Arbejdsgiveren og den nye dusørjæger (tristan)

Tid: 13:34
Omgivelser: Chasseur bygningen og dens omgivelser.
Vejret: dejligt lunt.

Ancillas øjne flakkede omkring stedet, mens hun gik nærmere imod sit mål. Selvom hun havde boet her i disse tre byer og kender dem ud og ind, havde hendes læremester aldrig givet hende lov til at tage ind i dusørjægernes hovedkvarter. Hun kunne tydelig høre hans stemme for hendes øre. *Du må først blive en virkelig god dusørjæger, ellers vil de aldrig acceptere dig* Ancilla vendte blikket i jorden, da hun endnu engang blev mindet om, at hun aldrig kunne være, som de andre dusørjægere, hun vil altid være outsideren. Det var ikke på grund af hendes væremåde, eller hendes udseende, der ville kunne gøre at dusørjægerne ikke ville acceptere hende. Nej det var fordi hun var en varulv, og en rigtig god dusørjæger kan altid genkende en varulv ved ulveglimtet i deres øjne. Hun sukkede og sparkede til en sten foran hende. Hendes store hvide irske ulvehund ved navn krølle luntede bag ved hende uden snor. Hun havde fuld kontrol over ham, og han var blandt andet til tider en stor hjælper i kampen imod væsner, hun havde alt muligt selvbygget våben til ham, som virkede ret effektivt. Hun stod nu kun få meter fra bygningens store mure, dette lignede ikke et hovedkvarter, men det var jo også meningen med det hele. Så rettede hun ryggen op og prøvede at være positiv, dette skulle nok gå godt, eller det skulle det i hvert fald. Hvis bare hendes læremester havde været i live, så ville dette ikke ha været et problem. Hun åbnede op for døren og indenfor var der en stor entre og forenden var der en skrank, hvor en kontormus sad og pillede med sit papirarbejde. Hun rettede på sit tøj. Hun havde et mørkeblå kvindelig jakkesæt med en hvid skjorte inden under. Hendes lyse blonde hår lå løst omkring hende. Hun gik med faste skridt op imod hende bag disken med papir i hånden. Disse papir var de eneste, der ville kunne sørge for at hun kom ind, andet hvis lederen sagde noget andet. Den brunhårede kontormus med store briller vendte blikket op imod hende, og så vendte hun blikket imod Ancillas meget store hund følge bag ved hende. En irsk ulvehund var blandt en af verdens højeste. så lagde hun sin kuglepen på bordet og fandt en skrigende gul papirlap frem. Så sagde hun med en skarp men dog venlig stemme.
"Er det dig varulven Ancilla?"
Hun så vurderende på Ancilla, en varulv i blandt deres rækker det var noget nyt. Så sagde Ancilla med en rolig stemme, selvom hun langt fra var. Det var næsten som om hun var til eksamen syntes hun.
"ja, det er mig. Her er disse papir jeg skulle have med"
Ancilla lagde dem roligt på bordet, et eller andet skreg i hende at hun bare kunne vende om, dette ville aldrig gå. Men Ancialle rystede det af sig, dette måtte ikke mislykkes. For hvis det gjorde, så havde hun både svigtet sin læremester og sin gud. Kontormusen tog straks papirene og kiggede på dem, hun gav et nik og så sagde hun.
"Du skal bare ned af den gang og gå til højre og så til venstre, så kommer du ind til vores leders kontor"
En tung sten faldt fra Ancillas hjerte, nu havde hun klaret det et skridt af gangen. Hun sagde lavt til hende.
"Mange tak"
Straks gik hun med hurtigere skridt imod Lederens kontor, hun var ved at blive godt utålmodig selvom man nok ikke kunne se det på hende. Hun fandt hurtigt døren og ude på den stod der. *Tristan Cambell Wonder* Hun lagde hånden imod døren og så tøvende på den. Man kunne vel ikke andet end at springe ud i det, og med den tanke bankede hun på døren. Hun lavede et håndtegn bagud og hendes hund satte sig bag ved hende.

