Dagen imorgen, ser aldrig ud som igår - Elion Elodi

Kasper gik i sit vandte tempo igennem skoven. Det normale menneske tempo. Det fik ham til at føle sig mere normal, selvom han aldrig ville blive det. Det havde været ret ensomt de sidste år, men det vendte man sig til. Han havde ikke rigtig haft en kæreste i 88 år, det var en sindsyg tanke. Han havde selvfølgelig prøvet at socalisere sig lidt. Men at kunne høre pulsen af bloden som stømmer på den anden side på et andet menneske, det var ikke fedeste da hans tænder ville løbe i vand med det samme.
Vinden strøg igennem skoven og et par blade dansede i luften og det ligede en mini tonato. Han tog fat om sit kamera og kilkkede et par gange. Det var altid en fornøjelse at se hans værk senere. De kamera man kunne købe idag og se sit resultat med det samme, det var da ingen sjov i. Hvis bare tiden var sin i 90'erne.

Elodi havde atter engang forladt sit trygge værelse, og var gået på opdagesler i skoven, hun var iført et par sorte jeans, hvide ben varmere, samt hvide all-star sko, og en tyk furry jakke, samt et par ørevarmere, så hun var godt pakket ind i den kolde nat, Et smil gled over hendes læber, imens hun kunne høre sine egne skridt imod de visne blade der lå under hendes sko, det undrede hende stadig hvorfor en gang om året det blev så koldt, et lille suk gled over hendes læber imens hun traskede smilende afsted med hænderne i lommerne, hun havde enligt haft en god uge, mødt nye mennesker, og slåsset med sine brødre, hun fnes svagt og kunne ikke glemme sin lillebrors ansigt udtryk da hun, og hendes store bror fyldte hans seng med vand, det skal siges han havde sådan en pust op madras, så det endte med han havde en vand seng, *heldige lille orm* Tænkte hun med et grin på læberne, og puttede bare sine hænder mere ned i lommerne, for at sikre sig de ikke ville blive kolde, da hun ikke ville lægge syg igen, hendes brune øjne strålede af lykke og glæde, da hun var et glad og tilfreds menneske, utroligt nok! De fleste hun kendt var sådan nogle sure nogen der ikke kunne lade vær med at græde over spildt mælk, En ting hun aldrig ville gøre,

Kasper så en mus løbe hen over skovbunden og faldt på knæ og klikkede løs på kameraet. Han fik et smil på læben og musen løb skræmt væk. Han rejste sig op igen og børstede sig af.
Han hørte skridt på de visne blade og duften af en dødelig var i nærheden. Han havde drukket en lille time siden, så det var ikke fordi han var ved at blive sindsyg. Men blod var nu dejligt, eller sådan var det jo blevet. Det kunne man vidst godt se på det 88 år gamle ar han havde på halsen. På en sekund stod han bag et træ. Der ville sikkert komme kontakt imellem dem, han havde ikke været så godt til at snakke med nye mennesker siden den dag han blev forvandlet. Han bed sig i læben, han smilte ved hendes tanker og kom til at tænke på hans egen familie, han savnede godt nok hans mor, og hendes mad. Han blev hurtigt vred, da han ikke ville tænke på det. Han valgte at roligt videre og tage flere billeder. Lige nu kunne han ikke tage stilling til hvad der skulle ske.

Elodi traskede bare videre imens hun sparkede til bladende med et smil på læberne, hun elskede sin familie, og ville ikke kunne leve uden dem på noget tidspunkt, hun kunne ingengang forstille sig et liv uden dem når det kom til sagen! Hun sukkede kort, *Hvad gør man uden dem?...*"Tænkte hun så med et smil på læberne, stille smuttede hun hen til en stor sten og satte sig ned, imens hendes blik gled hen over skovbunden, hun nød den stilhed der lå omkring hende i skoven, og hun var ret sikker på hun var den eneste der da hun ikke kunne høre eller se andre, et smil dukkede fem på hendes læber igen, imens hun lod sin sko snude glide ind og ud imellem nogle visne blade, hun nød dette sted, der fandtes intet bedre end at sidde i en skov sent om aftnen alene, og bare nyde den stilhed naturen kunne byde, en ugles tuden brød dog stilheden et sted over hende, hvilket bare fik hende til at kigge på, og få et smil på læberne der nåede hendes øjne, hun lignede alt i alt, en glad unge, der ikke kunne forstille sig noget ondt i denne verden, hun troede jo også på det gode i alle, selv dem der vækkede hende om morgnen som hendes brødre..

