Hvor det begyndte - Elion Elodi

Dato : 21. okt. 2011
Årstid : Efterår
Dag : Fredag
Vejr : Stjerneklart. Ingen vind.
Sted : Werclare. Der hvor de mødtes førstegang.
Tid : 22:43
Omgivelser : En masse træer, mørket og små dyr som kravler rundt i skovbunden.
Påklædning : Sorte stramme bukser, hans beskidte hvide converse og sin lange grå t-shirt.

Alt omkring ham var så stille og roligt. Det hele føltes som stilheden før stormen. Han sad på en træstup, men ikke hvilken som helst træstup, men den træstup hvor han drak fra Elodi. Den pige han ikke har kunne få ud af hovedet. Ville han nogensinde komme til at møde hende igen? Det var lidt derfor han sad lige netop der, for at håbe hun ville komme denne vej. Han vidste ikke helt hvad hun betød for ham endnu, men der var et eller andet, som gjorde at hun sad fast. Han kolde læber var stadig lunde fra de uskyldige kys han havde fået fra hende. Han havde ikke sit kamera med denne aften, helt utroligt faktisk. Da det altid var noget han havde med, men på det sidste havde han ikke haft følelsen af, at han ville skabe et kunstværk, han har bare ikke kunne koncentrer sig med hende på hovedet. Han ville bare vide hvordan hun havde det. Var hun okay?

for føreste gang siden elodi var blevet forvandlet og flyttet ind hos az, forlod hun det trygge hjem og begav sig ud på natten, hun var hurtigt blevet sindsyg i byen da alt det blod der dunkede under folks hud pirrede hende til max punktet selvom hun havde fået en masse føde siden az tog hende til sig, hun bed sig kort i underlæben imens hun lod sin hånd hvile imod et træ, hun var så forvirret og fortrød med det samme hun havde forladt det trygge hjem ved az, som faktisk havde passet på hende, men stedet her havde nærmest kaldt loggende på hende.. dette sted var en af de få steder hun havde fået lov til at være menneske for sidste gang, hun sukkede kort og lod en hånd glide igennem sit hår, imens hun stille gik udenom de store træer der tårnede sig op over hende, Hun gav et lille hop fra sig da hun kunne høre en mus pile afsted i underskoven, hendes nye sanser skræmte nærmest livet af hende hele tiden! Hun sukkede opgivende og fortsatte sin tur hen imod den træstup hun havde mødt kasper ved, Hun kunne ikke lade vær med at smile da hun så han sad det.. men i det hun så på ham, ville han mærke en meget meget slem smerte i hele sin krop, hun havde stadig ikke lært at styre sin gave så folk fik smerte bare i det hun så på dem, et stort minus for hende..

Kasper sad med en pind og tegnede ned i skovbunden. Hans lyse hud blev lyst op af månen og de klare stjerner. Han hørte noget ikke langt fra ham og vendte sig hurtigt om og et mirakel var sket. Endelig fandt han, eller hun fandt ham. Se det var derfor man spurgte efter mobil nummer så man kunne kommunikere med andre. Dumslag til ham, hah. "Elodi!" sagde han med en glad stemme og hans smil brede sig på hans ansigt. Han rejste sig og løb over til hende, han fik slet ikke set hende i øjnene da han havde travlt med at kramme hende. Men. Han slap hende roligt og trådte lidt tilbage. Hun havde en ny duft. Der var ikke noget hjerteslag han kunne høre, der var ingen vejrtrækning og han følte ingen varme da han omfavnede hende. Nej, det var ikke sket. Det var det bare ikke! Han så op på hende langs hendes ben og stoppede blikket da han nåede hendes ansigt, fandt øjne. Et stikkede smerte kørte igennem hans krop, han faldt på knæ. "Hvad gør du?!" sagde han i smerte og faldt på siden ned på skov bunden.

