Blæst <> Abaddon(Rafael)

Tid: 16:23
Sted: Havnen
Vejr: Solskin, skyet og en smule blæst
Omgivelser: Havnearbejdere og andre folk
Påklædning: Lysebrun lang jakke, strammet ind i taljen med et bånd i samme farve og sorte leggins


Ellen stod ude i nærheden af molen og lyttede til havet der blæste ind mod molen, og nogle gange sprøgtede op på hende. Hun smilede et lille venligt smil og havde rettet sine øjne op mod solen, hun kunne mærke dens varme, selvom blæsten var noget kølig, men nogle gange gled en sky ind foran solen og holdte dens varme stråler tilbage og efter lod hende kold i vinden. Hun gøs svagt da solen i noget tid var forsvundet. En stor brun labrador han sad ved siden af hende og snussede til luften omkring sig, dens hale viftede fra side til side og fik skidt og støv på jorden til at danse rundt.
"Hva så Jack?"Sagde Ellen og lagde sin spinkle hånd på hundens hoved der med det samme satte mere fart på halen. Hun smilede mutnert af sin førerhund og klappede ham på hovedet, samtidigt med at hun lod sin anden hånd glide gennem hendes lange brune hår for at få det væk fra ansigtet da det kildede hende på kinden. Hun var nogle gange lidt træt at sit hår, men hun havde fra hun var helt lille altid haft langt hår og ville ikke klippe det, hun kunne huske sit lange hår og ville ikke klippe det kort. Men hun kunne ikke rigtig sætte det op da hendes spidse elver øre så ville afsløre hvad hun var over for de mennesker hun færtedes med. Et vind stød sendte hendes hår rundt om hendes ansigt så det igen hang halvt ned over hende ansigt og kildede hende på kinden. Ellen sukkede opgivende og nussede Jack på hovedet der brummede og rejste sig op på sine store poter.

”Aaa” tænkte Rafael, han var begyndt at lide denne by, godt vejr, billige lejligheder, en masse arbejde som skulle gøres og det bedste af det hele pæne piger, som havde en personlighed..
Jep, han kunne godt lide stedet. Han gik ned af gaden, for at se hvor den førte ham hen, han ville gerne udforske byen lidt, så han havde ikke noget mod at gå uden et mål.
han havde en kort ærmet t-shirt, fra hans yndlings band ”blind guardians”, og et par normale sorte cowboy bukser.
Da han kom til enden af vejen, så smilte han lidt, og tænkte at man måske skulle leve af noget fysisk arbejde, men før han kom længere med den tanke, bliv hans blik fanget af en smuk pige, han kiggede op på himlen, ”du gud, skriv mig op til helvede”
Han slog korsets tegn efter bedste evne, og gik så over mod Ellen,

Ellen stod bare helt stille og smilede, mens hun nussede Jack på hovedet. Han var faktisk en ret så stor labrador, hendes søster havde snakket om at der måtte være noget andet i ham også, men hvad havde ingen gættet så måske var han bare en ren labrador som havde haft lidt for meget vokseværk.
Jack drejede hovedet og derefter hele kroppen, da han havde hørt en der nærmede sig dem, Ellen lagde ikke mørke til så meget, hun lyttede blot til vinden og vandet der slog ind mod molen. Hun klappede kort Jack på hovedet og vente sig halv i den retning han havde vent sig i. Hun vidste at det var et væsen, Jack satte altid mere fart på halen og blev altid ivrig efter at komme hen til vedkommende når det var et menneske. Når det var et væsen blev han altid ved hende og satte lidt af farten på halen ned indtil han vidste om vedkommende var venligsindet. Ellen blinkede med sine brune øjne og lyttede til personens skridt. Hun var blind og det var ikke let at se på hende, kun at hendes øjne altid var rettet ligefrem og var tomme, de så intet.

