All work and no Play [Procella]

Dato: 11. februar
Tid: 20.03
Sted: Tranquility Mansion
Vejr: Stjerneklart -Frostgrader

Den velkendte limousine holdt foran Tranquility Mansion i god tid. Klubben var meldt til at have sin 'Grand Opening' kl. 21, selvom nyheden ikke var blevet spredt i lokale medier. Det var nærmere sket ved en mund-til-mund igennem det overnaturlige samfund. Wicked var allerede i klubben - som han havde været stort set konstant de sidste to uger, bortset fra den tidlige morgen to dage før og den skæbnesvangre aften måneden før.

I hans sted klæbede Fletcher, sekretær-medhjælper-højre hånd-manden der vidste hvor ligene lå begravet, til Procella og forsøgte i et pinefuldt nasalt toneleje at overbevise hende om at modtage det fulde komplement af påklædning som Wicked havde sendt ham ud med. Kjolen var i en reflekterende perlemor, med et tilhørende sjal med mørke broderier og perler som vedhæng til at tynge frynserne. Skoene var klassiske sorte stiletter med åben tå, smykkerne diamanter og mørkegrå perler indlagt i sølv.

"Please, Mrs. Faccombe. He specifically asked that you wear the presents and be there for the opening."

Fletcher holdt igen æskerne frem imod hende, med et halvt bedende ansigt.

Procella havde efterhånden lært at leve med Fletcher. Manden lidt bedende ydmyge holdning var perfekt til hendes ellers agressive fremtoning. Hun kunne ikke bide hovedet af nogen der var bedende på den måde.

"I..."

Procella havde et meget anstrengt udtryk i ansigtet da hun betragtede smykket. Han gjorde det her med vilje!

"The shoes? Come on? And this...scarf-thingy? I look ridiculous!"

Hun sukkede og knipsede til sjalet. Den florlette kimono smøg sig ind til hendes hud som et kærtegn.

"Look. I would not even know how to work with this. Hair up or down, or make up? Look i dont have any here!"

Hun greb efter halmstrå men det var det bedste hun havde at arbejde med. Hun sukkede tungt og så lidt træt på Fletcher.

"Those are real aren't they?"

Procellas fingre gled af sig selv op til halsen hvor en skygge af fingre endnu var at se. Hun lukkede kort øjnene.

"Fine. I will do the pearls. And the dress, and the killer stilettos. Please...do I have to do the scarf too?"

Der var en næsten lige så bedende undertone i hendes stemme som han havde disket op med. Skulle hun bare opgive det hele? Ville det ikke virke næsten latterligt at hun kom anstigende sådan her? Hendes bløde ravfarvede blik så op på Fletcher og der var usikkerhed i jægerens ansigt.

Bastard...I hate you...

"If he is laughing at me...Should I stay home? I can cancel the sitter. I don't need to go"

Hun begyndte mentalt at bakke væk fra alt hvad der havde med glitrende smykker og kjoler at gøre. Åh gud! Hvad lavede hun!

Fletcher bøjede sig ned og smøg skoene på hendes fødder, før hun kunne ombestemme sig. Det var ikke lige en del af hans job-beskrivelse, men det var med at udnytte chancen når hun var distraheret. Den lille mand kom på benene igen med et nøje begrænset beundrende blik.

"Oh no, Madame. You look absolutely stunning already. And if you'd please.."

Fletchers hånd imod hendes ryg nærmere tvang end guidede hende til at stavre på stiletterne hen af gangen fra hendes påklædningsværelse - Wickeds idé - til en af de lidt større stuer på første-etagen. Han trådte frem bag hende og slog dørene op. Adskillige ansigter rettede sig imod dem. Kasser, krøllejern og make-up kits var spredt på enhver overflade, og de unge mennesker - to kvinder og en mand - var alle yderst velplejede. De smilede forventningsfuldt af hendes udseende og ignorerede det forpinte udtryk på hendes ansigt, tydeligt vant til forkælede rigmandsfruer og døtre.

"Quite real. And I insist. It is rather cold outside. There would be little point in freezing when mon seigneur has gifted you a perfectly useable shawl. Think of it not as a decoration, but as something practical to keep away the cold!"

Efter adskillige diskussioner var Fletcher efterhånden blevet en diplomatiens mester når det kom til argumenter der kunne lokke Procella i de nogle gange latterlige, ofte smukke og altid kostbare gaver, Wicked udvalgte.

"I can assure you that once these fine people are done with you, no one will even consider laughing. Besides, stay at home? When the club is having its grand opening? Surely you would want to share in Mr. Faccombes delight at all these weeks of hard work? The children will be absolutely fine, Miss Rey is already with them."

Bag hendes ryg gav Fletcher de tre folk adskillige lydløse tegn med den fri hånd og de sprang dem i møde, begyndte at lede Procella imod et stort bord med et overvældende spejl, hvor det meste af det ordnede kaos af udstyr var opstillet.

Procella stirrede i lige dele forfærdelse og bestyrtelse da hun blev ført ind i noget nær sit værste mareridt. Alt for mange hænder der gjorde alt for meget uventet ved hende. Hun udstødte ind i mellem nogle protesterende lyde og gav sig med små lyde imens hendes hår blev stylet efter alle kunstens regler.

(Time-jump)

Lyden af frost der knagede under bilen imens den satte sig i sneen fik hende til at skæve mod døren. Hun havde virkelig ikke lyst til at stige ud. Hendes hjerte begyndte at hamre hårdt mod hendes bryst, og hun blev overvældet af lyst til at råbe til chaufføren at han skulle køre videre, så hurtigt fysisk muligt for den lange limousine.

Hendes fingre gled søgende til halskæden. Lå den som den skulle? På en skala fra et til komplet åndsvag hvor lattervækkende ville hun så være? Hun sank noget da håndtaget let blev trykket ned og døren åbnet. Et pust af iskold luft stod ind i den behageligt opvarmede kabine.

Et slankt velformet ben kom til syne langs slissen da hun tøvende tog imod den frembudte arm der blev tilbudt hende for at hjælpe hende ud. Procellas fingre lukkede sig taknemmeligt om armen og hun satte den meget fine og høje sko mod den tykke løber - taknemmelig over at hun ikke også skulle kæmpe mod et tiliset underlag.

Please dont let me fall

Hun smilede varmt til manden og sank en klump da hun satte den anden fod mod løberen og rankede ryggen. Hendes blik løb over bygningen og hvis man kendte hende ville man nok sige der var et glimt af rædsel i de ravfarvede øjne da hun lydløst trak vejret dybt.

Here goes...nothing

Det usikre blik. Pulsen i hendes ører. Hun dirrede faktisk svagt. Hun var så langt uden for sin comfort-zone som hun kunne komme. Hun var overbevist om at han kunne høre hvordan hendes hjerte galloperede afsted. Alligevel knejsede hun let med nakken og så på sin mage med noget nær udfordring i det gyldne blik.

"I guess you know my size. Are you pleased?"

Der var ikke meget at være utilfreds med. Selvom Procella var uden for miljø bar hun kjolen perfekt. Hun kunne have været en gyldenøjet drømmeskabning taget fra et sagn som hun stod foran ham. Kun hendes lette dirren og det lidt stramme greb om hans arm afslørede hende. Hun var en gylden dronning foran ham. En vision af hvislende skørt og gnistrende ædelstene.

"You better be. You just put me through refined torture, and yet again you got me into a dress"

Hendes stemme var en smule tør og sarkastisk. Så forsvandt noget af det udforsrende og hendes blik blev atter usikkert.

"Thank you. For everything. Is it...fine?"

Hun blev mere og mere usikker i blikket. Tænk hvis det ikke var nok.

Wicked betragtede limousinens ankomst med mørke øjne. Båndet imellem dem, der over de sidste par uger, var blevet strakt tyndt, presset til det yderste, sat i brand og som en phoenix var genopstået i flammerne, strammede i hans bryst til den kolde luft knap nåede ned i hans lunger. Tumulten omkring ham, kakofonien af stemmer og blitzen fra forskellige fotografer og reportere der var dukket op til åbningen, forsvandt i baggrunden.

Uden at tænke over det trådte han frem, rakte ud og måtte tage sig selv i ikke at rive døren af hængslerne, forventningen om hvordan hun havde modtaget kjolen, om hun havde ladet det holdt han havde hyret komme til, den svage nervøsitet og vrede han følte fra hende, et øjeblik erstattet af en bundløs og ubarmhjertig trang til at se hende, røre hende og føle hvordan hun igen var hans.

De slanke fingre rystede let og Wicked lukkede øjnene, ventede et sekund der følte som en evighed, mens hans bevidsthed byggede lag på lag af barrierer op imellem dem, hamrede en mur af stål på plads og sikrede den. Det var en mental byrde, endnu en vægt på det bjerg, han havde sørget for at lænke sig selv nede med, at være omringet af mennesker når han så hende. At have den viden at klynge sig til, når hans sanser blev overvældet af hende.

Hvem end der havde troet, at dæmoner, der havde brugt årtusinder på at friste mennesker, ikke kunne blive fristede selv, ville blive forfærdede over den trang Wicked begravede dybt i sig.

Tavsheden foldede sig om ham som en kappe, da de slanke fingre greb bildørens håndtag og trykkede det ned. Wicked sænkede de mørke øjne og rakte sin arm ud, udskød øjeblikket ved langsomt at betragte hende, da hun steg ud af bilen. De tåløse, sorte stiletter fik et lille smil til at kurve de blege læber. Et privat smil, der gjorde det hårde ansigt blødere, en smule mere menneskeligt. Han havde valgt skoene af en meget simpel grund - den ældste grund for at kvinder overhovedet kunne finde på at torturere sig selv ved at stavre rundt på centimeter høj-stilkede syle; medmindre hun ville falde var hun nødt til at klamre sig til noget og lade ham lede. Hendes greb om hans arm faldt på plads, som den sidste brik i et puslespil. De mørke øjne hævede sig langsomt fra skoene, langs hendes krop, som om hans øjne havde været hænder der gled over hendes hud under kjolen.