Elodi fik et helt chok da han faldt sammen, hun sprang tilbage "Undskyld!"Skreg hun og slog begge hænder op for øjnende og lavede nogle små hulk, hun vidste virklig ikke hvad hun skulle gøre! Hun havde ikke bedt om dette, Uden tøven snurrede hun rundt på hælende og satte i løb væk fra ham, da det endte med hun fik for meget fart på og ramte lige ind i et træ, dog var hun nået et godt stykke væk fra ham da hun hamrede ind i træet, dog krøllede hun sig bare sammen til en lille kugle da hun ramte jorden, hun ville så gerne dræbe Az for at havde gjordt dette imod hende, det var ikke hende, det føltes forkert, som om noget havde krænket hendes krop, og hun kunne ingengang se på nogen længere uden de ville falde om i smerte! Hun snøftede igen, hun ville så gerne græde men kunne ikke.. hun vidste slet ikke hvem hun var mere, Snif.. en dejlig behalig lugt ramte hendes næsebord, hun satte sig op med det samme og kiggede sig omkring hendes øjne skinende svagt da hun fik færten af blod.. Hun rystede på hovedet. nej hun ville ikke, atter lage hun sig ned i skov bunden og krøllede sig helt sammen til en lille kugle og ønskede hun var et andet sted end dette.. hun kunne ingengang se på kasper. og han havde ellers været så god ved hende! Hun snøftede atter...

Kasper rejste sig svagt op, men fik ligesom rystet smerterne væk. Han så ryggen af hende da hun løb panisk væk. Men fulgte selvfølgelig efter hende. Han fandt hende via hendes duft og hendes blod. Han bed sig i læben for at tage sig sammen. Han hørte hendes tanker. Kunne hun virkelig ikke se på nogen uden at der blev påført smerte?! Det var jo.. forfærdeligt, nu ville han heller ikke komme til at se hendes smukke brune øjne igen. Han gik langsomt hen til hende. Han rev et langt, tykt stykke stof af hans t-shirt af. "Bind det her for øjnene, dine sanser er nok selvom du vil være blind og det er vel bare midlertidigt.. indtil du lærer din evne.. og så et andet spørgsmål.. Hvem helved gjorde det her imod dig?!" det første sagde han ganske roligt og venligt, men det sidste blev råbt vred ud, man blev ikke en vampyr for sjov.

Elodi hørte nogen komme hen imod hende, hun sniffede kort til luften og opdagede med det samme det var kasper, hun vidste ikke hvad hun skulle sige eller gøre hun var bange for hun kom til at se på ham, hun fattede ikke det var så svært at holde styr på en evne, hun satte sig dog op i det han gav hende et stykke stof, hun overvejede lidt at tage det for øjnende, men gjorde det så til sidst, hun brød sig virklig ikke om dette, hun stolede slet ikke på sin krop, hun kunne fornemme ting der var flere meter fra hende, hun havde lystil at skrige bare gøre et eller andet barnligt, hun vidste ikke om hun skulle fortælle ham om sin skaber, da de fleste vampyre nok ville blive lidt mugne hvis de hørte at deres egen leder forvandlede så ung en pige.. hun sukkede kort og blev så enig med sig selv i hun kunne stole på ham.. hun bed sig kort i læberen, og tyggede lidt på ordende før hun sagde dem "Azriel" Allerede da ordende var over hendes læber fortrød hun hun havde sagt dem, az havde ingengang givet hende noget valg, stædige unge... hun sukkede kort og måtte vel vende sig til dette liv..

Kasper trak på smilebåndet da hun tog imod hans lille ide med stoffet for øjnene. Han satte sig ved siden af hende, hun skulle ikke føle sig fortabt, han vidste selv hvordan det var når man gik rundt og fatte en skid. Alle sanser for forstærket og man havde det som en eller anden super hund. Kasper bed tænderne sammen hårdt da han hørte hendes tanker om deres leder og han havde skam lige mødt hendes for nogle ganske få dage siden, hvordan kunne hun?! Han var allerede vred inden hun fik sagt ordene. Han fik fat i en gren og knuste den med sin ene hånd og der var træsmul i stedet for en gren. "Hvordan.. Jamen.. nej!" sagde han arrigt. Han rejste sig og var vred. Han vendte om mod et træ og slog til det og efterladte et hul ind i træet. Han faldt ned på knæene og hulkede. Han ville sikkert ha grædt hvis han kunne. "Du skulle jo ikke opleve denne her ting.." mumlede han og stirrede ned i bladende.

