The meeting of two evils \\ karina\\

Tanja, var på vej hjem fra hendes kontor job på kommunen, hun havde parkeret sin bil, i parkerings klædren, under det store indkøbscenter Folona Tora, hun var iført en kort rød nederdel, og nogen store stilet sko, hendes hvide lange ærme T-shirt, havde et nazi kors på, hun var ikke nazi, men hun syntes at den politiske overbevisning ikke burde blive dømt som ond, bare fordi den havde en dårlig ledelse. Så hun havde den på for at vise det. Hun havde et dyrt armbånds ur på, og en pæn ring, som hun havde fået af hendes forlovet Mads, hun var en lang håret brunette, håret gik cirka ned til lige under skuldrene, og det hang løst, hun kunne godt lide den friske følelse om det gav hende, at hun ikke havde sat håret op. Hun gik med lange tunge skridt mod hendes bil, den var parkeret ca 200 meter fra hende, det var en lille rød smart-car, hun havde ikke haft nogen problemer med den endnu, selvom hendes veninder havde haft dårlige oplevelser med deres egne, men som sagt fungeret hendes godt, den beklaret sig ikke når hun bliv sur på et eller andet, og slog ned i rettet, så hvis den kunne holde til hendes udbryd, så var det en god bil efter hende mening. Hun stoppede kort da hun hørt nogen skridt som ikke var hendes egne, det var nok mere overraskelsen i at der var nogen hernede efter butiks centreret var lukket, hun undrede sig endnu mere, da lydene stoppede i det samme som hun selv stoppede, #Måske var det fordrejet genlyd# tænkte hun, og rystede på hoved og gik så videre, det kunne vel også være lige meget, folk havde vel lov til at være hernede kl… hun vidste faktisk ikke helt hvad klokken var, hun vidste bare det var sent. Hun tog hende ipod op af lommen, og så på klokken, den var 22.45, hun lagde ipon´en ned igen. Og skulle til at gå, men i det samme kommer lyden af et par store støvler tilbage, hun vendte sig om, da lyden kom bagfra, men der var ingen mennesker, eller biler andet end hendes for den sags skyld. Hun sukkede kort for hende selv, og vendte sig mod retningen af hendes bil, hun troede ikke på det overnaturlige, og gad ikke engang til at tænke tanken om det kunne have noget med det at gøre. Hun tog igen hendes ipod op, denne gang fordi hun ville høre noget musik, da det sikkert ville kunne få hende til at slappe lidt af, så hun begyndte at gå mod bilen igen, men hun folde ledningen til headsættet ud. Hun havde næsten gjort det, da hun fik lagt en hånd på hendes venstre skuldre, det var en stor hånd, og hun fik isninger hele vejen ned af ryggen, og tabte sin ipod på det massive gulv, hun var bange for det var en voldtægts man, eller måske hvis hun var heldig bare en tyv. Overvejet at løbe, men hånden føltes for magtfuld, til hun ville komme særlig langt. Hun smilte skævt og vendte sig om, der stod som hun havde forstillet sig var det en mand, han var iført en sort læder jakke, en sort silke skjorte, nogen hvide cowboy bukser, og en kors hængene om halsen. Han var skaldet, og havde blå-grønne øjne, hans overkrop var ret pumpet, og han havde nogen store militær støvler. Han havde et lumsk smil på læben, og sagde med en rolig, næsten venlig stemme ”Undskyld, kan de fortælle mig, hvad klokken er?”