//Jeg skriver lige her så jeg husker den, du må meget gerne lige kort svare på denne besked - så bliver jeg ikke forvirret lol...//

huh? :D ellers en meget god ide :)

//Ja, jeg bliver meget let forvirret xD//

Tristan traskede roligt rundt om sit skrivebord. Han havde den ene hånd plantet på bordkanten og den anden var optaget af hans mobil telefon som han lige nu snakkede i.
"Ah, så du fik blomsterne? Ja, jeg ved godt at det var lidt overdrevet, men hey, you know me" Han smilede lidt for sig selv og tog et par skridt rundt om bordet og lod sin hånd hvile på bordkanten imens den kørte hen ad.
Han var idag iført et par camouflage løse jeans og en sort t-shirt. det var mest praktisk idag. Grunden var at selvom han havde en dag udelukkende i hovedkvarteret så havde han stadig træning med kadetterne og lidt træning med de yngre. Det var nu meget underholdene.
"Du aner ikke hvor langt jeg løb byen igennem for at finde nogen der bragte ud!" Grinede han ind i mobilen og fortsatte: "Anyways, så burde vi klart gentage date succesen".
Det bankede på kontordøren og han kiggede hurtigt hen imod den og lagde hånden for røret imens han svarede imod døren: "Bare kom ind, så skal jeg være der om 2 sekunder".
Han fjernede hånden igen og sagde hurtigt. "Ja, du hørte døren, arbejde and all - Vi ringes lige ved, ja hey" Han lagde røret på og kiggede ned i den et sekund inden han kiggede hen imod personen der lige var kommet ind.
Der havde lige været et hul i planerne hvor han kunne klemme et opkald ind. Selvom han lige var blevet leder så var han stadig ung og havde et liv udenfor. Han smilede stadig og var blevet i meget bedre humør efter lige at have lavet et opkald til Camille.

Ancilla kom en med et venligt smil på hendes læber, hun gik med hænderne bag på ryggen som militæret. Det var tydeligt at hun var kamptrænet, og hvis han havde regnet med at det var en nybegynder, skulle han måske tro om. Men ancilla blev noget så selv forundret, denne leder? Eller denne meget unge mand, var han dem alles leder? Så ung? Hun trak bare på skuldrene selv en gammelkrage kan være dårlig, så hvorfor kunne ikke en der nok var omkring 10 år yngre end hende have lederskillz. Men en anden ting ville sikkert forundre tristan, hvis han ikke havde fået besked at hun var varulv, så var det jo nemlig at hun var varulv. En rigtig dusørjæger kunne altid genkende en ved at kigge i øjnene, for varulve havde altid deres ulveglimt. Inden ancilla lukkede døren opdagede han måske den store hvide irske hun sidde og vente. Ancilla var nervøs og hun kom til at tage fat omkring det enkel guldkors omkring hendes hals. Det var en hun havde fået af sin læremester.
"jeg ved ikke om du har fået vide om min ankomst, men jeg er ancilla oplært af selveste Jacob smithson."
Jacob smithsom havde været blandt en af de fineste dusørjæger, nogle sagde at han var i direkte familie med van helsing. Men han havde altid nægtet det, dog havde ancilla sine anelser, men som hun aldrig har fået bekræftet.
"her er mine papir og bevis på at jeg er optræder"
sagde hun venligt, hun har altid været en venlig person overfor mennesker, men når det kom til væsner, så var det en hel anden snak. Hvis han tog papiret og kiggede på den ville der stå.

ansøgning til dusørjæger.
navn: ancilla (har ingen efternavn)
optrænet hos: Jacob smithson
Lægens vudering: rigtig god form. Hun træner dagligt med både løb, yoga, dans og styrketræning. Hun er stærkere end de fleste.
phykologs vurdering: hun har en stærk sindstilstand. Hun kan tåle stor press, hun er også udadvendt og har hverken mangel på selvtillid eller selvværd. Dog har hun en utrolig vrede og foragt mod alle væsner især varulve.
talenter: smidig, løber stærkt. Kan lugte, se i mørket langt bedre end mennesker pga hendes herkomst. Hun er trænet i næsten alle våben. Dog kan hun få kugler til at dreje i luften.