Elodi fik et helt chok da der løb et lille brag i det hans hånd smadrede ind i træet hun kunne ikke lade vær med at krympe sig lidt sammen og sagde så "Jamen træet har ikke gjordt dig noget.. endnu"Hun sendte ham et lille skævt smil for at få en bedre stemning, pokkers bare hun kunne pillede ved folks følser istedet så kunne de måske te sig som før, men intet var som før hun bed sig i underlæben og gumlede løs imens hun sad og tænkte så det knagede hun glæede sig til Azriel fik hjulpet hende med at styre sin evne så hun kunne se folk igen, for hun ville enligt meget gerne se kasper men dette var ikke en mulighed lige forløbig så rejste hun sig endeligt op, og lod sin hånd støtte sig imod træet der stod ved hendes side, hun var lidt forvirret da alt føltes, så tæt på? hun gøs og håbede virkelig ikke hun gik ind i et træ igen..

Kasper kløede sig i håret og sukkede. Han smilte bare til hende selvom hun ikke kunne se det. Han skyndte sig at støtte hende ved at tage hende i hånden. "Bare følg med mig så sker dig ikke noget" sagde han roligt og savnede hendes varme hånd men mødte bare en kold hånd lige som hans egen. Han begyndte roligt at gå og ville ikke slippe hendes hånd, hun skulle lige vænne sig til at være blind. "Fortæl mig hvad der skete" sagde han nedtrygt. At være menneske var hans bedste minde.

Elodi smilede taknemmeligt til ham da han tog hendes hånd perfekt nyfødt og blind... et lille suk gled over hendes læber, dog bed hun sig bare kort i underlæben imens hun fulgte ham, hun stolede blindt på ham så hun følte sig tryg nok ved at lade ham føre hende som en slags blindehund... hun bed sig atter i underlæben da han spurgte hende omkring hvad der var sket... hun havde endnu ikke lystil at snakke om det da hun ikke følte sig tryg ved det. men sukkede bare, "Hun kunne lide mig.. så hun gav mig et stykke tid til at sige farvel til min familie, og atter dukkede hun op i min dør og sagde jeg intet valg havde, så endten blev det på den hårde eller på den blide måde... Jeg vil helst ikke snakke om det.. jeg vil gerne... havde min egen krop tilbage..."Hun sukkede kort og mumlede nærmest det sidste, hun følte ikke længere dette var hendes krop...

Kasper var trist over at hun var blevet en vampyr, det var ikke noget ønske at være en vampyr, det huskede han selv tydeligt. Men nu hvor man ikke kunne gå tilbage måtte man se det positive ud af det. Han stoppede op da hun helst ikke ville tale om det. "Hey.. Det er helt okay.." sagde han hviskende og kyssede hende på kinden og krammede hende. "jeg er bare glad for at du ikke helt forsvandt" hviskede han roligt og slap hende igen. "Jeg synes vi skal tage hjem til mig" sagde han med et muntert stemme og smil og tog hende i hånden igen og begyndte at gå i den retning hvor han boede. Nu hvor hun var vampyr var det vel lige meget hvordan han boede.

Elodi kunne ikke lade vær med at smile da han gav hende et kram og kyssede hendes kind hun kunne godt lide hans ide om de skulle hjem til ham, da hun intet hjem havde mere, eller det havde hun men hun følte det ikke som sit hjem, "Okay"Sagde hun så bare med et smil på læberne, og fulgte med ham og gjorde sit bedste for at høre hvor de gik hen af, da hun gerne ville kunne finde stedet igen en anden gang, for han gjorde hende faktisk i temmelig godt humør selv i denne sag, gjorde han hende i godt humør hun vidste han var der for hende, og han nok skulle passe på hende hvis det skulle være det, ligesom en storebror eller en meget god ven, hun smilede svagt, og gav bare hans hånd et klem for at vise hun var glad for han var ved hende..

