Lets go for a walk... - Demetri

"Jeg ved det ikke" sagde han og trak på skulderne, "skal
vi gå lidt" han hviste ikke hvad han skulle sige det hele var
så akavet. Fie var hans. Men han havde aldrig følt sig så bekymret
som nu hvor hun enlig og endelig var i hans magt. han sukkede.
"Hvorfor elsker du mig Fie" sprugtehan pluselig. Han kunne
ikke forstå hende, hvordan kunne hun elske den person der
havde taget hendes liv fra hende.????

Hun bed sig i læben. Hun så kort bare væk fra ham , men begyndte roligt at gå med ham. Hun gav igen hans hånd et klem. Hun så på ham da han spurgte hende. "Hvorfor jeg elsker dig?... Det kan jeg ikke svare dig på, jeg elsker dig bare for den du er"sagde hun, og smilede over det. Hun så ham ikke som et monster, det kunne hun slet ikke, og det havde hun heller aldrig. Hun var på den ene side taknemelig over at han havde taget hende dødelige liv, da hun vidste at det aldrig ville blive sikkert for hende at være et menneske, desuden havde hun fået lov til at starte forfra som vampyr.

"Hm...." sagde han og så tænkende ud imens de gik omkring.
"Hvad er det ved den jeg er du elsker-?" han måtte vide det!
Han viste ikke rigtig hvorfor men, det måtte han bare. HAn havde
vel brug for at blive anerkendt i sin kærlighed til Fie. Han
elskede hende og havde allerede en underlig følelse dengang
de mødtes da hun stadig var en levende pige som var med
sort hår og et glad smil. HUn var blevet så voksen nu på en måde.

Fie så på ham, og smilede lidt over hans spørgmål. "Jeg elsker din stemme, dine øjne, din måde at være på, selv når du er vred, eller morderisk... Jeg elsker dig for hvad du har gjord for mig"sagde hun, og så på ham med et smil. Det var svært at beskrive med ord, da hun mest af alt bare elskede ham som helhed. Hun så på ham, med et udfordrende blik. "Når, hvad elsker du så ved mig?" spurgte hun drillende, og så på ham. Hun kunne ikke undgår at være ret så nysgerrig over hvad han ville svare.

"Jeg elsker dig rolighed, den varme du giver uden aat vide det, din gæstfrihed og samtidig din tavshed når jeg er vred" han smilte lidt skummelt for sig selv ved tanken om
hvorfor han elskede Fie men det forsvandt hurtigt, tanken om blod kom ind over han
i stedet. Han prøvede nu at skubbe tanken væk da den nok ikke ville passe Fie.
Han kiggede over på hende imens de gik, uden at sige noget. Han stirrede bare på
hende uden en følelse i hans ansigt men Fie ville vide at det var et blik der gav kærlighed,
ville hun ikke? Han havde det som om at han havde kendt hende i 1000år men underligt var det kun 4 unge år de havde kendt hinanden.

Fie så på ham, og smilede lidt. Hun vidste slet ikke det med varmen, og det kom meget bag på hende. Hun betragtede ham lidt, og bed sig i læben. "Hvor skal vi gå hen?"lød det stille fra hende. Det var enligt et dumt spørgsmål, da han sikkert ikke kunne svare hende. Men det var lige meget nu, hvor hun havde spurgt om det. Hun havde det på samme måde som ham, det føltes som om de havde kendt hinanden i mange år, men det havde de slet ikke. Måske var det bare fordi at de havde været meget sammen på de fire år? Hun vidste det ikke?.

Han trak på skulderne og stoppede, "hvor har du lyst til at tage hen"
Tankerne om dusørjægere var begyndt at blive væk i hans sind.
Istedet var det FIe der fyldte hans hoved, han havde lyst til hende på
den måde at skulle forståes var at han havde lyst til at være sammen
med hende som nu hvor de gik en tur, holdte hinanden i hånden, og'smilede
som var verden blevet en anden, en mere lys og god en.
Han sukkede lavt og imens han stod og tænkte havde han fået et lille lallet
smil på sine læber som Fie så blidt havde kærtegnet med sine.

