My True self comes in big danger ((Camille))

Omgivelser: Lige uden for centret.
Tid: 14:35
vejret: Godt solskin.

En kvindelig skikkelse gik med masser af poser både i hænder og holdte dem foran sig, så man kunne ikke se vedkommendes ansigt. Men dem der så hende, især mændene gik straks hen for at spørge om at hjælpe hende, som Isabella glad lod dem gøre. De kom ud af centret mens hun havde en eskorte på 3 mænd, som holdte hendes ting tilfreds. De gik bag ved hende, så de kunne se på hendes røv mens hun gik. Hun havde en gul sød kjole som gik ned til knæene, men den sad tæt til hendes krop. Hun havde sorte solbriller på og gule høje hæle. Hun smilte sødt og sagde mange, mange gange tak til de søde mænd. Flere af dem prøvede at få et nummer ud af hende, men det virkede ikke lige frem. Nu stod hun udenfor centeret med tøj købt for over 5000 kroner. Der stod hele 4 store poser fyldt med tøj, smykker, sko osv. Isabella er ligeglad med prisen eller om det er mærkevare, hun tager bare det hun kan lide. Hun stod og ventede til en Taxi ville komme, for der var flere der plejede at holde foran dette store center. Isabella havde svært med at holde fingerne fra tøjet af og ikke prøve det hele igen. Hun gned på sine lægge, som gjorde ret så ondt. Hun havde gået i ca 4 timer bare rundt non stop, for at købe og prøve tøj. I nogle af butikkerne har hun flere gange gået ind for anden gang, for at lige sikre sig at hun ikke havde missede noget tøj. Et gammelt ægtepar gik stille og roligt hen af vejen, og den gammel kvinde gloede ret så underligt på alt det tøj hun havde. Hun rystede på hovedet og sagde noget med "Ungdommen nu om dage" Isabella ignorede bare hende og stod og var lidt utålmodig. Hvornår kommer den Taxa, hun var ved at blive godt utålmodig.

Det var det bedste vejr længe.
Camille havde ingen planer haft og var derfor gået hjemmefra, bare for at ose og se lidt på butikker.
Hendes løse sorte sommerkjole hang klædeligt over hendes sommerbrune krop.
Camille blev dog aldrig helt mørkebrun, men mere en dyb bailey farvet tann.
Hun havde hørt der var åbnet en ny musik shop og hun ville tjekke den ud og måske finde en lille gave til Tristan, hvis der var noget?
Hun havde netop købt en stor vaffel is , men skum og flødebolle og the works, og skulle lige til grådigt at slikke på den, da et gammelt klistret papir hæftede sig fast på hendes ene lille sorte sko. Hun mistede koncentrationen og dermed fik hun ikke set sig for, da hun kiggede ned og ville fjerne papiret, og det resulterede i hendes nyerhvervet is røg ud af hendes hånd da hun med et bump stødte ind i nogen.
Camille rettede forvirret sit blik op og skulle til at begynde en længere undskyldning for sin uopmærksomhed...

Isabella var total uopmærksom sine omgivelser, for hendes opmærksomhed var rettet imod hendes tøj. Så mærkede hun bumpet og var lige ved at blive sur, da hun opdagede hvem det var. Hendes ansigt gik fra utilfredshed til et stort smil. Hun krammede den nok forvirret Camille ind til sig.
"Sikke et tilfælde, så mødes vi lige her, og hvad laver du så her?"
Hun smilte meget glad og det var tydeligt at hun var glad for at Camille var her. Så opdagede hun isen liggende på jorden.
"Ups var det din?"
Spurgte hun nysgerrigt, Isabella syntes at det var underligt at hun ikke havde hverken lagt mærke til eller set Camille. For Isabella kunne også fornemme bevistheder som Crasie kunne, men hun havde åbenbart været så langt væk.

Lidt længere væk gik en lille hund, en sød jack russel hund. Den gik rundt og snusede i jorden og så gik en hen til imod to kvinder. Den gjorde det, fordi den var trænet til at opspore væsner. Både varulve, dæmoner, varulve alle væsner. Det havde dens ejer bedt om og det var så den gjorde. Den kom luntende hen og logrede med halen hen til Camille og Isabella. Flere dusørjægere gik skjult omkring og fulgte denne hund på afstand. Camille kunne nok ikke ligge mærke til det, og Isabella var ikke god til at spotte dusørjægere og plus hun var ukoncenteret. Hvis hun havde været Crasie, ville hun nok kunne ha spottet dem på stedet. De gik som normale mennesker, et gik som et ungt par. En gik hen og satte sig på en bænk i nærheden og ventede på signalet. Hunden gik helt hen til dem, og gøede engang. Den så total sød ud.
"Ej se den hund der, den er da total sød. Kan du se ejeren"
Isabella kiggede omkring, men ingen så ud til at eje den.

Mange meter væk fra dem højt oppe i et kirketårn, sad hundens ejer. Hun var en kvindelig dusørjæger, som er første rangs dusørjæger. Hun var en vetaran og var en af de fineste dusørjægere. Hun lå og kiggede igennem et vindue med en stor lydløs sniper. Hun kiggede igennem sigtekornet og holdte øje med hendes hund. Hun havde bedøvelseskugler i den, og det var sådan et kraftigt middel, at de ville besvime i løbet af få sekunder. Hun og de andre på gaden der, var ikke blevet ansat af deres leder. Nej langt fra. De var blevet ansat af en hemmelig organisation af regeringen. De skulle skaffe væsner til experimenter.

