A wedding // Tristan//

Tid. Fem minutter over den forventede ankomst.
Sted. Bryllup på stranden i Sunisha.
Omgivelser. Pavillioner , blomsteropsatser, balloner m.m

Camille stod med dét skrøbelige og smukke slør ihånden.
Linda sad på en lille taburet og kiggede med store forventningsfulde øjne ind i dét store ovale spejlet foran hende.
Den lille campingvogn var i anledning af Lindas bryllup med Lars, lavet om til et brude kammer og Camille var næsten færdig med hendes job, at få bruden til at se så smuk ud som muligt.Så kunne hun bagefter slappe af og nyde festen.
Dét var 4 dage siden hun havde set Tristan sidst, men han havde lovet at komme i dag.
Under postulatet af en date enda, men dét skulle nu ikke skille dem ad, hvis han havde glemt alt om den del.
Lindas hoste, rev hende væk fra sine tanker og hun smilede da hun nænsomt hæftede sløret fast i Lindas lange løse hår.
Smuk....dét var hun og Lars ville blive så stolt af hende, ingen tvivl om det.
Camille gav hendes veninde et kærligt knus, hviskede held og lykke og overlod hende til moderen der ventede uden for "Så hun klar " sagde Camille og gik over til de opstillede stole, hvor folk skulle se vielsen.....der var ved at være mange.
Hun spejdede efter Tristan men kunne ikke se ham, bare han ikke jabde glemt dét, hun skulle have mindet ham om dét.
Hun pillede lidt nervøst ved den svage rosa kjole hun havde på.
Den var med lange ærmer og den ene skulder bar, et snit hun kunne lide fordi dét var feminint og sejt på samme tid.den figur syet kjole var tækkelig men smøg sig på fint vis om hendes krop og dens kurver.
Hun så på uret....Damn ....hvis nu han ikke kom...

Tristan havde travlt nu. Hans vækkeur havde valgt den perfekte dag at svigte ham og det havde resulteret i at han var vågnet 13.30. halvanden time til at nå alt det han skulle.
Efter at være tumlet ud af sengen og mumlet et par bandeord til sit vækkeur, var han straks gået i gang med at rode, sit allerede rodede skab, igennem for tøj. Han havde fejlet i at finde et jakkesæt til lejligheden, men hvad fa'en. Det var på en strand. så formelt kunne det heller ikke være - håbede han.
Efter at have haft en mindre brydekamp med sit skab havde han endelig fundet noget okay tøj. Et par helt sorte jeans - de kunne vel gå, en hvid skjorte som han havde undladt at knappe den aller øverste knap på. Hvis han gjorde det ville han bare føle sig kvalt. Og til sidst havde han et par nogenlunde nydelige simple sorte sko. Perfekt og simpelt.
En hurtig omgang morgenmad som han næsten brændte på også var det ud på badeværelset igen for lige at se tøjet efter. Han kiggede på sin egen refleksion i spejlet et øjeblik inden han sukkede. På denne måde lignede han jo en pingvin... Det hjalp heldigvis da han lidt spontan folede begge ærmer op til lige under hvor hans tattoo sluttede, thank god at den ikke kunne ses. Så et hurtigt spray cologne og ud af døren.
Nu skulle han bare nå et smut ind forbi byen først også videre til brylluppet på et kvarter - godt så.
Efter at have hoppet på motorcyklen og sat kurs imod byen væltede han nu forpustet ind i blomsterhandleren. Der duftede af jord og flere forskellige blomster. Han kiggede sig lidt rundt, men besluttede sig hurtigt for en simpel hvid lilje med et rosa skær i bunden og betalte så.
Han fortsatte ud af butikken og kiggede på sit ur. 7 min og 28 sekunder... Skønt...
Og det var så historien om hvorfor han nu kom gående hen ad stranden 5 minutter for sent.
Han spejdede omkring på menneskerne rundt om ham. Han kunne ikke se Camille noget sted. Et suk... Han måtte vel bare vente til hun fandt ham, inde imellem en flok mennesker med et forvirret udtryk og en enkelt hvis lilje i hånden.
Heldigvis var brylluppet da ikke startet og det så ud som om det først ville starte om 10 minutter.