Kasper blev helt rørt over hendes tanker og fik et lille smil på læberne. Hun var så uskyldig og kunne ikke gøre en flue fortræd! Eller sådan var det hvert fald en gang. Nu kunne hun nok godt finde på at gøre nogen fortræd. Det varede ikke særlig længe for de kom til at forladt lejeligheds bygning. Da de kom hen foran bygningen tog Kasper hendes bind for øjne af, imens han stod om bag ryggen af hende. "Du skal da se hvor jeg bor, selvom det er ikke er noget at prale af" sagde han og havde sine hænder på hendes hofter for at styre hende den rigtige vej. "Vi skal op af trapperne her" sagde han og klemte lidt for at drille.

Elodi blinkede et par gange for at se hvor han boede og kunne ikke lade vær med at smile da hun så det, han havde selv sagt det, det var ikke af meget, men hun kunne lide det, hun fnistede svagt da han lagde sine hænder på hendes hofter, hun ville så gerne se ham, men det måtte vente til hun kunne sin gave udenad, så gik hun bare den vej han førte hende og gjordt sit bedste for at se det hele men på samme tid holdte hun sit blik på en måde for sig selv, hvis der nu var en der dukkede op, ville hun nødig komme til at kigge på personen, "Tsk du skal nok få hævn"Sagde hun så drillende og hentydede til han holdte på hendes hofter, hun havde dog intet imod det over hovet, det regnede hun ska også med han vidste..

Kasper fniste kort og stoppede hende så foran en dør. "Åben" sagde han til hende, den var ikke låst. Det var ikke noget behøv for at låse den da han var den eneste der boede i den forladte bygning. Når hun åbnede døren ville hun se en slidt lejelighed med tøj det var hist og pist. Vandet virkede ikke, men det var strøm til at se tv. Det var en 2 værelses lejelighed, med stue sammen med køkken, badeværelse og soveværelse. Badeværelset var unødvendigt, han brugte dog spejlet kun for at sætte hår, hvis han gad ellers var han aldrig der ude.

Elodi kunne ikke lade vær med at grine svagt, men gjorde som han sagde og åbnede døren, de opførte sig jo som et par nygifte hvis hus de skulle se føreste gang! Hun kunne ikke lade vær med at grine over den tanke, og rystede bare på hovedet af sig selv, og kiggede ind i hans lejlighed, og lo svagt drenge de smed da også tøjet over alt, men hun var nu ikke bedre selv, hun kiggede sig let omkring og smuttede så bare helt ind hun regnede skam med han ville følge med hende, ellers var han nødtil at slippe hendes hofter, hvilket ikke tiltrak hende overhovedet, da hun godt kunne lide fornemmelsen af ham tæt på,

Kasper lod hans hænder glide op på hendes skuldre og trådte lidt tættere på hende. "Hvad synes du om mit ydmyende hjem?" spurgte han og grinte kort. Han ville også være tæt på hende, hun gjorde noget ved ham. Men hendes tidligere tanke om hun holdte af ham som en storebror stak lidt i hans ikke bankende hjerte. Men han lod den tanke slippe hurtigt og ville hellere høre på hendes tanke om at de opførte sig som et nygift par. Han kunne rigtig godt li hende, men hun var måske ikke helt med på det samme, selvom hun ønskede ham tæt på. Det var alt sammen så forvirrende.

Elodi smilede kort over det han sagde hans hjem var skam godt nok der ville hun gerne besøge noget oftere sålod hun sin hånd glide op til hans hun vidste en ting hun holdt meget af ham måske for meget.. men hun ville ikke gøre noget dumt for at miste hans venskab det ville hun ikke kunne bære overhoveted... hun var allerede trist over hun ikke kinne se på ham... "det er dejlijg"sagde hun så stillle og med et smil på læberne
det var nok ikke så meget i hans hjem men hun kunne lide det for at være ærlig


//undskyld mulige mange stavefejl er på min tlf da min bærbar er smadret... xD så kommer ikke så meget på. men svare så tit jeg kan.. ^^