Camille rettede blikket op og et bredt smil bredte sig over hendes mund.
"Isabella....Well what are the chances for that ? " Jokede hun glad over at rende ind i hendes veninde og heldig over isen ikke havde tilsmudset Isabella.
"Yup...min is, men pyt med dét.Du har været ude og shoppe ?" sagde hun og kiggede på alle hendes pakkenelliker, dét var nærmere en konstatering end et egenlig spørgsmål.
De blev afbrudt af en hund der vuffede og satte sig ved dem.
"Jo..dén er da kær....hej lille hunni....hvor er din mor skat ?" Sagde Camille og satte sig på hug for at kæle med den.
Dén var sød, men dén nåede nu slet ikke op på højde med dén ulv hun fra tid til anden logerede i hendes lejlighed, Samuel var meget smuk, også som ulv.
Hun spejder ud i omgivelserne og rejste sig lidt forundret op.
Dét var alligevel mæreligt ,ingen synes at mangle en hund ?.
Hun kiggede på Isabella med bekymret mine, "Jeg tror sku han er stukket af ?" Sagde hun så.

Hunden gøede endnu engang og den drejede en omgang om sig selv. Det var signalet parret, manden på bænken og 3 andre begyndte at gå imod dem. Men før hverken Camille eller Isabella kunne opdagede det. Mærkede de et hårdt slag imod skuldren lige der ved pulsåren. Det var et skudsår og straks begyndte det at bløde. Men for dem begge begyndte det hele at blive total tåget og svimmelt, og før de begge faldt til jorden på grund af bedøvelsen, havde dusørjægerne grebet dem.

Dusørjægere kvinden kunne ikke lade vær med at smile af sig selv og til sin hund. Hun havde sigtet godt som altid. Disse kugler var lavet af papirtyndt metal, så den nemlig blev splittet når den ramte ind i kroppen. Så inde i var der flydende bedøvelse, som direkte vil komme i blodbanerne og virke på få sekunder. Hun skød kun når hendes hund gjorde det tegn med at gå andengang og så gå rundt om sig selv. En hvid varevogn kom straks hen til dusørjægerne, og Camille og Isabella blev hurtigt smidt ind i vognen og kørt væk. Der var ingen der havde set, hvad der var sket. Det hele var ryddet, det eneste der var tilbage var 4 indkøbsposer fyldt med tøj. Nogle børn kom forbi og kiggede i poserne og begyndte at lege med tøjet. Hunden gik rundt og snuste, og de andre dusørjægere tog deres pladser og ventede på flere væsner.

Crasie havde en underlig drøm, hun blev fanget af dusørjægere og hun svævede? Så åbnede hun sine øjne op og så at hun faktisk på sin vis svævede, men alt var tåget. Det gjorde ondt i hendes krop og så fik hun fokuseret hvor hun var. Der gik først panik i hendes krop, for hendes instinkter bad hende om at komme væk fra vandet. Crasie så at hun var i en cylinder rør i vand, og hun trak vejret igennem en maske omkring hendes mund. Hun havde kun undertøj på og hendes arme og ben var bundet sammen. Hun prøvede allerførst at komme fri, men de var for stramme. Så blev hun opmærksom på hendes omgivelser ude for hendes cylinderglasrør. Hele lokalet var hvidt, og alle mulige maskiner var omkring. Det lignede fuldkommen et laboratorium, der gik også mænd rundt med hvide kitler. Crasie prøvede at mærke efter bevistheder, og der var mange her men så mærkede hun en velkendt bevisthed. Hun drejede hovedet lige imod Camille med store øjne. Hun så at Camille var fastspændt på sådan et operations bord. Hun prøvede at række ud med sin evne og tale til hende. Men opdagede at det kunne hun ikke. Det var som om den der af hende selv, hvor evnen lå var lukket? Hun mærkede en lille smerte i hendes arm, og så at hun var blevet stukket med noget. Et middel imod ens evner? Tænkte crasie med frygt, men mest på grund af Camilles sikkerhed. En i kirtel gik hen og gav Camille noget med spøjten, og det var det sammen som Crasie havde fået. Nu kunne hun ikke bruge sine evner.

"What the fuck " udbrød Camille med angst i stemmen og hendes hånd fandt vej op til skulderen
Så svimlede dét og mørket sænkede sig over hende.Dét forkrøblede hendes handlemulighedder og hendes tankespind og hun dejsede om.
En følelse af noget koldt.Hun småfrøs og skuttede sig lidt.Hun lå hårdt og ubekvemt og da hun slog øjnene op vidste hun ikke hvor hun var.Hukommelsen, erindringen om at være blevet...angrebet....på åben gade vendte så småt tilbage.
Hun befandt sig på et operationsbord og da hun forsøgte at komme op , ramte visheden om at hun lå fastspændt hende som et granat chock.* hvad fanden er dét der sker....jeg må væk , Isabella * tænkte hun.
Camille vidste ikke at Crasie var vendt tilbage og vidste ikke hvilke problemer hun var havnet i.
Men hun vidste at noget var helt galt her ! En mand kom og selv om Camille skreg ud og tiggede ham om at lade vær, at hun nok skulle gøre som de sagde, jog han den lange kanyle brutalt i hende.

