i skoven en fuldemåne nat Crasie(privat)

//har du måske et eller andet krea til emnet :) For at emnet ikke skal dø ud :P Men har ellers en ide hvis det skal være//

Crasie stod bare lændte op af træet, hendes hoved var lidt nedad. Så hendes ansigt var henlagt i mørke, og kun hendes neonlilla øjne var tydelige på hendes ansigt. Crasie spekulerede hvem denne varulv var. Hun huskede selv sit sidste møde med en varulv, Samuel. Da han forvandlede sig om gik han nemlig til angreb på hende, fordi han lugtede sølvet i hendes stok og så det som en trussel. Hende her er måske for en ung varulv, og derfor ikke har den erfaren frygt for sølvet, som er rime meget skadeligt.

Madelain viste godt at. Sølv var skkadeliget for hende det for gik hun alldrig med smuýkker af sølv men af guld og kover, det var de eneste former for metal hun kunne gå med hun hade svære sølvallagi. Og det kunne hun ikke tåle sølv værke som mennske elelr som varulv, men en ting hun viste at den dæmon hun lige hade kæmpe med hade sølv på sig i det samme. For Madelain op hun hade hørt noget en andnen varulv en han for at være rigtig han var, ude efter et bytte og hade nok får færden af Madelain´s ben som hade lidt blod på sig.

//Jeg håber det er okay at jeg styre den//

Crasie blev straks også påmærksom på vedkommende, hun vidste bare ikke om det var en varulv eller hvad. For hun kunne kun mærke bevistheder, og ikke hvad de er. Men det hun kunne tyde på Madelain, var det ikke særligt godt. En stor hanvarulv luntede inde i skoven, han var af racen af varulve der var i ulveform. Men som var i langt større en normale varulve. Han havde helt kridhvid pels, fordi han ikke kom her fra området af. Han var en varulv, der levede nord på. Derfor var han hvid og det gjorde ham tydelig her i skoven. Han kunne lugte på lang afstand disse edderkopper, og dæmonen og varulven. Han kunne lugte blod, den ene var vist såret. Hans mave knurrede og det gjorde rigtig meget ondt. Hans lyseblå øjne var tydelige i mørket og den nærmerede sig dem og kom ud i lystningen. Selvom han var mindre i højden fordi Madelain jo var en varulv der gik på to ben. Så var han en meget stor og kraftig varulv. Han så på dem begge med sine gådefulde blå øjne. Han rankede ryggen op og havde hovedet højt. Som var tydeligt at han viste at han var overlegen, og ikke var underlegen. Han snuste dog lige i luften, for han kunne lugte den skarpe lugt af sølv. For ham var sølvet lige så stærk som svolv eller klor, og det gik direkte i næsten. Han var en gammel vetaran ulv og havde levet nu lidt for længe i ulveform. At han havde mistet meget af sine menneskelige sociale skillz. Men han kunne godt tydelig aflæse kropssprog. Han så først hen på den mystiske dæmon. Crasie stod roligt op af træet og viste hverken aggresivitet eller viste at hun var et bytte. Ulven kunne tydelig lugte blodet fra hunvarulven. Hans tunge kørte over tænderne.

Madelain rejste sig helt op. Hun var ikke så store men næsten 2 meter som varulv hun knure af den fremmede varulv, Hun brød sig ikke om ham og noget i hende sagde pas på hendes inder ulve. Var rigtig vred lige nu mest på den fremmede som bare var komme ud af det blå, og hun viste tænder og slikke sig ben som var ømt det blødt ikke mere men det var stadig. Væk en stærke lugt af blod over madelain