En slanke finger fra hans fri arm rakte ud og skubbede let til en af frynserne, med de tunge perler som vedhæng, da hun talte. Han svarede imidlertid ikke, men strakte øjeblikket før hans øjne fandt hendes ansigt og han måtte snappe efter vejret.

"I always had a feeling you would look beyond divine in white."

Den dybe stemme var åndeløs, udtrykket i de mørke øjne tilbedende, før han samlede sig igen og drejede sig. Blitz fra kameraer blinkede henover den røde løber omringet af en lille metalhegns-afspærring, der ledte op til klubbens indgang. Det store neon-skilt var en klassisk rød, skriften der snoede sig henover bygningens front forfinet, snirklet og alligevel frygtelig enkel. Spørgsmålene haglede nedover dem, mens han ledte.

"Why a private club, Mr. Faccombe?"

"What is the reason the press hasn't been allowed inside?"

"A picture of both of you - this way, this way, please!"

"Is this Mrs. Faccombe? Have you finally decided to end your famous bachelor-streak?"

Det pludselige skift i emne førte en byge af nye spørgsmål med sig, nogle mere intime end andre. Et enkelt spørgsmål, der involverede anatomisk umulige implikationer, fra en højlydt mandlig journalist skubbede kaosset fra højlydt til øredøvende. Wicked håndterede de mange spørgsmål som en professionel, med et lille smil på læben og et høftligt - omend undvigende - svar til de fleste af de fremmødte journalister. De mørke øjne faldt kort på Procella og han lænede sig ned og strejfede hendes kind, til lyden af "Ååååh" og klikken fra kameraer omkring dem.

"Try to smile, Princess. At the very least, do not scowl."

Hviskede han og trak sig tilbag med et smil, der virkede til at smelte adskillige af de nærtstående kvindelige journalister.

Da Wicks blik gled op over hendes krop, kriblede det i hendes hud, som havde det rent faktisk været en fysisk berøring. Hun så nervøst og åndeløst op i hans ansigt. Selvom hans finger ikke direkte berørte hendes hud, men kun frynser og perler, så rørte den lette kontakt alligevel ved noget i hende. Hendes krop begyndte at summe svagt, som havde han anslået en guitarstreng dybt dybt inde i hende.

Det blev ikke meget lettere at håndtere da han fysisk snappede efter vejret da han så hendes ansigt. Glemt var alle tanker om hvorvidt hun så tåbelig ud. Det tilbedende udtryk sagde alt hvad der var brug for. Da hun så hans smil blev hun blød i knæende og hun var taknemmelig over hans arm på så mange måder at hendes hjerne slet ikke kunne overskue at skulle remse dem op.

"Even a goddess will not be able to get blood of this dress"

Hviskede hun stakåndet, uden at bevæge læberne, halvpanisk over de mange mennesker der var til stede. Det var typisk hende at tænke over den upraktiske farve og tekstilet, i stedet for at nyde det pompøse over det. Et øjeblik glemte hun dog fuldstændigt hvor hun var, og tilråb og omgivelser svandt hen da hun lod sig synke ind i hans ansigt. Hun indprentede sig hver del af det varme smil. Udtrykket i hans øjne. Hendes eget smil var først en smule tøvende før det blev født på hendes ansigt. Hun var ikke vant til at smile på denne måde. Effekten var slående. Det var som om hendes ansigt glødede indefra da de fyldige læber blev skilt i et smil der overstrålede selve lyssettingen udenfor. Det var vitterligt som havde nogen trukket et sæt tunge gardiner bort fra et vindue og lukket varm sommersol ind i et lysfattigt lokale.

Da de skarpe blitzlys begyndte at hagle ned over dem, strammedes hendes greb knusende om hans underarm. Smilet svandt ind og sank en klump. Det var med anstrengelse at hun ikke vendte hovedet bort og krøb ind mod hans bryst for at gemme sig.

Oh god! Pictures! They are taking pictures of me! Ripper!

Ør og overrumblet lod hun sig føre med. Udaftil gled hendes blik roligt over folkemængden. Hendes pupiller trak sig sammen mod det skarpe lys, og hun forbandede stylisterne der havde trukket det lange hår bort fra hendes ansigt så hun ikke kunne skjule de særprægede men smukke ravfarvede øjne.

Damnit Wick...you knew this would happen!

Hun smilede mådeholdent til de fotograferende, og lænede sig ind mod det lette kindkys hun modtog. Det sugede i henes mellemgulv over at høre de biligende tilkendegivelser. Hvem var den her fanklub?

"What are you up to? Mrs. Faccombe? Bachelor? Pictures? You are such an ass"

Hviskede hun tilbage, før han trak sig bort fra hendes kind. Hun gled tættere ind mod ham så han kunne ligge armen om hende og hjælpe hende op af den - i hendes øjne - kilometer lange løber. Da hun fik sat foden forkert fik hendes krop aldrig lov til at gennemføre bevægelsen, for han var der allerede til at støtte op omkring hende. Den lille strubelyd af panik og ydmygelse druknede totalt i støjen omkring dem, og Wick var den eneste der ville ligge mærke til hendes voldsomt øgede pulsslag. Smilet lå - hvor ubegribeligt det end var - stadig roligt og naturligt om hendes læber. Det her skulle komme til at koste dyrt senere...

Hun vidste ikke helt hvorfor, men et eller andet sted havde hun forestillet sig at det var privat. At det var en stilfærdig åbning, Rød løber, fine folk, men privat. Tanken virkede tåbelig på nuværende tidspunkt. Hvis det blev meget mere offentligt så var det kommet i tv. Det var Wick. Han gjorde ikke noget halvt, så hvorfor en klubåbning? Procella fandt balancen igen.

God...I hope you know what you are doing love. You just put a target on my forehead. They know what I look like. The Brotherhood does too

Tanken fik hendes blik til at flyve op til hans ansigt. Vidste han det? Vidste han at de var på Deploratus? Var det derfor? Hånede han dem for at lokke dem ud af deres skjul? Provokerede dem til åben konfrontation? Det var det Azuriel og Narcissa havde ævlet om, uden at vide hvad de talte om overhoved. Hun kunne ikke spørge ham. Ikke her, og ikke nu. Armen der lå omkring hende var mere end blot en fysisk støtte, men hun fornemmede samtidig hvordan han ikke lukkede hende ind. Ikke helt. Havde hun haft mindre selvkontrol havde hun skreget af frustration.

Før de nåede indgangen vendte hun sig blidt ind imod ham. Hendes hænder lagde sig mod hans bryst imens hun så op i hans ansigt. Blitzlysende faldt så hurtigt at de gled ud i en lang vedvarende projektøragtig oplysning af dem. Hun måtte ligge nakken en smule tilbage for at se op i hans ansigt, selv med de høje hæle. Hendes øjne var blide, og hengivne, men der var et lille glimt af forpinthed dybt i dem.

"Please. Let me in, love"

Hviskede hun bedende og hendes hænder strøg over hans bryst, og jakke som var der noget at rette eller glatte før de trådte ind. Det var der naturligvis ikke. Han var som altid...perfekt.

Wicked slog hovedet tilbage og lo kælent, som om hun havde hvisket mørke, forførende ord i hans øre. Lyden syntes at sende kuldegysninger igennem kroppen på adskillige, nærtstående kvinder.

"Are you planning on killing anyone, my love?"

Hviskede han, selvom lyden syntes at undvige larmen omkring dem og nå hendes øre alene. De mørke øjne blinkede imod hende, bemærkede hendes tøvende og derefter strålende smil. Et umærkeligt ryk gik igennem ham, et sekunds tøven hvor hans øjne udvidede sig og munden hang halvt åben (et udtryk han på en eller anden måde lykkedes at få til at se absolut forførende ud alligevel) og betragtede hende himmelfaldent, før det selvsikre smil gled på plads og han fejede hende videre op af den røde løber. Musklerne i armen under hendes hånd spændtes da hun mistede balancen. Han brugte bevægelsen til at snurre dem omkring og blidt læne hende bagud over den støttende arm omkring hendes liv. Hendes forpinte bøn tvang hans selvkontrol til det yderste og han måtte kæmpe for at huske sig selv på de omgivende reportere, klubben, åbningen.

Gløder dybt i de mørke øjne - selvom det selvfølgelig kunne være genskæret fra fotografernes kamera, eller neonskiltet over dem - blussede op og viste kort den kamp det var for ham, ikke at feje hende op i sine arme og lade dem blive genforenet midt på den røde løber.

"Not yet. Later, I'll be at your tender mercies."

De slanke - men stærke - fingre fandt kjolens kant ved hendes skuldre og strejfede hendes hud, netop som han lod sine læber finde hendes. Det var ikke deres normale, passionerede kys, men en forsigtigt berøring, uden den normale, drillende fornemmelse. Det føltes nærmere som om han kæmpede med sig selv for at holde tilbage. Det blonde hoved drejede sig let, skjulte sig i hendes hår et øjeblik og hviskede ind imod hendes hud, den dybe stemme hæs og tung af løfter.

"If you ask me with that voice again, I might ravage you in front of these nice people - and I doubt they will appreciate the things I intend to do."

Han trak hovedet tilbage, mødte hendes blik og de mørke øjne strålede ned imod hende, fulde af beundrelse og svag undren over, at væsenet i hans arme var hans.

"Later."