//Sorry tiden, havde glemt vores emne.. Dx

Kasper så på hende fra en lang afstand imellem dem. Han smilte af hendes lange hår. Det passede til efteråret. Sort og skinnede i månes skær, der tittede frem imellem træerne. Han kunne se et billede for sig, et rigtig godt billede. Shit. Fotograften var hoppet frem i ham. Han måtte gøre noget. Hun måtte ikke gå til spilde. Et sekund efter stod han 1 meter beg ved hende. "Må jeg tage billeder af dig?" spurgte han og ville ikke kunne klare et nej. Det var jo perfekt! Skyggerne omkring hende og den bløde bund, billederne ville ikke kunne gå tabt. Kasper var ikke så van til at snakke med personer. Det havde været sådan helt ensomt de sidste år.

// Helt iorden, sådan er jeg også nogen gange :b

Elodi gav et skrig fra sig i det en fyr dukkede op foran hende, uden hun havde opfanget ham, så det endte med hun faldt bagud og endte i en bunke visne blade som brokkede sig under hendes vægt, "Hvad!"Udbrød hun forskrækket, og satte sig op, med en fod på hver side af stene, uden tøven krammede hun sig ind imod stenen, imens hun kiggede op på fyren med store då dyr øjne, imens de skinnede klart som de altid gjorde, "Du skræmte mig fyr! Men nej det må du ikke.. jeg ser fed ud på billeder!"Sagde hun så leende, og kom på bene og gjorde sine ben og arme rene fra blade, dog stak der et par blade ud her og der i hendes hår, da de havde viklet sig ind i hendes sorte hår, dog gav hun sig til at rode rundt i det, så de væreste faldt ud igen, men der blev dog en del siddende endnu hun ikke lige ville kunne få ud med det samme, *Han ser nuttet ud!*Tænkte hun så med et smil på læberne imens hun stod og studerede drengen der havde givet hende et chok..

//Det sker tit for mig lige for tiden bare skriv til mig hvis du syns du har ventet for længe.. ^^

Kasper så til med store øjne og bed sig i læben. Han havde begge hænder på hovedet og vidste ikke hvad han skulle gøre. "ehm.. øh.. undskyld" mumlede han og havde det underligt. Hvad skulle han sådan gøre lige nu? Efter hun var kommet op og sidde igen, gik han tættere på hende og tog nogle blade ud af hendes hår. Pænt akavet. "ehm, nej.. du kommer ikke til at se fed ud.. du passer ind i naturen.. må jeg nok ikk?" spurgte han og så på hende med et blegt ansigt som var nysgerrige, men ikke så meget i hende. Men mere i at tage billeder. Han gik et par skridt tilbage og tog kameraet foran sit ansigt. ".. det ser altså godt ud her fra" sagde han og smilte skævt. Duften af hendes varme og lyden af hendes puls generede ham, men han fotografe sind hjalp ham om at glemte at hun bar på blod.

// jaja :3

Elodi fik røde kinder af det han sagde, det samme havde hendes broder sagt sidst de havde været ude og gå sammen, hun sukkede kort og rystede bare på hovedet, og bed sig kort i underlæben, men havde stadig sine store då dyr øjne på, imens hun lod sin sko snude lege imellem nogle blade, "Jeg bryder mig ikke om det så helst ikke!"Stammede hun så endeligt, og gav sig til at gå væk fra ham, da hun ikke regnede med han ville følge efter hende, da han sikkert ikke var så vild efter de billeder, dog glemte hun hurtigt han var i nærheden og gik hen til en af de få grønne blade, og lod sine fingre glide hen over den, og gav sig så til at lugte til den, og fik igen et smil på der gik hende op til øjnende, og lod så sine brune øjne hvile imod en gren over sig, imens hun lod en finger røre det grønne blad, hun elskede naturen, og ønskede folk ville lade vær med at ødelægge den..

Kasper følte sig afvist. Hvad skulle man gøre for at finde en model? Nok ikke komme snigende i lynets hast og forskrække personen. Han var ikke så god til at for en samtale eller for den sags skyld, bare at opføre sig normalt. "Undskyld frøken.." sagde han roligt. Det sagde man dengang hvor han kom fra. Han smilte af hendes tanker. "Naturen var værre i 90'erne. Der vidste folk ikke helt hvad det betød ikke at smide skrald. Men ja, man er vel aldrig tilfreds" sagde han og satte sig på stenen og begyndte at rode med sit kamera og skiftede filmen ud, men en ny. Fra hans bukselomme. Han så efter hende. Hvis han havde været nyfødt, havde hun slet ikke været i live. Han var stolt over at komme så langt. Men hun fristede ham stadig.