underskrevet af lærermester.
Jacob smithson

Tristan betragtede kort personen der kom ind. En kvinde nok sidst i tyverne , blondt hår og en ... var det en hund udenfor? Han kiggede kort efter hunden, men da døren lukkede rystede han bare på hovedet og tog imod papiret
"Ja, du er ulvepigen ...Ancilla right?" Han havde kort kigget på papiret for at finde hendes navn. Det eneste han havde fået at vide var at der ville være en varulv der skulle ansøge.
"Jacob Smithson? Jeg kendte ham..Som barn, eller mine forældre kendte ham. En god mand" Fortsatte han roligt og nikkede til hende. Han havde ikke rigtig hørt noget om ham siden han havde fået at vide at han var.. gået videre, what a shame.
Uden at sige mere skimtede han hurtigt papiret imens han fløjtede en lille melodi. Det var lidt usædvandligt at et væsen ville være væsen jæger og derfor var det svære for dem at komme ind.
"Du må forstå at jeg - for nu- ikke kan give dig helt 'medlemsskab' med det sagt at jeg ikke kan inddrage dig i møder eller andet indtil din prøveperiode er ovre." begyndte han og strakte lidt halsen. Det var svært at bedømme hvad man skulle gøre med en varulv der søgte ind.. "Denne prøveperiode er på ubestemt tid.. Indtil jeg mener at vi kan stole på dig..Det er af sikkerhedsmæssige grunde, ulv du ved?"
"Der står lige kort om en evne på papiret og jeg vil kraftigt fraråde at du bruger denne evne i selve hovedkvarteret, ude på missioner der slår du dig bare løs. Det hænger sammen med at mange af de yngre medlemmer ikke helt har lært at styre sig omkring væsner. Der vil jeg også råde dig til ikke at fortælle folk åbent om .. din race.. Ellers så for alle dusørjægere en melling om ikke at angribe dig på nogen måde... med mindre noget selvfølgelig tager overhånd" Han sendte hende et skævt, halvt udfordrende smil inden han afsluttede:
"Det ser jo fint ud på papiret, men hvad med i praktis?"