Han anså dæmonen til at være den mest farligste, fordi hunvarulven var såret. Hans øjne kiggede imellem de begge, mens han begyndte at gå rundt om dem. Han var klar til, hvis en af dem lige pludselig sprang på ham. Hans muskler var spændte og hans nakkehår strittede. En plan begyndte at forme i hans hovede, måske skulle han først angribe den svage. For så er den stærke nød til at blive hos hende, så kunne han vente indtil den stærke til sidste ville bukke under på grund af mangel på søvn og mangel på mad. For han vidste at dæmoner ikke kunne leve længe uden mad, de var lige som mennesker. Men varulve var som ulve, de behøvede sådan set kun en måltid om ugen i ulveform for at overleve. Han sprang frem imod Madelain og bed hende hårdt i det andet raske ben og hurtigt væk var han igen. Han kredsede omkring dem og det var tydeligt, at han havde meget forstand på jagt teknik. Crasie var hurtigt henne ved Madelain, men sin stok klar i hendes hånd. Hun havde ikke udslået den ud endnu, men var klar til det hvis det skulle være. Hun kiggede hen på Madelain.
"Er du okay. Jeg tror vi skal finde en måde at nedlægge ham her på. For han virker langt mere snedigere end de edderkopper"
Sagde hun lavt, men Ulven hørte efter hvad de sagde og kunne tydelig forstå dem.

Madelain slikke sig andet ben. hun nikke svaget men kunne næsten ikke står op mere nu var begge hendes ven såre, og hun valke en del " pas på hvad du siger jeg ´trot den kan forstår od beder en vi tror" sadge Madelain. Og forsøfet at komme hel på bene igen men faldt sammen hun var øm i begge ben, men efter et stykke tid kom hun på bene og hendes pelse ænder sig til mørke blodrød(vred). Hun knure rasen af han varulven

Crasie lagde så en hånd på Madelains skuldre. Så brugte hun sine illusioner, at Madelain fik en illusion af at høre hendes stemme i hendes hoved.
"Bare rolig det er bare mig, jeg kan tale til dig igennem dit hovede, men du kan ikke tale omvendt, så du skal bare nikke, eller snakke sådan så han ikke kan få sammenhæng på det"
Sagde Crasie, hun ville ikke sige hvilken evne hun havde, for hun ville ikke afsløre hvad hendes evne er til fremmede. Hun stirrede koldt på ulven, som nu havde sat sig et stykke foran dem. Det var tydeligt at den prøvede at lave phykisk terrror på dem, og den prøvede at indgyde frygt hos dem. Men desværre for den kunne Crasie ikke føle frygt, det har hun skubbet væk i så lang tid i hende selv, at det har nemlig dannet en personlighed stine.
"er du såret eller noget, for jeg er god til førstehjælp"
Hvis hun havde brug for hjælp ville hun hjælpe, men hun ville så bagefter se om hun overhoved det mindste kan gå væk. Måske var det, det den prøvede at gøre. Den prøvede at lokke måske hende væk fra Madelain, så de ikke var to sammen.

Madelain nikke til at hun var såre. Hendes ben blødte en smule efter den ulv hade haft fat i hende og hun viste godt at det var Crasie, som snakke ind i hendes hoevd Madelain så på ulven den ville indgyde hende fryget. Men det eneste som hun fryget var sølv og vivvand da vivvand hade en skræmme, virkening på hende det fik hendes hud til at koge og blive helt rødt

Crasie nikkede til Madelain, da hun gerne ville ha det forbundet. Ulvens øjne glødede med intetstite, fordi den kunne tydelig lugte den friske lugt af blod. Han var ligeglad om han spiste fra en af hans egen art, bare det var mad. Crasie skar to stykker strimler af stof af sine bukser ud. Hun rullede den ene til en kugle og lagde den som en prop på såret, og hvor hun så brugte den anden til at binde det stramt omkring. Det andet sår var ikke så alvorligt nok til at det behøvede førstehjælp, vurderede Crasie. Hun har selv 1000 af gange forbandt sår, pillede kugler ud osv fra sig selv. Så hun var erfaren. Crasie rejste sig derefter tog sin stok og udløste de tveægget spidser ud. Hun gik truende imod ulven. Han sad bare og kiggede på hende med en rolig kølighed. så vidste han hvor sølvet kommer fra. Hun ville prøve se hvor kamp erfaren han var, for ellers ville Crasie bare klare ham, hvis han var let som ingen ting. Hun havde den hvilende i sin ene hånd og så sprang hun frem svingende med den, og hvis ulven heller ikke havde reageret så hurtigt og havde undveget, ville han havde blevet skadet på stedet. Crasie trak sig hurtigt tilbage, han ville ikke blive let at dræbe. Han satte sig endnu engang ned og bare holdte øje med dem, med ørene løftet klar til at høre hver eneste ord fra dem. Crasie gik hen til madelaine, så et løst hår fra hendes pels og tog det. For nu kunne hun bruge sine stærke illusioner, blandt andet med at tale til hende uden at hun skulle røre hende.

