ÅH nej jeg er bange... //abaddon/refael//

Rafale lagde mobilen ned, og kysset han lille søster på panden, han lænede sig tilbage, og vendte bare på at ambulacen, ville være der, han kunne stadig ikke fortå det #hvorfor råbte hun ikke bare om hjælp, tror hun ikke at jeg vil beskytte hende, hvorfor sagde hun først noget da det var forsent# tænkte han, han holdte om hendes hånd med et fast greb, og ville hellere have at det var ham, som lå for døden. han overvejet om hævnen over Gabriel, var det værd, han ville ikke miste sit sidste familie medlem, han elskede hende for højt, hun var et af de 2 folk her på jorden, som han ville gøre at for, men lige nu, kunne han intet gøre, bare vendte..

hun lå og sov da hun lå på sin stuen hun vågnnede noget tid efter. ''refael jeg er sulten'' sagde hun stille med et smil. og kyssede hans kind og sætter sig op med lidt besværd men det lykkedes for hende hun sad og kiggede på sine hænder og holdte for sit hovede også begyndte hun at græde. ''hvorfor er du stolt af mig?'' spurte hun ham blidt med en lidt for lys tone i sin stemme fordi hun var stadig ret svag.

Catherine ventede på dem og da hun indså at det nok ville tage lidt tid satte hun sig ind i bilen. Hun fandt en bog og begyndte at læse i den. Hun kunne høre en ambulance i det fjerne.
Hun åbnede det store bur der fyldte hele bagsædet. Hun stak hånden frem og hendes puma stak sit brune hoved ud. " Hej Smukke " Sagde Hun og kløede den bag øret. Hun lukkede den ind igen og den lagde sig til at sove. Hun kiggede ud og ventede på at de kom.

Rafael kiggede undrene på hans søster, og svaret "da jeg var på din alder, var jeg en dårlig lillle bror for Gabriel, jég kan huske, at jeg bliv tævet af nogen folk på en boldbane, de ville kun lade mig gå hvis jeg bad Gabriel gøre noget for dem, og jeg kunne ikke holde til det, jeg var ikke særlig god til at være modig, så da jeg kom hjem, sagde jeg intet til Gabriel, da jeg ikke ville have han gjore det, men både idag, og igår, var du stækere end jeg var, du bad om hjælp, det var jeg ikke stærk nok til, og jeg er så stolt over, at du tør lade andre folk hjælpe dig" han rejste sig op fra hans stol, og begyndte at gå mod døren, han vendte sig om og sagde "Jeg tager ikke afsted til frankrig, jeg bliver her, men lige nu skal jeg hente min partner, jeg bad hende komme, da vi var i ambulancen,jeg gåt lige ned og henter hende" han vendte sig igen mod døren, han gik ned af gangen,og kiggede ud af vinduet, for at se efter bilen, der gik lidt tid, men han fik øje på den, og gik ned af træpperne, og ud gennem hoved døren til hospitalet, han gik hende bankede på runden, og hvis hun åbende den, ville han sige "Jeg er glad for at se dig, vil du følge med, min søster har det ikke så godt, og jeg kunne godt bruge en at hjælpe mig, med at klare hende igennem det" han vendte sig om og gik tilbage på vejen mod hendes væresle

// Sorry Logger af nu !!!!!//

//du har spurunget mig over//

Cecilie så på puma'en og blev nervøs og så på sin bror. ''jeg har det alså fint refael jeg er bare træt'' sagde hun stille og gemte sin billede inden han kom ind det var et billede af gabriel og hende til en fest hvor gabriel havde taget hende med hun sukkede og lagde sig ned og så op i loftet hun græd stadig uden at vise det.