Han kunne lige så godt, ha ramt hende med et slag, det ville sikkert ha gjort mindre ondt. Ulvepigen var ikke lige frem noget hun var stolt af, det var tydeligt at se det mentale slag på hendes ansigtsudtryk. Men hun slugte det bare hurtigt og prøvede at skubbe det væk, han mente det nok ikke ondt. Ancilla kunne nemlig ikke fordrage hendes natur, og ville ønske at den ikke var en del af hende. Hun var glad for, at han snakkede videre om hendes læremester.
"Det var ærverligt, at du ikke kendte ham, han var en stor mand og få en af slagsen."
Sagde hun med et smil og blev straks varmet op af minderne om ham. Det havde været hårdt under hendes træning, men han havde altid været fair og rimelig. Der kom hun til at tænke på denne Camille, hun var for ikke få dage siden ringet op af. Et menneske der gerne ville trænes i at kunne forsvare sig selv i væsner. Hun havde ingen anelse, hvor hun havde skaffet nummeret fra, men sikkert fra en af hendes læremesters venner eller sådan noget. Da Tristan fortalte om hendes nye nuværende situation, så så hun bare forstående på ham.
"Jeg forventede heller ikke andet, andet ville være dumt af en leder."
Sagde hun med et smil, der nok var lidt svært at gennemskue om det var spottende eller bare drillende.
Men de flere gange han nævnede *ulv* om hende gav en samtrækning i hendes krop. Men det var det hendes læremester havde mindet hende om så mange gange, de andre ville ikke forstå, hvor meget hun kæmper for ikke at være den hun er. De ville bare se hende som en ulv.
"Du skal ikke bekymre dig om min herkomst, i hele mit lange 28 år liv har jeg kun forvandlet med 3 gange. Første gang da jeg blev fundet som lille af min læremester, og de andre gange fordi jeg var rime meget døden nær."
Sagde hun beroligende, for hun ville godt forstå hvorfor han ikke ville stole på hende. Hvordan skulle han kunne lade vær?
"Du skal ikke være bekymret om at jeg nævner om min race til andre, det er ikke noget jeg vil blære mig om"
Prøvede hun at sige for sjov, men hendes smil var sørgmodig, for det var sandheden. Men hele hendes ansigt lyste op, som en lille sol da han sagde noget med praktisk. Hun så tilbage på ham med sammen udfordrende smil.
"Altid til tjeneste angående med det, lad mig lige få mine ting. Jeg har både praktisk og få eksemplar af mine våben og selvlavet ammunition og det ville jeg helst bruge"
Hun vendte sig imod hendes hund, som straks rejste sig op. Hun lavede nogle drejende bevægelse med hunden og sagde tre fløjt i forskellige toner. Hunden ved navn krølle vendte sig hurtigt om og løb ned af gangen. En kontordame gik på gangen og balanceret med papir, og blev straks skræmt af den meget, meget store hånd løbe forbi.
"Jeg er trænet godt inde for praktiske ting. Jeg har f.eks trænet min hund krølle til at kunne flere kommandoer end en fårehund, plus han kan dræbe væsner og har dræbt mange selv. Jeg har tilgengæld en del af en liste af nogle af dem jeg har dræbt"
Hun tog et stykke papir frem og gav det til tristan.
"Der er navnene på dem, så det kan bevises at jeg har dræbt dem plus jeg kan vise dig, hvor de er begravet for endnu engang at bevise at jeg ikke er en snyder."
Listen var meget lang og så kunne man høre kløer imod gulvet og hendes hund var kommet tilbage med en stor sort sportstaske omkring dens hals. Ancilla smilte til hende og kastede en godbid til ham.
"I den har jeg en Magnum sniper, 2 deserts eagles, selvlavet patroner, vievands håndgranater, sølvgranater osv"
Hun tog den store taske op og så på ham. Men før der blev rigtig sådan sagt mere kom en halv løbende hen til kontoret. En dusørjæger som lige har været på jagt kom forpustet.
"Mr Wonder, vi har en levende varulv til fange, som har dræbt 4 kvinder, 2 børn og 3 mænd. Skal vi dræbe ham eller skal vi lade aspiranterne træne på ham"
Ancilla lyste op ved chancen at dræbe en varulv, hun så hen på Tristan med en udfordring, og et blik der sagde, nu kan du se mig i virkelig praksis ikke?

Tristan hørte hvad hun sagde, men blev nød til at at give hende et undskyldene smil. Han havde taget imod listen med væsner, men havde bare hurtigt kigget ned på den igen.
"Jeg tror dig skam det er ikke det, men sikkerhedsregler skal følges også selvom regler er til for at blive brudt." Svarede han og kiggede på hunden der var kommet ind med sprotstasken. Det var jo ikke fordi at han ikke troede hende, men hun var et væsen og indtil hun havde vundet hans tillid forblev hun på det plan.
En noget forpustet jæger brasede pludselig ind og Tristan kiggede irriteret på ham.
"hvor mange gange bare idag har jeg bedt dig om bare at kalde mig Tristan? Geezz, Mr. Wonder er min far, ikke mig" Svarede han til at starte med og fortsatte hurtigt til det rigtige spørgsmål. Det var tydeligt at se at denne nye kvinde gerne ville lege med den, men sådan kørte han bare ikke stillen.
"For god sake, bæstet har dræbt 9 mennesker, kaddetterne er slet ikke klar til sådan noget endnu. Desuden ville det være inhumant og babarisk at give dem lov til at stikke i den til den forbløder... Giv den et hurtigt skud til hovedet. Død på stedet" Fortsatte han og gav manden et hårdt blik. Til slut gav han ham et skævt smil og gennede ham ud.
"Jeg er ked af det, men at lade dig få æren af det ville være som jeg sagde inhumant. Et hurtigt skud til hovedet er mere smertefrit for begge parter" Han kiggede hurtigt ned i bordet og genvandt sit udfordrende gnist i øjet.
"Men det betyder ikke at du ikke kan vise dit værd. Jeg havde mere i tankerne en duel. Så kan jeg bedst bedømme hvor jeg har dig" Han afsluttede med et bredt smil og et flabet udtryk.

