Caught between a rock and a hard place // Tristan & Zean //

Tid. Nærmer sig kl .20
Vejr. Køligt, ikke koldt og ingen truende skyer på himmelen.
Sted: Havnen.
Omgivelser: Enkelte mennesker på vej til eller fra deres erinder og nogle restaurenter hvor levende lys blaffer inder fra vinduet.

*bib bib bib * små søde lyde lød fra Camilles mobil telefon da hun rastløst bladrede den igennem, endnu en gang, for at se om Tristan havde besvaret hendes sms.
Hun ledte forgæved, der var ingen tikket ind, hvilke fik hende til at blive lidt hvileløs.
Hvis han nu slet ikke kunne møde hende, han kunne jo lave...ja, guder måtte vide hvad...hun var ikke en gang sikker på hun ønskede at vide det, om det så var arbejde eller privat, men hvis han ikke kunne komme, var hun taget helt hertil forgæves, hvor dumt ville det ikke lige være.Hun kunne sikkert have klaret det over telefonen, men det var af en eller anden grund vigtigt for hende at han ikke ville misforstå, så hun ville helst spørge ham face to face.
* bib bib * hun klikkede over på de afsendte beskedder og læste den hun havde sendt til Tristan for snart to timer siden...der stod...

Hey Tristan..

kan du presse et møde med mig ind i din travle dag?
Jeg har en lille tjeneste jeg vil spørge dig om, så hvis vi kan møde..skal vi sige kl. 20 på havnen, så
du er skat.

Luv
C.

Hun sukkede og så på sit ur, den var næsten otte, og han havde hverken ringet eller sms, måske skulle hun bare tage hjem...lige om 5 min.Hun stoppede mobilen i sin bukselomme.
Camille trak lidt ned i hendes hvide teshirt, der som mange andre af hendes bluser havde en asymetrisk udskæring og lod den ene skulder fri, nu var det dog køligt , så hun smuttede hurtigt hendes arme grønne strik cardigan hun havde haft bundet om livet , den matchede perfekt de baggy grønne busker med lidt sort tryk på. Junk de luxe stod der.Hendes fortøj var hverken praktisk eller yndefuldt, det var en sort flad sko med en ankelrem.
Camilles tanker strejfede et øjeblik, til Zean.Hun synes han havde så meget at se til, og hun havde ikke opgivet at hjælpe ham, eller idet mindste få ham til at føle han havde een han kunne stole på, en der ville ham godt.

//Første!//

Tristan lagde forpustet guitaren ned ved siden af sig med et "Phew..." og kiggede rundt for at sende et 'thombs up' til lead guitaren bagved. Endnu et job gennemført. Han var iført et par løse mørkeblå jeans, en sort t-shirt med et blåligt print samt en sort efterårsjakke udenover.
Mennesker rundt omkring i klubben klappede ivrigt og søgte tilbage til det de havde gang i.
Han hoppede ned fra den let ophøjede scene og fiskede i sin lomme efter sin mobil kun for at finde frem til at han havde fået en besked ...fra Camille?
Han læste den hurtigt og kiggede ned på sit ur.. 19.56.....*SATANS!* Tænkte han og bed sig i læben. Han kørte lynhurtigt sine fingre hen over tasterne for at svare:

Ey Camille,
Jo da, giv mig 10 min så er jeg der.
Undskyld jeg ikke har svaret før nu. Vi havde et job i 'standing at your street' og jeg kunne ikke se beskeden før nu - jeg er der om lidt!
Cya - Tristan.

Han skynte sig at trykke 'send' og proppede mobilen i lommen. "Hey Tristan, vi tager en øl i baren, skal du med?" lød det fra trommeslageren som netop havde rejst sig fra sin plads bag trommesættet. Tristan kiggede op på ham og skød ham et undskyldende smil.
"Undskyld, men jeg har en aftale om lidt, hyg jer!" Svarede han og begyndte hurtigt at bevæge sig imod udgangen imens trommeslageren mumlede noget uforståeligt i stil med "Always in such a hurry..".
Tristan brasede ud af døren og var på ingen tid hoppet op på sin motorcykel og sat i retning af Werclare. Det havde heldigvis været en klub tæt på Werclare de havde spillet på og hvis han bare kørte lidt over den lovlige fart så kunne han være der på 10 min... ca..

