Oh darling, oh angel you should not play with fire - Danni.

Sted: Stranden.
Omgivelser: Temmelig stille? Masser af sand.
Tid: 18:57
Vejr: Køligt, let blæsende.

Embry tog smøgen fra læberne og lod den kølige hvide røg suse til himmels. Hans hænder var kolde, og det samme var hans ansigt. Han virkede som en stenstøtte mod den klare solnedgang, mod det næsten sølvfarvede hav, men hverken det, eller de små bølger der slog mod bredden lagde han mærke til. Han var langt borte i tanker, de sidste par dage havde været et helvede, og han var blevet klar over at det var slut med at være sikker på at skizofrenien ikke ville vænne tilbage, for det havde den da i den grad. Så meget at han nu kunne mærke det om dagen når hans humør pludselig slog knuder og han mistede kontrollen.
Han rystede på hovedet, så det røde hår blev virret med og askede ned i sandet før han gik videre hen af strandbredden. Han havde overvejet hvad der kunne gøres, han havde taget afstand til David i troen om at det kunne redde den lille dæmon fra hans udbrud, men det hele var noget lort, et værre rod.
Han traskede videre hen af sandbredden og betragtede de små sandkorn der veg for hans sko. Han havde ovenikøbet brudt et af sine egne bud, spis aldrig et menneske. Han Blev dyster i blikket ved tanken, Han havde nær ikke husket episoden, men den var kommet tilbage i form af smertelige hovedpine anfald dagen efter.
Han rystede igen på hovedet, det nyttede da slet ikke at blive agressiv, det lokkede det bare frem... han kylede skoddet ud i bølgerne og rakte ned i sin lomme efter sin cigaretpakke, det tog lidt tid før han endelig fik fat pakken i den dybe trenchcoat lomme, og trak en af de hvide dødspinde op. Han smilede bittert over den, dø? Vidst ikke i dag. Han placerede filteret så det hvilede mod underlæben og holdt cigaretten let fast med overlæben inden han tændte sin lighter. Han betragtede flammen et par sekunder, før han skærmede så den ikke gik ud og tændte smøgen, slukkede lighteren, og lagde den tilbage i lommen. Han tog et langt sug, som i demonstration mod sin udødelighed, og lagde nakken tilbage og holdt røgen et par sekunder længere før han lod det slippe. Og gik videre.

Danni havde det sidste stykke tid, følt sådan en tryghed ved at være på stranden som om alle tanker bare forsvandt. Han havde som altid det kaos liv som han altid havde haft, kun kaos med sig selv som han knap nok kunne klare at holde i orden.
Han havde taget den lange vej til La Sunisha, og videre ned på stranden. Det var udmattende med at tage bussen, men det var jo sådan det gik til for at komme fra Danni's hjem også hele vejen til den smukke strand.
Nok var han utrolig glad for stranden, og at tankerne bare kunne flyve rundt som de ville. Men det var skam også et sted som han frygtede, alt det vand var ikke nået han nød særlig meget af. Men så længe han holdte sig væk fra det, så var han ret så glad for stranden og dens skønhed.
Han trippede ud af bussen, selv om han blev nød til at holde fast i døren i bussen for at komme ud uden at falde.
Han smilte lidt af synet af stranden, som når et barn fik en gave.
Han begynde ret så roligt at gå ned af den ellers så smukke strand, selv om hans støvler truet med at falde af for hvert et skridt han tog.
Da han var nået halv vejs ned til stranden, stoppede han hurtigt op da han fik øje på nået. En dreng med nået ret så rødt hår, nået hår han nok aldrig ville kunne glemme. Hans smil blev stort og barnligt, i det han løb så lysløst han kunne "Embry" råbte han glad i det han kastede sig op på hans ryg, og krammede sig bare ind til den. Han lag sine ben tæt rundt om livet på ham, og sine arme tæt omkring halsen på ham.

Embry gik ikke så frygteligt hurtigt. Han var meget lidt glad for motion, da han altid lød som om han skulle kvæles bare han løb hundrede meter, på grund af hans voldsomt dårlige kondi, og hans arme lunger der måtte lide under det ekstreme forbrug af smøger. Han stoppede op for at tage et sug.. han lignede nok lidt børn på det punkt, han kunne slet ikke multitaske, det gik galt hver gang han fosøgte at ryge og gå imens, han blev kvalt i røgen og ville højst sandsynligt falde over sine egne ben. Så at multitaske var slet ikke hans stil.
Han var dog nær faldet forover da noget småt hoppede op på ryggen af ham og knugede sig til ham, mens han fumlede med at finde balancen igen, og ikke brænde sig på den tændte cigaret. Han fik endelig genfundet balancen og så lidt forvirret på de små feminine hænder der knugede om hans spinkle brystkasse. "Danni?" spurgte han lidt overrasket, og løftede sin ene arm og forsøgte at se sig om på ryggen. Han fik et glimt af nogle lyse lokker, og smilede, før han rakte om og prikkede englen i siden "Du havde nær væltet mig, et held at du ikke vejer alverden" grinede han og satte smøgen til at hvile i mundvigen og lagde sin ene hånd over Dannis hænder. Han lagde først mærke til der hvor små hænder han havde i forhold til ham selv, og smilede lidt skævt over det. Danni lignede en pige i alt hvad han gjorde og sagde, og Embry kunne godt huske at han troede Danni rent faktisk var en pige da han mødte ham første gang.
"Hvad laver du ude så sent hva?" spurgte han og ventede på englen hoppede ned fra hans ryg, så han kunne se ham ordentligt.

Danni fik altid en skøn underlig følelse inde i, hver gang han var oppe på nogen ryg. Han havde følelsen af at han var den højeste person i verden, som om han kunne altid og intet kunne stoppe ham i nået. Selv om han bestemt også nød at være på sin egen højde, hvor man var tætter på jorden og ikke behøvede at risikere at blive højdeskræk.
Han vippede lidt med sine fødder og smilte imens "det er mig" sagde han og var virkelig glad for at se Embry igen, han fik altid en barnlig sind når han var sammen med Embry eller mere barnligt sind end han allerede havde.
Han mærkede godt hans hånd på sine, selv om den var så meget større end hans. Men han kunne godt lide sine hænder, lige så meget som han elskede sine små fødder.
Han lod langsomt en fød lige ned i sandet efter den anden, han gjorde dette langsomt da der jo var et stykke ned for ham at kunne nå jorden.
Han tog sine hænder til sig, og lod dem bare glide ned af siderne af ham "går mig en aftentur" sagde han, selv om han ikke viste hvor meget det nu passede. Da en aftentur var jo nået man gjorde for hyggens skyld, men Danni gjorde det bare fordi.. Ja det viste han ikke engang. Han var bare taget afsted, skulle bare væk og stranden var bare det bedste sted.
"hvad laver lille dig så ude på denne tid?" spurgte han så om og gav et lille tøsse grin fra sig.