Camille rystede af vrede og angst og snerrede af manden "dét der gør du bare ikke en gang til....og hvor fanden er min veninde...og hvad vil i med OS ?"
En tanke for gennem hende og hun tænkte på hvor alle hendes venner var, venner der nemt kunne rive hovedet af manden, suge hans sjæle ud eller bruge et våben og holde ham nede imens Camille kom fri.De var her bare ikke.
Hun forsøgte at knalde en vase eller flacon af en slags i baghovedet på manden, men opagede til sin gru at hendes evne ikke duede.
Hendes puls steg til usunde højder, uden den....hvad chance havde hun da for at finde Isabella og komme fri hergra ?

Crasie så til med stor vrede, hvordan manden stak camille. Crasie prøvede at sparke til glasset, men det lavede kun et lille bump lyd og intet andet. Men camille blev nok opmærksom på den bankende lyd, og så at ca 5 meter fra hende. Flød crasie i sin cylinder. Hun kiggede med stor beslutsomhed på camille. Hun ville, hun skal komme ud herfra. Hun prøvede at vride sig fri af snoren omkring hendes hænder. Men det hjalp ikke ligefrem. Crasie begyndte så at observere stedet, og prøvede at fornemme hvor de er. Det hun kunne finde ud af, var enten var de dybt nede under jorden i flere etager, gerne langt væk fra civilsationen eller så var de i en høj bygning. For hun kunne mærke, hvordan folk befandt sig på forskellige niveauer. En af mændene i kirtlen gik hen til crasie og så på hende, som en genstan. Crasie så ondt på hende, og hun sparkede til glasset igen imod ham. Det gjorde bare at han fik et ondskabsfuldt smil på sine læber, og så snakkede han med en anden en.
"det ser ud til at være stoffer virker, hun virker rime desperat sikkert fordi hun ikke kan bruge sine evner og det sammen med pigebarnet her."
den anden gik hen og sagde noget lavt til ham. Crasie kunne ikke høre det på grund af vandet, men camille kunne godt og hun hørte.
"men vi er ikke sikker på hvor lang tid det virker sir"
han lavede bare en affejende bevægelse og gik så hen til camille.

"jamen hvad har vi så her, et menneske som alligevel ikke er et menneske? "
han så spørgende og undrende på hende. Og så kom en anden med papir og begyndte at snakke.
"dna testen viser at hun er næsten menneskelig, men vi kan ikke få bestemt hvad den del af hende som ikke gør hende menneskelig"
Ham der så på hende virkede til at være lederen pga den måde de talte til ham på. Hans måde at kigge på camille virkede skræmmende, for man kunne næsten forstille sig at han forstillede sig hvordan det ville være at skære i hende, for at se hvad hun indholdte..

Camille spærrede øjnene op da lyden af et lidt dybt bump tiltrak hendes opmærksomhed, og hun opdagede Crasie.
Hun var meget lettet over at finde at hun var i live, men også ærgeligt på en måde, fordi dét ikke var lykkedes Crasie at stikke af.Måske var hun først kommet til efter de havde fået Isabella ned i cylænderen
Hvad tænkte de folk på....var de sindsyge !
Camille forsøgte at smile, så Crasie vidste hun var okay, men dét blev ikke til så meget, måske fordi der intet okay var over hele denne situation
Skulle de ende som forsøgskaniner, var dét slutningen nu ?Camille kiggede da Crasie sparkede på ruden igen og igen, uden noget resultat.
De havde frarøvet Crasies evner som de havde Camilles...de var fucked.
En klar lille tåre trillede langsomt ned af Camilles kind og et raseri lå under overfladen, men dét kunne ikke udnyttes til noget, som hun lå her fastspændt.
"Hvad har vi så her " vrængede Camille og imiterede ham nådesløst "Ja...og gæt hvad DEN både kan høre OG tale...skide imponerende....jeg er MENNESKE.....hvad er dét lige du tror du skal med mig ?Spænd mig fri lige NU " Camille var ikke bange,endnu ...jo for situationen men mest af alt var hun vred over Crasie hang i et skide rør, jbad vildtet de sig ind ?

Overvidenskabsmanden så bare morende på Camille, da hun talte. Han henvendte så til den anden.
"Vil du tage grejet frem, så vi kan komme igang?"
Den ene så lidt undrende på ham, men også med lidt frygt og usikkerhed. Så sagde han lavt og nervøst.
"Skal hun ikke have bedøvelse?"
Overvidenskabsmanden rystede bare på hovedet.
"Nej, så kan vi samtidig se hvordan alt fungere i hende i smerte og panik"
Sagde han med et grumt ondt smil og kiggede tilbage Camille. Camille kunne se det sammen blik som lillith havde over for andre. Manden her så hende bare som noget legetøj, som er sjovt at dræbe. Den anden lyttede efter og gik hen og hentede et bord og førte hen. Crasie kunne høre det han sagde. Først var hun fuldstændigt lammet af vrede, og så begyndte hun at sparke vild. Hun satte ryggen til den ene side og begyndte at mase med benene. Det knagede lidt, men intet skete ellers. Crasie så med desperation på Camille, og hun kiggede på Camille og sagde med blikket. At hun nok skulle redde dem, det skulle hun og det vil hun! Den onde mand begyndte at rense tingene og skalpene slibede han med en maskine, så de blev virkelig skarpe.

