en lille tanke..

Hun trak på skuldrene og gned sig i ansigtet med de - som altid - bandageindbunde hænder. Hun var forvirret, over sig selv, og over ham.. Ja over det hele faktisk.. Hvorfor skulle det også altid værer så skide besværligt?!?

Morgan nikkede
"hrmm" sagde han bare
da han ikke ville stoppe hende i at gå hvis det var det hun ville
"så ved du i det miste hvad jeg føler for dig" hviskede han
og lod bogen falde ned på gulvet, han vende sig stille om og gik hen i køkkenet. for at se hvis han havde glemt nået

Malicka sukkede kort, og sparkede skoene af. Hun gik hurtigt ud til ham, og lagde armene om ham bagfra og gemte sig ansigt ved hans ryg. Som for at vise ham at han ikke var den eneste der følte sådan. Hun bed sig svagt i læben, men slap den igen, og blev ved med at holde om ham.

Morgan fik et lille chok og satte hurtigt sine hænder på køkkenbordet for at give støtte
"Malicka ?" spurgte han om
da han ikke var sikker på hvem det var, selv om han ikke havde hørt en dør. han lukkede sine øjne hårdt i, og bed sig hårdere i læben

Hun nikkede stille stadig med hovedet ind mod ham, og var lidt nervøs for hvad han ville sige til det. Hun sukkede lydløst, og slap ham ikke. Ikke før han direkte bad hende om det, eller selv fjernede hendes arme fra ham.

Morgan fik et lille smil på læben, og lag sin ene hånd på hendes hænder og støttede stadig med den anden
"vil du stadig flygte fra mig ?" hviskede han
og hentydet til det hun var på vej til før

Et lille smil krusede hendes læber, og hun rystede på hovedet. Hun havde kun prøvet at flygte fra ham én gang, og det var dengang han bed hende... Nej hun ville ikke flygte fra ham... Ikke nu...

Morgan smilte lidt mere
"vil du stå sådan i langtid ?" spurgte han om
mens han prøvede at lære at spørge hende om ting, hvor hun bare skulle svare ja eller nej. selv om det var svært da han i alle sine år kun havde snakket med folk der kunne snakke

Hun smilede lidt og dukkede så under den arme der stødtede mod køkkenbordet så hun stod foran ham, i stedet for bag ham. Hun så på ham med smilende øjne, og kyssede ham så blidt på kinden, i stedet for at svare ja eller nej.

Morgan lag den hånd der ikke støttede på bordet på hendes kind
"Malicka" hviskede han
og kyssede hende en enkel gang på munden, som blev til nogle flere

Malicka gengældte hans kys, og holdt stadig om ham. HUn nægtede at gyse da han lagde sin kolde hånd mod hendes kind. Hans kulde var overvældende, men hun nægtede at reagere på den. Hvorfor skulle hun også det?..

//Må logge//

han stoppede lidt efter med at kysse hende, han gik hen og tog en blyant og et blok
"her" sagde han
og rakte det hen til hende og smilte svagt
"jeg vil havde du skal skrive hvad du føler for mig" sagde han
og mente det fulgt ud at hun skulle gøre det

//okay//

Malicka stod et øøjeblik og var lidt paf over det. Så tog hu blokken og blyanten, og tænkte over hvad hun skulle skrive. 'Jeg' startede hun, men gik så i stå. Hvad følte hun egentlig for ham? Hun holdt af ham. Meget endda, men... Men hvad? Men hun anede det faktisk ikke med sig selv. Turde hun ikke holde af ham?... Jo det gjorde hun godt, men hvad var det så? Hun bed sig svagt i læben, og sukkede så lydløst over sig selv og færdiggjorde sætningen med: 'holder meget af dig.' Det var den bedste måde hvorpå hun kunne beskrive det, uden at komme i tvivl selv.

Morgan lag sit hoved på skrå og så ned på det, han gav et lille suk fra sig og nikkede
"hrmm" sagde han bare
og åbnede sit køleskab for at se hvad han overhovedet havde der inde, Morgan tog blokken og blyanten fra hende og begynde at skrive hvad han skulle købe ind. så skifte han side og skrev nået, han bukkede det stille sammen og gav hende den. inde i den stod der `jeg elsker dig´
han lukkede køleskabet og så på hende lidt, inden han drejede ind i stuen

Malicka mærkede et lille stik i maven da hun læste det. Hun så efter ham, men fulgte ham så ind i stuen. Hvorfor kunne hun ikke bare skrive at hun elskede ham? Var det fordi hun rent faktisk ikke elskede ham? eller var hun bare for bange for sine egne følelser til at indrømme det? Hun vidste det ikke. Hun anede det virkelig ikke, og det pinede som bare fanden.

