En søgen! (mathias)

Dato : 25. oktober 2011
Årstid : efterår
Dag : tirsdag
Vejr : blæsende og koldt
Sted : en gyde ved markedespladsen
Tid : 17:03
Omgivelser : Hus-mure, støv og murbrokker.

Segovax havde besluttet sig for at tage indtil byen for at bruge lidt penge eller måske tjene nogle, men han er stadig ikke sikker på andre mennesker så derfor vælger han markedets små gyder da han kan holde sig skjult fra andre og havde en flugt vej hvis det bliver nødevendigt, han tænker *hvis nu jeg er heldig er der måske en lille godbid der forvilder sig herind*. Han fortsætter ind i gyden hvor han går og kigger på nogle af de folk der står og sælger mystiske ting her. Segovax beslutter sig for at han vil vende om og bevæge sig tilbage mod den retning han kom fra, men han blive nysgerrig da han ser en lille kniv ligge på jorden han går hen mod den for at samle den op.

De små krystalflasker glimtede svagt, og glasset klirrede når de kom til at ramme hinanden. Den røde substans fik tænderne til at løbe i vand. Engleblod, årh det måtte han have. Det var alt for besværligt at slå en engel ihjel, især denne slags engel. Han så kort på prisskiltet, inden han tog sin pung op af lommen. Manden bag boden var en grum type, og ærlig talt orkede Mathias ikke lige at skulle starte en diskussion eller anden uhøflighed nu. Så bare betale prisen. Hans blik gled hen over andre flasker. Et muntert suk forlod hans læber inden, at han rømmede sig og pegede flaskerne ud han gerne ville have. Manden gryntede og fandt en lædersæk frem, som han proppede flaskerne ned i. Da han rakte penge til manden, gav han sig straks til at tælle dem. Mathias himlede med øjnene, da han gav sig til at tælle dem for anden gang. Manden skulle åbenbart være sikker på at han ikke blev snydt. Mathias greb fat i posen og begyndte at gå, der lød et grynt til, og han fortsatte videre. Med en hurtig bevægelse fik han hevet en flaske op af posen og åbnede for proppen, lod duften af blodet fylde hans næsebor. Umm, ikke lige så godt som friskt, men stadig ALT for delikat. Han lod en dråbe ramme hans tunge inden han roligt lagde flasken ned igen.

Kniven der lå på jorden var en meget simpel kniv, muligvis hjemme lavet men god stand og kvalitet, han samlede den op fra jorden og rejste sig så igen, og så sig om han lagde mærke til at der var en anden person tilstede her. Han stod lidt og kiggede *hvad fanden skal jeg gøre bare løbe eller hvad?* han stod og tænkte for sig selv. Han besluttede for at gå hen imod den fremmede der var et eller andet over ham, et eller andet der mindede ham om Rafael, han blev nærmest draget nærmere mod denne fremmede person, han lagde mærke til hvorledes han så velhavende ud modsat Segovax, som kun lige havde nok til at klare sig, det var tydeligt at se han var vant til at klare sig selv uden hjælp fra butikker eller andre, han gik endnu tættere på manden, det var sjovt han blev draget sådan han plejede normalt at være så menneske-sku, du ved sådan som en hund der er blevet slået og afvist.
Segovax nåede hen til manden "hvad laver du i en gyde som den her?" spurgte han ham om.

Mathias stod længe og grundede over smagen, så himmelsk. Et skævt smil spredte sig på hans læber, og blev efterfulgt af en kort latter. Det gik op for ham at han måtte virke som en undsluppen fra tosseanstalten, hvis han gik sådan rundt, så han stoppede øjeblikkeligt. Igennem de smalle pasager og han var nået ned til en gyde. Højt oppe var der beskidte vinduer med tøj hængende ud på en tørresnor. Det fik en rynke frem på dæmonens næse. Hvor var det her sted usselt. Tænk engang, han boede ikke engang særlig langt derfra. Forenden af gyden stod en skikkelse. Måske boede han her, det kunne godt se sådan ud, med den beklædning han bar. Mathias viklede sit strikkede halstørklæde en enkelt gang rundt om halsen, da det var blevet løst, og fortsatte ellers frem. Stanken af vareulv ramte ham hurtigt. Rynken på hans næse blev tydeligere. Smagen af engleblodet havde dog lidt samme virkning på ham, som energidrikke havde på mennesker. Hans sanser blev en smule forstærkede og han begyndte at tænke klart. Vareulven kom tættere på. Og Mathias gjorde intet for at stoppe. Helt ærligt, det var bare en skabet køter, klædt ud som menneske. "Går igennem?" svarede han åbenlyst på det tåbelige spørgsmål. Hvad var det her? En eller anden dårlig replik fra en actionfilm. Hans ene øjenbryn var hævet, imens han betragtede dyret.