"Jamen hvorfor...Hvordan?"
Hun tog sig hurtigt i det, hun ville sige, hun kunne komme op med mange 100 forskellige grunde til ikke at bare dræbe den humant. Men hun tog sig i det, for hun skulle ikke være imod hendes leder, især nu hvor han har understreget, at han bare ser hende som et væsen, og derigennem indirekte uden, at han har fortalt det, også heller ikke har respekt for hende. Der var både med, at hvorfor skulle den slippe så let fra det, når den havde dræbt så mange, selv kristendommen siger et øje for et øje og tand for tand. Hvorfor skulle vi være human over for en af disse onde og mørkets væsner? Den næsten grund, hvis den skulle dræbes humant, hvorfor kunne en af aspiranterne ikke gøre det? Det krævede for nogle person meget at dræbe et væsen, og hvis de skal ud i det virkelige liv, så hjalp det ikke, at de gik i stå, når det væsen var enten ved at dræbe andre eller gå til angreb på dusørjægeren selv. Hun dræbe selv sit første væsen, da hun var 4 eller 5. Hun kunne finde på mange andre grunde, og hun stod også og så stædigt på ham. Mest fordi hun måtte bruge sin egen stædighed til ikke at bare bryde ind. Men hendes dårlige tanker forsvandt hurtigt, da hun så glimtet i hans øjne, og han forslog en duel. Hun kunne ikke selv lade vær med at smile udfordrende tilbage, dette var lige noget for hende. Skulle hun så være imod selve dusørjægernes leder, eller ville han sætte hende imod nogle andre? Men uden af set, hvad udfordring det ville være, så ville det nok gå godt.
"Hvad for en duel så? Nærkamp med næver? Med nærkampsvåben? Eller skydekonkurrence jeg er frisk på det hele"
Sagde hun med et stort smil, hendes hund sad lige så pænt ved ham og lagde hånden blidt på hundens hoved og nussede den lidt bag ørene. Den lod tungen hænge ud af dens mund, og den nød at hun kløede den.

Han havde hovedet på og en enkelt hånd i denene bukselomme, lidt fremoverbøjet og stadig med et udfordrende smil. Det var ikke fordi han så ned på hende. Han af alle ville vide hvordan det var at blive set ned på.
Han havde opfanget hendes blik da han havde beordret varulven dræbt humant og smilede skævt idet han tilføjede: "Hvis vi havde leget med den varulvs liv var vi ikke et hak bedre selv. Vi er til for at beskytte mennesker, ikke til for at være babarer. Når du selv er ude kan du pine dem som du vil, men her på hovedkvarteret køre vi efter mine principper" Han vendte ryggen til hende et øjeblik og smilede. Han havde drømt om at kunne sige sådan noget siden han kunne drømme.
"Faktisk er jeg ikke så vild for skydekamps træning. Ikke at det er forbudt, men det kan være meget ... Der er større sansynlighed for varige men.. Ud over det er jeg ligeglad.. Vi kan kaste din evne med i spillet også hvis du ynder det" Han vendte rundt igen og smilede stort idet han tog et skridt fremad imod hende igen.