Et småt, velkendt smil spillede henover hans læber, før det forsvandt i det mere officielle, menneskelige udtryk han vendte imod reporterne. De stærke arme rettede dem begge, forsigtigt, med menneskeligt tunge bevægelser. Han blinkede skælmsk til den samlede flok af presse-folk, før han vendte hende og ledte hende igennem de døre, der blev åbnet for dem.

En lille, mørk-håret kvinde med en skarp page-klip frisure mødte dem i døren og bukkede - noget ukarakteristisk - fra livet, før hun ledte dem videre ind i klubbens store lokale. Hun var klædt i hvad der tilsyneladende var klubbens farver, en grå vest med sort silke-kant, over en hvid skjorte med et ligeledes sort slike-slips og sorte bukser. Vesten sad tæt ind og rundede på ryggen, så den stort set kun dækkede lænden bagtil. Adskillige andre tjenere kunne ses rundt omkring i lokalet Lysene spillede allerede og adskillige af sofa-grupperne var optaget af alt fra bevingede, skællede og normalt-udseende overnaturlige væsner. Lokalet, derimod, var tungt af den samlede atmosfære og blandede fært.

Kvinden ledte dem direkte igennem, og adskillige nysgerrige blikke hævede sig tavse til parret, før en hvisken løb igennem lokalet.

Procella lo stille ind mod ham

"Maybe you, if you are not good to me"

I det samme svingede han hende let rundt og lod hende glide ned over sin arm.

Like a feather...gotta love the big bad boys...

Tanken vred sig i hendes sind som en magelig kat der strakte sig i en særligt udvalgt solstråle. Hendes pupiller var det eneste der afslørede hendes kortvarige forskrækkelse, at hans manøvre faktisk kom bag på hende. Hendes hjerte overdøvede alt andet da hans læber blidt strejfede hendes. Okay. Nu kunne ingen af de tilstedeværende da være i tvivl om at hun ikke bare var ugens sæt bryster. Det gav hende en sær tilfredsstillelse, og samtidig gnavede frygten over det, et sted dybt i hendes mave.

Later

Der var løfter i hans ord. Løfter der fik det til at suge langt ind i hende. Til helvede med billeder og krævende mennesker.

"My mercy? That would be a change now wouldn't it?"

Hviskede hun lavmælt tilbage, med smil i øjnene. Hun var lettet over at han førte hende bort fra det offentlige helvede udenfor, men blev næsten lige så rystet over hvad hun så indenfor. Bare på en helt ny måde. Det var næsten som en bred pallet over alt hun havde slået ihjel, alt hun havde reddet, alt det var meningen hun skulle slå ihjel men ikke havde hørt om, og og og...Hun gispede da alle de forskellige væsners specielle former for fært hamrede mod hendes sanser. Hendes hånd knugede hårdt om Wicks underarm.

"W-what is this place?"

Stammede hun overrumblet og så bestyrtet på sin mage. Han førte hende igennem lokalerne og det løb hende koldt ned af ryggen ved de mange øjne på sig. Hendes instinktive reaktion var at krybe sammen og vende sig hvæsende mod dem alle. Vise dem at hun ikke var svag og ikke ville give sig uden kamp. Men hun holdt sim komposition.

Hendes blik blev en smule flakkende, især da hviskende stemmer slog sammen i deres kølvand.

"Wick..."

Hendes stemme var ikke meget mere end en henånding, men den var anspændt. Spørgende, advarende og på samme tid bedende. Hun havde ingen anelse om hvordan hun skulle reagere eller hvad han forventede af hende lige nu, og hele hendes organisme skreg på at hun skulle forsvare sig selv. For en gangs skyld var hun våbenløs. Med mindre man talte stiletter med. Der var ingen skjulte knive. Ingen stager. Ingen pistoler på kreative steder. Hun følte sig faktisk forholdsvis nøgen, specielt i dette selskab. De fleste havde indbyggede våben...hun havde...sære øjne. Hurrah. Det skulle hun nok komme langt med. Atter engang blev hun slået af sin menneskelighed i Wicks selskab, og det var faktisk ikke en rar følelse denne gang. Hun følte sig mere end blot sårbar. For en gangs skyld følte hun sig som byttet.

Lydløst begyndte det at rumle svagt i hendes hals. En let vibratrion af stemmebånd, men uden der kom reel lyd på.

"I can be so very, very good."

Hviskede han forførende, med en tone der sagde at han kunne være alt andet.

Wickeds brystkasse rumlede let, og vibrationerne forplantede sig igennem armen under hendes hånd, ved hendes svar. De mørke øjne skinnede ned imod hende, hemmelighedsfuldt og med åbenlys nydelse over at holde hende i mørket over, hvad han havde planlagt senere på aftenen. En svag skygge flakkede imidlertid bag ansigtet og gjorde de mørke øjne fremmede og sørgmodige. Udtrykket varede et kort sekund, og kunne lige så vel have været et spil af lyset i lokalet.

"It will."

Kvinden standsede ved en sofagruppe, der skilte sig markant ud fra resten af klubben. Ulig de hvide læder-møbler, var sofaerne her skåret i mørkt træ, med elegant udformede udskæringer og dækket af rød silkefløjl, med guld-broderinger. Nogle få andre grupper i nærheden havde andre grundfarver, men lignende udskæringer, og virkede til at indikere en form for VIP-område. Wicked viftede en hånd og kvinden forsvandt tilbage i mængden, før han trak Procella hen til sofaen der havde front imod scenen. Den ene hånd tilbød hende at sidde, mens den anden spredte sig ud og favnede omgivelserne.

"Welcome, Princess, to Muse."

Et smil spillede over hans læber ved hendes ansigtsudtryk og han satte sig på sædet ved siden af hende, lod sin arm glide rundt om hendes skulder og bøjede sit hoved til hendes øre.

"The jealousy is showing, my love. I could hardly call it 'Princess', now could I? Or perhaps 'Reaper'? I doubt we would have had many visitors."

Hviskede han imod hendes hals og undetrykte igen trangen for at lade læberne vandre henover hendes hud, udskød med en kraftanstrengelse af genopdage hendes krop, som han havde gjort det så mange gange før. Sulten sad et øjeblik dybt i hans hals og fik de mørke øjne til at gløde da hun så imod ham. Med et ryk vendte det blonde hoved sig væk. De mørke øjne skjulte sig bag øjenlågene, mens han kæmpede med sin selvkontrol.

"It is a safe haven for all of my kind, of all kinds, where they can be what they are, without fear of revealing their nature to the poor humans. Ah!"

Hans fri hånd hævede sig og holdt en løftet pegefinger imellem dem, det lille smil der virkede til at være hans 'maske' her til aften tilbage på plads, da han vendte sig imod hende igen.

"A few ground rules, by which I hope you will abide. No violence of any sort. This is neutral ground. Neither may you poach, while in these rooms. I have put quite a bit of work into this, and I would hate for it all to be spoiled if the rumor was that the 'Reaper' came here to find prey."

Wicked hævede et sort øjenbryn drillende, selvom der var en alvor bag de mørke øjne ved kommentaren. Et øjeblik efter glødede de igen imod hende, ude af stand til at se væk. De slanke fingre hævede sig, strejfede imod hendes kind da han børstede en krølle væk fra hendes ansigt. De blege læber spredte sig, men ordene nåede aldrig at blive omsat til lyd.

"Do you like it?"

Øjenkontakten var for intens, hans stemme for hæs, bemægtiget af følelserne bag de mørke øjne, til at passe til det høflige spørgsmål. Han havde kun øjne for hende.

Procella smilede en smule anstrengt

"I know you can be love. Would it be very morally wrong to say enjoy your good side, but I adore your bad side?"

Der var en dobbeltydig humor i hendes stemme, der alligevel var en smule påpasselig. Hun havde ikke glemt de sidste møder med hans...ukontrollerede side. Hvordan kunne hun det når skyggerne at Segos fingre var gemt under en let foundation, lagt af øvede hænder. Når hendes hud stadig var en smule misfarvet omkring taljen hvor hans fingre havde boret sig ind i hendes kød og bogstaveligt talt flået hende op. Hun frygtede ham ikke, men hun respektere den styrke der lå i ham, med en ærgelig resignation.

Der kom en lille rynke i de fintformede bryn da hun kort syntes at se mørke i hans ansigt. Sorg? Hvad kunne han have at sørge over? Instinktivt rakte hun ud efter hans hånd. Det var ikke en storslået dramatisk gestus. Det var der ikke behov for mellem dem. Hendes fingerspidser gled let og kildrende hen over hans håndryg. Et spørgsmål og en kærlighedserklæring i et. En trøst og varsom omsorg.

Samtidig betragtede hun opmærksomt alt omkring sig. Der var ikke sparet på noget - nogen - steder. Hendes blik blev skarpt da han smilede og påpegede hendes jalousi. Hun skulle lige til at blotte tænderne af ham i en vrissen, da han gled ned ved siden af hende i sofaen. Fornemmelsen af hans krop der berørte hendes på så mange måder, fik hendes hud til at synge forræderisk. Ufrivilligt begyndte hendes mundvige at dirre svagt.

"Even though it bothers me to admit it, I actually think you are right this time"

Det var næsten for meget af det gode. Han duftede skønt. Hans ånde, hans læber. Hele hans væsen. Åndedrættet havde fået hendes læber til at skilles i forventning om læbernes berøring og hun så næsten helt skuffet ud da den udeblev. Hun rømmede sig kort og forsøgte at finde noget sindsro igen. Hans opremsning af regler fik hendes blik til at blive skarpt og hun fik et næsten barnligt surmulende udtryk i ansigtet. Et kort øjeblik var det ikke svært at huske den lille kolde pige der havde gemt sig i Procellas sind.

"No. I absolutely hate it!"

Surmulede hun. Så sukkede hun og smilede svagt.