Elodi kiggede hen på ham og hævede det ene øjnbryn, det var som om han havde læst hendes tanker, uden tøven gik hun hen til ham, og satte sig ned på jorden foran ham, imens hun sendte ham et muntert smil, "Sikkert, godt vi ikke levede på den tid"Sagde hun så med et smil på læberne, hun vidste jo ikke at Han ikke var menneske, og tog ham bare for at være ligesom hende, hun kendte slet ikke til andre væsner end mennesker, stille lod hun en hånd glide igennem sit hår, imens hendes blik gled op på de få stjerner man kunne se imellem træernes kroner, et smil gled omgående frem på hendes læber atter et smil der gik hende til øjnende og fik hende nærmest til at stråle, hun nød denne nat, den var så rar, stille og venlig, hun lukkede øjnende i imens hun lod sine fingre nulle sig imellem nogle visne blade, imens hun lyttede til alt omkring sig,

Kasper var fascineret af mennesket. "det var en god tid.." mumlede han og bed sig i læben. Han rakte hånden frem.. "øøh.. Kasper" sagde han og havde glemt alt om at om lidt ville han mærke hendes varme og hun ville fryse af hans kolde krop. Han kunne godt li' at hun var så tiltrukket af naturen. Duften af hende brændte snart i næsen. Måske han bare kunne låne en smule blod? EJ! det ville da være for dumt, hvad hun hvis hun døde. Hun måtte ikke dø. Der var noget over hende, hun var så naturlig. og sin egen. Han kunne li hendes tanker. Fyldt med kærlighed.

Elodi satte sig mere op og tog imod hans hånd, "Du kender mit navn, Elodi rimer på melodi"Sagde hun med et smil på læberne, gud hans hånd var kold! Det var jo også klart han havde næsten intet tøj på.. Så rettede blikket imod himlen igen med et smil på læberne, hun kunne godt lide hans selskab selvom han havde skræmt livet af hende, det gjorde folk også tit, selv hendes brødre, men de fik også røvfuld af det.. både af hende og hendes mor, og nogengang hendes far, da piger i hendes familie var meget værdifulle, hun havde ingen kusiner eller noget, kun fætre.. hun rystede på hovedet og samlede bare et blad op hun vente og drejede i sine fingre imens hun smilede for sig selv og fik et mere drømmende blik i øjnende, dog rettede hun hurtigt blikket imod ham da det ikke var pænt at lave alt muligt andet når man snakkede med folk..

Hendes tanke om hans hånd råbte jo nærmest i hans hovedet. Han bed sig i læben. "Hehe, sødt navn" sagde han med smil på læben. Han tænder var meget hvide. "Man vender sig til kulden når man alligevel er kold" sagde han og rejste sig op. Det var ikke lige gået op for ham at hun ikke anede noget om væsner. Men okay det gjorde han heller ikke før han blev overfald af en. Hans kamera hang om halsen om ham. Han havde fået kameraet af hans bedste ven, en del år tilbage. Det skulle aldrig skiftes ud. "Du elsker virkelig natur" sagde han og lagde ikke mærke til hendes fravær. For så kunne det være at hun ikke lagde mærke til at han kiggede så meget på hende.

Elodi nikkede til det han sagde, og blev så mere til stede værende, og sendte ham et lille sødt skævt smil, "Om jeg gør... ifølge min mor, blev jeg født i naturen, og dør her sikkert også, jeg er også igang med en udannelse der vil søgre for jeg arbejder med naturen og dens dyr"Sagde hun så med et smil på læberne og kom på bene og fik sig børstet ren, "Mhm det kan der være noget om"Grinede hun så til det han havde sagt omkring det var lettere ikke at fryse når man var kold, det passede jo også en del, det var en natur lov, hvis man var kold kunne man ikke fryse, hun nikkede med et smil på læberne, han virkede som en fin fyr, som kunne lide at tage billeder?, en ting hun selv gjorde i sin fritid, men det vat dog kun at naturen, da den betød en del for hende, hvorfor vidste hun ikke selv, hun elskede den bare den var der altid, og kunne ikke røbe hvad der skete imellem dens store træer, og smukke kronblade, hun sukkede kort i fryd da en kølig vind tog fat i hendes hår, imens et smil som nåede hendes øjn atter dukkede op på hendes læber,

Kasper smilte bare og begyndte at gå roligt. Han klemte øjne i. Han havde det ikke for godt længere. Han måtte finde noget at drikke før han ikke kunne kontrollere sig selv. Da viden blæste hendes hår op knyttede han hænderne og snuste kraftigt ind. Han tog fat i hendes arm, uden at det gjorde ondt. Han gik tæt på hendes duftede til hende. Han skubbede hende tilbage og gemte sit ansigt i sine hænder og faldt på hug. "undskyld!" råbte han. Hans øjne blev ildrøde og det ligne at hans øjne brændte.