Madelain kom på bene. selv om det gjorde ondt hun hade noget i ærmet som man sagde hun gik rundt om sig selv, og trak sig sammen og hyl den anden ulv lige i øre det ville gøre dem halv døv i flere minuter. så de kunne snakke uden at den kunne høre dem og hun smilede, hun satte sig ned og hev stille efter vejet det hade udmatte hende en smule men ikke meget.

men den gjorde også Crasie halv døv, for hun havde ikke forberedt sig på at Madelain ville hyle. Men hun nåede at lave en illusion for sig selv, at hun ikke kunne høre. Så derfor blev hun ikke helt døv. Ulven rystede på hovedet, og kunne knap høre. Men den kunne stadigvæk se, og den var god til at læse kropssprog.
"Du måtte gerne ha sagt til næste gang, jeg er jo blevet halvt døv på det ene øre"
Sagde Crasie og tog sig til øret, det gjorde ondt og det gav en let hovedpine. Men heldigvis generede smerte hende ikke, så det var ikke så slemt.
"Vi er nød til at snyde den. Den vil blive ved med at være her indtil vi enten går fra hinanden, som gør at vi begge ofre, eller så vil den ha at vi bliver udmattet så den stadigvæk kan klare os selvom vi er to"

" undskyld. Ja du har ret vi må stoppe den ellers er der ude med os begge 2 den holder hele tiden øjen mede os, og det giver mig gåsehud den mindste mig om en jeg han set føre men ikke kan huske. og jeg vil mene at vi børe forsøget at køre den træt og når den at falden i søven så stikke vi af " sadge Madelain

Crasie stod og tænkte sig om, de begge burde kunne klare den. Men de vil nok ikke kunne få den til at falde i søvn, med det sulten glimt i hans øjne. Det skulle nok holde ham vågen, men Crasie kunne sagtens holde i vågen. Hun har mange gange før været vågen i utrolig mange dage på grund af sin rastløshed. Ulven fornemmede at nu havde de måske en plan imod ham og hans hørelse begyndte at komme tilbage.
"Vi kan prøve at overringe ham."
Crasie ville helt sikkert selv kunne ha klaret ham, men det ville så være med kamp til stregen. Så det var let lettere at have Madelain med, end at bare være alene.

Madelain nikke. og gik med til at forsøget at omringen den men efter som hun halt en smule på det ben, som hanulven hade bidt i var hun ikke sikke på og hun kunne følde med ham vis han gav sig til at løbe. hun fulde efter Crasie for at om ringen den men hun viste ikke om den angreb hende eller ej,

Crasie gik omkring og ulven rejste sig op og kiggede tilbage imellem dem. Så gjorde sig halv synlig, for hun kunne ikke gøre det helt fordi hun ikke havde hår fra ulven af. Ulven kiggede forvirret imod crasie, for den kunne kun skimte hende lidt. Den havde så opmærksomheden kun rettet imod hende og da crasie gik imod ham, der fik ham til at trække sig tilbage lige imod madelain.

Madelain stod bag den. og lage armen omkring den og forsøget at holde den fast men det var ikke sikket at hun kunne holde den, da hun ikke var så stærke som ander varulver var hun var en ret svage varulv. og det benydte mange varulve sig af for Madelain kunne ikke løbe ret længe før hun blive træt,

Den blev helt forskrækket, for den havde helt glemt i sin koncentration hende. Den prøvede at slippe fri, men den nåede det aldrig. For der havde crasie slået stokkens ende imod benet. En tveægget 10 cm lang sølvknivspids med hellige symboler kom ud, og så gik hun hurtigt frem og snittede halsen over på den. Den så undrende og uforståeligt på hende, og så rullede øjnene om i baghovedet og den faldt slap ned på jorden. Mens blodet fossede ud af dens hals, dens krop sitrede i en sidste bevægelse og så nu var den helt død. Crasie så på den med stokken ved sin side, hun kiggede op på Madelain og nikkede til hende, at det var et godt job hun gjorde.