"du minder mig lidt om en" han kiggede på ham, begyndte at smile, og spurgte så "kender du en der hedder Rafael?" han grinede lidt for sig selv han syntes ikke han virkede som nogen hyggelig person ligesom Rafael men dog var der noget over denne person der mindede om de samme, men han kunne ikke helt sætte sin finger på det. Han bed sig selv i armen og slikkede blodet i sig, han var gået hen og blevet lidt afhængig af smerten og smagen.

Hans øjenbryn blev hævet endnu mere. Blikket der lå på varulven var meget skeptisk. Det kunne umuligt være en god ting at minde om en det der kendte. "Om jeg kender en der hedder Rafael?" Mathias så sig rundt, inden han rystede på hovedet og smilede skævt. "Nej, jeg kender ingen der hedder Rafael," konstaterede han og sendte ulven et skævt smil, hans øjne var dog helt kolde, og hans stemme dryppede af hånlighed. Da dyret bed sig i armen og blodet begyndte at løbe, fnyste han. Havde køteren fået lopper? Blodet påvirkede ham ikke. Han afskyede varulve blod, det mindede for meget om dyreblod. Han havde skam spist dyreblod, og kunne sagtens leve af det, men det var på ingen måde smagfuldt. Det var hvad han havde levet af i sine unge da, før han fandt ud af hvad han var. Lugten af blodet fik ham næsten til bare at gå. Han mistede i hvert fald sin appetit rimelig hurtigt.

Han kunne ikke lade være med at lægge mærke til at han virkede arrogant, som om han troede han var bedre end ham "hvad fanden tror du du er, sådan bedre end alle andre eller hvad?" han spyttede efter ham, for hvis der var noget Segovax ikke kunne klare var det folk der troede de var mere værd end andre, han var stort set altid blevet behandlet som et udskud, kun meget få havde set bag hans facade. Han kiggede hånligt på den fremmede, måske havde han ikke selv nogen penge men han vidste han var noget værd.

Mathias trådte hurtigt til siden uden at fortrække en mine da spytklatten fløj forbi ham. Han stillede posen ned ved siden af sig, så hans hænder var fri. Det kunne måske blive rimelig voldsomt. Aldrig skulle et dyr begyndte at snerre af ham, eller føle sig oven på HAM. "Jeg tror ikke noget om mig selv, jeg ved noget om mig selv," sagde han uden at se på dyret, men med en isnende stemme. "Men chancen for at du på nogen måde kan måle dig med mig er så minimal, at jeg næsten ikke tør tænke på det," Mathias rettede hovedet op og så på dyret. Hans øjne var hårde. Hurtigt lod han hånden glide igennem håret. "Du hører ikke til her? Gør du vel? Hvad med at smutte tilbage til jordhullet ude i skoven, læg dig i mudderet og føl dig tilpas, måske er du så heldig at der kommer en og klapper den lille skødehund på maven?" sagde han nedladende.

*han leger med ilden* han tænkte det og overvejede om det var en god ide at angribe ham, han kiggede meget hårdt tilbage på ham og sagde stille og roligt "du er sgu ikke bange af dig" han vidste godt at det han selv lavede, måske også var at lege med ilde.
"hvad med at du bare smutter hjem til dig selv, der har du jo sikkert nogen til at beskytte dig sådan som du går rundt og ser ud" han vidste godt at samtale ikke var hans stærke side, men det skulle sgu ikke forhindre ham i at svine ham til.
"Jeg vil give dig et råd, gå ud og gem dig i skoven og lev der i 15 år, og så kan vi se om du er noget værd." han sagde det med både hånlighed og seriøsitet i stemmen.

Mathias lo, koldt og hårdt, ingen glæde overhovedet. Det lød næsten metallisk. "Du tror virkelig du er noget hva?" spurgte han og stoppede uden varsel. "Men nej, jeg har ingen andre end mig selv til at beskytte mig," sagde han hånligt, "Så du kommer bare, jeg har ingen hær med mig," tilføjede han bittert. Det kunne sagtens blive kamp, hvis det var. Det var intet problem. Den skabede køter havde intet på ham.
"Ah..." sagde han og hævede øjenbrynet igen, "Ligesom dig, så jeg kan blive indelukket og doven, have socialiseringsproblemer..." han så ud til at overveje det et øjeblik, selvom hårdheden ikke forlod hans øjne. "Prøv at være på flugt i 120 år, leve på gaden, slås dig vejen frem til succes, i stedet for at gemme dig for virkeligheden knægt," lo han hårdt. Hurtigt fik han samlet posen op. Det ville være ondt at slå på børn. Måske lignede Mathias en på dyrets alder, men han var langt ældre og mere erfarend end det.