Elodi fik et helt chok da han tog fat i hendes arm, hvilket bare fik hende til at springe tilbage, da hun havde gået til karate længe og havde sort bælte var hun ikke bange for en god slåskamp, dog blev hun helt chokeret da han sagde undskyld og satte sig ned som om der var noget galt, hurtigt var hun henne ved ham, dog gispede hun da hun så hans øjne, men skuppede det væk med det samme, "Er du okay? skal jeg ha dig til en læge?"Spurgte hun faktisk bekymret, hun ville ikke ha folk led, det var vel derfor hun ville ha ham til en læge for hans øjne gjorde hende nervøs, ikke nervøs som i at være bange, mere som i om han led af nogen sygedomme så han skulle bruge en læge hurtigt, hun skulle nok få ham til en læge hvis det var!

Kasper så på hende og rejste sig op og bakkede baglæns. Han vendte sig om og begyndte at løbe. Efter et sekund var han væk. Han søgte efter et dyr eller en der der var faret vild i skoven. Han løb det maksimale som han kunne løbe. Han opfanger en kronhjort. Det var det bedste byd for ham nu. Hurtigt overfaldte han det og fik bid struben over og blodet væltede ind i munden på ham og han drak så hurtigt han kunne. Dyreblod var for en vampyr var som at spise kål for et menneske som havde lyst til en fyldsmagende chokolade. Men det virkede. Han pressede om dyret og fik det sidste blod ud af det. Han havde drukket så hurtigt at der kun var få blod pletter på hans t-shirt. Men det var ikke meget synligt. Han lagde dyret fra sig. Han slikkede på hans fingre og slikkede sig om munden og prøvede at fjerne så meget som muligt. Han rejste sig. Skulle han gå tilbage? Hun kunne umuligt ha forfuldt ham. Men hvis han gik tilbage, hvad skulle han så sige?

Elodi kiggede efter ham og gjorde store øjne, hun anede ikke om hun skulle følge med, eller bare.. fortsætte sin egen gå tur i skoven? hun sukkede kort og begravede så bare sine hænder i lommerne, imens hun gav sig til at traske videre hen af skovbunden, så man kunne høre nogle grene knække under hendes vægte, og blade der klagede over hun gik på dem, hun smilede let af dette, det var meget sjovt at naturen var sådan et stærkt væsen, men aligevel døde den nærmest hen når det blev vinter, hun sukkede og glæede sig til sommeren ville komme tilbage og gøre hende godt, så hun slap for at se træerne hænge med næbet, eller det så da sådan ud, hun sukkede kort og lod sine tanker glide hen på kasper igen, og bed sig i underlæben han så ikke ud til at havde det for godt, hun ville så gerne hjælpe ham hvis hun kunne men dette var hvist ikke en mulighed, Bump, hun havde slet ikke set den træstup der stak op af jorden, før hun sad på måsen og gloede på den, hun peb kort da hun havde fået revet sine pæne jeans i stykker, og en lille stribe blod piblede ned af hendes skindeben, perfekt. dyre jeans der gik i stykker så hurtigt..

Kasper tog hænderne til hovedet. Han måtte tilbage. Han havde nok været væk i 20 minutter. Mon hun tænkte på ham? Han stod og så på hende. Han stod ved et træ bag hende. Han var lysløs. Duften af menneskeblod fyldte hans næsebore. *fuck..* tænkte han og satte sig op af træet. "Du må ikke bløde" mumlede ham. Han var kun halv mæt. Da det kun var dyreblod. Men hvis han startede på hende, ville han så kunne stoppe igen? Eller ville hun faktisk dø af det? Så mange tanker og overvejelser.

Elodi kiggede kort rundt og kom så på bene og fik knappet sine jeans op og trak dem af, da hun regnede med hun var alene, dog satte hun sig ned igen så man ikke ville kunne se hendes hello kitty g strenge, hurtigt rev hun et lunds af sine jeans da de var gået i stykker og fobandt sit lille sår med, og kom så på bene igen, og gav sig til at tage dem på, da hun gerne skulle hjem så hun kunne rense såret da hun ikke ville havde det blev betændt, Dog kiggede hun sig let omkring for at være sikker på ingen havde set hende uden bukser på, selvom hendes jakke havde gået ned og dækket det meste af hendes underdel, hvilket hun var tilfreds med det var vel også derfor hun havde købt sådan en jakke, hun sukkede kort over sig selv, dumme træstup hun kunne havde ladt vær med at tænke på ham drengen..