Hun var lige ved at sige noget igen, men tog sig i det. Hun tænkte for sig selv, hvis det havde været hans egen familie, som var brutalt blevet dræbt, så tror hun ikke lige, at Tristan selv ville være så human. Men hun kunne tydelig fornemme, at han på en eller anden måde var stolt af at kunne sige det. Havde han overhoved været leder i lang tid? Det virkede ikke sådan, for ellers ville han ha været utrolig ung der hvor han startede, hvis han skulle ha været leder i flere år.
"Det er dig der vil prøve mig af, så det går efter dine regler? So bring it on"
Sagde hun med et stort fedt smil og hendes øjne glødede af udfordring og morskab. Hun havde papirarbejde, undtagen hvis det var noget matematik, hun var et geni i folkeskolen til matematik. Men det er fordi, når hun bruger sin evne, så skal hun kunne beregne vinkler ud osv. For ellers ville hun ramme ret så meget ved siden af. Så kunne Ancilla høre noget med sin skarpe høresans, og hun kiggede ud af vinduet. Varulven i et stort jernbur var blevet trukket ud, for at blive dræbt. Der var flere aspiranter som kiggede nysgerrigt, for flere af dem har aldrig set en varulv før. De havde nemlig ikke plads lige for øjeblikket inden for, så de måtte gøre det ude. Men heldigvis var det område, ikke et område hvor offentligheden kunne kigge. Det var tre dusørjæger, som førte ulven ud og skulle dræbe den humant. Den var kridhvid og kunne godt ligne Samuel, hvis Tristan havde mødt ham før. Men det var det heldigvis ikke, men nogle af tremmer var løse, så ulven smadrede ind i den ene side og de brød op. Ancilla så det og tog hurtigt fat i en af hendes desert eagles i hendes sportstaske, som gik ret så hurtigt, fordi hun reagerede hurtigt og fordi hun vidste præcist hvor den var. Mens hun rejste sig op igen, så lavede hun en drejende bevægelse med pistolen. Tristan kunne høre den velkendte lød, når en pistol blev trukket og hvis han vendte sig om, ville han se at pistolen blev rettet imod ham i en bevægelse. Ancilla skød, men istedet for at kuglen ramte ham lige i hovede, fløj den lige få cm fra hans hovede, ud igennem vinduet der stod på klem og flød og ramte ulven, mens den tog et spring i luften for at dræbe den ene dusørjæger. Ulven faldt brat til jorden, og var død på stedet. Ancilla indså at hun havde pistolen trukket imod tristan, og vendte den straks nedad. For det ville nok se lidt forkert ud, at hun havde trukket pistolen imod dusørjægernes leder.

Han tænkte lidt. Hans regler? En fordel for ham ville være at kunne bruge sin egen evne og derved også lade hende bruge sin, men han kunne bare ikke lade nogen se evnen. Hans evne havde ellers fungeret så godt imod hendes evne... Han sukkede vendte sig rundt idet hun affyrede et skud og lyden af en rude der smadredes kunne høres. Han kiggede først på hende, så på ruden som hendes skud var gået igennem og til sidst ud på ulven.
"Impressive, men behøvede du smadre ruden?" Drillede han og satte en hånd i siden på sig selv.
"Bare en ting.. Du bliver nød til at stole på dine kollegaer" Smilede han og nikkede ud imod gården. Hvis hun kiggede efter kunne det ses at alle inklusivt den jæger som ulven var sprunget imod, havde trukket pistoler på ingen tid og havde også sigtet imod den. De ville sagtens have noget at slå den ihjel.
"De er nogle gode folk..Og de kan klare sig selv" Han sendte hende et anerkendene smil og nikkede imod døren.
"Jamen lad os komme afsted. Jeg tror vi tager en nærkamp til at starte med.. Ingen våben eller evner.."