Åh gud....de har tænkt sig at gøre alvor af dét hér.
Med frygten malet i hele ansigtet ,kiggede hun over på Crasie.
Naturligvis ville hun hjælpe, Crasie ønskede dét ihvertfald brændende, men hun kunne ikke.Hun havde selv brug for hjælp.
Camille forsøgte at fange blikket på undervidenskbsmanden , "du behøver ikke gøre det her...jeg ved du ikke ønsker at gøre dét her, dét er hans beskidte arbejde...lad ham hvis han vil...du for god og du kan stadig nå at fortryde....vær sød og lade mig gå " Camille bønfaldte og tryglede ham.
Alt imens hun forsøgte at få hendes evne i omdrejninger igen.Alle de skarpe og spidse genstande der var tiltænkt hende...hvis hun blot kunne...
Men lige lidt hjalp dét, hun kunne ikke rykke på nogen ting og ingen involde heller.* for fanden da ...*
Tænkte hun og tryglede videre i håb om at komme under huden på ham manden med de skarpe genstande....ingen skulle skære i hende og uden bedøvelse.Hun begyndte at opbygge et stort lager inden i af ren og skær....panik.

Videnskabsmanden som hun snakkede til og prøvede at lokke stod usikkert. Han kiggede frem og tilbage imellem dem og tog sine papir ind til sig. Hans øjne flakkede omkring og han gjorde mine til at ville sige noget. Men snakkede bossen.
"Gå ud, hvis du ikke kan klare det og ikke vil blive uddannet færdigt?"
Sagde han spydig mens han ingengang kiggede på ham. Så blev han beslutsom og desværre for Camilel havde han valgt at lade bossen gøre det. Crasie ville så meget ønske hun kunne bruge sin evne, for selvom hun kun kunne lave synsbedrag, så kunne det stadigvæk gøre mange ting. Men så begyndte Crasie at mærke noget, mens hun var vred og desperat. Hun kunne mærke at lige så stille og roligt, kunne hun bruge sin evne igen. Hun kunne ikke, men det ville ikke være ret længe. Hun håbede på at det ville gå hurtigt. Camille kunne også føle det, men kunne stadigvæk ikke gøre noget. Så tog han den skarpe skalpel og vejede den i hånden. Det så ud til at han overvejede først, hvor han ville skære hende. Så kiggede han med et grumt smil på hendes pande. Så tog han noget værktøj frem, og Camille kunne tydelig genkende den. Dette var en boremaskine til at bore i kranium. Han gik omme bag ved hende og tændte den, og hun kunne tydelig høre den skarpe lyd af boret køre rundt. Crasie så endnu mere desperat, hun begyndte at banke helt vildt, men den knagede kun. Hvis hun kunne dræbe med blikket havde hun gjort det. Hun så bare til mens han nærmede sig med boremaskinen til hendes hovede. Crasie prøvede at række ud efter hende, for at sige hvor ked af det hun var. Hun er så ked af det, hvordan hun ikke kunne redde Camille. Selv hvis hun kunne bytte det ud med sin egen.

Camille havde ikke overskud til at se og føle Crasies nærvær.
Hun var overbevist om hendes sidste time var kommet ,da bossen tog over.
Hun lukkede øjnene og tænkte at hvis dét var dét eneste hun kunne kontrollere så ville hun gå ud , forlade denne verden med værdighed.
Hun lukkede øjner og så for sig ansigterne på dem hun elskede og ville have elsket resten af sit liv.Isabella og Crasie....hendes hjerte stak ! ...Zean og Samuel....hun.blev vemodigt , skulle hun aldrig være hos dem igen, hvordan skulle hun undvære ? Der var så meget hun ikke havde prøvet og oplevet med dem endnu ...Tristan !....Tristan...hendes tårer begyndte at strømme ukontrolleret ned, hendes lille halskæde rykkede sig svagt ,da hun tænkte på den og på ham og på dét hun ikke havde sagt.
Den RYKKEDE sig ! Camille vidste hun.kun havde sparsomt med energi, evnen var kun ved at vende tilbage men der var stadig for meget medicin i kroppen på hende.
Hun kunne høre boremaskinen komme nærmere , hun havde ikke kræfter til at trække den væk fra bossen men hun.kunne holde dem væk fra hendes hoved , skubbe dem tilbage ...i et lille stykke tid.
Måske nok til Crasie...?....mon hun kunne mærke hendes evner.
Sveden piplede ned og blandede sig med tårene, dét var umenneskligt hårdt dét hun gjore nu, med at holde .boremaskinen væk.
Bossen råbte "What The Fuck...hvad sker der her "

Crasie så til mens boremaskinen nærmede sig. Hun spyttede sin luftting som hun havde i munden ud og skreg af lungernes fulde kraft. Man kunne ikke høre det særligt tydeligt, men camille kunne sikkert høre det lige igennem larmen for boremaskinen. Crasie gik amok derinde bankede og prøvede at vride sine hænder fri. Blandingen mellem hendes følelsestilstand og den de stoffer som Crasie stadigvæk var påvirket af, gav den effekt at den del der lå dybt gemt inde Crasie kom til overfladen. Ting som Crasie aldrig havde vidst, ting der havde væk for hende. Ting som nemlig har gjort at Crasie altid har været rastløs, og altid aldrig har følt sig hjemme i sin egen krop. Hvis Camille kiggede over på Crasie på grund af hendes skrig, så ville hun så hvordan hendes øjne så ud lige som Lillith bare som lilla. Hun ville se hvordan hendes hænder ville blive til kløer. Hun vil se hvordan hele hendes hud blev kulsort. Men fordi Crasie rakte ud med sin bevisthed efter Camille, så kom Camille til at se hendes minder lige som da Crasie den ene gang blev til Lillith. Craie oplevede det hele fra barnets synspunkt, mens Camille så det udefra.