"Mostly because it stole you away from me. I felt like a mistress. A very poor one"

Hun så rundt med et kritisk blik, og lod så øjnene vende tilbage til ham igen. Hun snappede let efter vejret da hun blev fanget af de stærke følelser.

Like a moth...please burn me...

Tænkte hun med et lille suk. Det var ikke den hjerneløse tilbedelse som Porcelain udviste der var at læse i hendes ravfarvede blik. Det var den hjerteskærende ærlige erkendelse af at hun ikke kunne leve uden ham.

"...I like it..."

Hviskede hun, men det var ikke helt til at tyde hvad hun rent faktisk talte om i det øjeblik hun ytrede sine ord.

Hånden rundt om hendes skulder fandt kanten af kjolen igen, og kølige fingre gled ind under stoffet, kærtegnede den følsomme hud bag hendes armhule og videre ned langs siden af hendes bryst. Hvordan bevægelsen lykkedes for ham i det tætsiddende stof var hans hemmelighed.

"My bad side is my good side."

En tjener nærmede sig bordet med en lille bakke. To krystal-besatte champagne-glas blev sat på bordet med et lille buk, efterfulgt af en champagne-stander med en flaske, halvt dækket af is. 'Heidsieck' og årstallet 1907 kunne svagt anes på flasken, lige over klædet der var viklet omkring flasken. De blege læber strakte sig i et lille, let overrasket og irriterende vidende smil, da hun indrømmede at han havde ret, selvom han med en åbenlys parodi på en anstrengelse holdt en kommentar tilbage.

Tjeneren så spørgende på Wicked, men blev viftet væk med en lille gestus af de lange fingre. Dæmonen rakte selv ud efter flasken og hældte op i glassene.

"You are a Mistress."

Han rynkede let på brynene og så tilbage imod hende, de mørke øjne let forvirrede over modviljen i hendes stemme ved udtrykket. At beskrivelsen referede til en elskerinde var en del nyere end så mange andre udgaver, og Wicked fangede sjældent den slags udtryk, medmindre han havde en grund til det. De mørke øjne spillede da hun fortsatte og han rakte hende et af de smukke glas med den perlende væske.

"Poor, Princess? And here I thought you had everything a woman could desire. Expensive clothes, a large house, servants at every finger, trips to the spa with my niece.. A babysitter."

Den mørke stemme begyndte drillende, men tilføjede de sidste to ord med en påtaget let stemme. Wicked tippede sit eget glas imod hendes og hævede det til sine læber, mens resonansen fra krystallet stadig fik det til at summe. De mørke øjne hvilede på hendes ansigt henover kanten af glasset.

Procella skjulte med en smule anstrengelse den svage dirren der gik gennem hende ved de kølige fingres berøring af hendes hud. Hendes pupiller udvidede sig med et ryk, og ubevidst lod hun kroppen vægte en brøkdel af et sekund mod hånden, med en smule vægt bag, som for at tvinge lidt ekstra berøring ud af den.

"Stop it. That's not playing fair"

Hendes lavmælte hvisken var en smule stakåndet, og hun kyssede afbrydelsen af tjenerens opdukken velkommen. I sit stille sind sukkede hun let. Champagne. Nåja hvorfor ikke. Det var jo altså klubbens åbning. Så...bare lidt? Hun ignorerede hans let flabede attitude. Den kunne hun vel lige så godt opgive at pille ud af ham. Det var hans aften, så det gjorde vel ikke så meget at hun gav ham et par gratis bolde. Hun smilede skævt som anerkendelse af hans lille sejr og hævede så et øjenbryn. Nu skulle han ikke komme for godt igang jo.

Smilet svandt ind da han kaldte hendes mistress. Hun havde lige brugt udtrykket selv, men at han bekræftede det? Hun blev stiv i ryggen da musklerne blev spændt. Blikket blev skarpere.

"Excuse me?"

Der var noget ildevarslende over de to små ord. Derpå faldt det hele sammen. Hun var lige ved at tabe glasset. Hun vidste han havde fået det åndsvage billede af Narcissa i deres seng med alle deres børn strøet ud omkring sig som farstrålende bolcher, og med det dumme udtryk i ansigtet. Hvordan vidste han det med spaen?

Colt!

Hun blegnede en smule. Hun førte hurtigt glasset til de farvede læber og tog en tår uden egentlig at smage på indholdet.

"Fine. You want to play this game? First of all, tell me that you did not do anything that will make me regret coming here in the first place, and don't give me crap. I know you. And you want to drag out little secrets? You have secrets too. Don't start this if you don't want to finish it"

Hvislede hun hviskende. Havde han gjort hende noget? Hvis han havde ville hun vel ikke...jo...det ville hun faktisk. Han kunne have tvunget hende, præcis som Porcelain. Hendes tanker var at læse meget tydeligt i hendes ansigt.

"...you did not...tell me you didn't..."

Der var fortrydelig smerte at læse i hendes blik og den boblende væske i hendes glas begyndte at skvulpe let da hendes hånd dirrede ukontrolabelt.

"Fair?"

Ordet kom let spørgende, som om han overvejede begrebet, vendte og drejede det i sin mund for at vænne sig til smagen. De mørke øjne udvidede sig med et undrende udtryk, da hendes stemme spidsede til ved de to ord. Et øjeblik åbnede han munden, for at spørge om det igen handlede om Porcelain, en let rynke henover den blege pande, men hendes skiftende humør taget i betragtning var det højst sandsynligt et dårligt tidspunkt at nævne hybriden.

"Are there any other who would fit as such?"

Det var et tydeligt, fuldstændigt reelt spørgsmål, uden underliggende toner eller svidende tirren - selvom hun sikkert ville ligge andet i ordene end han mente. Da hun fortsatte ramte champagne-glasset imidlertid imod bordet med et hårdt knald og en skærende knirken af glas imod glas.

"Crap? What is this 'crap'?"

Vrede fik langsomt de mørke øjne til at gløde. Hans ansigt tyndede ud, mens skyggerne lagde sig i klubben og en kvinde i en strålende frynset guld-kjole trådte frem til mikrofonen. Musikken startede og dæmpet, sjælfuld jazz spredte sig. Det dæmpede lys fik skyggerne til at ligge sig omkring Wickeds ansigt og fik ham et øjeblik til at se truende ud.

"Did what? Tell me, what are you suspecting me of now? What have I done this time, that deserves such fear and outrage? Have I snuck out and returned with the scent of another on my skin? Have I let a stranger into our house and left them with our children? Do I flee your love constantly, and look upon you as a monster, whenever your nature shines through?"

Wicked lænede sig frem imod hende, indtil deres ansigter var en håndsbredde fra hinanden, hans stemme sænket og stadig forførende blid på trods af den vrede undertone. De mørke øjne brændte sig ind i hendes et langt øjeblik, før han vendte sig væk og gled på benene med en umenneskelig smidighed. Et øjeblik spændtes de muskuløse skuldre, før han pludselig lod dem falde fremover, det blonde hoved bøjet. Hans stemme formåede alligevel at nå hende over hans skulder, og vikle sig omkring hende som et sørgmodigt kærtegn. Det var ikke nødvendigt at se hans ansigt, for at mærke det pludselig skift i hans humør.

"Why? Why do you accuse me at every turn? You infuriate me, and yet I love you. Your words hurt me like I have never been hurt before, and yet I receive them gladly. What more can I do, my love? You are still running from me, even as you sit before me. I will no longer be blamed for being what I am."

Det blonde hoved drejede sig let, så det ene mørke øje kunne se tilbage på hende, sårbarhed - en ny følelse han tilsyneladende kæmpede med i sit voksende register - åbenlys på hans ansigt i et frossent sekund, før han lukkede af for sine følelser og viste hende blanke, blege træk.

"I have done nothing but ensure that we, or our children, come to no harm."

Følelserne i den dybe stemme ebbede ud og forsvandt, ordene monotone. Wicked vendte blikket væk igen.

"You can leave now, if you wish, before I truly do something that you would regret."

Det var ord, det burde have haft en snert af vrede - i stedet vendte sørgmodigheden kortvarigt tilbage og brød igennem i hans stemme.

Han spørgsmål fik hende til at studse. Det oprigtige i dem. Hvad var det han ikke forstod? Hun var udemærket klar over at et eller andet sted talte de farligt forbi hinanden lige nu og hun brød sig ikke om udviklingen. Det ville ligne dem at det udviklede sig eksplosivt. Det var sådan de gjorde det, det var sådan de var.

Det var med nød og næppe hun undgik at skrige af ham da hun rejste sig op. Glasset blev forsigtigt sat på bordet da hun tog et langt skridt frem og greb fat i hans arm. Hendes stemme var dæmpet og indtrægende for at holde så mange som muligt ude af deres samtale, men hun nægtede at lade sig affeje.

"I am not suspecting anything. I fear everything, they are humans Wick. They are weak. They are not things to be played with."

Hun havde ikke fanget at hun havde en af sine sjældne øjeblikke hvor hun gled over i dem og vi, hvor hun fik placeret sig selv i en kategori der ikke var menneskelig. Det var sket mange gange før, men hun havde også en tendens til altid at gå tilbage og krampagtigt holde fast i de forfløjne stumper af menneskelighed hun udviste, som ville hun gå til grunde hvis hun indrømmede hun var andet og mere end det. Hun snappede efter vejret da han slog hende med Loren

"Don't. Don't do that. I made one mistake, one. I paid for it. I didn't need to smell others on you to know what you did. I invited strangers to our home because you where not there to help me. Maybe that is not good enough for you"

Procella bed irriteret tænderne sammen og slog let med nakken. Hun trak i ham så hun vendte ham hele vejen rundt og de stod ansigt til ansigt. Hun trådte ind til ham med et lille hvæs og så trodsigt op i hans ansigt.