Kasper ville ha været rød i hovedet hvis han kunne. Han fik gys ned af ryggen da hun ikke ville gøre noget dumt for at miste deres venskab, jamen så ville han hellere gøre noget dumt så hun ikke skulle tage skylden på sig. Han ønskede at kysse hende, have hende tæt på og det skulle ikke skille dem at hun var 'blind'. "Tag det på igen.." sagde han hviskende og tog det selv på hende, det bind som han tog af hende tidligere. Bandt det forsigtigt om hende øjne. Han slap hende og stilte sig foran hende. "Jeg savner at kigge dig i øjnene, men jeg kan bare selv lukke mine øjne. For så ser jeg dine brune smukke øjne for mig" sagde han hviskende og lænede sig ind til hende og kyssede hende blidt på hendes kolde læber.

// Helt okay! Håber din bærbar kommer til at klare sig, det er jo et kært eje at ha' xD

Hvis hun kunne rodmé. havde hub gjordt da hans kolde læber rørte hendes etlille suk. gled iver hendes laber i det hun gengav ham kysset hun ville så gerne så på. ham. Hvis hun kujne ville hun græde,han gjorde hende sadan i godt tilpas. stille krammede hun sig ind til ham imens hun tryggede brlare sine læber imod hans.


//haber jeg ogs dette er irru... dX

Kasper kunne ha' fløjet på stedet. Dette var ikke kun et venskab, det vidste han. Dette var så meget mere, han hadede hendes forvandling, men hun var jo den samme inden i et eller andet sted. Han lod sine hænder køre op på hendes hals og nakkede og nussede hendes kinder og slap roligt kysset. "Elodi" hviskede han roligt og så på bindet som skjulte hendes øjne. Han kørte roligt hænderne ned af hendes arme og op igen. "Du er virkelig noget for mig. Du er mere end noget for mig" sagde han med en blød stemme. Han blev jo næsten helt blød.

Elodi sukkede kort da hans læber forlod hende. hvis hun stadig havde kunne blive rød i ansigtet ville hun være det nu. hun var sten sikker på hun kunne lide ham hun følte sig tilpas i hans nærvær. atter pressede hun sine læber imod hans for at vise hun mente det samme om ham. dog brød hun kysset kort efter og ønskede hun kunne se på ham men vidste dette ikke var en mulighed før hun havde fået styr på sin evne. hvilket hun ønskede var meget snart hun ville så gerne se hans kønne ansigt gen. istedet for indersiden af hans trøje ... hun smilede svagt for sig selv hun havde et stykke af hans trøje om ojnendé

Kasper sukkede om hendes tanker, ja han havde det lidt på passe møde, men hvis han bare lod være med at se hende i øjne, som at han havde lukket øjne eller noget i den retning, eller var det bare en dum teori, det var det sikkert. Han tog bindet fra hendes øjne imens hans stadig stod foran hende. Han tog bindet i lommen og lukkede øjne. "Hjælper det en lille smule?" sagde han hviskende og havde et sødt smil på hans læber.

Hun blinkede kort med ojnende da bindet var væk dog så hun ikke på ham da hun vidste det ikke ville virke på nogen måde. "Jeg skal bare kigge på dig det er nok..."hu. bed sig kort i under læben heldigivs var dette kun midler tidigt hun skulle lige lære sin gave at kede og så kunne hun se ham igen hun smilede tilfreds ved tanken om at hun havde en geud til at kæmpe nmed sin evne nu. end hun havde før

Kasper sukkede. "Nå jamen så må det jo bare være med bind" sagde han fnistende og tog hurtigt det ødelagte tøj for hendes øjne igen. Han krammede hurtigt om hende og løftede hende op og tog hende op skuldrende, så hun lå på maven. Han begyndte at grine og gik med kursen ind i soveværelset og smed hende sikkert i hans dobbeltseng. Efter han havde smidt hende på sengen hoppende han med og begyndte at kyssende hende over det hele og trak blusen op på hende og pustede på hendes mave så det kom prutte lyde.