friskfanget # Tristan#

Tid. Omkring middag.
Vejr. Strålende sol .
Sted Havnen, marinaen hvor både sejler ud på udflugter.
Omgivelser. Mennesker og en hel del flere kasser med døde fisk end man kunne ønske.

* krash..bang..bom* en kæmpe støj overdøvede dét meste menneske summen, da adskillige kasser med markrel væltede og fiskene blev spredt ud over dét hele.
Camille var for en gangs skyld ikke årsag til ulykken da hun stod et stykke derfra.
Hun overvejede at købe et lille bitte sommerhus ude på den lille ø Pointfree .
Og da dét var en herlig dag havde hun besluttet at tage en tur med en af turist bådene , bare for at tjekke område og huse ud...man skulle jo nødigt gøre noget overilet .
Hun rynkede på næsen ved synet af fiskene, var dét ikke meget sent at de stod med deres fangst...det plejede da at være meget tidligt om morgenen ?
Nå, hun ville over og købe en billet ved dét lille skur.

Et brag kunne høres idet Tristans fødde ramte det grønne container låg. Han hoppede hurtigt videre ned på jorden og kiggede op på det tag han lige var hoppe fra. Var han sluppet fra den? Han tog et par hurtige indåndinger og spærrede overrasket øjnene da en skikkelse næsten kom flyvende ned fra taget og landede foran ham og for tredje gang på 10 min prøvede han igen at stikke af.
Det havde været sådan hele middagen nu. Han havde stødt på den tidligere, vampyren. Bare tilfældigt og så skulle han selvfølgelig være lidt for flabet. Sagen er så bare den at vampyre ikke er så nemme at slå ud som man skulle tro. Og man tror ikke vampyre er nemme at slå ud.
Små rifter og flænger kunne ses på hans hud og tøj, men intet seriøst. Han var iført et par slidte mørkeblå jeans og en sort t-shirt samt en sort efterårsjakke.
Han lavede en grimasse da han kiggede bagud efter vampyren som var i fuld fart efter ham. De nærmede sig havnen og mennesker, ikke godt. Uden at tøve mere stoppede han op og gled ned på jorden og under benene på vampyren som opdagede det alt for sent. Tristan fik fat i et random jernrør som lå lidt væk og svingede det af alt kraft imod den forvirrede vampyr som havde vent hovedet imod ham.
*DONK*! Kunne der høres idet jernrøret gjorde nærkontakt med væsnets pande og den bakkede bagud og tog sig klynkende til hovedet og snerrede.
Tristan lavede en overrasket grimasse og kiggede fra jernrøret til væsnet og tilbage og smilede så bredt. Han hoppede på benene og spænnede alt hvad han kunne imod havnen før vampyren kom til sig selv.
Det tog ikke lang tid før han maste sig igennem menneskerne på havnen og hen til et lille skur der solgte billetter til færgerne. Han kunne mærke et par forvirrede blikke fra folk rundt omkring, men ignorerede det.
"En billet til den tidligste afgang" Sagde han stresset og hamrede et par mønter ned på bordet imens han kiggede sig bagud for at se om vampyren var på vej.

Ekspedienten så nærmere på Tristan.
Hun var en pige i slutningen af tyverne og havde hele dagen siddet lukket inde i dét lille skue, og solgt biletter til overvægtige middelaldrene mænd.
Hun spærrede øjnene op ved Tristans ankomst og priste sig lykkelig over at hun netop forinden havde opfrisket sin lipgloss.
" Så gerne...hvilke navn må jeg skrive på biletten ...du skal måske besøge...noget familie eller en...kæreste ?" fiskede hun efter oplysninger, midt i markreldunsen der stadig herskede.

Camille nærmede sig langsomt billetskuret.
Selv om dét var lunt, havde hun hendes hvide baggybukser med div sygninger på og hendes tanktop med che guevara på ryggen.Håret var hapset lidt skødeløst op i en hestehale ,med dét resultat at en masse lokker stadig stak ud og hang løst.
Hun nåede derhen og så...Tristan ?stå og flirten med pigen i lugen.
Var dét en han kendte eller hvad ? Hun rystede en følelse af ubehag af sig og gik derover.
"do you mind ....der er andre der gerne vil købe billet ...måske i kunne klare dét der senere " sagde hun så dødt at kun hvis man kendte hende virkeligt godt, ville man opfange undertonerne.