Fie så på ham og bed sig i læben. "Hmm, jeg er ligeglad hvor vi går hen"lød det kort fra hende imens hun smilede til ham. Personligt havde hun de sidste par dage nærmest svævet over jorden istedet for at gå. Hun kunne ikke forstille sig noget bedre end at være sammen med en person hun virkeligt elskede! Alligevel syntes hun det var sørgeligt at hun ikke kunne nævne at hun var sammen med Demetri, men hendes tanker pakkede hurtigt det punkt væk og fokuserede på hvad der skete. "hvad tror du Rinna og de andre vampyre vil sige til det?" lød det fra hende med en lidt urolig stemme. Hun frygtede lidt at der ville opstå nogle problemer. Hun prøvede dog at droppe den frygt, da den sikkert var helt unødvendig.

"Tja min søster vil nok blive glad"han holdte en kort pause, "resten vil nok prøve at skade
dig for at ramme mig" han sukkede og trak på skuldere, lige pluselig havde han ikke lyst
til at være ude i natten, den var blevet hans fjende når han var samme med Fie, Han
måtte hver nat sikre sig at hende han holdte af var overlevet natten. Han smilte for sig selv.
"Skal vi ikke gå hjem?" sprugte han og kiggede ventendne på hende. Det irretrede han på en måde at han var så nervøs, men han måtte tag det roligt, for Fie var også en utrolig stærk vampyr som Demetri selv.

Fie grinede kort over det han sagde om Rinna. Han havde nok ret i det at hun ville blive glad. Men på den anden side vidste hun også at det andet han sagde var sandhed. Hun bed sig i læben, og så lidt ned på sine sko imens hun kort overvejede hvad der kunne ske? Tanken var ikke rar, hun prøvede bare at glemme den, og virke tapper så Demetri ikke blev for nervøs. Hun så på ham, og nikkede "Jo, det kan vi godt"sagde hun stille. Hvis det var hvad der skulle til for at han ikke blev for nervøs så gjorde hun det. Hun smilede blidt til ham imens hun bare roligt begyndte at gå med ham.

De begyndte at gå hjem af hvor han var kommet fra for lidt siden.
Han måtte tage den med ro ellers kunne dette her hænge ham langt
ud af halsen tilsidst. Og han ville ikke miste Fie på sådan en nedern
og kedelig måde som den. Han så ikke hendes smil men så stundt ned
i jorden imens han gik med hende i sin ene hånd. Nætterne var blevet
koldere her på det sidste og det virkede som rigtigt efterår nu. Et lille
smil kom på hans læber, hvis det var noget han brød sig om var det efterår.
Den årstid hvor naturen lige så stille var ved at slå sig selv ihjel.
Han kiggede på Fie og i det samme tænkte han igen, Det ville blive mørker
hurtigere, natten blev længere han blev mut igen og alligevel, det var dejligt
det kunne være de kunne få mere tid til at slå folk ihjel sammen på denne
guds forladte ø.

Fie fulgte roligt med ham hjem. Hun sagde ikke noget under turen hjem, da Demetri mest af alt virkede til at have meget at tænke over. Hun betragtede ham lidt imens de gik, men sagde stadig intet. Hun elskede at natten blev lang, Det var nok den bedste tid på året! De nåede endelig hjem til hende lejlighed. Hun luntede op af trapperne uden nogle problemer imens hun smilede til Demetri. Hun låste døren op til lejligheden og gik ind.
Hun vendte sig så imod Demetri, og lagde armene om halsen på ham, med et lille smil på læben. "Bliver du hos mig?"lød det stille fra hende med en helt uskyldig tone, alt imens hun så ham i øjnene. Hun gik lidt tættere på ham, så de stod helt tæt sammen. Hun smilede til ham, imens hun roligt lænede sig ind til ham.