"I flee from your love? I...flee? From you? From your nature? Pardon me, but you are the one rejecting me all the time. I am at my wits end here. I don't have a how-to-for-dummies on being with a demon? I don't have a how-to-for-dummies of being a mother? I am trying, and I am doing my best. Have you ever considered how lonely I get? How much I miss you and long for you, and when we finally are together I cant even touch you?"

Procella gispede da de små ord løb over hans læber. Hun blev bleg igen og hun rystede på hovedet. Hendes blik blev panisk da hun så rundt. Hendes fingerspidser blev sekundet efter trykket mod hans læber.

"I love you too. Sccch. Not here. There are too many ears. Please"

Hendes fingre lagde sig om hans hage og tvang hans hoved tilbage så hun kunne fange hans blik. Hendes vrede, hendes afsavn, hendes magtesløshed og desperation var at læse i det gyldne blik.

"Wick. Goddamnit. You are the one running. And you keep running. Help me. Help me understand you, instead of being angry and hiding and running. Tell me what I can do. We have got to stop this dance where we piss each other off and hurt each other. I promised you. I will never leave you. I can swear it too if you like. I'll bleed on it, and dance around naked in the moonlight, howling like a manic in the forest if that makes you happy"

Der var en lille snert af smil i hendes stemme, men der var alvorligt nok ment, og hendes ord var vægtede så han forstod det.

"Every time we get close, I feel like you are slamming a door in my face. I sit home, alone, and I don't know how to help you, or how to help us. I don't have the knowledge."

Hun slap hans hage og hans arm. Hendes fingre gled ned af hans ærme. Kærtegnede let hans arm hele vejen ned i et fjerlet strøg.

"Tell me if you want me to leave. If you want me here..."

Hun slog blikket ned. Hun følte sig ønsket og uønsket på samme tid. Hun havde ingen anelse om hvor hun havde ham henne. Han skiftede fra varm til kold på et sekund, og hun kunne ikke komme ind til ham.

"Why do I feel like you are punishing me all the time? I am here. By your side. Till the end. I will never leave you. I can't breathe without you. Please don't turn away from me again..."

Hun så ned på stiletterne. Perlerne på dem. Fysisk magtede hun ikke at læse hans ansigt. Der var noget alt for grumt i hans ord. De lød som et afslutning. Et ultimatum, og hun havde intet krævet af ham. Ikke andet end at han var der. Hun var ved at blive sindsyg. Perlerne flød ud for hendes blik da smerten i hendes bryst fik den forpinte hals til at snørre sig sammen. Da hun så op var der en kamp i hendes ansigt for at holde en form for værdighed der langsomt krøllede sig sammen. måske var det den lette dirren i hendes læber. De alt for blanke øjne. Den anstrengte vejrtrækning.

"Please don't leave me"

Hun krøb under sine egne ord. De lød som en tiggende hund. Der var ingen stolthed i dem overhoved. Hun tiggede ham om ikke at vende sig bort fra hende, om at lukke hende ind igen. Hun lukkede øjnene og bed sig i indersiden af kinden til hun smagte blod.

Hans arm var hård, musklerne spændt, under hendes hånd. Afvisende som han stod med ryggen til, i stilhed, var det som at forsøge at tale til en statue. Der var omkring den samme fornemmelse af respons fra de ubevægelige skuldre. Det blonde hoved var stadig bøjet forover, hans ansigt skjult i skygger.

"They are to me."

Svarede han med en hvisken, der næsten forsvandt i musikken og lyden af lavmælte samtaler. Den stille kommentar fik den velkendte, dybe tone til at forsvinde, så hans stemme et øjeblik virkede fremmed, ondskabsfuld - selvom hun vidste, at ondskab ikke var kernen i hans natur. Fornemmelsen bredte sig i stilheden imellem dem, som en usynlig afgrund der afskilte dem. På samme måde som hun ubevidst klassificerede sig selv som andet end menneske, trak Wicked sin umenneskelighed omkring sig som en kappe. Et øjeblik trak hendes hånd i en ubevægelig blok af stål, lige længe nok til at få tvivlen til at spire, før han langsomt lod sig dreje imod hende.

".. What I did.."

Han lo, men latteren var ulig den ellers forførende lyd, bitter og skærende som knust glas. Han hævede en hånd og begravede ansigtet i håndfladen, skjulte udtrykket på de blege træk fra hende, mens følelserne i ham boblede over og drev ham til kanten af vanvid. Flere af gæsterne ved de nærmeste borde vendte blikke imod dem ved lyden, tiltrukket af magien der undslap hans greb. Latteren standsede lige så brat som den var opstået, og et langt øjeblik faldt han igen stille hen, forstenet under vægten af følelser imellem dem.

"You should have told me. There are things you don't know. She is bound to both wolf and demon. It was only by luck that the demon was not one of-"

Hviskede han anstrengt, forsigtigt, ud imellem sammenbidte tænder, men den underliggende, fremmede tone var forsvundet igen. Ordene stoppede brat, før han fortsatte. En sort stribe, som en flydende skygge i det dæmpede lys, gled langsomt ud fra hænderne der blokerede for de mørke øjne.

"One who wished to hurt you, the children or I. It was necessary to know. She is not unreasonably injured and I have made arrangements for her and the wolf."

De slanke fingre opgav endelig at skjule hans ansigt og han sænkede langsomt armen til sin side. De mørke øjne havde mørkerøde render, der virkede sorte i lyset og gav ham et underligt indtryk af at have eyeliner på. Den blodige tåre havde trukket en næsten ren stribe ned af hans kind og de glødende øjne fandt hendes og fortabte sig i dem som en druknende mand. De slanke fingre hævede sig, svævede over hendes kind med et glimt af usikkerhed i de hævede mørke øjenbryn.

"I run only when I lose myself in you. It would be so easy to hurt you, simply because I can't control myself. I won't-"

For første gang i lang tid, måske nogensinde, knækkede dæmonens stemme over. Han lukkede øjnene og sank, forsøgte at få styr på de fremmedde følelser i sit kaotiske sind. Det paniske udtryk i hendes øjne og fingeren imod hans læber fik de mørke øjne til at spille svagt. Skyggerne samlede sig som en væg imellem dem og resten af klubben. Ansigter blegnede i mørket, stemmer blev til en fjern hvisken.

Et lille smil spillede over hans læber, de mørke øjne blidere efter hendes bekræftende ord, før han rynkede let på næsen af hendes beskrivelse af, hvad hun var villig til at udføre for at bevise sig selv.

"I doubt that will be necessary, but I would like to hear the words again, at a time when you are not consumed by lust. I have had.. women, before you. Once they are enthralled, they will say anything. You are not like others, I know - but you are still human. Sometimes I wonder who seduced who."

De slanke fingre fandt endelig hendes hud og gled blidt henover hendes kind, hans blik igen fanget i undrende overvejelse over kvinden foran ham.

"There is so much you don't know. I forget and these feelings.. they frighten me. I can't think when you are near.."

Fjernt, igennem skyggerne omkring dem, skiftede musikken. En hurtigere rytme, en anderledes tone. Hans arme gled rundt om hende, trak hende ind imod sig. De stærke arme holdt hende ind til hans bryst.

"Never."

Procella skar let ansigt og sukkede.

"...I know they are. But not to me. I know what you are, and you know what I am. So how do we do this? I cant just let you kill humans and manipulate them. I cant kill you. I cant punish you. I can only beg you not to. But I cant starve you either. Please tell me there is some other way?"

Hun så spørgende og halvt bedende på ham. Hun havde ingen anelse om det var sandheden men hun ønskede det skulle være sådan. Hun ønskede det så brændende. Hendes pupiller udvidede sig ved hans ord og chokket var tydeligt på hendes ansigt.

"D-demon? She is demon-bound?"

Betydningen af hans ord bundfældede sig langsomt

"God...oh god...I didnt know. I...I thought. Oh god. Wick im sorry! Im so sorry! I didnt want to burden you, I was ashamed, I just wanted. To make you...proud?"

Det lød tåbeligt i hendes egne ører nu. En smule flovt sænkede hun blikket. Hun lod sig villigt og taknemmeligt trække ind i hans arme. Hun sukkede og gned næsen let mod hans skjorte.

"Please Wick. Don't run. My heart is bleeding every time you do. We have to figure out a way. We have done this a thousand times. Remember...the hotelroom?"

Hendes stemme blev lavmælt. Hed. Fuld af minder. Hun hævede blikket igen og en særlig varm og kærlig glød spillede dybt i de ravfarvede øjne. Så sukkede hun og hendes udtryk blev en smule ærgeligt.

I am not lusting right now. I am telling you...oh forget it...I am really trying. I am screaming at you and you dont even hear me. I dont know what more i can do? Tell me what to do. Please believe me. Its not fair..."

Der kom et lille vredt glimt i hendes øjne og hun skød hagen en smule opefter mod ham. Hun kyssede hans mund næsten trodsigt og var for første gang totalt ligeglad med hans eventuelle image og med hvad andre måtte tænke.

"You listen, and you listen up good. I might be human, but i am not ent...enter...whatever you just said! and you didnt seduce me! Well..yes you did, but that is besides the point. I seduced you too. If you had me under some freaky lovespell wouldnt i have caved in all those years back. Stop patronising me, and what we have. This is not seduction. Its passion!"

Hendes stemme blev blød da hun fortsatte

"and there is worlds between passion and seduction. I love to seduce you, but i love our passion even more. I will say it again. And again. Until you puke fucking rainbows and lollipops. Dont be frightened. I wont eat you...unless you ask me to. And if you do, i promise to make you enjoy it while it lasts"

Hun kunne ikke lade være med at le mod hans mund. Det ene øjeblik var hun parat til at flå ham. Det næste til at flå tøjet af ham. Han var hendes evige kilde til frustration. Til had, raseri, kærlighed, tvivl, hengivenhed. Han var hendes....alt? Hun trak sig let tilbage og rømmede sig da det atter gik op for hende hvor offentligt hun udstillede sine følelser for ham. En let rødmen skød op i hendes kinder og hun tog et halvt skridt tilbage og trak vejret dybt for at få lidt samling på sig selv. Hun var lidt flov over sin egen opførsel.