Hun følte sig lidt...tilovers...som hun stod der.
Linda havde hun arbejdet sammen med nogle år, og dengang Lindas får dødede var det Camille der hjalp hende med både dét praktiske og dét følelsesmæssige arbejde der altid var iforbindelse med tabet af en man elsker.
Så de blev tætte, hende og Linda.Men resten af gæsterne anede hun ikke hvem var.
Dét var klart en medvirkede årsag til hun gerne ville have en ekskort til festen, så der var en tryg arm at hænge ud ved.
Hun sugede nærmest underlæben ind og puffede hendes løse hår om i nakken , væk fra skulderen.
Hun var rasteløs og da hun endelig , efter et par minutter så ham bevæge sig langsomt gennem en skare af bryllups gæster, hoppede hendes hjerte af glæde.Han var perfekt, så perfekt ud...stilet og alligevel lidt...flabet.* ta dig dog sammen Camille....NU * itettesatte hun sig selv i tankerne, imens hun vinkede i luften med en hånd, for at fange hans opmærksomhed, da dét var tydeligt at se på hans søgende blik at han endnu ikke havde set hende.
Hun begyndte at gå ham imøde. Alt imens fader Henry indtog sin plads ved det opsatte alter.

Han skar en lille grimasse da folk begyndte at finde deres pladser. Du gode gud.. Skulle han bare sætte sig og håbe at folk ikke kiggede for underligt?
I det samme fik han øje på Camille der vinkede igennem mængden. Han åndede lettet op , men fortrød at han havde lukket luften ud da han fik set rigtigt på hende og fik svært ved at trække vejret ind igen.
Hun så intet mindre end smuk ud i den sarte rosa kjole og med det lange løse hår hængende løst. *Den piger bliver da pænere for hver gang man ser hende* han nåede knap nok at tænke det før han havde givet sig selv et mentalt slag i ansigtet - hvilket han havde gjort meget her på det sidste. Der var ikke tid til at falde i staver nu.
Han vinkede hurtigt igen og gik hende imøde imellem menneskerne.
"Phew gudskelov jeg fandt dig, eller den anden vej rundt. Det begyndte at føles lidt ensomt derhenne" Hilste han så med et smil og prøvede så vidt muligt ikke at tænke for meget på sidst de sås. Det havde ikke været cool at blive rød i hovedet nu.

Hun smilede stort da hun endelig nåede frem til ham.
" Ja...godt du blev fundet...næste gang lægger jeg m&ms ud du kan gå efter " sagde hun glad til ham og bemærkede den nederste del af hans drage der snoede sig om hans overarm , faktisk kunne anes under ærmekanten.Hun kunne godt lide den , dragen, men dét havde hun nok aldrig fået sagt...rigtigt.
"Jeg tror vi skal inde nogle pladser " forslog hun da præsten begyndte at stå og rømme sig og kigge lidt formelt ud over den store gruppe af mennesker.
Camille elskede al romantikken og al virvarret omkring et bryllup....elskede dét...sålænge dét ikke var hende selv.
Når den dag kom, hvis den kom....skulle den ikke være om kjoler, gaver og kage...okay måske om kage...men dét skulle være om to menneskers kærlighed og ikke noget med en gud hun alligevel ikke troede på.Nope...et rådhus var hendes valg....men det forhindrede hende ikke i at nyde Lindas smukke og overdåige bryllup.
De gik over mod nogle ledige stole og fil sat sig ned.

Han himlede let med øjnene og svarede kort med et: "ha ha ha, meget morsomt".
Han bemærkede ud af øjenkrogen at hendes blik strejfede hans arm og rettede opmærksomt på sit ærme for at være sikker på dragen ikke kunne ses. Han vidste ikke hvorfor det gjorde ham utryg at folk så på den, men det gjorde det. Faktisk var hun en af den eneste han rigtigt havde vist den til.
Folk begyndte at finde på plads da præsten begyndte at røre på sig. Den stakkels lille mand så ud til at have det svært med at få folk på plads og de måtte hellere samarbejde. Ellers kom folk vidst aldrig på plads.
De fik sat sig ned ved to ledige stole og de fleste andre synes at følge deres eksempel. Kun en flok fnisende piger stod til sidst tilbage, men de var også snart på plads.
Inden selve cermonien gik igang fik han visket til Camille: "Jeg fandt den her til dig, som en... eh.. tak for sidst" og rakte hende den hvide lilje han havde taget med.