. hun ånede lettet op, og samlede sin ipod, og for at se på klokken, men også for at se om den stadig virkede. Hun tog den i sin højer hånd, og rejste sig op, men det syn som mødte hende, fik hende til at tabe den igen. Foran hende havde manden voksede til lidt over de 2 meter, han havde fået store sorte vinger ud af ryggen, som var den dobbelte størrelse af en mand, han havde fået store horn ud af panden, som var så frygtingyedene, at hun ikke ture skrige, og hans hænder var blevet lavet om til en halv ting, mellem hænder og klør, og hans øjne var blevet helt igennem sorte, så selve natten ikke kunne måle sig med mørket i hans øjne. Manden som hed Rafael, stod og kiggede på hende, med hans kolde og øde blik, Tanja ture ikke skrige eller løbe, hun prøvet at bevæge sig, men hendes krop ville bare ikke, hun var begyndt at blive hvid i hoved af skræk, og da Rafael åbnede hans mund, og snakkede til hende, med en stemme, som lyd som vilde hunde, men stadig forståeligt
” Min lille ven, du har intet at frygte, man skal kun frygte ting, som man kan gøre noget ved, men dette der sker med dig, har du ingen indflydelse på, du kommer til at græde som et lille barn, som får skåret sin hud af stykke fra stykke, og ingen kommer og redder dig, så din gråd, din frygt er ligegyldig, du dør alligevel smerte fuldt, og Når du kommer ind i efterlivet, vil du se floden styx, og en mand vil komme og tilbyde dig at sejle dig over floden, men han vil opdage du er et tomt kar uden sjæl, og han vil efterlade dig, du vil stå alene i et tomt landskab forevigt, og overtiden vil du føle sult, men kan intet spise, du vil blive træt, men ikke kunne sove, du vil tørste, men drikker du af floden, vil du kun blive mere tørstig, du vil gispe efter luft, men der ingen at indånde, du vil tigge om at dø, men ingen høre dig, og mens du lider på denne måde, vil verden her glemme dig, din kød vil forsvinde, dit liv vil være lige meget, alle de gode ting du har gjort vil blive glemt, og hvis folk kendte til din skæbne, ville de få en dårlig smag i munden, indtil dagen efter, hvor de ikke giver dig en tanke"
Rafael brugte den ene af hans hænder på at holde hende oppe i luften, mens han brugte den anden til at tage en lang pisk ud af lommen, men den var ikke en normal læder pisk, pisken havde fugle næb på, hele vejen ned af pisken var der nogen kød revene fugle næb, hvis hun bare vidste hvor meget kød og hud, denne pisk havde revet fra kroppen, ville hun begynde at græde nu. Rafael skulle til at kaste piske op i luften, men stoppede da han hørte en lyd. Han tog en dyb indånding, for at se hvad det var, han kunne lugte hans egen sjæl, og Tanjas sjæl, men den anden var enten dæmon eller vampyr, det var han ikke sikker på, men det var en af de 2 slags sjæle, han kunne lugte. Rafael tog Tanja ind til sig, og kyssede hende på munden, og langsomt sugede han sjælen ud på hende, man kunne se hvordan Tanjas krop træk sig sammen, og bliv mindre, hun rystede af smerte, og da Rafael kunne høre hendes sidste smerte skrig i hans hoved, også gav han slip på hende. Og vendte sig om mod lyden.

