The meeting of two evils \\ karina\\

Rafael var glad for hun var en fri slave, ellers havde han nok også blivet mere eller mindre utilfreds med demder skulle bestemme over hende, han ville ikke have han nye ven havde nogen der ikke behandlet hende ordenligt, han bliv afbrudt da han lugtede den forfærdelige stank af diesel olie, han startede med at lade som ingen ting, men da han kunne høre noget kravle rundt i mærket, og der pluselig var tre sjæle i parkeringskælden, han ville indrømme det faktum det kunne være Liv, han prøvet at tænke på noget andet, men hvis det var hende, skulle han ikke ligge ned, han kigget på Karina, og viskede så "Sig ingenting, rejse dig op, og find et sted at gemme dig" Rafael satte sig op, og kigget i alle andre retninger en den vej han hørte fødderne komme fra, hvis det var Liv, ville han ikke hvae Karina skulle komme til skade. lugten af diesel olie bliv stærkere

Rafael rejste sig helt op, og langsomt gik vingerne, og hans horn ud igen, hans afslappede sin bliv fyldt med vrede og blodlyst, han lagde bukkede sig ned i knæene og tog kniven i højre hånd, lugten bliv stærkere, så han bliv meget opsat på at finde hende inden hun slog til, men an kendte hende for godt til aktivt at lede efter hende, hun havde altid en plan, og hvis man ikke var blevet udsat for den, gjore man noget rigtigt, så han ville ikke gøre noget der kunne få hende til at gøre noget, han ville ikke bange for hende, hvis han var alene, men han var ikke alene, og det gjore det svære da han for en gang skyld syntes om en person, ville han blive lidt vred, hvis hun skulle komme udfor en kugle elle andet. Rafael kom ikke længere i hans tanker før hans opmærksomhed bliv taget af stor flammer som kom foran ned gange og op gangene, og ud af den både brede men også høje ild, kom der en kvinde gående, hun havde helt sort militær tøj på, lige fra hel dragten til de stote militær støvler, hun havde langt lyst hår, som hang lyst med til hende liv, hendes øjne var rav farvet, og hun havde en pistol i den ene hånd, og hvis Rafael kendte hende oredenligt, ville der være Soja pentagtam kugler der var i. kvinden hed Liv, og med en kærlig stemme sagde hun "Hvem er du min søde?" hun prøvet at fange Karinas blik.

Liv smilte frækt til Karina, og gik nogen skridt frem af, hvorefter hun stoppet igen og sagde roligt "Hej Raaf...Din ven er vist døv...eller stum...Men så igen, hun kunne også bare være ikke fungerene i hoved, siden hun er sammen med dig"
Rafael ville ikke finde sig i noget fra nogen, men han ville heller ikke gøre Liv noget, han havde tros alt været hendes kæreste i en periode, og ville nok stadig være det, hvis ikke Gabriel havde blandet sig. Rafael gik nogen skidt frem, men også til siden, så han dækket for liv synsfældt af Karina, og svaret så "Hun er ikke noget du skal tænke på...du er ikke stærk nok til at slå mig ihjel, og det ved du.."
Liv hoppet lidt på stedet som en lille pige, og sagde så "Aaa..den er da sød.. er den ny ting en ny dæmon?..."

Liv så at Karina igen sko havde på, så liv hoppede ned i skræder stilling, med pistolen pegende mod Rafael, og brugte den anden hånd til at tage hendes egne sko af, og da hun var færdig med det sagde så "Dejligt... god ide" hun sprang igen op, og forsatte "held og lykke med bare at snakke så.. bare du overlever ar Raafi ikke giver et svar"

Rafael kunne ikke høre hendes tanker, så han reageret ikke på det, han havde travlt med at finde på den bedste måde at uskalig gøre Liv, uden hun skulle gå hen og dø af det.
Rafael holdt et stift blik på Liv, som ikke gjore andet end at have hende normale børne glade smil på. Liv skiftede dog hurtigt ansigt udtryk da Rafael begyndte at tale til hende "Jeg var ikke stærk nok..Gab" han bliv afbrudt da Livs vrede kom frem i øjnene, og hun råbte af ham "Jeg råbte dit navn i en uge!" rafael fik en kugl skudt efter sig, men Liv prøvede ikke på ar ramme endnu, hun var bare sur, hun ville ikke lade en kugle i vrede dræbe ham, det skulle være en bevidst kugle der skulle gennembore han løgne fyldte mund.

Liv bliv helt trukket ned på jorden igen af Karinas spørgsmål, hun fik lidt røde kinder, af overraskelsen og svaret så "Mit navn er Liv.. hvem er du min yndige?" Liv var ikke den bedste til had i længden, fordi hun var så meget en lille pige indeni, ikke fordi hun ikke var voksen, men hun var bare positiv det meste af tiden, og var ikke bange for at se tosset ud.
hun glemte dog ikke hvorfor hun var kommet, forsatte med at snakke med hende normale kærlige stemme til Karina "hvad lavede i inden jeg kom forbi?"

Liv smilte venligt, da Karine gik foran Rafael, Liv snerret lokkende til Rafael, og sagde så til Karine "Håber ikke jeg fortyret den hyggelige snak så" hun kigget mod Rafael og mødte ans blik "Hun er sød, jeg kan godt forstå du gemmer dig bagved hende". da hun havde talt færdig, prøvede Rafael at gå op foran Karine igen