Rafael forsatte hans vej hen imod pigen, han var overrasket over, at pigen havde en så stor
en labrador, det minder mig om en film, tænkte han, han kiggede hunden og
nikkede af den, med et smil på læben, som var hans typiske "hey dyr".. han kiggede nu igen på kvinden, hun ser ret godt ud, jeg kan vel godt udholde hendes mormor hund,
så længe jeg snakker med hende imens tænkte han.
han havde ikke så meget tilovers for dyr, han kunne godt lide store katte, de var dejlige tænkte han. men en hund, var han ikke så super interesseret.
da han kommer op til hende, nikker han og siger
"hey, dejlig hund, dejligt vejr og dejligt syn" sagde han, mens han kiggede på hende, han syntes hendes øjne var lidt mærkelige.
men han tænkte ikke så meget over det.
han satte sig ned på knæ foran hunden
"hvad er det for en slags hund" han kiggede igen op på hende, men bliv nede ved hunden

Ellen smilede venligt til den fremmede der nærmede sig, da hun hørte hans stemme vidste hun at det var en mand, og han var ikke alt for gammel men heller ikke teenager mere. Måske der omkring 18-20. Hun gættede faktisk sjældent rigtig på folk aldre, folks stemmer afslørede faktisk ikke så tit deres alder.
"Hej"hilste hun smilende og nussede Jack ved øret da han snussede i luften for at indprinte sig den fremmedes fært. Hun valgte at overhøre det med dejligt syn, hun havde ikke noget imod scorereplikker, det var bare sjældent at hun hoppede på dem, faktisk var det ikke lykkes nogen at scorer hende, men der var jo ikke så mange drenge der ville have en blind elverpige som kæreste, men den grund der faktisk var den mest fremtrædende grund til at hun overhørte det var at han brugte ordet syn, alt der havde noget med at se noget eller nogen, ville hun helst undgå at snakke om, hun havde ikke altid været blind og savnede at kunne se.
"Ja han er dejlig når han vil være det"sagde hun med et muntert smil så, for at lede samtalen i retning af Jack der havde rejst sig op og så på den fremmede med logrende hale og et forventningsfuld udtryk i de brune øjne og bjæffede kort for at få den fremmedes fulde opmærksomhed.
Ellen håbede at hendes øjne var rettede lige i mod ham og at hun ikke så forbi ham, hun valgte sjældent at fortælle at hun var blind sådan lige med det samme.

Rafael kiggede på hunden, den begyndte at minde ham hans brors hund,
selvom felix, som der hed, var en gradanuar, og derved lidt større,
så kunne hundes måde at få opmærksomhed på, minde lidt om felix..
men det var ikke så vigtigt, igen tænkte han, de var jo bare hunde..
han tænkte han heller måtte give hunden noget opmærksomhed,
da han syntes at fornæmme at pigen ikke ville snakke om hende selv,
han havde efter hånden oplevet når piger geren ville snakke om noget andet.
han smilte lidt tiil sig selv, og overvejet, om han skulle bliver ved med at spørger ind til pigen.
eller han skulle udvise respekt, for hendes ønske..
han kom i tanke om hans store bror, som engang havde sagt
at hvis man fik en pæn pige uden at vise hende respekt, så havde man ikke fortjent det
men hvis man viste respekt, og ikke fik hende, så havde man fortjent en anden pige en anden gang.
han smilte lidt ved sig selv igen. han savnte hans bror tænkte han.
han sagde så

"ja han ser ud til at være en livsglad hund"
han holdte en pause og begyndte så igen
"kan jeg spørge om dit navn"
han smilte mod hende, uden at have nogen ide om at hun var blind

Ellen smilede venligt og holdte sig selv i hånden, da Jack var gået helt hen til den fremmede og da hun ikke lige vidste hvor hun skulle gøre af sin ene hånd der plejede at hvile på ryggen af Jack, holdte hun bare sig selv i hånden, andre gange holdte hun om sin ene albue med den modsatte hånd. Hun kunne ikke lide at de bare hang, hun huskede det som om det havde set underligt ud.
Hun smilede skævt da han sagde at Jack så livsglad ud. "Ja, eller også bare madglad"sagde hun muntert og trak sit pandehår om bag det ene øre, uden at tænke videre over at man så ville kunne se hendes spidse elverøre. Faktisk var de ikke så spidse igen, hendes søster havde foreksempel meget mere spidseelver øre end hende selv. Ingen havde forstået det hvorfor Ellens øre ikke var lige så spidse som en hver anden elvers.
"Jeg hedder Ellen"præsenterede hun sig selv med et muntert smil, hun vidste at hendes navn ikke var et typisk elvernavn, men hendes forælre havde valgt at give hendes søster og hendes selv menneskenavne og hun var så endt med at hedde Ellen. Selvom deres efternavn ikke var så meget menneskeagtigt. Men hvem vidste måske ville hun få det byttet ud med et mere menneskelignene efternavn engang. Det krævede bare at hun fandt en der ville dele sit efternavn, og det var ikke noget hun havde sat særlig høje forventninger om at finde.