Rafaels store vinger folde sig på ryggen, han tog dem ikke ind i ryggen, han følte sig hjemme i sin dæmoniske form, og han havde dem fremme for at den følelse, han kiggede på hans klør, og gjore dem til de normale menneske hænder, han havde altid syntes de var upraktiske når man ikke var i kamp, det var de gjore det svært at holde om ting, og han havde ikke noget mod sine menneskelige hænder, men han ændre ikke hans horn og øjne, eller hans krop størrelse, men det var ikke fordi han prøvet at skræmme hvem end der var her inde, nu hvor han tænkte på, havde han ikke lugtet hvad det var endnu, så han tog endnu en dybindånding for at finde ud af det, han kunne lugte det var en dæmon, hvilket gjore ham mere tilfreds, han kigget rundt efter hende, for han vidste det var en kvindelig sjæl, han ville kunne lugte hun var lige i nærheden, så han gik nogen skrift væk fra den afdøde, han kiggede sig omkring igen, og sagde høst "Jeg selv er Rafael, det ville behage mig, hvis de ville give mig æren, af at se deres gloværdige krop"

Rafael nikkede respektfuldt, han mente at selvom han var højre end hende, skulle man stadig udvise respekt, og behandle andre med ære. Rafael kunne ikke se hendes øjne, men han var ikke nervøs, han var skam en stærk dæmon, og det vidste han godt selv, og udover det virket denne unge frue eller frøken, som en der var klog nok til at holde sit hoved på kroppen. Han kiggedet op af hende, hun så da enlig godt ud, selvom han ikke kunne se ansigtet, virket hendes former ret stabile, Rafael havde intet imod at vise han syntes en kvinde så godt ud, han syntes det var en god måde at anerkende dem på, han kiggede mod de øjne, som ikke kunne ses, med hans egne sorte øjne, og sagde så "jeg selv er beæret over at have deres navn, mår jeg selv bede om tilladelse til at til se hele deres yndige ansigt, de har intet at gemme"

Rafael kiggedet på hendes kønne ansigt, man kunne godt se hun var dæmon, han syntes dæmoner var de smukkeste væsner, og han kunne faktisk lide kjolen, den var langt fra så elegant, og smuk som hans kones kjoler, men den havde sin egen charme, han bliv ikke så behaget af hendes øjne, de fik hende til at ligne et væsel, men resten af det var skam fint nok, han hørte på det hun sagde, og han nikkede til det hun sagde om den anden herre, det lyd interessant, han kunne godt lide hendes herre allerede, han nikkede for at vise han ikke have noget mod hendes ord valg, og sagde så venligt "Det ville være mig en ære, hvis de ville give deres herre besked om at han er inviteret til middag hos Dominatrix familien, mit hus er på nummeret 55 Wost way gade, i Werclare"

Rafael havde et smag i munden af respektløshed, hendes ord valg var dårligere end før, og hendes selskab begyndte at gå ham på, han ville normalt have lært hende nogen manere, hun skal for det første ikke blande sig i nogen af hendes herres sager, og det som skete mellem dem, kom ikke hende ved, og de nysgerrige øjne, var endnu være end elvernes leder, og han var eller forbandet respektløs, Rafael vidste ikke hvorfor han lod denne tomme, ubrugelige, og respektløse ting, komme nærmere men han lod hende komme tæt på, han rystede på hovd, ære var noget som gik ham dybt ind til benet, men det var nok mest sulten som stadig raset i ham, som gjore ham sur, hans tanker faldt på alle de sjæle sidste smerte skrig, og alt den smerte han havde være en del af at skabe, det gjore ham mere glad, og kiggedet mod hende igen, han ville stadig vise respekt, det ville han nok ikke stoppe med lige meget hvor sulten han bliv, og sagde så "Vil de behage mig med deres selskab ved deres anden herres side" hans tone var blid og venlig, men man kunne godt mærke hun ikke skulle overveje at sige nej.

Rafael smilte ved hendes tanker på hendes slavedom, han var ligeglad med hende, han kigget altid først på om havde gjort noget værd at respekter, og bagefter om title kunne give en respekt, og hun havde ikke gjort noget endnu, som han respektret, og hendes title var ham ligegyldig, men hun var en kvinde om det gjore han gav hende der respekt krævet fordi hun var. han nikkedet bare til hende da hun sagde han ikke syntes hun var respektfuld, for han ville ikke lyve det krævede hans egen ære. han så hende i øjnene som hun gik forbi, han vendte sig mod hende og liget, og sagde "Den døde for intet ud af din venlighed, eller omtanke, hun er i efterlivet, og uden hendes sjæl, kan din omtanke være hende lige meget, hun lider alligevel"

Rafael smilte og sagde venligt "Men kunne hun ikke bare have fået et hjertestop udenfor bilen?" han gik langsomt hen imod hende, han kunne ikke helt forstå at hun mente folk ville stille spørgsmål ved et hjertestop som ikke var i en bil, frem for et inde i en bil, men han ville ikke betvivle hende, hun havde gjort noget som han kunne respektere, og det var en god ting, han stoppedet mindre end 1 meter fra hende, og tog stille fat i hendes hånd, og kørte den op til sin mund, og bøjet hoved og kysset hendes hånd blidt, og gav så slip, og sagde roligt "Jeg undskylder, hvis jeg har fornærmet deres tro på de dødes fred" han gik et skrid tilbage, og var 1 meter fra hende nu. "Navnet på deres herre?"