Hun registrerede at han med omhu sørgede for at få dragen dækket til , dét forbavsede hende en kende.
De fleste med tattoveringer havde intet imod at vise dem, hell ...en del spankulerede ligefrem halv afklædte rundt fordi de mente hele verdenen burde belæmres med netop deres tatts på lænd, lår,bryst, talje eller Whereever....det var ikke stylish , efter hendes smag.
Men for eksempel op af armen , som Tristans....den var cool og klædte hans arm, why on earth arbejde så grundigt på at skjule den ?
" lad den dog få lidt luft...dét stakkels dyr " drillede hun ham , da de endelig kunne sætte sig på to stole og medhjælper til vielsen snart kunne tage plads.
Tristan trak en smuk enkel blomst frem og rakte frem til hende.
Et varmt smil kom over hendes læber, dét var på grund af den smukke lilje naturligvis men mest over ordene han 'pakkede den ind i '.
Den fyr var bare så opmærksom og ....romantisk , var dét ord der poppede frem, selv om mange fyre ikke ville beskyldes for at være netop dét.
Men Tristan var dét på den elegante, simple og ægte måde.....ikke den hamle, påtaget og sødsuppe agtige måde.
Hun lagde blidt sin hånd på hans kind, og lod den kærtegne den kort " tak " fik hun lige nået at sige inden musikken begyndte at tone frem, og bruden kunne anes forenden af den lange kunstigt anlagte gang der ledte op til alteret.
"Der er sku da noget galt Tristan....hvor pokker er Lars ?" Spurgte hun forvirret imens hendes øjne finkæmmede dét lille alter podie og hendes næse snusede ind og duftede til den meget smukke blomst.

"Jeg ville ikke have noget imod at kvæle den" Svarede han drilsk til tattoen og tilføjede hurtigt: "Jeg har forresten noget at fortælle dig senere".
Han svarede ikke på det med blomsten, der var alt lidt sagt. Så istedet fik hun bare et lille smil. Mere nåede han ikke rigtig inden musikken gik igang. Et hurtigt kik bagud på bruden som var på vej også kiggede han frem ad igen. Hvis ikke Camille havde sagt det så havde nok ikke lagt mærke til at der manglede en mand ved alteret. Præsten stod der og så lidt forvirret ud imens 'the best man' trippede panisk frem og tilbage. *oh god..*
"Du har ret, kunne det være en intern overraskelse eller noget?" Svarede han og prøvede at spotte Lars, men det var svært eftersom han aldrig havde mødt manden. Hell, han kunne have siddet lige ved siden af ham og han havde ikke opdaget det.

Camille så forvirret ud..."Deet tror jeg altsår ikke.." svarede hun og i næste sekund trådte Lars op og indtog sin plads ved dét lille alter.
Et lettelses suk gik gennem crowden, de var tydeligvis ikke de eneste der havde bemærket gommen var missing in action.
Lars så anspændt ud , hans kropssprog var tillukket og hans kinder blussende, men dét var vel naturligt nok , manden havde nær misset sit eget bryllup.
Ude i perifæren kunne Camille se en kvinde der ikke havde indtaget en plads for at deltage i festivasen .Hun stod med en serviet, og tørrede noget rødt væk fra sine læber, havde hun blødt ? Hun var høj og slank, kort lyst hår og en lidt kraftig make up , taget i betragtning at dét var dagslys nu.
Camille tvang sin opmærksomhed væk fra hende, lænede sig Istedet ind mod Tristan og spurgte "Hvad ville du fortælle ?"