Rafael syntes lidt hun virkede som en usikker personlighed, da hun stod og holdt sig selv i hånden, men det passede ham også fint, da han generalt havde svært ved at stole på folk, var hendes usikkerhed, for ham et tegn på at hun ikke havde nogen lyst for at gøre ham noget, han syntes hunden var forfærdelig irriterende, men han bliv ved med at kløe den på hoved, han tog en indånding af luften, han var glad for den friske luft, men ligepulselig fik han færten af et andet væsens sjæl, han opdaget nu at hun ikke var menneske, han kunne ikke afgøre hvad hun var. han rejste sig op, han var ikke sulten, men han kunne ikke lade vær med at bide sig i læben, han havde sjællent mødt et væsen, som han kunne stole på, men hun virkede hamløs, så han valgte at forsætte deres sammentale.
"Nyder du dagen?" han smilte
han kunne nu lugte det, hun var enten elver eller en engel, men vilken vidste han ikke, han håbede på at det var elver, da han generalt ikke havde mødt så venlige engle, når de først havde opdaget hvad han var.
hans blik faldt igen ned på hunden, han tænkte lidt og spurgte så
"hvis han er så madglad, ville det da være uhøfligt af mig ikke at invitere jer på mad"
han kunne godt lide hendes naturlige uskyldighed, så han gad ikke tænke på om hun var et problem eller ej, han ville bare nyde dagen.

Ellen smilede venligt, hun kunne lide denne mand. Han virkede meget venlig og hun følte sig ikke videre utilpas. Men hun havde det nu også med at stole blindt på folk hun mødte. Hun var dog også van til at folk kun var venlige overfor hende, af medlidenhed over at hun var blind, også derfor hun sjældent startede med at fortælle folk at hun var blind, hun lod dem tit selv finde ud af det eller spørge om det. Men så længe de ikke vidste det behandlede de hende som de ville have behandlet en hver anden.
Ellen smilede da han spurgte om hun nød dagen. Hun nikkede korte langsomt "ja"svarede hun ganske enkelt med et smil på læben.
Hun ville egentlig have stillet spørgsmålet til ham også, men da han skiftede emnet til at invitere hende på mad, glemte hun helt at hun ville spørge ham om han nød dagen. Hun var aldrig blevet inviteret på mad af en anden, men de færeste ville også invitere hende ud når de opdagede at hun var blind. "Nej tak, jeg vil ikke ligge dig til besvær"sagde hun forsigtig, hun overvejede at tage imod tilbudet, men hun kunne nemt gøre sig selv til grin. Mange ting var sværere når man ikke havde synet til at hjælpe sig. Jack kunne mærke at Rafael var lidt irriteret over ham, så han luntede lige så stille tilbage til Ellen der lagde sin spinkle hånd på hans ryg og klappede ham svagt.

Rafael bliv glad da hunden gik tilbage til Ellen, så slap han for klappe dyret tænkte han. han begyndte at undre sig over hendes øjne, han syntes ikke de kiggede direkte på ham, da hun snakkede til ham, da hun afviste hans frokost invitation, han nikkede bare tilbage til hende, han havde det okay med at blive afvist, men at hun ikke gad bruge kigge på ham irriteret ham lidt, ikke så meget men lidt, han ville gerne spørge hvorfor hun ikke kiggede direkte på ham, men han var generalt en venlig person, så han ville gøre en nummer ud af det, hun havde sikkert bare nogen ting at tænke på.
"okay, det er bare synd hvis jeg skal smide den overskydende mad ud"
han smilte igen et venligt smil, han kunne stadig godt lide hendes personlighed, den var meget høflig, det eneste problem var at hun havde en stor køter på slæb, han havde ikke kunne lide hunde siden han bliv bidt af hans fars kamphund da han var 10, han havde stadig et ar på han venstre arm, efter hundens bid.
han rejste sig op, og lænte sig mod hende og sagde lavt så andre ikke kunne høre ham
"du er en meget smuk elver"
han lænede sig tilbage og ventede på hendes reaktion.

