A little Game if you are in the mood- Melodeina <3

Omgivelser:Døde Træer
Tid: 21:20
Vejr: Klar nattehimmel
Sted: En lysning i den triste skov.
Tøj: En mørkegrøn kort kjole med en sort kappe og højhælede laksko.

Catherine stirrede på Fuldmånen der skinnede på den sorte himmel fyldt med glimtende stjerner. Hun lå på ryggen i det tørre græs. Hun forstod ikke hvorfor hun var kommet herud med lyden af en ulveflok ikke så langt væk gjorde hende en smule beroliget da hun elskede ulvenes selvskab. Hun overvejede at forvandle sig til sin leopardform men kom fra tanken da et par gyldne øjne lyste i nærheden. En ulv. Hun rejste sig hurtigt og en svag men advarende knurren kom ud af hendes blottede tænder. Ulven skyndte sig væk. Catherine vidste at hendes nerver var på højkant da det var fuldmåne. En af de dumme ting ved også at være formskifter. Fuldmånen ændrede hende en smule. Hun blev mere agressiv. Hun sukkede dog og skubbede tanken væk. Hun hoppede op i det nærmeste træ og lænede sig op af den tygge stamme...

Melodenia løb gennem skoven. Hun elskede at løbe om natten, og hun elskede stjernerne. Men de er bare rimelig svære at se inde fra byerne. De dumme falske lys ødelagde hele nattehimlen. Hendes korte lysfarvede kjole svejede lidt i vinden, men hendes hår blev hvor det var blevet sat tidligere. Hun var glad for at have taget de flade sko den aften.
Hun hørte nogle ulve hyle mod månen, men det tog hun sig ik af. De skræmte hende ik, men hun ville tilgengæld heller ik i nærheden af dem. Hun kom ud til en lille lysning, hvor man rigtigt kunne se stjernerne, og hun kiggede bare op på dem. De var lidt anderledes end i Grækenland, men stjerner er stjerner.
Hun kiggede stille rundt, men blev lidt forskrækket over at der var så mange døde træer. Hun kunne se at der var noget eller nogen oppe i men hvem kunne hun ik se.

Catherine hørte lyden af hurtige lette fødder og duften af grækenland blandet med vampyr duften overmandede hende. Hun åndede langsomt ud og kiggede roligt ned på den unge pige. Hun kunne se ulvene der stadig kiggede i skoven. Hun så en af hendes Pumaer der nærmede sig pigen bagfra og hun hoppede ned i en fart der var umulig at se. Hun knurrede af pumaen der langsomt gik væk. Hun sukkede og tog sig til hovedet. Pigen kunne jo klare sig selv. Hun vendte sig om mod pigen og smilede kort og roligt. " Godaften " Sagde Hun roligt og afklaret. Det var svært for hende at dufte grækenland da det var der hun var født.. Hun betragtede pigen og i hendes øjne startede en ny farve at brede sig. Sølv. Nej ikke Luna. Catherine mærkede Lunas indtrangen i hendes sind men satte straks en mur op så Luna ikke kom til at overtage. Hun kiggede på den græske pige med et nysgerrigt blik. " Mmm, Vampyr, Hvad er dit navn? " Spurgte Hun roligt og støttede sig til det træ hun stod op af..

Melodenia hørte pumaen komme op bag sig, men hun nåede ikke en gang at vende sig rundt, før at skikkelsen fra træet stod bag hende og sendte eller skræmte den væk. Hun var ik sikker på hvilken en af dem.
Hun studerede den nye vampyr, for hun var helt klart en vampyr, men Melodenia havde ik set hende før, og hun var ret sikker på at hun havde set en del, da Azriel rev hende ind i det der store hus for vampyre. Hun så at hendes øjne lige som kort skiftede farve, men det var så hurtigt ovre at hun troede at det måske bare var indbildning.
"Mit navn er Melodenia. Og hvad er dit?" Spurgte hun i en venlig tone, men hun følte lidt at hendes nakke muskler blev spændte.
Hun vidste ingen ting om denne vampyr, og hvad nu hvis hun var ude på ballade.