Tristan rodede sig stresset i håret da han synes at kunne høre en knurren lidt væk, eller var dte bare paranoia? Han kiggede på pigen med et dumt udtryk som om hun lige havde spurgte om noget uforståeligt og trippede så lidt frem og tilbage. "ja,ja det hele!" sagde han "Skriv Tristan, Tristan Wonder, and make it quick" Fortsatte han og snurrede rundt ved en velkendt stemme. Han fik øjenkontakt ved den nyankomne person og ønskede i et sekund at jorden ville åbne sig under ham og med alt sin vrede gribe fat i ham og slænge ham ned i undergrunden, der var dog ingen der hørte hans yngste og intet skete. "camille..." Mumlede han og kunne ikke lade være med at sætte spørgsmålstegn ved hvorfor hun altid dukkede op mest ulejligt.

Camille stirrede lidt mere på ham end hun havde intention om.
* Har han familie der...og kæreste ? * Dét havde hun ikke lige set komme.
Men nu hun tænkte over dét så havde hun vist aldrig spurgt direkte ...hun havde bare antaget at..
Hun kastede tankerne væk og så på Tristan " Hej...håber ikke jeg forstyrre...men færgen afgår om 10 min og jeg skulle gerne være ombord " smilede hun til ham .Dét var virkelig vanskeligt at blive vred på ham, dét var nogle dage siden de sidst havde... Siden auktionen.

Pigen i skuret pegede på et lille skilt på hendes stribede skjorte "Yvonne...jeg hedder Yvonne ...Tristan siger du ...måske jeg skulle ændre Yvonne til Isolde " flirtede hun videre og Camille mærkede en indre irritation.
* for pokker....giv nu manden sin billet og kom videre i livet * tænkte hun irriteret .

Tristan lavede et stresset udtryk ved Camilles ord. 10 min! Han kiggede på denne Yvonne og gav hende et hurtigt smil. "Gør hvad du har lyst til, men kan jeg få min billet så jeg kan komme med en færge??" Sagde han hurtigt og vente sig rundt da en høj snerren kunne høres i menneske mængden. Han bed sig i læben og så på at folk vende dig rundt for at kigge hvad lyden var kommet fra.
Folk var ligesom stoppet op i det de lavede for at se hvad der skete. "For satan" Mumlede Tristan og overvejede om han stadig skulle flygte.

Camille hørte også en mærkværdig lyd...nærmest som en snerren, som en lyd helt ned fra en strube.
Ej, dét kunne vel ikke være...?
Med en spirende angst i kroppen, drejede hun omkring og så en mand hvis øjne havde en unaturlig rødlig farve.
Først nu så hun ordenligt på Tristan.Han havde små flænger og sår på hud og tøj.
Sandheden ramte hende, han havde været på arbejde....og manden dér var vampyr...og ude efter Tristan.
Hun så sig omkring...her var for mange mennesker, dét ville blive kaos.Kunne de lokke ham væk ? Eller nå afsted med båden?Hvis dét var Tristan han havde sine øjne på , kunne hun måske gøre noget.
"Har du en træ pæl...eller noget jeg kan sende i ham ?" Hviskede hun imens hun greb fat i Tristans arm og holdt fast.

Tristan kiggede ned på Camille da han mærkede at hun greb fat i hans arm. "Havde jeg haft det så havde DU ikke fået lov at forsøge" Svarede han hurtigt og overvejede hvad han skulle gøre, der var alt for mange mennesker her og vampyren kunne let bruge andre mennesker som gidsler.
"Ved du hvad, jeg tror ikke den billet bliver nødvendig" Sagde han så til damen ved billetsalget og greb fat om det rør som han havde smidt fra sig på jorden og tog et par hurtige skridt frem for at slynge det igen. Den nu forberedte vampyr greb det med lethed og væssede højt hvilket fik det til at løbe koldt ned af ryggen.
"Kom så store dreng, kan du ikke klare en simpel jæger!" Udbrød han over til vampyren og snurrede rundt for at sætte afsted imod en båd lidt væk uden mennesker. Han gav Camille et puf i ryggen imens med ordende: "Kom væk herfra!" Også var han væk imellem menneskene med vampyren i hælene.