Ellen smilede venligt og vidste ikke helt hvad hun skulle sige til det med at han skulle smide maden ud. Måske havde det været uhøflig af hende at afvise ham, men hun kunne vel heller ikke ændre sit svar til et ja nu, men hvad skulle hun dog også sige til det med maden nu. Hendes tanker fløj lidt rundt i mellem tingene, da hun jo ikke ville være uhøflig.
Men hun nådede ikke at få tænkt et svar igennem før han komenterede at hun var elver og han var kommet tættere på hende, sikkert for at andre ikke skulle høre det. Hendes ansigt var rettet mod ham, og overraskelsen sad i hendes ansigtudtryk i et kort øjeblik. Han måtte også være et væsen, ellers kunne han ikke vide at hun var en elver, eller også var en en dusørjæger. Hun havde dog endnu ikke mødt en dusørjæger som havde villet hende det ondt, hun var ganske harmløs. det eneste hun kunne var at snakke med dyr, men hun ville dog aldrig få et dyr til at kæmpe for sig.
I et kort sekundt smagte hun på hans fært, elveres lugtesans var ikke lige så god som andre væsners, men hun kunne dog godt afgøre om en person var et væsen hvis hun var tæt nok på til det. Men hun plejede for det meste at lade dem afsløre det selv.
Hun klappede Jack på ryggen og lagde hovedet på skrå, så hendes lange brune hår fladt halvt ned over hendes skulder.
"Tak"sagde hun så endelig og smilede så venligt, hvad skulle der være farligt ved at han vidste hvilket væsen hun var? Elvere var jo ikke de stærkeste væsen og hun viste at ingen så hende som en trusel. Hun var for venlig og en smule usikker til tider, til at folk så hende som en trusel.

Han kunne se hendes overraskelse, da han sagde hun var elver, han smilte tilbage, han syntes det ville være uhøfligt andet.
"du skal ikke takke mig, et kompliment er som en nyhed i avisen, man kan være glad for nyheden, men det betyder ikke du skal takke avisen, den fortæller dig det bare"
han smilte igen til hende, han ville helt ikke spørge med han undre sig hvorfor hendes øjne ikke fuldt efter den hun snakkede med, han havde en ide om at hun havde en fejl med hendes øjne, og han ville jo ikke have hun følte sig dum, men han havde stadig lyst til at spørge, han overvejet det lidt, og spurgte så
"undskyld, du er ellers meget høflig, men hvorfor kigger du ikke på mig, når du taler til mig?"
han ventede på hendes svar..

Ellen smilede muntert af hans samligning mellem en kompliment og en avis. Hun havde aldrig hørt det før og hun kom blot til at kunne lide ham endnu mere. Hun vidste dig ikke så meget om ham, så hun vidste ikke helt om hun burde kunne lide ham eller ej, men hans væremåde var lige noget for hende.
Jack sad nu ved siden af Ellen, han var en smule sur over at Rafael ikke kunne lide ham, han var jo også van til at blive skam rost af alle de mødte. Måske var det sundt for ham.
Ellen blev dog en smule tilbageholdt da Rafael kommenterede det med at hun ikke så direkte på folk hun snakkede med. Hun rynkede sin lille næse og trak smilet skævt, da hun overvejede sit svar, hun var aldrig glad for at snakke om at hun var blind. Hun ville jo helst ikke behandles som en blind, men som en hver anden, hun ville ikke havde special behandling.
"Du skal ikke undskylde, mange spørg mid om det på et tidspunkt"startede hun ud med at sige venligt. "Jeg er blind..."