Catherine betragtede Melodenia med en vis forsigtighed men da hun så at vampyren her var en smule vagtsom overfor hende grinede Luna i hendes sind. Catherine kiggede beroligende på hende. " Jeg er ikke ude på ballade, Jeg er gammel og har prøvet alt for meget til at slås uden grund " Sagde Hun med den ukendte accent der nok mindede halvt og græsk og halvt om engelsk. Hun smilede. " Jeg er ikke ude på at slås yngling " Sagde hun på græsk. ( Yngling betyder yngre vampyr end en selv ). Hun var en smule forvirret da hun ikke troede at den duft der hang ved Melodenia fandtes mere. Hun regnede med at alle de gamle grækere selv vampyrerne var døde. Hun betragtede igen vampyren og hendes øjne skiftede til sort med et strejf af blå. Hun kunne mærke sine øjne blive gyldne og med en lodret pupil som hos dyr. Hun blev dog en smule vred på Luna da hun prøvede at overtage og hendes øjne blev den normale grå/blå farve. Hun smilede og hendes lange hugtænder smuttede ud som et lyn. Catherine holdt en smule øje med sin Puma der nu var gået hen til flokken af pumaer. Hun ville helst ikke skade dem men vis de prøvede på noget var hun nød til det. " Hvad laver du så herude denne kølige nat? " Spurgte Hun nysgerrigt og roligt..

Melodenia blev overrasket over at hun kunne græsk, så hun kiggede mere indtrængene på hende, men blev kun mere forvirret over at hun ik ville sige hendes navn. Der var noget over hende som Melodenia ik var sikker på, og at den ældre vampyr ik ville sige sit navn, gjorde det bare være.
Hun kiggede kort over mod pumaerne der stod i en lille flok ude på side linjen, og lige som holdt øje med hende. Hun kiggede tilbage på vampyren, og så endnu en gang at hendes øjne skitede farve.
Hun rystede lidt på hovedet som for at klare det op, "Hvorfor vil du ik fortælle mig dit navn?" Spurgte hun med en pressende stemme. Kvinden havde en hemmelighed, det kunne melodenia fornemme allerede nu, og hun kunne ik lide det. Men hun lod med vilje sine muskler slappe af som for at vise at hun stolede på vampyren, men hun havde alle andre sanser på rød alarm.

Catherine havde ingen lyst til at sige sit navn da alle dem der havde boet i det gamle grækenland kendte det. Hun havde været den mest bandelyste person i hele landet. " Mit navn er Catherine " Sagde Hun forsigtigt og stirrede vredt på den ene puma der gik hen mod dem. Pumaen trak sig dog klogt tilbage da Catherine blottede sine hugtænder. Hun betragtede Melodenia vagtsomt men slappede en smule af. Vis hun kunne huske hvem hun var var det godt men hun var lidt ligeglad lige nu. Hun var dog nysgerrig over at pigen var græsk. Alle hendes sanser gik på højtryk da fodtrin hørtes i skoven. Hun kunne høre at det var en snigskytte og det gjorde hende vred. Hun gik hen til melodenia og trak hende bag ved sig. " Stol på mig " Sagde Hun stille og i samme øjeblik blev hun til et koldblodigt monstor. Hendes hud blev hvidere, Hendes øjne blev blodrøde, Hendes negle blev til klør. Hun stirrede rundt i skovens kanter og lagde hurtigt mærke til at dyrene var forsvundet. Alle som en. Hun snerrede lavt da en sølvkugle borede sig igennem luften. Hun tog fat i Melodenia og trak hende ned på knæ. " Bliv der " Sagde Hun stille og rejste sig igen op i den fulde størrelse. Hun grinede hånligt og højt. " Mmm Kom frit frem " Sagde Hun og man kunne hører vreden og kulden der nærmest kunne ses. Hun snerrede/ grinede da en mand kom gående hen mod dem...