"Wick..."

Hendes stemme blev lavmælt og indtrængende. Hun så ned et øjeblik for at tage sig sammen. Hendes blik var alvorligt da hun hævede det mod hans ansigt igen.

"We need to be honest with each other. No secrets. No lies. I know I can't get all of your life in one evening, but we need to start somewhere. Not knowing is killing me, and there is a lot of crap I don't know. There is a lot of crap I have not told you either. So let me start. Olive branch?"

Hendes fingre strøg lidt nervøst en lok af det lange hår bort fra ansigtet, selvom det sad perfekt som det skulle.

"I..uhm...kinda. I got another angel. I killed Cleon and they sendt me another. Female. Most annoying creature you could imagine. Really pretty. And a real pain in my ass. So...your turn. What was that thing the other night? Why where you so angry? I felt you. What happened? Are you...okay?"

Hun rakte op og lagde let en hånd mod hans kind. Så søgende op i det ansigt hun elskede og kendte, og samtidig var så stor en gåde for hende.

Det var hans tur til at hæve en finger til hendes læbe. Selvom han ikke tyssede på hende, spillede de mørke øjne af de mange forskellige følelser - alt fra vrede over at hun igen forsøgte at stille sig imod hans natur, svag træthed ved hendes følelsesladede udbrud om at tage fejl i forhold til Colt, til gengældt begær - og under det, kærlighed - før en skygge gled over hans ansigt ved hendes spørgsmål om den vrede hun havde følt igennem båndet. Et øjeblik lød Narcissas stemme igen i hans tanker

..she kinda said something that... Reminded of things I have heard before. But... Procella just thinks I am foolish.

Skyggerne omkring dem vred sig og musikken, lydene fra klubben og dens gæster, skyllede igennem væggen med stigende og faldende styrke. Armen omkring Procella forstærkede ubevidst sit greb, knuste hende imod hans brystkasse med ubehagelig styrke. Den anden krøb langsomt op og lagde sig imod hans ansigt, dækkede de blege træk der fortrak sig i en skræmmende grimasse. Selv igennem barrieren kunne Procella mærke den pludselige masse af raseri, der som et hav skyllede igennem ham og forsøgte at finde enhver sprække at sprede sig ud og igennem båndet til hende.

Daya... she kinda remind me of. Please do not take this the wrong way. But, she kinda reminds me of... Micha. She is laughing and commenting and..

Luften inde i deres lille 'hjørne' blev tung. Igennem de skiftende skygger kunne ansigter der havde vendt mørke, fremmede øjne imod Wicked skimtes. Selvom magien berørte stort set alle overnaturlige væsner i klubben, vendte især dæmonerne sig, tiltrukket af kraften der skyllede ud imod dem. Nogle få ansatte tøvede i hjørnerne, usikre over hvad de skulle stille op overfor det pludselige og uplanlagte væld af magi der langsomt spredte sig igennem skyggerne og ud i lokalet.

Daya.

Mindet om den lille pige voksede i hans sind, blandede sig med et pludseligt blik af Narcissa, sammenkrøbet på gulvet og dækket af blod, efter den sidste gang han følte den brændende vrede. En stemme hviskede fjernt, at det samme ikke kunne ske mens Procella var i nærheden. At hendes sind knap kunne holde til det pres han udsatte hende for lige nu. Men det var for sent at sluge magien tilbage. Han forsøgte svagt at huske grænserne imellem deres kroppe, løse sin arm omkring hende, mens de mørke øjne gled lukkede. Vægten i luften steg, indtil det føltes som om de stod midt i øjet på en orkan.

Micha

Wicked vaklede da vreden kulminerede og forlod ham i et brus af magi. Skyggerne omkring dem blev sluppet fri og for igennem klubben, slukkede lamper og lygter på deres vej og kastede klubbens store lokale ind i et pludseligt mørke. Gisp og overraskede udbrud lød omkring dem, musikken standset ved den første skygge. De kølige læber fandt hendes øre.

"I know we must talk. There are a great deal that need be discussed. But I am starved for your body, your soul. I am cold, Princess. We must close this gab between us and break down the walls that are so carefully keeping us apart, without.."

Hans hviskende steme tøvede, en svag usikkerhed i tonen. På trods af mørket ville hun højst sandsynligt tydeligt kunne forestille sig det mærkelige udtryk på hans ansigt, over ikke at have kontrol over enhver situation.

"Without your mind breaking, before anything else."

Kølige læber strejfede hendes i mørket, før han slap sit greb om hende og forsvandt med en sidste hvisken der sneg sig omkring hendes krop.

"Stay where you are - and don't be frightened."

Minutterne nåede knap at tikke afsted, hans timing upåklageligt dramatisk, da hans stemme pludselig lød i mørket.

"Welcome, Ladies and Gentlemen, to the opening of Muse! The evening ahead will hold many wonders, even for our kind. Creatures that were believed myths have come from the depths, to enthrall you for just this night. Will you fall prey to the sirens of the depths? Few of us may remember what the grip of death felt like - but perhaps the beauty of the deep will stir the memories of that tempting surrender?"

Ordene hviskede igennem lokalet. For Procella havde hvert udtryk en dybere mening. 'Wonders' gav et indtryk af, at man lige havde set en magiker udføre et fantastisk trick. 'Our kind' kradsede ved halsen, et fjernt hyl i luften og og lyden af fjer fra tunge, store vinger. 'Depths' var mørke, komplet og lokkende stilhed, mens 'tempting' strøg drillende over huden. Fra gispene omkring hende, lød det som om hun ikke var den eneste der var faldet under for indflydelsen af Wickeds stemme.

En spotlight tændte i mørket og badede den indbyggede pool i lokalet i en strålende, måneskins-hvid farve. På et arrangement af forskellige mørke sten, sad en kvinde hvis overkrop var nøgen. Sølvfarvet hår, strålende i lyset, flød over hendes skuldre og ned af hendes ryg som et tæppe og virkede i første omgang til at være det eneste hun havde på. Glimtende palietter dækkede hendes bryster og løb pletvist ned af hendes ribben, før de smeltede sammen med en underdel af en tætsiddende kjole, der spidsede ind og endte i to pailet-dækkede fødder, der var spredt til hver side som halefinner.

Ved nærmere eftersyn var der ingen søm at finde på kjolen. Havfruens hale hævede sig og fra stenen og faldt tilbage i vandet med et legende plask, før hun åbnede munden. Lyden der undslap hende var ubeskrivelig, bedøvende i sin enkle skønhed. En blanding af rullende bølger og måge-skrig, og alligevel en sang. På samme måde som hvalernes sang fik vand til at vibrere, syntes luften af fyldes af tonerne. Andre skygger i vandet bevægede sig, som tilkaldt ved sangen og skikkelser brød overfladen og samlede sig om stenene, føjede deres stemmer til sangen.

Procella tav da hun mærmede hans fingre mod sine læber. Hun sukkede en smule opgivende i sit stille sind. De fik aldrig renset luften. På den anden side var det vel heller ikke det mest oplagte tidspunkt, men hvornår fanden skulle hun ellers forsøge sig? Der var altid noget der kom i vejen. Hverdagsliv, eller hemmeligheder. Nu havde hun ham, og alligevel havde hun ham slet ikke. Hendes blik flakkede kort da skyggerne voksede.

Oh great...now what? I didn't do anything this time!

Hun kunne ikke lade være med at gispe anstrengt da hans greb om hende strammedes og blev ved. Et held at hun ikke var så let at få til at gå i stykker. Til gengæld fik hun en påmindelse om deres kærlige favntag i skoven, og en fysisk note fra sin krop om at den ikke var på bølgelængde med en gentagelse af den slags udfoldelser...i hvert fald ikke lige med det første. Procella vred sig let i hans greb, både som protest over det fysiske pres, men lige så meget over vægten af hans raseri som hun af en eller anden grund havde vækket.

"Wick..."

Hendes stemme var en svag kvækken. Hun ville ikke støde ham bort igen, men hun vidste helt ærligt ikke hvad hun skulle stille op over for ham når han blev så meget...hvad han var.

Bloody mortal human body. This is so messed up!"

Hun skælvede svagt da hans læber strefjede den bløde hud lige under hendes øre, og hans ord lagde sig som et kærtegn på den. Det rislede behageligt ned af hendes ryg ved den lille bekræftelse. Hun tænkte egentlig ikke så meget over at han teknisk set havde sagt der var fare for at hun gik i stykker af det. Den tanke havde hun med nonchelant ligegyldighed accepteret for længe siden. Det var lidt et selvbekræftende punkt på kontrakten med at date en dæmon.

"...ey....my mind ain't breaking that easy you know..."

Mumlede hun mod hans læber, og fandt så pludselig sig selv alene. Mørket syntes ikke længere værende beskyttende og hemmeligt, for hun manglede ham. Det føltes truende, fordi hun vidste hvad der gemte sig derude i det. Procella slog armene om sig selv i mørket og blottede tænderne med en lavmælt knurren. De mange øjne der så mod hende kunne hun mærke krybe på sin hud, som havde det været langbenede edderkopper. Krystallaget i hendes nethinder glitrede i mørket og gav hendes øjne den katteagtige refleks der genspejlede den mindste lyskilde. Det eneste lys der var, var alt for mange sorte glitrende øjne i mørket. Hele hendes krop skreg på at flygte eller tage kampen op.

"Always with the freaking drama....asshat..."