Camille så op på ham, troede han ikke hun kunne hjælpe ?Eller passede han på hende.
Hun fik svaret da han puffede hende og råbte hun skulle væk herfra, for så selv at agere madding for at lokke vampyren væk.
* Tristan* tænkte hun bare....alene med en vampyr...hun vidste han var hurtig og stærk, men vampyren var ude i solskin så han måtte også være virkelig stærk.
Hun måtte se om hun kunne hjælpe.
Hun så en spids blyant sidde bag øret på Yvonne og uden at spørge om lov , snuppede hun den og satte i løb i den retning Tristan var flygtet med vampyren lige i hælene.
Efter nogle minutter stod hun ved en hel række både, der lå fasttøjret.
Hun satte hænderne på hendes lår imens hun fik pusten igen.De måtte være på en af bådene.

Tristan vendte sig rundt et par gange for at kalde vampyren hånene navne for at sikre sig at den fulgte med. Han nåede frem til en båd der ikke var begyndt at tage passagere på endnu. Mandskabet stod på land og røg imens de snakkede om hverdagsting. tristan kunne kun skimte en mand på skibet og det så ud til at være kaptajnen som pudsede sit 'ret' til at styre båden.
Han satte i retning af båden og hoppede uden videre de 1,5 meter der var hen til kanten af båden og fik fat med begge hænder på ræglingen og hoppede op på dækket. Væsnet var hurtig til at følge med og idet Tristan løb hen over båden kunne han høre mandskabet råbe et eller andet utydligt efter dem.
Tristan løb med det samme hen til en noget forvirret kaptajn med væsnet i hælene. "Sejl for fanden, nu!" Råbte han og kaptajnen synes forvirret, men villigt at følge ordre, selv han kunne vel se at det ikke var en normal mand.
Skibet 'gassede op' og begyndte at tøffe fremad for at sætte ud imod søs.

Alt syntes at ånde ro.Der var ingen tegn på kamp nogen steder.
Camille forstod dét ikke, dét var da den vej her de var løbet, var dét ikke.
Slukøret , bevæbnet med en blyant og opfyldt af en følelse af at være til ingen nytte, gik hun med hastige skridt tilbage til Yvonne.
"En billet til pointfree ...nu tak " sagde hun og betalte straks.
Hun små løb over til turist båden, og nåede akkurat ombord inden den satte fra land.
Camille stod ved rælingen og kiggede på vandet der slog op af båden.
Hendes tanker kresede om Tristan, var han okay , havde han rystet vampyren af.
Hun følte ved sin hals, dét lille blomster vedhæng, der var kommet til at betyde så meget for hende.
Hun ville slå ham ihjel, når hun så ham...sådan at ...hun vidste jo ikke om han var i sikkerhed.
Hun stod i egne tanker , og afslog en ung fyrs tilbud om en kop kaffe ...og snart lagde båden kajen, og de kunne stige af.
Camille så sig om...hvilken vej skulle hun gå ?

Tristan løb lidt i cirkler i båden for ikke at blive flået og han skimtede en Ø lidt væk.
"Derhen, hen til øen!" Råbte han til kaptajnen. Han skulle have kaptajnen af skibet så han kunne slå sig løs med sin nye 'ven'.
Kaptajnen mumlede noget med "Pointfree.." Og satte kurs imod Øen. Tristan hev et kort sværd frem fra det ene bukseben og gav sig til at gøre et par udfald og parader imod 'dyret' der ikke så ret besværget- med andre ord, han var 'screwed'.
Båden bankede ind i stranden på øden lige ved siden af en anden færge der havde lagt til. *Skønt, kunne du ikke have 'parkeret' lidt væk fra mennesker* Tænkte Tristan for sig selv og var i det mindste glad for at Camille for én gangs skyld ikke var fulgt med.