"du tror du er så meget bedre end mig bare fordi du er 6 gange så gammel som mig hva?" han grinede af hans kommentar. "men hør her, jeg har ikke gemt mig for virkeligheden jeg har blot levet en anden side af den end dig, men modsat dig ved jeg der er mere end en side, og mere end en måde at leve den på" han snøftede af den åbentbart meget ældre herre, "men når du nu er så gammel hvad så med at vi henter hjemmepasseren, så hun kan følge dig hjem i seng?" han kiggede meget alvorligt på ham der var ikke længere morskab i hans blik det var meget alvorligt måske tæt på at være fyldt med mordlyst.

Krystalflaskerne klirrede let da han svang læderposen over skulderen. "Nej, jeg tror ikke at jeg er bedre, bare langt mere erfaren end dig," sagde han høfligt, med en snært af hån. "Så du har levet på den anden side af virkeligheden... ude i en skov? Og hvad lavede du så der?" spurgte han og sendte ligeledes et morderisk blik. Det kunne da blive meget sjovt det her. "Jagtede egern måske?" foreslog han med en kold latter.
"Jeg er skam langt ældre end du tror, men jeg er ikke svag... Du kunne prøve at teste det, medmindre du er bange for at komme til at lægge ned, vovse," snerrede han. Åh, det kunne da være meget sjovt at skulle lære hunden et par tricks, selvom det nok ville kræve lidt tålmodighed. "Men jeg kan selvfølgelig også passe på at du ikke bliver overbelastet... På den anden side bliver det morsomt at se dig løbe væk med halen mellem benene."

"nej jeg jagtede ikke egern, jeg klarede mig selv, ingen hjælp fra nogen ikke noget med bare at gå ned i en gyde og købe noget delikat, nej hvis jeg ville have noget lækkert måtte jeg sgu selv fange det" han kiggede på den anden med et blik uden noget i, så begyndte han at smile. "jeg er skam ikke bange for dig, jeg har levet i en konstant frygt så længe at frygt ikke påvirker mig længere, og det ville da være sjovt hvis der for en gang skyld var nogen der kunne lære mig noget!" han smilede skævt til ham, hvis han havde været i lidt dårligere humør var han nok allerede sprunget på manden men han stod der bare.

Mathias så på dyret med afsky, "Hvordan regner du med at vi andre har overlevet i så mange generationer?" spurgte han og rystede på hovedet. Det her var latterligt. Troede denne person rent faktisk at han var speciel fordi at han havde boet væk fra civilisationen? Mathias var ALTID nødt til at fange sin mad selv, det var langt fra svært at skaffe sin mad. Og tiderne ændrede sig hele tiden. Det ville det dyr have svært ved at kunne se. "Jeg har heller ikke gjort noget, som skulle gøre dig bange for mig endnu, kræ," sagde han og smilte høfligt, stadig med en noget så kold stemme. "Men jeg har andet at spekulere på end en skabet køter der beklager sig over hvor hårdt den har det," sagde han og begyndte at gå tættere på, for at komme forbi vareulven. "Men jeg kender ikke din ven, jeg har faktisk ingen ide om hvem han er," sagde han og gik forbi ham. Posen klirrede lystigt, som bjælderne på en slæde.

"jeg har ikke beklaget mig, jeg har blot representeret en anden måde at leve livet på end den du lever lige nu" han sagde det stille og roligt mens han kom tættere på *skal jeg angribe ham eller lade være?* det var et spørgsmål det plagede ham, den fremmede virkede overhovedet ikke bange hvilket jo bare betød at det kunne gå hen og blive interesant, han kiggede på ham, og trådte så lidt til siden for at blokere "du skal ikke bare begynde at gå fra mig" han grinede mens han sagde det.

Mathias rullede øjne af ham. Dette barn var alt for tåbeligt at høre på. "Du burde virkelig få nogle bedre argumenter så," sagde han irriteret, "Og lade være med at beskylde folk for at være noget de ikke er." Han knyttede den frie hånd og gloede på dyret da det havde blokeret vejen for ham. Ah, så det ville slås, de kunne de sagtens. Det ville ikke blive ham der kom ned at lægge. Sådan skulle det i hvert fald ikke blive. "Jeg skal videre?" sagde han irriteret, "Hvad vil du gøre, som kan stoppe mig?" spurgte han og fik hurtigt tilføjet, "Du har intet med mig at gøre, og burde heller ikke lægge dig ud med mig, så hvad med at smutte langt væk køter?" hans stemme var ildevarslende.