Rafael kunne se hun ikke kunne lide hans spørgsmål, men han hade altid lært af sin bror, at man ikke kan gøre ting okay, ved at lade som om det ikke skete, så Rafael begyndte at snakke igen.
"en mand sagde en gang til mig, hvis man frygter at sige en del af sig selv, er det ikke dig, som folk lære at kende"
han holdt en pause og forsatte så
"du virker ikke så glad, for at snakke om det, så jeg beklare at jeg spurgte"
hvis han havde været hans bror, så havde det været meget nemmere, da det altid var Gabriel som kunne detder med at snakke med folk, Rafael havde godt nok lært noget, men han var stadig langt fra hans brors evner.
hen kiggede ned på hunden, han var virkelig utilpas, med at den, men måske var den flink nok, eller måske ikke. han kiggede tilbage på hende, og smilte selvom han vidste hun ikke kunne se det.

"Når folk ved jeg er blind, behandler de mig anderledes"sagde Ellen til det med ikke at fortælle en del om sig selv. De behandlede hende ikke som den hun var, men som en nyfødt der intet kunne, som om hun var svag og ikke selv kunne gå. Når hun faldt kom de sprængende som var hun et lille barn som skulle hjælpes op at stå igen. Men hun kunne selv, hun var stædig og manglede hun hjælp skulle hun nok be om det, når hun endelig indså at hun ikke kunne selv.
"Du behøver ikke at beklage, jeg er van til det"sagde hun så venligt mærkede at hendes hånd ikke længere hvilede på Jack, da han havde lagt sig ned, med poterne krydset og hovedet hvilende der på.
Hun strakte sine fingre lidt og holdte så om sin højre albue med venstre hånd, så hendes hænder ikke bare hang uden noget formål. Hun blinkede langsomt. Hun havde tit drømt om at en dag ville hendes syn komme tilbage efter hun havde blinket. Farverne og lyset ville strømme ind, men dog vidste hun også at hun nok aldrig ville få synet tilbage. Elvere havde let ved at blive blinde, deres syn var godt men skrøpeligt. At gå fra at se godt til slet ikke at kunne se, var et marridt som tog tid at vænne sig til.

"nåh, men hvis folk behandler dig anderledes, så må jeg vel ikke være en del af folk"
han smilte igen, denne gang for sig selv, han havde ikke det så godt med at han havde spurgt hende om det, men han kunne jo ikke trække ord tilbage, så han valgte bare at angribe det fra en mere humortisktik side, da han ikke ville have hun var så ked af det. han valgte at skifte emnet da han ikke ville lege med hendes følelser.
"du har nu et valg, enten siger du ja til at spise en is, med mig og din hund, her på denne dejlige solskins dag, eller du kan sige nej, og så bortføre jeg dig, hen til nærmeste is hus"
han kiggede på hende og ventede på hendes svar, da han ikke vidste om hun havde noget mod den slags humor.
han gik et skridt tilbage og kigge udover vandet, det var en dejlig frisk luft som ramte ham, han tænkte det var okay han ikke kiggede på hende, da hun alligevel ikke kunne se det, det var ikke fordi hun ikke var smuk, for det syntes han hun var, men han ville gerne blive beroliget af det stille vand. han vente sig om mod hende igen.

Ellen smilede et lille muntert smil, da han lavede lidt sjov. Der var aldrig nogen som lavede sjov med det, de plejede bare altid at køre det sædvanlige medlidenhedsshow, som hun ikke var særlig glad for.
Hun legede med et lok af sit hår som hang ned foran hendes ansigt, hun vidste ikke hvor det skulle hen så hun lod det hænge. Det kunne tage lang tid for hende at sætte hår og når der sådan var et lok som det eneste hang ned foran hendes ansigt lod hun det tit være, selvfølgelig medmindre at det kildede. Men hun det havde nogen gange lykkes hende at se betydelig fjollet ud, fordi hun havde fået sit hår til at sidde helt vildt skævt eller bare fået det til at se mærkeligt ud.
Smilet blev dog lidt mindre, men venligt da han snakkede om at invitere hende på is. Men lige så snart han så snakkede om at bortføre hende, kunne hun ikke holde sin klukkende perlelatter tilbage og smilede muntert i retning af ham. "Uha, tør man sige nej?"sagde hun smilende og var i strålende humør. Hun elskede når folk havde humor.