Denne Lars kom endelig til syne. Han så meget anspændt ud og lignede ikke ligefrem en som var over lykkelig. Det burde man da være til sit eget bryllup? Ikke at han skulle blande sig der...
"Vi tager den senere, nyd nu din vens cermoni nu hvor gommen besluttede at møde op" Svarede han lavt og tog ikke øjnene fra alteret. Dette skulle nok blive en lang cermoni. Han havde aldrig yndet at gå i kirke, men nu var det også en strand. Hvert år til jul var han altid blevet tvunget med af sin mor, men ellers holdt han sig væk derfra. Det var også hvert år til jul at han altid havde en eller anden lydløs gameboy gemt i lommen som han kunne spille på når præsten prædkede. Til denne lejlighed havde han dog ladt den blive hjemme. Andet havde ikke været særlig... høfligt.
Han fangede et glimt af en dame ude bagved, hun så ikke ud til at være inviteret. Høj, slank, kort lyst hår, meget make up.
"Hvad er der med hende?" Mumlede han til Camille og nikkede over imod kvinden. Måske havde hun en ide om det eller kendte hende eller noget.

Et hastigt blik på Tristan og hun svarede uden at give dét yderligere omtanke "Okay....later."
Vielsen startede for alvor , da Linda nåede op ved siden af Lars og resten af de tilstedeværende.
Præsten slog op i hans undværlige historie bog og begyndte sin forudsigelige tale for brudeparret.
Camille kunne se at Linda var lykkelig , hun havde en helt særlig glød over sig, og hun måtte som en del af de øvrige gæster , kæmpe lidt med ikke at lade sine følelser rive al for meget med, hun havde ikke lyst til at sidde ved siden af Tristan, og hulke.
Hun tørrede diskret en lille tåre væk fra øjenkrogen og i dét samme sagde præsten .."Og du må nu kysse din brud..." Men Istedet for dét store øjeblik alle ventede på , blev Linda væltet omkuld, ikke af Lars med af en kvinde med kort lyst hår og en virkelig smagsløs makeup og med den stakkels brud på jorden omgivet af skrig og tyl....gik kvinden imod Lars....og satte tænderne i hans hals.
For de øvrige gæster så dét ud til hun kyssede ham, og de var begyndt at fortrække sig til de store pavilloner, da de troede dét var en jaloux elskerinde....hvad dét måske også var, men Camille og Tristan vidste også HVAD hun var.
"Så for helvede "Mumlede Camille der satte afsted mod alteret, Lars,vampyren og Linda....naturligvis uden en plan, udover at ville hjælpe.

Tristan havde siddet og trillet lidt tommelfingre. Selvom han prøvede var det bare umuligt at følge med i alt det bras som præsten lukkede ud om gud og helligånd.
det var doig på sin plads at kigge op da præsten sagde noget med at kysse bruden. Det var lidt svært at se hvad der forgik, men bruden lå pludselig på jorden og den korthårede kvinde havde sat tænderne i Lars, bogstavelig talt.
"Tsk.." Nåede Tristan lige at udbryde inden han også var sat af imod alteret. Overhalede Camille på vejen og sprang nærmest på vampyren. Hun blev væltet væk fra Lars og de trillede en omgang rundt på jorden og hen omkring Linda der var ved at komme på benene.
"Easy.." Mumlede Tristan der havde fået væltet dem om til sin fordel og havde trukket sin handkannon frem. Den var trykket imod hendes mave, men var gemt i det tøj hun havde på så folk ikke ville kunne se den.
Nu håbede han bare at Camille tog sig af Lars eller noget.

Camille der lige måtte tage en nærkamp med en stol der synes at angribe , kom senere derop ...hun overvejede et sekund at hjælpe Tristan med....øh , et eller andet....men han havde styr på vampyren, endnu.
Så hun knælede ved Lars der var sunket på knæ med en hånd over de blødende sår, og begyndte at tale beroligende til ham, da dét var tydeligt han var ved at gå i chok.