fredeligt. Havnen var altid fredelig i forhold til gågaden eller centrum. Werclare, en okay by, selv om han stadig fortrak Deepshell.
Aftenen var dejlig kølig, efteråret var virkelig kommet hurtigt...Men nu havde det jo heller ikke været den varmeste sommer.
På havde han nogle tilfældige kondisko, mørke jeans og sort T-shirt. Jakke tog han først på når han kom nærmere vinteren.
Han lod en hånd glide gennem sit mørkebrune hår.
Hans mørke øjne gled gennem det skiftende mørke, alt efter om han gik under en gadelygte eller ej.
Han sukkede svagt og lod sine tanker fare...Som stort set altid. Dawn...Elyas...Leonard...Han kunne stadig ikke helt fatte det...
Han rystede svagt på hovedet og kiggede op.
En stank af rådden tang og fisk slog ham i møde, netop som han fik øje på en ret bekendt skikkelse. Selvfølgelig. Han smilte lidt.
"Hej, Camille?" smilte han da han nærmede sig hende, uviden med den dusørjæger som nærmede sig....

'This will be the last time you ever see me ' brudstykket fra en film gjore hende opmærksom på en modtaget sms. Mobilen i hendes lomme lød højere end normalt, her var meget stille tænkte hun imens hun hurtigt fik fisket den op og så dét var fra Tristan.
"Perfeeect " mumlede hun tilfreds til sig selv.
Han var på vej, og hans humør plejede at være strålende efter en koncert så dét kunne jo ikke blive meget bedre.
Hun stak hånden med mobilen tilbage i lommen da en al for velkendt stemme kom hende i møde.Hun rettede sit blik mod stemmen og hendes øjne stødte på Zean, hendes ven og mentor.
Han var en flot fyr og hun forstod godt han var ..eftertraktet.
Hun vinkede til ham og smilede varmt " Hej Zean....tænk at møde dig her , skal du møde Dawn eller...?"
Hun fortrød næsten hun havde spurgt, men de måtte altsår arbejde med de ømme punkter der var i deres forhold og der havde faktisk været en del fremskridt den seneste tid.
Pludselig blev Camille helt bleg, * for fanden da Tristan er på vej...det går da slet ikke dét her....jeg må runde Zean af og få ham afsted inden Tristan dukker op*.
Hun så på sit ur."Nå...men dét er også sent Zean, og jeg skal videre...hjem..eller ...jeg har faktisk en aftale jeg er sen til ".Hun krummede tæt, hun havde éen gang før løget for Zean, og han blev ikke glad.
Hun så på uret, den var lidt over otte.Hun blev rastløs.

Tristan nynnede muntert en lille melodi af en af dem de lige havde spillet under motorcykel hjelmen. Han gav et lille vrid i håndledet for at gasse op og komme hurtiger afsted. Flere dystre og forladte huse drønede forbi imens han nærmede sig Werclare. Gad vide hvorfor Camille valgte at mødes der? Og hvorfor var hun der overhovedet? Den tøs vidste bare ikke hvad der var bedst for hende, hun var altid på det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt.
Han sukkede opgivende under hjelmen og rystede let på hovedet.

//Undskyld at det er lidt kort, men tænkte lige at jeg ville lade Zean svare inden jeg gør nogen entré//

Han så lidt på hende, faktisk overrasket over hun nævnte Dawn. De to havde det jo ikke helt godt med hinanden...
Han trak svagt på skuldrene
"Faktisk ikke...Hun befinder sig nok hjemme i Deepshell med Elyas..." svarede han mens han lod blikket glide over hende endnu en gang, som om hun skjulte noget...Hvilket hun da sikkert også gjorde. Hvorfor skulle hun ellers have så travlt med at komme af med ham.
Han lagde armene over kors og så lidt på hende...Selvfølgelig, han kunne ikke tvinge hende til at blive...Men han kunne konfrontere hende med den fact at hun stod og løg...Han havde vænnet sig til at se det...efter så mange år lagde man mærke til selv de små ting, når folk snakkede, for at kende bedragere fra dem man kunne stole.
"Camille...Er du helt okay? Jeg vil ikke tvinge dig til at have mit selskab...Men jeg går ikke så længe du lyver..." han så lidt på hende
"Hvorfor lyver du, Camille?" nej, han brød sig ikke af når folk løg...hvad havde de at skjule? Så meget at de hellere ville have at folk med tiden blev mistroiske end at stole på dem. At de ville sætte det på spil....Han forstod det ikke. Og det gjorde ham vred hver gang.