Navnet sagde Melodenia noget, men hun kunne simpelthen ikke huske hvad. "orgh dumme søvn" Rasede hun. Den fik hende altid til at glemme, når hun lagde sig i jorden for at komme nogle århundrede til livs. Men denne gang var det vidst for mange år der gik.
Hun hørte nogen fodtrin i skoven, og brugte alle sine sanser på at finde ud af hvem det var og hvad de ville. I det samme trådte Cathrine ind foran og sagde stol på hende.
Men hvordan kunne Melodenia stole på hende, når hun ik vidste særlig meget om hende. Måske var hun ude på at få hende dræbt, og da hun så Cathrine gennemgå forvandlingen var hun sikker på at hun skulle løbe den anden vej, men det faktum at hun kunne tale græsk, fik hende til at blive, for hun ville vide mere om hende, og hvorfor hendes navn virkede så bekendt.
Da hun blev trykket ned på knæ, så blev hun der og da hun så manden træde ind i lysningen, følte hun, ingenting. Hvad lavede han herude på denne tid af natten. Hun kiggede op på Cathrine og så at hun kun havde øjne for manden i den anden side. Melodenia kiggede frem men blev stående og følte sig lidt som en klovn, der var sat til udstilling. Da manden trådte frem kunne hun næsten høre Cathrine grine.

Catherine forstod ikke hvorfor men hun så noget af hende selv i denne vampyr. Hun stirrede stadig på Manden der var ved at tage sigte. Hun kunne se at han var uerfaren. " Melodenia prøv at dræbe ham, vis der sker noget gør jeg selv noget " Sagde Hun stille og vidste ikke hvorfor hun ville have hende til at dræbe denne mand. Hun puffede Melodenia et par centimeter hen mod manden og smilede beroligende. Hun havde en stærk vilje og den skreg at Melodenia skulle dræbe lige nu. Hun så på hende og smilede svagt, en trækning i mundvigen. " Prøv " Sagde Hun og holdt vagtsomt øje med manden. Vis manden angreb var han død før han gjorde skade. Manden vidste det ikke men Puma flokken stod bagved og holdt skarpt øje vis de kunne hjælpe. Catherine havde trænet dem som hunde og de hørte efter som var hun alfa i deres flok. Hun smilede og snerrede roligt af manden. Hun løftede sin hage en smule for at vise at hun havde tillid til Melodenia.

Melodenia sad stadig på knæ, og da Catherine sagde at hun skulle dræbe ham, så blev hun lidt i tvivl. Skulle hun bare dræbe eller drikke hans blod samtidig? Tja det var et lille stykke tid siden at hun havde fået blod sidst, men hun var da ik i nød. Melodenia var i en lille krig mod "det onde" som hun tænkte det som. Blodtørsten gjorde hende til en monster, og hun havde at være det monster.
Den gode side tabte og Melodenia kom på benene og kiggede på den ældre vampyr endnu en gang, og da hun nærmest fik grønt lys af Catherine, så løb hun hurtigere end øjet kunne se over til manden og stillede sig foran ham. Man kunne se at han var skræmt, men det provokerede bare Melodenia mere. Hun tog geværet ud af hans hænder og knæekkede det midt over, og manden prøvede på at flygte.
Melodenia smilede triumferende og løb så foran ham endnu engang, og det gjorde hun et par gange. Manden kunne slet ik følge med, og til sidst faldt han om på jorden. Hun stod over ham og smilede ondskabsfuldt. Hun kiggede kort over mod Catherine og så tog hun manden ved kraven af trøjen og hævede ham op fra jorden.
Hun stillede ham på benene, men han kunne ik rigtig stå på sine egne ben, og hun tog om ham for at holde ham oppe. Hun åbnede munden og lod sine tænder synke ned i hans kød på halsen, og blodet strømmede. Hun elskede jagten og selvfølgelig blodet der fulgte. Hun drak ham næsten tom, han var stadig halvt ved bevisthed da hun smed ham på jorden og gik roligt tilbage til Catherine, stadig med lidt blod om munden.