Vampyren var nyfødt , stærk men ikke trænet i kamp på nogen måde.
Hun lagde en hånd på hver af hans skuldre og parat til at skubbede kraftigt og forsøge at skubbe ham væk.
"Du kan bare forsøge " hvæsede hun og hendes røde øjne lyste af sult og vrede. Så ombesluttede hun sig og Istedet for at skubbe, slyngede hun begge arme ud efter hans nakke og løftede sig op imens hendes lange skarpe tænder, stadig med spor af blod fra Lars, snappede ud efter hans hals.

Tristan tumlede lidt for at holde vampyren nede. Den havde masser af kræfter, det måtte han give den. Men det var også tydeligt at vampyren ikke havde nogen anelse om hvordan den skulle bruge den styrke.
"And i will" Svarede han og havde ikke rigtig tid til at reagere da hun sigtede feter hans hals. Det var nok derfor at den lige nåde at ridse huden på halsen, men det var ikke nok til at få det til at bløde særlig meget.
mere nåede den ikke inden han sendte en ladning elektricitet igennem hele kroppen og håbede at det ville mere eller mindre grille vampyren til den gav slip.
"Oh no, you won't" Mumlede han og havde stadig pistolen pladseret imod den mave. Han førte sin anden hånd op til dens hals og klemte lidt opad for at holde hovedet mere.

" what the hell..." Hvæsede vampyren og slap sit greb.
Hun prøvede at krabbe sig baglæns hen af jorden, da hun ikke forstod hvad der lige var hændt hende.
Hun kiggede med afsky på sin overmand og nærmest spyttede ordene ud "Hvad fanden var dét ? " og forsøgte at sparke ud og ramme et eller andet .Hvis hun kunne komme afsted fra ham her, ville hun fandme flænse hele dét skide selvskab, selv om dét kun var Lars hun til at starte med havde et udestående med.
Hun kiggede med et grumt smil på Tristan.

Camille havde imellem tiden fået fulgt Lars over til hans 'best man ' der var på overarbejde med at glatte tingene ud overfor Linda der lige pt ikke ville tale med Lars overhovedet.
Hun skyndte sig tilbage og med hjertet oppe i halsen, løb hun over mod Tristan for at se om han behøvede back up....hvis hun skulle til at lege dusør jæger, kunne hun vel lige så godt begynde nu, ik ?

Tristan hoppede på benene og grinede lidt hæst af væsenet. det var så tilfredsstillende at se deres forvirrede blik.
"Bare en lille bonus, i guess" Svarede han og trak på skulderene. Vampyren væssede højlydt og rakte hænderne foran sig. En stor stråle af vand skød ud og væltede ham bagover. Han hostede lidt og kiggede op igen. Dens evne? Måske var den ikke så ny igen?
Han kiggede ved siden af sig for at finde Camille. "Sikken en date hva?" Sagde han med et undskyldene smil.Okay, han havde ikke kunne gøre for at der var et væsen indblandet, men der kom bare altid et eller andet væsen i vejen.
Langsomt kom han på benene igen og kørte en hånd igennem det våde hår. Når han var færdig her kunne han altid tøre sig selv lidt ved at fordampe vandet med lidt strøm.,

Vampyren var hurtig oppe , og med en bevægelse så hurtig at øjet vanskeligt kunne følge var hun nu bag ved Camille.
"Alternativa date " nåede hun lige at svare før et sæt af hænder så kolde som is, lå på hver skulder.
Camille stod helt stille og skævede til alteret .
Der stod et stort kors på en 50 cm deromkring og hun lukkede øjnene og fokuserede , så dernæst for sig hvordan korset ville ramme vampyren hårdt lige i nakken.
Hun følte sig altid sårbar fordi dét var nødvendig at lukke øjnene, man kunne misse så meget i den tid.
Der lød et * klonk* så et eller andet var sket, Camille slog øjnene op for at se...

