod hende. Den havde et massivt bagkrop med neongrønne pletter. Den havde en stor brod på sin bagdel, som nok indholdte dødbringende gift og det var der hvor spindelvævet kom fra. Den stilte sig op på sine bagben og havde de forreste ben på træerne ved siden af, og så begyndte den at skyde med spindelvæv efter Crasie. Crasie sprang til siden, men blev ramt lidt af det på hånden. Det var total klisteret og var meget svært at få af.

Madelain hyl af den for at får. Den til at kom over mod sig hun hade en lille planden men vis den ikke virke ville hun død, det viste hun godt men hun måtte forsøger at lokke den efter sig hen i mod åen. Da hun viste at edderkoppe ikke kunne svømme og de hadet vand for så ville hun kunne fangen den, og finde et sted hvor den kunne være uden at skade ander

Crasie så på hvor hun ville føre den hen og var glad for ideen. Edderkoppen blev straks sur og løb med meget hurtigt fart efter hende, men den begyndte at kravle op i træerne, hvor den var langt hurtigere. Dens var helt klart langt hurtigere, men den løb lige så hurtigt at den ikke nåede at opdage at der ikke flere træer var og den faldt ned i vandet. Men den havde noget at spinde en sikkerheds line, den lå halvt i vandet og skreg på grund af det iskolde vand. Men så fik den taget benene omkring den line, og så begyndte den at kravle op igen meget sur. Normalt kunne man ikke skære den over, men nu hvor Madelain var så langt stærkere, kunne hun nok bide den over. Crasie havde fuldt med og så på den falde i vandet og på vej til at kravle op igen.

Madelain skulle lige til at. bide linen over men snubel og hade hade får foden i klemme under en rod hun forsøget, at bide roden over men det kunne dage hende flere minuter omd at komme fri. Og så var edderkoppen over hende og så ville Madelain være død men jo memre hun kæmpe for at komme, fri jo bede chanse hade hun for at slippe fra edderkoppen´s brod

Edderkoppen begyndte straks at prøve at spinde hende ind. Men Crasie var nået der hen og skar med hendes stok med de tveægget knivspidser det ene ben over. Den knækkede sammen og faldt på siden og derefter landte på ryggen. Crasie skyndte sig hen til Madelaine og skar nogle tråde over, så hun selv kunne komme fri. For edderkoppen var allerede kommet op og stå, men den stod svagt. Det var tydeligt at dens tre ben på den ene side, havde besvær med at bære dens enorme vægt. Den hvæsede af dem, den havde de helt små ben foran munden, som den rakte ud efter dem. Den trak sig lidt tilbage, så den kunne holde øje med dem begge. Det virkede ikke til at den ville flygte, den virkede til at den stadigvæk ville kæmpe.

" nej alser. Den dumme tingest den har klister mig helt ind og det gå aldrig ud igen jeg masser den, når jeg komme op igen " sagde Maedelain og sprang ned i vandet og fik det skylle af sig. Og hun fik alt vandet ryste af sig igen og hun var hun rigtig godt gal i hovedt den hade ødelaget hendes pels, og det skulle den ikke slippe godt fra

Så lavede den et anderledes skrig, der kunne minde om at kalde. Der blev dødstille i skoven og så kunne man høre masser af krible og krable lyde, fra mange væsner. Nu rundt omkring dem, kunne de se mange par øjne som tilhørte til edderkopper der var en 3 del mindre en den store. De begyndte at omringe dem begge.
"Okay har du nogen gode ideer?"
Spurgte Crasie mens hun kiggede omkring. Hun kunne fornemme at der var ca 12 af de små edderkopper, men ingen tvivl om at de er farlige.