Mit i en skov gik en lille pige, hun havde det man ville kalde jægertøj fra gammeltid. Hendes sorte hår af en manke lå omkring hende og hendes neonlilla katteøjne kiggede omkring med en barns nysgerrighed. Der var ingen tvivl om hvem denne pige var. Nemlig Crasie selv. Hun gik med en anden ung kvinde i hånden, som kunne ligne hendes storesøster. Foran hende en ældre mand og kvinde i sammen tøjstil og de alle med katteøjne. Det kunne ligne hendes forældre, det regnede og lynede højt over dem. Men junglens træer beskyttede dem fra det. De gik stille og roligt fredeligt, da moderen stoppede op og var på vagt. Barnet kunne ikke se eller fornemme det der end var forude, men godt var det ej. Moderen viste med kropssprog til storesøsteren, at de to skulle flygte. Så blev både moderen og faderen lavet om til store smukke væsner, på sammen måde som varulve. De var om de 1,5 m høj til skulderen og deres vingefang var ca 4. De var store sorte pantere med vinger, de løb straks og man kunne høre slåskamp længere fremme. Storesøsteren lavede sig straks selv om og det sammen gjorde Crasie. Store søsteren gjorde ligesom kattemødre, og tog Crasie i nakken og begyndte at løbe væk med hende. Crasie var rigtig bange, hun forstod intet af hvad der skete. Men noget var efter dem og store slangevæsner greb fat i storesøsteren. De store kobra med kæmpe massive hugtænder og de var flere som samarbejde. Crasie tumlede omkring, storesøsteren prøvede at holde stand. Crasie tumlede så ned af en bakke, hvor skoven var stoppet og her var der åben landskab. En af slangevæsnerne var allerede efter hende, så hun løb videre. Men hun var langt langsommere, hun så at der var en skræmt ude over havet. Hun havde godt nok aldrig fløjet før, men hun havde intet valg. Hun løb og sprang ude over kanten i stor frygt og desperation. Hun prøvede at baske med vingerne, men lige lidt hjalp det. Det var storm og det regnede, og lynene skar over himlen. Men lige på dette tidspunkt, lige på denne da. Var to parelleverdener mest tættest på hinanden, at det skabte en portal nede under skrænten over havet. Crasie faldt i den, og nu var det hele som man forstillede i film, hvordan det ville være at rejse i et ormehul. Farver fløj omkring, Crasie vidste intet af hvad der skete, hun var bange, forvirret og desperat. Så var det som om hele hendes krop blev skilt fra hinanden, hendes sjæl blev revet fra hendes krop. Hun så masser af billeder af denne nye verden, hun var på vej i. Men det der gik igen, var et syn af en ung sorthåret kvindelig sjæledæmon. Crasies sjæl ønskede desperat at få en krop, så da hun blev samlet sammen igen. Blev hendes krop formet efter dæmonen hun havde set. Hun fandt sig selv liggende i græsset. Stormen rasede over hende og hun kunne intet huske. Ude over en ting, hendes navn. Milir'ea F'rasisca.

Så forsvandt hele illusion af Crasies minder, men Camille kunne tydelig huske alt, men især navnet. Det var som om det var printet ind bag hendes øjenlåg. Nu var Crasie et følelseskaos. Stofferne havde gjort at den illusion som Crasies personlighed havde skabt for lang tids siden blev fjernet, så hendes sande form blev tydelig. Snorene omkring hendes håndled brækkede over. Hele hendes krop voksede og hendes undertøj gik fuldstændigt i stykker. Cylinderen kunne ikke holde til at dette store væsen på ca 300 kg bare maste til glasset. Glasset blev knust og Crasie kom ud. Hendes hulsorte pels havde et lilla skær, hendes vinger foldede sig ud. Hun knurrede vredt lige som en panter, og så sprang hun frem greb fat omkring hans hals og rev hovedet fra hans krop. Hun væltede mange ting, for hun var rime stor her mellem alle disse ting. Hun så den anden videnskabsmand og angreb straks ham. Hendes store kløer flåede hans krop op, og så kiggede hun omkring. Hun skulle have et eller andet og lade sine frustrationer og vrede gå ud over. Hun var total begravet i hendes følelser, at hun ingengang kunne genkende Camille. Hun så Camille og brugte vingerne, så hun kunne springe op på det bord hun lå på. Heldigvis kunne den holde, men den knagede også let. Hendes hale kørte vredt frem og tilbage, hendes øre var lagt fuldstændigt ned. Hendes hoved var få cm fra Camilles hoved og hvæsede og blottede sine blodige tænder.