Hun var kun nået en 100 meter væk , da endnu en båd lagde til...hvis man kan kalde det dét.
Den virkede til at være en lidt ubehjælpsom måde, og der hørtes stemme der var højtrøstet.
Hun stoppede med at gå, ville lige se hvad dét omhandlede, inden hun gik mod sommerhus området for at tjekke dét ud.
Hun så nogle skikkelser bevæge sig ombord....dét var da ikke muligt ?! Han var let at genkende med sit orangefarvet hår.
Hun småløb tættere på båden imens hun kaldte på ham ."Tristan...Triiistan.." råbte hun.

Tristan prøvede et par gange at hamre det korte sværd ned imod vampyren, men dte eneste der skete var at han end imellem måtte dukke sig eller få en skramme mere. Han kiggede hen på kaptajnen "Ned på land, nu!" udbrød han og synes at kunne høre nogen kalde på ham. Han kiggede over rælingen og fik øje på --- Et 'i knew it' udtryk---- Camille.
"Camille!" Begyndte han, men blev slået ned i jorden da vampyren overfaldt ham fra den ene side. "Argh, væk med sig!" udbrød han og holdt vampyren i begge hænder væk fra hans ansigt imens den prøvede at komme tæt på med sine skarpe tænder.

Hun troede ikke sine øjne da han blev slået omkuld.Vampyren var der stadig, der på båden .
Havde de sloges al den tid ? Tristan måtte da være udtømt for kræfter nu.
" nej...dit lede dyr..stoop...lad ham være " skreg hun lidt hysterisk og nærmede sig nu båden.
* blyanten...hvor lagde jeg den* hun roede i nogle af alle lommerne i bukserne, og fandt den.
Hun fik svinget sig op på dækket ved hjælp af en redningskrans på siden ,der fungerede som afsæt da hun ret uelegant fik gumpede sig op.
"Hey you " smertefri hun af vampyren.

// edit...snerrede og smertefri...er dét samme ifølge hr.mobil //

Tristan kunne mærke vampyren stoppe og kigge på bagud på den nyankomne. Det var lang tid siden at han havde været så glad for at se hende, eller... egentlig ikke, men alligevel!. Han brugte det sekund vampyren tøvede til at lamme den med et lille elektrochock fra hans hænder og væltede den om på siden så han nu trykkede den ned imod jorden. Den opdagede for sent hvad der skete, men begyndte hurtigt at spralle for at komme fri. "Nu, nu, nu, kill it for god sake!" Udbrød han og måtte bruge alt sin vægt for at holde den nede.

Camille stirrede den i øjnene i hvad der virkede som en evighed og virkelig bare var et split sekund.
Så havde Tristan fået den ned at ligge , hvordan fik han dét ? Han vækkede hende op , ud af hendes trance tilstand efter hendes øjne kontakt med vampyren, og hun holdt blyantet frem og visualiserede dén ramme og penetrerer vampyrens hjerte.
Hun bad en stille bøn til dét virkede, ellers vidste hun ikke hvordan hun skulle slå dén ihjel.
Dén sagde nogle underlige lyde og hun så på Tristan, ude af stand til at bevæge sig nu hvor virkeligheden indhentede hende, var hun bange.
"Er han død ?"

Tristan gav slip på vampyren af bare forskrækkelse da en ...blyant?... fløj lige forbi ham og lige ind i brystet på vampyren. Den reagerede først ikke. Så kom nogen små væsse og hostelyde inden den var stille.
Han smilede svagt op til hende. "Den var død længe før idag, men jo, jeg tror ikke den vil bevæge sig mere" Svarede han efter at have taget sig selv i at skulle til at mærke dens puls. En vampyr havde jo ikke en puls, hvor dum var han.
Han kiggede ned på den igen og gav den et par små lussinger. Ingen reaktion. Så var han sikker. Et lettet suk og han satte sig med et bump på dækket.
"Phew, det var tæt på..." Mumlede hanog kiggede op på Camille igen. Det tog et par sekunder for ham at huske sidste gang de sås og han vente blikket meget hurtigt ned igen.