" kun en at gemme sig. De kan ikke se eller høre men vis vi gemme os og ligge helt stille finde de os ikke og så, vi beder fange dem jeg vil laver en fælde til dem som deikke kan komme op af igen. Men vis det skal lykke må vi fiiden ud af hvordan vi lokke dem væk i mens jeg får lavet fælden " sagde Madelain stille

Crasie nikkede til hende, så begyndte hun at løbe. Alle edderkopperne løb straks efter hende, de små var langt hurtigere end den store. Men mens Crasie løb slog hun dem der kom helt tæt på, så de ikke nåede at fange hende. Crasie sørgte for at løbe i en stor cirkel omkring Madelaine og løb over åen, så edderkopper skulle bruge tid på at komme over ved at skyde spindelvæv til den anden side. En af edderkopperne sprang på hende og omklamrede hende og prøvede at bide hende. Men Crasie skar maven op på den og ulækkert blod røg ude over det hele. Hun var total klistret og sprang hurtigt i åen og dykkede. Edderkopperne ventede til at hun kom op og skød med spindelvæv efter hende. Den ene ramte hende og de begyndte at trække hende ind på lang. Crasie havde stor besvær med at skære tråden over og fik den skåret over i næsten sidste øjeblik. Hun mærkede at hun begyndte at blive træt, for så meget som hun løb rundt. Hun håbede på, at Madelain snart blev færdigt. For det var godt nok besværligt at hele tiden holde dem væk, men stadigvæk vedligeholde deres opmærksomhed.

Madelain hade haft tid til at laver fælden. og vinke Crasie hen i mod fælden2 den er sat kom bare " sadge Madelain, og spændte nette over fælden det var så tyket og hade ingen hulle så værken de små eller. Mellem store kunne komme ud og hulet ned under nette var fyldt med vand, og nogen stoffer, som ville lamme edderkopperne så de ikke kunne rør sig og så kunne Maedlain flydte dem. Uden problemet så de var et ander sted

Crasie løb så imod fælderne sprang over dem, mens de små edderkopper brasede ind i dem. Deres ben viklede ind i hinanden og de begyndte at skrige, fordi de alle ikke kunne komme fri. Nogle af dem gik i panik og begyndte at lave spindelvæv, som flettede hinanden i det. Den store edderkop, som kunne virke til at være moderen var lavet et stykke bag ved dem. Så hun brasede ikke ind i den. Den stod og skiftede vægten fra den ene side til den anden, som om den overvejede om de overhoved skulle forsætte. Men dens vrede over at hendes unger var fanget på den måde, motiverede den meget kraftigt. Den kravlede hen over dem og sprang imod Madelain og Crasie, med glohed vrede i dens øjne.

" fandes den er ikke til at klar. Vent jeg får en ide " sagde Madelain og fik nette ned så den store kunne får sine unger igen, Madelain hade i sin tid lært at komiker med ander væsner også edderkoppen. og hun forsikke den om at de ikke ville dens unger noget de ville bare være i skoven, og det så ud til at den hade fårstor hvad Madelain hade sagdet

Den kiggede vredt på dem mens dens unger samlede omkring den. De lavede små pivelyde, og selvom de så groteske ud, så var der faktisk et eller andet nuttede over dem. Moderen trak sig stille og roligt tilbage, mens flere af ungerne kravlede op på den. Den trak sig tilbage til skovens mørke dyb og først var der helt dødstille, mens så kom de naturlige dyrelyde tilbage. Fordi dyrene havde været bange for disse edderkopper. Crasie åndede lettet op og svingede med sin stok igen, og fik de to knivspidser ind igen og bandt den på ryggen igen. Crasie så hen på Madalain med et taknemlig blik. Det var godt at hun havde hjulpet til, mange andre varulve kan ikke lide dæmoner og derfor vil absolut ikke hjælpe dem.
"Det var godt klaret af os. Lad os håbe at ingen andre kommer efter os igen."
Sagde Crasie lettet og lænede sig op af et træ og lukkede øjnene et kort øjeblik og åbnede hun åbnene igen. Tidligere i dag havde hun ingen anelse at dette ville ske. Hun havde set flere af denne race edderkopper før, men de havde hverken gjort hende eller omvendt noget. Det var nok fordi hun havde unger.

Madelain valke og satte sig ned på. En træstube hun var øm i hele kroppe og hendes sinde var som altid mennskelig, når hun forvandels sig være månede og det var hun glad for hun var eikke en blodtørstig. Dræber og ikke nogen mordet hun var ret venlig også i sin varulveform, selv om mange mmener hun kun er det for kunne angrebe og æde dem hun møder. Men det passe slet ikke hun hade aldrig slog nogen ihjel