Hun kunne godt lide hans afslappede holdning, og hvordan han drillede. Det var en god ting når man var leder, det kan smitte af når alle er presset til at de lige kan tage et pust og så være langt mere fokuseret.
"ja men sagt, hvis man vil ha det gjort ordenligt, så skal man gøre det selv"
Sagde hun med et stort fedt smil, og det var tydelig hun drillede igen. Hun begyndte at gå ud af døren til hans kontor, da han nikkede derhen. Hun havde aldrig været her før, men hendes læremester havde et tidspunkt nogle kort over stedet, fordi han stod et tidspunkt for sikkerheden og der havde hun stået og studeret kortet, nok til at hun kan huske det selvom hun kun havde set det ordenligt en gang. Men det var fordi hun havde en fotografisk hukommelse, som gjorde at tal, kort, minder osv. Sad langt mere fast i hukommelse end hos de fleste.
"Skal vi bare til det normale træningssted for aspiranter, eller der hvor de mere erfaren træner?"
Men da de gik på gaden kom der en af de gamle og erfaren dusørjæger, og han stoppede straks op og var ved at trække sin pistol imod Ancilla. Fordi han så at hun var varulv, men så så han at hun var sammen med deres leder, og så blev han straks roligt, rystede på hovedet, og gik videre.
"Tristan har sikkert en god grund til at have en varulv her"
Mumlede han lavt for sig selv, men Ancilla opfangede det med sine skarpe øre. Hun så bedrøvet i retningen af ham og kom med et lydløst suk. Måske skulle hun bare have haft vendt om, hun kunne jo stadigvæk ha haft jagtet væsner som altid, hun kunne bare ha været en uofficiel dusørjæger. Eller ha rejst til Canada, hvor hun blandt andet havde jagtet i flere år igennem hendes træning, og der kendte dusørjæger kontoret hende. Men de haved både også vampyr og andre dusørjægere af ikke menneskelig herkomst.

Han rystede på hovedet og tilføjede kort. "Hvis man stoler nok på andre behøver man ikke gøre alt selv..". Han havde bestemt ikke noget imod hende, hun virkede flink, men hendes holdninger kunne han ikke forholde sig til.
"Faktisk så træner de lidt blandet.. Men vi har 2 træningssale..Vi rydder bare den ene for folk.. Jeg tror også det bliver en mere fair kamp sådan med evner" Fortsatte han og klappede en takt på lårene imens han drejede ind ad en gang hen imod træningssalene.
En ældre dusørjæger traskede forbi dem og han pegede kort på Ancilla med sit våben inden han gik videre. "Rolig John, jeg har styr på det" Tilføjede Tristan hurtigt til ham og smilede skævt. John var en flink mand omen meget paranoid. Han havde i sin tid mistet et øje til et væsen og hadede dem som pesten.
"Sorry, bout' that, ta' det ikke personligt..." Mumlede han bagud til Ancilla og endelig stod de foran den store sal. Han åbnede let døren og trådte indenfor. Jægere i alle aldre trænede rundt omkring ... Store hjalp små og omvendt.
En glad og forhåbningsfuld aura havde spredt sig i hele salen.
Tristan trådte ud på midten og klappede et par gange i hænderne. Folk forstummede og kiggede i retningen. Nogen ældre skævede til Ancilla imens de fleste børn bare kiggede forvirret.
"Okay guys, kan vi bede jer flytte til den anden sal? Vi har en mindre privat duel så hvis i vil være søde at flytte så ville dte være awesome" Sagde han højt så folk kunne høre det.