Catherine betragtede Melodenia. Hun stod stille da Melodenia rejste sig op og kort kiggede på hende. Manden skreg da geværet blev flækket men Melodenia havde ikke set den sølvkniv han havde bagved sig men Pigebarnet klarede den da. Hun var hurtig men ikke så hurtig som hun kunne være. Hun blev ikke forstyrret af blodet da hun selv lige havde fået blod. Hun smilede hånligt til Melodeina. " Du er god og hurtig men det kunne være bedre " Sagde Hun og gik rundt om pigebarnet for at se om det var sket noget. Hun så fin ud men hun ville være død vis det havde været en erfaren snigskytte. " Ham der, var ikke erfaren " Sagde Hun og pegede på den næsten døde mand. Hun var henne ved manden på et øjeblik. Hun hev fat i ham og trak ham op med en hidsig bevægelse. Hun tog fat i sølvkniven og slap ham så han faldt ned på jorden med en høj lyd. Hun kunne mærke at det sved i håndfladen hvor sølvet rørte men hun havde prøvet det før så det gik nok. Hun var igen henne ved Melodenia. Hun tog fat i hendes hånd med den hånd der ikke rørte kniven og kiggede kort på hende imens hun sagde " Du kan være stolt vis du klarer det her " . Hun skar en kort streg i hendes håndflade og man kunne se røgen. " Koncentrer dig om at hele " Sagde Hun stille og vidste at Melodenia kunne vis hun ville. " Hun så på sin egen forbrændte hånd og smed kniven. " Se her " Sagde Hun og stirrede på håndfladen der trak sig sammen og helede. " Du kan også " Sagde Hun og mødte Melodenias blå blik. ....

Melodenia rynkede brynene. Hun synes selv at hun var fantastisk hurtig, og så kommer Catherine og siger at det kunne være bedre? Hvad dælen er hun for en? Melodenia havde da overlevet i flere år, og var en af de sidste fra det gamle Grækenland.
Hun så Catherine gå hen til manden og tage ham op, men hun blev lidt overrasket over den sølvkniv Catherine tog fra ham. Den havde hun slet ik set. Hun rystede lidt på hovedet, og hørte så en høj bumb, som en krop der faldt hårdt til jorden. Hun kiggede over på hende og så at hun holdte kniven i hånden, og Melodenia blev forfærdet over at hun i det hele taget kunne holde ved den. Det gjorde jo helt vildt ondt, som at holde på en flame, bare 100 gange værre.
Da Catherine stod foran hende var hun lidt forvirret, hvad skulle der nu ske? Catherine tog hendes hånd, og hun frygtede med det samme hvad der skulle, mens hun hørte hvad Catherine sagde. Idet knivspidsen rørte hendes kød, gav hun et gisp fra sig. Smerten var hård og grum, men hun ville vide hvad Catherine var ude på, så hun prøvede hårdt på at holde det i baggrunden.
Få det til at hele? Hvordan skal man få det til at hele? Nu var hun ude på bar bund. Hun vidste ik hvad hun skule gøre, da hun normalt heler gennem dagen. Men hun havde set Catherine hele sig selv uden problever, så hun ville forsøge. Men koncentrere sig om at hele, hvordan?
Skulle hun se hendes hånd hel og perfekt som den var for få minutter siden, før den ældre vampyr maltragtede hendes hånd med den forbaskede kniv. Eller skulle hun se at sået helede sig foran hende. Hun havde ingen ide, og hun kiggede nærmest fortvivlet på Catherine.
Men hun valgte at ville prøve begge ider, og se om de virkede. Først prøvede hun med at se hånden hel for sig, men der skete ingenting, og hun fnøs i frustration. Så prøvede hun at se hånden hele for sig, se huden begynde at trække sig sammen om såret, og stoppede med flyde. Hun smilede for sig selv, og koncentrede sig hårdere, og hun endte med at såret var næsten helet, men man kunne stadig se en ridse ned over hånden, men Melodenia var bare overrasket over at hun havde fået det til at stoppe med at bløde. Hun kiggede over på Catherine for at se om hun bestod prøven.

Catherine holdt øje med Pigebarnets reaktion. Da Melodenia kiggede forvirret på hende sukkede hun svagt. Hun kunne se at Melodenia koncentrerede sig af alt kraft og det var nu hun kunne dræbe pigebarnet vis hun ville men hun havde ikke den mindste lyst da Melodenia lignede hende på mange punkter. Catherine kiggede på hendes ansigtsudtryk og kunne se at Melodenia var stolt over at få det til at holde op med at bløde. " Du bestod vist, du bliver bedre med tiden " Sagde Hun og trådte et skridt tilbage så der var lidt luft imellem dem. " Du har ingen skaber " Sagde Hun da Melodenia ellers ikke ville have gjort det med at høre efter. Hun havde en smule medlidenhed med Melodenia da hun selv ikke var vokset op med sin skaber James der havde forladt hende. Hun smilede en smule ved det hun ville sige. " Du kan lære en del mere end det her men kun vis du vil " Sagde Hun og ventede roligt på Melodenias svar der afgørede om Catherine skulle lade hende være eller være læremester. Hun kiggede roligt ind i pigebarnets blå kønne øjne....