//Ja jeg ved det :D det er langt, men kunne sådan set ikke gøre det kortere :D Håber du overlever //

Camille blev trukket væk, væk fra den ene grusomhed og over i en ny, eller måske mere rammende en ældre en.
Hun delte de minder og erindringer Crasie rummede og Camille så det så klart og tydeligt som var dét en spillefilm ,der blev vist.
Hun ville egenlig skrige...højt , men fik lyden af sin egen stemme i den gale hals.
Hele forhistorien var både hjerteskærende og skræmmende men også selve forvandlingen hun blev vidne til, var udover hendes fantasi og næsten hendes fatteevne også.
Den første følelse var som en injektion af lettelse....nu skete der noget, hjælpen var på vej , nu kunne de kæmpe.
Men afløst blev den af panik og frygt, kunne panteren kontrolleres , var Crasie stadig indeni ?ville hun kunne forstå Camille ikke var en tilfældig fjende der var i vejen, der skulle elimineres ?Camille så med gru hvordan bossen blev flænset brutalt og voldeligt , og da panteren så stod over hende på bordet var gode råd dyre.
Den var gal, vild og hvæsede advarende og frygtindgydende ad hende.
Camille håbede at Crasie var et sted derinde og kunne hjælpe få bugt med den utæmmet vildskab , ellers vidste Camille hun skulle afsted, skulle forlade verdenen.
Tårene løb i strømme ned af kinderne ,men hun skreg ikke ,tiggere ikke om nåde ....Istedet sørgede hun for øjenkontakt med dyret og halvråbte dét navn der havde printet sig ind i hende " Milir'ea F'rasisca" Camille vidste dét var den eneste chance hun fik for at etablerer kontakt, inden hun ellers ville møde døden.


// jeg ved du tripper ind imellem tøsepige, Its quite allright //

Metalsmagen var tydelig i hendes mund, aldrig havde hun følt sådan en sult før! Aldrig efter kød, jo den eneste der godt nok har haft det var Lillith, men aldrig Crasie. Selvom Camille meget gerne ville tro, at dette ikke var Crasie, så var det fuldt ud. Det var Crasie, der styrede hende fuldt ud, og aldrig har hun følt sig så levende! Men hvis Crasie havde haft kunne huske Camille, som nu var blokerede på grund af hendes følelser. Ville hun nok har reageret noget så anderledes. Hun kunne tydelig se frygten i dette lille pigebarn foran hende, og aldrig har det følt så godt at se nogen bukke under for hendes magt og størrelse. Crasie rejste sig i sin fulde højde, og så ned på hende, som om det var hendes sidste time. På sin måde heldigvis og alligevel uheldigvis var der ingen kamera i dette rum, som gjorde at ingen havde opdaget denne massakre. Ingen ville kunne hjælpe det kære lille pigebarn Camille, som nu skulle lige til at blive flået op af væsnet over hende. Crasies hale kørte veltilfreds fra side til side og hun tog sin pote op i luften og skulle til at slå. Da hun mærkede tydeligt magien fra da Camille nævnte hendes navn. Hun stoppede op i det hele, og kiggede forundret på hende. Hvordan kunne hun kende dette navn? Var hun en ven? Hun tog poten ned igen og kiggede stadigvæk med stor vrede på hende. Hvordan kunne hun vide det? Men Crasie rystede på hovedet, uden af set hvad. Så kunne dette pigebarn åbenbart ikke finde ud af at bruge det, for man skulle sige en kommando sammen med navnet. Ellers var det bare som et hvert andet navn. Crasie smilte grumt med sine blottede tænder.

.// LOL...Crasie...jamen så gætter jeg da lige kommandoen, der er jo kun en få millioner at vælge udfra ;) //

Panikken spredte sig til hver en lille kapilær i hendes krop.
Dét store kattedyr oven på hende ville klart angribe, blot var dét et spørgsmål om tid , da den synes at tage bestil af hende, som når en kat nyder at se på musens rysten af skræk.
Da Camille skreg navnet, var der klart en reaktion...ihvertfald var hun endnu ikke flænset eller tygget ihjel.
Men igen....dét var blot et spørgsmål om tid.
Camille der lige nu var 'so far out ' at hun ikke anede hvad hun fortog sig, eller grunden til hun gjore det begyndte at skrige kommandoer ud til kattedyret sammen med navnet, som ville hun have gjort hvis dét var hendes vidunderlige Rain , der var foran hende.
" Stop! No ! Sit ! Down ! stay ! slut ! " og et par andre forsøg, der nok mere tangerede af eder end af kommandoer , når alt kom til alt.
Hun forsøgte at krybe tilbage på bordet, væk fra Crasiekatten og håbede hun ville dratte ned, men hun kunne ikke røre sig ud af flækken, beklageligvis.
Hun stirrede op i de neon farvede øjne og skreg " neej... Milir'ea F'rasisca, Fyy"
Og ærgede sig over hverken Tristan eller Samuel var her til at kunne tage kampen op, for lige nu var hun ved at skulle tage afsked med selve livet.