Snerrede hun for sig selv, ikke helt i stand til at være upåvirket af alle betoningerne og påvirkningen af hendes krop. Hun spjættede let ved lyden af vinger i mørket. Der var alt for mange øjne, alt for mange lyde. Hvor fanden blev lyset af?!

Da det endelig vendte tilbage krympede hun sig let og skærmede for ansigtet med den ene hånd. Hendes pupiller trak sig kraftigt sammen, og et kort øjeblik var det svært for hende at se noget.

Fuck Disney...is that a mermaid?!

Procellas hoved gled let på skrå da hun med fascineret undren betragtede det mystiske væsen. De glimtende palitter, blandet med nogle få løbende dråber vand trak hendes blik ind. Procella fandt på ingen måde sangen smuk, faktisk var der i hendes ører noget direkte frastødende over den. Det var lidt som med opera. En operasanger kunne sagtens være talentfuld og bjergtage verden med sin stemme, men hvis man ikke var til opera, så var man ikke til opera. Procella var *ikke* til havfruens sang. Overhoved. Til gengæld kunne hun ikke ignorere den vibrato der gik igennem hendes krop.

Lyden rungede igennem hendes krop. Det bedste hun kunne komme til at beskrive hvad der skete ville have været hvis hun havde stået op af scenen til en rockkoncert. Lydbølgerne der rumlede igennem hende var ufornægtelige.

Unbelievable...they actually exist...

En dyb fryd sang igennem hende. Hvor stolt ville Ripper ikke blive hvis hun rent faktisk slog en havfrue ihjel, og plukkede skæl som bevis? Hun ville blive rig ud over sin vildeste fantasi hvis hun omsatte kroppen på det sorte marked. Procellas øjne flammede op i rovdyrgul og hendes smil var...slet ikke behageligt...

Med en svag hvislen fra kjolen satte hun sig i bavægelse mod vandet. Tanken havde ikke formet sig som noget fysisk håndgribeligt endnu. Hun var blevet stiv i blikket. Som en kat der havde set en gråspurv lande i sin have, og ikke kunne modstå. Pludselig syntes de høje hæle ikke at være et problem længere. Procellas krop arbejdede i perfekt harmoni med sig selv og sine omgivelser. Hun var ikke længere opmærksom på hvem der holdt øje med hende og hvem der ikke gjorde det.

A goddamn mermaid...well fuck me sideways....

Det overnaturlige publikum, ulig Procella, sad forstenede under sangen. Kun nogle få, hvis kraft slog imod jægerens hud som en håndgribelig aura, drejede deres blik imod hende og fulgte den lette hvislen af silke og stiletternes klikken, da hun nærmede sig vandet. Tættere på var det tydeligt, at hvad der lignede pailletter på afstand, i virkeligheden var skæl der løb som reflekterende mønstre henover havfruernes hud.

Dybsorte, mærkeligt tiltede, mandelformede øjne, stod i skarp kontrast til deres blege, nærmest gennemsigtigt skære hud. De var alle kvinder, det våde hår bølgende kaskader ned over deres kroppe, før det spredte sig som tråde i vandet, i alle regnbuens farver. Kun havfruen, der først var blevet afsløret, havde det sølvfarvede hår der skinnede som månelys. Det var hende der først bemærkede Procella.

Med et ryk fulgte resten af havfruerne bevægelsen, som et ulvekobbel der fornemmer deres bytte. Den vibrerende magi fortsatte ufortrødent, da adskillige af væsnerne skubbede sig fra af stenene og bevægede sig som slanger ved glidende, rykvise sving af halen gennem vandet, imod kanten Procella nærmede sig. Hvidglødende, slanke og perfekte arme rakte ud imod hende. Perler af vanddråber løb ned af deres arme, fangede lyset fra det blege lys over dem og trak gisp fra den nærmeste sofagruppe bag jægeren.

Slanke arme lagde sig om jægerens liv og holdt hende tilbage, da Procella - fanget af sangen eller af nysgerrigheden - strakte sig ud over vandet for at nå. Ubevidst havde hun lænet sig længere og længere fremad, faretruende ude af balance på stiletterne, mens havfruerne lokkede og opfordrede hende. Armene trak hende tilbage, ind imod en muskuløs brystkasse, der omsluttede hende som et tæppe - et hårdt, ubøjeligt tæppe, der overfaldte hendes sanser med Wickeds duft.

"Careful, Princess. They're worse than sharks."

Ordene pustede imod hendes hals med en svagt drillende, kærlig tone, det blonde hoved bøjet som om han havde draperet sig selv omkring hende. De mørke øjne hvilede et øjeblik på Procella, før de gled videre til havfruerne. Den nærmeste, hende der havde rakt ud imod Procella, blinkede gennemsigtige øjenlåg over de dybsorte øjne op imod ham og strakte læberne i et billedskønt smil - før hun åbnede munden og afslørede en mund fuld af sylespidse, haj-agtige tænder. De tre havfruer der var søgt hen imod kanten vendte sig brat og dykkede ned i det oplyste vand.

Procellas hjerte havde forventningsfuldt dunket imod hendes ribben jo tættere på hun var kommet. Havfruernes duft. Det havde ikke været fisk. Det ord ville have været mangelfuldt og fornærmende. De havde - i hendes næse - en rig frisk duft, og samtidig mystisk. Som tung våd havgus. Et kald fra noget der var gemt og glemt, et sted lige uden for synsvide. Det kriblede i hende for at række ud og røre...bare lige for at se om de faktisk var virkelige. Det var også derfor hun blottede tænderne i en utilfreds knurren, nærmest fornærmet, da stærke arme lagde sig om hendes liv og trak hende bort fra byttet, der så fristende sad der som glitrende fucking sushi på et sølvfad...

Hun besindede sig dog kort efter og sukkede da hun fik ansigtet i rette folder. Det var hverken tid eller sted det her. Men hun måtte huske. Havfruer. Altså...HAVFRUER?! Hun kæmpede ikke imod grebet om hendes liv men smilede i stedet og nød fornemmelsen af ham bag sig. Duften af skygger og krydderi. Hendes egen særlige blanding af fare. Hvis det ikke havde været for håret havde hun lagt hovedet kærligt ind mod ham...men nu havde hun lidt for det, så skulle det også holde...bare lidt.

"Hm...pretty. I have quite a bite myself"

Hendes hænder gled rundt om de arme der lå om hende så det blev en slags fælles omfavnelse. Hendes blik mistede det stive jægerudtryk og gled over i blød ravfarvet interesse.

"Mermaids. You never s-...where did you find them? Let alone get them here? Are they here of free will, or did you cash in some old debt to make this happen? Do they have souls? What are they?"

Procella drejede hovedet let op mod ham og fangede hans blik mod havfruen der nærmest syntes at flygte. Det langsomme drillende smil om hendes læber var ganske selvtilfredst. Hun kyssede blidt dæmonens kind og hviskede i hans øre.

"Aw come on? Getting a bit possessive are we? Don't you think I can handle a handful of fish and chips? Have you ever tasted one? Are they eatable?"

Procella så mod den månehårede havfrue med et nyt glimt i de ravfarvede øjne. Hun havde aldrig rigtig anset de abnormale for mad før, men siden børnenes fødsel var der vækket et nyt rovdyr i hende.

How would one even start to kill something like that? Harpoon it like a whale? They seem to have lungs. Might have gels too. Maybe they breath through the skin? And scale? How do they mate? Eggs? How much would a mermaid-egg give me? Or just a lock of hair?

"I know."

De kølige læber strejfede hendes hals, stemmen intim. Med den kom fornemmelsen af mørke soveværelser, silke-lagner imod huden og luften omkring dem fortættedes af fantom-gisp af nydelse. En perlende tone blandede sig i sangen omkring dem, da havfruernes magi stødte imod Wickeds aura. Fanget i hans greb, virkede magien omkring hendes mage til at beskytte Procella. Vibrationernes tag i hende svandt, erstattet af fornemmelsen af, at hun blev kærtegnet indefra. Et øjeblik fortættede lyden af bølger omkring dem, før lyden fortog sig. Wicked hævede øjnene til sirenen midt i spotlyset og fangede hendes underfundige smil. De udvekslede et langt blik, en svag advarsel i dæmonens glødende pupiller, før han vendte opmærksomheden tilbage til Procella, og sirenen igen vred kroppen imod publikummet, så lyset blev fanget og genspejlet i skællene henover den skære hud.

"But I think you'd find it an unfair advantage when they drag you under. Last I checked, you still need to breath."

Et underholdt smil strakte hans læber ved strømmen af spørgsmål, og han bøjede villigt hovedet imod hende med en tilpas lyd ved hendes læber mod hans hud, selvom de mørke øjne spillede drilagtigt.

"Ocean. They swam to the shore. Both. Yes. You have never heard of the merfolk? I believed it to be a fairly common story among humans."

Ordene kom som svar på hendes spørgsmål, men som en lang sætning, hans stemme betonet af indestængt fornøjelse.

"They're very private creatures. It is no wonder that you have not heard of them during your time as a hunter. They keep to the deep seas, to avoid the risk of being caught in nets or traps laid out by fishermen. And they prefer waters slightly warmer than this climate."

En rynke formede sig på de blege træk, mens han lod til seriøst at overveje hendes ord. Adskillige af havfruerne der omringede stenen skød væk fra den og forsvandt under overfladen. Lys indlagt i bassinets gulv tændtes og oplyste havfruerne, mens de bevægede sig i en indviklet dans ud og ind imellem hinanden.

"If on the ground, perhaps you would have some advantage, a slight element of surprise - but no. Even I hesitate to go against a shoal of mermaids. They are vicious creatures, with their own magic. In the water.."