Rafael kunne se at frøken var bedrøvet, og han mente hun havde grund til det, ikke i hans selskab, hun havde vundet hans respekt og derved også hans omtanke og medfølelse. Rafael lagde en hånd på hende hage. i hans tanker var der en mand med langt lyst hår, som gik med samme kors om halsen som Rafael, hans ansigt var fyldt af vrede, og selv Rafael som var en stærk dæmon, kunne mærke frygt over tanken om manden. hånden på hendes hage bliv fjernet, og hendes ansigt var løftet op, han vidste ikke hun kunne læse hans minder og tanker. han smilte til hende, og sagde venligt "må jeg slev få æren af at spørge dem til deres bekymringer?," Rafael var træt af at stå op, og også af den del af at folk troede han var ond hele tiden, han var også en person selvom han var ond, og havde andre vædirer, selvom han måtte indrømme han var en kold blodig skid, men han valgte at forstyre hende mens hun snakket, og i en hurtig bevægelse, fejet han benene væk under hende med det ene ben, men var klar på at gribe hende på vej ned, og lagde hende stille ned på jorden, og satte sig i skærder stilling ved siden af hende, og sagde "hvad var det du sagde?" han smilte, og forsatte "Jeg er kun ond om lørdagen" han havde et drilsk smil på læben, han var glad for hendes selskab, hun var ret behagelig.

Rafael bliv ikke glad for hendes spørgsmål, hun var sådan en tankelæser ting. han sukket, men valgte at svare alligevel. "Min bror...Gabriel..han døde for en måned siden" Rafael ville ikke sige mere lige nu, det var ikke hyggeligt for ham at snakke om. han lagde en hånd på hendes mave, og smilte til hende, og hvis hun kunne se hans tanker, ville hun se en gård i flammer. han lagde fjernet hånden, og lagde sig ned, med hoved på hendes mave, og lagde sin arme over kors, og lukket øjnene, og sagde afslapppet "Hvis frøken føler sig stødt af mit fysiske selskab siger de bare til" han tog en hånd ned i lommen, og tog en kniv op, den var gammel, men var stødt i stærkt metal, og man kunne kun se den var gammel på det romerske symbol på skaftet. han lagde kniven på maven, og tog hans afdøde brors kors som han havde om halsen af, og lagde det ned i lommen hvor kniven havde været, og lukket lommen igen. kniven lagde han ved siden af sig, og lagde så igen armene over kors.

Rafael lod som ikke han hørte hende, han ville ikke snakke om sin bror længere, men det var ikke hendes skyld, og han burde give hende et svar tænkte han, han sagde lige så afslappet som han var "Jeg taler ikke om ham...måske en anden gang, men ikke nu". han syntes om hendes personlighed, han kunne slappe af med hende, og det kunne han sjælnet gøre med folk. han følte sig glad lige nu, så han udgjore et tilfreds suk, og prøvede ikke at mase hendes mave, så brugte nogen af sine muskler til at holde sit hoved oppe, så hendes mave ikke skulle bære det hele. han vidste ikke hvem hun var, eller jo det gjore han jo, men ikke som sådan, og det ville han gerne, normalt skulle han være så fint talene og brutal, og selvom han nød ondskab en del, var der grænser for det, og øjeblikke som dette var helt klart bedre end at rive kønsorganerne af en mand og tvinge det i halsen på ham bagefter, eller hvad Rafael nu normalt ville gøre, han vidste ikke om hun kunne læse ham, mens han lå på maven, men han var ligeglad, han stolet underligt på hende, ikke kæreste agtigt tillid, men mere venskabeligt.