Okay , han skulle ikke møde Dawn og gav ikke udtryk for at skulle noget andet.
Camille betragtede ham ærgeligt da han naturligvis afslørede hun ikke talte sandt.
Han lagde resolut armene overkors og hun vidste dét betød at han ikke gik, førend han havde sine svar.
Hun måtte tænke hurtigt , Tristan kunne være her hvornår dét skulle være.
Hun var meget i tvivl om næste move, hvis hun stak ham en løgn og sagde hub ventede på en date var chancen for han gik nok større, men hvis han blev og afslørende endnu en løgn, ville han blive rasende på hende.
Hun var jo nød til at tænke også på Zean, Tristan VAR jo dusørjæger, for gods sake.
Beslutningen var truffet og hun gik i gang med at grave sin egen grav...
"Zean....Eh...dét er slags date..du ved, men en fyr jeg kender....måske dét ikke er så interessant ...sååå "
Hun forsøgte at lyde overbevisende og håbede at han ville tolke de små rosa prikker på hendes kinder og hendes nervøsitet , som et tegn på sommerfugle i maven,inden hendes date.

Tristan trillede endelig ind i det dystre Werclare og drejede ned imod havnen. Rundt omkring kunne man se klubberne der allerede var åbne og mennesker og væsner som allerede slingrede berusede hen ad gaden.
Tristan lagde ikke så meget mærke til det, men koncentrerede sig stedet om at kontrollere motorcyklen i høj fart. Han nåede til et sted at parkere tæt ved havnen og hoppede af efter at have stoppet sit køretøj. Han trak hurtigt nøglerne ud og proppede dem ned i sin lomme, hvorefter han satte i løb hen af havnen.
Efter at have løbet lidt fik han spottet hende og satte tempoet op. Uopmærksom som han var, havde han slet ikke fået øje på dæmonen ved siden af hende.
"Camille....Så er jeg her... undskyld....forsinkelsen" Pustede han og stoppede op foran hende.

Han forstod hende virkelig ikke...Han sukkede og slog ud med armen.
"Hvis du ikke gider mig selskab, hvorfor siger du det så ikke? Hvorfor skal du stå og lyve over for mig?!" hans stemme var blevet mere...kold. det hele tog dog snart en anden drejning.
Han så dusørjægeren og genkendte ham hurtigt, ham den lidt...knap så gode dusørjæger han havde mødt oppe i bjergene, ham som han faktisk skulle slås md på et tidspunkt...Og med kurs direkte ned mod dem. men han flyttede sig ikke. der var vel grænser for hvor hurtigt folk udviklede sig, især når man snakkede om mennesker. Han så ham stadig ikke som en enlig trussel, selv om han stadig var opmærksom.
Han så lidt mellem Camille og Tristan, lidt ubeslutsom om hvad han skulle, men da Tristan stoppede op og sakkede direkte til Camille, regnede Zean det hurtigt ud...
Camille havde ikke løget over for ham for at...ødelægge noget. Men for at få ham væk nu hvor dusørjægeren kom.
Hvad skulle han enlig tro? At camille var uskyldigt venner med ham? Eller måske at hun hjalp ham med at støve væsner op? Måske var det derfor at Camille var så interesseret i alt muligt, alt hvad der havde med hans fortid og evner at gøre...Dog virkede det bare ikke rigtig,t det kunne han ikke tro....
Han havde på en måde lyst til at grine af det hele....

Camille følte hun sad i en lille gummi jolle ude på dét store hav , og nogen havde trukket bundproppen ud, da hun så Tristan komme ilende .
Hun kiggede et par gange fra Zean til Tristan og vidste at fra nu af handlede dét hele om Damage Control, og ikke andet.
Hun nåede at give Zean et undskyldende blik, men om han opfangede dét var uvidst.
Hun rettede opmærksomheden mod Tristan, helt i mørket når dét omhandlede at hendes to venner ikke var ubekendte over for hinanden, og hilste på ham "Tristan, dét okay Sweetie...jeg skulle lige til at sige farvel til...Eh...Zean her " sagde hun efter at have strøget løgnen om at han var en kollega.
Hun så på Zean, ville han gå ? Dét var jo ikke fordi hun ikke ville nyde hans selvskab som altid, men ikke sammen med Tristan....Zean var al for meget mand...eller måske nærmere dæmon til at de to ikke ville ryge i totterne på hinanden.