Han lod sætningen hænge uafsluttet i luften og sænkede i stedet blikket til vandet, hvor skygger piskede frem og tilbage, nu med en fart der virkede uvirkelig, skarpe manøvre der burde være umulige. En skygge skilte sig ud, kun for at bryde overfladen og sende en byge af vand skvulpende op over bassinets kant foran deres fødder - et tydeligt svar på Procellas sidste spørgsmål. Wicked lo lavmælt og bøjede hovedet til Procellas øre med en påtaget, latterfyldt hvisken.

"It is impolite to consider eating the entertainment, Princess."

Procella sukkede let. Som af et sødt minde eller en varm drøm der blev skubbet bort for realismen.

"Humanity. Always seems to get the best of me"

Der var en legende undertone i hendes stemme, og selvom der var en lille snert af alvor, så var der mest humor i hendes stemme lige nu.

"Yes I heard of mer-thingys. I was told fairytale too. That does not mean I believe in peter pan, and mickey mouse."

Hun betragtede havfruen på stenen, oprigtigt interesseret, og lagde derfor ikke mærke til den lette advarsel der blev udvekslet over hendes skulder. Til gengæld spandt hun over det nærmest fysiske kærtegn hendes mages aura lagde om hende, som gav ekko dybt ind i hendes krop. Hun kunne ikke lade være med at beundre dem for deres manøvredygtighed. Det måtte hun sætte pris på. Hendes lette spinden gled dog over i en utilfreds knurren over vandetpjaskeriet.

Selvom hendes tær ikke blev våde trak hun alligevel demonstrativt sin åbentåede sko en centimeter tilbage med et vast blik mod væsnerne. Hun kneb øjnene let sammen.

"Politeness have never been my strong side love"

Hun sendte bassinet et sidst halvirriteret blik og snoede sig så rundt i hans greb så hun kunne se op i hans ansigt. Hendes øjne spillede af undertrykt legende drilleri.

"Dressup...makeup...mermaids...you are quite a trickster tonight..Mr. Faccombe. I find it to be, different"

Hun trak vejret langsomt ind gennem næsen og trak ham dybt ind. Der kom mere spil i hendes øjne, og smilet blev en anelse bredere.

"But, I must admit...you look very handsome"

Hun lagde en hånd mod hans mave og lod den køre langsomt op over hans bryst, indtil hun lod den hvile over hans hjerte.

"Would you mind terribly if I had a love affair? I am thinking of cheating on you actually..."

Spurgte hun med et lille suk og så nærmest kedsommeligt ud til siden

Hans hænder løsnede sig, kun for villigt at vikle sig om hende igen, da hun vendte sig imod ham. Der var intet spor af den udvekslede advarsel på hans ansigt. De mørke øjne spillede tilbedende ned imod hende og syntes ikke at opfatte det spektakulære sjov omkring dem længere. Der var kun hende at finde i hans ansigt, og under det skæve smil en glæde over hendes ord og en dyb trang til at behage hende.

"I have been neglecting you. Us. I thought it to be a good attempt at distracting you from being angry. Have I been succesful?"

Han hævede drillende et øjenbryn ned imod hende. Det selvsikre, forførende smil blev kun bredere af hendes kommentar omkring hans udseende.

"Thank you."

Det blonde hoved tiltede let imod hende, selvom han undgik hendes læber og i stedet sigtede imod at strejfe sine egne imod de følsomme hud under hendes øre. Bevægelsen standsede imidlertid brat ved hendes spørgsmål, hans ansigt tæt nok på til at et pust af ånde spillede imod hendes hud. Ordene syntes at ramme ham som et slag, der fik den forførende atmosfære til at falde til jorden omkring ham. Under hendes hænder blev den før let bøjelige krop igen statue-agtigt, frosset uden nogen fornemmelse af liv. Intet åndedræt, intet hjerteslag, ingen små bevægelser.

"Cheat?"

Ordet var så dæmpet, at hans stemme næsten forsvandt i sangen, der nu var ved at tone ud omkring dem. De sidste vibrationerne rullede ud over publikummet i klubben, som en bølge der vasker stranden ren og udvisker hvad der var blevet tegnet i sandet. Alligevel hang fornemmelsen, forventningen, om den næste bølge der uundgåeligt ville slå ind imod land i luften, da det sidste skrig tonede ud. Spotten over poolen gik ud og efterlod lokalet i komplet mørke igen et langt øjeblik. Mørket fyldtes af gisp, pludselig åndedrag der gav genlyd, da de overnaturlige væsner rev sig fri af havfruernes sang.

Efter den dramatiske pause, tændtes lyset igen og musikken startede op. Adskillige skikkelser bevægede sig imod dansegulvet.

Wicked havde brugt mørket til at trække sit hoved tilbage, så han kunne møde hendes blik. Der var en vaklen i de mørke øjne, en farlig usikkerhed over, hvordan han skulle reagere. En flammende glød i de sorte pupiller, der intet havde at gøre med forførsel, fortalte hende at voksende vrede var hans første, umiddelbare reaktion.

"Mhm...Like you said...You have been neglecting me. I'm getting bored with you..."

Svarede hun i samme kedsommelige tone som før. Et lille smil begyndte at dirre i hendes mundvig da hun vendte ansigtet tilbage mod ham.

"I have noticed this...guy...a young fellow. Ambitious. Rich. Making something of himself. I am trying to decide if he could be of any fun to play with, now that you don't meet my needs anymore"

Hun havde svært ved at holde masken. Især var det svært for hende da hun lagde mærke til at han faktisk lod til at have et problem med spørgsmålet. Du godeste. Troede han virkelig hun havde øje for andre? Alligevel kunne hun ikke lade være med at presse den lidt længere ud. Hun snoede sig ud af hans arme.

"He seems very passionate about everything he does. I suspect he would know how to treat a woman right. Suit my needs"

Hendes stemme blev tung af doven kattemagelighed. Hun bevægede sig rundt om Wick, med en hånd følgende rundt på hans ryg imens hun langsomt gik om bag ham.

"And one of the best things about this guy...he has an ass to die for..."

Sigende gled hendes hånd fra hans ryg ned og lagde sig til hvile, før hun rent faktisk gav ham et flabet rap. Da hun gled om foran ham igen, var det umuligt for hende at skjule de tindrende øjne og det brede grin.

"So I'm very sorry love, but I think you have slight competition. He is very...distracting. My apologies upfront if I should slip of the wagon. I do hope you can forgive me"

Hvad end følelser der havde animeret hans ansigtstræk forsvandt under hendes ord, som vand der langsomt gled af en sten og afslørede den hårde overflade under de perlende dråber. De mørke øjne fulgte hende, med et fremmed blik, den røde glød mere og mere fremtrædende i de sorte pupiller. Luften omkring dem blev køligere, da skyggerne trak sig sammen og igen flakkede faretruende omkring Wickeds ben, som kælne killinger.

Det var ikke svært at trække sig fri af ham, selvom han ikke hjalp ved at give slip. Hun måtte snige sig ud af de muskuløse, ubevægelige arme. Da hun bevægede sig rundt om ham med de langsomme skridt, rykkede han ikke hovedet for at følge hende, fanget i den mærkelige, uvirkelige mangel på bevægelse, på liv. De slanke fingre havde knyttet sig under kanten af det tætsiddende jakkesæts ærme, hans tanker kaotiske og optagede af, ikke at lade raseriet få frit løb.

Endnu en? Den drillende stemme hånede ham, brændte sig ind i hans tanker og antog en anden mening. Hvor mange dage var gået, siden han havde tilstået at hendes svigt berørte ham? Hvor mange minutter siden de sidst havde danset omkring hinanden og hun havde afgivet sine løfter igen og igen? Udadtil virkede hans ansigt stadig skræmmende blankt, men på indersiden kæmpede fornemmelser som jalousi og ejerfornemmelse - ukendte og urovækkende - i hans sind.

Menneskelig. Han havde accepteret det så mange gange før - at hendes menneskelige side gjorde hende svag, ændrede hende fra øjeblik til øjeblik. Burde det være en overraskelse for ham?

Det lette kærtegn, efterfulgt af det lille slag, fik ham til at læne hovedet tilbage med en lavmælt hvislen, hans tanker afbrudt af den pludselige berøring. Erkendelse fyldte hans tanker og jog tvivlen på flugt. Det var sjældent han blev udmanøvreret når det kom til forførsel. Var det nogensinde sket? Et lille, mørkt smil spillede henover hans læber. Han sænkede ansigtet med et ryk og betragtede hende da hun cirklede tilbage.

"I suppose I'll have to try harder at keeping your attention then."

De muskuløse arme skød ud og lagde sig om hende, trak hende tættere på, så han kunne finde hendes læber. Ulig kysset foran reporterne og fotograferne, holdt han sig ikke tilbage nu. Alligevel var kysset blødt - pirrende hellere end tvingende. Hans tunge gled drillende henover hendes underlæbe, før den skilte hendes læber og kærtegnede indersiden af hendes mund. Han havde haft århundreder til at øve sig. Han behøvede ikke at trække vejret. Kysset trak ud, indtil Procella knap havde ilt til at holde sin krop stående. Hans arme fangede hende da hun forsøgte at trække sig væk for at gispe en mundfuld og han svang hende op i sin favn.

"On the other hand, why risk the competition?"

De mørke øjne spillede ned imod hende med en intensitet der bragte hele vægten af den forførende aura nedover hende. Han fandt vej udenom sofagrupperne og hen til den private elevator, uden at bryde deres blik, selvom adskillige af de overnaturlige gæster fulgte deres tur henover gulvet med overraskede blikke og lavmælt hvisken. Det var intet andet end baggrundsstøj for ham. Han havde ventet længe nok. Selv den korte elevator-tur gled forbi uden at han bemærkede den.

Med Procella i sine arme kunne resten af verden vente.