Rafael fik et smil på læberne over hendes spørgsmål, han gik lidt ind i hans tanker, og overejet hendes spørgsmål inden han svaret, han følte vel bare ikke der var noget at skjule, han havde ikke noget af frygte fra hende, hans liv var jo så åbent, hun kunne vel bare spørge alligevel, hans respekt for hende var stor nok til at sige sandheden, han mente jo man ikke skulle gemme sine meninger væk, da de var ens synspunkter om man sagde det eller ej, og hvis man ikke var ærlig overfor folk, ville man bare spilde deres og ens egen tid, en gemt sandhed var jo lige så sand som en der ikke var gemt..han tænkter på mange ting, og svaret så "Jeg har slutte fred med mig selv, så jeg frygter ingen og intet" han kunne godt høre det lød for blærerøvs agtig til være sandt, men det var jo sådan det var, han havde intet problem lige nu, lederne for de andre racer var nemme at lege med, og dæmonerne fik snart lov til hvad end de kunne ønske sig, når han fik den nye aftale i hus, selv dusør jægernes leder havde han slutte fred med, hvordan skulle han frygte noget?..det skulle lige være Domina" han smilte da han tænkte på Domina.
han ville gerne vide Karina mening om ham, så han sagde så venligt og roligt "hvad syntes du så?, har jeg din respekt eller skal jeg kaste lidt rundt med dig istedet?" han smilte drilsk, det sidste var ikke helt noget han havde lyst til, hun var jo nice.

Rafael smilte vel tilpas da hun lagde sin hænder på hans hoved, og lagde ham i skødet, næst efter at brænde kaos skaber med varmt jern, var at blive rørt i hoved bunden det bedste han kendte til, han vidste dog at det ville få ham til at spinde som en kat, så han overvejet at holde det inde, men lod være da hun for det første kunne læse hans tanker, og for det andet stolet han på hende nok til at vise noget real svaghed fra hans side. han spænte kort, det gav en varm følse at blive nusset eller bare rørt i hoved bunden, måske var han normalt svær at få tankerne væk fra verden, og slappe helt af, men det gik meget godt for hende lige nu, hvis ikke han havde på fornemselen hun ville takke nej, kunne han overeje at give hende en plads i hirakiet, som ikke var offenligt gjort endnu, men vidste ikke helt hvad hun ville passe ind i, måske...Centor?.. han vidste det ikke, men droppet tanken, da hun sikkert ikke ville sige ja alligevel, normalt ville folk stå i kø for det, men hun virket som en sød pige, og hvis hun skulle have sådan en post, skulle hun leve med at hun fik magt, og han vidste ikke om hun var en som selv syntes hun kunne håndtere det. han smed det væk, og sagde så "hvad lavet du inden vi mødtes?"

Rafael smilte ved hendes sidste ord, det var dejligt at høre, men han var ikke helt sikker på hvad hun mente, hvis hun mente et form for gensigt vendskab, ville han være beæret, eller hvis hun mente hun bare ville støtte hans politik, ville det da også behage ham, men hvis hun tænkte mere kærligt måtte han takke nej, da han var gift, men han stolet på hun mente venskab, hun ville jo ikke bryde med hans ære, og det var han glad for. Rafael mærket først nu hun havde kyseet på mellem hans horn, han var lidt forsvundet i følesen af tryghed, og lagde næsten kun mærke til den dejlige følse af at ligge ved hendes skød, og hørte på hvad hun sagde, han ville ikke gøre noget mod det, han kunne godt lide at blive kysset, og han havde jo fået sin kones godkendelse på at være fysisk sammen med andre, så et kys så han intet imod. Rafael kigget op, for at fange hendes blik, og sagde "Du er hyggelig... om forladelse jeg mener de".