Tristan kiggede op ved hendes ord "Zean?" Han fik øje på dæmonen ved siden af og så først lidt fortabt ud. i løbet af ca 5 sekunder skiftede hans ansigtsudtryk fra: 'Hvem-fanden-er-du?' 'har-jeg-ikke-set-dig-før?' 'jeg-kender-dig-gør-jeg ikke?' og til sidst til 'ey!-dig-kender-jeg!!!'. Han stirrede lidt og havde mest lyst til bare at kaste sig over det velkendte ansigt, men formede istedet et halvt hånligt smil.
"Tak for sidst.." Mumlede han hen til Zean inden han hurtigt kiggede ned på camille med et uforstået blik. Kendte hun denne dæmon? det lød sådan. Han sukkede opgivende og kiggede tilbage på Zean med et gennemborende blik.

Han grinte lidt, mest for sig selv. Det her var bare....en situation han ikke havde set komme. På en måde følte han faktisk ikke han hørte til her og normalt ville han nok være gået. Hvis ikke det var fordi Camille havde løget over for ham to gange inde for alt for kort tid. Hvad havde hun troet? At han ikke var stærk nok til den lille dusørjæger? Nogen gange forstod han ikke hendes tankegang.
"Farvel?" han så på Camille med et lille smil der sagde 'det sjove er kun lige begyndt'
Han lod blikket glide over Tristan et øjeblik.
"Selv tak" smilte han, sidste gange...ja, de havde leget lidt til de fandt ud af det nok var bedst at vente til senere....

Camille så Tristans udtryk ændre sig, flere gange faktisk som han ventede på en brik faldt endeligt på plads.
Zean indikeret på fin og stædig vis med sit lille "farvel? " at han da ikke havde tænkt sig at forlade showet her, før end det var drænet for hvad end der kunne gemme sig af underholdning. Camille så trodsigt på ham og tænkte *Zean...for helvede da*
Heldet var åbenbart med Tristan og han fik sin hukkomelse på plads ,hvilket skaben en ny udfordring.
Camille blev rimelig rystet , da hun opdagede at de kendte hinanden.
Det var tydeligt at der var kold luft mellem dem, at der havde været et eller andet issue mellem dem, og det var lige før hun håbede det var drama over en eller anden random chick, det kunne ligne dem begge ikke at ville "tabe".
Camille henvendte sig til Tristan og spurgte bekymret og med en smule anklagende atemme " I kender hinanden?."
Hun håbede at han ikke var bekendt med at Zean var dæmon og omvendt at Zean ike vidste han var i selvskab med en jæger.Hun havde dog en dårlig mavefornemmelse og havde mest lyst til at få Tristan væk herfra...eller Zean, få dem adskildt.

Tristan kiggede ned på Camille igen. Han løftede let og drilsk det ene øjenbryn og kiggede på Zean igen. "Vi kender skam hinanden" Svarede han og fnøs. Han vidste godt at det stadig var umuligt for ham at slå dæmonen, men fristelsen om bare at prøve lå tungt på ham.
"Vi har endda stadig et 'væddemål'" Fortsatte han flabet og begravede hænderne i bukselommerne imens han vippede frem og tilbage på hælen.
"Camille du ved virkelig ikke hvad der er bedst for dig.. Hvad er der med dig og dæmoner?" Mumlede han så ned til hende med et 'jeg-håber-du-har-en-forklaring'-blik. Det var da også utroligt som hun kunne støde ind i væsner over alt. Som en magnet imod jern.

Han grinte lidt, igen. og rystede svagt på hovedet. Det virkede ikke helt så underligt faktisk...at hun skulle rende rundt med en dusørjæger. de var jo begge mennesker....eller, der var jo et lille men ved Camille, men det var ikke noget man mærkede til. Da han stadig havde den ide at være stærkere end denne dusørjæger, følte han ingen trussel og blev derfor også stående.
Han ville lade dem snakke lidt om det her...uden at blande sig, bare stå og lytte....Men det kunne nu være sjovt at mærke hvor meget dusørjægeren måske havde forbedret sig...hvis han havde? Bare den mindste fornærmelse og han skulle stå klar...For som altid havde han det princip, at han ikke angreb uden grund. Medmindre det var for at spise.