Melodenia kiggede tænksomt på sin hånd. Nej hun havde aldrig haft sin skaber hos sig. Jo han skabte hende, men efter at have fortalt hende det mest basale ting om at være vampyr, så forlod han hende, for aldrig at lade sig blive set igen. Hun kunne ikke en gang huske om hun nogensinde fik hans navn, eller om han stadig var i live.
Hun blev lidt trist til mode, og kiggede op på Catherine. Hun virkede sød, men Melodenia havde altid skulle passe på sig selv, og hvis hun ik ved status eller alder over for en anden vampyr, så havde hun altid sine sanser klar. Men Catherine gjorde hende ik noget, og Melodenia føltes sig en smule mere sikker hos hende end hun havde gjort ved nogen som helst anden vampyr.
"Jeg er klar til at lære, hvis du vil vise mig hvordan man gør," sagde hun med en fast og en lidt selvsikker stemme, mens hun kiggede Catherine ind i øjnene.


//Sorry hvis jeg ik svarer så hurtig men har en fysik rapport jeg skal igang med. :) //

Catherine smilede svagt og man kunne nærmest se sætningerne der flød igennem hendes hjerne. Kunne hun klare det?. Mmm, Ja. Hun var fortvivlet men denne vampyr lignede hende selv så meget i sindet at det nærmest var smertefuldt vis hun sagde nej. " Jeg vil oplære dig men du skal kunne klare lidt af hvert, som at få nogle skrammer " Sagde Hun og vidste allerede nu at Melodenia ville blive førsteklasses vampyr med stort F. Hun smilede og tog fat i Melodenias overarm. Hun kastede hende tværs over lysningen og ville bare se hvordan hun landede. Hvis Melodenia landede klodset og højlydt kunne hun ligeså godt give op nu. Hun betragtede nøje sin nye lærlings bevægelser i luften og var meget opmærksom på vis hun lavede et fejltrin overhovedet. Pigebarnet skulle kunne klare at få et par overraskelser som at blive kastet igennem luften i et øjeblik. Hun holdt øje med Melodenia og hendes skarpe blik blev om muligt skarpere...

Melodenia var jubel spændt. Hun havde fundet en læremester. Efter så mange år med at lære tingene selv, og så også sove lidt, har gjort at hun ik var den bedste, og det var også et af grundene til hvorfor hun holdte sig i skyggerne, selvom hun var gammel og stærk. Hun havde ik lært at bruge sine kræfter rigtigt, endnu. Men hun håbede lidt at Catherine kunne hjælpe på det område.
Hun havde intet imod at få nogle skræmmer, men så tænkte hun over hvad det var Catherine kunne finde på at lære hende. Hun blev lidt overrasket da Catherine tog hende i overamen, og så smed hende gennem luften. Melodenia kiggede frem og så hvordan jorden kom tættere på, og hun gik måske en lille smule i panik. Men det gik hurtigt over og hun fokuserede på jorden.
Timing var det eneste i hendes hovede. Hun skulle have den rigtige vinkel og lande på den rigtige facon. Hun svejede lidt ned med ryggen, og brugte så styrken i faldet til at lande på hænderne og svinge benene bagover. Styrken gjorde at hun fulgte smidigt med og landede kort og enkelt på benene.
Hun kiggede sig omkring og så at hun stod i den anden ende af lysningen, og med ryggen mod Catherine. Hun havde ik selv lagt mærke til hvordan det gik da hun landede eller hvad Catherine var ude efter, og hun var en smule bange for at hun måske ik bestod. Hun vendte sig stille og roligt om og kiggede over mod Catherine for at se hendes reaktion.