Tristan ville have gjort noget da vampyren var bagved Camille, men nåede kunne at skvatte fremad inden den havde fået et kors i nakken. Nårh ja.. Det burde han havde forudset.. Så hjælpeløs var hun heller ikke.
Den så ud til at slippe hende og bakkede væssende bagud. Tydeligvis forvirret efter hvem der havde smidt korset.
Den rettede blikket imod ham og troede tydeligvis at han havde kastet det..skønt...
Han kastede en daggert til Camille og nikkede til hende. Håbede at hun forstod at bruge den på det rigtige tidspunkt.
Lynhurtigt var den foran ham og havde givet ham en hård næve i maven. Det resulterede i at han fik slået alt luften ud af ham og den prøvede nu at drukne ham i en boble af vand som den havde fremmanet. Den havde tydeligvis ikke tænkt sig om fra deres sidste encounter. Han udledte en ladning fra kroppen som vandet ledte hele vejen tilbage til væsnet.
Hun lavede en underlig lyd og trådte et par skridt bagud.
Tristan åndede lettet op og rystede noget vand ud af håret.

Hun blev svært tilfreds da dét var lykkedes at ramme og få vampyren væk...men da den et øjeblik efter stod foran Tristan , dampede den følelse lige så stille af igen.
Dét var jo ikke meningen.Reflektorisk røg hendes hånd i luften og greb ,hvad der i hendes verden var en kniv.
Hun så dem kæmpe og forholdte sig i ro , med undtagelse af hendes hjerte der var på vej ud af hendes bryst, indtil vampyrer endelig trådte lidt tilbage...dét så ud til Tristan igen havde udøvet sin strøm ting på hende og Camille vidste dét var nu eller aldrig og eftersom dét ikke bare var om hende med om hele selvskabets silkerhed rykkede hun hurtigt frem og med al hendes kræft jagede hun kniven lige i hjertet på vampyren.
Hvorfor hun selv gjorde dét og ikke brugte telekinesen, ville nok kræve en længere forklaring.
Men resultatet blev et styk død vampyr og en kjole med en del blodstænk på.
Camille vendte sig for at benytte toilettet i camping vognen.

Han åndede lettet op da Camille så ud til at få ram på den. Med et smil skulle han lige til at takke hende for det, men hun havde allerede vendt sig imod campingvognen.
"Camille, vent lidt!" Udbrød han og fulgte efter. Han stoppede op ved siden af hende og fik først nu øje på det lange blodstæng på hendes kjole. Det var jo bare perfekt. Han kunne ikke lade vær' med at føle sig lidt skyldig i det.
"Sikken et kønt par vi er var?" Sagde han så og kiggede ned af sig selv. Han var gennemblødt efter at være blevet spulet. Da han var taget hjemmefra den morgen havde han ikke forudset dette. Men så igen, man kunne aldrig forudse hvad der ville ske når man var sammen med Camille.
Det var noget af det der gjorde hende interessant, blandt andet.

I egne tanker var hun på vej mod campingvognen, men stoppede brat op da Tristans stemme fik hende ud af dem.
Hun vendte sig og så på ham.
Gennemblødt ...and every inch as charming as ever ...
"Yup...vi er kønne " medgav hun og lyftede et øjenbryn ved synet af hendes kjole.
Hun havde brug for et minuts tid for sig selv.
"Be right back " meddelte hun og forsvandt ind i vognen.
Hun gned uopmærksomt noget vand på kjolen , mens hendes tanker var på denne Ancilla, hun havde fået til at afgive hende et løfte.
Hvis der var så mange kvindelige dusørjægere, hvorfor skulle hun så ikke ?Naturligvis ville hun ikke slå nogen ihjel, hvis dét kunne undgåes...men hun kunne jo blive god, brand god med den rette træner...navnet Ancilla rungede i hendes tanker.
Da hun trådte ud var der flere der havde omringet Tristan for at takke ham.Deres hjerner havde omsat begivenheden til kvinden havde været en form for psykopat med en kniv, så han var nu festens centrum.
Camille smilede og gik stille hend efter sin blomst, og for at sende den sms hun lige havde beslutte.