"Jaja, man tør godt sige nej, man fortyder det bare igen bagefter"
han smilte lige så muntert tlbage, hun virkede som en hyggelig person, han begyndte at kunne lig hendes væsen lidt mere. han kunne godt lide hendes hår, det minde ham om hans søster, så han fik et støtter smil frem, og sagde så
"kan du ikke fortælle mig om dig selv?"
han begyndte at føle sig mere tilpas på tros af at der var en hund i nærheden, den virkede lidt træt måske var det derfor.
han tog hans hånd ned i lommen og tog en mars bar frem, han havde købt en del af dem, da han skulle have været til en børne følsesdags fest som bliv aflyst, han åndene den og lagde den ned til hunden, han vidste jo ikke om den var sulten, og selvom han ikke syntes om den kunne man dag stadig være venlig mod.

Ellen smilede muntert og overvejede at sige ned for så at se hvad han ville gøre, selv om hun nok bare ville gå frivilligt med bagefter, men det kunne da være sjovt. "Skal vi se om jeg fortryder det?"spurgte hun smilende og brugte det lidt som svar. Hun var nysgerrig og i godt humør nu.
Hun lyttede da hun hørte noget der raslede, som om noget slik stille blev åbnet. Hun blev lidt irriteret over ikke at kunne se, hun ville gerne vide hvad han lavede, men samtidig overvejede hun svaret til opfordringen til at fortælle om sig selv. Jack som lå og halv sov åbnede øjnene med det samme Rafael lagde noget foran den, halen gik i gang og Ellen vendte sit ansigt mod hunden som med et glad bjæf sluprede marsbaren i sig uden at smage på den. Hun kunne huske den gang hendes storesøster havde kaldt Jack for en støvsuger, han spiste alt som han blev tilbudt og sjældent tog han sig tid til at smage på det.
Hun smilede da hun hørte Jack rejste sig op og gik lige så stille frem mod Rarael. Hun vidste at han havde givet Jack noget spiseligt, da Jack havde fortalt det med sit bjæf. Hun glemte at hun skulle fortælle om sig selv, da hun var blevet opmærksom på Jack som var overbevidst om at alle alligevel kunne lide ham og var gået hen til Rafael for at få mere. Han slikkede ham på hånden og lænede sig så op af ham med tiggende øjne. Ellen overvejede hvad Jack havde gang i, hun kunne jo ikke se det. "Ja nu slipper du ikke af med ham"sagde hun muntert til Rafael, Jack elskede opmærksomhed og når først han vidste at han kunne få godbider ud af en slap man aldrig af med ham igen.

Rafael smilte af den dumme hund, han havde det næsten dårlidt da den slikkede ham på hånden, det var ikke meningen tænkte han, da hun sagde han ikke slap af med den igen, begyndte han at smile skummelt til hunden, og gjore han øjne mørke som natten, mens han fik sine demoniske tænder frem, og smilte igen af hunden, han kiggede på den med de kolde og øde demon øjne, og svaret hende så på hendes spørgsmål, men han stadig kiggede på hunden
"ja, du kommer til at fortyre det smukke"
han ville gerne have den forfærdelige hund til at gå sin vej.
den minde om hans fars hund da den slikkede på hans hånd, og han ville gerne gå et skridt tilbage, men så faldt han ned i vandet, og han havde ikke lyst til at tage svømme timer ligenu.
"nåh hund er vi venner eller ej"

Jack kryp sammen og pev ynkeligt da Rafael skræmte den. Den var jo ikke van til at være sammen med væsner. Ellen vente med det samme sit ansigt mod Jack og rakte sine hænder ud efter ham, da han bakkede tilbage til hende. Hun satte sig på hug og lagde armene om den. "Du må lære at ikke alle vil have dig tæt på"hviskede hun den kærligt ind i øret, da den pibbende fortalte hvordan Rafael så ud. Hun kyssede den på hovedet og var ikke vred over at Rafael havde skræmt Jack.
Hun vente ansigtet mod Rafael igen og smilede muntert op mod ham, mens Jack lænede sig om af hende så hun var ved at vælte af vægten af dens store krop.
Jack fnøs da Rafael snakkede til den. Ellen hviskede igen noget ind i dens ører hvorefter Jack så skiftevis på dem. Han bjæffede så tilsidst glad til Rafael, Ellen havde mindet den om at Rafael lige havde givet den en godbid. Jack blev dog ved med at læne sig ind mod Ellen som stadig sad på hug, indtil hun tilsidst mistede balancen og væltede. Jack gjorde ikke så meget for at hjælpe hende op, han stillede sig bare halvt over hende og slikkede hende i ansigtet, mens hun grinene prøvede at skubbe ham væk så hun kunne komme op at stå.