Catherine var så lykkelig at det nærmest var umuligt at sige noget. Melodenia landte jo godt men ikke perfekt. Hun gik hen til Melodenia og kunne se at hun var bange for at skuffe. " du klarede det flot men der er et par ting der kan findpudses " Sagde Hun roligt og hendes stemme lød som vand der løber over sten. Kølig men varm. Hun smilede til sin lærling. " Vi kan vel godt smide et par ting ind i dit hoved " Sagde Hun og smilede roligt. " Næste prøve " Sagde Hun stille da det var hendes yndlings. " Slås mod mig " Sagde Hun og gik en smule ned i knæ. Hendes angrebs position. Hun smilede udfordrende til sin lærling. Hun ville lære Melodenia en del hun højst sandsynligt ikke var så god til. Fks at slå en ældre vampyr. Catherine provokerede Hende ved at smile hånligt og det var meningen. Hun ville se hvordan hun reagerede under provokation. Om det var noget at arbejde med. " Kom så " Sagde Hun hånligt og gjorde sig parat til angreb...

Melodenia var glad for at det gikså godt med alle de underlige prøver som Catherine puttede hende igennem. Men da hun bad Melodenia om at angribe hende, gik hun næsten i baglås. Hvad godt kunne det komme ud af at de slås mod hinanden, men hun så Catherine gå lidt ned i knæ. Melodenia kiggede sig lidt omkring, og vidste ik rigtig hvad hun skulle gøre, men da Catherine begyndte at provokere, vidste hun at det var alvor og at hun ik havde et valg.
*For dævlen da* tænkte hun, men hun begyndte stille at gå rundt om Catherine for at se om hun kunne finde et svagt punkt, men kunne ik rigtig finde noget. Hun ville ik lade sig provokere, da det kun ville ende galt, det havde hun fundet ud af for langt tid siden, så hun prøvede at tænke på hvad hun kunne gøre, og i en hurtig bevægelse gik hun efter hendes højre side, for skifte retning i sidste øjeblik og gå efter hendes venstre arm...

Hun kiggede alvorligt på Melodenia. Hun kunne se at pigebarnet ikke var for glad for det. Hun koncentrede sig om sin lærlings bevægelser og da hun angreb tog hun fat i Melodenias arm og kastede hende ned i jorden med en voldsom kraft. Hun så på hende . " Du er god " Sagde Hun stille eftersom det var sandt. Catherine vidste bare meget om at kæmpe. " Nu gør jeg det sværere for mig selv " Sagde Hun og tog bind for øjnene. Nu kunne hun ikke se og var afhængig af lugtesansen og hørelsen. Hun gjorde tegn til at Melodenia skulle angribe. Hun stivnede og lyttede efter hvor hendes lærling bevægede sig hen. Hun vidste at Melodenia ville tro at det ville være let men der skulle hun passe på. Hun lyttede vagtsomt efter og hendes øjne var lukkede som låste døre. Hun koncentrede sig mere og mere indtil der ikke var andet tilbage end at vente på angrebet..

Melodenia lå på jorden og kiggede vantro på at Catherine tog bind for øjnene. Melodenia kendte godt det trick, og hun vidste også godt at Catherine stadig havde føle, høre og lugtesansen. Hun ville kunne mærke hvor Melodenia gik, lugte hendes fært og høre tøjet der gned mod hinande. Men nu var spørgsmålet bare om hvor gode hendes sanser var.
Melodenia rejste sig stille op og lavede næsten ingen lyd, men hun vidste at hvis en sans forsvandt, så blev de andre skærbet makant. Nu ville hun ønske at hun kunne flyve, så midstede Catherine endnu en sans hun kunne bruge til forsvar. Hun kiggede rundt, for at se om hun kunne finde noget hun kunne bruge til at tage Catherines opmærksomhed, men fandt intet.
Melodenia vidste hendes bedste chance var at ramme hende fra luften, men vidste ik hvordan hun skulle bære sig ad. Hun startede med at gå mod venstre, og så rundt i en cirkel om hende, og sørgede for at være lade som om hun var stille.
Hun ville lade Catherine tro at hun undervuderede hende nu, og der for lade som om hun ik tænkte overhovedet. Men da hun nåede rundt om hende anden gang hoppede hun op i luften, lavede en salto med halvskrue, så hun ville lande på fronten mod Catherine, og prøvede på at sparke hende over venstre skulder.