Hun fik et alvorligt udtryk i ansigtet da hun gentog efter Tristan "I KENDER hinanden, og har et væddemål , vil nogen venligst forklare mig hvad der sker, for jeg forstår ingenting luge nu.?"
Hun kiggede spørende på Zean, men han var ikke videre meddelsom, hun rystede på hovedet af ham.Hvorfor lod han dét bare stå til, uden at sætte hende ind i hvad der foregik, hun kunne jo ikke afværge nogen katastrofe, hvis ingen ville oplyse hende om noget, kunne hun vel?
Blikket lå igen på Tristan og hun følte sig lidt grillet af hans blik..
"Jeg kan udmærket passe på mig selv ...og hvad angår dæmo..."hun stoppede op og holdt vejret.
Han vidste dét , han vidste Zean var dæmon ! Hun så på Zean med spørgsmålstegn i hendes øjne.

Tristan himlede med øjnene og sukkede irriteret. Hun var stædig som altid. Han kiggede kort hen på Zean sammen med Camille, men havde selv et sikkert smil på læben og et trodsigt blik med hovedet let på skrå. Et blik han indikerede som 'vil du forklare`?'.
"Blev jeg virkelig kun kaldt herud for at hilse på den?" Mumlede han utilfredst og nikkede i retning af Zean imens han follede armene over kors. Mere og mere begyndte han at ønske at han bare var taget med til fest efter at have spillet på den klub. Det faldt ham ikke i god jord at skulle til at have en intern kamp med et væsen nu. Og slet ikke et stærkt væsen- det måtte være en af de dage.. .Ja med bestemthed, en af de uheldige dage der bare var dømt til at komme.

Han sukkede svagt og så på Camille.
"Om jeg ved han er dusørjæger? Absolut...lige som f.eks. et rådyr altid ved hvad en ulv er...det er næsten det samme...bortset fra jeg nok ikke opføre mig som et rådyr" han smilte svagt ved det.
"Nå men...VI mødte hinanden oppe i bjergene, han øvede sig..." han så smilende, en anelse...drillende, på Tristan.
"Og jeg besluttede mig for at drille ham lidt...." et udfordrende blik. Mod Tristan...Han viste Camille nok ikke ville sætte pris på dette her...Men i forhold til det her var han faktisk så godt som ligeglad med hvad hun sagde....
"...Men han var ikke helt stærk nok, så vi blev enige om at mødes igen...når han blev stærkere" han så igen på Camille.
"Jeg ved ikke helt...Om det skal være nu, Tristan?" han så igen på Tristan
"Så er du ikke kommet helt forgæves..." et selvsikkert smil viste sig hos Zean.

Camille synes mest af alt dét virkede som at afsporet tog som hun skulle forsøge at stoppe, uden nogen kom til skade i processen.
Hun kiggede på Tristan og sagde lidt skarpt."Dét er ikke en DEN han hedder altsår Zean ....men dét var ikke dét jeg ville spørge dig om, det var altsår noget helt andet."
Tilbage til Zean kom hendes opmærksomhed da han forklarede .
Damn...de vidste alt om hinanden ,og havde kæmpet .Hendes Tristan mod hendes Zean ? Ok...måske var de ikke ligefrem hendes, eller slet ikke faktisk, men dét var begge to dem der stod hende nær, så komplet uacceptablet var dét under alle omstændighedder !
Camille svarede på Zeans spørgsmål inden Tristan havde mulighed for dét, hun havde en truende tone i stemmen og sagde kort "Nej ..no way, dét er hverken nu eller senere for den skyld! "Og så så hun tilbage på Tristan med et udtryk der bad ham om at forstå....og om ikke at forfølge dét her med Zean.

Tristan stod bare og kiggede tilbage på Zean imens han smilede ironisk tilbage. Et par gange nikkede han eller mumlede flabede kommentare, men ellers var det eneste han tilføjede til det zean sagde var noget i stil med: "Du drillede? Syg form for humor du har dig der.." han vippede hovedet llidt på skrå og tilbage. Inden han kunne nå at svare på spørgsmålet havde Camille svaret, men det forhindrede ham ikke i hurtigt at svare lige efter.
"Bring it on, anytime!" Han spillede lidt med underholdt smil og var klar på kamp. Han havde været svag sidst, men var blevet meget bedre efter at have trænet under Sakref, nu havde han til og med også et lille es i ærmet.
"Jeg sagde at jeg ville kæmpe imod dig næste gang, og jeg er ikke en mand der bakker ud fra sit ord". Han fnøs henkastet og gav Zean et udfordrende blik.
"Sorry Camille, men kan du spørge senere? eller kan du give mig et hint?" Lige meget hvor meget han brændte for at slå på Zean så skulle det ikke forhindre at han kunne berolige Camille med et skævt smil og et glimt i øjet samt en spydig kommentar.