Camille gik i bokseringen mentalt...i rødt ringhjørne havde vi lettelsen over han var død og de var i sikkerhed og i dét blå ringhjørne holdte samvittighed hof.Havde dén nogen efterladte der nu ville savne ham, kunne de have pacifiseret ham , kunne hun , Istedet for at dræbe ?
Hun hørte godt Tristan men alligevel ikke helt.
Hun satte sig ned, aldrig før havde hun dræbt en vampyr.
Dét føltes underligt....ved højlys dag.
Hun så på Tristan...."Kom du godt hjem sidst ?" sagde hun og fortrød straks ved mindet og følelsen af han stod så tæt på hende...og hans læber.
Hun kiggede væk...genert..og skiftede emne fluks..."Mon ikke de har noget med sukker i at drikke ?"

Tristan kiggede hen på vampyren igen og holdt blikket der. "Jeg kom hjem.... øhm helt fint" Svarede han og kunne godt mærke akavetheden komme snigende. Nej, han ville ikke lade det ske, det skulle ikke være akavet. Han svarede ikke på det sidste hun sagde og satte istedet en hånd på hendes skulder. "Jeg tror han var en ny vampyr, han vidste åbenlyst ikke at sollys var dårligt for ham og han havde ikke forståelse for at bruge sin evne, hans ... pårørende, tror allerede han er død, du reddede ham fra at blive et monster" Sagde han opmuntrende da man tydeligt kunne se hvad hun tænkte. Det var ikke sikkert at hun havde samme syn på sagen med hensyn til væsner, men mon ikke hun havde med vampyre.

Hun tog hans ord til sig , havde brug for at de var sande.Derfor satte hun ikke spørgsmålstegn.
Hun havde ladet 'tingenes tilstand' fra deres sidste aften sammen glide lidt i baggrunden...så meget dét lod sig gøre.Dét var ikke helt let måtte hun sande, men hendes stædighed var en god medhjælper.
" Du har rifter og flænger...er du okay?" Spurgte hun og rakte en hånd frem for lige at få en hjælpende hånd til at komme på benene.

Han tog fat om hendes hånd og hev hende op på benene igen. Så kiggede han ned af sig. Han var lidt forrevet, men det var heldigvis også det. "Ja, det kunne være værre" Svarede han med et tandsmil og kiggede rundt på båden, hvordan skulle han nogensinde forklare hvorfor han kaprede en båd med et lig ombord.
"Vi bliver nød til at smutte før politiet kommer" Sagde han så og bed sig i læben. Det sidste han ønksede var et krydsforhør de næste 24 timer.

"hvad så med ...begravelse ?" Spurgte hun men de var allerede ved at gøre sig klar til at forlade båden, som både kaptajn og de få besætningsmedlemmer havde gjort allerede.
" okay...vi smutter " sagde hun og tænkte de måtte finde noget at drikke på øens tilbud af cafeer, butikker og kiosker.
Hun satte sig på bådens kant , og hoppede ned og landede med et bump og et " Argh " men hun kom hurtigt op og stå og bed dét i sig.Tristan ville elske at have 'noget' på hende.
"Er der dømt nøl...eller kommer du?" Hun lød nok lidt mere kæk end hun følte sig.

Tristan ventede til hun var hoppet ned og kiggede en sidste gang på vampyren. "Sorry pal" Mumlede han og camille kaldte igen. "Buzzy er hun ikke?" Sagde han så og hoppede også ud over. Han lanede på 2 ben med lidt bøjede knæ.
"Already here babe" Drillede han med et smil og rettede sig op. Gad vide hvad der var at tilbyde på denne ø. Og gad vide hvad han lavede her.
"Jeg fik aldrig spurgt hvad du lavede her?" Afsluttede han af og begyndte at bevæge sig væk fra båden.

Hun smilede og tænkte * showoff* og rejste sig op ,startede med at børste noget sand af tøjet.
Hun begyndte at gå ind mod byen og lo lidt til hans spørgsmål.
"Jeg er her for at opføre mig fuldstændig uforsvarligt ....jeg overvejer at købe et lille tiny sommerhus hvor jeg kan sslappe af , et sommer hus som jeg på ingen måde har råd til " hun trak på skuldrene.
Om ikke andet kunne hun altid kigge og drømme lidt om hvad hun engang i fremtiden måske havde råd til.