Selvfølgelgi" hviskede han og lagde armene om det lille krop
løftede hende da hun var ret lavere end hans 1m og 98 cm.
Faktisk løftede han hende ikke men brugte sin evne til at holde
hende op i luften imens han holdte om hendes krop. Han var blevet
rolig og en smule kælen. Men det at holdte om Fie var det beste.

Fie smilede til ham og lod ham løfte hende uden hun sagde noget til det. Hun lod to fingre vandre hen over hans underløbe imens hun roligt smilede. Hun så ham i øjnene alt imens hun blev fyldt af glæde. Hun bed sig kort i læben, og kørte en hånd igennem hans pjuskede hår. Hun kyssede ham så blidt imens hun nød nærheden imellem dem. Det var fantastisk, og næsten berusende for hende. Hun lagde hovedet på hans skulder after kysset og smilede glad. "Jeg elsker dig" hviskede hun og kyssede ham blidt på halsen imens hun nussede ham i håret. Hun havde efterhånden helt glem hvor hun var henne, detvar også lige meget, da hun ikke følte der var nogle trusler.

Demetri blev helt omtumlet og der var som om alt
om ham og Fie blev sort og han kun kunne se Fie for
sig. Da hun kyssede ham på halsen var han lige ved
at hviske noget der var meget erotisk for ham, eller
rettere han syntes var. Men Fie talte igen til ham.
"Jeg elsker også dig Fie" sagde han og lod sine hænder
falde ned af så hendes numse lå i hans hænder så han
holdte hendes ordenligt. Hun var vidunderlig ingen
andre efter hans død havde kunne få ham til at føle
sådan her.

Fie smilede og lyttede til hvad han kort sagde. Hun kyssede ham igen blidt på halsen imens hun bare nød lugten af ham. Hun løftede så hovedet fra hans skulder og så ham i øjnene. Det var ikke til at komme uden om at hun altid havde holdt meget af hans øjne. Hun bed sig blidt i læben, imens et lille smil kom frem på hendes læber.
Hun strøg kort en hånd hen over hans kind imens hun betragtede hans øjne. Det føltes mest som om de opsugede hende helt. Dog ikke på en ubehaglig måde. Igen kyssede hun ham en kort gang på munden. Hun kunne ikke lade hver med at tænke over hvor heldig hun egenligt var at være hos ham. Hendes ene hånd nussede ham blidt i håret og ned af nakken imens hun roligt lod sig opsluge af hans øjne.

Alt hendes nussen var som rosenblade der let kom ind over hans
kolde hud. Det var som det reneste vand der kunne vaske alle sorger
og triste minder bort. "Skal vi ligge os lidt" hviskede ham alt imens
han bare stirrede ind i hendes øjne som hun gjorder med hans.
Han følte virkelig at de var skabt for hinanden her og nu. Hvad skulle
han gøre, godt nok var han død. Men han var stadig af hankøn og åbenbart
var kærlighed stadig en følelse der levede i hans usle krop.

Et fint lille smil gled over hendes læber ved hans spørgsmål. "Ja"sagde hun stille, og nikkede kort. Hun log igen blidt to fingre vandre over hans læber. Hun betragtede kort hans ansigt så hun fik alle detaljerne med. Hun nussede han roligt på kinden imens hun lænede sig ind til ham. Hendes hoved lå igen på hans skulder imens hun roligt kyssede ham lidt på halsen. "Du skal ikke bekymre dig for mig"sagde hun stille, og kyssede ham igen bildt på halsen. Hun kunne godt klare sig imod trusler som andre vampyre og dæmoner, det vidste Demetri godt. Hun kunne bare ikke lide at han gik rundt og frygtede for hende. Hun smilede lidt og nussede hans hals lige så blidt.