Han så lidt på Camille...
"Vær nu lidt forstående...Sådan er naturen....Væsnerne må ikke leve i fred og kaos uden mennesket skal blande sig...eller omvendt for den sags skyld, det er som man tager det..." han trak på skuldrene. Det var jo menneskerne der var kommet sidst og havde ødelagt noget af freden....eller også huskede han forkert. Det var også lige meget, historie var ikke han stærkeste side.
"Desuden slår vi jo ikke hinanden ihjel...Eller, det tror jeg ikke...hvad er reglerne enlig i sådan en slåskamp?" han så en anelse spørgende på Tristan. Som regl var der vel ingen regler...Men nu var dette jo heller ikke en normal slåskamp?
"I hvert fald ikke denne gang, for din skyld..." Han blinkede beroligende til Camille uden at vente på svar.
Desuden ville det også kunne falde godt for Tristan...Så fik han jo lov til at leve videre bagefter...En ting var i hvert fald klart: Zean regnede ikke med at tabe.

Hun så godt først Tristan forsørge at vise hun ikke havde grund til at være urolig, men hun var ikke overbevidst, hun havde selv kæmpet side om side med Zean både som almindelig mand og i hans dæmonform, dét ønskede hun ikke Tristan skulle opleve, som modstander .
Han var stærk, Zean.Men Tristan, var hurtig og kvik...og havde sin nye 'ting', kunne Zean stå i mod dét?Eller ville hun selv tage skade i kampen, hvis hun ikke kunne holde sig i ro.
Zean lovede ingen ville dø, dét var en trøst, omend lidt lille, for maltrakteret kunne stadig finde sted....desværre.
"hør nu her....kan i ikke finde på noget andet ? Jeg mener.....to venner der slås, det lidt....kan i ikke godt.....skulle vi istedet...jeg mener...."hun tav, de stod bare og målte hinanden, så det ud til...Istedet for at lytte til hendes forsøg på.....fred ?

Tristan rystede på hovedet. "Det er vel bare en kamp for gammel venskabs skyld, ingen behøver at dø, det var heller ikke en del af aftalen alligevel" Svarede han og trak på skuldrene som var det en småting de snakkede om. Som dusørjæger lærte man vel ikke at frygte for meget for sit liv.
Tristan tog et lille skridt bagud og flashede et stort grin. "Bring it on demon boy" Sagde han udfordrene og viftede ham hen imod ham som tegn på at han skulle være velkommen til at angribe. Den anden hånd holdt han fast oppe foran sig som klar på selvforsvar.
"Undskyld igen Camille, men hey, det må ligge i naturen ikke?" Afsluttede han roligt og førte blikket tilbage på dæmonen overfor ham.
Gad vide om Zean var blevet stærkere? Han håbede det ikke, Zean var stærk nok osm han var før, og Tristan vidste godt at han måtte anstrenge sig bare for at få indplantet ét slag.

HAn grinte. Han kunne ikke lade være. det var bare lidt for komisk...
"Venner?" han så lidt på Camille, men var dog mest opmærksom på dusørjægeren som helt klart lagde an til kamp...
"Er et rådyr og en ulv venner?" han rystede på hovedet. De havde aldrig været i nærheden af at være venner...Aldrig. Det var man bare ikke. Det kunne man ikke. Det var forkert...
*Hold dine venner tæt...Men hold dine fjender tættere....* der var dog grænser...
Zean overvejede det hele et øjeblik, mens han så på Tristan nu, Ledte efter øjenkontakt i bare et øjeblik...Han havde aldrig været god til nærkamp, hans fjender ordnede han på en mere lusket måde, men nu havde han vel ikke rigtig noget valg...End at prøve. Trække sig ville han i hvert fald ikke!
"Du lægger ud" smilte han bare roligt. Han havde altid haft det nemmest ved at fjenden, eller bare modstanderen, lagde ud. Startede det hele.
"Hvis mig hvad du har lært..." drillede han udfordrende

Camille rystede på hovedet.
Ingen af dem ville lytte til hende .
* Thanks for nothing Boys * tænkte hun bittert og blev rastløs.
De måtte vil være klar over at hvis en af dem var i risiko for at blive skadet, ville hun gribe ind ?
Ellers fandt de tids nok ud af dét.
Ikke om hun ville stå til imens hendes venner bankede løs på hinanden.
Hun sagde lidt bittert til dem begge "Lets har en idé drenge....hvorfor tager vi ikke bare et målebånd og måler hvis er størst ?"