//I hvert fald havde jeg tænkt på at du skulle sige i hvert fald, at hun skulle stoppe med at angribe dig kvikke//

Poten med de skarpe kløer skar igennem luften. Men så lige pludselig stoppede hun. Crasie så til mens hele hendes krop var stoppet, og der var intet hun kunne gøre ved det. Hun blev mere vred, for nu havde dette pigebarn magt over hende!! Hun mærkede også en let hovedepine, som om der var minder på vej. Minderne om Camille, men det vidste Crasie selvfølgelig intet om det nu, og prøvede bare at holde minderne væk. Så mærkede hun hvordan hendes krop tvang hende til at sidde, og hun satte sig oven på Camille, for hun havde jo bedt om det her og nu.. Hun hvæsede højlydt og det var tydelig at hun var vred nu. Så røg hendes krop ned og nu lagde hun sig ned, som en hund. Men hendes krop gjorde tilgengæld intet, da hun sagde slut. Derfor camille i forevejen jo ikke kunne komme væk ude over de bånd der holdte hende, var det nok vægten af den store 200kg kat, der heldigvis ikke lå med hele kropsvægten på hende. Selvom Crasie intet kunne gøre, prøvede hun stadigvæk at dræbe denne fremmede kvinde med sit blik. Det var tydeligt at hun intet huskede, for Camille vidste jo godt nok om Crasie, at hun ikke ville gøre det. Selv der hvor Lillith havde været der, kunne Lillith jo selvfølgelig genkende hende.

Camille åndede tungt.
Den store panter lå ovenpå hende og det var en ikke helt ubetydelig vægt.
Hvis blik kunne slå ihjel, var hun klaret nu, men af en eller anden grundt ukendt for hende, havde den indstillit sig angreb på Camille, selv om den godt nok så ud til at have stort lyst til det.
Camille fik øje på en skalpel på et rulle bord.
Måske kunne hun lige opsamle kræfter nok til at skære hendes reb om hænderne op?
Hvis hendes evner var vendt tilbage, altsår-
Hun forsøgte og det viste sig at det gik fint...faktisk storartet...i en halv meters afstand, så faldt hele lortet til gulvet, eller i denne situation nærmere skalpellen, og Camile anede ike hvad hun skulle nu.
Hun var foruden hjælp og foruden hjælpende midler..

Men hvis Camille så i Crasies øjne, ville hun se at det fuldt ud var hende. Det var virkelig hende og ingen tvivl om det. For der var det sammen glød af mystik, vel og mærket nu sammen med både vrede og desperation. Men hun kunne bare ikke kende hende. Store skarpe kløer lå langs siden af Camille fra Crasies kløer. Hvis Camille indså, at hun kunne store Crasie, som hun ville. Ville hun kunne få blandt andet hende til at rejse sig fra hende, og til at rive eller bide disse reb op. Blodet på gulvet var ved at størkne, og det sammen var det blod, som var omkring Crasies mund. Men der var et par dråber, der faldt ned på Camilles mave/bryskasse. Crasie kunne intet gøre, da Camille havde bedt hende om at sllutte. Så selvom Crasie prøvede så meget hun kunne, så ville hun intet kunne gøre imod den naturlige langt stærkere trang til at bare følge hendes. Den eneste anden som jo kender hendes anden navn, har aldrig brugt denne ting på den måde imod hende. Crasie kunne forstille sig, hvordan denne pige kunne udnytte hende på det groveste. Få hende til alle mulige ting. Ja faktisk var det kun hendes fantasi der satte grænserne, og det gjorde Crasie mere vred. At ikke have nogen magt over sin krop, det er en virkelig slem ting.

Camille forsøgte at vride sig lidt under den store kat, hvilke var umuligt.
Men stadig, midt i al det nye og de voldsomme ændringer så hun ind i et sæt af øjne, øjne som hun kendte så godt.
Camille havde frygt, håb og vrede mixet sammen i maven og med en blandning af det i stemmen fik hun vrisset ud til varpanteren, nok mere et udbrud af hendes tanker end et velovervejet forsøg... " Så bid dog de bånd op og gør dig nyttig "
Hun havde ikke forventet noget skete, det var mere en kommentar. et ønske udmyntret af en bizzar situation.

Så rejste det store kattedyr sig og straks blev det langt lettere. Camille kunne lige pludselig føle sine ben igen. Crasie trådte yndefuldt ned på gulvet, og kløerne gav genlyd, da de ramte det hårde flisegulv. Så lagde hun poten på kanten og tog rebet imellem hendes tænder, og rev rebet op. Så gjorde hun det sammen som den anden. Camille kunne høre, at hun virkede til at blive mere vred for hvert skridt, hun skulle gøre Camille kommando. For skridtene var mere tungere, som om hun prøvede at presse mere imod. Desværre vidste Crasies krop ikke, hvordan hun skulle gøre nytte ude over at bare stå pænt ved siden af og vente på den næste ordre. Men hvis Camille kiggede inde i hendes øjne, så ville hun så et mindre glimt af genkendelse. Men Crasie tvang det væk, hun ville ikke have minder lige nu. For hun var kun fokuseret på, hvordan hun kunne dræbe dette pigebarn, der har så stor magt over hende. Så hun endelig kunne blive fri! En dyb knurren var i hendes hals, for desværre gik ordren ikke ude på at ikke lade vær med at knurre. Hun blottede sine tænder, men hun kunne ikke angribe, for så var hun ikke nyttig over for Camille.