"Det er selvfølgelig rigtigt nok, men stadigvæk. Hvorfor ligge ens eget liv i andres hænder?"
Ancilla var ikke typen der samarbejde, sådan var hun optrænet. I skolen lavede hun aldrig gruppe arbejde, hun lavede alt selv og stræbede efter gode karakter. Hendes læremester havde altid lært hende, at hun altid skulle kunne klare sig selv. Da hun var 17 år blev hun blandt andet efterladt ude i Canadas vildmarke og skulle klare sig selv der. Med kun en sovepose, nogle få tændstikker, en vandbeholder og en kniv. Der klarede hun sig selv i 5 måneder indtil hendes læremester fik opsporet hende igen. Hun kunne godt se fordelen når man stoler på andre gør ting, men hun syntes tit selv at det var bedst at gøre det selv. Men selvfølgelig som leder, kan man jo ikke gøre alt selv. Hun stolede også på menneske og dusørjægere generelt, så det var ikke det der var problemet.
"Men sagde du lige ikke at vi skulle have en kamp uden evner?"
Men så gik der noget op for hende, på den måde han sagde evner på. Virkede det også som om han selv havde det? Ancilla kiggede forundret på ham, men undlod at sige noget især nu hvor de andre var til stede. Det var derfor hun kunne lugte dette lidt elektriske over ham.? Hun kunne ikke lade vær med at smile af tanken at dusørjægernes leder har evner, ved de andre det overhoved eller? Men alle folk lyttede selvfølgelig eftter ham og begyndte at gå ud. De ældre dusørjæger kiggede kun engang på Ancilla, men flere af dem trak bare kun på skuldrene og gik videre. Deres leder vidste nok bedst, nogle af de unge aspiranter kiggede lidt underligt på Ancilla, det var som om de kunne fornemme at der var et eller andet anderledes omkring hende, men de fleste havde ikke lært at kunne spotte væsner endnu. Flere af dem kiggede også under på den store hund, som fulgte bag ved tristan og Ancilla.
"Når men så skifter jeg lige hurtigt til noget praktisk tøj"
Hun viste med håndtegn at Krølle skulle ligge sig op af op af væggen lidt væk fra døren af. Så gik hun hen til kvindernes omklædnings rum. Han hørte straks efter og luntede hen og lagde sig på gulvet og snuste lidt i luften, fordi der var alle de lugte fra de forskellige mennesker. Der var en ung aspirant en 15 årige knægt, som gik forsigtet hen til den store hund. Men krøllede logrede bare med halen, men blev stadigvæk liggende. Det var en sort hårede spinkel knægt.
"Hvad er dette for en hund? Hvem ejer den?"
Han gik hen og aede den på hovedet. Ancilla var heldigvis en af dem, der var hurtigt til at klæde om, og ikke som mange andre kvinder hvor det tog 100 år en madpakke for at klæde om. Hun kom ud igen, og hun havde sorte løse praktiske militær støvler og bukser. Og så havde hun en tætsiddende t-shirt og havde sat sit hår op i en hestehale.

Tristan lavede et par glatte sving i luften med en hånd og fløjtede en glad melodi. Han forstod godt at hun ikke kunne sætte sig ind i det samarbejde han snakkede om. De havde trods alt levet 2 meget forskellige liv. "Dit liv ligger ikke i andres hænder. Det er de andre der er sikkerhedsnettet under dig. De giver dig kun bedre chancer for overlevelse hvis du skulle snuble." Prøvede han at forklare, men valgte til sidst at lade det ligge og tilføjede kort. "Jeg er selv blevet grebet flere gange.. Eller også var det mit held" Et smil formede sig på hans læber.
Man kunne ikke klare sig med held alene, men han havde nu klaret sig langt på det. Også meget lidt på evner og lidt på reflexer.
"Bare hvis du nu fik lyst at bruge den evne" Svarede han kækt og folede armene over kors da folk begyndte at bevæge sig ud. Han nikkede bare til Ancilla da hun ville klæde om og ventede ved siden af den store hund. En af de ældre aspiranter kom hen og aede den.
"Hey Rafeal... Det er hende damen jeg kom ind sammen meds hund. Hun søger om at blive dusørjæger" Svarede han og Rafael rettede sig op. Han var en høj dreng, men stadig ikke lige så høj som Tristan.. Men mon ikke han blev det om en 3 års tid når han var på hans alder. Drengen nikkede og nogle af hans venner kaldte på ham så hun snurrede rundt og løb efter dem ud af salen.