"jeg har aldrig prøvet at komme med nogen argumenter for noget" han var ved at være godt træt af den her hr. næsen i sky. "hvad jeg kan gøre for at stoppe dig, jo se du der er mange ting, en kniv i maven en manglen strube, der er mange muligheder" han så surt og irreteret på ham "Er jeg nu en køter, har jeg virkelig været så ubehagelig at være sammen med" han grinede af ham.

Mathias sukkede håbløst. "Så du har aldrig nogensinde haft en holdning til noget?" Var dette dyr virkelig så blankt? "Så kan man da i hvert fald tale om en skødehund, hvordan kunne hundebassen dog klare sig ude i den farlige verden i så lang tid?" sagde han med en forvrænget, hånlig stemme. "Ja, for jeg ville dø af at få stukket en kniv i maven, og få skåret struben over... Eller ikke, det er det fede ved at være udødelig," sagde han kækt og satte en frostkold hånd imod brystet af manden. "Jeg ville stadig råde dig til at holde dig langt, langt væk fra mig af, du skulle nødig få alt for mange problemer," kom det truende fra ham, hans stemme var helt lav, næsten en hvisken, kun varulven ville være i stand til at høre det. "Og dog, jeg har oplevet langt værre... dyr end dig. Ærlig talt må jeg sige at jeg ikke bryder mig meget om din slags, i er lidt for beskidt... og uintelligente," konstaterede han koldt.

"du siger jeg er uintelligent fordi jeg ikke har gidet at spilde min tid på at argumentere med en snob som dig?" han var ikke den uintelligente type han havde mange holdninger og meninger og forstod sgu godt hvordan tingene hang sammen, "og ja du kunne dø af en kniv i maven hvis nu det var den rigtige kniv, ikke sandt?" han smilede.

Han knyttede den ene hånd og stak ham en lige højre i ansigtet.

Mathias rynkede på panden. "Jeg har aldrig kaldt dig uintelligent, også selvom det er min mening om dig... Men du sagde at du ingen argumenter havde, hvilket vil sige at du ikke burde starte en diskussion med mig," redigerede han nedladende, "Desuden ville snob være forkert at bruge, da du er fremmed for mig, og ikke kan udtale dig om min personlighed på den måde," hans stemme var iskold, ligesom hans blik. Mathias rystede på hovedet med et smil, "Desværre ikke nej. Men du kan dø af en knækket nakke, og det er jeg i stand til at udføre på et øjeblik, med armene bundet," sagde han uden at fortrække en mine, uden så meget som at blinke.

"jeg må ikke kalde dig snob, fordi jeg ikke kender dig? men det er helt i orden at du kalder mig køter, det virker lidt dobbelt moralsk?" han kiggede på ham igen med sit skæve smil, han vidste godt at det ville være en svær modstander, men det var ikke noget han var bange for. Han gik helt op til ham, fnyste ham i ansigtet og gav ham så et slag i ansigtet.

"Du er en køter, der ligger forskellen," sagde han og rullede øjne. "Det overrasker mig ikke engang at du ikke kender forskellen på en egenskab og et øgenavn," hans stemme var helt kold. Mathias stod stille og lod sig ikke engang mærke med slaget. Hans udtryk ændrede sig ikke, selvom blodet begyndte at dunke under hans hud. Hurtigt tog han fat i ulvens arm og fik ham vendt rundt, så han ikke kunne komme nogen steder. Han placerede et knæ i ryggen på ham. "Dæk vovse," lo han hånligt.

han begyndte at grine, han elskede smerten, den var hans ven. Han sparkede bagud på mandens ben for at vælte ham samtidigt med at han svinger sig selv forover og river ham med, han grinede lidt over smerten i forsøget fik han vredet skulderen af led, men det var sket så ofte, så den vred han bare på plads igen. "Du er en snob, du tror du er bedre end mig, ja det er du måske også på visse punkter"

Mathias lod sig rive med, så var faldet knap så hårdt. Han lå lidt på jorden inden han sprang op på benene igen. "Var det det? Du er allerede såret og jeg har intet gjort endnu jo?" Mathias så blot på køteren, brugte sin evne til at give ham psykisk smerte, en smerte der var så overvældende at det var svært overhovedet at kunne se. Det her ville gøre det meget nemmere. Han plantede en fod i ansigtet på vareulven så man kunne høre at næsen brækkede.

"tak for den brækkede næse den fysiske smerte er nemmere at håndtere" han smilede til ham den psykiske smerte var overvældene men det var ikke noget han havde tænkt sig at pive over, han tog fat i hans fod der var plantet i hans ansigt og vred den rundt så man kunne høre knoglerne knække, og så pressede han eller foden bagud og så frem så knogle spidserne borede sig ud gennem kødet, han rejste sig op, og smilede venligt til manden.