Camille troede ikke på det der skete foran hendes øjne.
Panteren synes at ...adlyde....hende?
Hun spolede hurtigt tilbage...den havde jo stoppet før da hun råbte det til den, men det havde da været et tilfælde, rent held, havde det ikke?
Men nu...ingen varpanter ville da finde på det helt af sig selv, når den så ud til hellere at ville flænse hende og mæske sig i hendes rå indvolde.
Men hun trak sine hænder til sig, og ben efterhånden som den snappede rebende over.
Hun gned sine ømme håndled og kom hurtig ned af bordet.
Det var ikke til at vide om de var alene her, eller om de ville få gæste snart.
Panteren ? Det var jo for helvede Crasie...et eller andet sted....selv om det virkede helt underligt, når Sam forvandlede sig var han stadig "sig selv " ...men på den anden side Altair blev fuldstændig ukontrolabel og helt vild farlig når han skiftede form...måske det med Crasie var en mellem ting?
Hun anede det virkelig ikke og der var sikkert ikke tid til at udrede det nu, men hun kunne jo ikke efterlade hendes veninde her, selvom hun var en uforudsigelig panter og dermed også en trussel for Camille selv.
" Pis" mumlede hun og satte kurs mod døren..." Kom så..på plads.." kommanderede hun panteren og stirrede på den for at se om den ligefrem adlød, igen.

panteren lyttede endnu engang, men så stoppede den op. Øjnene blev tydeligt fjerne, nu så Crasie minderne om Camille. Men med de minder kom også de minder fra blandt andet alt det, som de andre personligheder havde lavet igennem hendes tid. Især et minde var stærkt printet i Crasies hoved nu. Hun så, hvordan hun lige ved at slagte både Tristan, men især Camille. Hun mærkede tydeligt, hvordan lillith bare havde lyst til at dræbe dem, og se deres liv ebbe ud af deres øjne. Nu kunne Camille tydelig se tydelig se at Crasie kunne genkende hende, og alt vrede og foragt var forsvundet. Nu var der frygt og skam tilbage. Crasie rystede på hovede og trak sig bagud. Hun ville ingengang se på Camille. Hvordan skulle hun kunne det, når hun lige har været tæt på at dræbe hende oven i købet to gange. Hun trak sig hen imod hjørnet af rummet. Hendes krop forvandlede sig om tilbage, hun trak benene op til sig og kiggede forvirret omkring. Hun var jo nøgen, for hendes tøj var jo blevet flået op. Hun så også alle de minder, de gange hun har været mira. Nu forstod hun alt, det var derfor Isabella hele tiden havde snakket om de andre personligheder. Det var derfor at der er så mange huller i hendes fortid, hvor hun slet ikke kunne huske noget som helst. Det var derfor hun flere gange har vågnet op med blod på sine hænder, uden at vide hvor de kom fra. Tåre begyndte at glide ned af hendes kinder. Hun så hvordan Lillith dræbe små børn. Helt uskyldige børn, og Lillith nød det i det i fulde drag. Crasies krop rystede let, hun kunne slet ikke stoppe dem.

Camille standsede op, flugten blev sat på pause for den ændring hun var vidne til, kunne man ikke vende ryggen til.
Det var tydeligt at noget ændrede sin i panteren, noget faldt på plads...det kunne hun se i dens øjne, i Crasies øjne.
Den trak sig tilbage, som var den blevet brændemærket, eller på anden måde såret og Camille gik frem mod den og fremsagde beroligende ord som " nej..nej..alt er okay...rolig nu ".
Men hvad der skete var hun ikke forberedet på.
Med et var det Crasie der igen var tilstede, men en Crasie der virkede slået og opgivende.
Som viftede hun med den hvide flag og mest af alt bare ville rulle om og...dø.
Camille røg over til hende og smækkede begge arme om hende, så de begge sag på gulvet i en omfavnelse...eller Crasies arme hang nok mere om hendes knæ, så det var Camille der klarede det med knuset.
" Crasie ...for fanden...hvad sker der her, hvad er du ? En varpanter...forreal...hvor sejt"
det sidste blev tilsat mest for at prøve at opmuntre lidt..ikke at en panter ike var sej, den var total cool, men lige nu også forbundet med så meget smerte.
"Crasie...vi skal væk herfra inden der kommer andre " sagde hun og forsøgte at få crasie til at se ind i hendes øjne.

Crasie prøvede at skubbe Camille væk fra sig, så sagde hun med en grødet stemme.
"Lad mig være, kom langt væk fra mig. Jeg er til fare for dig og alle andre!"
Men Camilles beroligende ord kunne ikke lade vær med at ramme hende, de virkede noget. Crasie mumlede for sig selv.
"Nu falder det hele på plads"
Endelig havde hendes liv sammenhæng, hvad hun er. Hun har haft en familie, alle disse spørgsmål, som hun har gået igennem sit liv uden svar på. Men det hjalp ikke på følelsen af skam, at hun havde sat camille i fare og hun eller rettere sagt Lillith har dræbt så mange. Det har været en ren massakre! Igennem hende fortid har hendes skygge Lillith efterladt sig et blodigt spor. Crasie kiggede op på hende, da Camille sagde det sidste. Nu var Crasie katteagtig, det var blandt andet en permanent forandring. Crasie kunne mærke, at hun kunne bruge sin evne helt og fuldstændigt, og nu kunne hun også mærke af en var på vej herind. Men før hun nåede på nogen som helst måde at stoppe det. Kom en assistent ind og så det blodige rum. Hun skreg og løb væk og straks lød der en alarm. Crasie havde ikke tid til sine følelser, nu måtte hun bare få Camille væk herfra.
"Vi må ud nu. Du følger bare mig"
Sagde hun med en alvorlig gennemtrængende stemme. Hun rejste sig hurtigt op og forvandlede sig om til den store panter krop igen. Hun kunne mærke soldaterne i patrujler skyndte sig omkring i hele denne bygning, for at finde ud af hvad der var sket og hvorhenne.