Rafael var glad da hun ikke virkede sur, men han tænkte det sikkert var fordi hun ikke vidste det, da hunden væltede hende, begyndte han at grine, men stoppede hurtigt igen.
"Jeg ville gerne stjæle dig over til ishuset, men dette er meget sjovere"
han satte sig ned på hug, og tog en mars bar frem fra hans lomme, og begyndte at spise den, mens han bliver underholdt af pigen som lå under hunden. han syntes dette næsten kunne være starten på en joke. han smilte venligt til hunden, og lagde hans hånd på dens ryk.
"jeg begynder at tro vi bliver gode venner"
han tog hånden tilbage, rejste sig op og vente sig mod vandet, han tog enu en dyb indånding af den friske luft, og tænkte at dette var en god dag..

Ellen smilede muntert og vente sit ansigt mod Rafael. "Godt at det kan underholde dig"sagde hun smilende og skubbede igen til Jack for at få ham væk. Marsbaren som Rafael spiste tog Jack opmærksomhed og fik ham til at glemme Ellen som lå under ham, han logrede vildt med halen så hele bagpartiet svingede fra side til side mens han gjorde sig lækker for at få endnu en godbid. Jack hoppede rundt om Rafael med tungen hængende ud af munden. Ellen lyttede til hundens bevægelser og smilede muntert, hun tænkte på hvad Jack dog havde gang i. Han havde vidst fået et lille flip og var helt ustyrlig glad.
Ellen som ikke længere lå under Jack, fik skubbet sig op at sidde og derefter lige så forsigtig kom at at stå. Hun børstede sit tøj for at se om hun kunne få snavs og lignende væk, hvis det var på tøjet selvfølgelig, var hun heldig fik hun det væk, hvis det var på tøjet. Ellen så i retning af Rafael og stod helt stille da Jack ikke stod ved siden af hende og hun så ikke ville flytte på sig.

Rafael kiggede på den glade hund som ville have han mad, han syntes det var lidt sjovt, og han lagde den på jorden, og vendte sig om mod ellen, han vidste ikke om han skulle sige hendes tøj stadig var snavset, men det tænkte han at han sikkert måtte sige
"du kan lige så godt give op, der skal en vask til for at få det sidste af tøjet"
han lagde igen hånden på jack, denne begyndte han at gnuppe den på hoved, han så hun var usikker uden hunden, og sagde så.
"du må heller løbe tilbage til den smukke pige, jeg har ikke mere mad" sagde han til hunden.
han regnede ikke med at den forstod hvad han sagde, men det var vel også det samme.
han overvejet om han kunne lide hende, hun var jo ret sød, men han vidste det ikke, måske han var ikke sikker, men det var vel lige meget tænkte han.
"du svaret mig aldrig omkring dig selv"

Ellen rødmede flovt da han sagde at hun var nød til at vaske sit tøj, var det blevet så beskidt. Hun med sig kort i underlæben og vendte ansigtet ned af som om hun så ned af sig selv. Hun trak munden skævt og smilede muntert. Når hvad, det var jo ikke hende som skulle se på det. Hun rettede sit ansigt mod Rafael og smilede venligt til ham.
Hun smilede muntert da Rafael sagde til Jack at han skulle gå tilbage til hende. Dog blev han stående ved siden af ham og gjorde ikke tegn på at gå tilbage til Ellen, som stadig stod helt stille.
"Hvad vil du da vide?"spurgte hun med et venligt smil og flettede sine fingre ind i hinanden, og overvejede hvad det var han ville vide, der var jo ikke noget spændene at fortælle. Hun havde ingen problemer med sin familie, alle var levende og hun havde et rigtig godt forhold til dem. Det eneste der kunne antages som spændene var nok måden hun var blevet blind på, men der var der dog heller ikke så forfærdelig meget at snakke om.