Catherine kunne lide at hun prøvede at få hende til at undervurdere hende. Hun troede ikke at Melodenia ville angibe på den måde og pigebarnet ramte sgu. Hun ramte ikke særlig hårdt men hun ramte. Catherine kunne høre sin skulder gå af led. Hun satte dog bare armen på plads. Hun tog bindet af og kiggede stolt på sin lærling. " Du ramte mig unge lærling " Sagde Hun og gav hende et hurtigt kram. Nu kom de sværeste. " Hvilket Dyr er du mest bange for ? " Spurgte Hun roligt og lod sin lærling tro at der ikke var noget på færde. Melodenia skulle kæmpe mod sin frygt. Catherine ville selv forvandle sig. Hun ville holde øje med pigebarnet. " Du er dygtigt " Sagde Hun roligt...

Melodenia var så overrasket at det faktisk virkede, og endnu mere overrasket at hun fik et kram af Catherine. Hvilket dyr hun var mest bange for? Det var da et godt spørgsmål, som hun ik helt kunne besvare, da hun ik rigtig har tænkt over det.
Hun gik igennem alle de dyr som hun havde været sammen med, og hvilke der gjorde hende utryg, og der måtte hun nok erkende at det var ulve. De var så fjendtlige overfor alt og alle, og de gav hende kriller hver gang hun hørte nogen hyle mod månen.
Hun havde valgt og kiggede over på Catherine. "Ulve," sagde hun med en gysen i stemmen. "Ulve gør mig virkelig nervøs."

Catherine var ked af at skulle skræmme sin lærling men det var den sidste test. " Du skal kæmpe mod mig " Sagde Hun og i næste øjeblik var hun en stor sort ulv med skinnende grå øjne. Hun vidste at dette ikke ville være sjovt men at det var den sidste test for i dag. Hun knurrede ud mellem de sammenbidte tænder. Hun rystede sin sorte pels og en del støv fløj rundt om hende. Det var lang tid siden hun havde brugt denne form så det var lidt underligt at være tilbage. Hun knurrede og hendes pels på ryggen rejste sig. Hun var i ulvens natur men var stadig bekymret. Hun måtte ikke bekymre sig. Melodenia skulle nok klare den. Hun hylede op mod månen og hendes øjne glimtede..,

Melodenia var ved at skrige, da hun så Catherine blive til en stor ulv. Det var ik så meget at hun var en ulv, mere det, at det var Catherine inde i den store ulv, og idet ulven hylede mod månen, kunne melodenia mærke en kulde gysning gå ned af ryggen og gennem marv og ben. Hun vidste godt at Catherine bad hende om at kæmpe mod ulven, men det føltes forkert, og hun vidste ik hvordan hun skulle begynde. Hun havde aldrig kæmpet mod dyr før, og ulve vidste hun var mere farlige end andre dyr.
*Gid jeg havde sagt at jeg var skrækslagen overfor en SOMMERFUGL* Sukkede hun inde i sit hovede, men denne gang ville hun ik starte. Hun ville lade ulven slå først, og så tage den derfra, så hun gik lidt ned i knæ, og tog hænderne ud i siden med håndenfladerne op, så de var klar til at støde imod eller gribe fat eller hvad hun nu havde brug for. Hun kiggede over mod ulven og ventede dens angreb...

Catherine bed ud efter hendes ben og greb fat i buksebenet for at vælte hende. Hun gav dog slip og gik hurtigt til siden. Hun vidste en del om at være ulv da hun havde levet 3 år i ulveformen. Hendes ulveform var smedig og tynd hvilket gjorde det hele lettere. Hun hoppede to meter hen mod Melodenia og bed ud efter halsen for at skrifte side og ramme hendes højre arm. Hun bed fast i armen og gav ikke slip. Hun skadede ikke sin lærling. men bare et par skrammer. Hun snerrede advarende for at vise at hun ville få nogle skrammer uanset hvad. Hun borede sine klør ned i jorden og flåede noget af jorden op..


// Undskyld... Min Krea er løbet skrigende væk //