Tristan nikkede bare efter hende. Nu var han ikke vred vel? Nej det virkede ikke sådan.
En mand kom hen til ham. Da han fik kigget ordenligt på ham genkendte han Lars. Manden så chokeret ud da han tog fat i hans hånd og trykkede den op og ned. At dømme efter blikket i hans øjne havde han godt vidst at kvinden ikke var helt menneskelig.
Nogle andre kom hen også og han følte sig meget hurtigt klemt op i en krog. Hvad havde de lige tolket det til? Men det så ikke ud som om at nogen af dem mistænkte noget overnaturligt.
"Nej, jeg skubbede hende bare væk. Det er Camille der bør have takken, hun reddede mig lige efter" Prøvede han og fik genet de fleste over til Camille. Meget interesserede i det mod hun havde udvist.
*Phew''* tænkte han og smilede over opmærksomheden som var rykket over på Camille. Hun fortjente den, det var sikkert.
Tristan vendte sig rundt og opdagede at Lars stod der endnu. Han havde stadig et lettere chokeret blik og ... stod bare. Tristan kiggede sig om efter forloveren, men han var ingen steder at se.
"Hey, you' okay there buddy?" Prøvede han og kiggede lidt bekymret på gommen.

Lars nikkede og sagde "du..eh...er du en af de der jægere der lever af at ordne vampyere ?Jeg skylder dig en stor tak kammerat, du har sku både reddet mit liv -og mit bryllup " sagde han og klappede Tristan på skulderen." vi har lige ændret på bordkortene så du og Camille sidder med os ved hovedbordet, dét håber jeg er iorden med jer ?" Spurgte han Tristan varmt.

Imens forsøgte Camille at komme afsted fra folkene, hun havde aldrig haft det godt med dem hun havde slået ihjel, heller ikke de to vampyrer .Så hun ønskede da slet nogen...ære for dét, dét var Tristans job...hun havde bare hjulpet til.
Hun viftede affærdigende med hænderne og gik væk fra gruppen, op mod de glas med champagne der stod smukt og dekorativt på et fad.
Hun tog en glas og tænkte at Tristan nok ville finde hende sooner or later.
Hun tænkte på Ancilla....mon dét var påkrævet at hun skulle 'forsvinde' og være væk i længere perioder ? Eller ville hun komme hjem hver dag ?

Tristan kiggede noget forvirret på Lars. Hvordankunne han være så 'glad' Godt nok var brylluppet da reddet, men skulle jo stadig overbevis sin kone om hvad der var sket.
"Jeg øh.. Lad os bare sige at jeg er bekendt i den verden. Ingen årsag" Svarede han og var lidt utryg ved at skulle sidde ved hovedbordet. Han kendte hverken bruden eller gommen.
"Er du sikker på at det er okay. Dine forældre skal jo også være der, og hendes. Vi kan sagtens sidde ved at andet bord" Prøvede han og viftede med armene.
Han havde aldrig været god til sådan noget, hvor var Camille når man behøvede hende? I det han tænkte det fik han øje på hende henne ved festlighederne og bevægede sig derover. Hun virkede en smule fjern som hun stod derover.
"Man ser rigtig nok tænksom ud, en årsag?" Et lille smil kunne ses på hans læber idet han også tog et glas champagne.

//lol, jeg havde ikke set at du havde svaret overhovedet//

Camille så op da en stemme fik hende ud af sin egen lille bobbel.
" Naa ikke noget du skal bekymrer dig over " svarede hun hurtigt og så væk fra ham.Hendes blik landede på dét enorme buffet , hvor adskellige gæster var gået i gang med at hente mad, allerede inden de var blevet budt at tage plads.
Besynderligt, men dét var som 'hændelsen ' havde blødt stemningen op og dét ville blive en mindre formel fest, dét kunne hun da håbe på .Camille var rimelig sikker på dét ville passe både Tristan og hende bedre.
Hun smagte på champagnen igen og med hovedet en anelse på skrå , rettede hun igen sine øjne mod ham.
"Jeg er nysgerrig Tristan....du ville tale om noget ?"
Hun svingde den boblende drink lidt rundt i dét høje glas imens hun betragtede Tristan.
Han var blevet mere sikker i kamp, dét var godt at se....måske hun kumme bekymre sig mindre om ham ? Naa....men dét job han havde, der holdte bekymringerne ikke siesta.