Morgan mærkede at hun gik efter ham, han gik elegant hen og satte sig i sofa'en. uden at sige et ord da han ikke kunne få nogle ord ud, han gav et lille suk fra sig og så hen på hende. han syntes hun var så smuk og skøn

Malicka tøvede kort, men gik så hen og satte sig ved siden af ham. Hun lagde sin ene hånd oven på hans, og så op på hans ansigt.

Morgan vende sit kolde blik hen mod hende, han gav et lille suk fra sig
"Malicka, så ved du i det mindste hvad jeg føler" hviskede han
og var ikke glad for at indrømme det, han flettede stille sine fingere imellem hendes

Hun nikkede lidt, og ville egentlig gerne kunne sige det samme, men når hun selv var i tvivl hvordan kunne han så vide hvad hun følte? Svaret var enkelt, det kunne han selvfølgelig ikke... Men gid han kunne...

Morgan så på hende og gav et suk fra sig
"du føler ikke det samme ?" sagde han
og tog sin hånd til sig og gav et til suk fra sig

Malicka tog sin kulgepen og sin blok, og gav sig til at skrive for at besvare hans spørgsmål. 'Jeg ved det ikke. Jeg har aldrig haft det på den måde med andre, som jeg har det med dig. Jeg har ikke kunne få dig ud af hovedet siden vi mødtes i gågaden, men alligevel virker du sådan... Jeg ved ikke hvordan jeg skal formulere det.. Forbudt, idet..' Hun så tænkende på teksten før hun ragte ham den, og betragede ham - lettere nervøst - for at se hans reaktion. Det var jo ikke forsi hun ville sårer ham. Hun vidste bare ikke med sig selv om hun direkte elskede ham.

Morgan tog imod den og læste det langsomt, han nikkede langsomt
"forbudt.. ville jeg ikke lige kalde det, mere farligt. død farligt" sagde han
og vende sit ansigt op mod hende, han så på hende med et koldt og trist blik. han gav et suk fra sig og bed sig lidt i læben, han slap den lidt efter og så bare på hende
"Malicka, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.. tror jeg er ved at blive sindssyg, sådan virkelig.. kan ikke holde det ud når du ikke er her" hviskede han
og tog sine hænder til sig hoved

Malicka så lidt på ham, og et nærmest usynligt smil voksede frem på hendes læber. 'Ind imellem, Morgan, er du ret så dum. Ved du godt det? Ligegyldigt hvor meget jeg så end ville det, kan jeg ikke værer sammen med dig altid. Jeg har brug for D-vitamin, hvilket betyder sollys og det er vist ikke den bedste coktail for en vampyr. Hvorfor gør du det så svært? Jeg holder af dig af hele mit hjerte, men intet varer forevigt. Ikke en gang vampyrer.' Hun lod papiret ligge på brodet, og lagde armene om ham og kyssede ham blidt på panden. Hun mente hvert et ord af det hun skrev, og var ikke bleg for at indrømme noget af det.

Morgan læste det og så derefter på hende
"Malicka, jeg kan måske ikke så godt tåle sollys,, men det betyder ikke at det stoppe mig i at være tæt på dig.. og det kommer anpå hvad evighed er, efter min mening så har jeg allerede levet i en evighed.. og nu fundet en fantastisk pige, som ikke vil havde mig" sagde han
og gav et lille suk fra sig, han rykkede sig lidt væk fra hende og så hen på hende. han rodet sig lidt i håret, da det på en måde havde såret ham at hun sagde sådan nået
"du må ikke rykke dig tætter på mig" sagde han
måske lidt for koldt og lag sine hænder ned i sit skød igen, han gav et lille suk fra sig
"dette kan være forevigt, at du skubber mig og mine følelser væk" sagde han
og lag tryk på følelser da det var et svært ord at sige for ham, han rystede hurtigt på hovedet og rejste sig op. han gik hurtigt hen til hoved døren og åbnende den, og gik ud han lukkede den hurtigt efter sig og satte sig op af døren. han havde aldrig prøvet at nogen pige kunne køre rundt med ham som hun kunne, han tog sine hænder op til sig hoved og gav et suk fra sig

Malicka så fortabt efter ham, og fik en klump i halsen. *Det passer ikke Morgan... Det passer ikke.* Hun sank for at få klumpen væk, og begyndte at skrive: 'Du tager fejl Morgan. Jeg forstår det godt, men du tager fejl. Du har ikke fundet en pige der ikke vil have dig. Du har fundet en pige der ikke er sikker på sine egne følelser, af frygt for at sårer andre. Jeg skubber hverken dig eller dine følelser væk. Jeg gemmer mine egne.' Hun sank igen, og mærkede tårerne brænde i øjenkrogene, men tørrede dem vredt væk. Hun ville ikke græde nu. Hun lod blokken ligge da hun jo havde hørt hoveddøren gå, og troede at han var gået sin vej. Hun gik ud i gangen tog sine sko, og sin jakke og så lidt rundt. Hun sukkede tungt og snøftede en enkelt gang før hun vendte sig mod døren med et trist blik.