Catherine kiggede på søsteren og blodet. Hun var jo blevet afbrudt i en jagt og derfor gik det ikke så godt for hende med blodet. " Mmm Rafael jeg skulle ikke være kommet , Du afbrød mig i en jagt " Sagde Hun og forsøgte at koncentrere sig om Blacky. Hun kunne ikke gøre for det og forvandlede sig. Hun mærkede den varme rislen gå ned af ryggen og hun faldt på alle fire. Hun var meget større end en normal puma. " Hvorfor skete det" Snerrede Hun. Catherine kiggede på Rafael der nu var mindre end hende. og blottede sine tænder i en grimasse

Rafael kom i tanke om at Catherine kunne tage form af de dyr, som hun var i nærheden af, men han var ikke så bange for det, han lagde bare en hånd på Cecilies pande, og gik mellem dem, han kiggede på Cecilie og sagde "Der er ingen grund til at være bange, hun er en flink Puma, han vidste ikke at Catherine, havde været midt i en jagt, da han ringet til hende, men han stolte på at hun kunne styre sig, tros alt ville hun vil ikke skade hans søster, men han valgte aligevel at holde sig mellem Cecilie og Catherine, han smilte til Catherine og sagde "Du burde gøre dig selv, på vores størelse igen, det ville være mere pasende"

hun så på ham og faldt i søvn igeså på dem og var glad. ''er i kærester?'' spurte huns tille og smilede stille. hun vaar glad på deres vejne hvis de var, men hun havde det bare ikke s godt med vampyre fordi en vampyr på et tiidspunkt havde suget det meste af hendes blod ud af sig krop. hun smielde bare.

Catherine vidste ikke helt hvordan hun kunne forvandle tilbage. . Hun blev sur men lidt efter stod hun igen på 2 ben. " Så er jeg vist tilbage " Sagde Hun og snerrede lavt af Blacky . Hun kiggede op ved spørgsmålet men vidste ikke om hun skulle svare. Hun kiggede undersøgende på Rafael og smilede i stedet for at svare. Hun smilede til søsteren men hendes blod irreterede hendes skarpe lugtesans. Hun rynkede på næsen og gik hen til vinduet. Hun kiggede ud og lagde mærke til fuglende der svævede hen over himlen.

Rafael smilte ned i gulvet ved spørgsmålet, og kiggede derefter op på Catherine, og mødte hendes undersøgene blik. han smilte tilbage, og drejet hoved, for at se over på Cecilie, han kunne godt lide hans søster dempet smil, han overvejet hans næste åar ord, og sagde så "Ja, vi kærester" han tog fat, i hendes lille hånd. han var lidt rolig, hun virkede til at klare den, så han var begyndt at blive lídt mere glad, han havde det dårligt ved at lyve for hende tidligere, da han sagde han var stolt af hende, men han var bange for hun skulle dø, og han ønskede ikke, at hun skulle forlade verden, uden at tror han var stolt af hende, han havde jo også selv været meget optaget af at Gabreil skulle være stolt af ham. det var grunden til at han sagde han var stolt af hende, men han havde aldrig sagt det, og ment det, han var ret sikker på at det eneste punkt han ville lyve for hende, var det der med at være stolt og skuffet, da hun ikke havde det så godt hvis han var skuffet, så han valgte tit at lyve på det punkt, han regnede også med at hun ville regne ud, at han ikke var stolt af hende, men bare hun kom ud af den livs truende situation, så var han ligeglad.
han holdte hende stadig i hånden og sagde så, med et lille smil på læben "har du brug for noget søde?" han vendtede på hendes svar.

Cecilie så op i loftet. ''ja at du mener at du er stolt af mig men det sker aldrig så hvorfor siger du det uden at mene det du lovede ikke at lyve!!!!'' sagde huns tille og reste sig og gik ud på wc'et og brakkede sig hun havde kvalme og holdte om sig selv og så på sig, og går ind igen og ligger stille på sengen helt smerdert, hun så meget bleg ud, hendes bror kunne virkelig se hun havde det dårligt. ''lad hver med at lyve frem over okay refael!'' sagde hun og græd stille for sig selv. hun holdte om sig selv og om og om et billede af gabriel.

Catherine hørte da søsteren brækkede sig og hun fik selv kvalme af lyden. Hun tænkte på om hun måske skulle hele hende men hun kom frem til at pigen selv skulle hele. Hun pillede ved sin ene giftring og broden kom til syne. Hun havde fået giftringene af en elver og hun gemte dem vis det nu var at nogen angreb hende. Hun gik helt hen til Rafael. " Jeg kommer igen om ikke så lang tid , jeg skal lige ud og have noget at spise " Hviskede Hun i hans øre og gik ud af døren og ned på gaden. Blacky havde lagt sig i hospitalsengens fodende og spandt.