Kasper var ikke fokuseret på hende, så han så hende faktisk ikke. Han kunne faktisk bare mærke hende. Lidt for meget. Han rejste sig langsomt op. Pludselig stod han 1 meter foran hende. Man kunne godt se han ikke lignede en der ligefrem havde det godt. Men hans bleghed var forsvundet en anelse, men han var stadig bleg. Han øjne var ikke blå men gule. Hans tørst var halv forsvundet, men dyreblod var noget som bare fordampede så hurtigt. "Du må ikke blive bange.. jeg tror jeg kan styre mig" sagde han med en rolig tone. Han så direkte på hende. Han sendte en tanke, "please", ville hun kunne høre i sit hovedet. Han faldt på knæ. Efter så mange år, var det første gang han tænke på at være forsigtig med et andet menneske, end sin bedste ven.

Elodi fik et chok da han stod foran hende igen hun var dog ikke bange, og fik hurtigt knappet sine bukser efter hun havde fået dem på, så han ikke kunne dufte hendes blod så meget, dog gik hun bare hen til ham, og lod en finger hvile imod hans kolde kind, det gøs lidt igennem hende men hun var ikke bange for ham han havde ikke gjort hende ondt på nogen måde, han så skræmmende ud ja, men udsendet betød intet, en person skulle kan kende via ens peronlighed, "Jeg er ikke bange"Sagde hun så med en venligt og glad undertone, hun var lidt glad for han var kommet tilbage til hende, selvom han var bange for han ville skræmme hende men det gjorde han ikke på nogen måde, hun blev heller ikke så let bange, kun da hun var lille og troede der boede levende kæmpe mus under hendes seng, hvilket bare fik hende til at skrige som en lille tøs så hendes brødre drillende hende med det. men hun var ikke bange for ham på nogen måde, han havde intet ondt gjort hende

Kasper trak ikke vejret. Han blinkede ikke. Der var faktisk ikke noget bevis på at han var i live hvis han lå ned og havde lukket øjne. Han havde jo ikke brug for det. Han var en vampyr. "Ved du hvad jeg er?" sagde han roligt. Han rørte slet ikke på sig da hun rørte ham på kinden. Hendes bløde og varme hud. Det var så fristende. Det var det hele. Men hun måtte ikke dø. Det ville være synd at ødelægge sådan en køn skabning. Og var gammel var hun? 16-18 år måske. Hans krops var 21 år. Tænk. Kunne han gøre hende til vampyr? Nej. Han vidste ikke hvordan og der var ikke nogen som ville forblive i en krop som 17 årige. Han var heldig at passere de 20. Så mange ting kørte igennem hans hovedet. "Jeg kan ikke styre mig snart" sagde han med et kold blik. Hvis han havde haft et hjerte, så ville det ha' banket 100 gange i sekundet.

Elodi trak sin hånd til sig hun vidste ikke hvad han var, og ville gerne spøgre ind til det, men hvis hun skulle vide det skulle han nok fortælle hende det, "Kan... jeg gøre noget for dig?"Spurgte hun så stille og tøvende, for hun ville ikke se ham lide, det virkede forkert på alle måder, han var jo også sød på en måde, han havde intet gjort hende selvom han viser tegn for ikke at kunne styre sig selv, men det betød intet han holde sig tilbage og gjorde hende intet ondt, så hun ville gerne gøre noget for at hjælpe ham så han ikke havde det så galt som han havde det nu, hun bed sig kort i underlæben, og lagde stille sine arme over kors, imens hun så studerende på ham, og tænkte over hvad han kunne være eller lide af?.. hun troede ikke på vampyr eller overnatulige væsner, udover ånder altså, og sikkert hvis hun mødte en vampyr, ville hun ikke tro på det, eller det ville hun nok, for alt kunne jo være virkligt ikke? hun bed sig bare lidt hårder i underlæben og gav sig til at gumle på den, imens hun så på ham med et bekymret blik,

Da hun tog hånden til sig, greb han fat i hendes hånd. Ikke hårdt. Han lagde hendes hånd på hans hals. Hun ville kunne mærke hans kolde hud og hans gamle ar. Man kunne godt se det hvis man havde fokuseret på det, ellers var det ikke noget der sprang i øjne på en. "Jeg er et menneske. Jeg er blevet et monster. Jeg var et offer engang" sagde han og slap hendes hånd roligt og gik tættere på hende. Han rørte hende blidt på kinden. "Du lever. Du trækker vejret. Jeg er død. Jeg trækker ikke vejret" sagde han hviskende. "Vampyr" mumlede han og gik et skridt tilbage.