My world is a dark place to live. ~ Zean

Dato: 10/10
Dag: Mandag
Tid: 23:39
Sted: Skoven
Vejr: Det har regnet tidligere på aftenen, men er skyfrit nu.
Omgivelser: Skov?

Lyden af en sagte vind, et lille vandløb i nærheden og diverse smådyr er puslede let i buskene og træerne rundt omkring, samt et utal af forskellige lugte. Følelsen af den fugtige skovbund mod de bløde poter. Den kolde luft, der lige akkurat nåede ind gennem den tykke pels. Og mørke. Fuldstændigt, og komplet mørke. Den lille ulvehvalp der bevægede sig gennem skoven var helt og holdent afskåret fra de smukke stjerner der funklede på himlen, langt over dens hoved. Og fra den store, gule måne der kastede sit fortryllende lys ned på verdenen.
Den bløde pels havde nogenlunde samme farve som en kastanje, og var en anelse pjusket på grund af dyrets ringe alder. Egentlig var det helt utroligt at se en så ung ulv gå rundt alene, uden en forældre i nærheden. En hvalp af den størrelse burde ikke bevæge sig meget mere end et par meter væk fra hulen uden sin mor, eller en af de andre ulve i flokken. Den burde være hjemme og lege med sine søskende.
Der var bare lige den detalje at den lille ulv slet ikke var nogen lille ulv. Den var en varulv. Og så alligevel ikke. Lugten af vampyr hang over den, og blandede sig med den. Det virkede sært. Som om en vampyr gik ved siden af den. Og alligevel ikke. Det var lugten ikke kraftig nok til.
Den lille ulv stoppede pludeslig op, som en hjort der har opdaget jægeren. Vendte snyden op mod den smukt oplyste himmel, som om den skulle til at hyle, og snusede til luften.
Så skiftede den retning, og bevægede sig afsted i hurtig trav.

Zean trådte væk fra vejen og snart gik han mellem træerne. Han kendte skoven godt, rigtig godt faktisk, det var her han nogenlunde havde opholdt sig da han første gang kom til stedet for...snart nogle år siden.
Siden havde han oplevet forskellige ting her...Det var altid et sted man kunne gå hen, hvis man kede sig, for det var altid et væsen eller to et eller andet sted i skoven.
Han lod blikket glide op af træerne, træerne der bar præg af utallige slåskampe der havde været her. De var skrammede, havde mærket efter både kløer og tænder.
Og så var de selvfølgelig døde...Den triste skov. Han log blikket glide op af de bare træstammer til han mødte himlen, selv om det havde regnet var det forholdsvis skyfrit lige nu. ET dejlig tid at gå i.
På havde han nogle tilfældige kondisko, mørke jeans og en sort T-shirt. Hans mørkebrune hår strittede en anelse, som altid, hans mørke øjne gled opmærksomt rundt, men uden at forvente det store.
Han stoppede op da han mødte en...sær duft. Det var sjældent dufte blev hængende i luften uden kilden også var i nærheden...så derfor lod han blikket glide hele vejen rundt i mørket omkring. Men nu var han jo ikke lige født med det perfekte nattesyn.
En sær duft...han både kendte den og ikke. Som om...man havde blandet vampyr og varulv sammen. hvilket ville være absurd. De racer havde da aldrig holdt af hinanden, havde de? Måske var det bare...en varulv eller vampyr der jagede en varulv eller vampyr? Han trak på skuldrene. Det skulle han heller ikke blande sig i...Han gik videre ind mod midten af skoven...

Ulven satte farten ned efterhånden som den nærmede sig dæmonen. Savnede selvskab, men var usikker på hvordan han ville reagere. Nogle væsner så sig selv som mere værd end et væsen der hverken var det ene eller det andet. En uren blanding. En halfbreed.
Charlie så ikke sig selv som noget urent, ligesom hun ikke så sig selv som et monster. Hun var et utrolig heldigt barn, med flere gaver. Hun havde Livets Gave og Ulvens Gaver. Det var sådan den venlige mand fra skoven, dengang, havde udtrykt det. Det var egentlig noget underligt noget at kalde ham. Den venlige mand fra skoven. Men det var sådan hun huskede ham. Som en venlig mand i skov, der havde givet hende evigt liv, og en endeløs trøst efter blod, ved at slå hende ihjel. Han havde taget sig af hende, til hun kunne tage sig af sig selv. Eller i hvert fald indtil han døde. Hun regnede i hvert fald med at han var død. Det var sket dengang hun stadig kunne se den smukke måne, og alle de glimtende stjerner. Hun var kommet tilbage til den store villa kort før daggry, og havde fundet den tom. Møblerne stod hulter til bulter, så der havde åbenlyst været slåskamp. Der lugtede af blod. Menneskeblod. Men den lugt kunne alligevel ikke overdøve lugten af vievand, og den trykkende følelse af at noget manglede. Af at nogen manglede.
Charlie virrede let med hovedet, for at vende tilbage til nutiden. Hun holdt sig cirka 2-3 meter bag den dæmon hun havde udset sig til at være aftenens selvskab, hvis altså at han kunne opføre sig ordenligt.

Zean stod stille. han var stoppet op da han syntes han havde hørt noget...en svag lyd af poter eller en anden vejrtrækning. Det ville nok være lidt vildt at han faktisk havde hørt noget...men når man var trænet i ikke at blive overmandet bagfra af diverse væsner...det var jo nødvendigt.
Han var blevet jaget af forskellige varulve gennem tiden...
Han vente sig om og stirrede gennem mørket et øjeblik da han synes han så en refleksion af nogle øjne et sted nær jorden. Så ulven var...lille? eller gemte den sig?
"Hallo? Kom frit frem?" han så direkte mod den. Den skulle vende om og løbe nu hvis den ville undgå Zean. Men så ville han til gengæld også lade den være.