Rafael smilte bare af hans søster, hun havde det ikke så godt, men Rafael kunne kun se tiden an, det var jo lige meget, hvor meget han var bange for hendes død, lige nu havde han ikke nogen inflydelse på det aligevel. han valgte at sidde sig ned, da hans søster gik ud på toiletet, han ville med glæde lyve for hende igen, hvis hun var ved at dø, han mente den eneste gang man måtte lyve overfor en var hvis man gjore det for at give en anden fred i sindet, lige før personen tog sit sidtse åndedrag. men efter at hun bliv så irratert, burde han nok ikke have gjort det, han overvejet det i noget tid, og loved så sgi selv kun at sige ting hvis han mente det, iværtfald overfor hende. han måtte lige bide sig selv i læben, en gang til, det betød jo at hun kunne risikere at dø ulykkelig, men han holdte fast i det.
Da Catherine sagde hun lige skulle have noget at spise, så smilte han, og nikkede han havde ikke noget imod hendes spise vaner, han spiste jo selv menneskers sljæle, så han syntes ikke det hun gjore var så forfærdeligt slemt. han lænede sig tilbage i stolen han sad i, og lukkede øjnenen...

Cecilie så op på ham og så væk fra ham... ''lad nu hver med at lyve vil du ikke nok love mig det jeg får det bare være end jeg har det'' sagde hun stille o rejste sig og krammede sin strorbror fordi hun forventede at han ville være ærlig over for hende, men det var han ikke hvorfor hvad havde hun gjort siden han løj for hende det var ellers ikke en ting han normalt gjorder, hun ssukkede og så på ham med tåre i øjnene.

Catherine havde taget en ung pige med ind i en gyde og nu sad hendes hugtænder dybt begravet i hendes hals. Hun sugede blodet og livet ud af den unge pige der langsomt døde. Hun var glad og mæt da pigen var død. Hun tænkte at hun nok skulle tage op til Rafael og Cecilie men hun satte sig ind i bilen. Hun lænede sædet tilbage og lagde sig ned. Hun vidste at man ikke kunne se hende fordi der var sorte vinduer. Hun slappede af og hørte en fugl skrappe. Hun åbnede vinduet og et brev fløj ind af det. Hun skyndte sig at lukke vinduet igen og åbnede brevet.

Kære Datter
du har stadigvæk ikke været hernede på besøg
dine søskende og mig savner dig
kom nu snart , gerne nu

Kh Aro

Catherine sukkede og krøllede brevet sammen. Hun havde fået 10 breve eller sådan noget fra Aro.

Rafael ville ikke have hun fik det dårligere end hun allerede havde, han kiggede på hende med et roligt blik, og sagde så med en venlig stemme "Jeg ville bare ikke have du bliv mere ked af det, men jeg skal nok love det ikke gentager sig, men så skal du også begynde at tænke dig mere om" han smilte og lænede sig tilbage i hans stol, han burde ikke have løjet, men det var også noget der undrede ham, for selvom han havde den holdning han havde, så havde han ikke løjet overfor hende før, men det var vel bare noget han skal lade vær med at gøre en anden gang. han kiggede mod døren, og kunne ikke forstå Catherine ikke var kommet tibage, han rejste sig op og sagde "Jeg kommer tilbage, skal lige se til Catherine" han gik ud på gangen, for at lede efter hende..

Cecilie så ud og sukkede, ''jeg lover det'' sagde huns tille og holdte om sig selv og faldt i søvn og tænkte på sine brøder hvor galde de var da de var mindre hun savnede dem utrolig meget især sin ældste bror ikke så meget refael mere, han var jo hjemme igen det var hun glad for hun ville være fornuftig fra nu af og smielde og gik ud og skiftede tøj og lagde sig inde i sofaen og smielde stille.

catherine havde lagt sig fladt ned på sædet og legede med det krøllede brev. Hun kastede det og greb , kastede og greb. Sådan blev det ved og ved. Hun blev træt af det og lagde det ned. Hun vidste at der ikke ville gå lang tid før hun fik et nyt. Hun snerrede da hun hørte endnu en fugl og satte sig i lotus stilling. Hun koncentrerede sig og hun strålede af energi der i det øjeblik strømmede igennem hende. Hun sukkede dybt og åbnede sine øjne der nu var den normale grøn/gyldne farve. Hun snerrede lavt og hendes hugtænder kom ud. Hun lagde sig tilbage , lukkede øjnene og slappede af..