"Jeg skal bruge Fie" sagde han roligt og bar hende ind i hendes senf
hvorefter de lagde sig ned. Han lå bare der og kiggede på hende.
Nussede svagt hendes hage hvorefter han rykkede frem kyssede hende
på hagen og derefter på hendes læber der nærmest føltes ´varme.
"Jeg elsker dig sp meget Fie og jeg vil ikke kunne bære at mister flere
jeg elsker" han sukkede men kiggede så i hendes øjne for at finde trøst.

Fie grinede lidt over ham, og smilede til ham. Hun lagde sig blidt til rettehos ham. Hun betragtede ham roligt, og gengældte roligt kysset imens hun nussede ham i håret. Hun bed sig i læben, og lyttede til hvad han sagde. "Det ved jeg"sagde hun stille, og nussede så blidt hans kind. "Jeg lover at passe godt på"lød det stille fra hende. Hun lagde sig ind til ham, og gemte sit ansigt ved hans brystkasse. Hun lukkede øjnene, og nød hans duft. Hun kunne ikke føle sig bedre tilpas, end hun gjord hos ham.
"du er så dejlig"lød det stille fra hende imens hun stadig roligt gemte sit ansigt ved hans brystkasse. Hun lå mageligt, og kunneikke rigtigt lide ideen om at ham måske gik fra sengen.

"Selvfølgelig gør du det " sagde han og luukkede øjnene da hun
lå tæt ind til hans krop. En slags ro faldt i ham og han kunne nærmst
sove selvom Vampyrer ikke kunne det. Han havde det godt her. Han
ville ønske han aldrig skulle væk herfra og at han og fie kunne være
sammen forevigt....vilket de også kunne hvis de passede på.
At kærlighed var så godt havde han glemt men nu, nu havde han
fået den tilbage som om at gud tilgav ham for alt han havde gjort.

Fie smilede og puttede sig godt ind til ham. Hun begyndte blidt at nusse ham på maven imens hun lyttede til stilheden om dem, den var ikke anmasse med som den plejede at vær. Den var faktisk behagelig. Hun blev ved med blidt at nusse ham på maven da hun fandt det hyggeligt. Hun var blevet helt afslappet at at ligge så tæt på ham. Det var en rar følelse, det gjorde at hun følte sig helt fredfyld. Hendes fingre dansede blid hen over han mave med små blide strøg. Hunkunne ligge hos ham sådan i lang tid. Hun var ret sikker på at hun der skulle meget til før hun selv forlod sengen.

Demetri havde ligget og tænkt en tid, "Fie" sagde han lavt
imens han åbnede øjnene. Han ventede på hendes svar eller
rettere det ja som gjorder han kunne lave en lille stemning
ud af sætningen. Han mærkede hendes finger på sin krop
de var fine og små eller rettere finere og mindre end hans
mandehænder. Han havde tænkt over i lang tid hvorfor Fie
havde kunne tilgive ham angående at tage hendes liv, han
havde været så dprlig ved hende og hun havde altid bare
taget imod alt det lort han var kommet hjem eller ud med.

Fie lå helt ubevægelig hos ham, og lyttede til stilheden omkring dem. Stilheden blev brudt af Demetris stemme. "Mmmh?" lød det stille fra hende imens hun stadig lå med lukkede øjne og puttede sig ind til ham. Hun lyttede roligt efter hvad han nu ville sige til hende. Hendes nussen var stadig i gang, imens hun ventede hvad han ville sige til hende. Hun rykkede slet ikke på sig, hun ville ikke rykke på sig af skræk for at han så ville forsvinde fra hende. Hun bed sig i
i læben, og kneb øjnene sammen, det var en skræmmende tanke.

"Hvad er dit forhold til sex" det var et ømt punkt for ham tro
det eller ej. Normalt var han en der gik ud over folks grænser
men når kærlighed var med ind i spillet så var sex ikke bare sex
men noget guddommeligt og smukt. Han tav, det var et svært emne
at snakke om. Han trykkkede hende ind til sig lige efter han var blevet
færdig med at sige sin sætning. Han lå der også følte mange ting
men hvordan havde hun med Fysisk kontakt på nært hånd