Just another day at work - McClean

Tid: Nat. Omkring klokken 02:00.
Sted: Havnen i Werclare
Vejr: Skyfrit, dog blæsende. Månen lyser op.
Omgivelser: Mennesketomt; roligt, fristes man til at tænke

Susanna var klædt i sort. Selvfølgelig var hun klædt i sort. Det var hun altid, når hun jagede; det gjorde det nemmere at gemme sig i skyggerne, og hun tog taknemmeligt imod denne mulighed. Dusørjægerne havde i forvejen svært ved at gemme sig for andre væsner, netop fordi væsnernes sanser var så meget bedre.
Hun befandt sig på havnen i Werclare. Susanna sad på hug bag et varehus og undersøgte det menneskelig, der lå foran hende. Det var en ung kvinde, sandsynligvis yngre end Susanna selv, sølet ind i blod. Det smertede Susanna at se menneskene så magtesløse overfor De Overnaturlige, og hun bad en kort, lavmældt bøn for offeret.
"I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen." sluttede hun hviskende, mens hun gjorde korsets tegn, inden hun rejste sig og så vurderende rundt. To væsner kunne have gjort dette. En vampyr eller en bloddæmon. Andet kunne hun ikke konkludere i øjeblikket, men hun fornemmede, at synderen stadig var i området, så hun listede sig hen langs siden af varehuset og satte sig på hug på hjørnet igen. Derfra havde hun en glimrende udsigt over det meste af kajen. Hendes øjne var sammenknebne og hendes åndedræt var overfladisk og lydløst; ja, hun holdt næsten vejret blot for at forblive lydløs.

Den kolde luft kom ind fra havnen, og skar som en kniv henover McClean's skaldede hoved. Han sad på toppen af en container og nød en smøg, efter en vellykket jagt. Hans lange sorte tenchcoat blafrede i vinden. Nigotinen bredte sig i hans blod, og han følte sig atter afslappet. Han havde brugt det meste af dagen på, at jagte en vampyr rundt i de små skumle gader, og endelig havde han nedlagt denne umenneskelige skabning, og sat en stopper for dens ødelæggende resigme.
Nu sad han med to spidse hjørnetænder i den ene hånd, og smilede stille for sig selv.
Livet var sgu blevet underligt. Disse væsner fyldte jo mere og mere.
De fleste jægere tog trofæer fra deres bytte, men han havde aldrig hørt om andre der gemte vampyrtænder. Selv samlede han dem ivrigt.
Han kiggede ned imod kajen hvor han svagt kunne ane en kvinde snuse rundt. Han gemte tænderne væk i inderlommen i jakken, og lagde hovedet på skrå.
En af dem?

Susanna rørte sig ikke ud af stedet. Et sted i nærheden skramlede nogle skraldespande og lydene blev ført langt i nattens stilhed; det var sikkert bare en kat. Lydene skulle i hvert fald ikke forstyrre Susanna i hendes arbejde. Hun sad stadig med sammenknebne øjne og spejdede rundt, mistænksomt. Det var aldrig til at vide, hvor de bæster kunne gemme sig. Den mindste lille forandring i luften kunne betyde fare.
Så opfangede Susanna en anden lugt. Hun trak vejret roligt gennem næsen, og rynkede så på den. Var det røg? Susanna havde altid været modstander af alt, hvad der havde med tobak at gøre, og netop af den grund kunne hendes næse opfange det. Hendes blik søgte opad i sit forsøg på at lokalisere genstanden for denne røg. Hun så den tynde søjle af røg, inden hun så ham. Og det var helt sikkert en ham, konkluderede hun med det samme. Ellers måtte det være en usandsynligt stor kvinde, og sådanne vampyr-kvinder fandtes ikke rigtigt, vidste hun. Vampyrkvinderne skulle jo helst være så perfekte som muligt.
Det trak i Susannas mundvig, da hun så ham. For det undgik ikke hendes opmærksomhed, at han også havde set hende. Så nu, hvor hun alligevel ikke længere havde nogen fordel af sin siddende stilling, rejste hun sig langsomt op.

McClean smilede skævt da kvinden rejste sig op. Han tog endnu et sug af smøgen, denne gang længere, og smed den så. Han tørrede kort næsen med bagsiden af hånden. Hun var blevet gjort opmærksom på ham, så nu var reglerne sat. Hvem fangede hvem først? Han kiggede kort ned af hende, selvom han ikke kunne se ret meget pga afstanden. Hmmm... Vampyr? Nej, det lignede hun bestemt ikke. Han kørte hånden hen over sin skaldede isse. Månen stod efterhånden lavt på himlen, så der ville ikke gå lang tid før solen stod op. Måske et par timer, maksimalt. Så ville jagten jo være forbi. Naah, havde hun været vampyr var hun nok allerede på vej hjem. Han rejste sig op i sin fulde højde på containeren, og rettede kort på jakken. Han ville sende hende et klart indtryk af hvem han var. Begyndte hun at løbe, vidste han jo selv hvad hun var. Han tog den to-løbede sølv pistol ud af skeden og lod den skinne i måneskinnet.

Susannas øjne veg ikke fra manden ét sekund, da han rejste sig op. 'En rigtig jæger holder øjnene på byttet'. Den reprimande havde hun hørt fra sin fader mange gange, da hun stadig havde været en lille pige, som havde været tilbøjelig til at knibe øjnene sammen, og vente på det hele var overstået.
Hun bemærkede den bevægelse, han lavede, og trak sig instinktivt længere ind i skyggen, da hun så metallet glimte i månens lys. Men hun løb ikke. For nu var hendes nysgerrighed vagt. En vampyr, der gik med pistol? Næppe. Han var altså ikke gerningsmanden, bemærkede hun i tankerne. Snarere et overmodigt menneske, der troede, han kunne klare alt; beruset af alkohol eller livet i sig selv. En frustreret lyd forlod Susannas læber idet hun løsnede den snor, der holdt hendes hår samlet, og trådte frem fra skyggerne.
"Vampyr eller dæmon er du ikke. Disse væsner ville aldrig bære menneskelige våben. Varulv ej heller, da dit våben er af sølv. Min erfaring fortæller mig, at engle og elvere er fredelige af natur. Hvad er du?" Hendes stemme var klar og lys i natten og nåede op til ham, på trods af at hun talte ganske normalt. Hvis han viste sig blot at være et menneske, var det selvfølgelig ikke så godt. Så havde hun jo lige afsløret alle væsnerne for ham. Men den tid, den sorg. Det ville hun ikke tage sig af nu. Hendes mørke blik hvilkede forsat på ham, aflæsede hans mindste bevægelse.